EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 933
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

30. september 2016

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

T-167/14

Titel og kort sagsresumé

Søndagsavisen mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens beslutning af 20.

november 2013 om ikke at gøre indsigelse mod

Danmarks produktions- og innovationsstøtte til

skrevne medier (SA.36366) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Kommissionen mod Jørgensen Andersen m.fl.

Påstande: set aside the judgment of the General

Court (Fifth Chamber) of 20 March 2013, notified to

the Commission on 22 March 2013, in Case T-92/11

Jorgen Andersen v European Commissions and -

reject the application to annul Commission Decision

2011/3/EU of 24 February 2010 concerning public

transport service contracts between the Danish

Ministry of Transport and Danske Statsbaner (Case C

41/08 (ex NN 35/08)); - and order the applicant at

first instance to pay the costs; alternatively, - rule that

the third plea at first instance is not well founded and

refer the case back to the General Court for

consideration of the first and second pleas at first

instance; - and reserve the costs of the proceedings at

first instance and on.

Jyske Finans

1. Skal forbuddet mod direkte forskelsbehandling på

grund af etnisk oprindelse i artikel 2, stk. 2, litra a), i

Rådets direktiv nr. 2000/43/EF om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af alle, uanset race eller

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Kulturministeriet

Processkridt

Dom

Dato

11.10.16

T-92/11

RENV

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Transport- og

Bygningsministeriet

Mundtlig

forhandling

11.10.16

C-668/15

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Udlændinge-,

Integrations-, og

Mundtlig

forhandling

12.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

etnisk oprindelse fortolkes således, at det er til hinder

for en praksis som den i den foreliggende sag,

hvorefter personer, der er født uden for Norden, en

medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein,

behandles ringere end personer, der er født i Norden,

en medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein i en

tilsvarende situation?2. Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende, udgør en sådan praksis – med

mindre den er objektivt begrundet i et legitimt mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og

nødvendige - da indirekte forskelsbehandling på

grund af etnisk oprindelse som fastsat i artikel 2, stk.

2, litra b), i Rådets direktiv nr. 2000/43/EF? 3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,

vil en sådan praksis principielt kunne retfærdiggøres

som et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til

varetagelse af det skærpede kundelegitimationskrav,

som er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv nr. 2005/60/EF af26. oktober 2005

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af

det finansielle system til hvidvaskning af penge og

finansiering af terrorisme?

Boligministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Erhvervsstyrelsen

Finanstilsynet

Forbrugerombuds-

manden

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-572/15

Titel og kort sagsresumé

Hoffmann-La Roche

1) Skal artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009

om det supplerende beskyttelsescertifikat for

lægemidler (kodificeret udgave) fortolkes således, at

gyldighedsperioden for et supplerende

beskyttelsescertifikat, som er blevet udstedt efter

national ret i en medlemsstat før dennes tiltrædelse af

Den Europæiske Union, og hvis gyldighedsperiode

for et aktivt stof ifølge oplysningerne i certifikatet

ville være længere end 15 år fra tidspunktet for

meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i

EU af et lægemiddel, som består af det pågældende

aktive stof eller indeholder dette, afkortes? [org. s. 2]

2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er artikel 21, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende

beskyttelsescertifikat for lægemidler (kodificeret

udgave) i overensstemmelse med EU-retten, navnlig

med de almindelige EUretlige principper om

beskyttelse af erhvervede rettigheder, princippet om

forbud mod tilbagevirkende kraft, og Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

Tolley

1. Er det med henblik på forordning nr. 1408/71

korrekt at klassificere plejedelen i Det Forenede

Interessant

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Processkridt

Dom

Dato

05.10.16

C-430/15

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesmini-

steriet

05.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

Kongeriges underholdsydelse til handicappede som

en invaliditetsydelse frem for en kontantydelse ved

sygdom? 2. i) Ophører en person, der ikke længere er

berettiget til Det Forenede Kongeriges

underholdsydelse til handicappede som følge af

lovgivningen i Det Forenede Kongerige, fordi den

pågældende person er flyttet til en anden medlemsstat

for at bosætte sig der, og som før denne flytning helt

er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse,

men fortsat er forsikret mod alderdom under Det

Forenede Kongeriges sociale sikringsordning, med at

være omfattet af Det Forenede Kongeriges

lovgivning med henblik på artikel 13, stk. 2, litra f), i

forordning nr. 1408/71? ii) Er en sådan person under

alle omstændigheder fortsat omfattet af Det Forenede

Kongeriges lovgivning på baggrund af punkt 19, litra

c), i Det Forenede Kongeriges bilag VI til

forordningen? iii) Såfremt den pågældende er ophørt

med at være omfattet af Det Forenede Kongeriges

lovgivning som omhandlet i artikel 13, stk. 2, litra f),

er Det Forenede Kongerige så forpligtet til eller har

det blot mulighed for i medfør af punkt 20 i bilag VI

at lade bestemmelserne i afdeling III, kapitel 1 til

forordningen finde anvendelse på hende? 3. i) Finder

den vide definition af arbejdstager i [sag C-543/03,

Dodl og Oberhollenzer] anvendelse med henblik på

forordningens artikel 19 - 22, når en person helt er

ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse før

den pågældende flyttede til en anden medlemsstat,

uanset den sondring, der er anlagt i afdeling II, kapitel

1, mellem på [org. s. 14] den ene side arbejdstagere og

selvstændige erhvervsdrivende og på den anden siden

arbejdsløse personer? (ii) Såfremt denne definition

finder anvendelse, er en sådan person da berettiget til

at overføre ydelsen i henhold til artikel 19 eller artikel

22? Tager artikel 22, stk. 1, litra b), sigte på at

forebygge, at en sagsøgers ret til plejedelen af DLA

ophæves ved, at der i national ret stilles krav om

bopæl ved flytning til en anden medlemsstats

område?

C-412/15

TMD

1. Skal momsdirektivets artikel 132, stk. 1, litra d),

fortolkes således, at levering af blod fra mennesker

også omfatter levering af blodplasma, som er

udvundet af blod fra mennesker? 2. Hvis første

spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette også

for blodplasma, som ikke er beregnet direkte til

behandlingsformål, men udelukkende til fremstilling

af lægemidler? 3. Hvis andet spørgsmål besvares

benægtende: Beror klassifikationen som blod alene på

den valgte formålsbestemmelse eller også på den

abstrakt mulige anvendelse af blodplasmaet?

DNB Banka

1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

når medlemmerne af gruppen har hjemsted i

forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,

Social- og

Indenrigsministeriet

Styrelsen for Arbejds-

marked og Rekrut-

tering

SKAT

Dom

05.10.16

C-326/15

Skatteministeriet

SKAT

06.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet

gennemført med forskellige betingelser, som ikke er

forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en

afgiftspligtig persons ret til at anvende

afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra

f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige

betingelser for at anvende fritagelsen i sin

medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de

nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre

medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet

gennemført med restriktioner, der begrænser

afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters

mulighed for at anvende den tilsvarende

merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)

Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,

litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal

betale merværdiafgift, har hjemsted, når

tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en

anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på

disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i

den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i

henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den

medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?

4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«

som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),

forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse

er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den

selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på

dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af

personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal

begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås

som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for

hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige

økonomiske virksomhed gensidigt leveres

supportydelser med henblik på udøvelsen af deres

erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan

gruppe består, godtgøres med

tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for

interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat

begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende

merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et

tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i

lovgivningen om direkte beskatning i den

medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)

Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages

fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig

gruppe af personer som omhandlet i den nævnte

bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen

leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være

en afgiftspligtig person fra et tredjeland?

C-185/15

Kostanjevec

Sagen vedrører: 1) Skal begrebet modkrav i artikel 6,

nr. 3, i forordning [udelades] nr. 44/2001 fortolkes

således, at det også omfatter et krav, som fremsættes i

form af modkrav i henhold til national lovgivning,

Justitsministeriet

Dom

12.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

efter at en dom [org. s. 10], der er afsagt i en

procedure om sagsøgtes hovedkrav og der er blevet

endelig og eksigibel, under en kassationsankesag er

blevet ophævet, og samme sag er blevet hjemvist til

førsteinstansretten til fornyet behandling, men

sagsøgeren i sit modkrav baseret på uberettiget

berigelse har anmodet om tilbagebetaling af det

beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i

kraft af den dom, som er blevet afsagt i proceduren

om sagsøgtes hovedkrav og efterfølgende er blevet

ophævet?

C-652/15

Tekdemir

1) Er målsætningen om en effektiv styring af

migrationsstrømme et tvingende alment hensyn, som

er egnet til at nægte en på Forbundsrepublikkens

område født tyrkisk statsborger dispensation fra

kravet om opholdstilladelse, som han ville være

berettiget til på grundlag af standstillklausulen i artikel

13 i Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr.

1/80 af 19. september 1980 om udvikling af

associeringen? 2) Såfremt Den Europæiske Unions

Domstol besvarer dette spørgsmål bekræftende:

Hvilke kvalitative krav skal der stilles til et »tvingende

alment hensyn« for så vidt angår målsætningen om en

effektiv styring af migrationsstrømme?

Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej et

Petrotel

Skal artikel 4, stk. 1, første og tredje punktum, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF

af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(rammedirektivet) (EFT… [udelades] 2002, L 108, s.

33, med ændringer) fortolkes således, at hvis en

netudbyder anfægter en afgørelse fra den nationale

tilsynsmyndighed om afregningssatser for

opkaldsterminering i den pågældende udbyders net

(MTR-afgørelse), og i tilslutning hertil anfægter en

efterfølgende afgørelse fra den nationale

tilsynsmyndighed om ændring af en kontrakt mellem

MTR-afgørelsens adressat og en anden virksomhed,

hvorved der foretages en tilpasning af satserne for

afregning af opkaldsterminering i det net, som MTR-

afgørelsens adressat udbyder, til de i MTR-afgørelsen

fastlagte satser (gennemførelsesafgørelsen), kan den

nationale domstol, der har fastslået, at MTR-

afgørelsen [org. s. 2] blev annulleret, henset til artikel

4, stk. 1, fjerde punktum, i direktiv 2002/21/EF og

de interesser, der gør sig gældende hos den

virksomhed, der drager fordel af

gennemførelsesafgørelsen, og som følger af

princippet on beskyttelse af de berettigede

forventninger og retssikkerhed, ikke annullere

gennemførelsesafgørelsen; eller skal artikel 4, stk. 1,

første og tredje punktum, i direktiv 2002/21/EF,

sammenholdt med artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den

nationale domstol kan annullere

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

Mundtlig

forhandling

13.10.16

C-231/15

Erhvervsstyrelsen

Dom

13.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

gennemførelsesafgørelsen fra den nationale

tilsynsmyndighed og følgelig lade de pligter, der

fremgår af gennemførelsesafgørelsen, bortfalde for

perioden indtil retsafgørelsen, såfremt den nationale

domstol antager, at dette er nødvendigt for at sikre en

effektiv retsbeskyttelse af den virksomhed, der har

anfægtet den nationale tilsynsmyndigheds afgørelse,

som havde til formål at gennemføre pligterne i

henhold til den MTR-afgørelse, der senere blev

annulleret?

C-135/15

Nikiforidis

Sagen vedrører: 1. Finder Rom I-forordningen i

henhold til artikel 28 udelukkende anvendelse på

ansættelsesforhold i tilfælde, hvor retsforholdet er

etableret ved en arbejdsaftale, der er indgået efter den

16. december 2009, eller medfører enhver senere

aftale mellem aftaleparterne om at fortsætte

ansættelsesforholdet i ændret eller uændret form, at

forordningen finder anvendelse? 2. Udelukker Rom I-

forordningens artikel 9, stk. 3, alene en direkte

anvendelse af overordnede præceptive bestemmelser i

et tredjeland, hvor de forpligtelser, der udspringer af

aftalen, ikke skal opfyldes eller ikke er opfyldt, eller

også en indirekte hensyntagen i lovgivningen i det

land, hvis lov aftalen er undergivet? 3. Er princippet

om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3,

TEU af retlig betydning for de nationale domstoles

afgørelse om at anvende en anden medlemsstats

overordnede præceptive bestemmelser direkte eller

indirekte?

Sina Bank mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse efter vurdering indeholdt i

bekendtgørel-se af 15. marts 2014 til de personer og

enheder, som er omfattet af de restriktive

foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP

(1) og i Rådets forordning (EU) nr. 267/ 2012 (2) om

restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT C 77,

s. 1), hvorved fastslås, at Rådets afgørelse 2010/413/

FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012

fortsat skal berøre sagsøgeren direkte, annulleres.

Bilag IX, punkt I.B.8 til Rådets forordning (EU) nr.

267/2012 annulleres, da det fortsat berører

sagsøgeren direkte, som fastslået i bekendtgø-relse af

15. marts 2014. Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale

sagsøgerens omkostninger.

Carrefour Hypermarchés

Skal artikel 4, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006

om vildledende og sammenlignende reklame,

hvorefter »[s]ammenlignende reklame er tilladt [...],

når [...] den er ikke vildledende [...], den [på objektiv

vis] sammenligner [...] en eller flere konkrete og

relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som

er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser«,

fortolkes således, at en prissammenligning af varer

kun er lovlig, hvis varerne sælges i butikker af samme

Justitsministeriet

Dom

18.10.16

T-418/14

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

18.10.16

C-562/15

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

19.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

format (f.eks. supermarkeder/hypermarkeder) eller

samme størrelse?

C-558/15

Vieira

Sagen vedrører: 1 – Er det i henhold til det fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv (Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16.5.2000, som affattet ved Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005), navnlig

betragtning 16a og artikel 4, i betragtning af denne

artikels stk. 4, 5 og 8 i sin helhed (gennemført i

portugisisk ret ved artikel 43 i lovdekret nr. 522/85 af

31.12., som affattet ved lovdekret nr. 72-A/2003 af

14.4.) muligt at sagsøge en repræsentant for et

forsikringsselskab, der ikke udøver virksomhed i det

land, hvor der er indledt en retssag om erstatning i

forbindelse med en trafikulykke på baggrund af den

lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der

er indgået i et andet EU-land? 2 – Såfremt

spørgsmålet besvares bekræftende, afhænger denne

mulighed for at sagsøge repræsentanten da af de

nærmere betingelser for den

repræsentationsbemyndigelse, der forbinder

repræsentanten med forsikringsselskabet?

EL-EM-2001

1. Skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr.

561/2006 fortolkes således, at de nødvendige

foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en

medlemsstat fastsætter og pålægger for en

overtrædelse, kun kan finde anvendelse på den

person, som har begået den pågældende

overtrædelse? Med andre ord: På baggrund af

bestemmelserne i artikel 18 i forordning (EF) nr.

561/2006 er en national bestemmelse, hvorefter de

nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en

sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger,

finder anvendelse på en (fysisk eller juridisk) person,

da i strid med medlemsstaternes forpligtelse i henhold

til artikel 19, stk. 1, første punktum, i forordning (EF)

nr. 561/2006, når det under den administrative

procedure ikke er blevet konstateret, at denne person

har begået en overtrædelse? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 19, stk. 1,

i forordning (EF) [nr. 561/2006] da fortolkes således,

at en foranstaltning, der iværksættes over for

tredjemand (en fysisk eller juridisk person) for en

overtrædelse, som en anden person har begået,

betragtes som en sanktion, der pålægges denne,

uanset hvordan den benævnes, når det ikke er blevet

konstateret, at den pågældende tredjemand har begået

en overtrædelse? 3. Såfremt det andet spørgsmål

besvares bekræftende, er en national bestemmelse,

hvorefter det er muligt at pålægge en anden (fysisk

eller juridisk) person en sanktion – som kaldes

foranstaltning, men som har sanktionerende indhold

– i forbindelse med iværksættelse af den sanktion, der

pålægges for en overtrædelse begået af føreren, i så

fald i strid med det forbud mod mere end én

Transport- og

Bygningsministeriet

19.10.16

C-501/14

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

19.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16

sanktion, der henvises til i artikel 19, stk. 1, i

forordning (EF) [nr. 561/2006]?

C-424/15

Ormaetxea Garai et Lorenzo Almendros

Gør en fortolkning af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om

fælles rammebestemmelser for elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester det muligt – ud fra

et synspunkt om en effektiv beskyttelse af de

generelle interesser, som påhviler det nationale

tilsynsorgan på området – at anse det for foreneligt

med dette direktiv, når den nationale lovgiver

opretter et regulerings- og tilsynsorgan, der er en

institution af ikke-specialiseret karakter, som samler

de hidtidige tilsynsmyndigheder – bl.a. på

energiområdet og områderne for telekommunikation

og konkurrence – i ét enkelt organ? Skal de

betingelser vedrørende »uafhængighed« hos de

nationale tilsynsmyndigheder på området for

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der

henvises til i artikel 3, stk. 2 og 3a, i direktiv

2002/21/EF som ændret ved direktiv 2009/140/EF,

svare til de krav, der stilles til de nationale

databeskyttelsesmyndigheder efter artikel 28 i direktiv

95/46/EF? Finder den retspraksis, der fremgår af

dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den

8. april 2014, anvendelse på et tilfælde, hvor de

ansvarlige i en national tilsynsmyndighed inden for

telekommunikationsområdet afskediges inden

udløbet af deres mandat på grund af kravene inden

for en ny retlig ramme, hvorved der oprettes et

tilsynsorgan, der samler flere nationale

tilsynsmyndigheder fra de sektorer, der føres tilsyn

med? Kan denne afskedigelse, der er fremskyndet

alene på grund af ikrafttrædelsen af en national lov og

ikke på grund af et pludseligt tab af de pågældendes

personlige forudsætninger, der på forhånd blev fastsat

i national ret, anses for at være forenelig med

bestemmelserne i artikel 3, stk. 3a i direktiv

2002/21/EF?

Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod

Europa-Kommissionen (appel)

Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december

2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i

den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,

hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013

(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.

Dr. August Wolff GmbH & Co KG Arzneimittel

et Remedia d.oo. mod Kommissionen

Partial annulment of the implementing Commission

decision C (2014) 6030 final of 19 August 2014,

concerning in the framework of Article 31 of

Directive 2001/83/EC of the European Parliament

and of the Council, the marketing authorisations in

respect of topical medicinal products for human use

with high concentration of estradiol.

Energistyrelsen

Dom

19.10.16

C-60/15 P

Miljøstyrelsen

19.10.16

T-672/14

Sundhedsstyrelsen

Dom

20.10.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 933: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30/9-16