Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 741
Offentligt
Til Folketingets Europaudvalg
Ang. CETA-aftalen mellem EU og Canada fra danske NGO’er
Vi har med en del bekymring fulgt den seneste behandling af CETA-aftalen mellem EU og Canada.
Aftalen forelå i den endelige version i februar, og ratifikationen forudses påbegyndt om få måneder.
I den forbindelse har Kommissionen i vores øjne så travlt, at det kan få ubehagelige konsekvenser,
som ikke mindst bør optage Folketingets Europaudvalg.
Nu hvor forhandlingerne om EU-USA handelstraktaten TTIP er i vanskeligheder, har
handelskommissær Cecilia Malmström tilsyneladende besluttet at fremskynde CETA ved at
forberede to alternative fremgangsmåder: Den første er ved at fremskynde behandlingen af CETA
som et rent EU-anliggende i Ministerrådet og Europa-Parlamentet – og derved køre beslutningen
udenom de enkelte landes parlamenter idet den ikke behandles som en blandet beslutning.
Dette stiller vi os helt uforstående overfor, idet CETA nødvendigvis må betragtes som en blandet
aftale. Den anden fremgangsmåde er ved at anvende en hidtil upåagtet paragraf i CETA-aftalen til at
sætte den i værk uden forhåndsgodkendelse.
Denne giver mulighed for, at Ministerrådet provisorisk kan igangsætte CETA på forventet
efterbevilling indenfor de næste tre år.
Vi er bekymrede for at Kommissionen først vil forsøge at koble landenes egne parlamenter ud af
proceduren for at få CETA – og dermed den omdiskuterede ISDS/ICS-”voldgiftsdomstol”
implementeret, således at firmaer i Canada, herunder amerikanske datterselskaber i Canada, kan
anlægge sag mod EU-landene og dermed styre eller udøve kontrol over fremtidig lovgivning om f.
eks. miljø, fødevarer og arbejdstagerrettigheder. Vi er helt uforstående overfor at disse
grundlæggende ændringer af canadiske virksomheders rettigheder overfor medlemsstaterne ikke
betragtes som en blandet beslutning, men derimod som et rent EU-anliggende, der kan besluttes
uden om medlemsstaternes parlamenter. Mere generelt mener vi, at CETA-aftalen rummer
adskillige elementer, der ikke er under EU-kompetence.
For os at se, handler dette om at få en stor handelsaftale igennem i en fart. I lyset af den voksende
debat om CETA og om TTIP, har Kommissionen fået travlt. Konsekvensen bliver imidlertid, at
proceduren omkring godkendelse af handelsaftaler, ikke får den demokratiske natur, den bør have.
Kommissionen vil tilsyneladende forsøge denne fremgangsmåde på et møde d. 5. juli i år. Enkelte
landes parlamenter – Holland, Ungarn og Østrig – har foreløbig protesteret. Vi mener, at det er
meget vigtigt at vidtrækkende handelsaftaler drøftes i Europaudvalget inden deres vedtagelse. Da
udvalget ikke tidligere har givet mandat til CETA-forhandlinger, skal vi derfor opfordre
Europaudvalget til at give ministeren et præcist mandat for det videre forløb. I den forbindelse
mener vi, at Danmark i Ministerrådet bør støtte Holland, Ungarn og Østrigs krav om at CETA
betragtes som en blandet aftale.
Derfor henvender vi os nu til Europaudvalget for at få medlemmerne til at tage sagen op med
regeringen, med henblik på, at også Danmark modsætter sig en iværksættelse af CETA-aftalen uden
godkendelse i medlemslandene.
Tue Damsø (Det Økologiske Råd)
Nanna Clifforth (NOAH)
Flemming Bjerke, (IT Politisk Forening)
Lars Thomsen-Mikkelsen, (Biodynamiske
Forbrugere & Forebyggelses- og Patientrådet)
Jan Søndergaard (Greenpeace)
Kenneth Haar (Corporate Europe
Observatory)
Steen Folke (Mellemfolkeligt Samvirke)
Mads Barbesgaard (Afrika Kontakt)