Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
J.nr. 2016-29-35-00299/2016-9335
Den 14. september 2016
MFVM 121
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for pesticiderne bifenthrin,
carbetamid, cinidon-ethyl, fenpropimorph and triflusulfuron i eller på specifikke
produkter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II, III
og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for fem aktivstoffer i en
række afgrøder og i produkter af animalsk oprindelse (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af
maksimalgrænseværdier på baggrund af revurderinger af stofferne bifenthrin, carbetamid, cinidon-
ethyl, fenpropimorph og triflusulfuron på visse afgrøder. Revurderingerne betyder, at der er
maksimalgrænseværdier, der sættes ned, maksimalgrænseværdier der sættes op, nye
maksimalgrænseværdier der etableres og maksimalgrænseværdier der fastsættes til
detektionsgrænsen. Der er gennemført risikovurderinger af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) for de anførte stoffer, og de ændrede maksimalgrænseværdier
vurderes at være sundhedsmæssigt acceptable. DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en
vurdering af forslaget, og vurderer, at der ikke vil være sundhedsmæssige problemer som følge af de
foreslåede ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier. DTU Fødevareinstituttet har også
foretaget en vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til
sundhedsmæssige betænkeligheder. Forslaget vurderes generelt at betyde et uændret
beskyttelsesniveau i Danmark. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 23. september 2016. Regeringen kan støtte
forslaget. Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som
den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager
om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a og artikel 49, stk. 2 i
pesticidrammeforordningen.