Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 822
Offentligt
1656856_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Udlændinge-, Integrations og Boligudval-
get om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-225/16, Ouhrami
1. Indledning
Den nederlandske højesteret (Hoge Raad der Nederlanden) har den 22. april 2016
forelagt to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af
artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaternes for tilba-
gesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirekti-
vet/tilbagesendelsesdirektivet). Direktivet er gennemført i dansk ret i udlændinge-
loven.
Spørgsmålene vedrører beregningen af et indrejseforbuds varighed, samt rets-
virkningen af et indrejseforbud meddelt efter national ret før udsendelsesdirekti-
vets ikrafttræden.
2. Sagens faktiske omstændigheder
Sagen drejer sig om den algeriske statsborger Mossa Ouhrami. Den nederlandske
minister for udlændingesager og immigration erklærede ved en afgørelse af 22.
oktober 2002, at Ouhrami var til fare for den offentlige orden, og at han derfor var
uønsket og skulle forlade Nederlandene, ligesom han ikke måtte indrejse i landet i
de efterfølgende 10 år. Baggrunden for afgørelsen var, at Ouhrami i perioden
2000-2002 5 gange blev dømt ved en nederlandsk kriminalret til i alt godt 13 må-
neders fængsel for tyveri under skærpende omstændigheder, hæleri og besiddel-
se af hårde stoffer. Fristen for den periode, Ouhrami var uønsket i Nederlandene,
begyndte ifølge afgørelsen at løbe fra det tidspunkt, hvor Ouhrami faktisk forlod
Nederlandene.
Ouhrami opholdt sig efterfølgende i 2011 og 2012 i Amsterdam i strid med afgø-
relsen. Ouhrami er på den baggrund blevet idømt en fængselsstraf på 2 måneder
for sit ulovlige ophold i Nederlandene.
3. august 2016
Udlændinge-, Integrations-
og Boligministeriet
Humanitært ophold og udsendelser
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uibm.dk
36977191
Sagsbehandler
Nanna Jacobsen
Mail
[email protected]
Side
1/3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 822: Notat vedrørende afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-225/16, Ouhrami
Ouhrami har over for den nederlandske højesteret gjort gældende, at afgørelsen
fra 2002 om, at han var uønsket, ikke længere var retskraftig under hans ophold i
Amsterdam i 2011-2012. Han har i den forbindelse anført, at afgørelsen fra 2002
må anses for et indrejseforbud, at indrejseforbuddet trådte i kraft ved dets udste-
delse, eller i hvert fald da han blev gjort bekendt hermed, og at gyldigheden af
indrejseforbuddet i henhold til udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, i det fore-
liggende tilfælde, ikke kan overstige 5 år, hvorfor det i 2011-2012 ikke længere var
gyldigt.
På den baggrund har den nederlandske højesteret forelagt EU-Domstolen to
spørgsmål. Det ene spørgsmål lyder:
1. Skal tilbagesendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at
den her omhandlede periode på fem år beregnes
a. fra det tidspunkt, hvor indrejseforbuddet (eller med tilbagevirkende
kraft: den hermed ligestillede erklæring om, at udlændingen er uøn-
sket) blev udstedt, eller
b. fra den dato, hvor den pågældende – kort sagt – faktisk har forladt
EU-medlemsstaternes område, eller
c. fra et andet tidspunkt?
Det andet spørgsmål er ikke relevant i en dansk kontekst.
3. Regeringens interesse i sagen
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, at varigheden af et indrejse-
forbud, som ledsager en afgørelse om tilbagesendelse, fastsættes under behørig
hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og i princippet ikke må
overstige 5 år. Varigheden kan dog overstige 5 år, hvis tredjelandsstatsborgeren
udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller
den nationale sikkerhed. Udsendelsesdirektivet regulerer ikke, fra hvilket tids-
punkt varigheden af indrejseforbuddet skal beregnes.
I EU-Domstolens dom af 19. september 2013 i sag C-297/12, Filev og Osmani,
fandt EU-Domstolen, at udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, skal fortolkes
således, at den er til hinder for, at en overtrædelse af et forbud mod indrejse og
ophold på en medlemsstats område, som er udstedt mere end fem år enten før
tidspunktet for den berørte tredjelandsstatsborgers genindrejse på området eller
før ikrafttrædelsen af den nationale lovgivning, hvorved dette direktiv er gennem-
ført, medfører en strafferetlig sanktion, medmindre denne statsborger udgør en
alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nati-
Side
2/3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 822: Notat vedrørende afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-225/16, Ouhrami
onale sikkerhed. Det bemærkes, at sagen dog ikke som nærværende sag rejste
spørgsmål om beregningen af et indrejseforbuds varighed.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 1, kan et indrejseforbud tidsbegrænses. Indrej-
seforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller
udsendelsen. Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller
udsendelsen.
Det følger således af dansk ret, at indrejseforbuddets varighed beregnes fra den 1.
i den førstkommende måned efter det tidspunkt, hvor den pågældende tredje-
landsstatsborger faktisk er udrejst eller udsendt af Danmark, og således ikke fra
det tidspunkt, hvor der bliver truffet afgørelse om indrejseforbuddet.
Regnes varigheden af et indrejseforbud fra den dato, hvor der træffes afgørelse
herom, vil indrejseforbuddet kunne udløbe, mens tredjelandsstatsborgeren fort-
sat opholder sig i landet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende
nægter at udrejse frivilligt og ikke vil samarbejde med myndighederne om sin
udsendelse. En sådan retstilstand vil medføre en betydelig begrænsning af virk-
ningen af et indrejseforbud og synes ikke at stemme overens med formålet med
et indrejseforbud.
På den baggrund er det regeringens opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i
sagen, hvori der i relation til det første præjudicielle spørgsmål argumenteres for,
at beregningen af et meddelt indrejseforbuds varighed ikke er reguleret i udsen-
delsesdirektivet, men at det under alle omstændigheder må være sådan, at artikel
11, stk. 2, ikke er til hinder for, at et indrejseforbuds varighed beregnes fra tredje-
landsstatsborgerens faktiske udrejse eller udsendelse af en medlemsstat, eller fra
et andet tidspunkt i umiddelbar tilknytning hertil.
Såfremt EU-Domstolen måtte nå frem til, at et meddelt indrejseforbud skal regnes
fra den faktiske udrejse eller udsendelse, vil det skulle vurderes, om bestemmel-
sen i udlændingeloven, hvorefter indrejseforbud regnes fra den 1. i den først-
kommende måned efter udrejsen eller udsendelsen, skal ændres. Det bemærkes,
at en sådan ændring ikke vil være forbundet med store praktiske eller administra-
tive vanskeligheder.
Da sagen anses for væsentlig, vil udlændinge-, integrations- og boligministeren
mundtligt orientere Folketingets Europaudvalg om sagen, inden der afsiges dom.
Side
3/3