Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2016-3832
Den 5. april 2016
MFVM 062
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forordning (EU) om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende
stoffer i fødevarer (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende
stoffer i fødevarer er blevet ændret væsentligt adskillige gange ved ændringsforordninger, og Kommissionen
foreslår derfor at sammenskrive reglerne samt præcisere bestemmelserne, hvor det har vist sig
hensigtsmæssigt, med en ny konsolideret forordning (komitésag). Forslaget omformulerer ordlyden i
bestemmelsen, der undtager markedsføringen af laks fra Østersøen i Sverige, Finland og Letland fra at
overholde forordningens grænseværdier for dioxin i østersøfisk. Dette betyder, at kun fangster inden for disse
medlemsstaters årlige fangstkvoter i henhold til den fælles fiskeripolitik kan omsættes på deres
hjemmemarkeder. Det vil have konsekvenser for danske fiskere. Forslaget forventes sat til afstemning i den
Stående Komité for planter, dyr, fødevarer og foder (SCoPAFF) den 13.april 2016. En vedtagelse af forslaget
vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark. Regeringen kan derfor støtte forslaget, idet der
dog lægges afgørende vægt på, at den nuværende praksis med danske fiskeres afsætning af laks kan
opretholdes.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til sammenskrivning og præcisering af Kommissionens forordning (EF) nr.
1881/2006 af 19. december 2006 med senere ændringer om fastsættelse af grænseværdier for bestemte
forurenende stoffer i fødevarer.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning (EF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om
fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler, særligt artikel 2, stk. 3.
Forslaget behandles i en forskriftkomitéprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer
og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder.
Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har
udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler
sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 13. april 2016.
Formål og indhold
Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 med efterfølgende ændringer fastsætter grænseværdier for miljø-
og procesforureninger samt naturlige toksiner.