Til Miljø- og Fødevareudvalget
Vingsted, den 8. januar 2016
Danmarks Sportsfiskerforbund har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening,
Dansk Ornitologisk Forening og WWF Verdensnaturfonden produceret en række korte
videofilm, hvor seks faglige eksperter belyser forskellige aspekter vedrørende de små
danske vandløbs og ådalenes naturværdier. Der er endvidere lavet en lidt længere film,
som samler centrale pointer fra de seks film.
Samlet udgør filmene et væsentligt fagligt modspil til regeringens initiativer med henblik på
at forringe naturbeskyttelsen og naturforholdene i de danske vandløb med det formål, at
vandløbene primært skal fungere som afvandingskanaler for landbruget.
Det gælder ikke mindst i forhold til regeringens intentioner om at få fjernet størstedelen af
de små danske vandløb med stor naturværdi fra vandområdeplanernes miljømål om god
økologisk tilstand og beskyttelse mod forringelse af tilstanden. Vi har naturligvis noteret os,
at dette nu i første omgang er afværget med det forlig om fødevare- og landbrugspakken,
der blev indgået lige før jul.
Men dels er der fortsat risiko for, at der tages naturmæssigt værdifulde vandløb ud af
forslaget til vandområdeplaner i den kommende proces, hvor 10.000 km små vandløb skal
revurderes. Dels er der mindst 8.000 km små vandløb med stor naturværdi eller
naturmæssigt potentiale, som slet ikke indgår i de 19.000 km vandløb, der er omfattet
forslaget til vandområdeplaner for planperioden 2015-2021.
Samtidig har miljø- og fødevareministeren bebudet, at vandløbsloven skal ændres med
baggrund i det beslutningsforslag om bedre muligheder for vandløbsvedligeholdelse (B
145
2014-15 1. samling),
som Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti fremsatte i foråret 2015.
Det indebærer blandt andet, at det i vandløbsloven skal præciseres, at vandløb først og
fremmest skal tjene afvandingsformål, og at vandløb skal tages ud af beskyttelsen i
naturbeskyttelseslovens § 3 med henblik på at skabe grundlag for, at der kan foretages
reguleringer og hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene.