26. maj 2016
NOTAT 67: F-35 OG INDUSTRISAMARBEJDE
Spørgsmål
Dette notat besvarer følgende spørgsmål:
“Ministeren bedes redegøre for, om der er nogen af de andre lande, der har købt Joint
Strike Fighter F-35, der har indgået aftale om en modkøbsaftale?
Ministeren bedes redegøre for, om der findes nogle muligheder for, at en modkøbsaftale
ved køb af Joint Strike Fighter F-35 kunne være en mulighed?
Ministeren bedes redegøre for, om det indtil d.d. er forsøgt at indgå en modkøbsaftale
ved køb af Joint Strike Fighter F-35. Herunder hvad der indtil videre er blevet forsøgt
samt udfaldet af forsøgene
.”
Grundlag
Notatet beror på den nuværende F-35 partnerskabsaftale (”Production, Sustainment, and
Follow-On Development” eller PSFD MOU), som Danmark tilsluttede sig i 2007. Derudover
beror notatet på det amerikanske forsvarsministeriums Selected Acquisition Report (SAR)
2015 vedrørende F-35.
Sagsfremstilling
Mulighederne for industrisamarbejde inden for rammerne af JSF-partnerskabet
Rammerne for industrisamarbejde i JSF-partnerskabet er reguleret i aftalegrundlaget om-
kring produktionsfasen af F-35 i den såkaldte PSFD MOU fra 2007. Produktionsfasen løber
over en aftaleperiode på ca. 45 år og dækker produktionen og videreudviklingen af flyet.
I PSFD MOU’en har alle lande i partnerskabet (inklusiv Danmark) aftalt, at industrielle ordrer
bliver fordelt til partnerlandenes nationale industrier efter det såkaldte ”best value”-princip,
der bl.a. fokuserer på pris, kvalitet og leveringssikkerhed. Princippet er fastlagt med henblik
på at sikre en optimal produktion til den bedst mulige pris.
Danske forsvarsvirksomheder deltager i konkurrence med virksomheder i andre partnerlan-
de om at vinde ordrer i rammern af partnerskabet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
danske virksomheder per maj 2016 har vundet ordrer for ca. 2.3 mia. kr. Det kan oplyses,
at de hidtidige danske betalinger til JSF-programmet udgør ca. 1.5 mia. kr.
Det fremgår af aftalegrundlaget i PSFD-MOU’en, at de ni partnerlande, herunder Danmark,
ikke kan fremsætte et krav om industrisamarbejde i forbindelse med en anskaffelse af F-35.
Det var dermed et krav for at kunne deltage i PSFD-fasen, at beslutningen om at dispensere
fra de dagældende danske regler om industrisamarbejde blev truffet i 2007 af den davæ-
rende økonomi- og erhvervsminister.