Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 473
Offentligt
Fra: Amalie Mouritzen
Sendt: 18. maj 2016
Emne: Det går ud over dyrene
Hej Karina Due, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti.
Jeg er dyrlægestuderende på Københavns Universitet og skriver, fordi vi i sektionssalen har
oplevet mange grumme patologiske tilfælde hos kvæg med en forholdsvis let løselig årsag.
Jeg kan udelukkende udtale mig om, hvad jeg har set mange gange i sektionssalen, og jeg gør
opmærksom på, at jeg ikke er færdiguddannet med mange års erfaring som dyrlæge.
Det drejer sig om primære inflammationer og infektioner af reticulum (netmave) og rumen (vom)
med penetration af diaphragma (mellemgulv) og dermed sekundære inflammationer og infektioner
af pericardium (hjertesæk), lunger samt pleura (lungehinde) – bare for at nævne de hyppigste
områder.
Årsagen er simpel: Det skyldes dæktråd fra møre dæk.
Dækkene bruges til at holde presenninger over ensilage fast, når foderet produceres. Dækkene er
gamle i forvejen, og over tid mørnes de, falder fra hinanden, og dæktråden falder ud og ender i
ensilagen, som bringes ind i staldene til kvæget. Der er typisk tale om dæktråd af flere cm længde,
men på grund af to skarpe ender udgør det en stor risiko for skade på multiple organer ved peroral
optagelse med foderet.
Løsningen er simpel: Lad være med at bruge dæk til at holde på presenninger.
For landmanden er gamle, brugte dæk en billig og let tilgængelig løsning, og dækkene kan bruges i
årevis.
Det er min holdning, at man ved at lave et lovforslag, hvor det ikke er tilladt for landmændene at
bruge materiale (som f.eks. dæk), som potentielt kan frigive skadevoldende genstande over tid, kan
komme problemet til livs, da en sådan løsning vil resultere i færre traumatiske skader på indre
organer.
Som dyrlægestuderende kan jeg ganske enkelt ikke forstå, at denne brug af dæk ikke allerede er
gjort forbudt, når nu det har så store konsekvenser for de dyr, som det går ud over.
Kontakt evt. patologerne ved Skolen for Veterinærmedicin og Husdyrvidenskab for yderligere
information. Disse dyrlæger ser det år efter år både i og uden for undervisningen af
dyrlægestuderende.
Jeg ser frem til at høre fra dig.
På forhånd tak for svar.
Med venlig hilsen
Amalie Mouritzen