Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2016-29-35-00248/2016-3114
Den 14. marts 2016
MFVM 051
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 med
hensyn til maksimalgrænseværdier for pesticidet thiacloprid i eller på specifikke produkter
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for et aktivstof – thiacloprid - i honning og andre
biavlsprodukter (komitésag). Grænseværdien for thiacloprid i honning og andre biavlsprodukter foreslås
ændret. I forbindelse med revurdering af thiacloprid i 2015 blev der ikke taget højde for dokumentation for
indhold af stoffet i honning, og grænseværdien blev på den baggrund sat ned. Grænseværdien for thiacloprid i
honning og andre biavlsprodukter foreslås nu genetableret på den værdi, der var gældende indtil 12. februar
2016. Der er gennemført risikovurderinger for det anførte stof af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA), og den ændrede maksimalgrænseværdi vurderes at være sundhedsmæssigt acceptabel af DTU
Fødevareinstituttet. Derudover har DTU Fødevareinstituttet foretaget en vurdering af eventuelle
kombinationseffekter, som ikke giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. Forslaget forventes at
komme til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 22. – 23.
marts 2016. En vedtagelse af forslaget vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark.
Regeringen kan derfor støtte forslaget. Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de
retningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af
komitésager om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske
fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a i pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder.
Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har
udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler
sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget forventes at komme til afstemning i den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 22. – 23. marts 2016.