15.12.2015
Arkitektforeningen er bekymret for de foreslåede ændringer af planloven.
Arkitektforeningen deler fuldt og helt Regeringens intention med strategien ”Vækst og udvikling i hele
Danmark”. En balanceret udvikling over hele landet er en af de allerstørste politiske og planlægningsmæssige
udfordringer i disse år. Det kræver god planlægning. Planloven bliver gerne udråbt til vækstens værste
fjende, men den er faktisk et af de stærkeste kort, vi har. Derfor er Arkitektforeningen også dybt bekymret
over de mulige konsekvenser af de konkrete forslag på særligt planlovsområdet. I bedste fald fokuseres der
på problemer, som ikke findes, eller har sin rod i andre forhold end dem, regeringen vil ændre – i værste fald
vil de foreslåede forandringer forværre de eksisterende forhold. Det har Arkitektforeningen og andre
professionelle aktører på planområdet dokumenteret i en lang række debatindlæg og artikler i fagmedier
igennem de sidste måneder – senest i et temanummer af fagbladet
Arkitekten
(11-2015).
Arkitektforeningens bekymring gælder både de bebudede ændringer på detailhandelsområdet og de
umiddelbart voldsomme lempelser i kysbeskyttelsen såvel som den forvaltningsmæssige uhensigtsmæssige
opsplitning af klagenævnene, som umiddelbart signalerer, at planlægning er én ting, mens naturbeskyttelse
er en anden. Én af grundene til de sidste 40 års succesfulde planlægning i Danmark (som i internationale
fagkredse regnes for et absolut forbillede) er netop, at vækst, udvikling, beskyttelse og benyttelse er blevet
betragtet som ét samlet hele. De fremlagte forslag til ændringer er et frontalt angreb på nogle af de
grundlæggende muligheder for koordinering af den fysiske planlægning, som igennem en grundig afvejning
af forholdet mellem fællesskabets og individets interesser, rets- og investeringssikkerhed siden afslutningen
af 2. Verdenskrig har været med til at gøre Danmark til ét af verdens mest lige og rige lande.
Særligt bekymrende er med Arkitektforeningens øjne imidlertid lempelserne af landzonebestemmelserne,
som på meget kort tid vil kunne føre til en fuldstændig opløsning af grænsen mellem by og land med en
omfattende spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land til følge. Resultaterne af dette er langt fra blot af
æstetisk karakter, men vil fuldstændig ændre danmarkskortet og gøre det langt vanskeligere at bevare den
sammenhængskraft mellem land og by og de forskellige dele af landet, som ganske vist i dag er truet, men
stadig består. Set i lyset af at kystnærhedszonen samtidig foreslås fjernet, vil de foreslåede ændringer føre til,
at private grundejere, uden at kommunerne har mulighed for at forhindre det kan opføre store bygninger til
industriel landbrugsdrift ned til en afstand af 300 m fra strandkanten. Og i stedet for at opfordre til at
koordinere planlægningsindsatsen, opfordres kommunerne med de foreslåede ændringer til øget indbyrdes
konkurrence – en konkurrence, der naturligvis vil have vindere og tabere, i modstrid med ønsket om at skabe
vækst og udvikling over hele landet.
Området er omfattende og komplekst, og de foreslåede ændringer har mange indbyrdes følgevirkninger, hvis
konsekvenser ved en nærmere analyse synes nærmest uoverskuelige. Følgende spørgsmål bør dog som et
minimum indgå i en granskning af konsekvenserne af de foreslåede ændringer af landzonebestemmelserne:
1.
Har man i regeringens udspil ’Vækst og udvikling i hele Danmark’ taget højde for, at man ved uden
videre at tillade anden anvendelse af overflødiggjorte bygninger i landzone risikerer at umuliggøre
strategisk nedrivning og koncentration af bebyggelse og funktioner på levedygtige enheder?
2. Hvad skal forstås ved ’anden anvendelse’ og ’ferieboliger’ i forslaget om alternativ ibrugtagning af
overflødiggjorte landbrugsbygninger? Hvorledes rækker disse ud over de allerede fast definerede
muligheder for at indrette boliger eller erhverv i tiloversblevne landbrugsbygninger?