Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 482
Offentligt
1616099_0001.png
Fødevarestyrelsen / Ernæring
Sags.nr.: 2016-27-35-00254/ 2016-3783
Den 1. april 2016
MFVM 057
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Kommissionens forordning (EU) om ændring af Kommissionens forordning
432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end
dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed
(komitesag)
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af Kommissionens forordning 432/2012 om fastlæggelse af en
liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for
sygdom og til børns udvikling og sundhed (komitesag). Forslaget omhandler godkendelse af fire
sundhedsanprisninger vedrørende koffein og afvisning af enkelte forslag til sundhedsanprisninger. Den
Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har konkluderet, at der ikke er sikkerhedsmæssige
betænkeligheder ved de fire anprisninger, der foreslås godkendt. Det er en forudsætning for denne vurdering, at
de anpriste produkter indtages af voksne. Forslaget vurderes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark og
EU. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 12. april 2016. Regeringen kan støtte forslaget, idet man lægger afgørende vægt på, at
anvendelsesbegrænsningerne vedrørende anprisningerne ”Koffein hjælper til at opnå øget årvågenhed” og
”Koffein hjælper til at øge koncentrationen” udvides, således at anprisningerne - udover børn - ikke må bruges
på fødevarer målrettet unge.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af Kommissionens forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en
liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for
sygdom og til børns udvikling og sundhed.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 13, stk. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1924/2006 af 20. december 2016 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer
(anprisningsforordningen).
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen
forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,
såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for
tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger Kommissionen sagen
for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden
for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig
forslaget, eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 12. april 2016.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 482: Notat om komitésag om sundhedsanprisninger om koffein
Formål og indhold
Formålet med forslaget er at ændre forordning nr. 432/2012 (artikel 13 listen) ved at tilføje fire
sundhedsanprisninger vedrørende koffein på listen over godkendte sundhedsanprisninger og afvise enkelte
forslag til sundhedsanprisninger. Forslaget finder anvendelse 6 mdr. efter ikrafttrædelsesdato.
De sundhedsanprisninger, der foreslås afvist, vedrører koffeinindtag, der ifølge en vurdering fra Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vil udgøre en risiko for menneskers sundhed.
De fire anprisninger, der foreslås godkendt, fremgår nedenfor:
1. ”Koffein bidrager til at øge udholdenhedspræstationen”
Anprisningen må kun bruges på fødevarer, der henvender sig til voksne, der udøver udholdenhedstræning. Når
anprisningen bruges, skal den ledsages af følgende information til forbrugeren:
- Den gavnlige virkning opnås med et koffeinindtag på doser af 3 mg/ kg kropsvægt mindst en time før
træning og kun, hvis ethvert andet koffeinindtag undgås i mindst 24 timer før indtagelse af produktet for
forbrugere, der sædvanligvis indtager koffein.
- Det anbefales ikke at overskride et dagligt indtag på 400 mg koffein fra alle kilder.
2. ”Koffein bidrager til en forbedret udholdenhedskapacitet”
Anprisningen må kun bruges på fødevarer, der henvender sig til voksne, der udøver udholdenhedstræning. Når
anprisningen bruges, skal den ledsages af følgende information til forbrugeren:
- Den gavnlige virkning opnås med et koffeinindtag på doser af 3 mg/ kg kropsvægt mindst en time før
træning og kun, hvis ethvert andet koffeinindtag undgås i mindst 12 timer før indtagelse af produktet for
forbrugere, der sædvanligvis indtager koffein.
- Det anbefales ikke at overskride et dagligt indtag på 400 mg koffein fra alle kilder.
3. ”Koffein hjælper til at opnå øget årvågenhed”
Anprisningen må ikke bruges på fødevarer målrettet børn. For at en fødevare skal kunne bruge anprisningen, skal
fødevaren indeholde mindst 75 mg koffein pr. kvantificeret portion og ikke mere end 200 mg i en enkelt dosis.
Når anprisningen bruges, skal forbrugeren informeres om, at det anbefales ikke at overskride et dagligt indtag på
400 mg koffein fra alle kilder (200 mg for gravide og ammende kvinder).
4. ”Koffein hjælper til at øge koncentrationen”
Anprisningen må ikke bruges på fødevarer målrettet børn. For at en fødevare skal kunne bruge anprisningen, skal
fødevaren indeholde mindst 75 mg koffein pr. kvantificeret portion og ikke mere end 200 mg i en enkelt dosis.
Når anprisningen bruges, skal forbrugeren informeres om, at det anbefales ikke at overskride et dagligt indtag på
400 mg koffein fra alle kilder (200 mg for gravide og ammende kvinder).
EFSA har konkluderet, at der ikke er sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved de fire anprisninger, der foreslås
godkendt. Det er en forudsætning for denne vurdering, at de anpriste produkter indtages af voksne.
Anvendelsen af anprisningerne ”Koffein bidrager til at øge udholdenhedspræstationen” og ”Koffein bidrager til en
forbedret udholdenhedskapacitet” er begrænset til kun at måtte bruges på fødevarer, der henvender sig til voksne,
der udøver udholdenhedstræning. Det vurderes derfor, at de foreslåede anvendelsesbegrænsninger tilstrækkeligt
sikrer, at produkterne alene indtages af voksne.
Anvendelsen af anprisningerne ”Koffein hjælper til at opnå øget årvågenhed” og ”Koffein hjælper til at øge
koncentrationen” er derimod alene begrænset til ikke at måtte bruges på fødevarer målrettet børn.
Side 2/4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 482: Notat om komitésag om sundhedsanprisninger om koffein
Den information, der skal gives til forbrugeren, når anprisningen bruges (for eksempel at det anbefales ikke at
overskride et dagligt indtag på 400 mg koffein fra alle kilder), tager alene hensyn til sikkerheden for voksne – og
ikke børn og unge. EFSA anfører således i deres vurdering, at et indtag af koffein på op til 400 mg pr. dag ikke
giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder for ikke-gravide voksne. For børn og unge konkluderer
EFSA, at der ikke er tilstrækkelig tilgængelig information til at kunne fastsætte et sikkert indtag for koffein. Det
vurderes derfor, at disse anvendelsesbegrænsninger bør udvides til også at omfatte unge, således at det i højere
grad kan sikres, at anprisningerne kun anvendes på produkter, der indtages af voksne.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forordning (EU) Nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte
sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling
og sundhed (artikel 13 listen) er en gennemførelsesforordning, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1924/2006 af 20. december 2016 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.
Konsekvenser
De sundhedsanprisninger, der godkendes og afvises i forslaget, er i øjeblikket omfattet af
anprisningsforordningens overgangsbestemmelser. Det betyder, at de hidtil har kunnet anvendes på
virksomhedens ansvar og uden supplerende krav til ledsagende information til forbrugeren, begrænsninger mv.
Vedtagelse af forslaget kan således være forbundet med mindre økonomiske konsekvenser for virksomheder, der
skal tilpasse deres mærkning.
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget har heller ingen væsentlige
statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for EU´s budget. Forslaget skønnes heller
ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Forslaget medfører dog
begrænsede administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Forslaget har været i høring i på høringsportalen, hvor der ikke er indkommet bemærkninger.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater.
Regeringens generelle holdning
Regeringen finder det væsentligt, at EFSA har konkluderet, at det koffeinindtag, som de sundhedsanprisninger,
der skal godkendes, vedrører, ikke udgør en risiko for menneskers sundhed. Regeringen lægger således også vægt
på, at de begrænsninger og supplerende mærkningskrav, der fastsættes for anprisningerne, er tilstrækkelige til, at
dette kan sikres. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget, idet man lægger afgørende vægt på, at
anvendelsesbegrænsningerne vedrørende anprisningerne ”Koffein hjælper til at opnå øget årvågenhed” og
Side 3/4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 482: Notat om komitésag om sundhedsanprisninger om koffein
”Koffein hjælper til at øge koncentrationen” udvides, således at anprisningerne - udover børn - ikke må bruges på
fødevarer målrettet unge.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Side 4/4