Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 190
Offentligt
1585959_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 6. januar 2016
Sagsnummer: 2016 - 221
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering notat til Europaudvalget om EU Kommissionens
forslag til justering af EU miljømærkekriterier for følgende fire produktgrupper:
maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til husholdningsbrug samt maskinopvaskemidler og
tekstilvaskemidler til professionelt brug (Kommissionsbeslutninger 2011/263/EU,
2011/264/2012, 2012/720/EU og 2012/721/EU) i den europæiske miljømærkeordning
Blomsten (skriftlig forskriftudvalgssag). (Komitésag).
Der er skriftlig afstemning i forskriftudvalget den 15. januar 2016.
Forslaget vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet neutralt.
Regeringen agter at stemme for justeringen.
Med venlig hilsen
Henrik Hedeman Olsen
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
ww.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 190: Grundnotat om vaskemidler/Blomsten - komitésag
1585959_0002.png
Miljøstyrelsen/miljøteknologi
MFVM 001
NOTAT TIL Europaudvalget
EU Kommissionens forslag til justering af EU miljømærkekriterier for følgende fire
produktgrupper:
maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til husholdningsbrug
samt
maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til professionelt brug
(Kommissionsbeslutninger 2011/263/EU, 2011/264/2012, 2012/720/EU og
2012/721/EU) i den europæiske miljømærkeordning Blomsten (skriftlig
forskriftudvalgssag). (Komitésag).
1. Resume
EU’s miljømærke (2011/263/EU, 2011/264/EU, 2012/720/EU og 2012/721/EU) giver mulighed for
at miljømærke vaskemidler til tekstil og maskinopvask, men en ny klassificering af den meget
udbredte ingrediens, enzymet subtilisin, vil fremover udelukke anvendelse af enzymet i allerede EU
miljømærkede vaskemidler.
Kommissionen foreslår derfor en justering af ovenstående fire produktgruppers
miljømærkekriterier, så subtililsin fortsat kan anvendes i de miljømærkede produkter.
Kommissionen fremhæver, at der ikke er andre alternative enzymer, der nedbryder proteiner lige
så effektivt.
Forslaget vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet neutralt. Forslaget vurderes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner, kommuner eller erhvervslivet.
Der er skriftlig afstemning i forskriftudvalget den 15. januar 2016. Regeringen agter at stemme for
justeringen.
2. Baggrund
Den 18. december 2015 fremsendte Kommissionen nærværende forslag om justering af EU
miljømærkekriterier for fire produktgrupper: Maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til
husholdningsbrug samt maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til professionelt brug
(Kommissionsbeslutninger 2011/263/EU, 2011/264/2012, 2012/720/EU og 2012/721/EU), der har
hjemmel i artikel 7 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 66/2010 af 25.
november 2009 om EU-miljømærket. Beslutningsforslaget skal til skriftlig afstemning den 15.
januar 2016 i Kommissionens forskriftudvalg for EU’s miljømærke, Blomsten.
Forskriftudvalget træffer afgørelse i sager om miljømærkekriterier efter forskriftprocedure med
kontrol (art. 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17.
juli 2006), jf. art. 16, stk. 2 i miljømærkeforordningen. Hvis der i forskriftudvalget er kvalificeret
flertal for et forslag, udsteder Kommissionen beslutningen, når Parlamentet har gennemført en
legalitetskontrol af forslaget inden for tre måneder. Opnås der ikke kvalificeret flertal i
forskriftudvalget, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-
Parlamentet. Hvis der i Rådet er kvalificeret flertal imod et forslag, skal Kommissionen behandle
sagen på ny. Vedtager Rådet forslaget med kvalificeret flertal, eller udtaler Rådet sig ikke inden en
frist på højst to måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen, når Parlamentet har
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 190: Grundnotat om vaskemidler/Blomsten - komitésag
1585959_0003.png
gennemført en legalitetskontrol af forslaget inden for fire måneder fra Kommissionens
forelæggelse.
3. Formål og indhold
En udbredt anvendt ingrediens i automatiske vaskesystemer – enzymet subtilisin – har fået
opdateret miljøfareklassificeringen således, at det opfylder betingelsen for at blive klassificeret som
Farligt for vandmiljøet (kronisk fare, kategori 2, faresætning H411). Denne opdatering er sket som
følge af, at reglerne for miljøfareklassificering af kemiske stoffer og blandinger (CLP-forordningen)
er blevet ændret. Den ny klassificering medfører, at subtilisin ikke kan anvendes i de pågældende
miljømærkede produkter.
På den baggrund foreslår Kommissionen en justering af kriterierne, så der fortsat kan tillades brug
af subtilisin i maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til husholdningsbrug samt i
maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til professionelt brug (Kommissionsbeslutninger
2011/263/EU, 2011/264/2012, 2012/720/EU og 2012/721/EU) (2014/312/EU).
Subtilisin blev i 2011 klassificeret som Farligt for vandmiljøet på baggrund af stoffets akutte
giftighed (akut fare, kategori 1, faresætning H400). Denne klassificering medførte i 2011 en
Kommissionsbeslutning om justering af miljømærkekriterierne for maskinopvaskemidler og
tekstilvaskemidler til husholdningsbrug. Medlemslandene, herunder Danmark, tilsluttede sig denne
justering. Miljømærkekriterier for maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til professionelt brug
blev vedtaget i 2012 og indeholdt en undtagelse for miljøfareklassificeringen med faresætningen
H400.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Kommissionsbeslutninger om miljømærkekriterier i medfør af EU’s miljømærkeforordning er direkte
gældende i EU medlemslandene.
7. Konsekvenser
Forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser: Jf. afsnit 6 er Kommissionens beslutninger om
miljømærkekriterier direkte gældende i EU medlemslandene og indebærer ingen ændringer i
danske love og/eller bekendtgørelser.
Statsfinansielle konsekvenser: Forslaget vurderes ikke at have væsentlige statsfinansielle
konsekvenser.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser: Forslaget vurderes ikke at medføre erhvervsøkonomiske
konsekvenser.
Samfundsøkonomiske konsekvenser: Kommissionen redegør ikke for de økonomiske konsekvenser
i ændringsforslaget til Kommissionsbeslutningen. Forslaget vurderes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner.
Side 2/4
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 190: Grundnotat om vaskemidler/Blomsten - komitésag
1585959_0004.png
Beskyttelsesniveauet
Nærværende forslag vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet neutralt, idet subtilisin fremover vil
være tilladt i samme mængder som efter de gældende kriterier for subtilisin i de miljømærkede
produkter. Subtilisin er et meget udbredt enzym i vaskemidler til automatiske vaskesystemer.
Subtilisin bidrager til at fjerne proteiner (fra pletter og madrester) også ved lave temperaturer.
Selvom subtilisin er klassificeret farligt for miljøet, vurderes det – som typisk for de fleste enzymer
- at blive hurtigt nedbrudt efter brugsfasen (vaskecyklussen). Endvidere vil der foregå en næsten
fuldstændig nedbrydning af stoffet i renseanlæg, og udslip til vandmiljøet forventes derfor at være
minimalt.
Kommissionen fremhæver, at der ikke er andre alternative enzymer, der nedbryder proteiner lige
så effektivt.
8. Høring
Kommissionens forslag er sendt til orientering til medlemmerne af Danmarks Miljømærkenævn den
18.12.15.
Forslaget har været i høring i EU miljøspecialudvalget den 22.12.15 – 4.01.16, og der er ikke
indkommet substantielle høringssvar.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget har ikke været til forhandling, men forventes vedtaget, da justeringen er nødvendig for,
at virksomhederne fortsat kan miljømærke deres produkter indeholdende effektive ingredienser.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er enig i behovet for en justering af miljømærkekriterierne som skitseret i
Kommissionens ændringsforslag.
Det er regeringens holdning, at miljøfareklassificerede kemikalier så vidt muligt udelukkes fra
miljømærkede produkter, men et miljøfareklassificeret kemikalie kan fortsat være et bedre
alternativ, fordi det medfører en samlet set bedre miljøpræstation fx som i tilfældet subtilisin.
Enzymet bidrager til en effektiv vask også ved lavere temperaturer. Brugen af små mængder
enzymer i vaskemidler bidrager generelt til reduceret brug af mere miljøfarlige kemikalier i de
såkaldte ”kompakte” vaskemidler, der findes i dag.
Regeringen skal oplyse, at Danmark stemte nej, da reviderede miljømærkekriterier for de to
produktgrupper maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler til husholdningsbrug blev vedtaget i
2010. Det var ikke pga. enzymet subtilisin, at Danmark stemte nej men pga. miljøfarlige
konserveringsmidler. Kriterierne tillod miljøfarlige konserveringsmidler, hvor Danmark var af den
opfattelse, at der var effektive alternativer til disse.
Regeringen agter dog at stemme for Kommissionens ændringsforslag om subtilisin, da der ifølge
Kommissionen, ikke er ligeså effektive alternativer til rådighed og af hensyn til de virksomheder,
der i dag har miljømærket deres produkter.
Endelig kan regeringen oplyse, at Kommissionen planlægger at have reviderede
miljømærkekriterier for de fire produktgrupper til afstemning allerede ultimo 2016. Indtil nu er
Side 3/4
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 190: Grundnotat om vaskemidler/Blomsten - komitésag
1585959_0005.png
Kommissionens oplæg i arbejdsgruppen, at subtilisin fortsat skal kunne anvendes i miljømærkede
produkter, mens det for konserveringsmidler ser ud til, at de mest miljøfarlige konserveringsmidler
udelukkes fra EU miljømærkede produkter.
Regeringen agter at stemme for Kommissionens forslag til justering af miljømærkekriterier for
maskinopvaskemidler og tekstilvaskemidler.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketinget.
Side 4/4