Finansudvalget 2015-16
FIU Alm.del Bilag 108
Offentligt
1657127_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
23. juni 2016
Talepapir til FIU samrådsspørgsmål Ø og Å stillet efter ønske fra
Pelle Dragsted (EL).
Spørgsmål Ø
”Kan ministeren bekræfte, at staten, jævnfør Reuters, den 27. maj
2016, udstedte 30- årige obligationer for 87,6 mia. kr. i 2008 til en
rente, der var langt over den rente staten ellers betalte på statsgæld,
som led i statens redning af danske banker under finanskrisen, og at
den samlede rentebetaling for disse 30- årige obligationer løber op i
163 mia. kr.? Og er ministeren i bekræftende fald enig i, at denne
renteudgift bør indgå, når statens indtægter og udgifter i forbindelse
med bankpakkerne udregnes, ligesom også bankernes fradrag i
forbindelse med bankpakkerne må indgå i udregningen?”
Svar
Det er korrekt, at staten udstedte 30-årige obligationer i slutningen
af 2008 for 87,6 mia. kr. Derimod er det ikke korrekt, at renten på
udstedelserne var langt over den rente, staten ellers betalte på
statsgæld. Den gennemsnitlige effektive rente på udstedelserne var
4,3 pct., mens den gennemsnitlige effektive rente på 2- og 10-årige
danske statsobligationer i samme periode var henholdsvis 3,2 og
3,9 pct. Det er normalt, at renten er lidt højere på obligationer med
længere løbetid. For låntager skal det holdes op imod den ekstra
sikkerhed, der opnås i form af lavere risiko omkring de fremtidige
rentebetalinger. Med udstedelserne i den 30-årige obligation
reducerede staten sin rente- og refinansieringsrisiko. Renten var i
øvrigt på udstedelsestidspunktet lav i en historisk kontekst. Det har
efterfølgende vist sig at renterne er faldet yderligere – til historisk
lave niveauer - hvilket får udstedelsen til at fremstå dyr. Men en
sådan ex-post vurdering er ikke meningsfuld.
Beslutningen om udstedelsen af en 30-årig statsobligation i
efteråret 2008 skal ses i lyset af den store usikkerhed om
 FIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 108: Talepapir til aflyst samråd den 23/6 2016, jf. FIU alm. del - samrådsspørgsmål Ø og Å, fra finansministeren
Side 2 af 4
mulighederne for at refinansiere statsgælden og et pres på kronen.
Udstedelsen af 30-årige obligationer bidrog således til en
opbygning af statens likviditetsbuffer og øgede samtidig
efterspørgslen efter kroner, hvilket reducerede presset på kronen.
Sammen med en ansvarlig finanspolitik, har den faste kronekurs-
og det resolutte forsvar af kronen bidraget til, at Danmark er
kommet godt gennem finanskrisen og i øvrigt har bevaret sin
triple-a rating til gavn for det danske samfund.
Derudover har danske pensionsselskaber lange nominelle
forpligtelser i kroner og har derfor en naturlig interesse i at købe
lange udstedelser i kroner. Dertil kommer, at den 30-årige
udstedelse på kort sigt bidrog til at understøtte efterspørgslen efter
kroner, i den udstrækning pensionsselskaber solgte ud af andre
europæiske obligationer for at købe det danske statspapir. Det
bidrog til at forsvare fastkurspolitikken.
Da Pensionssektoren var den primære køber, betyder det at statens
renteudgifter forbundet med udstedelsen af den lange obligation,
går videre til de danske pensionister.
Der blev udstedt for knap 90 mia. kr. nominelt i 2008 og 2009 med
en kupon på 4,5 pct. Med en effektiv rente på 4,3 pct. giver det
isoleret set renteudgifter på knap 120 mia. kr. i perioden. Hvis
staten havde fortsat sin strategi for renterisikoen ved at indgå
renteswaps, kan merrenterne ved at låse renten i 30 år estimeres til
ca. 28 mia. kr. Det var dog ikke muligt at indgå disse swaps på det
tidspunkt. Fra 2008 til nu ville staten selvfølgelig have fået glæde af
rentefaldet ved ikke at binde renten i 30 år i 2008. Vurderingen var
imidlertid på det tidspunkt, at det var hensigtsmæssigt at fastholde
lav rente- og refinansieringsrisiko. Der er stor usikkerhed omkring
estimatet, da renterne ikke kendes de næste 23 år.
Det er ex-ante ikke muligt, at kende ”omkostningen” ved at binde
renten i 30 år, da det i sagens natur afhænger af renteudviklingen
fremadrettet. Den vurderes bl.a. pba. Statsgældsforvaltningens
modelbaserede rentefremskrivninger samt statsgældspolitikkens
overordnede risikoprofil.
 FIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 108: Talepapir til aflyst samråd den 23/6 2016, jf. FIU alm. del - samrådsspørgsmål Ø og Å, fra finansministeren
Side 3 af 4
I sagens natur er det først muligt at kende den samlede omkostning
ved den øgede sikkerhed efter 2039.
Efterfølgende er der udstedt i serien til bl.a. store
infrastrukturprojekter, til betydeligt lavere effektive renter.
Til anden del af spørgsmålet: der omhandler om jeg er enig i at
renteudgiften fra udstedelsen af den lange statsobligation bør
indgå, når statens indtægter og udgifter i forbindelse med
bankpakkerne udregnes, samt om bankernes fradrag i forbindelse
med bankpakkerne også skal indgå i udregningen?
Nej, det er jeg ikke enig i, fordi udstedelsen af den lange
statsobligation ikke var en del af bankpakkerne. Derfor skal den
ikke medregnes. Men det er en omkostning ved krisen, ligesom
højere arbejdsløshed mm.
Fastkurspolitikken har været en integreret del af den økonomiske
politik i over 30 år. Det er klart, at udstedelsen af den 30-årige
statsobligation bidrog til at forsvare fastkurspolitikken i en periode
med pres på kronen. Bidraget kommer ved at danske investorer
sælger udenlandske papirer og køber danske.
Begrundelsen for ikke at inkludere effekten af bl.a. påvirkning på
statens indtægter fra selskabsskat er, at en sådan beregning
indebærer meget væsentlige usikkerhedsmomenter. Ligesom
bankerne skulle have købt fradragsberettigede forsikringer, hvis
staten ikke havde lavet bankpakkerne. Desuden forudsætter
opgørelsen af tabte skatteindtægter for staten som følge af højere
fradrag i pengeinstitutterne, at alle relevante pengeinstitutter er i en
position, hvor de skal betale skat.
Dertil kommer, at statens kapitalindskud ikke blot indebærer
renteudgifter for kreditinstitutterne, men også umiddelbart
renteindtægter, når institutterne placerer den modtagne kapital.
Dette skyldes, at kapitalindskuddet giver mulighed for større
renteindtægter, såfremt den større kapital fører til flere udlån, end
der ellers ville have været.
 FIU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 108: Talepapir til aflyst samråd den 23/6 2016, jf. FIU alm. del - samrådsspørgsmål Ø og Å, fra finansministeren
Side 4 af 4
Det skal derudover erindres, at havde bankpakkerne ikke eksisteret,
var kreditinstitutternes simple kreditorer, herunder obligationsejere
og indskydere, med større sandsynlighed blevet påført tab. Det må
antages, at en del af disse tab ville kunne fratrækkes i indkomsten
hos de simple kreditorer, hvorfor staten også i den situation ville
være gået glip af skatteindtægter.
Det skal samtidig bemærkes, at såvel den generelle statsgaranti som
de individuelle statsgarantier har betydet, at kreditinstitutternes
fundingomkostninger er blevet lavere, end de alternativt ville have
været. Dermed har fradraget for finansielle omkostninger i deres
skattepligtige indkomster været mindre og statens skatteindtægter
højere.
Spørgsmål Å
”Vil regeringen tage initiativer, der kan sikre at bankerne, der har tjent
mange milliarder på bankpakkerne, betaler en del af denne gevinst
tilbage til samfundet, f.eks. gennem målrettede skatter eller afgifter?”
Svar
Nej det vil regeringen ikke.
Den økonomiske status for bankpakkerne viser aktuelt et overskud
på 18 mia. kr. Beregningen bygger på allerede realiserede udgifter
og indtægter frem til ultimo 2015, samt et skøn for
nettorenteindtægter for hele 2016. Der er tale om et foreløbigt
resultat. Det endelige resultat vil bl.a. afhænge af det økonomiske
resultat af den resterende afvikling af aktiviteter, som Finansiel
Stabilitet har overtaget under bankpakkerne, samt tilbagebetalingen
af de resterende statslige kapitalindskud.
Det kan naturligvis altid diskuteres om bankerne skulle have betalt
mere eller mindre for bankpakkerne. Overordnet er jeg glad for at
det lykkedes staten at sætte bankpakkerne sammen uden at sende
regningen videre til skatteborgerne.