Kongsøre d. 19. maj 2015
Tilhørsforhold til Næbbekroen på Kongsøre Næbbe.
Vi har boet på Næbbekroen siden sommeren 2002, hvor en stor drøm hermed gik i opfyldelse.
Næbbekroen har været i familien Bollhorns eje siden 1911, hvor den hørte til den tilstødende gård,
Brådegård, som er Ralphs fødehjem. Gården blev solgt af farfamilien i 1967, hvor Ralphs far beholdt
Næbbekroen samt den tilhørende skov. Senere i 1980 flyttede Ralphs forældre ind på Næbbekroen, hvor
de nød deres otium.
Vi er gennem alle årene kommet her rigtig meget, da der var frirum og muligheder for udøvelse af mange af
vores interesser – natur, jagt, fiskeri mm. Ralph har ligeledes passet skoven siden slutningen af – 70’erne,
da denne altid har været hans store interesse.
Næbbekroens placering og natur er helt unik og findes ikke mange steder i Danmark. Sammenholdt med
familiens århundredelange tilknytning og veneration for stedet har kroen altid både været et samlingspunkt
for hele den samlede familie samt afsæt for mange aktiviteter og gøremål.
Det var derfor også aftalt i familien, at skulle Næbbekroen blive i dennes besiddelse, efter at Ralphs
forældre var gået bort, var det Ralph af de 5 søskende, der skulle overtage stedet med sin familie. Dette
blev aktuelt i 2001, da Ralphs far døde, og vi overtog stedet og satte kroen i stand efter vores daværende
behov. Vi havde dog allerede her drømmen om på et tidspunkt at kunne genetablere en del af den
oprindelige Næbbekros bygninger.
I sommeren 2002 flyttede vi herop, Marianne og Ralph med den dengang 7 år gamle Theis, som altid har
elsket stedet og som netop skulle starte i bh. kl. på den lokale skole i Egebjerg. Marianne havde fået
arbejde på en lokal skole, og Ralph arbejdede som naturvejleder i Landbrugsraadet.
Tilværelsen så lys ud, og det var den også i de følgende år, men så skete katastrofen i okt. 2006.
Vores store datter, Lillan, blev dræbt af sin ekskæreste, som efterfølgende også skød sig selv. De havde en
søn, Marius, som netop var blevet 4 år. Efter en lang, sej kamp I statsforvaltningen fik vi året efter
forældremyndigheden til ham. Desværre har Marius efterfølgende fået store og svære problematikker, som
på sigt kan ikke bare være invaliderende, men livstruende. Der er psykolog tilknyttet familien, og Marius er i
skoleregi bevilget inklusionsstøtte. Specielt i den kommende pubertet er det beskrevet som meget
væsentligt ikke at udsætte ham for pres pga. skrøbelighed og angst blandt andet for adskillelse. Marius er
nu 12 år. Marius er meget knyttet til vores hjem.
Samtidig fik Theis som 11- årig - 1�½ måned efter drabet på sin søster sit første epileptiske anfald. Han kom i
behandling på Epilepsihospitalet i Dianalund, hvor man de følgende 5 år prøvede at finde en diagnose og
behandling uden succes. I okt. 2011 kom han i regi på Rigshospitalets afdeling for sjældne handicap. Her har
man i skrivende stund heller ikke fundet hverken diagnose eller behandling.
Konsekvensen har desværre været, at Theis fra at være en normaludviklet og normalfungerende dreng i
normalskoleregi langsomt har mistet sine kognitive evner og vurderes udviklingsmæssigt i dag som 19-årig
som en på 1�½ år. Theis er uden sprog og de fleste normalfunktioner, med flere daglige anfald med
pludseligt fald, har sonde, et ikke eksisterende søvnmønster og behov for konstant 24-timers overvågning
og hjælp, hvilket i dag sker i form af en BPA-ordning i hjemmet med 2 hjælpere på hele døgnet.
Meget vigtigt for os er det, at Theis stadig er gående – dog altid med tæt støtte, og han elsker fortsat at
være udenfor på vores dejlige grund. Der gås dagligt lange ture med ham, han peger på vand, vindmøller,