Miljøstyrelsen/P&G
MFVM 037
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPA-UDVALG
om Forslag til Kommissionsforordning om godkendelse af Sweet Whey (valle)
som basisstoffer i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttel-
sesmidler (komitesag)
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet Sweet whey (valle) godkendes som basisstof i henhold til
forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde,
at stoffet bliver optaget på bilag under del C om basisstoffer til Kommissionens forordning nr.
540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer.
Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner, kommuner eller staten.
Der skal stemmes om forslaget i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 7.-
8. marts 2016.
Forslaget påvirker miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt.
Regeringen mener, at der er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for
Sweet Whey med de foreslåede risikobegrænsende foranstaltninger.
Regeringen agter derfor at stemme for Kommissionens forslag om godkendelse af Sweet Whey
som basisstof.
Baggrund
Et foreløbigt forslag til Kommissionsforordning “Draft Commission Implementing Regulation (EU)
No SANTE/xxx/2016.. of … approving the basic substance Sweet Whey in accordance with
Regulation (EC) No 1107/2009 of the European Parliament and the Council concerning the placing
of plant protection products on the market, and amending the Annex to Implementing Regulation
(EU) No 540/2011” forventes fremsendt til medlemsstaterne.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 23, stk. 5
og 13, stk. 2, som fastlægger, at basisstoffer, skal vurderes iht. forordningen, og at Kommissionen
skal foreslå enten en godkendelse eller en ikke godkendelse af et basisstof, når vurderingen af
dette er foretaget.
Forslaget er blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i Kommissionsregi den 28.-29. januar 2016.