Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 146
Offentligt
1575418_0001.png
Til Miljø- og Fødevareudvalget
Vingsted, den 22. november 2015
Anmodning om foretræde
I regeringens landbrugspakke fremgår det under punkt 6, at såkaldt fejlklassifikation af
vandløb skal rettes. Det fremgår videre, at der skal rettes op på, at der angiveligt er tale om
en omfattende fejludpegning og fejlkarakterisering af vandløb i vandområdeplanerne, og at
smalle, gravede vandløb, der har et rent afvandingsformål, samt flade vandløb skal tages
helt ud af både første og anden generations vandplaner.
Dette er umiddelbart uforståeligt, idet smalle, gravede vandløb, der har et rent afvandings-
formål, samt flade vandløb uden naturværdi slet ikke indgår i de 19.000 km vandløb, der er
omfattet af udkastet til vandområdeplaner for 2. planperiode fra 2015-2021.
De vandløb, der indgår i udkastet til vandområdeplaner, er tværtimod vandløb med stor na-
turværdi, der er udvalgt med baggrund en række naturfaglige parametre, opstillet af DCE,
og med baggrund i anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Vandløbsforum om grundlaget
for prioritering af en styrket vandløbsindsats gennem en vurdering af danske vandløbs na-
turværdi.
På trods heraf har miljø- og fødevareministeren i en
pressemeddelelse den 4. november
2015
bebudet, at det ministeren betegner som ”forhadte vandløb” skal ud af de nye vand-
områdeplaner. Det er således angiveligt ministerens udgangspunkt, at det primært kun er
større vandløb med et opland på mere end 10 km², der skal omfattes af vandområdepla-
nerne, og at de mange små danske vandløb med stor naturværdi kun skal indgå i begræn-
set omfang.
Ministeren lægger dermed op til meget omfattende forringelser af naturbeskyttelsen og na-
turindsatsen i store dele af de danske vandløb, idet mange små vandløb med stor natur-
værdi udgør en meget væsentlig del af de danske vandløb. Disse vandløb er derfor også af
afgørende betydning for at sikre, at Danmark lever op til vandrammedirektivets mål og for-
mål. Vandrammedirektivet beskytter alt vand uanset dets størrelse. Ministerens intentioner
om at fjerne en meget stor del af de små vandløb med stor naturværdi fra vandområdepla-
nerne vil således efter vores opfattelse være direkte direktivstridigt.
Det vil endvidere få omfattende negative konsekvenser for fiskebestandene og for de re-
kreative og samfundsøkonomiske værdier, som fiskebestandene er grundlaget for. Det
gælder ikke mindst for ørredbestandene, der er en vigtig indikator for naturtilstanden i de
danske vandløb, og som nu indgår i vandområdeplanernes miljømål for god økologisk til-
stand i de små og mellemstore vandløb.
I den sammenhæng er naturtilstanden i netop de små vandløb af helt afgørende betydning
for store naturlige ørredbestande – også i de større vandløb – idet de små vandløb og
bække er ørredens vigtigste gyde- og opvækstområder. De små vandløb er med andre ord
ørredens børnehaver.
MOF, Alm.del - 2015-16 - Bilag 146: Henvendelse af 22/11-15 fra Danmarks Sportsfiskerforbund om udtagelse af vandløb
1575418_0002.png
Ørreden er som nævnt en vigtig indikator for naturtilstanden i vandløbene. Det betyder
blandt andet, at når ørredbestandene har det godt, så har andre fiskebestande det også
godt. Det er i sig selv en vigtig naturmæssig værdi. Men det er som sagt også af stor rekre-
ativ og samfundsøkonomisk værdi.
Store naturlige fiskebestande er således selve grundlaget for det danske lystfiskeri, som
dyrkes af mere end en halv million danskere, og som også har stor turistmæssig betydning.
En undersøgelse foretaget af Fødevareministeriet i 2010 viser i den forbindelse, at det dan-
ske lystfiskeri omsætter for knap 3 mia. kr. om året og er grundlaget for 2.800 arbejdsplad-
ser. Der er samtidig et stort potentiale for en fortsat udvikling og vækst på dette område,
ikke mindst i vandkants Danmark. Men det forudsætter altså en forsat forbedring og be-
skyttelse af naturtilstanden i de danske vandløb, - herunder ikke mindst de små vandløb
Dertil kommer, at danske lystfiskere gennem rigtig mange år har ydet et kæmpestort frivil-
ligt arbejde med ophjælpning af fiskebestande og naturgenopretning i de danske vandløb.
Derudover bidrager danske lystfiskere via Lystfiskertegnet årligt med 31 mio. kr. til Fiske-
plejen, - heraf siden 2012 årligt med 10 mio. kr. til finansiering af udgifterne til vandløbsre-
staurering som led i vandplanerne. De 10 mio. kr. udgør dermed 1/3 af den danske egenfi-
nansiering af disse udgifter.
Danske lystfiskere yder på den måde en meget stor aktiv indsats for at forbedre naturtil-
standen i de danske vandløb uanset, at det principielt kunne betragtes som en samfunds-
mæssig opgave. Det gør vi imidlertid gerne. Men der vil være en betydelig risiko for at mo-
tivationen og opbakningen til denne frivillige indsats sættes over styr, hvis man nu politisk
undergraver indsatsen ved at fjerne naturbeskyttelsen og naturindsatsen i store dele af de
danske vandløb.
Med baggrund i disse problemstillinger vil jeg gerne på vegne af Danmarks Sportsfiskerfor-
bund anmode om foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg snarest muligt.
Med venlig hilsen
Verner W. Hansen
Forbundsformand