Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 322
Offentligt
1595679_0001.png
Grund- og nærhedsnotat
Kulturministeriet, 8. januar 2016
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning om sikring af
grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked
KOM(2015)627
Nyt forslag af 17. december 2015
1. Resumé
EU-kommissionen har den 9. december 2015 fremlagt et forslag til en forordning om
sikring af grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF art. 114 og er oversendt til Rådet den 17.
december 2015 i dansk sprogversion.
Forslaget har til formål at indføre fælles regler for at sikre, at abonnenter på
onlineindholdstjenester i EU, der leveres mobilt, kan modtage disse tjenester, når de
midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat.
2. Baggrund
Kommissionen har den 9. december 2015 ved KOM(2015)627 offentliggjort et
forslag til en forordning om sikring af grænseoverskridende mobile
onlineindholdstjenester i det indre marked. Forslaget er oversendt til Rådet den
17. december 2015 i dansk sprogversion. Forslaget er udarbejdet med hjemmel i
TEUF artikel 114 og skal behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure.
Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.
Baggrund for forslaget er, at der i Kommissionens strategi for et digitalt indre
marked af 6. maj 2015 (KOM(2015) 192) foreslås en række initiativer med henblik
på at skabe et indre marked for digitalt indhold og digitale tjenester. Forslaget er
blandt de første af initiativerne i strategien. Kommissionen har oplyst, at forslaget
vil blive efterfulgt af andre initiativer på de områder, der er identificeret i
strategien, herunder det ophavsretlige område. Forslaget er offentliggjort samtidig
med Kommissions meddelelse ”På
vej mod en tidssvarende, mere europæisk ramme
for ophavsret”,
hvori der redegøres for Kommissionens fremtidige planer for
ophavsretsområdet.
3. Formål og indhold
Formålet med forslaget er at fjerne hindringerne for grænseoverskridende
mobilitet af onlineindholdstjenester, der fx giver adgang til sport, film, musik etc.
Formålet er således at gøre det muligt for forbrugere at tage sådanne tjenester
med, når de tager midlertidigt ophold i andre medlemsstater, fx i forbindelse med
forretningsrejser eller ferie.
Dok. nr. 15/02083-2
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 322: Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 80 om markedet selv kan løse problemet med brug af online tjenester, fra kulturministeren
Side 2
Forordningen har 8 artikler.
Artikel 1
fastsætter forslagets formål og anvendelsesområde. Med forslaget vil der
blive indført fælles regler for at sikre, at abonnenter på onlineindholdstjenester i
EU, der leveres mobilt, kan modtage disse tjenester, når abonnementerne
midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat (grænseoverskridende mobilitet).
Artikel 2
indeholder forordningens definitioner, der skal fortolkes ensartet i EU. I
artiklen defineres begreberne ”abonnent”, ”forbruger”, ”bopælsmedlemsstat”,
”midlertidigt ophold” og ”mobilitet”. Det følger ligeledes, at der ved en
”onlineindholdstjeneste” forstås en tjeneste som omhandlet i artiklerne 56 og 57 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som en tjenesteudbyder
lovligt stiller til rådighed mobilt i bopælsmedlemsstaten, og som er en audiovisuel
medietjeneste efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU eller en
tjeneste, hvis vigtigste funktion er at give adgang til værker, andre frembringelser
eller transmissioner fra radio- og tv-foretagender enten lineært eller on-demand,
og som leveres til en abonnent på aftalte vilkår enten mod betaling eller
gratis, forudsat at abonnentens bopælsmedlemsstat verificeres af udbyderen.
Artikel 3
indeholder en forpligtelse for udbyderen af en onlineindholdstjeneste til
at sikre, at abonnenten kan benytte onlineindholdstjenesten under midlertidigt
ophold i en anden medlemsstat. Dette gælder for det samme indhold, den samme
kategori af og det samme antal udstyrsenheder samt den samme kategori af
brugsegenskaber som dem, der tilbydes i bopælsmedlemsstaten. Denne forpligtelse
omfatter dog ikke de samme kvalitetskrav til leveringen af en sådan tjeneste, som
når tjenesten ydes i bopælsmedlemsstaten.
Artikel 4
indeholder regler om leveringsstedet for, adgangen til og brugen af
onlineindholdstjenester. Leveringen af tjenesten samt den adgang en abonnent,
der midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat, har til den, og den brug,
abonnenten gør af den, anses for udelukkende at finde sted i
bopælsmedlemsstaten. Rent ophavsretsligt betyder dette, at de relevante
ophavsretlige handlinger, der finder sted, når tjenesten stilles til rådighed for
forbrugerne som led i grænseoverskridende mobilitet, udelukkende anses for at
finde sted i bopælsmedlemsstaten.
Artikel 5
medfører, at eventuelle kontraktvilkår, der er i strid med forpligtelsen til
at sikre grænseoverskridende mobilitet, ikke kan håndhæves. Dette gælder navnlig
vilkår, der begrænser enten forbrugerens muligheder for at benytte
grænseoverskridende mobilitet i forbindelse med sine onlineindholdstjenester eller
tjenesteudbyderens mulighed for at stille denne mobilitet til rådighed.
Artikel 6
bestemmer, at behandling af personoplysninger i medfør af forordningen
skal udføres i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF om databeskyttelse og
direktiv 2002/58/EF om databeskyttelse i den elektroniske kommunikationssektor.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 322: Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 80 om markedet selv kan løse problemet med brug af online tjenester, fra kulturministeren
Side 3
Artikel 7
medfører, at forordningen finder anvendelse på eventuelle aftaler, der er
indgået, og rettigheder, der er erhvervet, inden datoen for forordningens
anvendelse, hvis de er relevante for leveringen af, adgangen til og brugen af
tjenesten. Det bemærkes, at de relevante parter får en frist på seks måneder fra
offentliggørelsen til at tilpasse sig den nye retstilstand.
Artikel 8
regulerer forordningens ikrafttræden. Det fremgår, at forordningen
træder i kraft seks måneder efter offentliggørelsen i EU-Tidende.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har ikke afgivet udtalelse.
5. Nærhedsprincippet
Kommissionen vurderer, at nærhedsprincippet er overholdt. Kommissionen lægger
i den forbindelse vægt på, at mobile onlineindholdstjenester i alt væsentligt er et
spørgsmål af grænseoverskridende karakter. Kommissionen anfører ligeledes, at
da ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder er harmoniseret på EU-
plan, er det kun EU, der kan ændre den retlige ramme, og at medlemsstaterne
derfor ikke kan gribe ind gennem lovgivning for at sikre grænseoverskridende
mobilitet. På den baggrund vurderer Kommissionen, at sådanne foranstaltninger
derfor kun kan træffes på EU-plan.
På det foreliggende grundlag kan regeringen tilslutte sig Kommissionens
betragtninger omkring nærhedsprincippet. De løsninger vedrørende mobile
onlineindholdstjenester, der allerede eksisterer på markedet, hviler på frivillige
aftaler i de enkelte medlemsstater. Det er forskelligt fra medlemsstat til
medlemsstat og tjeneste til tjeneste om – og i givet fald i hvilken udstrækning - en
forbruger kan tage sin tjeneste med, når der tages midlertidigt ophold i en anden
medlemsstat. I det omfang, der er behov for bindende, ensartede løsninger på
tværs af landegrænser i EU, vil der være behov for EU-regulering.
6. Gældende dansk ret
De løsninger vedrørende mobile onlineindholdstjenester, der allerede eksisterer på
markedet, hviler på frivillige aftaler mellem rettighedshaverne og
tjenesteudbyderne. Det er forskelligt fra tjeneste til tjeneste om – og i givet fald i
hvilken udstrækning - en forbruger kan tage sin tjeneste med, når der tages
midlertidigt ophold i en anden medlemsstat.
Dansk ret indeholder ikke regler, der forpligter udbyderen af en
onlineindholdstjeneste at sikre, at en abonnent, der midlertidigt opholder sig i en
anden medlemsstat, kan få adgang til og bruge onlineindholdstjenesten.
Dansk lovgivning indeholder endvidere ikke regler, der forpligter udbyderen af en
onlineindholdstjeneste til at underrette abonnenten om kvaliteten af leveringen af
onlineindholdstjenesten.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 322: Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 80 om markedet selv kan løse problemet med brug af online tjenester, fra kulturministeren
1595679_0004.png
Side 4
Efter forbrugeraftaleloven skal en erhvervsdrivende inden indgåelsen af en aftale
om en ikke-finansiel tjenesteydelse give forbrugeren oplysning om tjenesteydelsens
vigtigste egenskaber og, hvor det er relevant, digitalt indholds funktionalitet og
evne til at fungere sammen med hardware og software.
Ophavsretsloven gælder som udgangspunkt kun for så vidt angår handlinger, der
foretages på dansk territorium. Disse handlinger kan fx være
eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale eller tilgængeliggørelse
af materialet til danske borgere. Ophavsretsloven indeholder ikke specielle
bestemmelser om, hvornår en handling foretages på dansk territorium ud over
ophavsretslovens § 87, der vedrører udsendelser via satellit.
Ophavsretslovens udgangspunkt er, at en rettighedshaver helt eller delvist kan
overdrage sine rettigheder efter ophavsretsloven, og at rettighedshaveren på den
måde kan vælge at begrænse overdragelsen af rettigheder geografisk, fx til
anvendelse i ét medlemsland.
7. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Konsekvenserne af dette forordningsforslag for dansk ret, herunder
forordningsforslagets samspil med andre EU-retsakter, er endnu ikke endeligt
kortlagt. Rækkevidden af enkelte af forordningens artikler er på det foreliggende
grundlag uklare. De endelige konsekvenser for dansk ret vil blive afklaret i
forbindelse med de konkrete forhandlinger af forslaget.
Økonomiske konsekvenser
Det vurderes ikke, at forslaget vil have væsentlige statsfinansielle konsekvenser.
Forslaget indeholder ikke forpligtelser eller retningslinjer for medlemsstaterne, og
håndhævelse af reglerne vil kunne ske gennem det almindelige domstolssystem.
De samfunds- og erhvervsøkonomiske konsekvenser kan ikke opgøres på
nuværende tidspunkt.
Kommissionen har i sin konsekvensanalyse vurderet konsekvenserne af forslaget
for forbrugere, indholdsproducenter og tjenesteudbyderne.
For så vidt angår forbrugere fastslår Kommissionen, at den valgte løsning vil have
positive konsekvenser
for forbrugerne, da det bl.a. vil blive sikret, at de kan tage
deres tjenester med over grænserne i medfør af forslaget. Kommissionen vurderer,
at det ikke kan afvises, at forslaget kan resultere i højere priser for så vidt angår
tjenester, der udbyder audiovisuelt materiale og sportsudsendelser. Kommissionen
bemærker dog, at en eventuel prisstigning må forventes at blive begrænset.
For så vidt angår indholdsproducenterne vurderer Kommissionen, at forslaget
samlet set vil være
neutralt
eller have
positiv effekt af mindre karakter.
Kommissionen lægger her bl.a. vægt på, at forslaget sikrer mobilitet af de
omfattede indholdstjenester, og at dette kan medføre, at forbrugerne bliver mere
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 322: Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 80 om markedet selv kan løse problemet med brug af online tjenester, fra kulturministeren
Side 5
interesserede i tjenesterne, og at indholdsproducenterne derfor kan få en større
indtægt.
For så vidt angår tjenesteudbyderne, så vurderer Kommissionen, at forslaget på
kort sigt kan have
negative
konsekvenser for, men at de på lang sigt (mere end 5
år) vil kunne drage fordel af forslaget. På den positive side fremhæver
Kommissionen bl.a., at forslaget giver tjenesteudbyderne sikkerhed for, at de kan
udbyde mobilitet til deres kunder, og at tjenesteudbyderne derfor kan udbyde et
bedre produkt. På den negative side fremhæver Kommissionen bl.a., at
tjenesteudbyderne kan komme til at betale en højere pris til rettighedshaverne, og
at tjenesteudbyderne herudover vil kunne være nødt til at afholde ekstra
omkostninger i forbindelse med bl.a. genforhandling af kontrakter og investering i
nye IT-systemer. Kommissionen har vurderet, at de mulige yderligere
omkostninger relativt set vil påvirke små og mellemstore tjenesteudbydere hårdere
end store tjenesteudbydere, men at de negative konsekvenser ved at udelade små
og mellemstore tjenesteudbydere sandsynligvis vil være større, end hvis de
medtages.
Kommissionen oplyser flere steder i konsekvensanalysen, at det er vanskeligt at
indhente data om konsekvenserne af forslaget.
Kommissionen vurderer endvidere, at forslaget kan medføre øget adgang til
kulturelt indhold. Kommissionen henviser til, at muligheden for mobilitet over
grænserne kan tiltrække nye forbrugere, og det vil tillade eksisterende forbrugere
at få en bedre brugeroplevelse.
Kommissionen vurderer derudover, at forslaget vil være et begrænset indgreb i
ophavsretten som intellektuel ejendomsret og friheden til at drive virksomhed,
men at dette kan retfærdiggøres i lyset af formålet med forslaget, som er at give
bedre muligheder for at tilbyde og modtage tjenester over grænserne.
8. Høring
Forslaget er udsendt i almindelig høring til berørte interessenter den 18. december
2015. Resultatet af høringen foreligger endnu ikke. Folketinget vil i et revideret
grund- og nærhedsnotat snarest blive orienteret om resultatet af høringen.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er ikke på nuværende tidspunkt kendskab til andre landes holdninger til
forordningsforslaget. En række lande har generelt indikeret villighed til at finde en
løsning på den problemstilling, som forslaget adresserer.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter generelt Kommissionens ambitioner om at styrke det digitale
indre marked til gavn for forbrugere og virksomheder og finder det relevant at
undersøge, om der er plads til reguleringsmæssige forbedringer i de gældende
regler, herunder i forbindelse med grænseoverskridende digitale aktiviteter i EU.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 322: Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 80 om markedet selv kan løse problemet med brug af online tjenester, fra kulturministeren
Side 6
Regeringen mener, at det digitale indre marked generelt bør kendetegnes ved
åbenhed over for digital innovation og konkurrence, hvorved der bør være fokus på
at sikre lave adgangsbarrierer for nye digitale virksomheder. Endvidere bør det
sikres, at der ikke indføres unødige byrder for erhvervslivet eller det offentlige i
forbindelse med bestræbelserne på at fremme det digitale indre marked.
Regeringen støtter, at der bliver fundet en løsning således, at borgere i EU kan
tage lovligt indkøbte onlinetjenester med sig, når de tager midlertidigt ophold i en
anden medlemsstat. Regeringen finder det i den forbindelse vigtigt, at løsningen er
balanceret i forhold til rettighedshavernes, tjenesteudbydernes og forbrugernes
interesser.
Regeringen finder, at aftalefrihed er et vigtigt element i udviklingen af nye,
innovative tjenester, og at der inden for det foreliggende forordningsforslags
rammer bør være tilpas frirum for de involverede parter til at aftale sig frem til
velfungerende, grænseoverskridende løsninger.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.