KUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 105: Artikelserie om den forandring kunst kan igangsætte m.v. til brug for høring om kultur på recept den 24. februar 2016

Kulturudvalget 2015-16, Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
KUU Alm.del Bilag 105, SUU Alm.del Bilag 439
Offentligt

artikelserie: kUNst rYkker

Af RAsmus ThiRup Beck

krigstraUme hel bredt med

Kimen blev plantet under et halvanden times langt bombardement

i bosnien i 1994. seKs år senere fiK seniorsergent

Klaus sKindhøj

blacKout i bilen og diagnosen post traumatisK stress disorder.

han fandt hjælp i terapimusiK.

endnu en psykologsamtale ventede lige om hjørnet, da den i dag

43-årige seniorsergent klaus skindhøj for ti år siden samlede et

blad op i venteværelset. inde i bladet faldt han over en artikel

om et nyt såkaldt afstresningsprodukt, musicure.

konceptet var simpelt: en cD med afslappende musik indspil-

let af klassiske musikere akkompagneret af naturens egne lyde.

for nu at sige det rent ud, syntes militærmanden faktisk, at

det lød lidt mærkeligt, men han var desperat. igennem tre år var

han gledet til og fra arbejde med lange sygeperioder fremkaldt af

angstanfald. han havde konsulteret adskillige læger, psykologer

og psykiatere og havde været igennem flere medicinske forløb

for at dæmpe anfaldene. kort tid forinden lige præcis denne kon-

sultation var der dog sket et gennembrud. han havde fået diag-

nosen post Traumatisk stress Disorder, bedre kendt som pTsD.

Troen på, en nærtliggende helbredelse forsvandt dog brat, da

klaus skindhøj fik et nyt angstanfald:

»Det er modbydeligt at blive ved med at falde tilbage. på et

tidspunkt begynder du at tvivle på, om det nogensinde bliver an-

derledes. Jeg spurgte min egen læge: 'hvornår bliver jeg rask?'

hun svarede , 'Det ved jeg ikke'«.

Derfor var det også meget let for den handlekraftige mand

at tænke »hvorfor ikke?« – og senere samme dag købte han

en af de omtalte cD’er.

i dag kan han helt afklaret genfortælle forløbet over en kop

the på sin arbejdsplads, hærens Operative kommando (hOk) på

karup flyvestation. her er han ansat som arbejdsmiljøinspektør

og vejleder og rådgiver ansatte indenfor det psykiske og fysiske

arbejdsmiljøområde.

En regn af granater

men før klaus skindhøj, som han selv siger, »kom ud på den an-

den side«, fortæller han hvordan han til at begynde med kom

’derind’.

Det begyndte alt sammen natten til den 29. april 1994 i byen

Tuzla i det blot tre år gamle Bosnien-hercegovina. her havde ser-

berne siden 1992 gennemført rystende folkedrab, senere klassi-

ficeret som etniske udrensninger, og fN var til stede. Danmarks

bidrag var en kampvognseskadron, og klaus skindhøj var kamp-

vognskommandør i en kampvognsdeling. Delingen var denne

nat blevet sendt ud for at undsætte en svensk bemandet observa-

tionspost, Tango 2, der var under beskydning af serbiske styrker.

Operationen fik det senere meget berømte navn ’Bøllebank’.

Relativt kort tid inde i operationen blev de fire udsendte kamp-

vogne fanget i et massivt krydsildsbaghold fra serbiske stillinger.

klaus skindhøjs Leopard-kampvogn blev med det samme hægtet

af resten af delingen.

»Jeg bliver standset af et sagger-missil, der ryger ind mod

kampvognen. Det registrerer jeg ikke selv. Det er min kører, som

ser det og hamrer bremsen i. så sidder jeg med næsen op mod

forruden og tænker ’hold da kæft – det var snart gået galt’«,

genfortæller han tørt.

Det er dog kun begyndelsen. Den næste cirka halvanden time

er de fire kampvogne under konstant beskydning, og den 26-årige

kampvognskommandør er i hele dette tidsrum tvunget til at tage

ekstremt mange beslutninger, ekstremt hurtigt.

»Og her snakker vi ikke i løbet af tyve eller ti sekunder, men

halve sekunder: Nu gør vi det, nu gør vi det, nu, nu, nu. Det er 42

tons kampvogn, der skal flyttes i bulderragende mørke«, forklarer

han.

kampvognen skulle konstant flyttes; der skulle holdes præcis

kontakt med de andre enheder; klaus overvejede hele tiden, om

de skulle skyde tilbage eller ej – hvis de gjorde, ville alle de serbi-

ske styrker se, hvor de var; han skulle sørge for, at vognens tre

andre besætningsmedlemmer var okay; han skulle overveje, hvad

de skulle gøre, hvis de havarerede – hvordan de skulle destruere

kampvognen, som proceduren påbyder; og ikke mindst, hvordan

de så bagefter skulle kunne komme væk:

»Det ville betyde, at vi skulle hoppe ud i et regnvejr af granater.

Og du må ikke vise panik. Det er der ikke tid til. Den kan komme

bagefter«.

Det er dette intense pres i en meget, meget lang halvanden

time, der ifølge klaus skindhøj selv fører til den voldsomme reak-

tion seks år senere.

»Det sætter sig i kroppen«, som han siger.

En ekstremt presset citron

At reaktionen ikke indtræffer før, skyldes højst sandsynligt, at

han ikke levner sig selv tid og plads til det. De sidste tre måneder

af udstationeringen, foregår på konstant højeste alarmberedskab.

kort tid efter hjemkomsten dør hans mor, og kort tid derefter

stifter han selv familie. Der sker simpelthen en hel masse hele ti-

den.

»Jeg har presset citronen helt ekstremt. Det er også det, psyko-

logerne og psykiaterne har sagt efterfølgende: 'Der er mennesker,

der har oplevet en hundrededel af det, du har oplevet, som ryger

ned med et ordentligt brag. Og du ryger ned nu. Det er der ikke

noget mærkeligt i'«, konstaterer han.

en anden ting, der bidrager til at få læsset til at vælte, er en

uovervejet beslutning, truffet af ham selv. han forlader kamp-

vognseskadronen og tager en iT-efteruddannelse. kort tid før ud-

★

artisteN

2011

artisteN

2011

KUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 105: Artikelserie om den forandring kunst kan igangsætte m.v. til brug for høring om kultur på recept den 24. februar 2016

artikelserie: kUNst rYkker

kultur giver

længere liv

sundhedsforskere verden over, dog primært i skandi-

navien, har de senere år været stadig mere interesse-

ret i sammenhængen mellem kultur og godt helbred.

Det er f.eks. i selve behandlingssituationen blevet

påvist, at musik kan have en positiv, smertelindrende

effekt i ambulancer og operationsrum. på det forebyg-

gende plan tyder meget på at kulturforbrug og kul-

turdeltagelse simpelthen giver et længere, sundere

liv.

et af de nyeste forskningsprojekter, der har set på

kulturs forebyggende effekt, er huNT-undersøgelsen

af 50.797 nordmænd i Nord-Trøndelag, som ass.

professor steinar krokstad fra Norges teknisk-natur-

vitenskabelige universitet (NTNu) har stået i spidsen

for.

perspektivet

dannelsen er færdiggjort, siger han ja tak til et job i et situati-

onsrum, hvor alle hærens missioner overvåges.

»Dér får man alt ind på forreste række – alle ulykker og døds-

fald – som man skal være med til at håndtere og briefe om. Der

kunne jeg godt mærke, at det nok var ved at gå for vidt«, fortæl-

ler han med udpræget jysk underdrivelse.

»en dag jeg kørte hjem fra arbejde, fik jeg et blackout. min

kollega og jeg sidder stille og roligt i bilen og snakker. Og så

lige pludselig – dynk – lukker jeg lige øjnene, mens jeg kører

bilen…«.

Da han kommer til sig selv, skyller frygten ind over ham. han

ved ikke, hvad der er galt, kan ikke kontrollere det, begynder at

hyperventilere og så træffer angsten lige så effektivt som et mis-

sil: »Bang!« siger han med et lille smil og et ledsagende vidende

blik.

Ned med paraderne Klaus

Angsten bliver klaus skindhøjs faste følgesvend de næste tre år.

han bliver testet på kryds og tværs for fysiske lidelser, men in-

gen laver koblingen til Bosnien, selv om han vender tilbage til

den tid i sine samtaler. han får beroligende medicin mod angst-

symptomerne, og vender tilbage til arbejdet – og får så endnu

et blackout. klaus skindhøj skubber en række psykologer og

psykiatere fra sig. han har brug for en, der kan håndtere hans

pTsD – og fortælle ham, at det ikke kun er medicin, der kan

helbrede ham. Det er han nemlig selv begyndt at frygte.

samtidig er han så 'smækfyldt med angst' og begrænset i sine

udfoldelser, at han dårligt kommer udenfor hjemmets fire væg-

ge. Vendepunktet var endnu en psykolog, denne gang i herning.

efter kun ti minutter med den plagede soldat, sagde hun:

»klaus, du kan godt sænke skuldrene. sænk paraderne. Jeg har

haft flere af dine kolleger. Jeg kender godt til Operation Bølle-

bank. Jeg ved, hvad der skete minut for minut.«

»Og så tænkte jeg bare, yes, så er vi her!« fortæller han med

et smil.

Hårdt arbejde og rolig musik

Desværre pacer klaus skindhøj sig selv for hårdt, da det går

fremad. han begynder på arbejdet igen – og bliver syg igen. Det-

te sker flere gange.

så sker der to gennembrud. for det første fortæller hans læge,

at man før medicinen behandlede traumer med hårdt fysisk ar-

bejde for at sætte gang i produktionen af bl.a. serotonin (i hjer-

nen). Det får klaus til at starte en række udmattende projekter i

hjemmet – og til at træne til et maraton.

for det andet falder han over artiklen om musicure.

her var det især koblingen til naturen, der tændte ham.

»Jeg havde det tit sådan, at jeg fortrak ud i naturen. Det er det

klassiske veteranbillede: 'De forsvinder bare ud i skoven'. men

det, jeg søgte, var jo sådan set bare de basale ting her i tilværel-

sen«, forklarer han.

han var spændt på løftet om, at musikken alene var bygget op

omkring pulsslag 60. Det var langsomt uden pludselige udsving,

og netop den hurtige, voldsomme, skiftende musik, havde han

for længst droppet. Det var ukontrollerbart og dermed angstpro-

vokerende.

De første par gange han lyttede til cD’en, syntes han dog, at

det var 'vildt underligt':

»hvad fanden er det, der kommer ud af de her højtalere? Det

kunne jeg slet ikke forlige mig med«.

hans første tanke var, at det da ville være nemmere at køre til

stranden, hvis han ville høre havets lyde.

»men det er jo slet ikke det, det handler om« konstaterer han

i dag:

»Det handler om, at for at jeg kunne sætte mig ned og kon-

centrere mig om at lytte til de her lyde – de rene lyde – så skulle

jeg være i ro. fuldstændig ro. Og så blev det spændende«.

Lidt efter lidt overgav klaus skindhøj sig således til musicure-

musikken, der er komponeret af Niels eje, bl.a. obo-spiller i Trio

Rococo. Niels eje havde oprindeligt udviklet musikken til brug

på hospitaler, hvor den skulle få både læger og patienter til at

slappe af. Da seniorsergenten med pTsD kontaktede Niels eje for

at spørge, om han vidste, hvor godt musikken virkede for ham,

blev det starten på et længere forløb, hvor skindhøj gav tilbage-

melding på nye udgivelser og senere på udgivelsen af ’movi-

cure’, beroligende videooptagelser med musikken som bag-

grund. klaus skindhøj ønskede at flere, ikke mindst soldater

med traumer, skulle høre om konceptet.

»Jeg havde det jo sådan, at 'Det her, det er fandme smart'. hvis

jeg kan bringe mig selv til at få pulsen helt derned bare ved at

lytte til det musik her – jamen hallo: Det vil alle kunne gøre.

uden medicin!«, forklarer han.

i en lang periode brugte han cD’erne meget aktivt. han satte

sig i en lænestol med høretelefoner på eller hørte det i bilen, når

han havde brug for at få ro på, og han lyttede især, når han skul-

le falde i søvn, som ellers havde været et stort problem.

»Tankerne kører jo, når man ligger der. men med musikken i

ørene, kunne jeg forestille mig, at jeg var ved Vesterhavet eller et

eller andet, når jeg lukkede øjnene«, fortæller han.

samtidig fortsatte konsultationerne hos den nye psykolog,

og han kørte sig selv fysisk træt. Gradvist fik han det bedre. Og

en dag kunne han konstatere, at han var ude på den førnævnte

'anden side'.

i dag bruger klaus skindhøj hverken medicin, psykolog eller

terapi-musik.

eksperten

Musikterapi lærer patienter at lege igen

Lars Ole Bonde er lektor i musikterapi på Aalborg

universitet – og professor i musik og helse på Norges

musikhøgskole. han har masser af praktisk musiktera-

peutisk erfaring med både psykisk og fysisk syge patien-

ter.

han understreger, at man indenfor musikterapi skelner

mellem aktiv musikterapi, receptiv musikterapi og mu-

sikmedicin. De to første former involverer en terapeut,

som interagerer med klienterne og lader dem vælge vejen,

mens tilbud som musicure hører til i den sidste kategori

og bliver brugt netop som supplerende eller alternativ

»medicin«.

Den klassiske musikterapi, som favner de to første

kategorier, omhandler kort fortalt brug af sang, instru-

menter, samspil og musiklytning i en terapeutisk

sammenhæng. man behøver overhovedet ikke have

særlige musikalske forudsætninger, for det er legen og

improvisationen der er i hovedsædet.

»Vi bruger musikken til at give mennesker nye handle-

muligheder. klienterne er tit låst fast i uhensigtsmæssige

og begrænsende mønstre, og det prøver vi at hjælpe dem

med at lave om på. musikkens mange muligheder for at

gå egne veje giver dem et nyt perspektiv på hele deres liv.

Vi lærer dem at lege og drømme igen – det har de glemt«,

forklarer Lars Ole Bonde.

Det, der så sker, er, at folk finder mening og hjælp

i musikken – både ved at lytte til den og selv spille. De

knytter sig til den.

»Og det kan være meget bevægende. hvis en person

f.eks. har svært ved at sætte grænser for sig selv, kan

oplevelsen af en solists samspil med resten af orkesteret

få patienten til at mærke, at han faktisk har grænser«,

uddyber AAu-lektoren.

Kultur påvirKer både immun- og

hormonsystemet positivt.

Den meget store population blev både spurgt om,

hvor ofte de i løbet af den senest måned havde været

til et kulturelt arrangement (på museum, til koncert,

i biografen o.s.v.), og hvor ofte de i samme periode

selv havde deltaget i noget kulturelt (dans, skuespil,

sang o.s.v.). Og den såkaldte association mellem deres

kulturliv og generelle helbredstilstand var meget ty-

delig, fortæller steinar krokstad.

»Generelt giver de forskellige parametre mellem ti

og 20 procents større chance for god sundhed. et

svensk studie har vist en lige så stor positiv effekt af

kulturdeltagelse på dødelighed som den negative ved

rygning« uddyber han.

forskerne er dog ikke parate til at sætte en direkte

årsag-virkning mellem kultur og sundhed, der er for

mange ubekendte faktorer som kan spille ind.

men resultaterne er justeret for faktorer som f.eks.

social status.

interessant nok er der også kønsforskelle. mænd

har en stærkere sammenhæng med sundhed, når iagt-

tager kultur, mens kvinder har en stærkere sammen-

hæng, når de selv deltager i noget kulturelt.

Næste skridt er at undersøge, hvorfor der er denne

positive association. Tidligere undersøgelser har dog

vist, at kultur både påvirker immun- og hormon-

systemet positivt.

se hele huNT-undersøgelsen på www.ntnu.no/

hunt

★

artisteN

2011

artisteN

2011