Albertslund, d. 19. april 2016
Til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen
samt Miljø- og Fødevareudvalget
Kære Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen
Af Ministerens svar til Miljø- og Fødevareudvalget den 14. april læser vi en anerkendelse af, at
Coop deltog aktivt i den første fase af arbejdet omkring arbejdet om et dyrevelfærdsmærke.
Vi læser også en anerkendelse af, at Fødevarestyrelsen valgte
ikke
at invitere Coop til de videre
drøftelser i anden fase af arbejdet, da det blev vurderet, at Coop forholdt sig kritisk til kriterierne
for et dyrevelfærdsmærke. Coop blev derfor i praksis ekskluderet fra at deltage i arbejdet, hvilket
bekræftes af vores korrespondance med Fødevarestyrelsen dateret 1. juni samt 3. september 2015,
som var bilagt vores brev af 8. april.
Det undrer os dog fortsat, at Fødevarestyrelsen fra november 2015 valgte at konkludere, at ”Coop
ikke var interesseret i - og heller ikke ønskede at bidrage til overvejelser om konkrete kriterier for
et dyrevelfærdsmærke”. Det undrer os også fortsat, at Fødevarestyrelsen valgte
ikke
at orientere
Coop om, at man fortsatte arbejdet i en mindre, lukket gruppe af interessenter.
Ministerens svar bestyrker således Coops samlede opfattelse af, at man, i processen omkring
udarbejdelsen af mærket, har været fokuseret på at skabe bred opbakning blandt i forvejen positivt
stemte interessenter, og at dette er sket med et prædefineret formål om hurtigt at skabe
”merafsætning af velfærdsmærkede produkter til en moderat højere pris”, som det fremgår af
Ministerens brev. Fokus har altså ikke været at sikre en reel dialog om ambitionsniveauet i mærket.
Når alt kommer til alt, er det vigtige dog substansen i mærket. Vi ser derfor frem til en proces med
fornyet dialog, hvor der kan skabes et dyrevelfærdsmærke, som løfter dyrevelfærden væsentligt, og
som kan sameksistere med øvrige mærkningsordninger og fremstå med høj troværdighed overfor
forbrugerne.
I den forbindelse har vi overfor Fødevarestyrelsen understreget vigtigheden af at fortsætte dialogen
i en transparent og åben proces. Det fremstår dog i skrivende stund lidt uklart for os, hvordan den
videre proces er planlagt til at forløbe – og om Fødevarestyrelsen har planer i retning af en videre
bred dialog omkring udformningen af mærket.
Til orientering har vi i den forbindelse tilbudt Fødevarestyrelsen at afsætte ressourcer og faciliteter
til snarest muligt at afholde et dialogmøde med alle relevante interessenter, hvor den konkrete
udformning af mærket kan drøftes.
Med venlig hilsen
Jens Visholm
Koncerndirektør
Tlf
Fax
www.coop.dk
VAT/CVR: 26 25 94 95