Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 486
Offentligt
1642800_0001.png
Pesticider og Genteknologi
Ref. antof
Den 9. maj 2016
Status for 2015 på indsatserne i Sprøjtemiddelstrategi 2013 -2015
Efter aftale om Sprøjtemiddelstrategi 2013-2015 skal der hvert år udarbejdes en
statusrapport for implementering af strategien til miljø- og fødevareministeren og Folketinget.
Nærværende notat udgør status for 2015. Notatet suppleres af 3 bilag om hhv. sammenfatning og
konklusioner fra Bekæmpelsesmiddelstatistik 2014, opgørelse over sprøjtemiddelrester i
indvindingsboringer 2014 samt status for udviklingen i pesticidresistens.
Aftaleparterne V, K, S, RV, SF og EL indgik i maj 2015 aftale om at forlænge strategien med et år.
Målsætningen om, at belastningen fra pesticider (Pesticidbelastningsindikatoren, PBI) reduceres med
40 % - baseret på pesticidsalgsdata - ved udgangen af 2015 i forhold til det beregnede niveau for 2011,
blev fastholdt.
Det helt afgørende virkemiddel til at nå målsætningen er ændring af pesticidafgiften, som trådte i kraft
medio 2013. Hermed blev de mest belastende sprøjtemidler dyrere for at motivere jordbrugere til at
reducere forbrug og belastning. Derudover består sprøjtemiddelstrategien af en række tværgående
indsatser for at sikre bæredygtig anvendelse af sprøjtemidler.
Det blev ved udarbejdelsen af strategien forudsat, at strategiens initiativer ville have positiv effekt i
forhold til pejlemærkerne i strategien, og det er fortsat vurderingen. Gennemførelsen af initiativerne
følges af en tværministeriel overordnet styregruppe bestående af Miljø- og Fødevareministeriet og
SKAT. Der er desuden nedsat ni tværministerielle faglige styregrupper samt et antal faglige
følgegrupper med deltagelse af relevante interessenter og eksperter.
Det blev i forbindelse med ændringen af pesticidafgiften forudsat, at der forud for afgiftens
ikrafttrædelse ville ske en hamstring af visse sprøjtemidler, som har den højeste belastning, og som
derfor med den nye afgift ville blive dyrest. Det blev dengang forudsat, at hamstringen ville få effekt på
salgstallene i 2012, 2013 og 2014, og at effekten af afgiften derfor tidligst ville kunne vurderes, når
belastning og behandlingshyppighed gøres op for 2015, hvilket sker i efteråret 2016. Det vil på det
tidspunkt være muligt at vurdere, om salgsdata fortsat er påvirket af hamstring. Dette notat redegør
for de øvrige indsatser i strategien.
.//.
Miljøstyrelsen • Strandgade 29 • 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
Statusrapportens hovedkonklusioner
Hovedparten af de planlagte initiativer i 2015 er gennemført. Enkelte initiativer er forsinkede og
afsluttes i 2016. Alle initiativerne vurderes at have positiv effekt i forhold til strategiens pejlemærker.
Udvikling i pesticidbelastning og behandlingshyppighed
Det fremgår af bekæmpelsesmiddelstatistikken, at reduktionsmålet for pesticidanvendelsen målt
ved Pesticidbelastningsindikatoren (PBI), baseret på salgstal, er faldet til 1,47, dvs. et fald i PBI
fra 2011 til 2014 på 55 procent jf. konklusioner fra bekæmpelsesmiddelstatistikken (Bilag 1). Da
ændringen af pesticidafgiftsloven blev vedtaget, forventedes det, at der ville ske en hamstring af
sprøjtemidler med den højeste belastning. Dette stemmer med, at der i 2012 og 1. halvår 2013,
som forventet, er solgt mange flere sprøjtemidler, inden afgiften trådte i kraft medio 2013. I 2014
er der således solgt færre sprøjtemidler og typisk de mindre belastende sprøjtemidler eller nye
sprøjtemidler. PBI beregnes både for salgstal og sprøjtejournaldata, hvor sprøjtejournaldata
afspejler det faktiske forbrug, og der ses her en reduktion i PBI på 18 % i forhold til PBI for
sprøjtejournaldata i 2011.
Behandlingshyppigheden for salgstallene er faldet fra 3,76 i 2013 til 2,73 i 2014, svarende til et
fald på 27 procent. Beregnes behandlingshyppigheden på baggrund af forbrugsdata fra
sprøjtejournalerne var der et fald i årene 2010/11 til 2011/12. Fra 2011/12 til 2013/14 ses en
stigende tendens. Samlet i perioden er der et fald i behandlingshyppigheden på 4 procent fra 2,82
i 2010/11 til 2,71 i 2013/14.
Udvikling i belastning af grundvandet
Det er som i tidligere år helt overvejende rester af tidligere anvendte, men nu forbudte
sprøjtemidler, der findes i grundvands- og drikkevandsboringer. I bilag 2 er der
redegjort for fundene af forbudte, regulerede og godkendte stoffer i 2014.
Overvågningen af det danske grundvand viser, at de sprøjtemidler, som er godkendt i
dag, i mindre grad end tidligere ender i grundvandet. Resultaterne i grundvands-
overvågningsrapporten offentliggjort i marts 2016 viser, at en strammere
regulering i anvendelsen af sprøjtemidler nu kan ses i det øvre og yngste grundvand.
Udvikling af resistens og i afgrødefordeling
Det fremgår af aftalen om sprøjtemiddelstrategien 2013-2015, at der i sammenhæng med statusnotatet
for 2015 skal gives en samlet status for udvikling i resistens jf. bilag 3. Som forudsat i aftalen bygger
status på de foreliggende oplysninger fra Århus Universitet, Institut for Agroøkologi (AU-AGRO). Da
resistensudvikling ikke sker fra år til år, men over en årrække, vurderer AU ikke, at afgiften og det
deraf følgende middelvalg endnu har haft betydning for udviklingen af resistens.
De første fund af resistente skadevoldere var tilbage i 1980’erne, og da resistens udvikles som følge af
gentagen anvendelse af de samme pesticider, må udviklingen forventes at fortsætte. Det er derfor
vigtigt at forsøge at forebygge eller forsinke resistensudviklingen.
Rammedirektivet for bæredygtig anvendelse af pesticider opstiller en række IPM-principper, som også
skal forebygge resistens. Det drejer sig f.eks. om at skifte mellem pesticider med forskellig virkemåde,
at kombinere ikke-kemiske bekæmpelsesmetoder med kemiske, at variere sædskifte med såvel vår-
som vinterafgrøder, og udnytte kulturtekniske foranstaltninger som f.eks. jordbearbejdning, såtid og
udsædsmængde samt at anvende resistente/konkurrencestærke sorter.
Det fremgår af de seneste års salgsstatistik, at effekten af pesticidafgiften endnu ikke er slået igennem i
praksis. Det betyder, at den resistensudvikling, der ses lige nu i Danmark, ikke kan tilskrives
2
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
pesticidafgiften. Det kan dog ikke udelukkes, at man på sigt kan risikere, at afgiften kan føre til en
ensidig anvendelse af visse pesticider, som kan øge resistensproblemerne.
Dansk Planteværn arbejder med et projekt med det formål at etablere en baseline for herbicidresistens
2013-15 for via senere undersøgelser at kunne konstatere, om der findes øget sprøjtemiddelresistens
hos ukrudtsarter, som kunne have en sammenhæng med afgiftens ikrafttrædelse. Miljøstyrelsen har
givet tilskud til projektet.
Når det igangværende projekt afsluttes medio 2016, foreligger en vigtig indikator på status for
udbredelsen af resistens før indførelsen af afgiften. Såfremt bekæmpelsesmiddelstatistikken viser, at
landmændene tilpasser pesticidvalg efter afgiften, bør undersøgelsen følges op af en ny monitering i
ca. 2021, hvor pesticidafgiften har påvirket pesticidanvendelsen i ca. fem år.
Der er i Danmark færre sprøjtemidler til rådighed end i andre EU lande, primært på grund af de
nationale vurderingsprincipper til beskyttelse af grundvand. Den internationale vurdering af de
danske krav til godkendelse af sprøjtemidler har peget på, at de danske krav på grundvandsområdet
kan betyde en begrænsning i antallet af sprøjtemidler til rådighed for landmændene, hvilket kan
betyde en øget risiko for resistens. Derfor er det i forbindelse med forlængelse af sprøjtemiddel-
strategien i 2015 aftalt, at der gennemføres en række projekter, som skal kortlægge mulighederne for
at ændre de danske krav uden at forringe beskyttelsen af grundvandet.
Det anses stadig for muligt at bekæmpe de mest betydende skadevoldere med det udvalg af pesticider,
som findes i Danmark i dag, men de få muligheder for at veksle mellem midler f.eks. til bekæmpelse af
græsukrudt og visse svampesygdomme gør det vanskeligt at udvikle effektive anti-resistensstrategier.
3
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
I det følgende redegøres først for status for pesticidafgiften. Dernæst gennemgås de gennemførte
initiativer i strategien. Gennemgangen svarer til opbygningen i ”Beskyt vand, natur og sundhed,
Sprøjtemiddelstrategi 2013-2015”. De kursiverede overskrifter henviser til overskrifterne på de enkelte
initiativer i publikationen.
Pesticidafgiften
Miljøstyrelsen har efter ønske fra erhvervet opdateret bekæmpelsesmiddeldatabasen med en
abonnementsordning, der betyder, at alle kan tilmelde sig og modtage en mail, hver gang et produkt
godkendes eller en belastningsafgift ændres på et eksisterende godkendt produkt.
Erfaringerne fra SKAT er meget positive i forhold til virksomhedernes administration af de nye
pesticidafgifter. Virksomhederne kan let finde ud af afgiftssatserne, og virksomhederne har i
forbindelse med SKATs besøg tilkendegivet, at de er tilfredse med indretningen af
afgiftsopkrævningen.
SKATS hjemmel til at føre regnskabskontrol blev udmøntet med BEK nr. 1750 af 14/12/2015, hvormed
samarbejdsaftalen forventes indgået medio 2016.
Miljøstyrelsen er løbende opmærksom på, om der er uforudsete uhensigtsmæssigheder ved afgiften, og
vil i relevant omfang gå i dialog med Skatteministeriet om mulige løsninger.
Sprøjtemiddelstrategi 2013-2015: Tværgående indsatsområder
Mere effektiv og skrap godkendelsesordning
I 2015 er der truffet afgørelse for 71 godkendelsessager, herunder fornyelser og derudover 83 sager om
sprøjtemidler til mindre anvendelse og parallel/kopiprodukter. Der er behandlet 154
omklassificeringer til de nye CLP-regler og 19 dispensationer. Arbejdet bidrager til opretholdelse af en
skrap godkendelsesordning i Danmark og dermed en nedsat belastning af sundhed og miljø.
Deltagelse i EU og Nord-zone samarbejdet har medvirket til udvikling og harmonisering af
godkendelsesområdet.
Miljøstyrelsens mål for overholdelse af sagsbehandlingstider blev opfyldt i 2015. Ud af 51 sager blev
sagsbehandlingstiden overholdt for 46 sager (svarende til 90 %).
Særlig indsats i EU for lave grænseværdier for rester af sprøjtemidler i fødevarer
Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har i 2015 deltaget aktivt i EU arbejdet omkring
pesticidrester, herunder risikovurderinger af EU-forslag om ændrede maksimalgrænseværdier,
fastsættelse af maksimalgrænseværdier i fødevarer (og foder for afgrøder, der også er fødevarer) samt
inddragelse af mulige kombinationseffekter ved vurdering af indtaget af pesticidrester med kosten.
Øget fokus på kombinationseffekter i forhold til rester af sprøjtemidler i fødevarer
Danmark har, som den eneste EU medlemsstat, i forbindelse med alle foreslåede
grænseværdier vurderet, om der kunne være risiko for kombinationseffekter. DTU
Fødevareinstituttet laver for hver foreslået grænseværdi en vurdering af, om der er risiko for
kombinationseffekter. Denne type vurdering indgår endnu ikke i EFSAs vurdering af foreslåede
grænseværdier.
Øget fokus på rester af sprøjtemidler i foderafgrøder
4
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
Arbejdet omkring fastsættelse af maksimalgrænseværdier for specifikke foderafgrøder
(afgrøder, der ikke er fødevarer) er sat på standby, da det i øjeblikket er nedprioriteret fra EU-
Kommissionens side.
Tilskudsordning til alternative sprøjtemidler
Der har været afholdt to ansøgningsrunder for ”Tilskudsordning til fremme af alternative
sprøjtemidler” og den faglige følgegruppe er blevet hørt i forbindelse med ansøgningsrunderne.
På basis af ansøgningerne er der i 2015 blevet igangsat tre nye projekter.
Ét projekt er afsluttet i 2015, og projektet har muliggjort, at firmaet har indsendt en ansøgning
om godkendelse af midlet i Danmark.
Miljøstyrelsens ansøgning om godkendelse af natron som basisstof efter 1107/2009 er
færdigbehandlet i EU, og natron er godkendt som basisstof. Miljøstyrelsen bistår nu
NaturErhvervstyrelsen med ansøgning om optagelse af natron på økologiforordningen.
Der er godkendt følgende alternative midler i 2015:
Turex WP og Turex WG med micro-organismen Bacillus thuringiensis ssp. Aizawai til
bekæmpelse af larver af sommerfugle i kål på friland, på tomater, agurker og peberfrugt i
væksthus, på prydplanter og planteskolekulturer i væksthus og på friland samt i æbler, pærer,
kirsebær og blommer.
Serenade ASO, med micro-organismen Bacillus subtilis til bekæmpelse af svampesygdomme i
væksthus-kulturer af jordbær, tomat, peber og aubergine, samt i salat og gulerødder på friland.
Botanigard WP med micro-organismen Beauveria bassiana GHA, til bekæmpelse af mellus i
prydplanter i væksthus.
Fibro med aktivstoffet parafinolie til bekæmpelse af bladlus i kartofler, spindemider i kerne- og
stenfrugt og pærebladlopper i pære.
Ovenstående midler kan bl.a. benyttes på økologiske bedrifter.
Miljøstyrelsen er i gang med at udarbejde regler om brug af afdriftsreducerende dyser for at mindske
sprøjteafstanden til vandløb mm. Arbejdet er lidt forsinket, men reglerne forventes klar medio 2016.
Styrket indsats for at beskytte grundvandet
Der er opnået mere viden om sprøjtemidler i grundvandet ud fra testene af pesticider i
Varslingssystemet VAP. Dette er en følge af udarbejdelsen og gennemførelsen af en ny strategi for en
øget prøvetagning og et udvidet analyseprogram i VAP. Modellering af VAP-data forventes endeligt
afrapporteret medio 2016, og den indhøstede viden inddrages i opfølgningen på det internationale
review.
Rapporten fra den internationale vurdering af grundvandsbeskyttelsen er modtaget foråret 2015, og
der arbejdes på opfølgning af rapportens anbefalinger gennem en række projekter. Projekterne
forventes at være afsluttet medio 2016.
For at styrke samarbejdet mellem myndigheder, virksomheder og organisationer indenfor
pesticidpunktkilder, er der i januar 2016 offentliggjort to publikationer, der behandler problematikken
fra hhv. et juridisk og et teknisk udgangspunkt. Publikationerne supplerer hinanden godt med hensyn
til at skabe klarhed og styrke samarbejdet mellem de involverede parter og vil blive præsenteret på
relevante workshops. Der arbejdes i 2016 på at samle relevant materiale på et fælles websted. Region
Syddanmark har udtrykt, at de gerne vil lave en pixiudgave af to ovenstående publikationer gennem et
partnerskab, de er ved at etablere. Miljøstyrelsen vil følge dette arbejde.
5
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
Samarbejdet i EU og Nordzonen har løbende givet indflydelse på udvikling og harmonisering i
forbindelse med vurdering og godkendelse af sprøjtemidler. Dette bidrager til målsætningen om, at
anvendelsen af godkendte sprøjtemidler ikke medfører overskridelse af grænseværdien for grundvand.
Som et led i indsatsen i forbindelse med kommunikation til borgerne er der i 2015 gennemført
kampagnen: ”Rent Drikkevand - 9 initiativer til rent drikkevand i fremtiden!”.
Initiativerne har, eller vil på sigt, bidrage til bedre beskyttelse af grundvandet, herunder færre
overskridelser af grænseværdien for grundvand og hurtigere effektuering af indgreb samt mere
tryghed for borgerne.
Øget fødevaresikkerhed
Kontrolprogrammet er udvidet, så det omfatter foderafgrøder. Fødevarestyrelsen fører kontrol med
virksomhederne, og analyserer løbende foder og fødevarer på det danske marked for indhold af rester
af sprøjtemidler – og offentliggør resultaterne. Analysemetoderne er blevet udvidet, så der kan testes
for flere stoffer i foder og fødevarer, og så det er muligt at afgive analysesvar fra dag til dag, fx i
forbindelse med skærpet importkontrol, hvor varerne tilbageholdes, indtil de kan frigives på baggrund
af et analysesvar.
I Fødevarestyrelsens kontrol har der bl.a. været særlig fokus på importerede fødevarer, og specielt i
importkontrollen har der været fokus på særlige problemafgrøder og oprindelsessteder ved udtagning
af mistankeprøver blandt andet i Københavns lufthavn. Udover kontrollens primære formål danner
denne også baggrund for rådgivning af avlere og information til forbrugere og erhverv.
Kontrolprogrammet bidrager til øget viden om rester af sprøjtemidler i fødevarer og foder. En viden,
der blandt andet skaber grundlag for, at forbrugeren vil kunne træffe bevidste valg om fødevarer. Det
vurderes, at de gennemførte initiativer har bidraget til en øget fødevaresikkerhed.
Skærpet kontrol med sprøjtemidler
NaturErhvervstyrelsen, Miljøstyrelsen og SKAT arbejder fælles om skærpet kontrol og øget indsats
mod ulovlig import. Myndighederne arbejder sammen i en ”Task-force” med henblik på videndeling og
koordinering vedrørende kontrol med ulovlig import. NaturErhvervstyrelsen modtager årlig
indberetning af sprøjteoplysninger fra jordbrugernes sprøjtejournaler. Indberetningen omfatter det
samlede forbrug af sprøjtemidler og altså ikke den fuldstændige sprøjtejournal. De indberettede
oplysninger er blevet brugt til målrettet at udvælge sager til kontrol og indgår således også i arbejdet
med at dæmme op for ulovlig import.
Der er frem til udgangen af 2015 synet i alt ca. 4.200 af landbrugets pesticidsprøjter. Det er registreret,
at synsvirksomhederne finder behov for reparationer på ca. 70 % af sprøjterne, før de kan godkendes
ved syn.
Kontrollen er styrket
NaturErhvervstyrelsen foretager årligt ca. 670 kontroller af reglerne for opbevaring, besiddelse og
anvendelse af plantebeskyttelsesmidler samt ajourføring af sprøjtejournaler. Endvidere omfatter
kontrollen reglerne om vask- og påfyldning af sprøjter samt uddannelseskrav ved erhvervsmæssig
udbringning. Miljøstyrelsen har foretaget kontroller hos forhandlere, golfklubber og maskinstationer.
Overtrædelsesprocenten hos forhandlerne var tæt på 50 % og hos jordbrugere 32 %. Det vurderes, at
de gennemførte initiativer om styrket og målrettet kontrol overordnet har betydet, at overtrædelses-
procenten i 2015 er øget i forhold til tidligere år.
Investering i forskning og teknologi
6
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
Der blev i 2015 modtaget 26 ansøgninger, hvor der er givet tilsagn til ni af projekterne. Det samlede
tilskud i 2015 var på ca. 17,9 mio. kr. Rapporter fra afsluttede projekter er løbende blevet publiceret på
Miljøstyrelsens hjemmeside og præsenteret på Bekæmpelsesmiddelkonferencen januar 2016.
Resultaterne fra de afsluttede projekter er vurderet i forhold til Sprøjtemiddelstrategien,
implementeret ved direkte anvendelse i godkendelsesordninger for pesticider og biocider og i relevant
omfang præsentereret og anvendt i EU, f.eks. EFSA og ECHA.
Miljøstyrelsen har under Grøn Vækst i 2012 finansieret tre forskningsprojekter om udvikling af
overvågnings-, varslings- og beslutningsstøttesystemer, idet dyrkning efter IPM principper bl.a.
betyder, at sådanne værktøjer skal benyttes, i den udstrækning de findes. Projekterne følges og drøftes
i en faglig følgegruppe og er afsluttet primo 2016. Der er primo 2016 igangsat to nye projekter, der
omhandler monitering, varsling og beslutningsstøtte i vinterhvede med fokus på svampesygdommen
Septoria samt bladlus, det andet projekt omhandler droner og bekæmpelse af tidsler før høst.
Projekterne løber frem til udgangen af 2017.
Sprøjtemiddelstrategi 2013-2015: Særlige indsatsområder
Integreret plantebeskyttelse i fokus
Målrettet rådgivning i IPM (integreret plantebeskyttelse) til landbrug og gartnerier i sammenhæng
med afprøvning af nyeste viden indenfor IPM på 7 demonstrationsbrug er videreført under strategien
om end volumen på rådgivningsindsatsen er reduceret i 2014-2015, grundet reduceret finansiering.
Landbrugsdelen har i 2015 haft det forventede rådgivningsvolumen på 206 bedrifter med et gns. på
216 ha. Rådgivningsforløbet har været toårigt for perioden 2014-2015. Ved seneste rådgivningsrunde i
2014-2015 blev indsamlet IPM-point-skemaer fra 137 deltagere, som har gennemført en fuldstændig
besvarelse ved både start og afslutning af rådgivningsforløbet.
SEGES (landbrugets rådgivning) har lavet en analyse af effekten af rådgivningen på baggrund af
opnåede IPM point hos jordbrugerne før og efter rådgivning i 2014-2015. I gennemsnit har antal IPM-
point været 63,7 ved start og 66,1 ved afslutning med en statisk sikker forskel på antal point ved start
og slut. (Højeste score er 100 og 80-100 anses for en meget høj score). SEGES vurderer, at
konsulenternes fokus på IPM har været klart stigende igennem projektperioden (2010-2015). Ikke
mindst de mange tilfælde af herbicidresistens og begyndende resistens overfor triazol-svampemidlerne
har skærpet opmærksomheden. SEGES har i artikler og indlæg ved møder fra lokale
planteavlskonsulenter set en øget opmærksomhed på ikke mindst sædskifte og forebyggelse af
resistens.
Der har været det forventede rådgivningsvolumen på gartneriområdet, hvor der blev startet et nyt
rådgivningsforløb, og afsluttet de igangværende 15 forløb. Det har vist sig vanskeligt at evaluere
rådgivningsforløbet på gartneridelen bl.a. på grund af meget forskelligartede produktioner. Primær
motivation for at gå med i projektet har været praktiske udfordringer ved effektiv bekæmpelse.
Fødevarestyrelsen har i samarbejde med GartneriRådgivningen og Dansk Gartneri videreført projektet
”Rådgivning om minimering af rester af sprøjtemidler i fødevarer” i 2015, hvor der er udsendt ca. 250
analyseattester til danske avlere ved fund af pesticidrester i forskellige afgrøder. Aktiviteterne er
forløbet planmæssigt, om end det havde været ønskeligt, at flere avlere/konsulenter i IPM-
rådgivningsforløb havde gjort brug af muligheden for at udtage stikprøver til restanalyser, hvilket
GartneriRådgivningen vil prøve at motivere flere til at gøre i 2016.
Hos de syv IPM demobrug er der gennemført i alt 28 arrangementer på demobrugene med deltagelse
af ca. 4.750 landmænd, landbrugselever, studerende, politikere, forskere m.fl. I 2015 har der videre
været 60 opslag på Smart Planteværn med IPM emner, hvor der har været en stigende interesse med
typisk 300-800 besøg for opslag med billeder, mens videoer fik ca. 2.000 besøg.
7
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
I 2015 blev pjecen ’IPM rimer på Godt Landmandskab’ udarbejdet med henblik på at synliggøre IPM
med inddragelse af erfaringerne fra demobrugene. Pjecen blev i første omgang trykt i 5.000
eksemplarer og omdelt ved arrangementer på demobrug mv. Herefter er pjecen genoptrykt i 45.000
stk. og omdelt med Landbrugsavisen i december og ledsaget af en artikel om samme emne i
Landbrugsavisen.
De tre IPM rådgivningsprojekter er afsluttet i 2015 i deres nuværende form, og videreføres som tre nye
projekter med større fokus på uddannelse, demobrug og løsning af konkrete udfordringer, fortsættelse
af IPM hjemmeside og opbygning af nyt registreringsnet. I oktober blev afholdt en afslutnings-
workshop med 44 deltagere, hvor resultater fra IPM-projekterne blev præsenteret og diskuteret med
interessenter.
Derudover er der i 2015:
-
-
-
-
-
-
Udarbejdet en række afgrødespecifikke dyrkningsvejledninger med IPM tiltag
Udarbejdet undervisningsmateriale om IPM til gartneruddannelsen
Gennemført digitale undervisningsforløb i form af såkaldte webinarer
Udviklet et system der er velegnet til at sammenligne pesticidbelastningen for forskellige
pesticider, til brug for planlægning af sprøjteplan for en afgrøde
Afholdt et IPM kursusdag for professionelle sprøjteførere på maskinstationer
Udviklet faktaark om IPM tiltag i skovbrug/juletræsproduktionen og på golfbaner.
Det er vurderingen, at de gennemførte aktiviteter har bidraget til en forøget viden om og anvendelse af
IPM-principperne. Det er dog vanskeligt at kvantificere effekten.
Færre sprøjtemidler i stat, region og kommuner
De planlagte initiativer er gennemført. Der er udarbejdet en ny bekæmpelsesvejledning om de invasive
arter af gyldenris, så der i alt nu er seks bekæmpelsesvejledninger. Der er gennemført en praktisk
ERFA-dag i felten for kommuner og andre interesserede mhp. videndeling om og afprøvning af
pesticidfri bekæmpelsesmetoder. Der er bl.a. informeret på Naturstyrelsens, Miljøstyrelsens og
Kommunale Park- og Naturforvalteres hjemmesider om initiativerne og erfaringerne herfra.
Målsætningen i Sprøjtemiddelstrategien er at fastholde det lave forbrug af sprøjtemidler på offentlige
arealer og samtidig opnå en effektiv bekæmpelse af de invasive arter. På baggrund af den videndeling,
der fandt sted, og positive evalueringer/tilbagemeldinger, som styrelserne fik på ERFA-dagen,
vurderes det, at initiativerne har bidraget til, at kommunerne har fået mere viden om pesticidfri
bekæmpelse, og – hvis denne viden anvendes i praksis – at dette er med til at fastholde det lave
forbrug af sprøjtemidler på offentlige arealer.
Skrappere krav til golfbaner
Miljøstyrelsen indførte i 2013 regler, der fastsætter belastningslofter for sprøjtemidler på golfbaner,
om indberetning af forbrug og belastning til Miljøstyrelsen, om offentliggørelse af forbrug og
belastning, mv. Styrelsen har med inddragelse af bl.a. Dansk Golf Union (DGU) udviklet IT-systemet
Green-data til golfklubbernes indberetning af sprøjtemiddelforbrug og – belastning, og har i
samarbejde med DGU informeret golfklubberne om de nye regler og Green-data. Systemet er sat i drift
primo 2014, og Miljøstyrelsen kan nu i to år kontrolleret, om reglerne om belastningslofter overholdes.
Klubberne kan via Green-data også planlægge deres sprøjtemiddelforbrug efter netop de udfordringer,
den enkelte bane har med ukrudt og skadevoldere, og samtidig holde øje med, at de ikke overskrider
belastningslofterne. Data fra indberetningerne, herunder også om forbrug af vand, gødning og energi,
8
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
kan oversendes til DGU for at indgå i golfbranchens samlede grønne regnskab. MST har endvidere
deltaget i arbejdet med at uddele Golfens miljøpris i samarbejde med DGU, der i 2015 gik til Samsø
golfklub.
Golfbanerne indberettede deres forbrug af sprøjtemidler for 2014 frem til fristen den 1. marts 2015.
Indberetningerne blev offentliggjort i februar 2016 på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Indsatsen vedr. uddannelse af greenkeepere blev igangsat i 2014 og det første efteruddannelseskursus
for greenkeepere blev gennemført i 2015. Indsatsen fortsætter i 2016.
Det vurderes, at de gennemførte initiativer har bidraget til formålet om at reducere sprøjtemiddel-
forbrug og – belastning på golfbaner. DGU, klubberne og spillerne har fået skærpet opmærksomheden
på, at sprøjtemiddelforbrug og – belastning skal nedsættes på banerne, ligesom der er indført
belastningslofter samt kontrol med indberetning af forbrug og belastning.
På baggrund af en evaluering af belastningslofterne i golfbekendtgørelsen gennemført i 2014 blev der
primo 2015 vedtaget en ny golf-bekendtgørelse med let justerede belastningslofter.
Mindre belastning i haver
Miljøstyrelsen har primo 2015 opdateret hjemmesiden www.godthavemiljø.dk med data i
rangeringslisten over de mest og mindst belastende sprøjtemidler samt anført informationer om
sprøjtefri have. Godthavemiljø.dk er i efteråret 2015 lukket, da rangeringslisten ikke længere er
gældende.
Styrelsen har i 2015 gennemført en større informationskampagne rettet mod haveejere med sloganet
Tænk før du sprøjter.
For at stramme adgang til køb af sprøjtemidler for haveejere har Miljøstyrelsen opstillet kriterier for
opdeling af sprøjtemidler i to grupper – de der kan forhandles til professionelle, og de der kan
forhandles til ikke-professionelle. Opdelingen af alle sprøjtemidler baseret på disse kriterier blev
afsluttet i 2015 og trådte i kraft pr. 26. november 2015. Det fremgår nu af midlernes etiketter, hvorvidt
de er godkendt til brug af ikke-professionelle. Miljøstyrelsen har offentliggjort listen over disse midler
med angivelse af, hvordan de skal opbevares hos forhandlerne og har i gennem hele processen været i
tæt dialog med forhandlere og godkendelsesindehavere.
Vilkårene for salg af sprøjtemidler til haveejere er ændret, idet der er fastsat regler for uddannelse af
forhandlere af sprøjtemidler. Forhandlere af sprøjtemidler skulle fra 26. november 2015 i butikkens
åbningstid stille mindst en uddannet medarbejder til rådighed for at kunne rådgive kunden om korrekt
anvendelse og håndtering af sprøjtemidler. Der er uddannet i alt ca. 400 personer i salg af
sprøjtemidler til ikke-professionelle brugere.
Den årlige statistik over salget af sprøjtemidler til haveejere i 2013 er udarbejdet i 2014 og er udgivet i
marts 2015.
Pesticidrester i fødevarer
Information om pesticidrester i fødevarer indgår i Fødevarestyrelsens kemikampagne Mad Med
Mindre Kemi, som blev lanceret i september 2013. Oplysningerne om pesticidrester tager
udgangspunkt i, hvad forbrugeren selv kan gøre for at nedbringe sit indtag mest muligt og samtidig
bidrage til at øge efterspørgslen efter afgrøder med så få pesticider som muligt. Aktiviteterne er
dermed med til at nedbringe anvendelsen og skabe efterspørgsel efter afgrøder dyrket med færrest
mulige pesticider.
9
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 486: Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016
Mad Med Mindre Kemi har haft stor udbredelse gennem annoncering og via en aktiv Facebook side.
Der er mulighed for direkte kontakt mellem forbrugere og Fødevarestyrelsens fagmedarbejdere
gennem Mad Med Mindre Kemis Facebook side og mange forbrugere benytter sig af dette(52.0000
personer ”liker” siden).
Rapporten over Fødevarestyrelsens kontrolresultater 2014 blev offentliggjort 20. november 2015.
Samlet set øges oplysningsindsatsen om sprøjtemidler, om brugen af dem i fødevareproduktionen og
om forekomsten af rester af sprøjtemidler i fødevarer. Derved vil forbrugeren være med til at skabe
incitament til at dyrke og handle med produkter, der er dyrket uden eller med mindre mængder
sprøjtemidler.
10