EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 303
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

29. januar 2016

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-165/14

Titel og kort sagsresumé

Rendón Marín

Sagen vedrører: Er nationale bestemmelser, hvorefter

muligheden for at udstede en opholdstilladelse til en

forælder til en mindreårig unionsborger, som er

afhængig af denne, fordi vedkommende er tidligere

straffet i det land, hvori ansøgningen indgives,

udelukkes, selv om dette indebærer, at den

mindreårige tvinges til at forlade Unionens område,

fordi han er nødsaget til at følge med sin forælder,

foreneligt med artikel 20 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde, fortolket i

henhold til [Domstolens] dom af 19. oktober 2004

(sag C-200/02) og af 8. marts 2011 (sag C-34/09), når

en national lovgivning udelukker muligheden?

Sagen vedrører: (1) Er EU-retten og særligt artikel 20

TEUF til hinder for, at en medlemsstat udviser et

tredjelands statsborger, der er forælder og

hovedforsørger til et barn, der er statsborger i

medlemsstaten (og følgelig en unionsborger), fra sit

område til et tredjeland, når dette ville fratage barnet,

der er unionsborger, den effektive nydelse af

kerneindholdet i hans eller hendes rettigheder som

unionsborger? (2) Såfremt svaret på spørgsmål (1) er

»nej«, under hvilke omstændigheder ville en sådan

udvisning da være tilladt i medfør af EU-retten? (3)

Såfremt svaret på spørgsmål (1) er »nej«, i hvilken

grad, om nogen, giver artikel 27 og 28 i direktiv

2004/38/EF (opholdsdirektivet) svaret på spørgsmål

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

Processkridt

Dato

04.02.16

C-304/14

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

04.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

(2)?

C-115/15

Sagen vedrører: 1) Skal en tredjelandsstatsborger, som

er tidligere ægtefælle til en unionsborger, kunne

godtgøre, at den tidligere ægtefælle udøvede sine

traktatsikrede rettigheder i værtsmedlemsstaten på

tidspunktet for deres skilsmisse, for at bevare sin ret

til ophold i henhold til artikel 13, stk. 2, i

direktiv 2004/38/EF? 2) Har en unionsborger i

henhold til EU-retten ret til ophold i en

værtsmedlemsstat i medfør af artikel 20 TEUF og 21

TEUF under omstændigheder, hvor den eneste stat i

EU, hvor borgeren har ret til ophold,

er den stat, hvor vedkommende er statsborger, men

hvor en kompetent domstol har fastslået, at en

udsendelse af denne borger fra værtsmedlemsstaten

til den stat, hvor vedkommende er statsborger, udgør

en krænkelse af dennes rettigheder i henhold til

EMRK’s artikel 8 eller chartrets artikel 7? 3) Hvis

unionsborgeren i spørgsmål 2 ovenfor er et barn, har

den forælder, der har forældremyndigheden over

barnet alene, i så fald en afledt ret til ophold i

værtsmedlemsstaten, hvis barnet ville være nødsaget

til at følge forælderen, hvis denne blev udsendt fra

værtsmedlemsstaten? 4) Har et barn ret til ophold i

værtsmedlemsstaten i henhold til artikel 12 i

forordning (EØF) nr. 1612/68 (nu artikel 10 i

forordning (EU) nr. 492/2011), hvis den af barnets

forældre, der er unionsborger, og som har været

beskæftiget i værtsmedlemsstaten, ikke længere

opholder sig i værtsmedlemsstaten, når barnet

påbegynder uddannelse i den pågældende stat?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

Mundtlig

forhandling

18.02.16

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-421/14

Titel og kort sagsresumé

Banco Primus

Sagen vedrører: Det første spørgsmål: 1) Skal fjerde

overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2013 fortolkes

således, at den ikke må udgøre en hindring for

forbrugerbeskyttelsen? 2) Er det i henhold til direktiv

93/13, herunder navnlig direktivets artikel 6, stk. 1,

og artikel 7, stk. 1, og med henblik på at sikre

beskyttelsen af forbrugere og brugere i

overensstemmelse med ækvivalensprincippet og

effektivitetsprincippet muligt for en forbruger at

klage over et urimeligt kontraktvilkår efter udløbet af

den i national ret fastsatte frist for indgivelse af

sådanne klager, således at den nationale ret skal prøve

sådanne vilkår? 3) Skal den nationale ret i henhold til

direktiv 93/13, herunder navnlig direktivets artikel 6,

Interessant

Justitsministeriet

Konkurrence- og

forbrugerstyrelsen

Processkridt

Dato

02.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og med henblik på at sikre

beskyttelsen af forbrugere og brugere i

overensstemmelse med ækvivalensprincippet og

effektivitetsprincippet af egen drift vurdere, om et

vilkår er urimeligt, og dernæst fastlægge følgerne

heraf, selv om den tidligere har truffet en modsat

afgørelse eller har afvist at foretage en sådan

vurdering, og der var tale om endelige afgørelser i

henhold til national procesret? Det andet spørgsmål:

4) Kan forholdet mellem kvalitet og pris påvirke

vurderingen af, om mindre væsentlige kontraktvilkår

er urimelige? Skal der i forbindelse med en sådan

indirekte kontrol af disse vilkår, tages hensyn til de

prisbegrænsninger, der er fastsat i national ret? Kan

bestemmelser, som abstrakt set er gyldige, miste deres

gyldighed, såfremtdet fastslås, at prisen for

transaktionen er for høje sammenlignet med

markedsprisen? Det tredje spørgsmål: 5) Er det i

henhold til artikel 4 i direktiv 93/13 muligt at tage

hensyn til omstændigheder, der er indtrådt efter

aftalens indgåelse, såfremt en gennemgang af national

ret viser, at dette er muligt? Fjerde spørgsmål: Skal

LEC’s artikel 693, stk. 2, (Ley de Enjuiciamiento

Civil) (den civile retsplejelov), som ændret ved lov

1/2013, fortolkes således, at den ikke må udgøre en

hindring for beskyttelsen af forbrugernes interesser?

7) I overensstemmelse med direktiv 93/13, herunder

navnlig dets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og

med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og

brugere i overensstemmelse med

ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal

en national domstol, som fastslår, at der foreligger et

urimeligt kontraktvilkår om førtidig ophævelse,

betragte vilkåret, som om det ikke var aftalt, og drage

konsekvenserne heraf, også selv om den

erhvervsdrivende har ventet i det tidsrum, der som

minimum er foreskrevet i den nationale retsforskrift?

C-481/14

Hansson

Sagen vedrører: 1) Skal der ved fastsættelsen af en

»rimelig godtgørelse«, som den krænkende part i

henhold til artikel 94, stk. 1, litra a), [i Rådets

forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om

EFsortsbeskyttelse (herefter »forordning nr.

2100/94«)] skal betale til indehaveren af en ret til EF-

sortsbeskyttelse, fordi den krænkende part foretager

de i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 2100/94

omhandlede handlinger uden at være berettiget hertil,

med udgangspunkt i den sædvanlige afgift, der på

samme område opkræves for en licens på almindelige

markedsvilkår for de handlinger, der er anført i artikel

13, stk. 2, i forordning nr. 2100/94, altid yderligere

beregnes et bestemt »krænkelsestillæg« som et fast

beløb? Fremgår dette af artikel 13, stk. 1, andet

punktum, i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af

intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »direktiv

2004/48/EF«)]? På grund af spørgsmålenes størrelse,

henvises der til den præjudicielle

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

04.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

forelæggelseskendelse for at se dem i sin helhed

C-163/15

Hassan

Sagen vedrører: 1. Er artikel 23, stk. 1, første

punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af

26. februar 2009 om EF-varemærker til hinder for, at

en licenstager, som ikke er registreret i

EFvaremærkeregistret, kan gøre krav gældende på

grund af krænkelse af et EF-varemærke? 2. Hvis det

første spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 23,

stk. 1, første punktum, i Rådets forordning (EF) nr.

207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker til

hinder for en national retspraksis, ifølge hvilken

licenstageren kan gøre varemærkeindehaverens krav

mod krænkeren gældende på vegne af

varemærkeindehaveren (»Prozessstandschaft«)?

Ince

Sagen vedrører: I. Vedrørende første sigtelse (januar

2012) og vedrørende anden sigtelse frem til udgangen

af juni 2012: 1 a) Skal artikel 56 TEUF fortolkes

således, at bestemmelsen er til hinder for, at de

retshåndhævende myndigheder pålægger straf for

formidling af sportsvæddemål – som sker uden en

tysk tilladelse – til arrangører af væddemål med licens

i et andet EU-land, når der gælder et krav om, at

arrangøren af væddemål også skal have en tysk

tilladelse, som de nationale instanser imidlertid ikke

må udstede til ikke-statslige arrangører af væddemål

som følge af en retlig situation (monopol på

afholdelse af sportsvæddemål) som strider imod EU-

retten? 1 b) Har det betydning for besvarelsen af

spørgsmål 1 a), hvis de statslige instanser i en af de 15

tyske delstater, som i fællesskab har etableret og

håndhæver det statslige monopol på sportsvæddemål,

i forbuds- eller straffesager hævder, at det

lovbestemte forbud mod at give en tilladelse til

private udbydere ikke håndhæves i denne delstat i

forbindelse med en eventuel ansøgning om en

arrangør- eller formidlingstilladelse? 1 c) Skal de EU-

retlige principper, navnlig reglerne om fri udveksling

af tjenesteydelser, samt Domstol-ens dom i sag C-

186/11 fortolkes således, at de er til hinder for et

permanent forbud mod eller strafpålæggelse af

grænseoverskridende formidling af sportsvæddemål,

som kunne betegnes som »forebyggende«, hvis dette

begrundes med, at det ikke var »åbenbart, dvs.

fremgik uden videre undersøgelse« for den

myndighed, der udsteder forbud, på tidspunktet for

afgørelsen, at formidlingsaktiviteten opfylder alle

materielle forudsætninger for tilladelsen, bortset fra

forbeholdet om statsligt monopol? 2) Skal direktiv

98/34/EF fortolkes således, at det er til hinder for at

pålægge straf for formid-ling af sportsvæddemål uden

tysk tilladelse via en væddemålsautomat til en

arrangør af væddemål, som har licens i et andet EU-

land, hvis de statslige indgreb bygger på lovgivningen

i en enkelt delstat, som ikke er notificeret til Europa-

Kommissionen, og som har samme indhold som den

statsaftale om hasardspil (»GlüStV«), der ikke længere

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

04.02.16

C-336/14

Udenrigsministeriet

Finansministeriet

Finanstilsynet

Dom

04.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

er gældende? II. Vedrørende den anden sigtelse for

perioden fra juli 2012 3) Skal artikel 56 TEUF,

reglerne om gennemsigtighed, lighedsprincippet og

EU-rettens forbud mod favorisering fortolkes

således, at de er til hinder for at pålægge straf for

formidling af sportsvæddemål uden tysk tilladelse til

en arrangør af væddemål, som har licens i et andet

EU-land, i et tilfælde, som ved statsaftalen om

ændring af hasard-spilsbestemmelserne

(»GlüÄndStV«), der har en planlagt løbetid på ni år,

er kendetegnet ved en »forsøgsbestemmelse for

sportsvæddemål«, som indeholder en teoretisk

mulighed for i løbet af syv år at udstede højst 20

koncessioner også til ikke-statslige arrangører af

væddemål, som indebærer legalisering for samtlige

tyske delstater som en nødvendig forudsætning for en

formidlingstilladelse, hvis a) proceduren med henblik

på tildeling af koncessioner og retssager i denne

forbindelse varetages af den myndighed, der bevilger

koncessioner, i fællesskab med det advokat-kontor,

som regelmæssigt har rådgivet de fleste delstater og

deres lotterivirksomheder i forbindelse med

monopolet på sportsvæddemål, som var i strid med

EU-retten, og repræsenteret dem ved de nationale

domstole i sager mod private udbydere samt

repræsenterede de statslige instanser i de præjudicielle

sager Markus Stoß m.fl. [C–316/07, C– 358/07, C–

359/07, C–360/07, C–409/07 og C–410/07,

ECLI:EU:C:2010:504], Carmen Media Group, [C–

46/08, ECLI:EU:C:2010:505] og Winner Wetten [C–

409/06, ECLI:EU:C:2010:503] b)

koncessionsudbuddet i EU-Tidende den 8. august

2012 ikke indeholdt nærmere oplysninger vedrørende

mindstekravene til de koncepter, der skulle

forelægges, indholdet af de øvrige forlangte

erklæringer og dokumentationer samt om

udvælgelsen af de højst 20 koncessionshavere, men

disse nærmere oplysninger først blev meddelt efter

udløbet af ansøgningsfristen med et såkaldt

»informationsmemoran-dum« og adskillige andre

dokumenter og kun til ansøgere, som havde

kvalificeret sig til koncessionsprocedurens »anden

fase« c) den myndighed, der bevilger koncessioner,

otte måneder efter procedurens indledning i strid

med udbuddet kun indbyder 14 koncessionsansøgere

til personligt at præsentere deres social- og

sikkerhedskoncepter, fordi disse havde opfyldt

mindstekravene til en koncession fuldt ud, men 15

måneder efter procedurens indledning meddeler, at

ikke en eneste ansøger havde dokumenteret

opfyldelsen af mindstekravene i en »kontrollerbar

form« d) den statsligt kontrollerede

koncessionsansøger (»Ods«, Ods Deutschland

Sportwetten GmbH), som er en sammenslutning af

de statslige lotteriselskaber, hører til de 14 ansøgere,

som blev indbudt til at præsentere deres koncepter

for den myndighed, der bevilger konces-sioner, men

vel næppe er berettiget til at deltage i koncessionen på

grund af sine organisatoriske forbindelser med

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

arrangører af sportsbegivenheder, da det i loven (§ 21,

stk. 3, GlüÄndStV) forlanges, at den aktive sport og

de foreninger, der organiserer den, er skarpt adskilt

fra arrangering og formidling af sportsvæddemål e)

tildelingen af en koncession bl.a. forudsætter

dokumentation for, at »de nødvendige midler til at

arrangere de påtænkte udbud af sportsvæddemål

stammer fra en retmæssig kilde« f) den myndighed,

der bevilger koncessioner, og hasardspilsudvalget

(»Glücksspielkollegium«), som består af

repræsentanter for delstaterne, og som træffer

afgørelse om tildelingen af koncessioner, ikke gør

brug af muligheden for at tildele koncession til

private arrangører af væddemål, mens statslige

lotteriforetagender i op til et år efter den eventuelle

koncessionstildeling kan arrangere sportsvæddemål,

lotterier og andre hasardspil uden koncession og

sælge og reklamere for dem via deres landsdækkende

indleveringssteder

Forenede

sager

C-34/14 og

C-659/13

Puma

Sagen vedrører: 1. Er Rådets forordning (EF) nr.

1472/2006 af 5. oktober 2006 om indførelse af en

endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af

den midlertidige told på importen af visse typer af

fodtøj med overdel af læder med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Vietnam og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 af 22.

december 2009 om indførelse af en endelig

antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj

med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i

Folkerepublikken Kina som udvidet til også at

omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af

læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er

angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som

følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11,

stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 i det hele

gyldige, for så vidt som de ikke blev annulleret ved

EU-Domstolens dom af 2. februar 2012 og dom af

15. november 2012 i sag C-249/10 P og i sag C-

247/10 P? 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares

benægtende, men de anførte forordninger ikke er

ugyldige i det hele: a) I forhold til hvilke eksportører

og producenter i Folkerepublikken Kina og Vietnam,

som sagsøgeren i perioden 2006-2011 købte varer

hos, er Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 af 5.

oktober 2006 om indførelse af en endelig

antidumpingtold og endelig opkrævning af den

midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj

med overdel af læder med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Vietnam og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 af 22.

december 2009 om indførelse af en endelig

antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj

med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i

Folkerepublikken Kina som udvidet til også at

omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af

læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er

angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som

følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11,

Udenrigsministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervsstyrelsen

Dom

04.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 ugyldige?

b) Udgør hel eller delvis annullation af de anførte

forordninger hændelige omstændigheder eller force

majeure i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt

i toldkodeksens artikel 236, stk. 2, andet afsnit?

T-686/14

Italien mod Kommissionen

Påstande: I det omfang den er genstand for

nærværende søgsmål annulleres Europa-

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014

K(2014) 4479 af 9. juli, meddelt den 10. juli 2014, om

udelukkelse fra finansiering af visse udgifter afholdt

af medlemsstaterne inden for rammerne af Den

Europæiske Udviklings- og Garantifond for

Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den

Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), for så vidt som den har

haft virkning i forhold til Italien. Den finansielle

standardkorrektion vedrørende støtten til

forarbejdningen af tomater for regnskabsåret 2009 på

i alt 1 399 293,78 EUR annulleres. Den isolerede

finansielle korrektion for uregelmæssigheden »mangel

på oplysninger om iværksatte

tilbagesøgningsaktiviteter« på i alt 2 362 005,73 EUR

annulleres. Den isolerede finansielle korrektion for

uregelmæssigheden »manglende angivelse i bilag III«

på i alt 1 460 976,88 EUR annulleres.

Kohll et Kohll-Schlesser

Er princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed,

som navnlig er fastsat i artikel 45 TEUF, til hinder for

bestemmelserne i artikel 139b, stk. 1, i loi modifiée du

4 décembre 1967 concernant l’impôt sur le revenu,

for så vidt som disse forbeholder indrømmelsen af

det heri omhandlede skattefradrag til de personer, der

er i besiddelse af et kildeskattekort?

Universal Music International Holding

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 5, nr. 3), i forordning

(EF) nr. 44/2001 fortolkes således, at »det sted, hvor

skadetilføjelsen er foregået« kan anses for at være det

sted i en medlemsstat, hvor skaden er indtrådt, når

skaden udelukkende består i et formuetab, der er en

direkte følge af en ansvarspådragende handling uden

for kontrakt, der er foretaget [org. s. 26] i en anden

medlemsstat? 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares

bekræftende: (a). På grundlag af hvilket kriterium eller

ud fra hvilke synspunkter skal de nationale retter ved

deres bedømmelse af, om de er kompetente i henhold

til artikel 5, nr. 3), forordning (EF) nr. 44/2001,

afgøre, om der i det foreliggende tilfælde er tale om et

formuetab, der er en følge af en ansvarspådragende

handling uden for kontrakt (»initialt formuetab« eller

»direkte formuetab«), eller om et formuetab, der er en

»følge« af en andetsteds indtrådt førsteskade

henholdsvis en skade, der flyder af en andetsteds

indtrådt skade (»følgeskade« eller »afledt formuetab«)?

(b). På grundlag af hvilket kriterium eller ud fra hvilke

synspunkter, skal en national ret ved sin bedømmelse

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

04.02.16

C-300/15

SKAT

16.02.16

C-12/15

Justitsministeriet

07.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

af, om den er kompetent i henhold til artikel 5, nr. 3),

i forordning (EF) nr. 44/2001, afgøre, på hvilket sted

formuetabet – det være sig et direkte eller et afledt

formuetab – i det foreliggende tilfælde er indtrådt

eller må anses for at være indtrådt? 3. Såfremt

spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal forordning

(EF) nr. 44/2001 da fortolkes således, at en national

ret, som skal afgøre, om den [org. s. 27] i det

foreliggende tilfælde er kompetent i henhold til

forordningen, ved sin bedømmelse er forpligtet til at

gå ud fra de i denne sammenhæng relevante

anbringender fra sagsøgeren, henholdsvis appellanten,

eller skal den også tage hensyn til, hvad de indstævnte

har anført for at bestride disse anbringender?

C-446/14

Tyskland mod Kommissionen

Påstande: Den appellerede dom afsagt af Retten

(Femte Afdeling) den 16. juli 2014 i sag T-295/12

ophæves i sin helhed. Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagens omkostninger. Herudover

gives Forbundsrepublikken Tyskland fuldt medhold i

de påstande, der blev nedlagt i første instans.

Bank Mellat mod Rådet for Den Europæiske

Union

Påstande: Dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den

29. januar 2013 i sag T-496/10 ophæves. Domstolen

træffer endelig afgørelse i sagen og forkaster det af

Bank Mellat anlagte søgsmål til prøvelse af de

anfægtede retsakter. Bank Mellat tilpligtes at betale de

omkostninger, som Rådet har afholdt i første instans

og under denne appelsag.

Verband Sozialer Wettbewerb

Den Europæiske Unions Domstol forelægges i

henhold til artikel 267 TEUF følgende spørgsmål

vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i

Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og

sundhedsanprisninger af fødevarer: Skal artikel 1, stk.

2, i forordning nr. 1924/2006 fortolkes således, at

bestemmelserne i denne forordning også gælder for

ernærings- og sundhedsrelaterede oplysninger, som

gives i kommercielle meddelelser i forbindelse med

reklame for fødevarer, der leveres i den foreliggende

form til den endelige forbruger, hvis den

kommercielle meddelelse eller reklame udelukkende

er henvendt til fagkredse?

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske

Republik

Påstande: Det fastslås, at Den Hellenske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 2

og 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj

1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og

planter, a) idet den ikke har truffet passende

foranstaltninger for at undgå forringelse af

naturtyperne og levestederne for arterne samt

forstyrrelser af de arter, for hvilke området er

udpeget, og b) har tilladt tiltag (uden at gennemføre

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

18.02.16

C-176/13

Udenrigsministeriet

Dom

18.02.16

C-19/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

18.02.16

C-504/14

Miljøstyrelsen

18.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

en passende vurdering af dets virkninger som fastsat i

artikel 6, stk. 3), der i sig selv eller i forbindelse med

andre planer eller projekter kan påvirke den

omhandlede lokalitet væsentligt ved at formindske

eller ødelægge yngleområdet for den prioriterede art

Caretta caretta, som befinder sig i dette område,

hvilket forvolder forstyrrelser for den omhandlede

art, og som endelig formindsker og ødelægger

klithabitaterne 2110, 2220 og den prioriterede

naturtype 2250 samme direktivs artikel 12, stk. 1, litra

b) og d), idet den ikke har truffet de nødvendige

foranstaltninger til at indføre en streng og effektiv

beskyttelsesordning for havskildpadden Caretta

caretta (prioriteret art) i bugten Kyparissia med

henblik på at undgå enhver forstyrrelse af denne art i

yngleperioden og enhver aktivitet, der kan beskadige

eller ødelægge dens yngleområder. Den Hellenske

Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-526/14

Kotnik e.a.

1) Skal bankmeddelelsen – når henses til de konkrete

retsvirkninger, som den medfører – fortolkes således,

at den har bindende virkning i forhold til de

medlemsstater, der tilsigter at afhjælpe en alvorlig

forstyrrelse af økonomien ved at yde statsstøtte til

fordel for kreditinstitutter, når denne støtte er

irreversibel og ikke umiddelbart kan trækkes tilbage,

under hensyn til, at Den Europæiske Union i henhold

til artikel 3, stk. 1, litra b), i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har

enekompetence på statsstøtteområdet, og at

Kommissionen i henhold til artikel 108 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde har

kompetence til at træffe afgørelse på

statsstøtteområdet?

Jannatian mod Rådet

Påstande: Følgende retsakter annulleres, for så vidt

som de vedrører sagsøgeren: (i) Rådets afgørelse

2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive

foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af

fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39),

(ii) Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober

2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om

restriktive foranstaltninger over for Iran og om

ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT

L 281, s. 81), (iii) Rådets forordning (EU) nr.

961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive

foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af

forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), (iv)

Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts

2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og

om ophævelse af Rådets forordning (EU) nr.

961/2010 (EUT L 88, s. 1), (v) Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 350/2012 af 23.

april 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr.

267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 110, s. 17), (vi)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 709/2012

Udenrigsministeriet

18.02.16

T-328/14

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

18.02.16

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 303: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/1-16

af 2. august 2012 om gennemførelse af forordning

(EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 208, s. 2), (vii)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012

af 15. oktober 2012 om gennemførelse af forordning

(EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16),

(viii) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

1264/2012 af 21. december 2012 om gennemførelse

af forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012

om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L

356, s. 55), (ix) Rådets gennemførelsesforordning

(EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse

af forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012

om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L

156, s. 3), (x) Rådets gennemførelsesforordning (EU)

nr. 1203/2013 af 26. november 2013 om

gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 af

23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over

for Iran (EUT L 316, s. 1) og (xi) Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 397/2014 af 16.

april 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr.

267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 356, s. 1).

Rådet tilpligtes at betale en erstatning på 40 000 EUR

for de tab, som sagsøgeren har lidt som følge af sin

fejlagtige opførelse på listen. Rådet tilpligtes at betale

sagens omkostninger.