Forsvarsudvalget 2015-16
FOU Alm.del Bilag 73
Offentligt
Kære medlemmer af folketingets forsvarsudvalg
Jeg har rettet en række centrale spørgsmål til forsvarsministeriet vedrørende baggrunden for
at fordoble erstatningen i 2007 for soldater og andet personel under udsendelse. Jeg spørger
til aktstykke 159, hvori der står:
Hyppige udsendelser til farlige missionsområder, hvor der i stigende grad
forekommer tilskadekomst og døde, lægger et stort pres på den enkelte, dels i
forhold til hvordan efterladte sikres i tilfælde af død, dels i forhold til
tilskadekomst med varigt mén og dermed erhvervsevnetab til følge. Den enkelte
har på grund af udsendelsens karakter meget begrænsede muligheder for at
kunne tegne private forsikringer, der dækker tilskadekomst eller død som følge
af tjenesten. For at sikre den enkelte soldat og dennes pårørende i forbindelse
med udsendelse, anbefales det derfor at forhøje erstatnings- og
godtgørelsesbeløb under forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning
substantielt.
Der fremgår, som jeg læser det, særligt tre dele i aktstykket:
1. Farligere missioner
2. Stigende grad af død og tilskadekomst
3. Press på den enkelte samt efterladte i forhold til varigt mén og erhvervsevnetab
Hertil spørger jeg: Hvilke farlige missioner henviser aktstykket til? Indgik de danske
Irakmissioner i aktstykkets tilblivelse? For eksempel i forbindelse med overvejelser om
farligere missioner. Hvis ja, hvordan? Hvis ikke, hvorfor ikke? Hvordan vurderede
forsvarsministeriet, at missionerne blev farligere? Hvordan vurderede forsvarsministeriet, at
de farlige missioner resulterede i en stigende grad af død og tilskadekomst? Hvordan
vurderede forsvarsministeriet, at den enkelte samt efterladte i højere grad var ”presset” end
hidtil?
Desværre har jeg ikke fået svar på et eneste af mine spørgsmål. Begrundelsen er: “Der ses
ikke at være fremkommet nye aspekter ved din seneste henvendelse. Forsvarsministeriet må
derfor henvise til de tidligere besvarelser til dig om emnet.” (1. februar 2016, Kontorchef
Peter Wass, strategisk HR)
Det er vigtigt for mig at vide, hvordan grundlanget for fordoblingen af erstatning er
udarbejdet, da det har stor betydning for, hvordan danske soldater er blevet kompenseret. Det
er især relevant for personer, der har modtaget en erstatningsafgørelse før 1. maj 2007, idet de
har modtaget halvdelen af den erstatning som andre er blevet tilkendt efter denne dato. Det er
mit håb, at det også er i medlemmerne af folketingets forsvarsudvalg interesse at få afklaring
omkring dette.
Derfor håber jeg, at denne henvendelse kan være med til at give svar på de spørgsmål, som
jeg har stillet. På forhånd tak.
Vedhæftet er aktstykke 159 sammen med svaret fra forsvarsministeriets kontorchef Peter
Wass, strategisk HR.
Venlig hilsen
Andreas Feuerbach