Fælleserklæring mellem Udenrigsministeriet og Departementet for Erhverv,
Arbejdsmarked og Handel om sikkerhedskontrol med nukleare materialer
Formål
Formålet med nærværende fælleserklæring mellem Udenrigsministeriet og Departementet for
Erhverv, Arbejdsmarked og Handel om sikkerhedskontrol (safeguards) med nukleare materialer
og anlæg i Grønland (herefter Erklæringen) er at aftale strukturen for Kongeriget Danmarks
varetagelse af internationale sikkerhedskontrolforpligtelser i forbindelse med udvinding og
eksport af uran fra Grønland.
Kongeriget Danmarks internationale sikkerhedskontrolforpligtelser følger af Traktaten om
ikke-spredning af kernevåben (NPT), der blev ratificeret i 1968, og den deraf følgende
Sikkerhedskontrolaftale mellem Kongeriget Danmark og IAEA fra 1972, der er gældende for
Grønland, samt Tillægsprotokolaftalen vedrørende Grønland mellem Kongeriget Danmark og
IAEA, der blev underskrevet den 22. marts 2013.
Sikkerhedskontrol er betegnelsen for de tekniske foranstaltninger mv., der benyttes til at sikre
efterlevelsen af de traktatmæssige forpligtelser til, at nukleare materialer og anlæg udelukkende
anvendes til fredelige formål. Formålet med disse tekniske foranstaltninger mv. er rettidigt at
opdage omdirigering af nukleare materialer fra fredelige aktiviteter til kernevåben, til andre
nukleare sprænglegemer eller til ikke-kendte formål samt afskrækkelse fra sådan anvendelse af
nukleare materialer gennem risikoen for hurtig opdagelse.
Præambel
Med Erklæringen er parterne enige om i fællesskab at etablere en dansk-grønlandsk
sikkerhedskontrolstruktur mellem Udenrigsministeriet og Departementet for Erhverv,
Arbejdsmarked og Handel til at varetage sikkerhedskontrolforpligtelserne i Grønland.
Strukturen er baseret på samarbejde, gensidig respekt og ligeværd, hvor efterlevelse af
sikkerhedskontrolforpligtelser er en fælles opgave for Udenrigsministeriet og Departementet
for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel. Erklæringen ændrer ikke på den gældende
kompetencefordeling mellem Danmark og Grønland.
Regeringen har til hensigt at fremsætte lovforslag om sikkerhedskontrol af nukleare materialer
og anlæg i Grønland med henblik på at sikre overholdelse af NPT og Kongeriget Danmarks
1