Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 98
Offentligt
15.12.2015
Arkitektforeningen er bekymret for de foreslåede ændringer af planloven.
Arkitektforeningen deler fuldt og helt Regeringens intention med strategien ”Vækst og udvikling i hele
Danmark”. En balanceret udvikling over hele landet er en af de allerstørste politiske og planlægningsmæssige
udfordringer i disse år. Det kræver god planlægning. Planloven bliver gerne udråbt til vækstens værste
fjende, men den er faktisk et af de stærkeste kort, vi har. Derfor er Arkitektforeningen også dybt bekymret
over de mulige konsekvenser af de konkrete forslag på særligt planlovsområdet. I bedste fald fokuseres der
på problemer, som ikke findes, eller har sin rod i andre forhold end dem, regeringen vil ændre – i værste fald
vil de foreslåede forandringer forværre de eksisterende forhold. Det har Arkitektforeningen og andre
professionelle aktører på planområdet dokumenteret i en lang række debatindlæg og artikler i fagmedier
igennem de sidste måneder – senest i et temanummer af fagbladet
Arkitekten
(11-2015).
Arkitektforeningens bekymring gælder både de bebudede ændringer på detailhandelsområdet og de
umiddelbart voldsomme lempelser i kysbeskyttelsen såvel som den forvaltningsmæssige uhensigtsmæssige
opsplitning af klagenævnene, som umiddelbart signalerer, at planlægning er én ting, mens naturbeskyttelse
er en anden. Én af grundene til de sidste 40 års succesfulde planlægning i Danmark (som i internationale
fagkredse regnes for et absolut forbillede) er netop, at vækst, udvikling, beskyttelse og benyttelse er blevet
betragtet som ét samlet hele. De fremlagte forslag til ændringer er et frontalt angreb på nogle af de
grundlæggende muligheder for koordinering af den fysiske planlægning, som igennem en grundig afvejning
af forholdet mellem fællesskabets og individets interesser, rets- og investeringssikkerhed siden afslutningen
af 2. Verdenskrig har været med til at gøre Danmark til ét af verdens mest lige og rige lande.
Særligt bekymrende er med Arkitektforeningens øjne imidlertid lempelserne af landzonebestemmelserne,
som på meget kort tid vil kunne føre til en fuldstændig opløsning af grænsen mellem by og land med en
omfattende spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land til følge. Resultaterne af dette er langt fra blot af
æstetisk karakter, men vil fuldstændig ændre danmarkskortet og gøre det langt vanskeligere at bevare den
sammenhængskraft mellem land og by og de forskellige dele af landet, som ganske vist i dag er truet, men
stadig består. Set i lyset af at kystnærhedszonen samtidig foreslås fjernet, vil de foreslåede ændringer føre til,
at private grundejere, uden at kommunerne har mulighed for at forhindre det kan opføre store bygninger til
industriel landbrugsdrift ned til en afstand af 300 m fra strandkanten. Og i stedet for at opfordre til at
koordinere planlægningsindsatsen, opfordres kommunerne med de foreslåede ændringer til øget indbyrdes
konkurrence – en konkurrence, der naturligvis vil have vindere og tabere, i modstrid med ønsket om at skabe
vækst og udvikling over hele landet.
Området er omfattende og komplekst, og de foreslåede ændringer har mange indbyrdes følgevirkninger, hvis
konsekvenser ved en nærmere analyse synes nærmest uoverskuelige. Følgende spørgsmål bør dog som et
minimum indgå i en granskning af konsekvenserne af de foreslåede ændringer af landzonebestemmelserne:
1.
Har man i regeringens udspil ’Vækst og udvikling i hele Danmark’ taget højde for, at man ved uden
videre at tillade anden anvendelse af overflødiggjorte bygninger i landzone risikerer at umuliggøre
strategisk nedrivning og koncentration af bebyggelse og funktioner på levedygtige enheder?
2. Hvad skal forstås ved ’anden anvendelse’ og ’ferieboliger’ i forslaget om alternativ ibrugtagning af
overflødiggjorte landbrugsbygninger? Hvorledes rækker disse ud over de allerede fast definerede
muligheder for at indrette boliger eller erhverv i tiloversblevne landbrugsbygninger?
ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 98: Henvendelse af 16/12-15 fra Akademisk Arkitektforening, vedrørende landzonebestemmelser
1582445_0002.png
3. Hvordan forholder man sig til, at der med forslaget om, at fristen for at udnytte en landzonetilladelse
forlænges fra 3 år til 5 år, samt at der skal kunne gives 10-årig byggeret ved ejerens frivillige
nedrivning af en bolig, potentielt kan opstå tomme grunde og byggetomter i endnu længere tid –
hvilket kan skæmme den øvrige bebyggelse og forringe værdien heraf?
4. Vil ændringerne om at
- der ved nedrivning opnås 10-årig bygningsret hvor som helst på grunden
- nye bygninger på landbrugsejendomme frit skal kunne placeres på ejendommen
- bygninger frit skal kunne anvendes til andre formål uden begrænsninger
blive et retskrav eller blive en kommunal prioritering ud fra rammerne i kommunalplanen eller
anden kommunal planlægning? Ved sidstnævnte tilfælde, hvilken rammer vil så gøres gældende? Og
vil man i givet fald acceptere, at borgere og virksomheder behandles endnu mere forskelligt, alt efter
hvor man bor, fordi kommuner har forskellige prioriteringer? Bliver der tale om et retskrav for
grundejeren, hvordan vil man så sikre sikkerhed for investering og kendte udviklingsrammer, idet
naboen da kan have retskrav på at placere generende bygninger og landbrugsvirksomhed hvor som
helst på sin grund, uanset nærhed til nabomatrikel, vindretning, udsyn m.m.?
5.
De foreslåede ændringer fjerner væsentlige elementer i kommunernes muligheder for strategisk
planlægning og indbyrdes koordinering, samtidig med at redegørelseskravene, som bl.a. er statens
mulighed for at sikre væsentlige statslige hensyn i kommunernes planlægning svækkes. Hvordan vil
man sikre, at de bebudede liberaliseringer rent faktisk fører til vækst og udvikling over hele landet og
ikke til en tilbagevenden til den ”terror-planlægning”, som kendtes fra før den nuværende
plansystems indførelse i 1970’erne, hvor investorer kunne true kommunerne individuelt med at
trække investeringer og arbejdspladser ud, hvis ikke de fik deres vilje? Resultatet heraf vil være et
ræs mod bunden, hvor de kommuner, som i forvejen er de stærkeste, vinder, og en lang række
kommuner vil forsøge at underbyde hinanden med fejlslagne investeringer, tomme byggetomter og
ødelagte naturressourcer til følge.
Endeligt kan man jo så spørge sig selv, om ikke blot Arkitektforeningen er en flok bange, reaktionære
æsteter, som ikke forstår sig på den naturlige udvikling der finder sted omkring dem, og den sunde fornuft,
som må være et modsvar herpå? Det er ikke tilfældet. Arkitektforeningen er en standsforening uafhængigt af
politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, og er faktisk nogle af dem, som har foreslået de mest
vidtgående ændringer af planloven.
Det nuværende plansystem er på mange måder utilstrækkeligt og utidssvarende. Der er derfor god grund til
at ændre på det. Men det bør være igennem en grundig proces med behørig inddragelse af offentligheden og
relevante fagligheder. Planloven – som i øvrigt kun er en af flere love, som regulerer den fysiske planlægning
– er i udgangspunktet en rammelov, der sikrer samfundets fælles, blivende interesser, og overlader til de
lokale myndigheder, hvordan man vil forvalte det i den enkelte kommune. Det skal den føres tilbage til at
være i en mere ren form end i dag – og med udgangspunkt i den virkelighed, vi befinder os i i dag. Der er
udpræget behov for at revidere og kvalificere hele plansystemet i Danmark, men det er slet ikke det, der er
tale om her. I stedet for at styrke fokus på sammenhængende, koordineret planlægning, som er dét, der er
behov for, fjerner man nu enkeltstående elementer i det eksisterende system. Alle, der har prøvet at bygge et
korthus ved, hvad det fører til.
Arkitektforeningen vil derfor gerne slå til lyd for en grundlæggende gentænkning af
planloven frem for lempelse af individuelle bestemmelser.
ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 98: Henvendelse af 16/12-15 fra Akademisk Arkitektforening, vedrørende landzonebestemmelser
1582445_0003.png
Uddybende bemærkninger
Ad spm. 1. og 2.
Regeringen vil tillade, at overflødiggjorte bygninger kan tages i brug til anden anvendelse,
herunder ferieboliger. Det risikerer at gøre strategisk nedrivning umulig, hvilket fx kan umuliggøre Hjørrings
præmierede planstrategi om at koncentrere beboelsen på levedygtige små samfund, bl.a. fordi kommunen
ikke længere kan afvise at give landzonetilladelse til anden brug, hvorved realkreditinstitutter, der måtte
have pant i de overflødiggjorte bygninger, ikke vil opgive (dele af) panten.
Desuden er der allerede nogle fast definerede muligheder jf. fx planlovens § 37, som fastsætter at:
”Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kan uden tilladelse efter §
35, stk. 1, tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og en bolig, jf. dog stk. 3,
samt lager- og kontorformål mv. på betingelse af:
1)
2)
At virksomheden eller boligen etableres i beståede bygninger, der ikke om- eller tilbygges i
væsentligt omfang, og
At bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.
Stk. 2:
I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan der endvidere etableres et
mindre ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.
Stk. 3:
Er der flere tidligere landbrugsbygninger på en ejendom, kan der kun etableres en
bolig efter stk. 1 i én af disse bygninger.
Stk. 4:
Der kan ikke efter stk. 1 indrettes mindre butikker og en bolig i tidligere
landbrugsbygninger, der er beliggende inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.”
At åbne for ’anden anvendelse’ og ’ferieboliger’ i gamle landbrugsbygninger kan i øvrigt risikere at medføre
betænkelige scenarier, med udlejning af hvis ikke kondemnable, så i al fald kritisable boliger, til fx
sæsonarbejdere og socialt udsatte.
Ad spm. 3.
Et andet forslag er, at fristen for at udnytte en landzonetilladelse forlænges fra 3 år til 5 år, samt at
der skal kunne gives 10-årig byggeret ved ejerens frivillige nedrivning af en bolig. Den mulighed giver ikke en
hurtigere eller mere langsigtet vækst, til gengæld kan der potentielt opstå tomme grunde og byggetomter i
endnu længere tid – hvilket kan skæmme den øvrige bebyggelse. På landsplan var der ifølge Danmarks
Statistik per 1. januar 2013 164.476 ubeboede boliger i hele landet. Af de ubeboede boliger bør op til 2/3
nedrives hurtigst muligt.
1
Forslaget går efter Arkitektforeningens opfattelse stik imod intentionerne
bag landsbyfornyelsen, og kan i værste fald – hvilket der er masser af eksempler på fra de seneste 15-20 år
– skabe værdiforringelser i områder med lille eller ingen økonomisk vækst.
Ad spm 4.
De ovennævnte og andre forslag relateret til landzonebestemmelserne medfører forvaltnings- og
retssikkerhedsmæssige uklarheder, som Trine Eide, planchef og Jørgen Korning, landdistriktschef,
SEGES
skriver i Altinget:Miljø 16. december 2015
2
om nogle af disse forslag:
”Mulighed for at bygge større boliger. Ved nedrivning opnås 10-årig bygningsret hvor som helst på grunden
Nye bygninger på landbrugsejendomme skal frit kunne placeres på ejendommen. Bygninger skal frit kunne
anvendes til andre formål uden begrænsninger. Da det i Vækstplanen ikke er klart, om de nævnte ændringer
bliver et retskrav eller bliver en kommunal prioritering ud fra rammerne i kommunalplanen eller anden
kommunal planlægning, er konsekvenserne endnu ikke klare.”
1
2
http://politiken.dk/indland/ECE2218160/rapport-op-til-100000-tomme-boliger-boer jaevnes-med-jorden/
http://www.altinget.dk/miljoe/artikel/seges-fremtidens-planlov-giver-baade-muligheder-og-bekymringer
ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 98: Henvendelse af 16/12-15 fra Akademisk Arkitektforening, vedrørende landzonebestemmelser
De skriver videre:
”Der er brug for samtænkning af blandt andet natur, miljø, landskab, planlægning, landdistriktsudvikling,
klimatilpasning, landbrug med mere med en koordineret lovgivning til følge. Det er ikke gjort alene med
ændringer i planloven. For der skal planlægning til. På alle niveauer.”
Og endelig:
”Regeringen understreger, at man stoler på kommunernes dømmekraft og vil respektere kommunernes
ønsker om lokale løsninger. For det første kræver det så, at vi som borgere og virksomheder skal være klar til
at acceptere, at man behandles endnu mere forskelligt, alt efter hvor man bor, fordi kommuner har
forskellige prioriteringer. Er vi det?”
Ad spm. 5.
Ovennævnte indlæg nævner desuden:
Der skal ikke megen kreativitet til for at tilpasse matrikelgrænser og bygningsret, således at der kan flyttes
rigtigt meget rundt på bygningsmassen uden sikkerhed for afledte konsekvenser. Hverken landmand eller
landboer vil med et retskrav dermed vide, om han får ny beboelse eller svinestald som nabo nu eller måske
der, hvor han i fremtiden havde tænkt sig en udflytning.