Ligestillingsudvalget 2015-16
LIU Alm.del Bilag 70
Offentligt
Onsdag d. 18. Maj 2016
Anmodning om foretræde for Folketingets Ligestillingsudvalg.
Porno & Samfund og Kvinderådet støder indenfor hver deres arbejdsområde med større hyppighed på
ligestillingsproblemer af seksuel- og pornoinduceret karakter.
I den seneste tid har vi set adskillige eksempler på hævnporno og seksuel uhensigtsmæssig adfærd på skoler og i
gymnasier, hvor børn, unge og kvinder er blevet udstillet seksuelt med alvorlige sociale og psykologiske konsekvenser til
følge. Disse fænomener er i sig selv et symptom på det skred, der er sket i opfattelsen af, hvad man kan tillade sig overfor
hinanden som mennesker såvel online på de sociale medier, som offline, og herunder især, hvad man kan tillade sig
overfor piger og kvinder. Porno & Samfund og Kvinderådet vil derfor gerne starte en mere indgående debat om det
beskrevne og rejse spørgsmålet, om der er en sammenhæng mellem dette og den adfærd, der opleves på de elektroniske
medier, hvor også børn og unge i stigende omfang oplever porno.
Er det pornoen, der skaber det uacceptable og rå menneskesyn, hvor man tilsyneladende uhindret og uden empati kan
udstille et andet menneske mere eller mindre perverst og pornografisk? Er der tale om et spontant kulturelt fænomen
uden sammenhæng med den gængse pornos reduktion af kvindekønnet til objekt for mandens lyst og behov? Eller er der
andre forklaringer som f.eks. den distancerede omgang mellem mennesker på de sociale medier, som understøtter og
fremmer denne tragiske udvikling?
Vi mener tiden er inde til at se med kritiske øjne på det beskrevne og finde frem til måder, som kan medvirke til at hindre,
at problemerne vokser sig større.
Dette falder i øvrigt efter Porno & Samfund og Kvinderådets opfattelse godt i tråd med de tendenser, undersøgelser og
tiltag om had-ytringer, sexisme og hævnporno, der blev drøftet på Nordisk Råds seminar om disse emner i november
2015, og vi finder, at det er vigtigt, at der fokuseres på og afsættes ressourcer til at afdække de problemer der ud over de
beskrevne måtte eksistere.
Uacceptabel adfærd.
I et demokratisk samfund som det danske er det vigtigt, at vi får afdækket problemets omfang, hvilket kræver, at der
forskes i det. På baggrund af forskningsresultaterne vil der så kunne iværksættes den nødvendige forebyggelse, så der
dæmmes op for en adfærd, der er hæmmende og uværdig for vort velfærdssamfund.
På den måde er det vor opfattelse, at mange af de nedværdigende ting, der har været fremme i offentligheden på det
seneste af grov og grænseoverskridende seksuel og pornografisk karakter (f.eks. visse gymnasiers festudvalg og deres
optagelseskriterier med sexvideoer, nøgenbilleder af unge piger, som lægges på nettet uden tilladelse, seksuel chikane og
mobning af skoleelever) vil kunne forebygges.
På samme måde vil forskningen kunne medvirke til, at der kan skabes de nødvendige holdningsændringer på de relevante
niveauer i vort samfund, så vi undgår, at især børn og unge udsættes for skadevoldende porno, idet meget af det
materiale, der er i omløb f.eks. medvirker til at fremstille vold og misbrug af kvinder og børn som noget acceptabelt,
herunder fremstilling af f.eks. kvinder der tages med vold(voldtægtslignende situationer), groft sagt kan man sige, at
meget pornografisk materiale er fremstillet, så det giver det fejlagtige indtryk, at de misbrugte nyder at blive misbrugt,
hvilket i værste fald, og som visse undersøgelser peger i retning af, kan tænkes at medvirke til at fremme sextrafficking,
prostitution og børnepornografi, hvilket er en anden årsag til, at der må ske en nærmere undersøgelse af problemerne og
deres konsekvenser.
Endelig er det vigtigt at fremhæve, at størstedelen af den kommercielle porno i mange tilfælde skævvrider synet på
kvinder og på magtforholdet mellem mænd og kvinder, hvilket må formodes at være særdeles skadeligt for det vigtige
LIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 70: Henvendelse af 18/5-2016 fra Porno & Samfund og Kvinderådet om foretræde for udvalget vedrørende hævnporno, hadytringer og sexisme.
1635974_0002.png
ligestillingsarbejde, der sker i samfundet.
Er der sammenhæng mellem porno-hævnporno og den tiltagende mangel på respekt mellem kønnene?
Hos Porno & Samfund og Kvinderådet overvejer vi, om der kan være en sammenhæng mellem porno - hævnporno og den
vigende respekt for det enkelte menneske og herunder især respekten for kvinder, når det kommer til de ovenfor
beskrevne hændelser?
Da Danmark, som det første land i verden frigav pornografien, var det bl.a. ud fra et politisk håb om at begrænse
forbruget, når det ikke længere var forbudt og dermed blev mindre spændende. Der var formentlig ingen der på det
tidspunkt kunne forestille sig, at den teknologiske udvikling ad åre ville bevirke, at selv børn ville få ubegrænset og
uhindret adgang til porno af alle slags med de deraf følgende formodede skadelige effekter.
Hvem tager i dag ansvar for konsekvenserne af den nævnte frigivelse og dens skadevirkninger på specielt børn, unge og
kvinder? Kan det virkelig passe, at det er 12 årige piger som Selma Palsbo Klarskov, der med et læserbrev i en lokalavis,
skal sætte ord på, hvor stort problemet er helt ned i 5. klasse? "Jeg synes, at mange drenge har et helt forskruet syn på
piger. De ser en masse porno, og det er som om de tror, at vi også kan blive som kvinderne der. De synes, at piger bare
skal være nogle sexbomber." Her er der tale om en levende 12 årig piges oplevelser med pornografiens skadevirkninger -
virkninger som ingen p.t. i tilstrækkelig grad tager ansvaret for.
Der er brug for forskning, der kan kortlægge uetisk adfærd på nettet samt pornoens påvirkning, for at belyse
problemernes omfang med henblik på, at der kan iværksættes kvalificeret oplysning og støtte til undervisning og
dannelsesvilkår for danske børn helt fra skolestart, og det kan passende begynde i det land, hvor frigivelsen startede f.eks.
ved at iværksætte forebyggelsestiltag med henblik på at opnå en ændring af synet på såvel pornoen som uacceptabel
seksualiseret adfærd.
Dette kan gøres ved at styrke seksualundervisningen fx med at have større og mere kvalificeret fokus på porno, og ved at
skabe bedre internet-etik, når der undervises i det i skolen. På samme måde bør der i alle sammenhænge i samfundet
etableres en pornopolitik, akkurat som man som det naturligste i dag har både rygepolitik og alkoholpolitik. Begge dele var
for ikke særlig mange år siden helt utænkeligt, men i dag hersker der vel næppe tvivl om, at begge politikker har været
fremmende for velvære og trivsel i befolkningen.
På trods af Danmarks rolle som foregangsland i frigivelsen af pornografien eksisterer der forsvindende lidt dansk
forskningsmateriale om virkningerne af denne frigivelse og også hvad det egentligt har betydet for ligestillingsarbejdet.
Dette efterlader os blinde og uvidende om de mangeartede konsekvenser frigivelsen måtte have haft. Derfor mener vi i de
to organisationer, at der må tages både et nationalt og et globalt ansvar for, at der sættes gang i en udredning af
frigivelsens påvirkning af samfundet.
Som beskrevet er der en række omstændigheder, der understreger behovet for at iværksætte såvel forskning og
oplysningskampagner som konkret stillingtagen og det er en uddybelse af disse at Porno & Samfund og Kvinderådet
ønsker at forelægge Folketingets Ligestillingsudvalg, således at disse betragtninger forhåbentlig kan indgå i udvalgets
videre arbejde.
Vi vil derfor anmode om foretræde for udvalget hurtigst muligt.
Med venlig hilsen
Heidi Als Ringheim
Formand for Porno og Samfund, +45 3113 9778,
[email protected],
www.pornoogsamfund.dk