Udkast
Forslag
til
Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved
Grønland
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1.
Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2.
Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse forurening og anden påvirkning af natur og miljø i den eksklusive
økonomiske zone ved Grønland, herunder særligt havmiljøet, fra aktiviteter, der kan
1) bringe menneskets sundhed i fare,
2) skade natur- og kulturværdier på og i havet, herunder havbunden,
3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet, eller
4) forringe rekreative værdier eller aktiviteter.
Stk. 3.
Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab til indsats mod forurening på havet i den eksklusive
økonomiske zone ved Grønland.
§ 2.
Loven omfatter havet ved Grønland uden for grønlandsk søterritorium og dækker følgende:
1) Danske og grønlandske skibe, der befinder sig i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
2) Danske og grønlandske luftfartøjer, der befinder sig på eller over den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
3) Udenlandske skibe, der befinder sig i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland, i det omfang det er foreneligt med
international ret.
4) Udenlandske skibe, der befinder sig uden for den eksklusive økonomiske zone ved Grønland, i det omfang det er foreneligt
med international ret.
Stk. 2.
Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes
i ikke-kommerciel statstjeneste.
Stk. 3.
Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål (lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 19, og kapitel 12.
Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7, 8 og 10 kan miljø- og fødevareministeren efter forhandling med
Naalakkersuisut fastsætte særlige regler for lystfartøjer.
Stk. 4.
Loven omfatter ikke beskyttelse af havmiljøet, herunder regulering, tilsyn, beredskab og bekæmpelse, i forbindelse med
aktiviteter omfattet af den grønlandske råstoflovgivning.
Stk. 5.
Lovens regler for skibe og luftfartøjer finder tilsvarende anvendelse på aktiviteter, der foregår på is i den eksklusive
økonomiske zone, uanset om der er tale om skibs- eller luftfartsbaserede aktiviteter, herunder transport og bortskaffelse af
stoffer og materialer, eller andre aktiviteter, i det omfang sådanne aktiviteter ikke er omfattet af anden lovgivning.
1