Kirkeudvalget 2015-16
KIU Alm.del Bilag 20
Offentligt
1623663_0001.png
LOVSEKRETARIATET
NOTAT
OM GRUNDLOVENS §§ 67, 69 OG 70
Dette notat er udarbejdet til brug for Folketingets Udlændinge-, Integrations
og Boligudvalg. Notatet indeholder en kortfattet beskrivelse af grundlovens §§
67, 69 og 70 med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at
begrænse religionsfriheden.
6. april 2016
Kontakt
Martin Ryding Rosenkilde
Specialkonsulent
Dir. tlf.
+45 33373129
[email protected]
Grundlovens § 67 om frihed til gudsdyrkelse
Grundlovens § 67 er en frihedsrettighed, som beskytter retten til
gudsdyrkelse. Bestemmelsen overlapper delvis med andre rettigheder i
grundloven, da den beskytter trossamfunds forenings- forsamlings- og
ytringsfrihed. Lovgivningsmagten er afskåret fra at begrænse eller forbyde
borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, så længe der ikke
foretages handlinger eller læres noget, som strider mod sædeligheden eller
den offentlige orden.
Hvad er omfattet af ”gudsdyrkelse” i § 67?
Gudsdyrkelse omfattet af grundlovens § 67 omfatter kultiske og rituelle
handlinger, som følger af en religiøs overbevisning. Dette er f.eks.
gudstjeneste, bøn, ceremonier, særlige skikke m.v. Andre aktiviteter kan
eventuelt være så tæt forbundet med gudsdyrkelse, at de også omfattes. Det
kan f.eks. være ansættelse af præster, besættelse af andre religiøse stillinger,
opførelse af kirker, overholdelse af fødevaremæssige forskrifter
(slagtemetoder) og religiøs beklædning.
Hvad er ikke omfattet af § 67?
Aktiviteter, der ikke er forbundet med den egentlige gudsdyrkelse, er ikke
beskyttet af grundlovens § 67. Dette gælder for eksempel opførelse og drift af
skoler, hospitaler eller andre institutioner, uanset om de virker med
udgangspunkt i en særlig religion. § 67 beskytter altså ikke handlinger, der er
religiøst motiveret, men som ikke har karakter af religionsudøvelse.
Grænser for § 67
§ 67 medfører ikke en ubegrænset frihed til gudsdyrkelse. Handlinger eller
læring, for eksempel rådgivning som strider mod
sædeligheden
eller den
offentlige orden,
er ikke beskyttet mod indgreb fra staten. Dette vil formentlig
i praksis oftest være handlinger forbundet med en trosretnings aktiviteter. Det
kan eventuelt også omfatte den lære eller den doktrin, som det religiøse
1/4
 KIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 20: Notat indeholdende en kortfattet beskrivelse af grundlovens §§ 67, 69 og 70 med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden.
samfund bygger på, hvis der er tale om et handlingsorienteret program eller
forkyndelse.
Lovgivningsmagten kan ikke gøre indgreb i religionsudøvelse, begrundet i en
afstandtagen fra eller direkte forfølgelse af en bestemt religion.
Lovgivningsmagten kan derimod godt gennemføre ny lovgivning eller
præcisere eksisterende lovgivning, der berører gudsdyrkelse, men som
varetager andre hensyn og interesser. For eksempel kan lovgivningsmagten
vedtage regler af hensyn til dyrevelfærd, som begrænser muligheden for at
slagte dyr efter religiøse ritualer.
Gudsdyrkelse, som strider imod en religionsneutral dansk lovgivning, vil
formentlig også være i strid med sædeligheden eller den offentlige orden.
Grundlovens § 67 fritager således ikke fra generelt at overholde dansk
lovgivning. For eksempel vil gudsdyrkelse ikke kunne begrunde overtrædelse
af straffelovens regler om seksualforbrydelser, forbrydelser i familieforhold
eller legemskrænkelser.
Skønsmargin
Lovgivningsmagten er formentlig overladt et vidt skøn i forhold til at fastlægge
grænserne for sædeligheden eller den offentlige orden. Nogle juridiske
forfattere fremhæver dog, at der kan være et krav om proportionalitet mellem
formålet med en begrænsning i religionsfriheden og hensynet til
gudsdyrkelsen.
Konsekvenser
Statsmagten kan foretage almindelig retshåndhævelse over for gudsdyrkelse i
strid med sædeligheden eller den offentlige orden. For eksempel kan der
nedlægges forbud, påbud, opløsning og straf.
§ 70 om forbud mod diskrimination og pligt til at efterleve
lovgivningen
Grundlovens § 70 har to elementer. Bestemmelsen indebærer, at man ikke på
grund af sin trosbekendelse (religion) hverken kan:
- Nægtes den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder (forbud mod
diskrimination), eller
- Unddrage sig at opfylde almindelige borgerpligter (f.eks. at overholde dansk
lovgivning).
Grundloven giver altså ikke ret til religiøs særbehandling. Lovgivningsmagten
er dog heller ikke forhindret i at tage hensyn til visse religioner i lovgivningen
ved at give mulighed for fritagelse fra visse krav. Dette ses for eksempel ved
sikhers fritagelse fra at bære styrthjelm, militærnægtere og fritagelse fra
kristendomskundskab i folkeskolen.
2/4
 KIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 20: Notat indeholdende en kortfattet beskrivelse af grundlovens §§ 67, 69 og 70 med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden.
1623663_0003.png
Bestemmelsen omfatter formentlig både direkte og indirekte diskrimination.
- Direkte diskrimination
omfatter forskelsbehandling på grund af en
bestemttrosbekendelse.
- Indirekte diskrimination
omfatter neutralt formulerede bestemmelser, som
har en virkning, der reelt stiller en bestemt religiøs gruppe ringere end andre.
Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke absolut, og forskelsbehandling, der
er sagligt begrundet vil formentlig kunne ske. Usaglig forskelsbehandling vil
derimod være diskrimination.
§ 69 om at de fra folkekirken afvigende trossamfund
Ifølge grundlovens § 69 ordnes de fra folkekirken afvigende trossamfunds
forhold ordnes nærmere ved lov. En sådan lov er aldrig blevet vedtaget, men
indtil 1969 kunne visse trossamfund anerkendes ved kongelig resolution og
derved få kompetence til at foretage visse kirkelige handlinger. Dette omfatter
for eksempel at foretage vielser med borgerlig gyldighed og føre
ministerialbøger.
Siden 1969 har man ikke anerkendt trossamfund. I dag bemyndiges præster
til at foretage vielser ifølge ægteskabsloven, og første gang et trossamfund
søger om dette, tages der stilling til, om trossamfundet kan godkendes.
Man kan således skelne imellem:
- Folkekirken
- Anerkendte trossamfund
- Godkendte trossamfund
- Trossamfund som ikke er anerkendte eller godkendte
Anerkendelse eller godkendelse som trossamfund er ikke en forudsætning for
at danne et trossamfund og at være religiøst aktiv i Danmark. Anerkendelse
eller godkendelse indebærer som nævnt, at trossamfundet opnår visse
kirkelig kompetencer. Anerkendelse og godkendelse kan også have betydning
for muligheden for at få opholdstilladelse til religiøse forkyndere
(udlændingelovens § 9 f) og undtagelse fra skattepligt efter
selskabsskattelovens § 3 og ligningslovens §§ 8A og 12, stk. 3.
Kirkeministeriet foretager godkendelser efter indstilling fra et rådgivende
udvalg vedrørende trossamfund. Udvalget har udarbejdet nogle vejledende
retningslinjer for godkendelse. Retningslinjerne kan findes her:
www.km.dk/fileadmin/share/kursus/Vejledning_om_godkendelse_af_trossamf
und.pdf
Det fremgår af retningslinjerne, at godkendelse som trossamfund forudsætter:
3/4
 KIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 20: Notat indeholdende en kortfattet beskrivelse af grundlovens §§ 67, 69 og 70 med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden.
1623663_0004.png
- At gudsdyrkelse er organisationens hovedformål;
- At der er udpeget ansvarlige repræsentanter,
- Åbenhed i forhold til lære og ritualer, og
- Kontinuitet i forhold til trossamfundets størrelse og præsternes uddannelse.
Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i
lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig
religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge
religiøs tilknytning.
Mere information om det rådgivende udvalg findes på Kirkeministeriets
hjemmeside:
http://www.km.dk/folkekirken/andre-
trossamfund/trossamfund/godkendelse/det-raadgivende-udvalg-vedr-
trossamfund/
Grundlovens relevante bestemmelser:
§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der
stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som
strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 69
De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
§ 70
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til
den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig
opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Kilder
Der er begrænset dansk praksis vedrørende grundlovens regler om
religionsfrihed mv. Notatet er baseret på følgende bøger:
- Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen,
Dansk Statsret,
Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2012.
- Henrik Zahle,
Dansk forfatningsret 3 – Menneskerettigheder,
Christian
Ejlers’ Forlag, 2003.
- Jens Elo Rytter,
Individets grundlæggende rettigheder,
Karnov Group. 2013.
- Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Michael Hansen Jensen,
Grundloven med kommentarer,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015.
4/4