Kulturudvalget 2015-16, Kirkeudvalget 2015-16
KUU Alm.del Bilag 202, KIU Alm.del Bilag 40
Offentligt
1658327_0001.png
LEDØJE BYLAUG
v/oldermand Bjørn Weitemeyer – Præstetoften 5, Ledøje, 2765 Smørum
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder
Kultur- og Kirkeministeriet
[email protected], [email protected]
21. august 2016
Kære Bertel Haarder,
Råstofudvinding (sand og grus) tæt på kirke og bevaringsværdig landsby
Jeg skriver til dig på vegne af Ledøje Bylaug i anledning af, at Ledøje (Egedal Kommune) er blevet
præsenteret for Region Hovedstadens planer om at etablere grusgrave meget tæt på Ledøje by.
Der er indtil videre tale om en såkaldt ”miljøscreening”. Regionsrådet har endnu ikke taget stilling til
konkrete planer. Derfor finder vi det hensigtsmæssigt allerede nu at gøre dig opmærksom på en række
principielle problemstillinger, som vedrører dine to ministerier.
Ledøje Bylaug har desværre kun haft 4 uger midt i sommerferien til at sætte os ind i al relevant lovgivning,
men vi frygter, at lovgivningen ikke er præcis og tydelig nok, siden Region Hovedstaden tilsyneladende ikke
har taget hensyn til kirke og kulturarv.
Kulturministeriets ressort
Ledøje er en af Københavns Vestegns større og bygningsmæssigt bedst bevarede landsbyer. Byen kan
spores tilbage til middelalderen. Mange af de eksisterende bygninger er fra 1700-tallet, og de er enten
fredede eller bevaringsværdige. Som noget særligt for Ledøje ses den stadigt synlige og markante fordeling
af landsbyens jorde, den såkaldte ”stjerneudskiftning”, der blev etableret i forbindelse med
landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Det ses tydeligt ved et kik på et Krak luftfoto eller Google
Maps.
Der er således tale om betydelig og værdifuld kulturvarv, som risikerer at blive ødelagt af støjende og
støvende grusgravning gennem 10-20 år og tung lastbiltrafik til og fra graveområderne, som vil få de gamle
huse til at synke sammen.
Kirkeministeriets ressort
Ledøje Kirke er opført ca. 1225 som gårdkirke for en stormandsgård. Kirken er enestående i Danmark, fordi
den er opført i to etager med en over- og en underkirke. Der er udpeget kirkeomgivelser omkring Ledøje
Kirke, som skal sikre kirkens landskabelige beliggenhed og samspil med landsbymiljøet. I den gældende
lokalplan er fastlagt en beskyttelseszone på 750 meter omkring Ledøje Kirke, der i forvejen er omfattet af
en 300 meters beskyttelseszone efter naturbeskyttelsesloven.
KUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 202: Henvendelse af 21/8-16 fra Bjørn Weitemeyer om Region Hovedstadens Råstofplan 2016 - Ledøje Nord og Vest
1658327_0002.png
Udover disse forhold, som er specielle for Ledøje Kirke, er der en række generelle forhold, som må gælde
for alle landsbykirker i hele landet. F.eks. vil støj, vibrationer og sandstorm fra grusgravningen forstyrre
kirkelige handlinger, herunder begravelser, ligesom besøg på kirkegården ikke vil være omgivet af den ro og
fred, som man normalt finder der. Se desuden vedhæftede høringssvar fra menighedsrådet og provstiet.
Lovgivning
I maj 2016 blev en ny lov vedtaget ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete
projekter (VVM)” (lov nr. 425 af 18. 05. 2016). På mange områder strammer den nye lov op i forhold til den
eksisterende lovgivning, men desværre træder den nye lov først i kraft 16. maj 2017, og fordi Region
Hovedstaden allerede har igangsat arbejdet, vil den nye lov ikke skulle anvendes, jfr.
ikrafttrædelsesbestemmelserne. Loven hører under miljø- og fødevareministerens ressort.
Vi beder dig venligst bekræfte, at alle forhold vedrørende dine ressortområder er fyldestgørende beskrevet
i den relevante lovgivning, der skal anvendes, når en region påtænker at udpege graveområder med
henblik på råstofudvinding, således at værdifuld kulturarv og kirkelige miljøer ikke lider overlast.
Til din orientering har vi også rettet henvendelse til miljø- og fødevareministeren.
Med venlig hilsen
Bjørn Weitemeyer
Oldermand, Ledøje Bylaug
Mob. 53809898 / Tlf. 38804838
E-mail: [email protected]
Bilag:
Ledøje Bylaugs 2 høringssvar til Region Hovedstaden (Ledøje Nord og Ledøje Vest)
Høringssvar fra Ledøje Menighedsråd og Frederikssund Provsti
Notat ”Bevaringsværdige huse i Ledøje” af Morten Neergaard-Kofod
Cc:
Folketingets Kulturudvalg
Folketingets Kirkeudvalg
MF’ere valgt i Nordsjællands Storkreds
Fhv. MF Pia Larsen (V)