Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 330
Offentligt
1608541_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kemikalier
Ref. EP
Den 8. marts 2016
./.
Til udvalgets orientering fremsendes hermed notat om nyt studie fra Odense om mulig påvirkning af
fostre fra stoffet triclosan.
Det er bekymrende, at et nyt studie fra Odense Børnekohorte viser, at der kan være en mulig
sammenhæng mellem triclosan og hovedstørrelsen på nyfødte drengebørn. Det ligger mig meget på
sinde at vi får reguleret hormonforstyrrende stoffer bedst muligt, og der er derfor grund til at kigge
meget nøje på det nye studie.
Miljøstyrelsen har oplyst mig om, at et nyt studie, delvist finansieret af Center for Hormonforstyrrende
Stoffer, viser, at der kan være en mulig sammenhæng mellem triclosan og hovedstørrelsen på nyfødte
drengebørn. De børn, der var udsat for triclosan i de højeste doser i fosterstadiet, havde et mindre
hovedomfang. Desuden var der en tendens til kortere afstand mellem kønsorganer og anus, som kan
være en indikation for feminisering af drengebørn. Forfatterne af studiet nævner, at der er nogle
usikkerheder ved studiet, så det ikke kan udelukkes, at der er andre årsager til de fundne resultater, og
der er derfor behov for opfølgende undersøgelser.
Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at sørge for, at Kommissionen og de andre EU-lande snarest muligt
bliver orienteret om det nye studie, så vi i fællesskab kan sikre, at alle data kommer på bordet.
Derudover så er Danmark sammen med Nederlandene ved at vurdere triclosan under REACH på
vegne af EU. Dette medførte, at industrien i 2014 blev bedt om at undersøge triclosans effekt på
udviklingen af hjernen, men industrien har appelleret kravet til Det Europæiske Kemikalieagenturs
Klageudvalg, og vi er nød til at vente på klagesagens afgørelse. Endelig er Miljøstyrelsen ved at
igangsætte en kortlægning af anvendelsen af triclosan i kosmetiske produkter, så vi får et bedre
grundlag for, hvor vi kan sætte ind.
Esben Lunde Larsen
/
Marie Louise Flach de Neergaard
Miljøstyrelsen • Strandgade 29 • 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk