EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 168: Kopi af REU alm. del - supplerende svar på spm. 123 om at redegøre for kriterierne for tilladelse til aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler, fra justitsministeren

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 168
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

27. oktober 2015

Straffuldbyrdelseskontoret

Mia Schumacher

2015-0037-0134

1767461

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 54 vedrørende forslag til lov

om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29), som

Europaudvalget har stillet til justitsministeren den 20. oktober 2015.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU)

Pernille Skipper (EL).

Søren Pind

Ane Røddik Christensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 168: Kopi af REU alm. del - supplerende svar på spm. 123 om at redegøre for kriterierne for tilladelse til aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler, fra justitsministeren

Spørgsmål nr. 54 fra Folketingets Europaudvalg vedrørende forslag

til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29):

”Ministeren bedes redegøre for kriterierne for tilladelse til

aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de

danske regler. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm.

del – spørgsmål 123 (folketingsåret 2014-15, 2. samling).”

Svar:

Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved brug

af aflytning, findes i retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791 c).

De generelle betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden er

fastsat i retsplejelovens § 781. Efter bestemmelsen må indgreb i

meddelelseshemmeligheden som udgangspunkt foretages, såfremt (1) der

er bestemte grunde til at antage (mistankekrav), at der på den pågældende

måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en

mistænkt, (2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning

(indikationskrav) for efterforskningen, og (3) efterforskningen angår en

lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller

derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller

en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 233, stk. 1,

235, 266, 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1-

5 (kriminalitetskravet).

Dog kan indgreb i meddelelseshemmeligheden foretages under

efterforskningen af en række nærmere bestemte lovovertrædelser fastsat i

bestemmelsens stk. 2 og 3, uanset at efterforskningen ikke angår en

lovovertrædelse, som efter loven ikke kan straffes med fængsel i 6 år eller

derover. Telefonaflytning efter § 780, stk. 1, nr. 1, kan eksempelvis

foretages, hvis der er mistanke om et forhold af fredskrænkelse efter

straffelovens § 263, stk. 2, selvom overtrædelse af denne bestemmelse

ikke kan straffes med fængsel i 6 år.

For andre former for aflytninger, herunder rumaflytninger (hvor

aflytningsudstyr f.eks. opsættes i en mistænkts bolig), gælder et skærpet

kriminalitetskrav, jf. retsplejelovens § 781, stk. 5. Efter denne

bestemmelse kan sådanne aflytninger kun foretages, når mistanken

vedrører en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for

menneskers liv eller velfærd eller betydelige samfundsværdier.

Politiets optagelse af samtaler med henblik på senere gennemgang er

omfattet af begrebet anden aflytning efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr.

Retsplejelovens

782

indeholder

præcisering

proportionalitetsgrundsætningen,

hvorefter

indgreb

meddelelseshemmeligheden ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets

formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må

antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et

uforholdsmæssigt indgreb. Det er endvidere efter bestemmelsens stk. 2

udelukket at foretage bl.a. aflytning med hensyn til den mistænktes

forbindelse med personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at

afgive forklaring.

Kompetencen

til

træffe

afgørelse

indgreb

meddelelseshemmeligheden er reguleret i retsplejelovens § 783, hvorefter

indgreb som udgangspunkt kun kan ske efter rettens kendelse. En kendelse

om telefonaflytning retter sig som udgangspunkt alene mod et bestemt

telefonnummer eller en bestemt telefon (imei-nummer), men vedrører

efterforskningen en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller

§§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237

eller 245, § 246, jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, eller §§ 262 a eller

288, kan der opnå en kendelse på mistænktes person. Efter denne

bestemmelse kan indgrebet rettes mod den mistænkte person, således at

der kan ske aflytning, uanset hvilket telekommunikationsmiddel den

mistænkte anvender. Efter bestemmelsens stk. 4 kan politiet træffe

afgørelse om at foretage indgreb, såfremt indgrebets øjemed ville

forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. I sådanne tilfælde skal politiet

snarest muligt og inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge

sagen for retten med henblik på rettens godkendelse af indgrebet og rettens

godkendelse af en eventuel anmodning om opretholdelse af indgrebet.

Retsplejelovens § 783, stk. 5, regulerer godkendelsen af andre landes

aflytninger af personer her i landet, hvor der ikke er behov for teknisk

bistand fra danske myndigheder, og hvor underretning af dansk politi skal

ske efter artikel 20 i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i

straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Efter

bestemmelsen i retsplejeloven skal et sådant indgreb forelægges for retten

(i Danmark) senest efter 48 timer fra modtagelsen af underretningen.

Retten afgør herefter, om indgrebet kan godkendes, og om en eventuel

anmodning om opretholdelse kan godkendes.

For så vidt angår reglerne for aflytning i de øvrige 27 EU-medlemsstater

har Justitsministeriet til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 123 (Alm.

del) af 25. august 2015 fra Folketingets Retsudvalg anmodet

Udenrigsministeriet om via de danske ambassader at indhente en udtalelse

fra de relevante myndigheder i de øvrige 27 EU-medlemsstater.

Justitsministeriet har modtaget svar vedrørende reglerne for aflytning i 24

medlemsstater i EU. Justitsministeriet har ikke modtaget oplysninger fra

de relevante myndigheder i Bulgarien, Slovenien og Storbritannien.

Ministeriet har fra en række landes relevante myndigheder alene modtaget

uddrag af de relevante bestemmelser for aflytning i den nationale

lovgivning. Fra visse lande har ministeriet modtaget den relevante

lovgivning som supplerende bilag til besvarelsen. Modtagne uddrag fra

den nationale lovgivning er indsat i skemaform i

bilag 1

til besvarelsen.

For så vidt angår Finland og Rumænien vedlægges lovgivning fra disse

lande grundet deres omfang som selvstændige bilag (henholdsvis

bilag 2

3).

Ministeriet har i øvrigt modtaget nedenstående oplysninger til brug for

besvarelsen.

For så vidt angår Belgien har den danske ambassade i Bruxelles oplyst

følgende:

”Kapitel 6, § 6, art. 90ter til 90decies af den belgiske

strafferetsplejelov, omhandler aflytninger, erhvervelse af

kendskab til og optagelse af privat kommunikation og

telekommunikation (§ 6. Des ecoutes, de la prise de

connaissance et de l'enregistrement de communications et de

telecommunications privees).

Telefonaflytning kan kun gennemføres efter en detaljeret og

motiveret dommerkendelse er udstedt. Dette foregår efter

meget stramme lovmæssige forskrifter. Overvågningen må kun

udføres, hvis man anser, at der ikke findes andre måder, at nå

frem til sandheden, og der bør være præcise indicier for, at den

aflyttede har udført en lovovertrædelse. Der er også mulighed

for at aflytte personer, der mistænkes for at være i regelmæssig

kontakt med den mistænkte (artikel 90ter § 1). Lovens artikel

90ter, §§ 2-4, opsummerer de præcise lovovertrædelser, der

kan give basis for telefonaflytning eller anden form for

overvågning.

Dommerkendelsen bør indeholde følgende oplysninger (Art.

90quater §1):

1. Indicier og konkrete fakta som retfærdiggør

aflytningen,

2. Årsagerne til at foranstaltningen er uundværlig for at

finde frem til sandheden.

3. Personen,

kommunikationsmidlet

eller

telekommunikationsmidlet som skal aflyttes.

4. Tidsperioden under hvilken aflytningen må udføres, og

som ikke kan overskride en måned efterfølgende

dommerens beslutning.

5. Navn og titel på polititjenestemanden som skal udføre

opgaven.

Artikel 90octies præciserer, at personer, der er underlagt

tavshedspligt, ikke må aflyttes med mindre de selv er direkte

mistænkt i sagen.”

For så vidt angår Cypern har den danske ambassade i Athen oplyst

følgende:

”Currently there is no legislation which authorizes the police to

carry out tapping of telecommunications. A draft law is under

examination with competent authorities for that purpose.”

For så vidt angår Frankrig har den danske ambassade i Paris oplyst

følgende:

”I fransk retspraksis sondrer man mellem en aflytning med

retskendelse (écoutes judiciaires) og en såkaldt administrativ

aflytning (écoutes administratives). Begge tiltag er underlagt

præcise kriterier og må kun anvendes i en begrænset periode.

Aflytning med retskendelse

Som stipuleret i den franske retsplejelov artikel 100 til artikel

100-7 kan en undersøgelsesdommer i en efterforskning i en

kriminel sag bestemme at lade foretage en aflytning, hvor

sagens beskaffenhed kræver det. Den pågældende

lovovertrædelse skal have en strafferamme på to års fængsel

eller mere. Dommerkendelsen er skriftlig og gyldig i fire

måneder med mulighed for forlængelse uden begrænsning.

Aflytning kan også tillades i tilfælde af mistænkelig død eller i

sager om forsvundne personer. Her er dommerkendelsen

gyldig i to måneder som anført i artikel 80-4 i retsplejeloven.

Aflytningen

foretages

teleselskaber

under

undersøgelsesdommerens kontrol eller under en udpeget

politimands kontrol. Der udarbejdes et detaljeret referat for

hver aflytning med navn, kommunikationsart, dato og

tidspunkt for start og afslutning på aflytningen. Optagelserne

opbevares forseglet, derefter transskriberes indholdet af en

undersøgelsesdommer eller en politimand. Korrespondance på

fremmedsprog oversættes til fransk med tolkebistand. Kun

elementer, der er relevante for efterforskningen, medtages i

sagsakterne. Når en sag anses for afsluttet, destrueres

optagelserne. Handlingen noteres.

En advokat, et parlamentsmedlem eller en dommer kan kun

aflyttes, hvis formanden for det relevante fagforbund eller en

overordnet er

blevet

informeret

herom

undersøgelsesdommeren.

Ifølge artikel 74-1 i retsplejeloven har den offentlige

anklagemyndighed ligeledes mulighed for at bestemme

aflytning i tilfælde af grov kriminalitet og organiseret

kriminalitet. Det kræver imidlertid en forudgående accept fra

en dommer med ansvar for varetægtsfængsling og løsladelse.

Tilladelsen vil være gyldig en måned med mulighed for

forlængelse én enkelt gang. Dommeren med ansvar for

varetægtsfængsling og løsladelse skal løbende holdes skriftligt

orienteret om aflytningens forløb.

Administrativ aflytning

Denne form for aflytning er strengt kontrolleret, som det

fremgår af den nyligt vedtagne lov om efterretningsvæsnet af

den 24. juli 2015.

Beslutningsmyndigheden for aflytning i enkelte sager er lagt

over til premierministerens kontor i samråd med de forskellige

ministerielle hemmelige tjenester. Det nye uafhængige

domstolslignende organ, CNCTR, skal afgive rådgivende

udtalelser i de enkelte sager, som skal danne grund for

afgørelsen om aflytning. Følger premierministeren ikke

organets råd, vil sagen kunne forelægges den øverste franske

forvaltningsdomstol, Le Conseil d’Etat.

Aflytning kan finde sted i syv tilfælde, som stipuleret i artikel

L. 811-3 i loven om efterretningsvæsnet. En aflytning må ikke

overstige fire måneder. Der er mulighed for forlængelse.”

For så vidt angår Grækenland har den danske ambassade i Athen oplyst

følgende:

”Indgreb i meddelelseshemmeligheden (i form af aflytning af

personer) som led i efterforskningen af en lovovertrædelse kan

ske efter forudgående retskendelse.

For at opnå en retskendelse skal flg. kriterier være opfyldt:

1) Der skal være tale om efterforskning af en alvorlig

forbrydelse (for en nærmere opregning af de

straffelovsbestemmelser, der skal være tale om henvises

til vedlagte dokument)

2) Det skal være godtgjort, at videre efterforskning vil være

umulig eller vanskelig uden iværksættelse af aflytning

Der kan i særligt hastende tilfælde helt undtagelsesvist

iværksættes aflytning uden forudgående retskendelse, dog med

krav om efterfølgende retskendelse.”

For så vidt angår Irland har den danske ambassade i Dublin oplyst

følgende:

”Kriterier for tilladelse af aflytning er reguleret i sektion 4 og 5

af Interception of Postal Packets and Telecommunications

Messages (Regulation) Act, 1993.

Tilladelse til aflytning bemyndiges af justitsministeren,

eventuelt efter konsultation med den relevante dommer med

henblik på at bistå en strafferetslig efterforskning (sektion 4)

eller hvis det gælder statens sikkerhed (sektion 5). Nedenfor

gennemgås alene kriterierne for aflytning i forbindelse med en

strafferetslig efterforskning.

Det er et væsentligt kriterie for at opnå tilladelse, at politiet

(Garda Síochána) eller anden relevant myndighed med

kompetence til bekæmpelse af den relevante type kriminalitet,

som skal være af alvorlig karakter (serious offence), ikke kan

gennemføre efterforskningen uden aflytningen (enten fordi det

er prøvet eller at det formodes at mislykkes) eller at

efterforskning uden aflytning ikke kan gennemføres i et

tilstrækkeligt tempo.

I forbindelse med særligt grove typer af kriminalitet kan der

udstedes tilladelse til aflytning med henblik på at forhindre

kriminaliteten, eller muliggøre en senere opklaring, når den

kriminelle handling har fundet sted.

Der benyttes i alle tilfælde et proportionalitetsprincip mellem

bevarelsen af privatlivets fred og væsentligheden af

aflytningen i forhold til efterforskningen.”

For så vidt angår Kroatien har den danske ambassade i Zagreb oplyst

følgende:

”Aflytning/overvågning anses i kroatisk lov for at være et

særligt efterforskningsskridt, der midlertidigt begrænser

borgernes forfatningsmæssige rettigheder. Blandt kriterierne

for at benytte disse efterforskningsskridt i en række bestemte

straffesager er, at efterforskningen ikke vil kunne ske på anden

måde, eller der ellers vil være ikke-proportionelle

begrænsninger

efterforskningen,

såfremt

disse

efterforskningsskridt ikke tages.

De særlige efterforskningsskridt kan benyttes

ved overvågning og optagelse af telefonsamtaler og

anden fjernkommunikation

til sikring af computerdata

til at få adgang til lokaliteter med henblik på

overvågning og teknisk optagelse

ved hemmelig overvågning af personer og ting

ved brug af agenter og informanter

ved simulering af køb/salg af ting og tjenesteydelser

samt ved simulering af ydelse/modtagelse af

bestikkelse

ved overvågning af transport og levering af ting

stammende fra kriminel aktivitet”

For så vidt angår Letland har den danske ambassade i Riga oplyst

følgende:

“Ambassaden har modtaget svar efter henvendelse til det

herværende justitsministerium. Justitsministeriet har imidlertid

kun svaret delvist på spørgsmålet, da de ikke har redegjort for

hvornår dømte personer kan overvåges elektronisk, men ikke

hvornår mistænkte kan overvåges elektronisk.

Electronic surveillance:

According to the Sentence Execution Code of Latvia a

convicted person may request an electronic monitoring if

he/she complies with the certain criteria stipulated in the

Section 50

(4) of the Law and in the Criminal Law:

1) the convicted person agrees to electronic monitoring;

2) implementation of electronic monitoring is possible at

the place of residence of the convicted person;

3) application of electronic monitoring will promote

inclusion of the convicted person in the society.

If application of electronic monitoring is possible in

accordance with above stated criteria, conditional release prior

to completion of punishment with determination of electronic

monitoring may be proposed, if the convicted person has

actually served:

1) not less than one third of the punishment imposed for a

less serious crime;

2) not less than half of the punishment imposed, if it has

been imposed for a serious crime, as well as if the

convicted person is a person who previously has been

convicted with deprivation of liberty for an intentional

crime and the criminal record for this crime has not

been set aside or extinguished;

3) not less than two-thirds of the punishment imposed, if it

has been adjudged for an especially serious crime, as

well as if the convicted person is a person who

previously had been conditionally released prior to

completion of punishment and has newly committed an

intentional crime during the period of the unserved

punishment; or

4) not less than twenty-four years of a punishment of

deprivation of liberty, if the convicted person is a

person for whom life imprisonment has been imposed.”

For så vidt angår Luxembourg har den danske ambassade i Bruxelles

oplyst følgende:

“Dommere

kan

ifølge

artikel

88-1

(1982)

strafferetsplejeloven kun i særlige tilfælde og efter en

motiveret, detaljeret ansøgning give tilladelse til overvågning/

aflytning af alle former for kommunikation. Følgende

betingelser skal være opfyldt, før en dommerkendelse til

telefonaflytning kan udstedes:

a) Strafudmålingen for lovovertrædelsen skal være

minimum 2 år;

b) Kun personer under mistanke for en lovovertrædelse,

personer mistænkt for meddelagtighed eller personer

med særlig betydning for en sag kan overvåges/aflyttes;

c) Overvågning/

aflytning

forskellige

kommunikationsformer kan kun finde sted i tilfælde,

hvor almindelige undersøgelsesmetoder viser sig

utilstrækkelige.

Ifølge Justitsministeriet kan personer underlagt tavshedspligt

ikke aflyttes, medmindre de selv er mistænkt i en sag.

I særlige tilfælde, hvor det angår landets sikkerhed, kan et

udvalg bestående af premierministeren, præsidenten for landets

højesteret, præsidenten for forvaltningsdomstolen og

formanden for byretten i Luxembourg by give

efterretningstjenesten tilladelse til overvågning/ aflytning af en

person i op til 3 måneder, hvis særlige omstændigheder

umuliggør indsamling af bevismateriale via ordinære metoder

jf. artikel 88-3. Artikel 88-3 præciserer, at premierministeren i

en nødsituation og uden forudgående konsultation med

’udvalget’ kan igangsætte en aflytning/overvågning. Udvalget

skal dog efterfølgende indkaldes med henblik på godkendelse

af aflytningen i op til 3 måneder.”

For så vidt angår Nederlandene har den danske ambassade i Haag oplyst

følgende:

”Det er et grundlæggende princip, at anklageren altid skal

anmode om en retskendelse for at få tilladelse til at

gennemføre en telefonaflytning (artikel 126l litra 4, 6 og 7).

Dommeren (examining magistrate), som tager stilling til en

sådan anmodning, er en særlig proceduredommer, der kun

deltager i en sags undersøgende skridt, eksempelvis spørgsmål

om aflytning, ransagningskendelser og varetægtsfængsling

m.v. Når (hvis) den samlede sag er klar og skal bringes for

retten, vil det være en anden dommer, som tager stilling i selve

retssagen.

Generelt opereres der med to typer af ”mistanke” i nederlandsk

retspleje. Den klassiske, som giver adgang til at efterforske og

undersøge forbrydelser, når de er begået, og en nyere

definition (ca. 15 år gammel), som relaterer sig til

bandekriminalitet i vid forstand. Hvis en person indgår i en

mere eller mindre organiseret gruppe af mennesker (to

personer eller mere), som begår kriminalitet, kan der

iværksættes efterforsknings- og undersøgelsesskridt mhp.

forhold, som ikke er begået endnu.

Principperne for telefonaflytning følger samme grundlæggende

tilgang som principperne for varetægtsfængsling. I loven om

strafferetsplejen henviser den relevante bestemmelse (artikel

126m) til kriterierne for varetægtsfængsling (artikel 67, stk. 1).

Der skal med andre ord være tale om en ”alvorlig forbrydelse”.

Dertil kommer, at der – efter teksten – skal være tale om et

kvalificeret forhold: ”a serious breach of law and order”. Efter

det oplyste er sidstnævnte kriterium ved at træde i baggrund i

den anvendte praksis og kriteriet ventes ikke at indgå i den

næste revision af retsplejen, som der pt. arbejdes på.

For at iværksætte telefonaflytning skal der efter artikel 67, stk.

1, være tale om efterforskning af en af følgende overtrædelser:

1) At der er tale om en forbrydelse, hvor straframmen er

over 4 år,

eller

2) Overtrædelse af en række specifikke paragraffer i

straffeloven, som ikke har en strafferamme på over fire

år. Der er ikke nogen systematisk inddeling. Artiklen

opremser bestemmelserne en for en. Eksempelvis er

overtrædelse af visse bestemmelser om vold og

narkotika nævnt.

3) Endelig henvises til en række grove overtrædelser af

bestemmelser i særlovgivningen om: dyresundhed og

dyrevelfærd, trafik, militærnægtelse, spillemyndighed,

narkotika, våben, revision og tilhold.”

For så vidt angår Polen har den danske ambassade i Warszawa oplyst

følgende:

“Criteria for wiretapping are regulated by the Code of Criminal

Procedure of Poland (CCP), issued 6th June 1997, Chapter

26. Regarding the establishment of wiretaps, in Poland there is

a distinction between the wiretapping carried out as part of a

legal process and operational wiretapping. Concerning "legal

process

wiretapping" CCP applies,

whereas "operational

wiretapping" is regulated by the respective laws and

regulations of the control services.

“Legal process wiretapping” is regulated in Chapter 26 of the

Code of Criminal Procedure (CCP). Art. 237 identifies cases

where wiretapping could be ordered by the court, i.e.: to detect

and obtain evidence for the legal proceedings, which are

currently taking place, and to prevent new crimes from being

committed.

In accordance with CCP art. 237, §1

Wiretapping is ordered by the court at the request of the

prosecutor. The list of crimes that can be subjected to control

of the content of telephone conversations is regulated in the

Art. 237, §3.

In accordance with CCP art. 237, §2

In urgent cases, the surveillance and recording of

conversations may be ordered by a prosecutor who is,

however, obligated to obtain an approval for the order from the

court within 5 days.

“Operational wiretapping” may be applied within a framework

of operational control by services such as the Police, the

Central Investigation Office of the Police, Polish Border

Guard, the Internal Security Agency (ABW) and the Central

Anti-Corruption Bureau (CBA). Conditions for operational

wiretapping are stated in the competence laws of the

aforementioned services and their internal regulations.

Laws on Polish Border Guard, ABW and CBA state that if

other means of investigation did not bring results, on the

request of the head of Polish Border Guard, ABW or CBA and

with a written consent of the Prosecutor General, a court may

decide to commence operational control. Operational control

includes a control of correspondence, packages and operational

wiretapping.

In the Police Act of 6

April 1990, Art. 19 it is stated that if

other means of investigation did not bring results, on the

request of the head of Police or the head of the Central

Investigation Office of the Police and with a written consent of

the Prosecutor General, regional court may decide to

commence operational control. Operational control includes a

control of correspondence, packages and operational

wiretapping. Also the head of regional Police (Voivodship

Police) may apply to a regional court for a permit for the

operational control, including wiretapping. The written consent

of a regional prosecutor is needed in this case.

Art. 19 of the Police Act specifies that operational control can

be carried out in secret, and implies the use of technical means

allowing the police to obtain information and evidence in a

secret way and to record it. By information the law implies the

content of telephone conversations and other information

transmitted through telecommunication networks.

Art. 19 of the Police Act and laws on Polish Border Guard, the

Internal Security Agency (ABW) and the Central Anti-

Corruption Bureau (CBA) state that operational control,

including wiretapping may take place for a period of time not

longer than 3 months. A court may prolong the operational

control, including wiretapping by a period of time not longer

than another 3 months. It is the court that issues such a

decision on a request from the head of Police, the head of the

Central Investigation Office of the Police or the head of

regional Police (Voivodship Police). A written consent of the

respective prosecutor is needed (Prosecutor General or a

regional prosecutor). It is possible to extend the operational

control even further in justified cases, when new circumstances

important to prevent or detect crime or establish perpetrators

and obtain evidence of crime appear. The regional court issues

such a decision, upon a written request of the head of Police,

the head of ABW, the head of CBA or the head of Polish

Border Guard, following a written consent of the Prosecutor

General (Police Act, Art. 19, §9 and laws on Polish Border

Guard, ABW and CBA).”

Den danske ambassade i Warzawa har i øvrigt fremsendt ambassadens

oversættelse af en artikel om debatten i Polen vedrørende overvågning i

anledning af lovforslaget givende efterretningstjenesten mulighed for

friere adgang til telekommunikationsdata. Debatten og uenighederne

mellem det polske Indenrigsministerium, Udenrigsministerium og

Ministerium for Administration og Digitalisering blev beskrevet i den

vedhæftede artikel fra den polske avis Rzeczpospolita af d. 2. september.

Der henvises til

bilag 4.

For så vidt angår Portugal har den danske ambassade i Lissabon oplyst

følgende:

”Principperne for aflytningskendelser er fastsat i portugisisk

straffelov (Código

de Processo Penal)

DL n.º 78/87 af 17.

februar 1987, artikel 187.

Aflytning og registrering af telefonsamtaler eller meddelelser

må kun anvendes i forbindelse med en undersøgelse, hvis der

er grund til at tro, at foranstaltningen er afgørende for at fastslå

sandheden, eller at beviser ellers ville være umulige eller

meget vanskelige at tilvejebringe.

Aflytning kan kun foretages overfor den mistænkte eller

tiltalte, eller overfor mellemmænd, for hvilke der er rimelig

grund til at antage, at disse modtager eller videresender

meddelelser til eller fra mistænkte eller tiltalte, samt ved den

krænkedes samtykke, faktisk eller formodet.

Kendelser gives for tre måneder, som kan fornyes ved fortsat

opfyldelse af ovenstående kriterier.

Der

skal

indhentes

begrundet

undersøgelsesdommeren

efter

anklagemyndigheden i tilfældene:

kendelse

anmodning

fra

lovovertrædelser med over tre års maksimal

fængselsstraf,

lovovertrædelser relateret til handel med narkotika,

røveri med ulovligt våben samt våbenhandel,

smugling,

injurier, trusler, tvang, krænkelser mod privatlivets fred

og forstyrrelse af ro og orden, når dette sker telefonisk,

trusler om handlinger af kriminel karakter, trusler om

misbrug samt foregivelse af faresignaler,

flugtforsøg, når sagsøgte er dømt for nogen af

ovenstående lovovertrædelser.

Aflytningskendelser kan alternativt rekvireres fra dommeren i

den lokalitet, hvor samtalen eller meddelelsen kan tænkes at

finde sted, eller af den myndighed, der er ansvarlig for sagens

strafferetlige efterforskning, i følgende tilfælde, og såfremt

kendelsen efterfølgende henledes til undersøgelsesdommerens

opmærksomhed indenfor 72 timer:

terrorisme,

voldelig

eller

meget

organiseret

kriminalitet,

kidnapning, bortførelse og gidseltagning,

krænkelser rettet mod en persons kulturelle identitet og

personlige integritet, som fastsat i straffeloven vedr.

krænkelser af internationale menneskerettigheder,

trusler mod national sikkerhed,

møntforfalskning og forfalskning af værdipapirer,

handlinger omfattet af konventionen for luft- og

søfartssikkerhed.”

For så vidt angår Sverige har den danske ambassade i Stockholm oplyst

følgende:

”Ifølge svensk lovgivning skal en domstol give tilladelse til

aflytning som f.eks. telefonaflytning og rumaflytning. En

tilladelse til telefonaflytning kan gives ved udredninger af

forbrydelser, som kan give fængsel i minimum to år og for

visse andre forbrydelser af særlig karakter. For at få tilladelse

til rumaflytning kræves det, at der er tale om meget alvorlige

forbrydelser, hvor der er en minimumsstraf på fængsel i fire

år.”

Det fremgår i øvrigt, at den svenske lovgivning for aflytning (27 kapitel,

18-25 § i Rättegångsbalk (1942:740) kan tilgås via følgende link:

https://lagen.nu/1942:740.

For så vidt angår Tjekkiet har den danske ambassade i Prag oplyst

følgende:

”Kriterierne for udstedelse af tilladelse til aflytning i Tjekkiet

findes i den tjekkiske straffelovs paragraf 88. En tilladelse til

aflytning kan gives, hvis der er begrundet mistanke om, at

informationer, der er væsentlige for en efterforskning, vil blive

kommunikeret igennem mediet. En sådan tilladelse gives af en

dommer på anmodning fra den offentlige anklager.

Kommunikation mellem en anklaget og hans forsvarer må dog

ikke aflyttes. En tilladelse til aflytning gælder maksimalt 6

måneder, men kan hvis nødvendigt forlænges af en dommer

efter anmodning.”

For så vidt angår Ungarn har den danske ambassade i Budapest oplyst

følgende:

“I følge det ungarske Indenrigsministerium kan såvel politiet,

sikkerhedsmyndighederne og skattemyndighederne foretage

aflytning i henhold til gældende ret. Hvad angår det retlige

grundlag for tilladelse til at foretage aflytning henvises til

vedhæftede uddrag af kriminallovgivningen (bilag A) og

lovgivning vedrørende politiets beføjelser (bilag B). Som

generel regel kan aflytning, herunder optagelse af privat

kommunikation og telekommunikation, i udgangspunkt kun

foretages i forbindelse med en efterforskning (”in the case of

serious criminal acts") og ved forudgående indhentelse af

dommerkendelse. En begæring om anvendelse af aflytning skal

indgives til lokal domstol og indeholde følgende:

Lokaliteten for anvendelse af aflytningsudstyret

II.

III.

IV.

Beskrivelse af de konkrete udstyr

Start og sluttidspunkt for aflytningen

Navn og andre informationer til identifikation af den

aflyttede person

Begrundelse for anvendelse af aflytning i pågældende

efterforskning

Domstolen har efter modtagelse af begæringen 72 timer til at

træffe beslutning. I udgangspunkt kan domstolen give

tilladelse til aflytning i op til 90 dage med efterfølgende

mulighed for forlængelse. I hastende sager, hvor tilladelse om

aflytning

ikke

kan

nås

begæret,

kan

efterforskningsmyndigheden give hasteordre om aflytning i op

til 72 timer. Begæringen skal indsendes til domstolen hurtigst

muligt herefter. Enhver information optaget i forbindelse med

aflytningen og vurderet irrelevant for efterforskningen skal

destrueres indenfor 8 dage efter afslutningen af aflytningen.“

For så vidt angår henvisningen til bilag A og B i oplysningerne fra den

danske ambassade i Budapest, henvises der til bilag 1 til besvarelsen.

For så vidt angår Østrig har den danske ambassade i Wien oplyst følgende:

”For

hele

efterforskningsprocessen,

specielt

tvangsforanstaltninger,

gælder

retningslinjerne

forholdsmæssighed ifølge § 5 StPO. Ifølge disse skal enhver

indskrænkning af rettigheder stå i passende forhold til

lovovertrædelsen, mistanken og forventede udgang. Under

flere foranstaltninger er den at vælge, som indskrænker den

berørtes rettigheder mindst muligt.

Optisk og akustisk overvågning er ifølge § 136, Abs. 1 StPO

tilladt i følgende tilfælde:

1. Ved alvorlig mistanke om, at den der overvåges har

bortført en anden, og overvågningen begrænser sig til

hændelsesforløb og ytringer inden for tidspunktet og

stedet for frihedsberøvelsen,

2. hvis overvågningen begrænser sig til hændelsesforløb

og ytringer, der er bestemt for underretning af

undercover efterforskeren eller en anden person med

kendskab til overvågningen eller som straks af denne

kan registreres, og hvis de anses for at være nødvendige

for en opklaring af en forbrydelse (§ 17 Abs. 1 StGB),

3. hvis opklaringen af en forbrydelse der er strafbar med

mere end 10 års fængsel eller en forbrydelse begået af

kriminel

organisation

eller

terroristisk

sammenslutning (§§ 278a og 278b StGB), eller hvis

opklaringen eller forhindringen af begåede eller

planlagte strafbare handlinger inden for en sådan

organisation eller sammenslutning eller udforskningen

af den mistænktes opholdssted ellers ville være

udsigtsløs eller væsentligt vanskeliggjort og

a. den overvågede person selv er mistænkt for en

af ovennævnte forbrydelser eller

b. det grundet bestemte kendsgerninger kan

antages, at en kontakt mellem en sådan

mistænkt person og den person, som

overvågningen retter sig mod, vil opsøges.

Under punkt 3 er det muligt også at trænge ind i boliger, hvis

dette til gennemførelse af overvågningen er uundgåeligt, og det

grundet bestemte kendsgerninger kan antages, at den

mistænkte benytter de berørte rum.

En overvågning ifølge punkt 3 til forhindring af begåede eller

planlagte strafbare handlinger inden for en kriminel

organisation eller terroristisk sammenslutning er kun tilladt,

hvis bestemte kendsgerninger tyder på en alvorlig trussel mod

den offentlige sikkerhed.

En overvågning ifølge punkt 1 kan kriminalpolitiet

gennemføre af egen kraft. Ellers kan kriminalpolitiets

overvågninger kun gennemføres efter kendelse fra

statsadvokaturen med rettens bevilling (ex ante), hvortil en

indtrængen i rum hver især kræver en bevilling fra retten.

Derudover er det overladt til en juridisk befuldmægtiget person

at undersøge og kontrollere kendelse, tilladelse, bevilling og

gennemførelse

overvågning.

Den

juridisk

befuldmægtigede er et af justitsmyndighederne uafhængigt

kontrolorgan.

Den gejstlige tavshedspligt er beskyttet og er ikke at komme

udenom. En akustisk overvågning af skriftestol og rum, der

tjener den gejstlige samtale, er ikke tilladt. Det samme gælder

for de under § 157, Abs. 1 Z 2 – 4 nævnte persongrupper.

For samtlige nævnte erhvervsgrupper (gejstlige og personer

under § 157, Abs. 1 Z 2 – 4) gælder forbuddet dog ikke, hvis

disse personer selv er alvorligt mistænkt for en

lovovertrædelse. Forudsætning for en overvågningskendelse

fra statsadvokaturen og også for rettens bevilling er den

juridisk befuldmægtigede persons tilsagn.”

Det bemærkes, at spørgsmålet tidligere er stillet til justitsministeren som

spørgsmål nr. 123 (Alm. del) af 25. august 2015 fra Folketingets

Retsudvalg.