EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 134: I forlængelse af samrådet med social- og indenrigsministeren den 20. november 2015 vedlægges til underretning for Folketingets Europaudvalg ministerens talepunkter i lyset af sagens tekniske karakter

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 134
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Det talte ord gælder

Anledning

Besvarelse af Europaudvalgets

samrådsspørgsmål C om Bruxelles IIa-

forordningen - internationale sager om

forældremyndighed, samvær og

skilsmisse i forhold til lande, der ikke

anerkender medmoderskab og ægteskab

mellem to personer af samme køn.

20. november 2015, kl. 14.00.

Christiansborg

Dato / tid

Sted

Samrådsspørgsmål C:

"Ministeren bedes redegøre for, om ministeren er enig i, at

der i de retsakter, som et flertal i Folketinget tilvælger efter et

evt. ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015, ligger et

princip om gensidig anerkendelse, som betyder, at andre

landes afgørelser om forældremyndighed, samvær,

skilsmisse mv. i grænseoverskridende sager med danske

børn og familier vil skulle anerkendes af danske myndigheder

– også reglerne i de EU-lande, som ikke anerkender

homoægteskaber, medmødre og børns ret til dem. Ministeren

bedes desuden redegøre for, om hun er enig i, at når

regeringen ikke kender og tilsyneladende ikke vil indhente

oplysninger om lovgivningen på familie- og børneområdet

i de 27 andre EU-lande, f.eks. ift. andre landes anerkendelse

af medmødre, vil det forblive uigennemskueligt, hvilke

konsekvenser et ja ved folkeafstemningen vil få for danske

familier. Spørgsmålet stilles i forlængelse L 29 – svar på

spørgsmål 103, 121 og 122."

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 134: I forlængelse af samrådet med social- og indenrigsministeren den 20. november 2015 vedlægges til underretning for Folketingets Europaudvalg ministerens talepunkter i lyset af sagens tekniske karakter

Svar på samrådsspørgsmål C:

[Indledning]

Tak for ordet og tak for muligheden for at tydeliggøre, hvilken

betydning det vil have – og ikke have – for familierne, hvis

folkeafstemningen den 3. december fører til en omdannelse af

retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Der tales i spørgsmålet om anerkendelse i Danmark af afgørelser

om forældremyndighed, samvær og skilsmisse, og jeg lægger

derfor i min besvarelse til grund, at spørgsmålet vedrører

Bruxelles IIa-forordningen.

[Generelt om Bruxelles IIa-forordningen og baggrunden

for at tilvælge den]

Helt overordnet har forordningen til formål at forenkle og

effektivisere behandlingen af grænseoverskridende tvister i sager

om forældreansvar, herunder børnebortførelse, separation og

skilsmisse.

Forordningen indeholder regler om international kompetence i

disse sager og om anerkendelse af afgørelser om

forældremyndighed, samvær og skilsmisse. Forordningen

indeholder også regler om tilbagegivelse af bortførte børn. Disse

regler skal forhindre, at i forvejen vanskelige internationale sager

om f.eks. børnebortførelse og samvær trækkes unødigt i langdrag.

Forordningen har dermed med sin målsætning om at forenkle og

effektivisere fokus på barnets bedste.

Forordningen er blandt de retsakter, som partierne bag de

politiske aftaler vil tilvælge, hvis resultatet af folkeafstemningen

den 3. december bliver et ja. Som bekendt har det været

aftalepartiernes pejlemærke at tilvælge lovgivning, som blandt

andet indebærer konkrete fordele for borgere.

Når det drejer sig om international familieret og dermed et tilvalg

af forordningen, har vi lagt vægt på, at familierne i stigende grad

er ”grænseoverskridende”. Danskere gifter sig og får børn med

borgere fra andre EU-lande, de flytter som familie til et andet EU-

land, og nogle familier går fra hinanden igen – måske for at tage

bopæl i et helt tredje EU-land.

Vi bør tilstræbe, at de problemer, der følger i kølvandet på et brud

i en familie, løses lige nemt og effektivt – uanset om begge parter

bor i Esbjerg, eller en bor i Esbjerg og en anden i Hamburg.

Forudsigelighed og effektivitet er omdrejningspunktet i den

sammenhæng, og tiden et helt centralt element i disse sager.

Når vi taler om Bruxelles IIa-forordningen, vil der navnlig være

fordele for borgerne på to punkter: Det bliver nemmere at få

fuldbyrdet danske samværsafgørelser i andre EU-lande, og hvis

en forælder bortfører barnet til et andet EU-land, vil der blive

bedre mulighed for at få barnet hjem.

For at svare fyldestgørende på spørgsmålet er det indledningsvist

vigtigt for mig at fastslå, hvad EU kan lovgive om på det

familieretlige område. Dernæst vil jeg redegøre for, hvad der

gælder i dag, og til sidst vil jeg beskrive, hvordan forordningen vil

påvirke retstilstanden for familierne.

[EU kan kun lovgive om grænseoverskridende

spørgsmål på det familieretlige område]

På det familieretlige område kan EU kun lovgive om

grænseoverskridende spørgsmål. Det vil sige, at EU ikke kan

ændre på de danske regler om, hvornår man kan blive skilt, hvem

der får forældremyndigheden over et barn efter en skilsmisse, og

hvordan et samvær skal fungere.

Reguleringen fra EU på området drejer sig især om spørgsmål

om, i hvilket EU-land en sag skal behandles (international

kompetence), samt om anerkendelse og fuldbyrdelse i et EU-land

af afgørelser fra et andet EU-land. EU regulerer således kun

situationer, hvor en sag har tilknytning til flere EU-lande, typisk

fordi parterne bor i hvert sit EU-land.

Af samme grund indeholder forordningen alene regler, der skal

lette behandlingen af grænseoverskridende sager om

forældremyndighed og skilsmisse.

Vi vil derfor i Danmark forsat kunne opretholde vores lovgivning

om f.eks. forældremyndighed, samvær og skilsmisse.

Forordningen vil heller ikke have betydning for lovgivningen om

medmødre og ægteskab mellem to personer af samme køn.

[Hvad gælder i dag]

Det fremgår af den analyserapport, der ligger til grund for aftalen

om tilvalg af de 22 retsakter, at et tilvalg af forordningen

overordnet set ikke medfører ændring i forhold til den gældende

retstilstand for anerkendelse i Danmark af andre EU-landes

afgørelser om forældremyndighed, samvær og skilsmisse.

Det skyldes det konventionssamarbejde, vi allerede i dag har med

andre EU-lande i forhold til forældremyndighed og samvær.

I relation til international kompetence og anerkendelse af

afgørelser i Danmark på skilsmisseområdet svarer forordningens

regler til den gældende retstilstand i Danmark.

[Gældende ret – hvem træffer afgørelserne om

forældremyndighed og samvær]

Danmarks samarbejde med de øvrige lande i EU om

forældremyndighed og samvær bygger på en Haagerkonvention

fra 1996 om beskyttelse af børn.

Landene i dette konventionssamarbejde er enige om, at sager om

forældremyndighed skal afgøres i det land, hvor barnet bor.

Konkret betyder det bl.a., at domstolene i Italien normalt ikke kan

træffe afgørelse om forældremyndighed over et barn, der bor i

Danmark.

Når et barn bor i Danmark, er det altså danske myndigheder, der

træffer afgørelse om forældremyndighed - og afgørelsen træffes

efter dansk ret. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være,

hvis vi tilvælger Bruxelles IIa-forordningen.

[Gældende ret – anerkendelse af udenlandske afgørelser

om forældremyndighed, samvær og skilsmisse]

Når det kommer til spørgsmålet om anerkendelse af afgørelser

om forældremyndighed og samvær fra andre EU-lande, så

betyder vores nuværende konventionssamarbejde, at vi allerede i

dag anerkender sådanne afgørelser.

For lige at slå det helt fast, så er vi altså allerede i dag forpligtede

til at anerkende en udenlandsk afgørelse om f.eks.

forældremyndighed, selv om den er truffet efter en lovgivning, der

afviger fra den danske.

Der er dog inden for det eksisterende samarbejde enkelte grunde

til at nægte at anerkende en afgørelse, f.eks. hvis modparten eller

barnet ikke har fået mulighed for at udtale sig, eller hvis

anerkendelse af den udenlandske afgørelse strider mod

grundlæggende retsprincipper – det vi også kalder ”ordre public”.

”Ordre public” har i dansk ret et meget snævert

anvendelsesområde – vi taler helt fundamentale grundsætninger.

Jeg er ikke bekendt med, at vi har afvist at anerkende en

afgørelse om forældremyndighed eller samvær på dette grundlag.

De samme principper gælder for anerkendelse af afgørelser om

skilsmisser.

[Betydningen for anerkendelse af en afgørelse, at

afgørelsen er truffet i et land, der ikke anerkender

"homoægteskaber, medmødre og børns ret til dem"]

Og efter denne gennemgang af reglerne vil jeg så svare på, om et

tilvalg af forordningen betyder, at ”andre landes afgørelser om

forældremyndighed, samvær, skilsmisse mv. i

grænseoverskridende sager med danske børn og familier vil

skulle anerkendes af danske myndigheder – også reglerne i de

EU-lande, som ikke anerkender homoægteskaber, medmødre og

børns ret til dem”.

Jeg forstår spørgsmålet sådan, at det ønskes oplyst, om det har

betydning for anerkendelsen i Danmark, at afgørelsen er truffet i

et land, der ikke anerkender ægteskab mellem to personer af

samme køn eller ikke anerkender medmoderskab. Altså, hvad

betyder det, at nogle lande har andre familieretlige regler end os?

Det korte svar er, at vi som nævnt allerede i dag anerkender

afgørelser om forældremyndighed, selvom de kommer fra lande

med en anden familieretlig lovgivning end i Danmark.

Vi kan altså heller ikke i dag nægte at anerkende en udenlandsk

afgørelse, blot fordi sagen havde fået et andet udfald, hvis den var

blevet afgjort i Danmark efter danske regler.

På samme måde kan vi i dag heller ikke nægte at anerkende en

udenlandsk afgørelse, der på grund af de udenlandske regler ikke

giver samme rettigheder/muligheder, som en dansk afgørelse

efter danske regler kunne have ført til.

Et eksempel kunne være en udenlandsk afgørelse, der tildeler

moren eneforældremyndighed, selvom en dansk afgørelse i

samme sag ville have ført til fælles forældremyndighed.

Et måske mere tænkt eksempel kunne være en udenlandsk

afgørelse, der ophæver en fælles forældremyndighed mellem 2

kvinder (mor og medmor) og tildeler forældremyndigheden til

moren alene med den begrundelse, at den anden

forældremyndighedsindehaver er en såkaldt ”medmor” efter

danske regler, og at denne konstruktion ikke findes i det andet

land.

Jeg skal her igen understrege, at en udenlandsk domstol normalt

ikke må træffe afgørelse om forældremyndighed og samvær, når

barnet bor her i landet. Hvis barnet bor i Danmark, træffes

afgørelsen her. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være,

hvis vi tilvælger Bruxelles IIa-forordningen.

Og lad mig også bemærke, at afgørelser om

eneforældremyndighed som nævnt i eksemplerne kun har

betydning i Danmark, hvis f.eks. moren og barnet er flyttet hertil,

efter afgørelsen blev truffet. Og der vil kun opstå en tvist i sagen,

hvis den anden forælder gør gældende, at den udenlandske

afgørelse ikke skal anerkendes i Danmark.

Jeg er ikke bekendt med sådanne sager.

[Hvordan vil forordningen påvirke retstilstanden for

familierne?]

Overordnet set svarer Bruxelles IIa-forordningens regler om

kompetence og om anerkendelse af afgørelser om

forældremyndighed og samvær som sagt til reglerne i 1996-

konventionen. Og på samme måde svarer forordningens

regulering af skilsmisseområdet til den måde vi i Danmark

håndterer internationale skilsmissesager.

Derfor medfører tilvalg af forordningen overordnet set ingen

ændring i den gældende retstilstand med hensyn til anerkendelse

i Danmark af afgørelser fra andre EU-lande.

Som jeg allerede har nævnt, fremgår dette klart af

analyserapporten bag aftalen om tilvalg af de 22 retsakter.

Vi vil således efter Bruxelles IIa-forordningen - lige som i dag -

anerkende afgørelser om forældremyndighed, samvær og

skilsmisse, selvom de er truffet i EU-lande med en anden

familieretlig lovgivning end i Danmark. Og vi kan ikke afslå at

anerkende en afgørelse, blot fordi sagen havde fået et andet

udfald, hvis den var blevet afgjort i Danmark.

Og derfor har vi heller ikke behov for i detaljer at kende

lovgivningen om forældremyndighed og medmoderskab i de andre

EU-lande, for at kunne tage stilling til tilvalg af Bruxelles IIa-

forordningen.

[Afrunding]

Som jeg sagde indledningsvist, så skal vi tilvælge forordningen,

fordi den indebærer konkrete fordele for borgerne.

For det første vil en dansk afgørelse om samvær hurtigere og

nemmere end i dag kunne få virkning i det EU-land, hvor barnet

bor.

Og hvis en forælder bortfører barnet til et andet EU-land, vil der

blive bedre mulighed for at få barnet hjem. Der kommer

simpelthen et redskab mere i værktøjskassen, idet den efterladte

forælder efter forordningen vil kunne søge om eneforældre-

myndighed ved de danske domstole, hvis de udenlandske

myndigheder har afvist at tilbagegive barnet. Denne afgørelse kan

efter forordningen uden videre fuldbyrdes i det land, som barnet er

blevet bortført til.

Hertil kommer, at vi med et tilvalg vil få indflydelse på det

fremtidige internationale samarbejde om forældremyndighed,

samvær og skilsmisse.