Kulturudvalget 2015-16
KUU Alm.del Bilag 62
Offentligt
1583336_0001.png
Forespørgsel om at foretræde for kulturudvalget onsdag 20. Jan. kl. 10.15-10.30.
Alexander Øllgaard, formand for Kapelforeningen og tillidsmand for Det Kongelige Kapel.
tlf. 24604104 / mail:
[email protected]
Besparelser sender Det Kongelige Kapel ned i B-rækken.
Som led i Det Kongelige Teaters besparelser for 2016-2019 beskæres Det Kongelige Kapel i løbet
af perioden med 11 musikere.
Derudover forsvinder 7 stillinger, som siden 2010 har været
midlertidigt besat og betalt af Operaens budget. Verdens ældste orkester er dermed siden
2010 reduceret med 18 fastansatte musikere i alt, hvilket betyder, at vi bliver det
operaorkester med den mindste faste musikerbesætning i Nordens hovedstæder. Mindre end
Stockholm, mindre end Oslo, mindre end Helsinki. I Tyskland klassificerer man operahuse i
fire kategorier A, B, C og D. Med en kommende fast besætning på blot 99 musikere falder
Operahuset fra A til B-kategorien, hvilket betyder, at det ikke længere er London og Berlin, vi
skal sammenligne os med, men Kiel og Lübeck.
Da man tilbage i 2010 fjernede 7 faste stillinger fra Kapellets besætning, medførte det, at en
række store internationale dirigenter
truede med at forlade de produktioner, de var blevet
engageret til at dirigere, hvis ikke Kapellet stillede med en besætning svarende til partiturets krav og
husets størrelse.
Operaledelsen besluttede på den baggrund at ansætte syv musikere på
tidsbegrænsede kontrakter finansieret af Operaens eget budget. I den ny mindre besætning vil
det fremover blive svært at tiltrække internationale stjernedirigenter som Simon Rattle og
Daniel Barenboim. Begge har ligesom en række andre verdensberømte dirigenter og orkestre
som f.eks Berlinerfilharmonikerne skrevet støtteerklæringer til Det Kongelige Kapel i løbet af
den seneste måned. Barenboim skriver således:
»I Danmark er I velsignet med at have det ældste orkester i verden med over 500 års tradition
og topkvalitet. At reducere et sådant orkester til en størrelse, hvor det ikke er i stand til at
spille regelmæssigt i fuldt omfang, vil få katastrofale langsigtede konsekvenser for Det
Kongelige Teater«.
I en tid, hvor lande bliver målt på deres evne til at gøre sig bemærket på den internationale
kunstneriske scene, må dette vække bekymring. På samme måde er det bekymrende, at
orkesteret efter sparerunden end ikke vil kunne
stille som et fuldt bemandet symfoniorkester,
hvilket betyder, at vi fremover kun kan spille symfonikoncerter med musik af f.eks. Carl Nielsen,
hvis der tilføres vikarer. Det vil medføre ekstraudgifter og faldende kvalitet.
Ved sparerunderne i 2010 og 2011/12 tog Kapellet sine besparelser uden klynk, men med de
nuværende besparelser er vi ved at være mandskabsmæssigt nede på et niveau, hvor kvalitet og
identitet er i fare for at lide ubodelig skade.
KUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 62: Henvendelse af 16/12-15 fra Kapelforeningen om Det Kongelige Teaters besparelser for 2016-2019
Kapellet er Danmarks ældste kulturinstitution og har eksisteret i ubrudt række siden Christian 1.,
der i 1448 besluttede at ansætte tre trompetister til at kaste musikalsk glans over monarken. Kapellet
har overlevet krige og statsbankerot og er uløseligt forbundet til en stor del af danmarkshistorien. I
En tid hvor fælles referencer forsvinder, hvor fællesskabet er udfordret, hvor folk har et uendeligt
antal tv-kanaler, og ingen ser det samme, er et stort spørgsmål: Hvem er vi? Hvad definerer os som
folk?
Vi har brug for kunsten og historien til at definere os selv.
Mange hilsner Alexander Øllgaard,
formand for Kapelforeningen og tillidsmand for Det Kongelige Kapel.