Til Miljøminister Eva Kjer Hansen og Folketingets Miljøudvalg.
Vedr. sag om Næbbekroen Vig jf. spørgsmål nr. 400 MOF alm. del
Vi har netop modtaget 2 skrivelser som svar på vores henvendelse vedr. dispensation inden for
strandbeskyttelseslinjen for at kunne lave en tilbygning som handicapkompensering for vores søn.
Dels et svar til os fra ministeren, hvor hun skriver, at hun ikke kan gå ind i vores sag, da den ligger
hos Natur- og Miljøklagenævnet. Så har vi jo reelt på intet tidspunkt haft en chance for at kunne
påvirke vores sag med den tidsfrist på 4 uger, der er for borgere for at anke afgørelser!
Dels et svar til Folketingets miljø- og Fødevareudvalg på baggrund af spørgsmål stillet af Pia
Adelsteen (DF), hvor hun beder ministeren kommentere henvendelsen fra os, herunder redegøre
for regler om tilhørsforhold og genopbygning af tidligere ejendom i samme stil.
Svaret her er for os en opremsning af de regler, som vi i forvejen er yderst bekendte med, hvorfor
vi netop har søgt om en dispensation.
Begge skrivelser afsluttes med henvisning til kommende politiske forhandlinger om ændringer i
reglerne om strandbeskyttelseslinjen.
I begge skrivelser forholder ministeren sig desværre ikke til vores konkrete situation, hvor vi i
vores anke til Natur- og Miljøklagenævnet redegør for vores mildt sagt desperate situation og
akutte brug for handicapkompensering af vores hjem i samarbejde med og støttet af den
offentlige instans Odsherred kommune.
Vi havde håbet, at ministeren konkret ville have ageret i forhold til vores henvendelse, da der
netop i Naturbeskyttelsesloven gives mulighed for, at ministeren kan give
dispensation i særlige
tilfælde.
§ 65 a.
Miljø- og fødevareministeren kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i §§ 8 og 15, når
det er nødvendigt for at realisere en tilladelse til gennemførelse af projekter, der er tilladt efter § 5
i lov om planlægning.
Vi har nu i 5 år levet under mere og mere umulige forhold, og vores situation bliver til stadighed
mere uholdbar. Med ministerens svar kan vi nu se frem til en sagsbehandling i Natur- og
Miljøklagenævnet på op til 12 måneder + +, inden der foreligger en afgørelse herfra. Da vi samtidig
er bekendte med forskellige sager og afgørelser herfra, må vi forvente, at vi derefter skal gennem
en civilretslig afgørelse.
I svaret fra ministeren til Miljø- og Fødevareudvalget står der i 4. sidste afsnit, at
”Naturbeskyttelsesloven
skal grundlæggende tilgodese to hovedformål, som er bevaring (og
genopretning) af naturen og offentlighedens adgang til naturen.
Til dette kan vi kun her gentage, at i forhold til bevaring af naturen og offentlighedens adgang vil
vores ønskede tilbygning
absolut ingen indflydelse have.
Vi er derfor igen nødt til at spørge:
Hvordan stemmer det overens med Naturbeskyttelseslovens formålsparagraf, hvor der netop også
står, at
”forvaltningen af loven skal ske med respekt for menneskets livsvilkår”
Med venlig hilsen
Marianne og Ralph Bollhorn