6. oktober 2015
Pressemeddelelse
Er grøn politik kun en klods om benet på regeringen?
Statsministeren nævner kun meget sporadisk klima- og miljøpolitik i sin åbningstale – og mest som
noget, der skal skubbes i baggrunden, fordi det hæmmer væksten.
Man skal lede længe for at finde grøn politik i statsministerens åbningstale. Han nævner lige akkurat, at vi
har en grøn sektor og er energieffektive, og det skal vi bygge videre på –
med realismen i behold.
Og her
tager statsministeren så fat. Vi må ikke stille skrappere krav til virksomhederne end tyskerne eller
svenskerne gør. Landbruget skal have lov til at gøde mere. Og vi må for alt i verden ikke overimplementere
EU-regler. Men landbruget er netop en af de eneste sektorer, hvor vi i dag stiller skrappere krav på nogle
punkter, og det har vi en rigtig god grund til, forklarer Christian Ege, sekretariatsleder hos
miljøorganisationen Det Økologiske Råd.
”Vi har en langt større andel af vores areal under plov og et sårbart vandmiljø. Derfor kan vores søer og
vandløb ikke tåle, at det enkelte landbrug forurener ligeså meget, som man gør i visse andre lande. Det er
netop det, der afspejles i EU's vandrammedirektiv, som kræver, at vi skal opnå en ”god økologisk
vandkvalitet”. Vi kan ikke både opfylde dette og have et intensivt husdyrbrug, medmindre vi stiller krav til
en effektiv udnyttelse af gødningen,”
siger han og fortsætter:
”Som både forskerne og Det Økonomiske Råds overvismand gør opmærksom på, så er der ingen
overimplementering af EU-regler for landbrug og miljø i Danmark. Tværtimod er vi bagud med at leve op til
EU's regler. Regeringens filosofi svarer til at sige, at der skal stilles de samme krav til en fabrik, som sender
sit spildevand ud i Furesøen, som den der sender det ud i Vesterhavet.”
Statsministeren vil fjerne NOx-afgiften – altså afgiften på forurening med kvælstofoxider, som skader både
miljøet og menneskers sundhed. Men den danske NOx-afgift er tværtimod lavere end den svenske.
Forskellen er, at i Sverige betaler man provenuet fra afgiften tilbage til virksomheder – på en måde, så de
stadig har en tilskyndelse til at sænke deres forurening. Den danske regering vil derimod helt fjerne afgiften
og dermed fjerne virksomhedernes tilskyndelse til at sænke forureningen. Det vil samtidig trække tæppet
væk under de virksomheder, som lever af at producere udstyr til reduktion af NOx-forureningen.
Det Økologiske Råd opfordrer regeringen til at tale med Danmarks grønne virksomheder. Grønne
teknologier er en af vores største eksportartikler. Alene eksport af grønne energiteknologier udgjorde
sidste år 74 mia. kr. – og den steg med 10,7 pct. i forhold til året før. Den samlede vareeksport steg
derimod kun med 0,6 pct. i 2014.
”Regeringen trænger til at lære, at grønne krav ikke er en klods om benet, men tværtimod en mulighed for
at opbygge nye danske styrkepositioner,”
udtaler Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
Kontakt:
Christian Ege, sekretariatsleder – tlf. 33181933 / 28580698 –