AFTALE OM ANSKAFFELSE AF NYE KAMPFLY
København, den 9. juni 2016
Der er mellem regeringen og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre
indgået aftale om anskaffelse af nye kampfly til erstatning for de nuværende F-16 fly.
Partierne er enige om, at anskaffelsen af nye kampfly til erstatning af F-16 kampflyene er en investering i
Forsvarets fremtidige evne til at beskytte Danmark og danske interesser. Anskaffelsen fortsætter Danmarks
nuværende operative kapacitet inden for kampfly og sikrer, at Danmark fortsat har handlefrihed og evnen
til at hævde dansk suverænitet, at kunne indsættes i internationale operationer på niveau med
forpligtelserne i forhold til NATO’s krav og ultimativt bidrage til NATO’s kollektive forsvar af dansk og
allieret territorium. Danmarks muligheder for som suveræn stat at varetage egen sikkerhed og danske
interesser afhænger af Forsvarets evne til at opretholde fleksible og effektive kapaciteter, herunder kampfly.
Type
Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program har evalueret de tre deltagende kampflykandidater (Eurofighter
Typhoon, F-35A Joint Strike Fighter og F/A-18F Super Hornet) inden for strategiske, militærfaglige,
økonomiske og industrielle forhold. Inden for alle fire evalueringsområder er F-35A Joint Strike Fighter
vurderet til at rangere højere end de øvrige kampflykandidater.
På baggrund af evalueringsresultaterne er partierne enige om, at de fremtidige danske kampfly skal være af
typen F-35A Joint Strike Fighter.
Partierne bemærker, at F-35 fortsat befinder sig i udviklingsfasen, og at der følgelig er og fortsat vil være en
række risici forbundet med flyets udvikling. Partierne ønsker at følge udviklingen i F-35 programmet tæt og
vil løbende blive orienteret om fremdrift og risici i programmet.
Antal
Med udgangspunkt i det nuværende ambitionsniveau for opgaveløsningen for kampfly er partierne enige
om at anskaffe 27 F-35 A Joint Strike Fighter.
Partierne noterer sig, at der er lagt en række optimeringer og effektiviseringer til grund for
evalueringsresultatet. Partierne bemærker, at Forsvaret bør have frihed til at fastlægge de konkrete
initiativer til effektivisering og optimering af kampflystrukturen, således at opgaveløsningen kan ske uden at
kompromittere sikkerheden.
Indfasning
Med F-16 flyenes brugsmønster forventes det, at det sidste F-16 fly udfaset med udgangen af 2024.
Indfasningen af Joint Strike Fighter fly forudsættes gennemført over en periode på seks år (2021-2026).
Leveringsplanen muliggør, at de nationale opgaver kan løses selvstændigt med et nyt kampfly fra 2024. Det
betyder, at afvisningsberedskabet vil kunne opretholdes kontinuert.
Hvad angår indsættelsen i internationale operationer, kan der udsendes et begrænset kampflybidrag i løbet
af 2025 samtidig med, at løsningen af de nationale opgaver opretholdes. Fra 2027 forventes det, at Joint
Strike Fighter kan løse det fulde opgavekompleks både nationalt og internationalt.
Partierne er bekendt med, at der vil være en periode på cirka fem år (2022-2026), hvor danske kampfly ikke
vil kunne varetage den fulde opgaveløsning i internationale operationer. I perioden 2022-2024 vil der ikke
kunne gennemføres internationale operationer.
1