Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 86
Offentligt
1578688_0001.png
REDEGØRELSE OM
DETAILHANDELS-
PLANLÆGNING
2015
DECEMBER 2015
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord .............................................................................................................................. 5
1.
Indledning ................................................................................................................ 6
2. Den danske detailhandelsstruktur......................................................................... 7
2.1 Hovedtal for detailhandlen ...................................................................................... 7
2.2 Planlovens bestemmelser om detailhandel ........................................................... 10
2.3 Dagligvarer............................................................................................................ 12
2.4 Udvalgsvarer ......................................................................................................... 17
2.5 E-handel ................................................................................................................ 19
2.6 International sammenligning af lovgivning ............................................................ 20
3. Kommunernes planlægning for detailhandel og varetagelsen af
statslige interesser ....................................................................................................... 22
3.1 Regler for kommunernes planlægning .................................................................. 22
3.2 Status for kommunernes planlægning for detailhandel ......................................... 22
3.3 Varetagelse af de statslige interesser i Kommuneplan 2013 ................................ 23
3.4 Kommunernes forslag til planlovens detailhandelsregler ...................................... 25
4. Opfølgning
på
landsplandirektiver
for
detailhandel
i
hovedstadsområdet og Århus ..................................................................................... 26
Bilag............................................................................................................................... 27
Bilag 1.
Begreber og definitioner ............................................................................. 28
Bilag 2. Planlovens bestemmelser om detailhandel .............................................. 30
B2.1 Gennemgang af planlovens formål og regler om detailhandel ............................ 30
B2.2 Regler for kommunernes planlægning ................................................................ 33
B2.3 Historik om planlovens udvikling ......................................................................... 34
B2.4 International sammenligning af lovgivning .......................................................... 36
Bilag 3. Uddybende opfølgning på landsplandirektiver for detailhandel i
hovedstadsområdet og Århus ..................................................................................... 39
B3.1 Opfølgning på landsplandirektivet for hovedstadsområdet ................................. 39
B3.2 Opfølgning på landsplandirektivet for Århus ....................................................... 42
Bilag 4. Analyse af detailhandelsstrukturen ........................................................... 43
B4.1 Detailhandlens omfang og betydning i den samlede økonomi ............................ 43
B4.2 Prissammenligning med udlandet ....................................................................... 48
B4.3 Detailhandlen i et forbrugerperspektiv ................................................................ 50
B4.4 Butiksstrukturen i Danmark ................................................................................. 52
B4.5 Butikkernes beliggenhed .................................................................................... 59
B4.6 Transport i forbindelse med indkøb .................................................................... 64
B4.7 Butikkernes størrelse i forhold til planlovens grænser ........................................ 68
B4.8 Konkurrence og produktivitet .............................................................................. 70
B4.9 E-handel ............................................................................................................. 74
B4.10 Digitalisering og ’Ny’ teknologi som big data, internet of things og
smartere arbejdsprocesser ............................................................................................. 76
Bilag 5.
Litteraturliste ............................................................................................... 77
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0005.png
FORORD
Detailhandlen er en vigtig del af danskernes hverdag. Det skal være let og bekvemt at
købe ind. Udvalget i butikkerne skal være tilpas. Og priserne skal være
konkurrencedygtige.
Detailhandlen spiller også en væsentlig rolle for Danmarks økonomi. Hvert år omsættes
der for mere end 300 mia. kr. i de danske butikker. Og 235.000 personer er beskæftiget i
detailhandlen.
Det er vigtigt, at vi skaber gode rammer for vækst i detailhandlen. Det er en branche i
udvikling, men også en branche hvis muligheder både styrkes og udfordres af e-handlen,
der er i hastig udvikling – også over landegrænserne. Derfor skal vi have fokus på, om
reglerne fortsat er tidssvarende og til gavn for forbrugerne. Planloven indeholder
konkrete bestemmelser for butikkernes placering og deres størrelse, som det er op til
kommunerne at udmønte i kommune- og lokalplaner.
Men hvad er status egentlig? Det kan du læse mere om her i
Redegørelse om
detailhandelsplanlægning 2015,
der belyser den danske detailhandelsstruktur og sætter
fokus på sammenhængen mellem planlovens detailhandelsbestemmelser og
kommunernes planlægning.
Det finder jeg særligt relevant nu, hvor Folketingets partier skal drøfte en liberalisering af
planloven.
Redegørelsen viser blandt andet, at de fleste butikker er langt mindre end planlovens
grænser. Men samtidig er der tendens til, at en del butikker ligger lige op ad planlovens
grænser, særligt for mellemstore butikker. For disse butikker kan planloven være en
barriere for vækst og udvikling.
Samtidig er det værd at lægge mærke til, at butikkerne ligger tæt på, hvor danskerne
bor. 87 pct. af befolkningen har mindre end 2 km til den nærmeste dagligvarebutik, og 98
pct. har under 5 km til deres daglige indkøb.
Jeg hæfter mig også ved, at kommunerne – som er den planlæggende myndighed – har
ønsker om større frihed i planlægningen for detailhandel.
Jeg ser frem til at drøfte fremtiden for detailhandlen på et oplyst og faktuelt grundlag. Og
det er netop, hvad redegørelsen her bidrager til.
Troels Lund Poulsen
Erhvervs- og vækstminister
December 2015
5
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1. INDLEDNING
Med denne redegørelse om detailhandelsplanlægning sættes der fokus på
detailhandelsstrukturen i dag, reglerne i planloven, der regulerer butikkernes størrelse og
placering, og kommunernes planlægning for detailhandel.
Redegørelsen indeholder først en sammenfatning om detailhandelsstrukturen. Kapitlet
belyser detailhandlens omfang og udvikling, butiksstruktur, oversigt over
planlovsbestemmelser, forbrugerperspektiver, butikkernes beliggenhed, butikkernes
størrelse, transportafstande, e-handel og international sammenligning af lovgivning.
Resultaterne er uddybet i bilag 4.
Dernæst følger to kapitler, der i henhold til planloven følger op på henholdsvis
kommunernes planlægning og varetagelsen af statslige interesser samt følger op på
landsplandirektiverne for detailhandel i hovedstadsområdet og Århus.
Som supplement til redegørelsen er udarbejdet en række bilag med ordforklaringer,
yderligere belysning af detailhandlens struktur og udviklingstendenser samt planlovens
detailhandelsbestemmelser.
Detailhandlen består af mange forskellige typer butikker med hver deres karakteristika.
Det statistiske grundlag for redegørelsen er baseret på en række forskellige datakilder.
Derudover har Tetraplan og Incentive leveret undersøgelser til redegørelsen til belysning
af transportvaner i forbindelse med forbrugernes indkøb. Endvidere har Institut for
Centerplanlægning bidraget med en undersøgelse af detailhandlen på Fyn, og Cowi har
udarbejdet en undersøgelse af detailhandlen i 10 byer, som også indgår i redegørelsen.
Datagrundlaget er nærmere uddybet i bilag 4, mens redegørelsens kilder fremgår af
bilag 5.
6
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0007.png
2. DEN DANSKE DETAILHANDELS-
STRUKTUR
2.1
HOVEDTAL FOR DETAILHANDLEN
Detailhandlen i den samlede økonomi
Detailhandlen har en væsentlig funktion i vores samfund og understøtter en stor del af
den samlede økonomi. Det er derfor også vigtigt, at branchen fungerer effektivt. Som
forbrugere er mødet med detailhandlen en fast del af vores dagligdag. Detailhandlen
udgør et centralt bindeled mellem produktionsvirksomheder, grossister og forbrugere ved
at stå for salget af dagligvarer og andre varer til forbrugerne. I 2013 omsatte
detailhandlen samlet for 325 mia. kr. Heraf tegner dagligvarebutikker sig for ca. 45 pct.
Detailhandlen i Danmark består af en række forskellige butikskoncepter lige fra små
minimarkeder, kiosker, købmænd, specialbutikker med fødevarer (fx slagtere,
ostehandlere, vinhandlere mv.), specialbutikker med udvalgsvarer (fx tøj- og skobutikker,
isenkræmmere, møbelforretninger mv.), discountbutikker, varehuse, stormagasiner,
supermarkeder og op til de største supermarkeder (ofte kaldet hypermarkeder). I alt er
1
der omkring 24.000 butikker, som er reguleret af planloven.
Detailhandlen skaber værdi for forbrugerne ved at indkøbe, organisere og sammensætte
et varesortiment, der matcher kundernes behov samt markedsføre, formidle og sælge
varerne. Denne værdiskabelse i detailhandlen svarer til 3�½ pct. af den samlede danske
værdiskabelse (målt ved bruttoværditilvæksten, BVT). Det er udtryk for den merværdi,
som branchen skaber ud over de solgte varers værdi.
Der var i 2013 omkring 235.000 personer beskæftiget i detailhandlen, svarende til ca. 8�½
pct. af den samlede beskæftigelse. Det er relativt mange sammenlignet med branchens
andel af den samlede værdiskabelse. Dette skyldes blandt andet, at detailhandlen
beskæftiger mange på deltid. Sammenlignet med andre brancher er beskæftigelsen i
2
detailhandlen desuden karakteriseret ved et relativt lavt uddannelsesniveau.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere vurderet, at de danske
3
detailhandelspriser lå over udlandets. I Danmark betaler forbrugerne i gennemsnit 18
4
pct. mere for varerne i detailhandlen end i gennemsnittet af EU7-landene (2013-tal).
Prisforskellen til EU7-gennemsnittet reduceres til 2-4 pct., når der korrigeres for en
række forskelle mellem landene, der har betydning for priserne. En stor del af
prisforskellen kan forklares af moms- og afgiftsniveauet i Danmark samt vores relativt
5
høje velstandsniveau . Derudover sælges forholdsvist mange varer på
6
tilbudskampagner i Danmark sammenlignet med udlandet. Ser man alene på
dagligvarer, er de danske priser ca. 4 pct. højere, når der korrigeres for ovenstående
forskelle. For udvalgsvarer er prisforskellen ca. 2 pct.
1
Som udgangspunkt er alle butikker med salg til private forbrugere omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser. Dog
er ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel, postordre), detailhandel af forbigående karakter (fx kræmmermarkeder,
stadepladser mv.) ikke reguleret af planlovens detailhandelsbestemmelser. Hertil kommer, at der i tilknytning til
tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner, fritliggende turistattraktioner mv. kan udlægges arealer til butikker til brug
for de kunder, der i øvrigt benytter anlægget på grund af dets primære funktion. Disse butikker er heller ikke omfattet af
planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse.
2
Jf. Statistikbanken, Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik, beskæftigelse, 2013.
3
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
4
Prissammenligningerne er opdaterede beregninger fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen (2012). Foruden Danmark består EU7 af Belgien, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Tyskland.
5
Den høje velstand i Danmark bidrager isoleret set til højere priser. Et højt velstandsniveau øger lønningerne generelt i
samfundet og kan føre til højere priser.
6
En relativt høj andel af de danske varer bliver solgt på kampagne (organiserede tilbud) sammenlignet med udlandet. Det
indebærer, at de faktisk betalte forbrugerpriser er lavere end opgjort af Eurostat, som danner baggrund for beregningerne.
7
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0008.png
Der kan være flere forklaringer på den tilbageværende prisforskel, fx forskelle i
konkurrencesituationen, og hvor produktive butikkerne i Danmark er sammenlignet med
udlandet. Jo mere effektive butikkerne er, desto lavere enhedsomkostninger har de, og
desto lavere priser kan de tilbyde. I det omfang produktiviteten i den danske detailhandel
er højere og konkurrencen større end gennemsnittet for EU7, kunne de danske priser
meget vel være lavere end gennemsnittet for EU7, når der korrigeres for føromtalte
forskelle.
Produktivitetsvæksten er relativt lav i detailhandlen sammenlignet med andre erhverv i
Danmark, men også sammenlignet med detailhandlen i andre lande, jf. bilag 4. Det kan
bl.a. være en forklaring på de relativt høje detailpriser i Danmark.
Produktivitetskommissionen, som blev nedsat af den tidligere regering i begyndelsen af
2012, vurderede, at der i perioden 1995-2010 var et produktivitetsefterslæb på 3�½
procentpoint i forhold til Sverige. Produktivitetskommissionen anbefalede på den
baggrund en væsentlig lempelse af planlovens detailhandelsbestemmelser om butikkers
7
størrelse og placering.
Detailhandlens struktur fordelt på butikker
8
Detailhandlen omfatter i alt knap 24.000 butikker fordelt på ca. 8.500 dagligvarebutikker
og 15.500 udvalgsvarebutikker. Dvs. dagligvarebutikkerne udgør godt 1/3 af alle
detailhandelsbutikker reguleret af planloven.
De 8.500 dagligvarebutikker består af knap 2.000 købmænd og kiosker, 2.600
supermarkeder og discountbutikker mv. samt 2.300 specialbutikker med dagligvarer (fx
slagtere, ostehandlere og vinhandlere). Endelig er der knap 1.700 butikker, der handler
9
med andre dagligvarer (fx apoteker, kosmetik- og blomsterforretninger), jf. figur 1.
Ser man alene på de dagligvarebutikker, der vurderes at have et fuldt dækkende
10
11
sortiment til en husholdnings daglige forbrug, er der ca. 3.000 dagligvarebutikker. Det
er overvejende supermarkeder, discountbutikker samt købmænd, hvilket er illustreret i
det stiplede udsnit i figur 1.
7
8
Jf. Produktivitetskommissionen (2013a).
Her er der set bort fra ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel, postordre) og detailhandel af forbigående karakter (fx
kræmmermarkeder, stadepladser mv.), der ikke er reguleret af planlovens detailhandelsbestemmelser; i alt ca. 1.100
butikker. Derudover er der set bort fra ca. 800 servicestationer mv., der heller ikke er omfattet af planlovens
detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse.
9
Som følge af afrundinger svarer summen ikke præcist til 8.500 dagligvarebutikker.
10
Butikker, hvor forbrugerne kan få dækket hovedbestanddelen af deres dagligvareforbrug uden at skulle have brug for at
gå i andre butikker.
11
Jf. data fra Retail Institute Scandinavia.
8
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0009.png
Figur 1. Butikker i detailhandlen reguleret af planloven, 2013
Detailhandelsbutikker reguleret af planloven = 24.000
8%
Heraf dagligvarebutikker
med fuldt sortiment
(3.000)
11%
Udvalgsvarebutikker
(15.500)
10%
Dagligvarebutikker
(8.500)
64%
7%
Købmænd og kiosker
Apoteker mv.
Supermarkeder, discount mv.
Specialbutikker (m. udvalgsvarer)
Specialbutikker (m. dagligvarer)
Anm.: Antal butikker er opgjort som arbejdssteder. Figuren er ekskl. ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel,
postordre), detailhandel af forbigående karakter (markeder, stadepladser mv.) samt butikker knyttet til anlæg med
anden funktion, fx tankstationer, togkiosker, museumsbutikker mv., da disse ikke er reguleret af planlovens
detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse. Apoteker, kosmetikforretninger, blomsterbutikker mv. er
her betegnet som dagligvarebutikker, da disse forhandler varer, der forgår ved forbrug.
Kilde: Danmarks Statistik, generel erhvervsstatistik, 2013.
Detailhandlen i Danmark er under konstant udvikling, men har gennem flere år vist
tendens til færre, men større butikker, jf. figur 2 og figur 3. Således var der i slutningen af
1960’erne ca. 56.000 detailhandelsbutikker mod 24.000 i 2013. Heraf var der 33.000
12
dagligvarebutikker i 1969, hvilket er faldet til 8.500 dagligvarebutikker i 2013. Især for
dagligvarer synes der en strukturel tendens til færre butikker. Det gælder navnlig de små
2)
13
dagligvarebutikker (under 550 m , hvis antal er faldet med over 1/3 fra 2007 til 2015.
14
Tilsvarende er såkaldte nærbutikker mere end halveret i samme periode. Se mere
herom i bilag 4. Denne strukturelle udvikling har fundet sted sideløbende med, at
planlovens detailhandelsbestemmelser har reguleret butikkernes størrelse og placering.
Men også andre forhold kan påvirke udviklingen i detailhandlen. Fx spiller
konjunkturerne ind på især salget af udvalgsvarer. Antallet af udvalgsvarebutikker steg
således under højkonjunkturen frem til 2007 og faldt efterfølgende under den
økonomiske krise. Antallet af butikker påvirkes også af strukturelle forhold som fx skift i
forbrugerpræferencer, ændrede indkøbsmønstre og tendens til urbanisering. Derudover
påvirkes butiksstrukturen af den stigende e-handel, ligesom butikkerne kan være i gang
med konsolideringer og effektiviseringer af drift mv.
12
Jf. Danmarks Statistik (1972). Antal butikker er dog ikke direkte sammenlignelige over tid som følge af ændringer i
branchenomenklaturer og i forhold vedr. indberetninger.
13
Jf. Data fra Retail Institute Scandinavia.
14
Jf. Retail Institute Scandinavia (2015).
9
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0010.png
Figur 2. Udvikling i antal butikker,
2003-2013
Indeks (2003=100)
140
130
120
110
100
90
Dagligvarer
80
70
60
03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13
80
70
60
Udvalgsvarer
Indeks (2003=100)
140
130
120
110
Figur 3. Udvikling i gennemsnitligt
salgsareal, 2006-2013
Kvm
900
800
700
600
500
100
400
90
300
200
100
0
Alle dagligvarebutikker
2006
Discountbutikker
2013
400
300
200
100
0
Kvm
900
800
700
600
500
Anm.: I figur 2 er antal butikker opgjort som arbejdssteder. Figuren er ekskl. ikke-fysiske butikker (dvs.
internethandel, postordre), detailhandel af forbigående karakter (fx markeder, stadepladser mv.) og servicestationer
o.l., da disse ikke er omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse. Apoteker,
kosmetikforretninger, blomsterbutikker mv. er her betegnet som dagligvarebutikker, da disse forhandler varer, der
forgår ved forbrug. Den stiplede linje angiver databrud grundet ændret branchenomenklatur samt overgang til
indberetning via e-indkomst. Figur 3 omfatter ca. 3.000 dagligvarebutikker med fuldt sortiment, mens discount-
butikkerne består af Aldi, Fakta, KiwiMinipris, Lidl, Netto og Rema1000.
Kilde: Danmarks Statistik, generel erhvervsstatistik, 2003-2013 samt (Retail Institute Scandinavia, 2006 og 2013).
Tendensen til færre, men større butikker bekræftes, hvis der ses isoleret på Fyn.
Således viser en undersøgelse af butiksstrukturen på Fyn, at antallet af dagligvare-
butikker faldt med godt 25 pct. fra 1999 til 2014. Ligeledes er størrelsen på den
gennemsnitlige dagligvarebutik steget med godt 40 pct. fra 385 til 550 kvadratmeter i
samme periode. Også for udvalgsvarer ses en reduktion i antallet af butikker på omkring
15
20 pct., mens den gennemsnitlige størrelse på butikkerne er steget med knap 15 pct.
Detailhandlens geografiske placering og fysiske størrelse reguleres på nationalt plan af
planloven. Derudover er detailhandlen omfattet af en række andre reguleringer fx
købeloven, markedsføringsloven, forbrugerklageloven, fødevarelovgivningen mv.
2.2 PLANLOVENS BESTEMMELSER OM DETAILHANDEL
Planloven indeholder bestemmelser om, hvordan kommunerne skal planlægge for
detailhandel. Formålet er at fremme et varieret butiksudbud med korte transportafstande
og god tilgængelighed for alle trafikarter, særligt for gående, cyklende og den kollektive
trafik. For at opnå dette indeholder planloven blandt andet regler for nye butikkers
16
placering og maksimale bruttoetageareal .
Ifølge planloven skal butikker som hovedregel placeres i bymidterne. I byer med over
20.000 indbyggere kan der, udover bymidten, anlægges såkaldte bydelscentre, der
forsyner en bydel med dagligvarer og almindelige udvalgsvarer. Uden for bymidter og
bydelscentre kan der udlægges lokalcentre eller enkeltstående butikker. For at aflaste
bymidterne er der desuden udlagt såkaldte aflastningsområder i de mellemstore og store
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014).
Bruttoetagearealet er bebyggelsens samlede etageareal, dvs. inkl. salgsareal, lager, administration, indgangsparti osv.
Ved beregning af bruttoetagearealet kan fradrages arealer til personale faciliteter (såsom kantine, toiletter, fitnessfaciliteter
mv.), dog maksimalt i alt 200 m
2
.
16
15
10
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0011.png
byer, se tabel 1. Se også bilag 2 for en nærmere forklaring af begreberne for lokalisering
og eksempel på deres placering illustreret for Kolding (jf. figur 15).
Der sondres i planloven mellem dagligvarer og udvalgsvarer mht. tilladte størrelser og
placering. Ved dagligvarer forstås varer, der forgår ved forbrug, fx føde- og drikkevarer,
rengøringsartikler, kosmetik, medicin mv., mens udvalgsvarer som udgangspunkt består
17
af mere varige forbrugsgoder, fx beklædning, isenkram mv.
I bymidter, bydelscentre og aflastningsområder må dagligvarebutikker ikke være større
end 3.500 m², mens butikker i et lokalcenter, eller enkeltstående butikker til et
2
lokalområdes forsyning ikke må være større end 1.000 m . Udvalgsvarebutikker må som
2
hovedregel ikke være større end 2.000 m . For udvalgsvarebutikker i lokalcentre og
2
enkeltstående udvalgsvarebutikker gælder der en grænse på 1.000 m , se tabel 1.
Til sammenligning er det gennemsnitlige bruttoetageareal på et Bilka-varehus omkring
2
15.000-20.000 m , mens bruttoetagearealet for en gennemsnitlig Fakta- og Rema1000-
2 18
butik er omkring 1.000 m . Reglerne for den kommunale planlægning uddybes
yderligere i kapitel 3.
Tabel 1. Planlovens generelle bestemmelser om butikkers placering og størrelse
Placering af butikker
Butiksstørrelser
Dagligvarer
Bymidten
Bydelscentre
1)
Lokalcenter
Enkeltstående
butikker
Arealer til særligt
pladskrævende varer
Op til 3.500 m
2
Op til 3.500 m
2
Op til 1.000 m
2
Op til 1.000 m
2
Butiksstørrelser
Udvalgsvarer
Op til 2.000 m
2
Op til 2.000 m
2
Op til 1.000 m
2
Op til 1.000 m
2
Grænse fastsættes af
kommunen
Grænse fastsættes af kommunen
Max 5.000 m
2
i alt
2)
Max 3.000 m
2
-
Samlet butiksareal
-
Grænse fastsættes af kommunen
Eksisterende aflastningsområder
kan ikke udvides, og der kan kun
udlægges nye i hovedstads-
området og Århus.
Aflastningsområder
Op til 3.500 m
2
Op til 2.000 m
2
Note 1) Gælder kun for byer med over 20.000 indbyggere.
Note 2) For byer over 40.000 indbyggere (uden for hovedstadsområdet) fastsætter kommunen selv
størrelsen på bydelscentret.
Anm.: I byer med over 40.000 indbyggere og i udpegede aflastningsområder i hovedstadsområdet, Århus,
Odense, Aalborg og Esbjerg kan der hvert fjerde år planlægges for op til tre nye udvalgsvarebutikker over
2
2.000 m .
Begreberne dagligvarer og udvalgsvarer knytter sig således til typen af produkter og ikke branchekoder eller butikstyper.
Der er ikke en entydig afgrænsning mellem dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Der findes således en række
butikker, der sælger både dagligvarer og udvalgsvarer, men det er ikke muligt at vurdere, hvor stor en del af omsætningen i
de enkelte butikker, der hidrører fra henholdsvis dagligvarer og udvalgsvarer. Som hovedregel er det handlen med
dagligvarer, der kategoriserer butikstypen, dvs. butikker, der handler med både udvalgs- og dagligvarer, er karakteriseret
som værende en dagligvarebutik.
18
Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia.
17
11
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0012.png
2.3 DAGLIGVARER
Dagligvarer er varer, der forgår ved forbrug. Fødevarer og andre dagligvarer står for ca.
45 pct. af den samlede omsætning i detailhandlen, jf. Danmarks Statistik.
Forbrugerperspektiv
Danskerne handler dagligvarer relativt ofte. Mere end 60 pct. af de danske forbrugere
handler dagligvarer mindst fire gange om ugen. Til sammenligning handler 48 pct. af
finnerne og nordmændene dagligvarer mindst fire gange om ugen, mens det for
19
svenskerne kun er 35 pct. af befolkningen.
I en tidligere undersøgelse af, hvilke forhold der er afgørende for forbrugernes valg af
dagligvarebutik, fandt man, at de mest betydningsfulde forhold (i prioriteret rækkefølge)
var, at:
1. butikken har en god beliggenhed (enten tæt på arbejde eller tæt på hjem)
2. butikken har et stort vareudvalg
3. butikken har lave priser
Dagligvarebutikkernes beliggenhed
Butikkernes beliggenhed og størrelse er bestemt af et samspil mellem forbrugernes
efterspørgsel, butikkernes effektive drift, etableringsomkostninger og gældende
regulering. De fleste butikker ligger derfor der, hvor der er flest potentielle kunder. Det er
overvejende i og omkring byerne. Der er således flest butikker centreret i København og
hovedstadsområdet i øvrigt, Århus, Odense og Aalborg. Dertil kommer en række store
og mellemstore provinsbyer, som også har et stort antal butikker, jf. figur 32 i bilag 4
Antallet af butikker er således tæt knyttet til størrelsen på kundegrundlaget. Når der er
områder i landet, hvor der er få butikker, er det primært et udtryk for, at der er få
indbyggere. Sætter man antallet af dagligvarebutikker i forhold til antal indbyggere,
tegner der sig et billede af, at kommuner længst væk fra de store byer har relativt mange
dagligvarebutikker i forhold til deres indbyggertal, jf. figur 4. Omvendt er der relativt færre
butikker i forhold til befolkningens størrelse i de tættere befolkede områder. De har derfor
alt andet lige et større kundegrundlag. Figuren viser, at der er forskel på
butiksdækningen i kommunerne, men ikke om butiksdækningen er god eller tilstrækkelig.
Set fra den enkelte forbrugers synsvinkel kan det være attraktivt at have mange butikker
til rådighed inden for en given afstand. I tyndt befolkede områder har den enkelte
forbruger få dagligvarebutikker at vælge imellem. I de store byer har den enkelte
forbruger mange dagligvarebutikker at vælge imellem, men der er til gengæld mange
indbyggere om hver enkel dagligvarebutik.
Butikkernes kundegrundlag udgøres ikke nødvendigvis alene af kommunens indbyggere.
For nogle områder kan det geografiske opland og omfanget af turisme også udgøre et
vigtigt kundegrundlag og dermed understøtte en butiksstruktur, som ikke alene kan
opretholdes af indbyggerne i kommunen.
Butiksdækningen kan ikke alene ses i forhold til antallet af butikker, men også i forhold til
størrelsen. Men opgør man det samlede butiksareal for dagligvarebutikkerne i forhold til
indbyggertallet, er billedet det samme. Med andre ord er der generelt ikke et mindre
salgsareal af dagligvarer tilgængeligt pr. indbygger i områderne længere væk fra de
største byer, jf. figur 5.
20
19
Undersøgelsen vedrører større indkøb af dagligvarer til husholdningerne, jf. De nordiske konkurrencemyndigheder
(2015).
20
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
12
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0013.png
Figur 4. Antal dagligvarebutikker pr.
1.000 indbyggere, 2014
Figur 5. Samlet salgsareal i dagligvare-
butikker pr. 1.000 indbyggere, 2014
Anm.: Figurerne omfatter godt 3.000 dagligvarebutikker med fuldt dækkende varesortiment. Det omfatter købmænd,
supermarkeder mv., men ikke kiosker og specialbutikker. Antal kvadratmeter er opgjort som salgsarealer, mens det er
bruttoetagearealet, der reguleres i planloven.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-data.
Ser man på butiksdækningen i forhold til byernes størrelse, har de små byer relativt
mange dagligvarebutikker i forhold til deres indbyggertal. Der er en tendens til, at antallet
af dagligvarebutikker pr. indbygger aftager, jo større byerne er, jf. figur 6.
Måler man i stedet det samlede butiksareal i dagligvarebutikker pr. indbygger, er billedet
mere blandet, hvor både de mindste og de største byer har et relativt lille antal
kvadratmeter i forhold til indbyggertallet, mens de mellemstore byer har et relativt højt
antal kvadratmeter dagligvarebutik pr. indbygger, jf. figur 7.
Figur 6. Dagligvarebutikker pr. 1.000
indbyggere
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
0,2
0,4
0,6
0,8
1
Figur 7. Samlet salgsareal i daglig-
varebutikker pr. 1.000 indbyggere
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
200
400
600
800
Butikker pr. 1.000 indbyggere
Kvadratmeter pr. 1.000 indbyggere
Anm.: Figurerne omfatter godt 3.000 dagligvarebutikker med fuldt dækkende varesortiment. Dvs. købmænd,
supermarkeder mv., men ikke kiosker og specialbutikker. For hvert interval er butikker pr. 1.000 indbyggere beregnet
som det uvægtede gennemsnit af alle byer i intervallet, inkl. byer uden dagligvarebutikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-data.
13
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0014.png
For de små byer gælder det, at butikkerne generelt er mindre. Således er den
gennemsnitlige dagligvarebutik i mindre landsbyer med op til 1.000 indbyggere ca. 380
21
kvadratmeter, mens den i de største byer er 840 kvadratmeter.
Dagligvarebutikkernes størrelse
Hovedparten af dagligvarebutikkerne er væsentligt mindre end de nuværende
størrelsesgrænser i planloven. For disse butikker har planlovens grænser ikke haft
direkte betydning. Til gengæld tyder det på, at planlovens størrelsesgrænser kan udgøre
en barriere for en række af de mellemstore og større dagligvarebutikker.
Størrelsen på butikkernes bruttoetageareal kan være et estimat for det samlede
vareudbud, idet der alt andet lige er plads til flere varer på hylderne, jo større butikken er.
Der er dog ikke en entydig sammenhæng mellem butikkernes arealer og vareudbuddet,
idet større salgsarealer også giver bedre mulighed for rummelighed i butikken, hvilket
kan have betydning for kundernes oplevelse af butikken. Dertil kommer, at butikkernes
størrelse også afhænger af eksempelvis priserne på erhvervsejendomme, herunder
grundpriserne, som typisk er lavere uden for de større byer.
Der findes ikke landsdækkende opgørelser af de enkelte butikkers bruttoetagearealer,
som er den størrelse, der reguleres i planloven. En opgørelse af butikkernes
22
bruttoetagearealer på Fyn
viser imidlertid som ovenfor, at hovedparten af
dagligvarebutikkerne er mindre end de maksimalt tilladte grænser i planloven.
Men blandt de dagligvarebutikker, der er omfattet af reglerne for lokalcentre og
2
enkeltstående butikker, tyder det på, at størrelsesgrænsen på 1.000 m udgør en
barriere, idet der op mod grænsen er en ophobning af butikker, jf. figur 8.
For dagligvarebutikker placeret i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder er der
2
omvendt ingen klar indikation af, at størrelsesbegrænsningerne på 3.500 m udgør en
barriere, når man ser på den samlede butiksmasse (på Fyn), se figur 9.
Reglerne for, hvor store dagligvarebutikkerne må være, har ændret sig over tid, og for
butikker etableret før 1997 var der ingen statsligt fastsatte grænser. Det er derfor
nyetablerede dagligvarebutikker, der er interessante i forhold til, om planlovens
størrelsesbegrænsning er en barriere. Her beskriver en undersøgelse fra 2010, at
nyopførte Føtex-butikker siden 2000 netop har fået samme størrelse som den maksimalt
23
tilladte i planloven.
Det skal bemærkes, at planlovens størrelsesbegrænsninger alene vedrører etableringen
af nye butikker og udvidelse af eksisterende butikker. Dagligvarebutikker kan derfor
være (langt) større end de nuværende grænser i planloven, hvis de fx er opført før 1997
eller opført uden for bymidten før ændringen af planlovens detailhandelsregler i 2007.
21
22
Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-data.
Fordelingen af butikker vurderes at være repræsentativ for hele landet. Fyn er karakteriseret ved inden for et afgrænset
geografisk område at have både en storby, flere mellemstore byer og mange små byer.
23
Jf. McKinsey Copenhagen (2010).
14
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0015.png
Figur 8. Dagligvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Lokalcentre og enkeltstående butikker
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1001-1100
901-1000
801-900
701-800
601-700
501-600
401-500
301-400
201-300
101-200
1-100
Bruttoareal (m2)
Planlovens
størrelsesgrænse
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 9. Dagligvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Bymidter, bydelscentre og aflastningsområder
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>4001
3901-4000
3801-3900
3701-3800
3601-3700
3501-3600
3401-3500
3301-3400
3201-3300
3101-3200
3001-3100
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1001-1500
501-1000
1-500
Bruttoareal (m2)
297 butikker
Antal
butikker
100
Planlovens
størrelsesgrænse 90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Anm.: Figurerne er baseret på alle dagligvarebutikker på Fyn, herunder kiosker, specialforretninger, dog undtagen
kiosker på tankstationer. Figur 8 omfatter kun de dagligvarebutikker, som er placeret i lokalcentre eller som
enkeltstående butikker og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 1.000 m
2
bruttoetageareal. Figur
9 omfatter kun de dagligvarebutikker, som er placeret i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder og dermed
omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 3.500 m
2
bruttoetageareal. De lodrette streger angiver planlovens
størrelsesgrænser. Figur 8 omfatter knap 350 butikker, mens figur 9 omfatter godt 450 butikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra ICP.
Afstande til dagligvarebutikker
Det er ikke alene størrelsen og antallet af butikker, der har betydning for forbrugerne,
men også afstanden til butikkerne, når det gælder dagligvarer.
Planlovens bestemmelser om detailhandlen har blandt andet til formål at sikre god
tilgængelighed for alle trafikarter, især for gående, cyklende og den kollektive trafik.
Desuden har bestemmelserne til formål at fremme en samfundsmæssigt bæredygtig
detailhandelsstruktur, hvor transportafstande i forbindelse med indkøb er begrænsede.
Når man ser på tilgængeligheden af butikker afstandsmæssigt, kan flere forhold spille
ind. Ideelt set bør transportafstande vurderes ud fra både den tilbagelagte afstand og
den anvendte transporttid. Det skyldes, at det kan variere på tværs af landet, hvor lang
tid det tager at tilbagelægge en given afstand, fx på grund af trængsel og variation i
foretrukket og/eller muligt transportmiddel (cykel, bil, kollektiv trafik mv.).
Transportomkostninger målt ved udgifter og tid bør desuden ses i lyset af, hvor meget
der indkøbes, og dermed hvor hyppigt der er behov for at foretage indkøb. Det er også
relevant i forhold til miljøbelastningen ved indkøb. Der findes imidlertid alene oplysninger
om forbrugernes tilbagelagte afstande til indkøb og den anvendte tid herpå.
Hovedparten af befolkningen har relativt kort afstand fra bopæl til den nærmeste
dagligvarebutik, idet 59 pct. af befolkningen har under 600 m til den nærmeste
dagligvarebutik (med et fuldt sortiment). For 87 pct. af befolkningen er afstanden mindre
15
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0016.png
end 2 km. 98 pct. af befolkningen har mindre end 5 km til den nærmeste
24
dagligvarebutik.
Generelt er bil det foretrukne transportmiddel ved indkøb af dagligvarer. I alt benyttes
bilen til 60 pct. af alle indkøbsture, mens 37 pct. af indkøbene foretages til fods eller på
cykel og tre pct. med kollektiv transport. Gang/cykel benyttes til mange korte
indkøbsture, mens bil især benyttes til længere indkøbsture.
En spørgeskemaundersøgelse viser, at der købes større ind ved transport i bil. Der
købes i gennemsnit ind for 500 kr. pr. indkøb ved transport i bil, mens beløbet er 2-300
25
kr., når der handles til fods, på cykel eller med kollektiv transport
.
En gennemsnitlig indkøbstur er knap 6 km lang og tager i gennemsnit 11 minutter.
Gennemsnittet dækker over mange korte og relativt få lange indkøbsture. Den
gennemsnitlige afstand til indkøb er 700 meter ved gang, 2 km på cykel og 7-10 km i bil.
26
Figur 10. Andel af befolkningen med henholdsvis 600 m og 2 km til nærmeste
dagligvarebutik, 2014
Anm.: Data omfatter ca. 3.000 butikker, som vurderes at have et fuldt dækkende sortiment af dagligvarer. Kiosker,
campingkiosker mv. indgår således ikke.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med befolkningsdata i kvadratnet
fra Danmarks Statistik.
Priser i dagligvarehandlen
De danske dagligvarepriser ligger som nævnt over niveauet i sammenlignelige EU-
lande, hvilket er uddybet i bilag 4. De danske forbrugere har imidlertid præferencer for
lave priser, hvilket kan være medvirkende til, at de i stigende omfang handler i
discountbutikker. Discountbutikkernes markedsandel er således steget markant fra 2002
27
til 2012. Dette er sket på bekostning af både minimarkeder og supermarkeder.
24
Tallene er ikke sammenlignelige med opgørelsen i Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2011, blandt andet fordi
der er sket en væsentlig revision af Danmarks Statistiks befolkningsdata for 2011 i kvadratnet.
25
Jf. Incentive (2015).
26
Den gennemsnitlige transporttid er 8 minutter til fods, 9 minutter på cykel og 11 minutter i bil, jf. Tetraplan (2015).
27
Se bilag 4 for nærmere beskrivelse af udviklingen.
16
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0017.png
Undersøgelser viser, at danske forbrugere i høj grad efterspørger dagligvarer solgt på
tilbud og i kampagner. En tredjedel af alle dagligvarer sælges på kampagne i Danmark,
mens det gennemsnitligt er ca. 20 pct. af alle varer, der sælges på kampagne i Tyskland,
28
Italien, Sverige, Frankrig og Belgien.
2.4 UDVALGSVARER
Udvalgsvarer er i detailhandelssammenhænge - modsat dagligvarer - defineret som
varer, der ikke forgår ved forbrug, Det kan fx være elektronik, tøj og sko, møbler, bøger
o.l. Fraregner man ikke-fysiske butikker, detailhandel af forbigående karakter og øvrige
butikker, der ikke er omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed
og størrelse (tankstationer, museumsbutikker mv.), tegner detailhandlen med
udvalgsvarer sig for 117 mia. kr., svarende til ca. 38 pct. af den samlede
29
detailhandelsomsætning.
Forbrugerperspektiv
30
I forhold til udvalgsvarebutikker vægter forbrugerne følgende forhold højest (i prioriteret
rækkefølge):
1. Butikken har det ønskede sortiment (dvs. bestemte mærker/modeller)
2. Butikken har god service
3. Butikken har lave priser
Det ser især ud til, at udvalgsvarebutikkernes sortiment har betydning for forbrugerne;
herunder udvalget af bestemte produkter. Til gengæld spiller udvalgsvarebutikkernes
beliggenhed en mindre rolle for forbrugerne sammenlignet med dagligvarebutikkerne.
Det skyldes formentlig, at forbrugerne ikke køber udvalgsvarer lige så ofte, som de køber
dagligvarer.
Der findes ikke dækkende opgørelser over udvalgsvarebutikkernes konkrete sortiment. I
stedet anvendes butikkernes størrelse som en indikator for bredden af vareudvalget.
Udvalgsvarebutikkernes størrelse
Der findes ikke nogen landsdækkende opgørelse af udvalgsvarebutikkernes størrelse
(bruttoetageareal). Men en undersøgelse for hele Fyn viser – som for dagligvarebutikker
– at hovedparten af udvalgsvarebutikkerne er mindre end planlovens størrelsesgrænser.
Det kan fx være en række specialbutikker, hvor der føres bestemte varegrupper.
Ligesom for dagligvarebutikkerne ser det i nogen grad ud til, at størrelsesgrænsen på
2
1.000 m for udvalgsvarebutikker i lokalcentre og enkeltstående butikker kan udgøre en
barriere for en række af de mellemstore og større butikker, jf. figur 11.
For udvalgsvarebutikker placeret i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder er der
2
ingen klar indikation af, at størrelsesbegrænsningen på 2.000 m udgør en barriere, når
der ses på den samlede bestand af butikker, jf. figur 12.
28
29
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
Jf. Danmarks Statistik, Generel firmastatistik.
30
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012). Undersøgelsen vedrører alene forbrugerelektronik samt tøj og sko. Der
er således tale om et udsnit af den samlede udvalgsvarehandel.
17
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0018.png
Figur 11. Udvalgsvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Lokalcentre og enkeltstående butikker
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1001-1100
901-1000
801-900
701-800
601-700
501-600
401-500
301-400
201-300
101-200
1-100
Bruttoareal (m2)
Planlovens
størrelsesgrænse
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 12. Udvalgsvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Bymidter, bydelscentre og aflastningsområder
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2401-2500
2301-2400
2201-2300
2101-2200
2001-2100
1901-2000
1801-1900
1701-1800
1601-1700
1501-1600
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1-1000
Bruttoareal (m2)
1.075 butikker
Antal
butikker
100
90
Planlovens
80
størrelsesgrænse
70
60
50
40
30
20
10
0
Anm.: Figurerne er baseret på alle udvalgsvarebutikker på Fyn. Figur 11 omfatter kun de udvalgsvarebutikker, som
er placeret i lokalcentre eller som enkeltstående butikker og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning
på 1.000 m
2
bruttoetageareal. Figur 12 omfatter kun dagligvarebutikker, som er placeret i bymidter, bydelscentre og
aflastningsområder og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 2.000 m
2
bruttoetageareal. De
lodrette streger angiver planlovens størrelsesgrænser. Figur 11 omfatter godt 370 butikker, mens figur 12 omfatter
godt 1.120 butikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra ICP.
Udvalgsvarebutikkernes beliggenhed
Fordelt på kommuner er antallet af udvalgsvarebutikker nogenlunde jævnt fordelt, om
end der i nogle tilfælde er tendens til, at antallet af udvalgsvarebutikker pr. indbygger er
højere i områderne længere væk fra de større byer, jf. figur 13. Også her udgøres
kundegrundlaget ikke alene af kommunernes egne indbyggere, men også af det
geografiske opland og af eksempelvis turister.
Ser man på udvalgsvarebutikkerne i forhold til byernes størrelse, tegner der sig et lidt
andet billede end for dagligvarer. Der er her tendens til, at omfanget af
udvalgsvarebutikker er stigende i takt med byernes størrelse fra de mindste byer og op til
byer på knap 10.000 indbyggere, som har den største mængde butikker pr. indbygger.
Herefter er koncentrationen nogenlunde lige stor for øvrige byer, jf. figur 14. Der er
således flest udvalgsvarebutikker i København og hovedstadsområdet i øvrigt, Århus,
Odense og Aalborg. Dertil kommer en række store og mellemstore provinsbyer, som
også har et stort antal udvalgsvarebutikker, jf. detaljeret kort i figur 33 i bilag 4.
Set fra den enkeltes perspektiv har forbrugeren i de mindre byer forholdsvis få
udvalgsvarebutikker at vælge imellem. I de større byer har den enkelte forbruger flere
udvalgsvarebutikker at vælge imellem, men der er til gengæld mange indbyggere om
hver enkel udvalgsvarebutik.
En særskilt undersøgelse for Fyn viser, at der fra 2011 til 2014 har været en stigning i
antallet af byer med mindst 25 udvalgsvarebutikker. Det er forholdsvis små byer, der har
31
øget antallet af udvalgsvarebutikker til mindst 25.
31
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014).
18
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0019.png
Strukturen for udvalgsvarebutikker afviger dermed på en række punkter fra
dagligvarebutikkerne, hvilket kan hænge sammen med forbrugerpræferencerne. Det kan
også hænge sammen med, i hvor høj grad butikstyperne er udsat for konkurrence.
Figur 13. Udvalgsvarebutikker pr. 1.000
indbygger
Figur 14. Udvalgsvarebutikker pr.
indbygger, fordelt på by størrelser
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
1
2
3
4
Udvalgsvarebutikker pr. 1.000 indbyggere
Anm.: Baseret på 15.500 udvalgsvarebutikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af CVR-registeret koblet med GIS-data.
2.5
E-HANDEL
Danskerne er i stigende grad begyndt at handle over internettet. Den samlede e-handel
består både af handel med fysiske varer, dvs. udvalgsvarer og dagligvarer, og af handel
med tjenester såsom ferier, hotelophold, koncertbilletter mv. E-handel med
detailhandelsvarer udgør således en delmængde af den samlede e-handel.
Sammenlignet med andre EU-lande hører danskerne til blandt dem, der e-handler mest.
En undersøgelse fra 2014 foretaget af EU-kommissionen viser, at 66 pct. af alle
danskere i alderen 16-74 år har e-handlet fysiske varer inden for det seneste år. Dette er
32
kun overgået af Storbritannien.
Ser man alene på den del af e-handlen, der vedrører detailvarer, skønnes det, at ca. 9
33
pct. af den samlede omsætning i detailhandlen stammer fra e-handel. E-handel med
udvalgsvarer er mere udbredt end for dagligvarer. Det skønnes, at 14-16 pct. af den
samlede handel med udvalgsvarer sker via e-handel, mens det kun drejer sig om 1-2
34
pct. af omsætningen for dagligvarer.
Omfanget af e-handel med udvalgsvarer varierer i høj grad efter, hvilken type vare der er
tale om. Fx siger 36 pct. i en forbrugerundersøgelse foretaget for Konkurrence- og
32
33
Jf. Europa Kommissionen (2014).
Jf. Dansk Erhverv (2015).
34
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014a).
19
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0020.png
Forbrugerstyrelsen, at de handlede over internettet, sidst de handlede elektronik.
35
Tilsvarende handlede 18 pct. over internettet, sidst de købte tøj eller sko.
Der er små regionale forskelle på omfanget af e-handel. I tæt befolkede områder har 83
pct. af befolkningen e-handlet inden for det seneste år, mens det gælder for 74 pct. af
36
befolkningen i tyndt befolkede områder.
Forbrugerne efterspørger i stigende grad et samspil mellem webshop og den fysiske
butik, når de handler. Detailhandelsvirksomheder markedsfører og sælger derfor i
stigende grad deres produkter på tværs af fysiske og digitale kanaler. Samtidig giver
udviklingen af e-handlen nye muligheder, både i forhold til hvor butikkerne placerer sig
og i forhold til nye butikskoncepter.
E-handel påvirker også konkurrencen inden for detailhandel til gavn for forbrugerne. E-
handel har gjort markederne mere gennemsigtige og har gjort det lettere for nye
virksomheder at komme ind på markedet. Det kan bidrage til lavere priser og et større
udvalg af varer. Samtidig øges konkurrencen mellem danske og udenlandske
virksomheder, fordi forbrugerne lettere kan handle på tværs af grænser. I 2014 tegnede
37
udenlandske netbutikker sig for ca. ¼ af danskernes samlede e-handel.
E-handel er ikke omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og
størrelse. Netbutikker er derfor ikke underlagt de samme begrænsninger i størrelse og
placering som fysiske butikker. I forhold til planloven giver det – isoleret set – e-handels-
virksomhederne bedre muligheder for at vælge den optimale størrelse og placering og
dermed omkostningsniveau, end de fysiske butikker har. Planloven kan dermed være
med til at begrænse nogle af de fysiske butikkers konkurrenceparametre relativt til e-
handlen. Butikkerne konkurrerer dog også på andre parametre i forhold til e-handlen,
eksempelvis service.
Samtidig kan e-handelsvirksomheder også til en vis grad etablere fysiske butikker i form
af showrooms, uden at der stilles krav til deres placering, om end der vil være tale om
konkrete vurderinger i det enkelte tilfælde. Planlovens formål mht. at styre placering og
størrelse af fysiske butikker udfordres dermed af tidens udvikling, idet markedet ikke
længere kun er præget af klassiske, fysiske butikker.
E-handel, digitalisering og bedre udnyttelse af ny teknologi kan imidlertid også være med
til at sænke detailhandlens omkostninger, øge produktiviteten og konkurrencen samt
skabe nye muligheder for forretningsudvikling.
2.6 INTERNATIONAL SAMMENLIGNING AF LOVGIVNING
Andre lande har også tradition for at regulere detailhandlen, men der er stor forskel på
reguleringen i de forskellige lande. Sammenlignet med de nærmeste nabolande har
Danmark flest nationale begrænsninger med hensyn til butiksstørrelserne. Det viser en
undersøgelse fra 2013 foretaget som opfølgning på Produktivitetskommissionens
38
anbefalinger af detailhandelsreguleringen.
Hverken UK, Nederlandene eller Sverige har nationale bestemmelser om
butiksstørrelser. Slesvig-Holsten har på delstatsligt niveau fastlagt bestemmelser om
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
Jf. Eurostat, Internet purchases by individuals, 2014. Tæt befolkede områder er her opgjort som områder med mindst
500 indbyggere pr. km
2
, mens tyndt befolkede områder er opgjort som områder med færre end 100 indbyggere pr. km
2
.
37
Jf. Dansk Erhverv (2015a).
38
Detailhandelsreguleringen blev undersøgt i UK, Nederlandene, Sverige og Slesvig-Holsten i Tyskland af en
tværministeriel arbejdsgruppe i samarbejde med de respektive lande.
36
35
20
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
maksimale butiksstørrelser, men størrelsesgrænserne er højere end i Danmark. Se bilag
2 for en uddybet international sammenligning af detailhandelsbestemmelserne.
21
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
3. KOMMUNERNES PLANLÆGNING
FOR DETAILHANDEL OG VARE-
TAGELSEN AF STATSLIGE INTE-
RESSER
3.1
REGLER FOR KOMMUNERNES PLANLÆGNING
Planloven er rammelovgivning, som sætter retningslinjerne for planlægningen for
detailhandel landet over. Kommunerne er den primære planmyndighed og skal sikre, at
planlægningen af detailhandlen sker inden for statens fastsatte rammer, som er
indeholdt i planloven.
Hver kommune har en kommuneplan, som angiver de overordnede mål for kommunens
udvikling samt retningslinjer og rammer for den efterfølgende planlægning.
Kommunalbestyrelsen skal i den første halvdel af hver valgperiode tage stilling til en
revision af kommuneplanen.
Kommunens målsætninger for detailhandelsudviklingen skal fremgå af kommuneplanen.
Dette sker som regel i kommuneplanens hovedstruktur, der indeholder de overordnede
mål og retningslinjer for kommunens og byernes udvikling. Her fastlægger
kommunalbestyrelsen en detailhandelsstruktur med bymidter, bydelscentre (i byer med
mere end 20.000 indbyggere), lokalcentre og enkeltstående butikker til lokalområdets
forsyning samt områder til særligt pladskrævende varer og eventuelle eksisterende
aflastningsområder.
Hvert butiksområde skal afgrænses på et kort, og der skal oplyses om det samlede
butiksareal i hvert område og mulighederne for at etablere yderligere butiksareal.
Endvidere skal det fastsættes, hvor store butikker der maksimalt kan etableres i de
enkelte områder.
Med udgangspunkt i eksisterende butiksarealer og omsætning i de forskellige
butiksområder og under hensyn til planlovens overordnede formål vurderer kommunen
behovet for nybyggeri og nyudlæg til butiksformål.
Planloven leder dermed frem til et investeringsværktøj (i kommuneplanen), som
investorer i detailhandlen kan benytte.
Der er særlige krav til redegørelsen for konsekvenser, hvis der udlægges store
2
udvalgsvarebutikker på over 2.000 m . Hvis udlæg af areal til en stor butik medfører en
udvidelse af et eksisterende aflastningsområde, skal redegørelsen indeholde en
beskrivelse af, hvorfor en placering i bymidten ikke er mulig.
3.2 STATUS FOR KOMMUNERNES PLANLÆGNING FOR
DETAILHANDEL
I den første samlede kommuneplanrevision efter strukturreformen 2007,
kommuneplanrevision 2009, lagde mange kommuner et stort arbejde i at tilvejebringe en
samlet kommuneplan for de sammenlagte kommuner. Flertallet af kommunerne
gennemførte detailhandelsanalyser til grund for planlægningen, men det var ikke alle
kommuner, der fik fastlagt en klar og entydig detailhandelsstruktur i Kommuneplan 2009.
22
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0023.png
Den seneste kommuneplanlægning for detailhandel var generelt præget af en afmatning
i investeringslysten siden krisen. Der var derfor kun tale om få og begrænsede nyudlæg
til detailhandel i kommuneplanrevision 2013. En undtagelse herfra var dog
planlægningen for nye dagligvarebutikker, oftest uden for bymidterne i lokalområderne.
I Kommuneplan 2013 har kommunerne i høj grad fokuseret på at sikre, at den
eksisterende og planlagte detailhandelsstruktur fremgår mere klart af kommuneplanen.
Kommunerne kan med planlægning af den fysiske detailhandelsstruktur medvirke til at
styrke handelslivet i bymidterne. Det er dog ikke entydigt, hvilke typer byer der har en
positiv detailhandelsudvikling med vækst i antal butikker, butiksareal eller omsætning.
Men erfaringer (fra fx Ringe, Brønderslev og Vejle) viser, at en negativ udvikling kan
vendes via en strategisk fysisk planlægning i kommunen samt opbakning fra
39
handelstandsforening og borgere.
Flere kommuner planlægger at mindske bymidterne for at koncentrere
attraktionsværdien. I nogle byer erstattes tomme butikker med cafeer mv.,
40
serviceerhverv og boliger.
3.3 VARETAGELSE AF DE
KOMMUNEPLAN 2013
STATSLIGE
INTERESSER
I
I forbindelse med kommuneplanrevision 2013 har det været en statslig interesse at gå i
dialog med kommunerne om at sikre, at kommuneplanen indeholder klare retningslinjer
og rammer for den samlede detailhandelsstruktur. Det betyder, at der har været fokus
på, at kommunerne redegør for eksisterende butiksarealer og muligheder for udbygning
med yderligere butikker i de forskellige centertyper såsom bymidte, bydelscenter og
lokalcenter, og der er i visse tilfælde blevet rettet op på tidligere planlægning, som er i
strid med nuværende regler.
Efter
kommuneplanrevision
2013
fremgår
det
således
tydeligt,
hvilke
etableringsmuligheder der er planlagt for forskellige steder i byerne og i kommunerne.
Dette giver investorer og butiksindehavere et bedre overblik i den enkelte kommune og
en ensartethed på tværs af kommunerne, når de skal finde etableringsmuligheder.
Status for kommuneplanrevision 2013
Af de 98 kommuner har 87 kommuner revideret detailhandelstemaet i forbindelse med
kommuneplanrevision 2013. Naturstyrelsen har gjort indsigelse mod detailhandels-
strukturen i 14 kommuneplaner og haft bemærkninger til behandlingen af detailhandels-
temaet i yderligere 64 planer. I 9 tilfælde har Naturstyrelsen ikke haft bemærkninger til,
hvordan detailhandelstemaet er behandlet i kommuneplanerne.
Såvel indsigelser som bemærkninger har i overvejende grad været rettet mod mangler i
kommuneplanforslagene, som betød, at det ikke var muligt at se den samlede
detailhandelsstruktur.
Der har ikke i forbindelse med selve kommuneplanrevision 2013 været fremsat
indsigelser mod de konkrete udlæg til butiksformål i kommunernes detailhandels-
planlægning. Indsigelserne har været begrundet med, at det ikke inden for
indsigelsesfristen var muligt for kommunerne at rette planforslagene til, så det var muligt
at se den samlede detailhandelsstruktur i kommuneplanen.
39
40
Jf. COWI (2011).
Jf. COWI (2011) og (Institut for Center-Planlægning (2014).
23
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0024.png
Kommunerne i hovedstadsområdet har planlagt i overensstemmelse med reglerne i
planloven og landsplandirektivet om detailhandel for hovedstadsområdet. Der har
således ikke været indsigelser i hovedstadsområdet.
Efter at kommunerne har gennemført revisionen af Kommuneplan 2013 indeholder alle
kommuneplaner, med undtagelse af fem, oplysninger om detailhandlen og en entydig og
klar detailhandelsstruktur med udlæg til centerområder og oplysninger om eksisterende
butiksareal og udbygningsmuligheder i disse. Dvs. kommuneplanerne opstiller en
gennemsigtig investeringsramme for mulige aktører i detailbranchen.
Ca. 2/3 af kommunerne har desuden indrapporteret detailhandelsstrukturen i form af
afgrænsning af de forskellige centerområder i PlansystemDK i overensstemmelse med
reglerne, således at det for disse kommuner er muligt at se alle områder til butiksformål.
Det er hensigten at følge op på de resterende kommuner, så investorer på
PlansystemDK kan opnå et samlet overblik over detailhandelsområder i Danmark.
Store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m i forslag til kommuneplantillæg
41
Det var i en begrænset periode fra september 2011 til april 2013 muligt for flere
2
kommuner at planlægge for store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m . Det er dog først
med lokalplanen, at der opnås en egentlig byggeret, og der var ingen kommuner, der i
perioden nåede at vedtage lokalplaner for sådanne butikker.
En af de første kommuner, der fremsatte forslag til Kommuneplan 2013, havde
indarbejdet en kommuneplanramme for en større udvalgsvarebutik i et mindre
bysamfund. Der var dog ikke konkret interesse for at opføre en større udvalgsvarebutik,
og muligheden for at lokalplanlægge for en sådan butik er forpasset efter lovændringen i
2013.
I et par kommuner blev der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg for udvidelser af
aflastningsområderne for at give plads til store udvalgsvarebutikker i disse. Begge
forslag blev mødt af statslig indsigelse, da Naturstyrelsen ikke fandt, at planlægningen i
øvrigt overholdt planlovens krav. Mulighederne for at udvide aflastningsområder i de
pågældende byer er bortfaldet efter lovændringen i 2013.
Øvrige indsigelser mod forslag til kommuneplantillæg
Der er gjort indsigelse mod planlægning af et større bydelscenter i en by med færre end
40.000 indbyggere. Dette skyldes blandt andet, at det samlede butiksareal i
2
bydelscentret ville blive 11.500 m . I byer mellem 20.000 og 40.000 indbyggere kan der
2
kun etableres bydelscentre med et butiksareal på op til 5.000 m .
I enkelte tilfælde er der gjort indsigelse imod planforslag for enkelte dagligvarebutikker,
hvor der ikke i planforslaget er redegjort for det lokale opland og konsekvenserne for
bymidten. For at sikre et varieret butiksudbud i bymidten skal kommunerne ved udlæg af
lokalcentre og enkeltstående butikker redegøre for, at butikkerne skal betjene et
selvstændigt opland, og for hvilke konsekvenser de vil få for detailhandlen i bymidten.
2
Fra vedtagelsen af ændringen af planloven i 2011 (Danmark i balance) til planlovsændring i 2013 (Nye muligheder i
landdistrikterne).
41
24
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0025.png
3.4 KOMMUNERNES
FORSLAG
DETAILHANDELSREGLER
TIL
PLANLOVENS
Kommunerne er den primære planlægningsmyndighed. I den forbindelse har
Kommunernes Landsforening (KL) i marts 2015 offentliggjort 32 konkrete forslag til
ændring af primært planloven, der skal muliggøre, at kommunerne mere målrettet kan
sikre lokal vækst og udvikling samt en bedre balance i Danmark. Heraf har KL fem
forslag til ændring af planloven på detailhandelsområdet, se boks 1.
Boks 1. Forslag fra Kommunernes Landsforening til ændring af planloven på
detailhandelsområdet
KL begrunder forslagene på detailhandelsområdet med udviklingen i blandt andet
internethandel, forbrugeradfærd og indkøbsmønstre.
1. En generel revision af detailhandelsbestemmelserne.
KL foreslår, at der igangsættes en revision af detailhandelsbestemmelserne med sær-
ligt henblik på en justering af reglerne vedr. grænsen på 2.000 m
2
for udvalgsvarebu-
tikker i og uden for bymidten. Desuden bør der kigges på den nuværende regulering
af rummeligheden inden for de enkelte detailhandelsområder.
2. En detailhandelslovgivning der følger med udviklingen i internethandel.
Alle virksomheder med salg til private er i dag reguleret af planlovens
detailhandelsbestemmelser og skal indplaceres i bymidterne eller i bycentre. KL
foreslår, at bestemmelserne ændres, så butikker med et begrænset salg til private
ikke defineres som en detailhandelsbutik, og dermed kan etablere sig i for eksempel
et dertil egnet erhvervsområde.
3. Alle varer er potentielt pladskrævende i en moderne detailhandel.
I dag er særligt pladskrævende varer undtaget fra kravet om at skulle placeres i by-
midten eller i et center. KL foreslår, at loven giver mulighed for en konkret vurdering
på lokalt niveau af det enkelte butikskoncept med udgangspunkt i lagerbehov,
forventet trafik, størrelse mv. helt uafhængig af, hvilke varer der forhandles.
4. Udpegning af bymidter frem for statistiske beregninger.
I dag afgrænses bymidternes detailhandelsområder ud fra en særlig lovbestemt
statistisk metode. KL foreslår, at der sker en lokal udpegning af bymidter, som
erstatter de nuværende statistiske beregninger.
5. Afstanden mellem enkeltstående butikker bør fastlægges af den enkelte
kommune.
Enkeltstående butikker skal jf. praksis placeres minimum 500 meter fra hinanden. KL
forslår, at der i kommuneplanen gives mulighed for, at kommunen kan redegøre for,
hvordan man ønsker, at der skal ske en placering af enkeltstående butikker inden for
de enkelte områder i kommunen.
Kilde: KL (2015).
25
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
4. OPFØLGNING PÅ LANDSPLAN-
DIREKTIVER FOR DETAIL-
HANDEL I HOVEDSTADS-
OMRÅDET OG ÅRHUS
I hovedstadsområdet fastlægger erhvervs- og vækstministeren i et landsplandirektiv
beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og
aflastningsområder, hvor der kan planlægges for store udvalgsvarebutikker på mere end
2
2.000 m . Erhvervs- og vækstministeren fastlægger også aflastningsområder i Århus,
hvor der kan planlægges for store udvalgsvarebutikker.
De to landsplansdirektiver for hovedstadsområdet og Århus, der blev udstedt af
miljøministeren i 2008, er yderligere beskrevet i bilag 3. Kompetencen til at udstede
landsplandirektiver blev ved regeringsskiftet i sommeren 2015 overført fra
miljøministeren til erhvervs- og vækstministeren sammen med ansvaret for planloven.
Af de to landsplandirektiver fremgår det, at detailhandelsredegørelsen skal indeholde en
opfølgning på miljøvurderingerne med hensyn til især miljøkonsekvenserne af
planlægningen for store udvalgsvarebutikker i de to landsplandirektiver.
I miljøvurderinger efter lov om miljøvurdering af planer og programmer arbejdes med et
bredt miljøbegreb. Det omfatter alt lige fra den biologiske mangefold, befolkning,
menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft og klimatiske forhold, materielle
goder, landskab, kulturarv, kirker og kirkeomgivelser, til arkitektonisk og arkæologisk arv.
I de to landsplandirektiver er der primært lagt vægt på konsekvenserne for
detailhandelsstrukturen og den deraf følgende miljøbelastning. Miljøvurdering såvel som
overvågning skal foretages af den planlæggende myndighed – i dette tilfælde erhvervs-
og vækstministeren.
Centerstrukturen i landsplandirektivet for hovedstadsområdet bygger i det store hele på
den eksisterende detailhandelsstruktur og antages derfor ikke at give anledning til
væsentlige ændringer i miljøbelastningen i forhold til de gældende retningslinjer for
kommunernes detailhandelsplanlægning. Den væsentligste ændring i forhold til de
gældende retningslinjer er, at der kan etableres store udvalgsvarebutikker over 2.000 m²
i tilsammen ni områder i hovedstadsområdet. En opfølgning på udmøntningen af
direktivet i den kommunale planlægning viser, at det kun er Københavns Kommune, der
har udarbejdet eller aktuelt udarbejder lokalplaner for konkrete projekter til store
udvalgsvarebutikker. De øvrige kommuner har endnu ikke realiseret de muligheder, der
er indarbejdet i deres kommuneplaner. Der kan derfor endnu ikke foretages en vurdering
af, om de miljømæssige konsekvenser ved planmulighederne for store
udvalgsvarebutikker i landsplandirektivet er som ventet i miljøvurderingen fra 2008.
I landsplandirektivet for Århus er de to allerede store, eksisterende, regionale
butiksområder ved Tilst og Skejby udpeget som aflastningsområder, hvor der kan
2
planlægges for udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m bruttoetageareal. Det er
allerede i miljøvurderingen til landsplandirektivet vurderet, at direktivet ikke vil få nogen
øgede miljømæssige konsekvenser. Direktivet bygger i det store hele på den
eksisterende detailhandelsstruktur og giver derfor ikke øget miljøbelastning i forhold til
tidligere planlægning. Den i kommuneplan 2009 udlagte mulighed for et nyt IKEA i
aflastningsområdet i Skejby er udnyttet.
26
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
BILAG
27
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
BILAG 1. BEGREBER OG DEFINITIO-
NER
Aflastningsområde
Aflastningsområder er områder, der – i henhold til tidligere regler – er etableret med den
begrundelse, at det ikke har været muligt at udlægge yderligere arealer til detailhandel i
bymidten. Årsagen hertil var fx et bevaringsværdigt bymiljø. Aflastningsområder er typisk
placeret ved store omfartsveje. Eksisterende aflastningsområder kan fastholdes, men
der kan ikke udlægges nye aflastningsområder.
Bruttoetageareal vs. salgsareal
Bruttoetagearealet er bebyggelsens samlede etageareal, dvs. inkl. salgsareal, lager,
administration, indgangsparti osv. Ved beregning af bruttoetagearealet kan fradrages
arealer til personalekantine, personaletoiletter, personalefitnessfaciliteter og
2
personalerum/pauserum, dog maksimalt i alt 200 m .
Butik
En butik er et sted, hvorfra der sælges og udleveres varer direkte til private kunder. Det
gælder også diverse showrooms, outlets, lagersalg, permanente markedshaller og
stadepladser, hvorfra der er salg til private.
Bydelscenter
Et bydelscenter udgør centrum i en større bydel i byer over 20.000 indbyggere og ligger
typisk ude i en større forstad, et nyere byområde eller de gamle brogader i de største
byer.
Dagligvarer
Ved dagligvarer forstås varer, der forgår ved forbrug, fx føde- og drikkevarer.
Detailhandel
Detailhandel er videresalg af varer til private forbrugere. Som hovedregel fremstiller eller
forarbejder detailhandlen ikke selv nogen varer. Detailhandlen adskiller sig fra den
øvrige servicebranche ved, at detailhandlen sælger varer, mens servicebranchen sælger
tjenesteydelser. Detailhandel adskiller sig fra engroshandel ved, at detailhandlen sælger
til husholdninger, mens engroshandlen sælger til virksomheder.
Landsplandirektiv
Planloven giver erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at udstede landsplandirektiver i
visse tilfælde. Med et landsplandirektiv kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte
bindende regler for indholdet af den kommunale planlægning. I hovedstadsområdet er
det således erhvervs- og vækstministeren, der fastlægger bymidter, bydelscentre og
aflastningsområder, herunder hvor der kan placeres store udvalgsvarebutikker.
Endvidere
fastlægger
erhvervs-
og
vækstministeren
beliggenheden
af
aflastningsområder, hvor der kan placeres store udvalgsvarebutikker i Århus.
Lokalcenter
Et lokalcenter betjener et lokalområde med almindelige dagligvarer og udvalgsvarer.
Kommuneplan
For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan, der på grundlag af en samlet
vurdering af udviklingen i kommunen skal fastlægge en hovedstruktur og retningslinjer
for arealanvendelse i kommunen og rammer for lokalplanernes indhold i de enkelte dele
af kommunen.
28
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
Kommuneplanrevision
Kommunalbestyrelsen skal hvert 4. år i første halvdel af valgperioden tage stilling til, om
man vil foretage en hel eller delvis revision af kommuneplanen eller genvedtage den
eksisterende kommuneplan.
Udvalgsvarer
Udvalgsvarer er i modsætning til dagligvarer varer, som ikke forgår ved forbrug.
Udvalgsvarer er dermed som udgangspunkt mere varige, fx beklædning, isenkram mv.
29
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0030.png
BILAG 2. PLANLOVENS BESTEM-
MELSER OM DETAILHAN-
DEL
B2.1 GENNEMGANG AF PLANLOVENS FORMÅL OG REGLER
OM DETAILHANDEL
Planloven indeholder bestemmelser om, hvordan kommunerne skal planlægge for
detailhandel. Detailhandelsbestemmelserne har til formål at fremme et varieret
butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer.
Bestemmelserne skal sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god
tilgængelighed for alle trafikarter, især den gående, cyklende og kollektive trafik.
Desuden har bestemmelserne til formål at fremme en samfundsmæssigt bæredygtig
detailhandelsstruktur, hvor transportafstande i forbindelse med indkøb er begrænsede.
Bymidten
Bestemmelserne tager udgangspunkt i, at detailhandel skal placeres i den centrale del af
byen; bymidten. Hver by kan kun have én bymidte. I det indre storbyområde i
hovedstadsområdet kan der dog udlægges mere end én bymidte. Det er den enkelte
kommune, der fastsætter, hvor stort det samlede butiksareal i bymidten kan være. I
2
bymidten kan der planlægges for større dagligvarebutikker på op til 3.500 m og for
2 42
udvalgsvarebutikker på op til 2.000 m .
Bydelscentre
I byer på over 20.000 indbyggere kan kommunen planlægge for bydelscentre i den
centrale del af en bydel. Byer på mellem 20.000 og 40.000 indbyggere kan have
2
bydelscentre med et samlet butiksareal på maksimalt 5.000 m . I byer med over 40.000
indbyggere fastsætter kommunen det maksimale butiksareal i bydelscentrene. Der skal
være et passende forhold mellem butiksarealet og bydelens størrelse. Butiksstørrelserne
2
2
i et bydelscenter kan være op til 3.500 m for dagligvarebutikker og op til 2.000 m for
udvalgsvarebutikker.
Lokalområdets daglige forsyning
Uden for bymidten kan der udlægges lokalcentre til betjening af en begrænset del af en
by, en landsby, et sommerhusområde eller lignende. I lokalcentre kan butiksstørrelserne
2
være op til 1.000 m . Det samlede areal til butiksformål i et lokalcenter kan være op til
2
3.000 m . Uden for centerområderne kan der placeres enkeltstående butikker på op til
2
1.000 m til lokalområdets daglige forsyning.
Aflastningsområder
Eksisterende aflastningsområder, udlagt efter tidligere gældende regler, kan fastholdes,
men der kan ikke udlægges nye aflastningsområder. Dog kan ministeren for
hovedstadsområdet og Århus fastlægge aflastningsområder i et landsplandirektiv. I
2
aflastningsområder kan der planlægges for dagligvarebutikker på op til 3.500 m og
2
udvalgsvarebutikker på op til 2.000 m .
Store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m
I byer med mere end 40.000 indbyggere og i udpegede aflastningsområder i
hovedstadsområdet, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg kan der hvert fjerde år
2
planlægges for op til tre nye store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m .
42
2
Alle butiksstørrelser er angivet i bruttoetageareal. For alle butiksstørrelser gælder det, at der i beregningen af
bruttoetagearealet kan fratrækkes op til 200 m
2
til personalefaciliteter mm.
30
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
I hovedstadsområdet er mulighederne for at planlægge for, hvor der kan etableres store
butikker, fastlagt i et landsplandirektiv, og i Århus for så vidt angår beliggenheden af
aflastningsområder, hvori der kan etableres store udvalgsvarebutikker.
Butikker med særligt pladskrævende varer
Uden for centerområderne kan kommunen udlægge arealer til butikker, der alene
forhandler særligt pladskrævende varer. Det er kommunen, der fastsætter størrelsen på
den enkelte butik og på det samlede butiksareal til sådanne butikker. Planloven
indeholder en udtømmende liste over de særligt pladskrævende varer, som er biler,
lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten-
og betonvarer samt møbler. Møbelbutikker kan dog kun placeres i områder udlagt til
butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende varer, hvis de alene forhandler
møbler (alene forhandler pladskrævende varegrupper), og kommunen kan redegøre for,
hvorfor placering i bymidten eller et bydelscenter ikke er mulig.
Mindre butikker
Derudover kan der udlægges arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i
tilknytning til virksomheder, ligesom det er tilladt på jordbrugsbedrifter at sælge nogle af
bedriftens produkter ved stalddørssalg. Mindre butikker kan desuden indrettes i en
overflødiggjort landbrugsbygning.
I tilknytning til tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner, fritliggende
turistattraktioner mv. kan der udlægges arealer til butikker til brug for de kunder, der i
øvrigt benytter anlægget på grund af dets primære funktion. Disse butikker er ikke
omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse.
Udvidelser af bymidter og bydelscentre
Ønsker en kommune at udvide en eksisterende bymidte eller et bydelscenter
2
arealmæssigt, og er der mere end 5.000 m butiksareal, skal det ske med udgangspunkt
i den statistiske metode, som viser, hvor der er en koncentration og variation i en række
funktioner, som man forventer at finde i en bymidte. Det gælder fx butikker, kulturtilbud
samt privat og offentlig service. Der er fastsat nærmere regler om den statistiske metode
i bekendtgørelse nr. 1093 af 11. september 2007. Den eksisterende afgrænsning af
bymidter og bydelscentre kan fastholdes i planlægningen, uanset at de ikke lever op til
kravene for en statistisk afgrænsning af bymidten.
Som eksempel på ovenstående bestemmelser viser figur 15 et kort over den planlagte
detailhandelsstruktur i Kolding. Kolding hører til blandt større byer med over 40.000
indbyggere. Kolding har således en afgrænset bymidte, flere bydelscentre, en række
lokalcentre, et aflastningsområde samt områder med butikker, der alene forhandler
særligt pladskrævende varegrupper. Desuden viser kortet eksisterende, større
dagligvarebutikker.
31
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0032.png
Figur 15. Kolding som eksempel på by med flere typer områder for detailhandel
Kilde: PlansystemDK.
32
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
Planlægning for detailhandel i hovedstadsområdet
Da hovedstadsområdet udgør et samlet handelsområde med oplande på tværs af
kommunegrænserne, udarbejder erhvervs- og vækstministeren et samlet
landsplandirektiv for området. Med landsplandirektivet fastlægges beliggenhed af
bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og aflastningsområder,
hvori der kan placeres store udvalgsvarebutikker. Som en undtagelse fra de generelle
planlovsbestemmelser kan der i det indre storbyområde udlægges mere end en bymidte
i en by. Der er således fastlagt flere bymidter i København.
B2.2 REGLER FOR KOMMUNERNES PLANLÆGNING
Kommuneplanen
Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 3 skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for
den kommunale detailhandelsstruktur. Bymidter, bydelscentre, lokalcentre, områder til
særligt pladskrævende varer og eventuelle aflastningsområder skal afgrænses. For hvert
butiksområde skal det maksimale bruttoetageareal til butiksformål ligesom de maksimale
butiksstørrelser fastsættes.
Efter planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 7 skal der i kommuneplanen fastsættes rammer for
indholdet af lokalplaner til butiksformål. Rammerne skal angive det maksimale
bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til
butiksformål, for maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker samt for antallet
2
og placeringen af store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m .
Efter planlovens § 11 e, stk. 4 skal redegørelsen for den del af kommuneplanen, der
indeholder rammer for forsyningen med butikker indeholde:
1. En vurdering af omfanget af det eksisterende butiksareal fordelt på hovedbutikstyper
og omsætning i bymidten, bydelscentre, lokalcentre, områder til særligt
pladskrævende varer og aflastningsområder.
2. En vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse til butiksformål.
3. En angivelse af målene for detailhandelsstrukturen.
4. Oplysning om, hvordan planlægningen fremmer et varieret butiksudbud i de mindre
og mellemstore byer samt bymiljøet i de områder, der foreslås udlagt til butiksformål.
5. En angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til
butiksformål.
Der er særlige krav til redegørelsen for konsekvenser, hvis der udlægges store
2
udvalgsvarebutikker på over 2.000 m . Hvis udlæg af areal til en stor butik medfører en
udvidelse af et eksisterende aflastningsområde, skal redegørelsen indeholde en
beskrivelse af, hvorfor en placering i bymidten ikke er mulig.
Lokalplanen
Der skal laves en lokalplan, før der gennemføres større byggearbejder, medmindre der
allerede er en lokalplan eller en byplanvedtægt med regler om byggearbejdet. En
lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanen. Lokalplaner for
etablering af butikker skal indeholde bestemmelser om, hvor store de enkelte butikker
må være, og hvor stort det samlede butiksareal må være.
Regler om VVM
Planlovens regler om vurdering af projekters virkninger på miljøet, VVM, gælder også for
planlægningen for detailhandel, jf. bekendtgørelse nr. 1184 af 6. november 2014 om
vurdering af visse offentlige og private anlægs virkninger på miljøet. Detailhandelscentre
eller -enheder, der på grund af størrelsen har regional betydning, er altid VVM-pligtige.
Der skal derfor altid udarbejdes en redegørelse for projektets konsekvenser for miljøet.
Derudover skal projekter, som fx butikscentre og parkeringspladser i byzone, screenes
med henblik på, om de må antages at have en væsentlig virkning på miljøet og dermed
er VVM-pligtige.
33
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
Miljøvurdering af planer og programmer
Lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 om miljøvurdering af planer og programmer
indeholder regler om, at også planer for ”anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse
af butikscentre og parkeringspladser” skal indeholde en miljørapport med en
miljøvurdering. Reglerne om miljøvurdering omfatter ikke mindre ændringer i sådanne
planer, der ikke kan antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
B2.3 HISTORIK OM PLANLOVENS UDVIKLING
Detailhandelsbestemmelserne stammer fra en ændring af planloven i 1997 på baggrund
af anbefalinger fra udvalget for detailhandel og planlægning, som blev nedsat af miljø-
og energiministeren i 1995.
Undersøgelser havde vist, at mere end halvdelen af butiksinvesteringerne blev foretaget
i byer med over 20.000 indbyggere, og at over halvdelen af butiksbyggeriet i perioden
1992-1994 blev opført uden for bymidterne. Udvalget vurderede forudsætningerne for
butiksudvikling i forskellige bystørrelser.
Af udvalgets rapport fra 1996 fremgik det, at hvis væksten i de større byer (byer over ca.
25.000 indbyggere) begrænses, og der ikke placeres nye eksterne centre eller nye store
butikker uden for bymidterne, ville byer med 8.-16.000 indbyggere kunne fastholde og
udbygge deres attraktion i oplandet, og det ville være muligt at kanalisere flere
investeringer til byerne på 4.-8.000 indbyggere. Byer på 16.-25.000 indbyggere
benævnes som mellemstore byer. Byer på under 1.000 indbyggere er landsbyer og
indgik ikke i undersøgelsen.
Bestemmelserne er revideret i 2002, 2007, 2011 og 2013, mens formålet med
bestemmelserne er uændret siden 1997, se boks 2.
34
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0035.png
Boks 2.
Ændringer i detailhandelsreguleringen
Detailhandelsreglerne før 1997
Det har længe været en grundlæggende præmis i planlovgivningen, at kommunerne har kompetencen til at
planlægge for udviklingen i byerne. Også før 1997 havde kommunerne således hjemmel til at planlægge
for centerområder, herunder udlægge arealer til butiksformål og fastsætte butiksstørrelser i det enkelte
område. Kommunernes planlægning måtte ikke stride mod regionplanen. I regionplanen fastlagde amterne
retningslinjer for beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale butiksstørrelse på grundlag af
en samlet vurdering af detailhandelsudviklingen i amtet.
Detailhandelsreglerne fra 1997-2002
I 1997 blev der indført regler om placering af butikker i den centrale del af en by eller en bydel og om
maksimale butiksstørrelser på 3.000 m
2
for dagligvarer og 1.000 m
2
for udvalgsvarer. Der kunne derudover
etableres butikker uden for bymidter og bydelscentre til betjening af en begrænset del af en by –
dagligvarebutikker op til 3.000 m
2
.
Der var i planloven mulighed for at planlægge for butikker på mere end de fastsatte maksimumstørrelser,
såfremt der forelå en særlig planlægningsmæssig begrundelse. I praksis er der imidlertid kun etableret
meget få dagligvarebutikker med ophæng heri. Endelig kunne der planlægges for aflastningsområder
under hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø.
Detailhandelsreglerne 2002-2007
I 2002 blev den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker hævet til 1.500 m . Derudover blev det
præciseret, at regionplanmyndigheden skulle udpege beliggenheden af og fastlægge bruttoetagearealet for
bydelscentre og aflastningsområder, hvor det samlede areal oversteg 3.000 m
2
. Endelig fik kommunerne
ansvaret for at fastlægge den centrale del af en by, hvor det siden 1997 havde været
regionplanmyndighedens ansvar.
Ændringen af detailhandelsreglerne i 2007
Reglerne blev i 2007 ændret til de regler, der i hovedtræk er gældende i dag, og som er beskrevet i den
generelle regelgennemgang. Set i forhold til tidligere indebar ændringen i 2007 en indskrænkning af
kommunernes planlægningsmuligheder ift. detailhandel, idet nye dagligvarebutikker uden for bymidter,
bydelscentre og aflastningsområder maksimalt må have et bruttoetageareal på 1.000 m
2
, bymidter
afgrænses efter en fastlagt statistisk metode og nye aflastningsområder kun kan udlægges i København
og Århus. Ved samme lejlighed blev de maksimale butiksstørrelser ændret til de nu gældende 2.000 m
2
for
udvalgsvarebutikker og 3.500 m
2
for dagligvarebutikker i bymidter, bydelscentre og eksisterende
aflastningsområder.
Ændringen af detailhandelsreglerne i 2011
Med ændringen af planlovens detailhandelsbestemmelser i lov nr. 424 af 10. maj 2011 blev det muligt at
planlægge for en stor udvalgsvarebutik på over 2.000 m i bymidten i en af kommunens byer med over
3.000 indbyggere. Alle kommuner med undtagelse af ø-kommunerne Fanø, Samsø, Læsø og Ærø har
mindst en by med over 3.000 indbyggere. I byer med over 27.000 indbyggere kunne der desuden
planlægges for op til tre store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m
2
i bymidten eller i et eksisterende
aflastningsområde. Der blev desuden indført mulighed for gennem et landsplandirektiv i visse tilfælde at
planlægge for udvalgsvarebutikker uden for bymidten i kommuner, hvor ingen by har mere end 20.000
indbyggere.
Ændringen af detailhandelsreglerne i 2013
Med ændringen af planlovens detailhandelsbestemmelser i lov nr. 358 af 9. april 2013, blev reglerne for
planlægning af store udvalgsvarebutikker ændret til de regler, der var gældende før planlovsændringen i
2011, således at det hvert fjerde år er muligt at planlægge for op til 3 nye store udvalgsvarebutikker på
over 2.000 m i bymidten i byer med mere end 40.000 indbyggere og i udpegede aflastningsområder i
hovedstadsområdet, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Mulighederne for via landsplandirektiv at
planlægge for udvalgsvarer uden for bymidten blev ligeledes ophævet. Der blev ikke gennemført
planlægning i nogen kommuner efter de regler om store udvalgsvarebutikker, der var gældende fra 2011 til
2013.
2
2
2
35
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
B2.4 INTERNATIONAL SAMMENLIGNING AF LOVGIVNING
Som led i opfølgningen på Produktivitetskommissionens anbefalinger gennemførte
Miljøministeriet og Finansministeriet i november 2013 en undersøgelse af
arealreguleringen i UK, Nederlandene, Slesvig-Holsten i Tyskland samt Sverige via
interviews med relevante embedsmænd i de respektive lande. Nedenstående er et
uddrag af undersøgelsen om detailhandelsreguleringen.
Undersøgelsen viser, at der kun i Slesvig-Holsten på (del)statsligt niveau, som i
Danmark, er fastlagt bestemmelser om maksimale butiksstørrelser og placering i
centerstrukturen. Størrelsesgrænserne er dog højere end de danske, og i de største fire
byer er der ikke noget loft på butiksstørrelsen. UK og Nederlandene har bestemmelser
om, at butiksprojekter fortrinsvis bør lokaliseres i bymidten eller byen, men ikke
bestemmelser om butiksstørrelser. Sverige har ikke bestemmelser i lovgivningen om
planlægning for detailhandel.
Danmark er således det land, der blandt de undersøgte lande har de mest restriktive
statslige begrænsninger mht. butiksstørrelser.
Regulering ift. placering af detailhandel
Der er i UK, Nederlandene og Tyskland ligesom i Danmark tradition for at have til formål
at styrke bymidterne, herunder ved at understøtte detailhandlen.
UK, Nederlandene og Slesvig-Holsten har ligesom i Danmark regler om placering af
detailhandel med henblik på at fastholde detailhandel i bymidten. I Slesvig-Holsten er
reguleringen på niveau med den danske, mens den er mindre restriktiv på statsligt
niveau i UK og Nederlandene. I Nederlandene har provinserne dog fastholdt de tidligere
statslige bestemmelser om en hierarkisk detailhandelsstruktur med fokus på lokalisering
i bymidten med supplerende centre og restriktioner på storcentre o.l. i perifere
byområder, og disse bestemmelser er bindende for kommunerne.
I
Danmark
og i
Slesvig-Holsten
er en regulering med sigte på at styrke bymidterne,
herunder med detailhandel, fastlagt på (del)statsligt niveau. I
Nederlandene
og
UK
er der
fastlagt principper til styrkelse af bymidterne herunder med detailhandel, som skal følges
i den underliggende planlægning.
I
UK
fastlægges den statslige politik for den fysiske planlægning i The National Planning
Policy Framework (NPPF). Det er et mål at sikre levende bymidter. Butikker skal som
udgangspunkt etableres i bymidten, og kun hvis der ikke er plads, kan detailhandel
etableres i udkanten af bymidten eller i den øvrige del af byen (sequential test/ town
centers first). Når der overvejes en placering i randen af bymidten eller uden for
bymidten/randområdet, skal der foretrækkes lettilgængelige arealer, der er godt
forbundet med bymidten. Ansøger og kommune skal vise fleksibilitet overfor spørgsmål
som udformning og skala. Der er således fastlagt redegørelseskrav, hvis
hovedprincippet om placering i bymidten skal kunne fraviges. Bymidterne afgrænses af
kommunerne inden for de nationalt fastlagte rammer for planlægning. Princippet er
fastlagt i NPPF og uddybet i en vejledning.
I
Nederlandene
skal provinser og kommuner ifølge de statslige visioner sikre levende
byer. Byggeprojekter af mere end lokal karakter (som fx større detailhandelsenheder)
skal derfor gennemgå en vurdering i tre trin (behovsvurdering, etablering i eksisterende
byområder, etablering ved transportknudepunkt, hvis indpasning i eksisterende
bycentrum ikke er muligt). Der er ikke nationale regler om lokalisering af detailhandel,
men de 12 provinser har i deres regionale planer fastholdt de tidligere bestemmelser om
en hierarkisk detailhandelsstruktur med fokus på lokalisering i bymidten med
supplerende centre og restriktioner på storcentre o.l. i perifere byområder. Derved
36
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
fastholdes de bindende regler for den kommunale planlægning om placering af
detailhandel i bymidterne.
I
Slesvig-Holsten
fastlægger delstaten i landsudviklingsplanen (LEP), at butikker med
såkaldte centrumvarer skal placeres i bymidten, mens dagligvarebutikker kan placeres i
både bymidten og i boligområder. Centrumvarer er udvalgte udvalgsvarer, der i grove
træk er udvalgsvarer fratrukket de særligt pladskrævende varer. Kommunerne definerer,
hvad der betragtes som centrumvarer samt særligt pladskrævende i
arealanvendelsesplaner (F-planer), og Indenrigsministeriet påser i den forbindelse alene,
om definitionerne anses for plausible. Bymidten er i LEP beskrevet som der, hvor der er
fysisk og funktionel sammenhæng med de centrale indkøbsområder i kommunen, som
naturligt hører til i bymidten. Det er kommunen, der i forbindelse med den kommunale
planlægning fastlægger, hvad der er bymidten ud fra en vurdering af de fysiske og
funktionelle sammenhænge. Ved ændringer af F-planen i den forbindelse skal planen og
dermed vurderingen af bymidtesammenhængen godkendes af Indenrigsministeriet.
I
Sverige
findes der ingen lovkrav om butikkers placering. Den svenske butiksstruktur,
med mange store butikker og storcentre uden for bymidterne, er ikke et resultat af
planlægning, men er opstået som følge af de enkelte aktørers projektønsker. I 1992 blev
de bestemmelser i plan- og bygloven, som gjorde det muligt at præcisere anvendelsen til
detailhandel i planlægningen, fjernet. På det tidspunkt var omsætningen i eksterne
centre på ca. 8 pct. af den totale omsætning i detailhandlen. I midten af 2000-tallet var
omsætningen steget til ca. 30 pct. af den totale omsætning. Fra 1997 er det
undtagelsesvis muligt at regulere handelsformål ved at skelne mellem engroshandel og
detailhandel samt mellem handel med særligt pladskrævende (”skrymmande”) varer og
dagligvarehandel, men kun, hvis der er ”skäl av betydande vikt” (begrundelse af
betydende vægt), som efter lovens forarbejder er mere end en særlig planlægnings-
mæssig begrundelse (särskilda skäl). Der kræves en redegørelse af store detailhandels-
enheders konsekvenser for handlen i bymidten.
Butiksstørrelser
Blandt de undersøgte lande er det kun delstater i Tyskland som fx
Slesvig-Holsten,
der
2
på delstatsligt niveau fastsætter krav til butiksstørrelser. Her skal butikker over 800 m
salgsareal placeres i de centrale byer, mens der uden for disse byer kan etableres
butikker op til denne grænse. Reglerne minder om de danske regler, idet der uden for
2
byhierarkiet er en butiksgrænse på 800 m salgsareal, hvor der i Danmark er en grænse
2
på 1.000 m bruttoetageareal for butikker uden for bymidter og bydelscentre.
2
Størrelsesgrænsen er sammenlignelig, idet 800 m salgsareal typisk vil svare til 1.000
2
m bruttoetageareal. Samtidig skal butikker, der forhandler centrumvarer på et salgsareal
2
på mere end 800 m placeres i bymidten i de ”Zentrale Orten” (centrale byer).
Der er derudover fastlagt grænser for butiksstørrelsen for de enkelte niveauer i
byhierarkiet i LEP (Zentrale Orten). Der er 13 inddelinger med hver deres regler for
detailhandel. I de fire største byer, der har et indbyggertal fra ca. 80.000-240.000, er der
ingen grænse fastlagt i LEP, men større butikker med centrumvarer skal fortsat placeres
i bymidten.
I de undersøgte lande, på nær i
UK
og undtagelsesvis i
Sverige,
har kommunerne
mulighed for i lokalplanerne selv at fastsætte maksimale butiksstørrelser. Det har dog
ikke været muligt at få oplyst, hvor ofte det sker.
I
Nederlandene
er der tradition for mindre butikker, men der er og har ikke været lovkrav
om butiksstørrelse.
I
UK
skal der foretages en vurdering af større detailhandelsenheders (som
2
udgangspunkt over 2.500 m ) konsekvenser for den eksisterende detailhandel i oplandet
og handlen i bymidten, hvis disse ønskes etableret uden for bymidten, og hvis der ikke
37
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
allerede foreligger en lokalplan. Det er i NPPF beskrevet, hvad denne
konsekvensvurdering skal indeholde. Det fremgår derudover, at en ansøgning om et
projekt, der ikke er i overensstemmelse med enten ”the sequential test” eller har
væsentlige negative konsekvenser for de faktorer, der skal undersøges, herunder for
den eksisterende detailhandel, skal afvises.
38
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
BILAG 3. UDDYBENDE OPFØLGNING
PÅ LANDSPLANDIREKTI-
VER FOR DETAILHANDEL I
HOVEDSTADSOMRÅDET
OG ÅRHUS
I hovedstadsområdet fastlægger erhvervs- og vækstministeren i et landsplandirektiv
beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og
aflastningsområder, hvor der kan planlægges for store udvalgsvarebutikker på mere end
2
2.000 m . Erhvervs- og vækstministeren fastlægger endvidere aflastningsområder i
Århus, hvor der kan planlægges for store udvalgsvarebutikker.
Landsplandirektivet om beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder
mv. til detailhandel i hovedstadsområdet blev udstedt den 31. oktober 2008, og
landsplandirektivet om beliggenheden af aflastningsområder i Århus, hvori der kan
2
placeres udvalgsvarebutikker over 2.000 m , blev udstedt den 17. oktober 2008.
Landsplandirektiverne er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer,
som skal sikre, at der foretages en miljøvurdering af planer og programmer, hvis
gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Der er derfor foretaget en
miljøvurdering af forslagene til de to landsplandirektiver i forbindelse med udarbejdelse
af planerne. I forbindelse med offentliggørelsen af den endelige plan skal der udarbejdes
en sammenfattende miljøredegørelse, der beskriver miljøkonsekvenser ved det
planlagte, begrundelsen for den valgte plan og et overvågningsprogram. Det fremgår af
overvågningsprogrammerne til de to landsplandirektiver, at konsekvenserne af
2
planlægningen for store udvalgsvarebutikker over 2.000 m vil blive fulgt i
detailhandelsredegørelsen.
B3.1 OPFØLGNING
PÅ
LANDSPLANDIREKTIVET
HOVEDSTADSOMRÅDET
FOR
Det fremgår af miljøvurderingen fra 2008, at landsplandirektivets centerstruktur ”bygger i
det store hele på den eksisterende detailhandelsstruktur og antages derfor ikke at give
anledning til væsentlige ændringer i miljøbelastningen i forhold til de gældende
retningslinjer for kommunernes detailhandelsplanlægning i hovedstadsområdet. Den
væsentligste ændring i forhold til de gældende retningslinjer er forslaget om, at der kan
2
etableres store udvalgsvarebutikker over 2.000 m i tilsammen ni områder” i syv
kommuner.
Figur 16 viser et kort over eksisterende byzoneområder i hovedstadsområdet og
beliggenheden af bymidter og aflastningsområder, herunder mulighederne for at
2
planlægge for store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m i bymidter og
aflastningsområder.
39
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0040.png
Figur 16. Landsplandirektiv om detailhandel i hovedstadsområdet
Anm.: De mørkelilla områder angiver det indre storbyområde i fingerplanen (’håndfladen’), og de lyselilla områder
angiver det ydre storbyområde (’fingrene’).
Kilde: Erhvervsstyrelsen (2008).
40
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0041.png
På den baggrund blev overvågningen af landsplandirektivet i detailhandelsredegørelsen i
2011 hovedsageligt fokuseret på realiseringen af store udvalgsvarebutikker, og hvorvidt
disse får konsekvenser som forventet. Det konstateredes, at ikke alle syv kommuner
havde udnyttet muligheden for at planlægge for store udvalgsvarebutikker. Det
konstateredes i øvrigt, at intentionerne i landsplandirektivet er indarbejdet i
Kommuneplan 2009, og at kommunerne planlægger i overensstemmelse med reglerne i
direktivet.
Kommunerne i hovedstadsområdet har også gennemført revisionen af Kommuneplan
2013 i overensstemmelse med landsplandirektivet.
Planlægning for store udvalgsvarebutikker
De ni udpegede områder til store udvalgsvarebutikker er bymidter samt aflastnings-
området i Gentofte. Tre af områderne ligger i Københavns Kommune (Ørestad City,
Københavns City samt brogaderne mv. under ét). De øvrige fem er Hundige, Flintholm,
Lyngby, Roskilde og Høje-Taastrup (City 2). Med undtagelse af Gentofte Kommune har
de øvrige kommuner i dag fastlagt retningslinjer for store udvalgsvarebutikker og i visse
tilfælde også rammer for lokalplanlægningen, se tabel 2.
Tabel 2. Udpegede områder til store udvalgsvarebutikker
Kommune
Greve Kommune
Kommuneplan
Kommuneplan 13
Sted
Waves, Hundige
bymidte
Kanalvejskvarteret,
Lyngby (bymidte)
Bymidten
Retningslinjer/rammer
3 udvalgsvarebutikker på maks.
10.000 m
2
3 udvalgsvarebutikker på maks.
5.000 m²
2 udvalgsvarebutikker på maks.
5.000 m
2
2 udvalgsvarebutikker på
tilsammen maks. 7.000 m
2
3 udvalgsvarebutikker på maks.
10.000 m
2
3 udvalgsvarebutikker på maks.
2
5.000 m
Udvidelse af Magasin, ny IKEA
Lyngby-Taarbæk
Kommune
Roskilde Kommune
Kommuneplan 13
Kommuneplan 13
Høje-Taastrup
Kommune
Frederiksberg
Kommune
Københavns Kommune
Kommuneplan 13
City 2 Høje-Taastrup
(bymidte)
Flintholm (bymidte)
Kommuneplan 13
Tillæg nr. 1 til
lokalplan nr. 325
Forslag til
Kommuneplan 14
Ingen retningslinjer
i Kommuneplan 13
Ørestad (bymidte)
Københavns Kommune
Københavns City (inkl.
Fisketorvet) (bymidte)
Aflastningsområdet
Gentofte Kommune
Anm.: Tabellen viser, at alle kommuner, der har muligheden for det, har udpeget mulige områder for store
udvalgsvarebutikker i de gældende kommuneplaner. Dog med undtagelse af Gentofte Kommune Der er dog
kun i et tilfælde lokalplanlagt for et konkret projekt – Ørestad i Københavns Kommune.
Kilde: PlansystemDK.
Som det fremgår af tabellen, er der kun udarbejdet lokalplan for projektet i Ørestaden i
Københavns Kommune. Her vedtog Borgerrepræsentationen i maj 2013 en lokalplan
med mulighed for etablering af op til tre nye, store udvalgsvarebutikker på maks. 5.000
2
m ved Fields. Lokalplanen er ved at blive realiseret. Det betyder, at der i de øvrige
kommuner sandsynligvis ikke har været en konkret efterspørgsel på etablering af store
udvalgsvarebutikker, som er udmøntet i udarbejdelse af en lokalplan for projektet.
Endvidere er Københavns Kommune i gang med at udarbejde et lokalplanforslag for
IKEA ved Fisketorvet samt udvidelse af Magasin på Kongens Nytorv. Derudover er der
på nuværende tidspunkt ikke konkrete projekter til realisering af kommuneplanernes
retningslinjer og rammer for store udvalgsvarebutikker i hovedstadsområdet.
41
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
Da endnu ingen af de store udvalgsvarebutikker, som landsplandirektivet giver mulighed
for, er etablerede, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at belyse de faktiske
miljøkonsekvenser af landsplandirektivet.
B3.2 OPFØLGNING PÅ LANDSPLANDIREKTIVET FOR ÅRHUS
I landsplandirektivet for Århus er de to store, eksisterende, regionale butiksområder ved
Tilst og Skejby udpeget som aflastningsområder, hvor der kan planlægges for
2
udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m bruttoetageareal. Det er allerede i
miljøvurderingen til landsplandirektivet vurderet, at direktivet ikke vil få nogen øgede
miljømæssige konsekvenser. Direktivet bygger i det store hele på den eksisterende
detailhandelsstruktur og giver derfor ikke øget miljøbelastning i forhold til tidligere
planlægning.
Den i Kommuneplan 2009 udlagte mulighed for et nyt IKEA i aflastningsområdet i Skejby
er udnyttet. I Kommuneplan 2013 giver Århus Kommune mulighed for tre nye, store
2
2
udvalgsvarebutikker; to på maks. 5.000 m i city og en på maks. 10.000 m i
aflastningsområdet i Skejby. Disse er endnu ikke fulgt op af lokalplanlægning for
konkrete projekter.
42
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0043.png
BILAG 4. ANALYSE AF DETAIL-
HANDELSSTRUKTUREN
B4.1 DETAILHANDLENS OMFANG OG BETYDNING I DEN
SAMLEDE ØKONOMI
Detailhandlen omfatter i alt knap 24.000 butikker
fordelt på ca. 8.500
dagligvarebutikker og 15.500 udvalgsvarebutikker, som er omfattet af planlovens
detailhandelsbestemmelser om størrelse og placering.
Over tid har der været tendens til færre, men større butikker, jf. figur 17 og figur 18. Især
for dagligvarer synes der en strukturel tendens til færre butikker. Dette har fundet sted
sideløbende med, at planlovens bestemmelser har reguleret størrelse og placering. Men
også andre forhold kan påvirke udviklingen i detailhandlen.
43
Figur 17. Udvikling i antal butikker,
2003-2013
Indeks (2003=100)
140
130
120
110
100
90
Dagligvarer
80
70
60
03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13
80
70
60
Udvalgsvarer
Indeks (2003=100)
140
130
120
110
100
Figur 18. Udvikling i gennemsnitligt
salgsareal, 2006-2013
Kvm
900
800
700
600
500
400
Kvm
900
800
700
600
500
400
300
200
100
0
Alle dagligvarebutikker
2006
Discountbutikker
2013
90
300
200
100
0
Anm.: I figur 17 er antal butikker opgjort som arbejdssteder. Figuren er ekskl. ikke-fysiske butikker (dvs.
internethandel, postordre), detailhandel af forbigående karakter (fx markeder, stadepladser mv.) og servicestationer
o.l., da disse ikke er omfattet af planlovens detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse. Apoteker,
kosmetikforretninger, blomsterbutikker mv. er her betegnet som dagligvarebutikker, da disse forhandler varer, der
forgår ved forbrug. Den stiplede linje angiver databrud grundet ændret branchenomenklatur samt overgang til
indberetning via e-indkomst. Figur 18 omfatter ca. 3.000 dagligvarebutikker med fuldt sortiment, mens
discountbutikkerne består af Aldi, Fakta, KiwiMinipris, Lidl, Netto og Rema1000.
Kilde: Danmarks Statistik, generel erhvervsstatistik, 2003-2013 samt (Retail Institute Scandinavia, 2006 og 2013).
Eksempelvis spiller konjunkturerne ind på især salget af udvalgsvarer. Antallet af
udvalgsvarebutikker steg således under højkonjunkturen frem til 2007 og faldt
efterfølgende under den økonomiske krise. Antallet af butikker påvirkes også af
strukturelle forhold som fx skift i forbrugerpræferencer, ændrede indkøbsmønstre og
tendens til urbanisering. Derudover påvirkes butiksstrukturen af den stigende e-handel,
ligesom butikkerne kan være i gang med konsolideringer og effektiviseringer af drift mv.
43
Her er der set bort fra ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel, postordre) og detailhandel af forbigående karakter (fx
kræmmermarkeder, stadepladser mv.), der ikke er reguleret af planlovens detailhandelsbestemmelser; i alt ca. 1.100
butikker. Derudover er der set bort fra ca. 800 servicestationer mv., der heller ikke er omfattet planlovens detailhandels-
bestemmelser om beliggenhed og størrelse.
43
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0044.png
Figur 19. Udvikling i dagligvarebutikker efter byernes størrelse, 2004-2014
Antal butikker
1.100
1.000
900
800
700
600
500
400
300
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
Over 100.000
10.000-40.000 indbyggere
Under 2.000 indbyggere
40.000-100.000 indbyggere
2.000-10.000 indbyggere
Antal butikker
1.100
1.000
900
800
700
600
500
400
300
Anm.: Populationen dækker over dagligvarebutikker med fuldt sortiment.
Kilde: Retail Institute Scandinavia.
Blandt dagligvarebutikkerne (med fuldt varesortiment) er det især i de mindste landsbyer,
at der er blevet færre hen over det seneste årti, jf. figur 19.
Der var en samlet omsætning i detailhandlen på 325 mia. kr. i 2013, svarende til ca. 36
44
pct. af det private forbrug. Udviklingen i detailhandlen afspejler udviklingen i det private
forbrug og er til en vis grad konjunkturfølsomt; især for handlen med udvalgsvarer. Af
danskernes samlede private forbrug udgjorde dagligvarer ca. 18 pct. i 2014, hvoraf
fødevarer stod for 10 pct. af det samlede forbrug. Over en længere årrække har
dagligvarernes andel af det samlede forbrug vist en faldende tendens. Det er naturligt, at
der i takt med stigende velstand sker en vis forskydning i det private forbrug i retning af
en mindre andel af fødevarer mv. og en større andel af mere varige forbrugsgoder og
tjenester, fx rejser.
Branchen beskæftiger omkring 235.000 personer, svarende til 8�½ pct. af det samlede
45
antal beskæftigede personer i Danmark. Denne andel har været nogenlunde stabil
over tid. Det er relativt mange sammenlignet med branchens andel af den samlede
værdiskabelse i Danmark, jf. figur 21. De beskæftigede i detailhandlen arbejder ofte på
deltid, der er mange unge, og der er et lavt uddannelsesniveau sammenlignet med andre
46
brancher.
Detailhandlen skaber værdi for forbrugerne ved at indkøbe, organisere og sammensætte
et varesortiment, der matcher kundernes behov samt markedsføre, formidle og sælge
varerne. Denne værdiskabelse i detailhandlen svarer til 3�½ pct. af den samlede danske
værdiskabelse (målt ved bruttoværditilvæksten, BVT). Det er udtryk for den merværdi,
som branchen skaber ud over de solgte varers værdi. Detailhandlens andel i den
samlede værdiskabelse har været aftagende over tid. Dette kan bl.a. hænge sammen
med produktivitetsudviklingen, som beskrives nærmere i afsnit B4.8.
44
45
Jf. Statistikbanken, firmastatistikken og nationalregnskabet.
Jf. Statistikbanken, Nationalregnskabet. Målt i timer tegner detailhandlen sig for 6�½ pct. af det samlede antal præsterede
arbejdstimer.
46
Jf. Statistikbanken, Registerbaseret Arbejdsstyrkestatistik, 2013.
44
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0045.png
Figur 20. Beskæftigede i
detailhandlen
1.000
personer
270
252
250
228
230
210
190
170
150
195
235
230
250
1.000
personer
270
Figur 21. Udvikling i detailhandlens
andel af hhv. BVT og beskæftigelse
Pct.
12
10
8
6
210
4
190
2
170
0
150
Andel af BVT
Andel af beskæftigelse
0
2
4
Pct.
12
10
8
6
Anm.: Beskæftigelsen er opgjort i antal personer.
Kilde: Danmarks Statistik, Nationalregnskabet.
Sammenlignet med andre lande er detailhandlens andel af den samlede værdiskabelse
(målt ved BVT) i Danmark blandt de laveste i OECD-landene, jf. figur 22. Målt som andel
af den samlede beskæftigelse fylder detailhandlen som nævnt mere. Den danske
detailhandels andel af beskæftigelsen er i midterfeltet af OECD-landene, jf. figur 23.
Figur 22 Detailhandlens andel af
samlet BVT, 2013
Pct.
8
7
6
5
4
3
2
1
0
Luxembourg
Danmark
Island
Sverige
Holland
Finland
Tjekkiet
Schweiz
Frankrig
Ungarn
Grækenland
Irland
Estland
Østrig
Slovenien
Portugal
USA
Slovakiet
Pct.
8
7
6
5
4
3
2
1
0
Figur 23 Detailhandlens andel af
beskæftigelsen, 2013
Pct.
12
10
8
6
4
2
0
Sverige
Slovenien
Finland
Begien
Luxembourg
Tjekkiet
Frankrig
Estland
Danmark
Østrig
Holland
Ungarn
Polen
New Zealand
Australien
Irland
Slovakiet
UK
Canada
USA
Pct.
12
10
8
6
4
2
0
Kilde: OECD.
Investeringer i detailhandlen
Investeringer er vigtige for virksomhedernes værdiskabelse via øget produktivitet. Det
skyldes, at investeringer i fx produktionsanlæg, transportmidler og it-udstyr kan bidrage
til at øge arbejdskraftens produktivitet.
De danske bruttoinvesteringer i detailhandlen udgør knap 11 pct. af branchens samlede
BVT, hvilket svarer til OECD-gennemsnittet, men er lavere end lande som Belgien,
Storbritannien og Sverige, jf. figur 24.
45
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0046.png
Figur 24. Bruttoinvesteringer i detail-
handlen, gennemsnit 2011-2013
Pct. af sektorens BVT
18
16
14
12
10
8
6
4
2
0
Island
New Zealand
Norge
Grækenland
Luxembourg
Portugal
USA
Finland
Tyskland
Østrig
Danmark
Slovakiet
Italien
Ungarn
Sverige
Storbritannien
Tjekkiet
Belgien
Gennemsnit
Pct. af sektorens BVT
18
16
14
12
10
Figur 25. Direkte udenlandske
investeringer (FDI) i detailhandlen
Pct. af samlede FDI
1,6
1,4
1,2
1,0
0,8
Indadgående
Pct. af samlede FDI
1,6
1,4
1,2
1,0
0,8
Uddadgående
0,6
0,4
0,2
0,0
04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14
8
6
4
2
0
0,6
0,4
0,2
0,0
Anm.: Figur 24 viser de samlede bruttoinvesteringer i detailhandlen som andel af detailhandlens samlede BVT (dvs.
investeringskvoten). Data for Italien, Norge, Sverige og Storbritannien er for 2010-2012. Data for New Zealand er for
2009-2011. Figur 25 viser de samlede (udenlandske) indadgående direkte investeringer og (danske) udadgående
direkte investeringer i detailhandlen som andel af de samlede indadgående/udadgående investeringer. Direkte
udenlandske investeringer (FDI) omfatter investeringer, der giver ejerskab af eller kontrol over virksomheder i
udlandet. Investeringerne omfatter opkøb af, eller fusion med, en allerede eksisterende virksomhed, eller etablering
af ny virksomhed. Investeringerne er opgjort ekskl. gennemløb, dvs. investeringer der videreinvesteres i et andet
land, og dermed ikke giver realøkonomisk aktivitet i det land, som de gennemløber.
Kilde: Danmarks Nationalbank, årlig beholdningsstatistik for direkte investeringer.
Tilsvarende kan direkte udenlandske investeringer fordelt på henholdsvis indadgående
og udadgående investeringer styrke produktiviteten i den danske detailhandel.
Indadgående investeringer kan være særligt produktivitetsfremmende, fordi udenlandske
virksomheder, der investerer i Danmark, typisk bibringer ny viden om fx produkter,
teknologi, markedsføring og ledelse. Denne viden kan også bidrage til at øge
produktiviteten i danske virksomheder gennem såkaldte spredningseffekter, idet viden,
der fremkommer i udenlandske virksomheder, også kommer videre til andre
virksomheder. Tilsvarende kan udenlandske investorer og virksomheder være med til at
udvikle nye butikskoncepter og øge vareudbuddet. Der er allerede en række
udenlandske detailhandelsvirksomheder til stede på det danske marked, jf. boks 3.
Boks 3. Udenlandske detailhandelsvirksomheder i Danmark
På det danske dagligvaremarked findes følgende udenlandske kæder: Aldi, Lidl og
Rema 1000 med ca. 580 butikker samt Norgesgruppen, som ejer 48,9 pct. svarende til
aktiemajoriteten af Dagrofa. Dagrofa har kæderne Meny (tidligere SuperBest), Kiwi, Min
Købmand (nogle af de tidligere Spar-butikker) og Spar m.fl. med ca. 550 butikker. I alt
har ca. 1.100 af dagligvarebutikkerne (med fuldt varesortiment) i Danmark udenlandsk
ejerskab, svarende til over 1/3.
I Sverige er der til sammenligning kun danske Netto og tyske Lidl, som har udenlandsk
ejerskab svarende til mindre end 10 pct. af butikkerne.
Kilde: Delfi, DLF og Fri Köpenskap (2014).
46
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0047.png
Produktivitetskommissionen vurderede, at udenlandsk ejede virksomheder inden for
47
detailhandlen er mere produktive end danske virksomheder. Dette kan dog skyldes, at
udenlandske investorer opkøber virksomheder, der i forvejen er relativt produktive. Det
er Produktivitetskommissionens samlede vurdering, at udenlandske investeringer
generelt styrker produktiviteten i danske virksomheder.
Udadgående investeringer er - særligt inden for detailhandlen - en betingelse for at
kunne agere på udenlandske markeder, fordi detailhandlens salg af varer (med
undtagelse af e-handel) forudsætter nærhed til kunderne. En undersøgelse har vist, at
danske virksomheder med datterselskaber i udlandet typisk er mere produktive end
48
sammenlignelige virksomheder uden udenlandske datterselskaber. Dette kan skyldes,
at det kun er de mest produktive virksomheder, der investerer i udlandet, men kan også
skyldes stordriftsfordele, læringseffekter fra udlandet og at konkurrencen på
verdensmarkederne tilskynder til effektiviseringer.
Sammenlignet med detailhandlens andel af den samlede økonomi (3�½ pct. af BVT) er
det udenlandske investeringsniveau i branchen relativt lavt. I 2014 udgjorde
indadgående investeringer i detailhandlen 1,3 pct. af de samlede indadgående
investeringer i Danmark. Tilsvarende udgjorde danske udadgående detailhandels-
investeringer i udlandet kun én pct. af de samlede udadgående investeringer, jf. figur 25.
Produktivitetskommissionen vurderede, at forskelle i regulering på tværs af lande kan
være en barriere for udenlandske investeringer. Således kan relativt restriktive danske
planlovsregler føre til øgede indgangsbarrierer på det danske detailhandelsmarked eller
helt udelukke udenlandske butikskoncepter, der eksempelvis ikke harmonerer med de
danske størrelsesbegrænsninger.
I forvejen er der generelt høje etableringsomkostninger på dagligvaremarkedet som
følge af det særlige behov for et udbygget lager- og distributionsnet og en høj
49
koncentration i leverandørleddet.
47
48
Jf. Produktivitetskommissionen (2013b).
Jf. Økonomi- og Erhvervsministeriet (2011).
49
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
47
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0048.png
B4.2 PRISSAMMENLIGNING MED UDLANDET
Prisforskelle mellem lande kan skyldes mange forhold: fx forskelle i moms og afgifter,
forskelle i velstand, men også forskelle i rammevilkår, konkurrenceforhold og
forbrugerpræferencer.
Priserne i den danske detailhandel lå i 2013 ca. 18 pct. højere end gennemsnittet for
50
EU7. En stor del af forskellen kan dog forklares ved det danske moms- og afgiftsniveau
51
samt velstandsniveau . Desuden bliver en relativt høj andel af de danske varer solgt på
kampagne, sammenlignet med udlandet, hvilket reducerer forbrugerprisen, se boks 4.
Når der korrigeres for disse forhold vurderes de danske detailpriser at være ca. 2-4 pct.
højere end EU7-gennemsnittet, jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kigger man isoleret på de danske dagligvarepriser, var disse i 2013 ca. 25 pct. højere
end gennemsnittet for EU7. Efter korrektion for forskelle i moms og afgifter, velstand
samt korrektion for andel af varer der sælges på kampagne, vurderes de danske
dagligvarepriser at være ca. 4 pct. højere end gennemsnittet for EU7.
En prisforskel på henholdsvis 2-4 pct. kan give en indikation af, at konkurrencen og
effektiviteten i den danske detail- og dagligvarehandel eller i de erhverv, som producerer
dagligvarer, ikke er på niveau med sammenlignelige europæiske lande. Dette kan blandt
andet skyldes forskelle i butiksstrukturer og anden regulering, fx grundet en relativt
restriktiv dansk planlov.
Det er ikke givet, at det er et mål, at priserne i detailhandlen i Danmark skal være på
niveau med gennemsnittet i sammenlignelige europæiske lande. I det omfang
detailhandlen i Danmark er mere produktiv end i andre lande, vil priserne i den danske
detailhandel kunne være lavere end andre europæiske lande, når der korrigeres for
moms, afgifter og velstandsniveau.
Men prisforskellene kan også påvirkes ved blandt andet forskelle i forbrugerpræferencer,
butiksstrukturer og kvalitet, som kan betyde, at det ikke er identiske varer, der indgår i
prissammenligningen. Det er usikkert, i hvor stort omfang disse forhold påvirker
52
prisniveauet.
50
Prissammenligningerne er opdaterede beregninger fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen (2012). Foruden Danmark består EU7 af Belgien, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Tyskland.
51
Den høje velstand i Danmark bidrager isoleret set til højere priser. Et højt velstandsniveau øger lønningerne generelt i
samfundet og kan føre til højere priser.
52
Se i øvrigt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012) for yderligere diskussion og forklaring af de korrigerede priser.
48
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0049.png
Boks 4.
Udsalgskampagners effekt på forbrugerpriserne
I internationale prissammenligninger medregnes varer solgt på kampagne (annoncerede
tilbud) almindeligvis ikke. I den danske dagligvarehandel sælges en tredjedel af alle
varer på kampagne, og kampagneprisen er i gennemsnit 16 pct. lavere end
normalprisen. Danske forbrugere opnår dermed en gennemsnitlig besparelse på deres
samlede indkøb på 6 pct. som følge af varer solgt på kampagne. Eftersom der sælges
flere varer på kampagne i den danske dagligvarehandel i forhold til Tyskland, Italien,
Sverige, Frankrig og Belgien, hvor det i gennemsnit er ca. 20 pct. af alle varer, der
sælges på kampagne, er det nødvendigt at korrigere for at sammenligne de reelle
forbrugerpriser.
Kampagnerne, der hovedsageligt annonceres via husstandsomdelte reklamer, kan
påvirke forbrugerpriserne på forskellige måder. Tryk og distribution fører umiddelbart til
øgede omkostninger for butikkerne, hvilket kan føre til højere priser i butikkerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere anslået, at omkostningerne til
produktion og distribution af tilbudsaviser i dagligvarehandlen udgør ca. 2 pct. af
dagligvarehandlens samlede omsætning. Disse omkostninger kan isoleret set gøre
varerne dyrere.
Omvendt viser en række empiriske studier, at informativ reklame – som fx annoncering
af priser og tilbud – nedbringer søgeomkostningerne for forbrugerne og er med til at
reducere priserne på markedet. Dette skyldes, at de forbrugere, der læser
butikskædernes tilbudsaviser, og aktivt opsøger de bedste handler, er med til at øge
konkurrencen på markedet. Dermed har kampagnerne to effekter på forbrugerpriserne:
For det første øger kampagnerne informationsniveauet, hvormed kunderne er bedre i
stand til at sammensætte en billig indkøbskurv. For det andet er kampagnerne med til at
øge priskonkurrencen blandt konkurrerende butikker.
Det er ikke afklaret, hvorvidt den udbredte danske tilbudskultur de facto fører til lavere
priser for den gennemsnitlige forbruger.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
49
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0050.png
B4.3 DETAILHANDLEN I ET FORBRUGERPERSPEKTIV
Forbrugernes ønsker og præferencer har en stor betydning for udformningen af
butiksstrukturen i detailhandlen. Forbrugerne har forskellig adfærd og præferencer
afhængig af, hvilken branche inden for detailhandlen man kigger på.
Når det kommer til dagligvarer, efterspørger danske forbrugere i høj grad varer solgt på
tilbud og i kampagner. En tredjedel af alle varer sælges på kampagne i Danmark, mens
det gennemsnitligt er ca. 20 pct. af alle varer, der sælges på kampagne i Tyskland,
53
Italien, Sverige, Frankrig og Belgien. Se også boks 4.
Den uden sammenligning mest populære måde at kommunikere med forbrugerne på er
gennem husstandsomdelte reklamer (i daglig tale kaldet tilbudsaviser). I 2010 udsendte
dagligvarehandlen ca. 33.000 siders tilbudsaviser pr. husstand i Danmark. I Norge og
54
Sverige var det tilsvarende antal henholdsvis 5.000 og 9.000 sider. De samlede
omkostninger til tryk og distribution af tilbudsaviser fra dagligvarehandlen estimeres at
55
løbe op i mellem 1�½-2 mia. kr.
I forhold til udvalgsvarehandlen vurderes dagligvarehandlen at stå for ca. 2/3 af det
56
samlede antal sider tilbudsaviser.
Danskernes efterspørgsel efter billige varer kan være årsagen til, at de danske
forbrugere i stigende omfang handler i discountbutikker. Discountbutikkernes
markedsandel er således steget markant fra 2002 til 2012. Dette er sket på bekostning af
både minimarkeder og supermarkeder, se figur 26.
Figur 26. Markedsandele på butikskoncepter i dagligvarehandlen
Fordeling af omsætning, pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
2002
Minimarkeder
Discount
Supermarkeder
16
24
37
56
49
4
6
Fordeling af omsætning, pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
8
2012
Hypermarkeder
0
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
53
54
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
55
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2011).
56
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
50
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0051.png
Danskerne handler dagligvarer relativt ofte. Mere end 60 pct. af de danske forbrugere
handler dagligvarer fire eller flere gange om ugen. Til sammenligning handler 48 pct. af
finnerne og nordmændene fire eller flere gange om ugen, mens det for svenskerne kun
57
er 35 pct. af befolkningen, der handler så ofte.
Når danskerne vælger, hvilken dagligvarebutik de vil handle i, er det følgende faktorer (i
58
prioriteret rækkefølge), der spiller den største rolle for valget:
1.
2.
3.
4.
5.
Butikken har en god beliggenhed (enten tæt på arbejde eller tæt på hjem)
Butikken har generelt et stort vareudvalg
Butikken har lave priser
Det går hurtigt at handle i butikken
Butikken har længe åbent
Udvalget af bestemte dagligvarer spiller ikke nogen stor rolle for forbrugernes valg af
dagligvarebutik. Danskerne er dog noget tilbageholdende med at prøve nye varer. En
undersøgelse foretaget af Nielsen viser, at kun 25 pct. af danskerne er villige til at lægge
nye varer i indkøbskurven. Til sammenligning er tallet 44 pct. for gennemsnittet af de
59
europæiske forbrugere.
Til sammenligning er det nogle lidt andre faktorer forbrugerne vægter højt, når de
handler udvalgsvarer. For forbrugere, som handler forbrugerelektronik samt tøj og sko i
60
fysiske butikker, er det hovedsageligt følgende faktorer, de vælger butik efter:
1.
2.
3.
4.
5.
Butikken har ønsket mærke/model (sortiment)
Butikken har god service
Butikken har lave priser
Butikken har varer af høj kvalitet
Butikken har generelt stort vareudvalg
I modsætning til dagligvarer spiller butikkens beliggenhed dermed ikke nogen central
rolle. Det kan måske forklares ved, at forbrugerne ikke handler i udvalgsvarebutikker lige
så ofte som dagligvarer.
Der findes ikke dækkende opgørelser over udvalgsvarebutikkernes konkrete sortiment.
Her kan butikkernes størrelse fx anvendes som en indikator for bredden af vareudvalget,
hvilket sker i de efterfølgende afsnit.
Forbrugerne har også forskellige præferencer mellem dagligvarer og udvalgsvarer, når
det kommer til indkøbsformen. Flere køber udvalgsvarer over internettet, mens e-handel
med dagligvarer endnu ikke er så udbredt, også jf. afsnit B4.9.
E-handlen varierer også efter, hvilket produkt der er tale om. I en forbrugerundersøgelse
foretaget af Megafon på vegne af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen angiver 36 pct. af
respondenterne, at de - sidst de handlede forbrugerelektronik – gjorde det over nettet.
Tilsvarende var det 18 pct. af forbrugerne, der handlede over nettet, sidst de købte tøj
61
eller sko.
Jf. De nordiske konkurrencemyndigheder (2015).
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2011). Forbrugerpræferencerne er baseret på en forbrugerundersøgelse
foretaget af Megafon 2013, hvori spørgsmålet lød: ”Hvad var vigtigst for dig sidste gang du valgte, hvilken fysisk butik du
skulle købe dagligvarer i?”. Forbrugerne kunne vælge op til tre grunde – prioriteret.
59
Jf. Nielsen (2015).
60
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014). Spørgsmålet lød: Hvad var vigtigst for dig sidste gang, du valgte, hvilken
butik du skulle købe forbrugerelektronik i? Forbrugerne kunne vælge op til tre grunde – prioriteret.
61
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
58
57
51
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0052.png
B4.4 BUTIKSSTRUKTUREN I DANMARK
Som udgangspunkt er alle butikker med salg til private forbrugere omfattet af planlovens
detailhandelsbestemmelser. Dog er ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel og
postordre) og detailhandel af forbigående karakter (fx kræmmermarkeder, stadepladser
mv.) ikke reguleret af planlovens detailhandelsbestemmelser. I tilknytning til
tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner, fritliggende turistattraktioner mv. kan der
udlægges arealer til butikker til brug for de kunder, der i øvrigt benytter anlægget på
grund af dets primære funktion. Disse butikker er heller ikke omfattet planlovens
detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse.
Detailhandlen omfatter i alt knap 24.000 butikker
fordelt på ca. 8.500
dagligvarebutikker og 15.500 udvalgsvarebutikker, som er omfattet af planlovens
bestemmelser for fysisk placering og størrelse.
De 8.500 dagligvarebutikker består af knap 2.000 købmænd og kiosker, 2.600
supermarkeder og discountbutikker mv. samt 2.300 specialbutikker med dagligvarer (fx
slagtere, ostehandlere og vinhandlere). Endelig er der knap 1.700 butikker, der handler
med andre dagligvarer (fx apoteker, kosmetik- og blomsterforretninger), se figur 27.
Denne afgrænsning følger Danmarks Statistiks afgrænsning af detailhandlen. Andre
kilder og opgørelser af detailhandlen kan have andre afgrænsninger af antallet af
butikker, se boks 5.
Ser man alene på de dagligvarebutikker, der vurderes at have et fuldt dækkende
63
sortiment til en husholdnings daglige forbrug, er der ca. 3.000 dagligvarebutikker, jf.
Retail Institute Scandinavia. Dette er overvejende butikker organiseret i kæder samt
købmænd.
62
Figur 27. Antal butikker i detailhandlen
Detailhandelsbutikker reguleret af planloven = 24.000
8%
Heraf dagligvarebutikker
med fuldt sortiment
(3.000)
11%
Udvalgsvarebutikker
(15.500)
10%
Dagligvarebutikker
(8.500)
64%
7%
Købmænd og kiosker
Apoteker mv.
Supermarkeder, discount mv.
Specialbutikker (m. udvalgsvarer)
Specialbutikker (m. dagligvarer)
Kilde: Danmarks Statistik og Retail Institute Scandinavia.
Her er der set bort fra ikke-fysiske butikker (dvs. internethandel, postordre) og detailhandel af forbigående karakter (fx
kræmmermarkeder, stadepladser mv.), der ikke er reguleret af planlovens detailhandelsbestemmelser; i alt ca. 1.100
butikker. Derudover er der set bort fra ca. 800 servicestationer mv., der heller ikke er omfattet planlovens detailhandels-
bestemmelser om beliggenhed og størrelse.
63
Butikker, hvor forbrugerne kan få dækket hovedbestanddelen af deres dagligvareforbrug.
62
52
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0053.png
Boks 5. Statistisk afgrænsning af dagligvare- og udvalgsvarebutikker
Der sondres i planloven mellem dagligvarer og udvalgsvarer. Ved dagligvarer forstås
varer, der forgår ved forbrug, fx føde- og drikkevarer, mens udvalgsvarer som
udgangspunkt er mere varige, fx beklædning, isenkram mv. Definition af dagligvarer og
udvalgsvarer knytter sig til typen af produkter, og ikke branchekoder eller butikstyper.
I forbindelse med kommunernes planlægning for detailhandel er det gængs, at butikker,
der sælger dagligvarer, altid betegnes dagligvarebutikker, selvom de også sælger
udvalgsvarer. Denne afgrænsning kan imidlertid afvige fra statistikker, som er baseret på
registre mv. I indeværende redegørelse anvendes der data fra 4 forskellige kilder, idet der
ikke findes landsdækkende opgørelser over detailhandlen, hvor størrelse og placering af
de enkelte butikker også fremgår.
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik sondrer ikke mellem dagligvare- og udvalgsvarebutikker. Derfor
anvendes DB07-branchekoder til at opdele detailhandlen i dagligvarer og udvalgsvarer.
Der anvendes et aktivitetskrav baseret på virksomhedsniveau, hvor kun reelt aktive
virksomheder og tilhørende arbejdssteder medtages. Data er fra 2013 og omfatter 25.851
detailhandelsbutikker, herunder 9.353 dagligvarebutikker og 16.498 udvalgsvarebutikker.
Datasættet omfatter aggregerede tal for bruttoværditilvækst og beskæftigelse.
CVR-registeret
CVR-registeret anvender samme branchemæssige afgrænsning som Danmarks Statistik.
Derudover anvendes der forskellige aktivitetskrav i datasættet baseret på CVR-registeret
og i datasættet baseret på Danmarks Statistik
64
. Det giver 21.456 detailhandelsbutikker,
heraf 5.965 dagligvarebutikker og 15.491 udvalgsvarebutikker. Datasættet er fra 2015 og
indeholder data for hele landet og for alle detailhandelsbutikker. Samtidig giver det
mulighed for at placere butikkerne geografisk.
Retail Institute Scandinavia
Data fra Retail Institute Scandinavia omfatter alene dagligvarebutikker. Data er fra
oktober 2014 og er indsamlet manuelt via besøg i butikker og indberetning fra
virksomhedernes hovedsæder. Der anvendes ikke DB07-branchekoder til at klassificere
butikkerne. Data inkluderer kolonialbutikker og kiosker. Sammenlignet med Danmarks
Statistik og CVR-registeret indgår specialbutikker med dagligvarer, tankstationer samt
apoteker, kosmetik, blomster mv. ikke i opgørelsen. Samlet er der 4.497
dagligvarebutikker, heraf ca. 1.500 kiosker. Derudover indeholder datasættet salgsareal
for de enkelte butikker.
ICP
Data fra ICP omfatter alene detailhandelsbutikker på Fyn. Data er fra november 2014 og
indsamlet manuelt ved besøg i butikker. Dagligvarebutikkerne er kolonialbutikker samt
kiosker, tobaksforretninger og fødevarespecialbutikker. Endelig er der andre
dagligvarebutikker som materialister og videoudlejning. Udvalgsvarebutikker er butikker,
der fx forhandler tøj, køkkenudstyr, hjemmeelektronik, hårde hvidevarer samt
pladskrævende varer. Data omfatter 2.972 butikker, heraf 836 dagligvarebutikker og
1.623 udvalgsvarebutikker. Til sammenligning indeholder CVR-registeret 1.988 butikker i
alt, heraf 540 dagligvarebutikker og 1.448 udvalgsvarebutikker. Derudover indeholder
datasættet butikkernes bruttoetageareal, som er det relevante i forhold til planloven.
64
Datasættet, der er baseret på CVR-registeret, medtager kun virksomheder, hvor der er registreret mindst en ansat inkl.
ejer. I Danmarks Statistik (som også er baseret på CVR-registeret) medtages virksomheder, hvor det samlede årsværk
overstiger 0,5 og/eller, at omsætningen overstiger en branchespecifik grænse.
53
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0054.png
Dagligvarebutikker
De ca. 8.500 dagligvarebutikker består af knap 2.000 købmænd og kiosker, 2.600
supermarkeder og discountbutikker mv. samt 2.300 specialbutikker med dagligvarer (fx
slagtere, ostehandlere, vinhandlere mv.). Endelig er der knap 1.700 butikker, der handler
65
med andre dagligvarer, såsom apoteker, kosmetik og blomsterforretninger.
Dagligvarebutikkerne varierer både i størrelsen af deres omsætning, butikkernes arealer
og omfanget af deres varesortiment. Ser man alene på de dagligvarebutikker, der
vurderes at have et fuldt dækkende sortiment til en husholdnings daglige forbrug, er der
ca. 3.000 dagligvarebutikker. Dette er overvejende supermarkeder og discountbutikker
organiseret i kæder samt købmænd. Afgrænsningen af dagligvarebutikker ud fra
bredden af deres sortiment er imidlertid skønsmæssig, idet der ikke findes opgørelser,
der belyser butikkernes sortiment.
Omsætningen af dagligvarer var godt 190 mia. kr. i 2013, svarende til knap 60 pct. af
den samlede detailhandel. Fraregner man tankstationer, der ikke er omfattet af
planlovens regulering af butikker, tegner dagligvarehandlen sig for ca. 145 mia. kr.,
66
svarende til 45 pct. af den samlede detailhandel.
Jf. tidligere figur 17 er antallet af dagligvarebutikker faldet over tid. Det gælder også, når
det sættes i forhold til indbyggertallet. Sammenlignet med andre lande er der relativt
mange dagligvarebutikker i Danmark. En sammenligning af EU9-lande fra 2008 viste, at
67
antallet af dagligvarebutikker pr. indbygger lå ca. 10 pct. højere i Danmark.
Dagligvarehandlen består af relativt mange små butikker. Butikkernes gennemsnitlige
2
bruttoetageareal er på ca. 750 m . Fordelingen er dog skæv, idet 90 pct. af
68
dagligvarebutikkerne er under 1.000 kvadratmeter. Se også afsnit B4.7.
Dagligvarehandlen er præget af tre store dagligvarekæder (COOP, Dansk Supermarked
og Dagrofa/SuperGros), som står for ca. 84 pct. af det samlede dagligvaremarked, jf.
boks 6.
Boks 6. Butiksformater i dagligvarehandlen
I dansk og international litteratur beskriver man ofte butikker i dagligvarehandlen med
forskellige butiksformater efter deres størrelse og karakteristika. Nedenstående inddeling
er baseret på McKinsey Copenhagen (2010), som tog afsæt i en inddeling foretaget af
Planet Retail (et britisk konsulentfirma, der rådgiver detailhandelsvirksomheder i flere
lande).
Minimarkeder
(også kaldet convenience stores) er defineret som små butikker på
typisk op til 400 m
2
med et begrænset varesortiment.
Supermarkeder
vurderes at spænde fra 400 til ca. 2.500 m
2
med et fuldt
dagligvaresortiment.
Superstores
beskrives som store supermarkeder på mellem 2.500 og 5.000 m
2
med
et ikke-ubetydeligt salg af udvalgsvarer.
Hypermarkeder
er typisk defineret som butikker over 5.000 m
2
og er derudover
kendetegnet ved et omfattende salg af non-food dagligvarer og udvalgsvarer.
Discountbutikker
er ikke på samme vis defineret ved størrelserne på butikken.
Discountbutikker er derimod defineret ved små, produktive butikker med lave priser
og et begrænset varesortiment.
65
66
Som følge af afrundinger stemmer summen ikke præcist med 8.500 dagligvarebutikker.
Jf. Statistikbanken, firmaernes køb og salg, 2013.
67
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2011).
68
Jf. egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia.
54
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0055.png
Dagligvarekæderne har forskellige selskabsstrukturer. Dansk Supermarked, Aldi og Lidl
er såkaldte kapitalkæder, hvor alle butikkerne er ejet af virksomheden. COOP har i høj
grad samme struktur som kapitalkæderne, men nogle af butikkerne ejes af
brugsforeninger med en vis grad af selvstændighed. Hos Dagrofa/SuperGros ejes en
69
stor del af butikkerne af selvstændige. Rema1000 drives efter et franchisekoncept. Det
vurderes, at ud af de ca. 3.000 dagligvarebutikker med fuldt varesortiment, er omkring
70
800 drevet af selvstændige. Størstedelen består af butikker i Dagrofa/SuperGros-
samarbejdet. Desuden medregnes butikkerne i Rema1000, idet der er tale om franchise-
butikker.
Grundet det store salg inden for discountbutikker har alle store dagligvarekæder (COOP,
Dansk Supermarked, Dagrofa mv.) hver deres discountbutikskæde. COOP er den
71
største dagligvarekæde med ca. 38 pct. af den samlede dagligvarehandel.
Fra 2002 til 2012 er antallet af discountbutikker vokset, mens antallet af
minimarkeder/kiosker er faldet, jf. figur 28.
Figur 28. Antal dagligvarebutikker fordelt på butikskoncepter, 2002-2012
Fordeling af butikker, pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
2002
Minimarkeder
Discount
Supermarkeder
2012
Hypermarkeder
45
23
28
49
0,4
0,6
Fordeling af butikker, pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
27
27
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
Som nævnt tidligere er der især for dagligvarer en strukturel tendens til færre butikker.
2
Det gælder navnlig de små dagligvarebutikker under 550 m , hvis antal er faldet fra
2.200 butikker i 2005 til knap 1.300 butikker i 2015 svarende til et fald på godt 40 pct.
Blandt de små dagligvarebutikker er de mindste butikker faldet mest. Antallet af
2
dagligvarebutikker under 250 m er således faldet fra 650 butikker i 2005 til 150 butikker
2
i 2015 svarende til et fald på 77 pct., mens dagligvarebutikker i størrelsen 250-550 m er
faldet fra 1.600 butikker i 2005 til 1.100 butikker i 2015 svarende til et fald på ca. 30 pct. I
2
samme periode er antallet af dagligvarebutikker i størrelsen 550-1.000 m næsten
fordoblet, jf. figur 29. Dette har fundet sted samtidig med, at planlovens
detailhandelsbestemmelser har reguleret butikkernes størrelse og placering.
Ser man alene på perioden 2007-2015, hvor planlovens detailhandelsbestemmelser om
dagligvarebutikkers størrelse har været stort set uændrede, er antallet af små
69
70
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
Jf. Dansk Handelsblad (2015).
71
Her medregnes ikke dagligvaresalg fra kiosker og specialforretninger (fx slagtere, bagere, fiskeforretninger mv.).
55
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0056.png
dagligvarebutikker under 550 m faldet fra 2.000 butikker i 2007 til 1.300 butikker i 2015
svarende til over 1/3.
2
Figur 29. Udvikling i antal dagligvarebutikker fordelt på salgsareal
Antal butikker
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
2005
2006
2007
2008
2009
250-549 m2
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Antal butikker
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
0-249 m2
550-999 m2
>= 1000m2
Kilde: Retail Institute Scandinavia.
Opdelt på forskellige butikskoncepter er antallet af såkaldte nærbutikker tilsvarende
faldet med 63 pct. fra 2005 til 2015, mens antallet af lavprissupermarkeder er steget med
72
46 pct. i samme periode. over mere end halveret i samme periode, jf. figur 29. Ser man
alene på perioden 2007-2015, er antallet af nærbutikker faldet med 55 pct. Denne
strukturelle udvikling har fundet sted samtidig med, at planlovens detailhandels-
bestemmelser har reguleret butikkernes størrelse og placering.
Figur 30. Udvikling i antal dagligvarebutikker fordelt på butikskoncepter, 2005-
2015
Antal butikker
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Hypermarkeder
Nærbutikker
Store supermarkeder
Lavprissupermarkeder
Små supermarkeder
Antal butikker
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
Anm.: Det bemærkes, at butikskoncepterne adskiller sig fra de nævnte inddelinger i boks 6.
Kilde: Retail Institute Scandinavia.
72
De nævnte butikskoncepter adskiller sig fra de nævnte inddelinger i boks 6.
56
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0057.png
I denne redegørelse er der taget udgangspunkt i inddelingen i boks 6. Grundet
vanskeligheder forbundet med at fordele omsætning på baggrund af butiksstørrelse er
de enkelte butikker blevet placeret på baggrund af den gennemsnitlige størrelse for
butikskæden som en helhed. Det vil sige, at alle butikkerne inden for en given
butikskæde (eksempelvis Fakta, Rema1000, Føtex, SuperBest (Meny) eller lignende)
placeres i de samme butiksformater uagtet, at de enkelte butikker inden for butikskæden
har en størrelse, der tilsiger, at den bør placeres inden for et andet butiksformat. Som
eksempel kan nævnes, at den gennemsnitlige størrelse for SuperBest-kæden i 2014 var
2
2.490 m , hvilket indplacerer butikskæden som et almindeligt supermarked. Den største
2
SuperBest har dog et bruttoetageareal på over 5.000 m , hvilket isoleret set (i forhold til
ovenstående definition) indplacerer den som et hypermarked.
Se tabel 3 for en inddeling af de forskellige butikskæder i Danmark efter butiksformat.
Tabel 3. Markedsandele for butikstyper og dagligvarekæder 2014
1
Butiksformater
Coop Danmark
Dansk
Super-
marked
Bilka
Dagrofa
Reitan
Aldi
Lidl
Øvrige
Markeds-
andel
Hypermarked
Superstore
Supermarked
Kvickly
SuperBrugsen
Irma
6,0 pct.
Løvbjerg
SuperBest
EUROSPAR
SuperSPAR
ABC
Lavpris
20,6 pct.
23,6 pct.
Føtex
Discount
Fakta
Netto
Kiwi
Rema
1000
Aldi
Lidl
40,8 pct.
Minimarked
Dagli’Brugsen
LokalBrugsen
SPAR
KWIKSPAR
32,2 pct.
13,7 pct.
8,7 pct.
3,0 pct.
2,5 pct.
Øvrige
8,9 pct.
Markedsandel
37,7 pct.
2,1 pct.
100 pct.
Anm.: Grundet afrundingsfejl summer markedsandelene til 99,9 pct. Se boks 6 for definition af butiksformater.
Note 1: Det skal bemærkes, at en stor del af supermarkedskæderne under Dagrofa har skiftet navn i 2014-2015.
Således hedder flere SuperBest og EUROSPAR i dag Meny, mens flere SPAR-butikker hedder Min Købmand.
Kilde: Dansk Handelsblad (2015) og egen tilvirkning.
Der er imidlertid stor forskel på størrelsen af de enkelte butikker både inden for det
enkelte butikskoncept, men også inden for de enkelte butikskæder. Ofte vil flere butikker
i en butikskæde være større eller mindre end definitionen af det butiksformat, de er
2
placeret i. Fx findes der Irma-butikker med en størrelse på ca. 100 m bruttoetageareal,
selv om Irma-butikker generelt er kategoriseret som supermarkeder, hvis butikskoncept
2
generelt tilsiger butikker fra 400-2.500 m . I gennemsnit er Irma-butikkerne dog inden for
dette koncept. På samme vis kan der findes enkelte Kvickly-butikker med
2
bruttoetagearealer på omkring 10.000 m , selv om kæden i gennemsnit er placeret som
superstore og ikke hypermarked. Se spredningen inden for de enkelte kæder i figur 31.
57
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0058.png
Figur 31. Fordeling af størrelser (bruttoetageareal) for butikskæder med
angivelse af minimum, gennemsnit og maksimum, oktober 2014
Hypermarked
(Bilka)
Min.
Superstores
(Fx Kvickly)
Gns.
Maks.
Supermarked
(Fx SuperBest)
Discount
(fx Rema1000)
Minimarked
(Fx
Dagli'Brugsen)
0
1.000 kvm
5.000
3.500 kvm
10.000
15.000
20.000
25.000
Kvm
Anm.: Stregerne yderst til venstre angiver bruttoetagearealet på den mindste butik i det pågældende butiksformat.
Stregen i midten angiver bruttoetagearealet for gennemsnittet af alle butikkerne i butiksformatet. Stregen yderst til
højre angiver arealet på den største butik i butiksformatet. De stiplede streger angiver de nugældende
størrelsesbegrænsninger til dagligvarebutikker i planloven på henholdsvis 1.000 og 3.500 m
2
. Det skal bemærkes,
at en stor del af supermarkedskæderne under Dagrofa har skiftet navn i 2014-2015. Således hedder flere
SuperBest i dag Meny.
Kilde: Retail Institute Scandinavia og egen tilvirkning.
Udvalgsvarebutikker
Der er ca. 15.500 fysiske udvalgsvarebutikker omfattet af planlovens bestemmelser.
Omsætningen i udvalgsvarehandlen var ca. 133 mia. kr. i 2013, svarende til godt 40 pct.
af den samlede detailhandelsomsætning. Fraregner man ikke-fysiske butikker,
detailhandel af forbigående karakter mv., der ikke er omfattet af planlovens
detailhandelsbestemmelser om beliggenhed og størrelse, tegner detailhandlen med
udvalgsvarer sig for 119 mia. kr., svarende til ca. 38 pct. af den samlede
detailhandelsomsætning.
Til forskel fra dagligvarehandlen er udvalgsvarehandlen væsentlig mere varieret, idet
udvalgsvarehandlen består af en række af forskellige delbrancher og mange forskellige
aktører. Udvalgsvarehandlen omfatter bl.a. forbrugerelektronik, tøj, sko, isenkræmmere,
hårde hvidevarer, møbler, boghandlere mv. Hver enkelt delbranche kan have forskellige
karakteristika. Fx er salget af forbrugerelektronik samt byggemarkeder præget af større
landsdækkende kæder. Tøj- og skobutikker er i mindre omfang præget af
landsdækkende kæder. Forbrugerelektronik er desuden kendetegnet ved at have et
relativt stort salg over internettet. Dette gælder i mindre grad for tøj og sko samt for
byggemarkedsvarer.
Der er en generel tendens til større konsolidering i form af kædesamarbejder inden for
de enkelte udvalgsvarebrancher. Der er dog stadig en del brancher, hvor hovedparten er
uafhængige butikker.
58
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0059.png
B4.5 BUTIKKERNES BELIGGENHED
Samspillet mellem forbrugernes ønsker, butikkernes effektive drift og den gældende
regulering er bestemmende for den fysiske størrelse og placering af detailhandlen. De
fleste detailhandelsbutikker er således placeret der, hvor der er flest potentielle kunder,
hvilket i overvejende grad er i og omkring byer, jf. figur 32 og figur 33. Der er således
flest butikker i København og hovedstadsområdet i øvrigt, Århus, Odense og Aalborg.
Dertil kommer en række store og mellemstore provinsbyer, som også har et stort antal
butikker.
Antallet af butikker er således tæt knyttet til størrelsen på kundegrundlaget. Når der er
områder i landet, hvor der er et lavt antal butikker, er det primært et udtryk for, at der er
en lav befolkningstæthed.
Figur 32. Geografisk fordeling af
dagligvarebutikker, 2014
Figur 33. Geografisk fordel af
udvalgsvarebutikker, 2015
Anm.: Figur 32 omfatter godt 3.000 dagligvarebutikker med fuldt dækkende varesortiment. Det omfatter købmænd,
supermarkeder mv., men ikke kiosker og specialbutikker. Figur 33 omfatter alle udvalgsvarebutikker, hvilket er knap
15.500.
Kilde: Figur 32 er baseret på egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-
data, mens figur 33 er baseret på egne beregninger på baggrund af data fra CVR-registeret koblet med GIS-data.
Dagligvarebutikkernes beliggenhed
Sætter man antallet af dagligvarebutikker i forhold til antal indbyggere i kommunen,
tegner der sig et billede af, at kommuner i tyndt befolkede områder har relativt mange
dagligvarebutikker i forhold til deres indbyggertal, jf. figur 34. Figuren viser, at der er
forskel på butiksdækningen i kommunerne, men ikke om butiksdækningen er god eller
tilstrækkelig.
Set fra den enkelte forbrugers synsvinkel kan det være attraktivt at have mange butikker
til rådighed inden for en given afstand. I tyndt befolkede områder har den enkelte
forbruger få dagligvarebutikker at vælge imellem. I de store byer har den enkelte
forbruger mange dagligvarebutikker at vælge imellem, men der er til gengæld mange
indbyggere om hver enkel dagligvarebutik.
Størrelsen på kundegrundlaget for dagligvarebutikkerne er ikke tilstrækkeligt til at sige
noget om butikkernes indtjening, da dette også afhænger af en række andre forhold,
herunder butikkens omkostninger og effektive drift, konkurrencesituationen mv. Det er
59
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0060.png
således ikke entydigt, hvordan dagligvarebutikker i små byer klarer sig sammenlignet
med dagligvarebutikker i de store byer. Butikkernes kundegrundlag udgøres ikke
nødvendigvis alene af kommunens indbyggere. For nogle områder kan det geografiske
opland og omfanget af turisme også udgøre et vigtigt kundegrundlag og dermed
understøtte en butiksstruktur, som ikke alene kan opretholdes af indbyggerne.
Måler man det samlede butiksareal for dagligvarebutikkerne i forhold til indbyggertallet,
er billedet det samme, jf. figur 35. Dvs. der er ikke et mindre salgsareal af dagligvarer
tilgængeligt pr. indbygger i områder længere væk fra de største byer.
Det samlede butiksareal kan fortolkes som en approksimation for vareudbuddet, idet der
alt andet lige er plads til flere varer på hylderne, jo større butikken er. Der er dog ikke en
entydig sammenhæng mellem butikkernes arealer og vareudbuddet, idet større
salgsarealer giver bedre mulighed for rummelighed i butikken, hvilket kan have
betydning for kundernes oplevelse af butikken. Dertil kommer, at butikkernes størrelse
også afhænger af eksempelvis priserne på erhvervsejendomme, herunder
grundpriserne, som typisk er lavere uden for de større byer.
Figur 34. Antal dagligvarebutikker pr.
1.000 indbyggere, 2014
Figur 35. Salgsareal i dagligvare-
butikker pr. 1.000 indbyggere, 2014
Anm.: Figur 34 og figur 35 omfatter godt 3.000 dagligvarebutikker med fuldt dækkende varesortiment. Det omfatter
købmænd, supermarkeder mv., men ikke kiosker og specialbutikker. Antal kvadratmeter er opgjort som salgsarealer,
hvilket adskiller sig fra bruttoetagearealet.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-data.
Fordelt efter
byernes størrelse
har de små byer relativt mange dagligvarebutikker i
forhold til deres indbyggertal. Der er en tendens til, at antallet af dagligvarebutikker pr.
indbygger aftager, jo større byerne er, se figur 36. Måler man det samlede butiksareal i
dagligvarebutikker pr. indbygger, er billedet mere blandet, hvor de små og de store byer
har et relativt lille antal kvadratmeter i forhold til indbyggertallet, mens de mellemstore
byer har et relativt højt antal kvadratmeter, se figur 37. For de små byer er det blandt
andet et udtryk for, at butikkerne generelt er mindre. Således er den gennemsnitlige
butik i byer med 200-999 indbyggere ca. 380 kvadratmeter, mens den i de største byer
er 840 kvadratmeter.
60
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0061.png
Figur 36. Dagligvarebutikker pr. 1.000
indbyggere fordelt på bystørrelse,
2014
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
0,2
0,4
0,6
0,8
1
Figur 37. Salgsareal i dagligvare-
butikker pr. 1.000 indbyggere fordelt
på bystørrelse, 2014
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
200
400
600
800
Butikker pr. 1.000 indbyggere
Kvadratmeter pr. 1.000 indbyggere
Anm.: Figurerne omfatter godt 3.000 dagligvarebutikker med fuldt dækkende varesortiment, dvs. købmænd,
supermarkeder mv., men ikke kiosker og specialbutikker. For hvert bystørrelsesinterval er butikker pr. 1.000
indbyggere beregnet som det u-vægtede gennemsnit af alle byer i intervallet, inkl. byer uden dagligvarebutikker.
Antal kvadratmeter er opgjort som salgsarealer, hvilket adskiller sig fra bruttoetagearealet.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med GIS-data.
Udvalgsvarebutikkernes beliggenhed
Fordelt på kommuner er antallet af udvalgsvarebutikker nogenlunde jævnt fordelt, om
end der i nogle tilfælde er tendens til, at antallet af udvalgsvarebutikker pr. indbygger er
højere i områderne længere væk fra de større byer, se figur 38. Også her udgøres
kundegrundlaget ikke alene af kommunernes egne indbyggere, men også af det
geografiske opland og af eksempelvis turister.
Ser man på udvalgsvarebutikkerne i forhold til byernes størrelse, tegner sig et lidt andet
billede end for dagligvarer. Der er her tendens til, at omfanget af udvalgsvarebutikker er
stigende i takt med byernes størrelse fra de mindste byer og op til byer på knap 10.000
indbyggere, som har den største mængde butikker pr. indbygger. Herefter er
koncentrationen nogenlunde lige stor for øvrige byer, se figur 39.
61
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0062.png
Figur 38. Udvalgsvarebutikker pr.
1.000 indbyggere, 2015
Figur 39. Udvalgsvarebutikker pr.
1.000 indbyggere fordelt på
bystørrelse, 2015
Bystørrelse (indbyggere)
100.000+
40.000-99.999
20.000-39.999
10.000-19.999
5.000-9.999
3.000-4.999
1000-2.999
200-999
0
1
2
3
4
Udvalgsvarebutikker pr. 1.000 indbyggere
Anm.: Baseret på 15.500 udvalgsvarebutikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af CVR-registeret koblet med GIS-data.
I de små byer har den enkelte forbruger nogle få udvalgsvarebutikker at vælge imellem,
men der er til gengæld få indbyggere om hver enkel udvalgsvarebutik. I de større byer
har den enkelte forbruger flere udvalgsvarebutikker at vælge imellem, men der er til
gengæld mange indbyggere om hver enkel udvalgsvarebutik.
For forbrugerne er det ikke alene antallet af butikker, der har betydning for, hvor attraktiv
byen vurderes at være som handelsby. Det er også væsentligt, at byen har et varieret
udbud af butikker med udvalgsvarer. Som beskrevet i afsnit B4.3 vægter forbrugerne et
73
sortiment med bestemte produkter/mærker højt, når de vælger udvalgsvarebutik. En
74
undersøgelse af detailhandlen på Fyn vurderer, at en by skal have minimum 25
udvalgsvarebutikker for at have en høj attraktionsværdi (varieret sortiment mv.) som
handelsby. Byer med mindst 25 udvalgsvarebutikker ligger relativt spredt udover hele
landet, se figur 40.
Baseret på udtræk fra CVR-registret har ca. 70 pct. af byerne med over 5.000
indbyggere mindst 25 udvalgsvarebutikker. Fra 2011 til 2014 har der været en stigning i
antallet af byer med mindst 25 udvalgsvarebutikker. Det er forholdsvis små byer, der har
øget antallet af udvalgsvarebutikker til mindst 25.
73
74
Jf. De nordiske konkurrencemyndigheder (2015).
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014).
62
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0063.png
Figur 40. Byer med over 25 udvalgsvarebutikker, 2014
Anm: De blå punkter markerer byer med over 25 udvalgsvarebutikker. De røde felter markerer byer efter størrelse,
idet byer med mørkest farve har flest indbyggere.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra CVR.
63
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0064.png
B4.6 TRANSPORT I FORBINDELSE MED INDKØB
Det er ikke alene antallet af butikker, der er væsentligt for forbrugerne, men også
afstanden til butikkerne.
Planlovens bestemmelser om detailhandel har blandt andet til formål at sikre god
tilgængelighed for alle trafikarter, især den gående, cyklende og kollektive trafik.
Desuden har bestemmelserne til formål at fremme en samfundsmæssigt bæredygtig
detailhandelsstruktur, hvor transportafstande i forbindelse med indkøb er begrænsede.
Ideelt set måles transportafstande både som den tilbagelagte strækning i km og som den
anvendte transporttid i minutter. Det skyldes blandt andet trængsel og forskelle i adgang
til transportmidler.
Detailhandlen skaber således ikke alene en nytteværdi for forbrugerne ved at
sammensætte et godt og varieret sortiment, der matcher kundernes efterspørgsel, men
også ved at spare tid for husholdningerne. Det gælder både ved købssituationen inde i
butikkerne og ved transporten til og fra butikkerne.
Afstand til nærmeste dagligvarebutik målt i km
Hovedparten af befolkningen har relativt kort afstand fra deres bopæl til den nærmeste
dagligvarebutik (med fuldt varesortiment). En sammenkobling af data for
dagligvarebutikkernes beliggenhed og data for befolkningens bopæl viser, at 59 pct. af
75
befolkningen har mindre end 600 m til den nærmeste dagligvarebutik. For 87 pct. af
befolkningen er afstanden mindre end 2 km, og 98 pct. af befolkningen har mindre end 5
76
km til den nærmeste dagligvarebutik. Således har kun 2 pct. af befolkningen mere end
5 km til nærmeste dagligvarebutik.
Fordelt på kommuner ses der dog en klar tendens til at borgere i mere tyndt befolkede
områder generelt har længere til den nærmeste dagligvarebutik, jf. figur 41 og figur 42.
Man skal være opmærksom på, at data for den nærmeste dagligvarebutik ikke omfatter
mindre købmænd, kiosker og specialbutikker med dagligvarer, som også er reguleret af
planloven. Hvis disse butikker var omfattet af analysen, ville befolkningens afstand til den
nærmeste dagligvarebutik alt andet lige være kortere.
75
Data for dagligvarebutikker i 2014 er fra Retail Institute Scandinavia, der indeholder oplysninger om kæde, adresse og
koordinater til geokodning samt omsætning og salgsareal. Data omfatter ikke købmænd, kiosker og specialbutikker med
dagligvarer. I datasættet indgår i alt 2.976 butikker. Befolkningsdata i 2014 er kvadratnet fra Danmarks Statistik.
76
Tallene er ikke sammenlignelige med opgørelsen i Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2011, blandt andet fordi
der er sket en væsentlig revision af Danmarks Statistiks befolkningsdata for 2011 i kvadratnet.
64
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0065.png
Figur 41. Andel af befolkningen med
600 m til nærmeste dagligvarebutik
Figur 42. Andel af befolkningen med 2
km til nærmeste dagligvarebutik
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Retail Institute Scandinavia koblet med befolkningsdata i kvadratnet
fra Danmarks Statistik.
Transportmidler ved indkøb
77
I hele landet foretages der i gennemsnit 1,8 mio. indkøb om dagen. Det svarer til, at
hver dansker foretager 0,4 indkøb per døgn. Af de personer, der køber ind på en given
dag, foretager 77 pct. ét indkøb, mens 23 pct. foretager to eller flere indkøb. De fleste
danskere køber ind med udgangspunkt i hjemmet, idet 60 pct. af alle indkøbsture har
hjemmet som udgangspunkt, mens 9 pct. af indkøbene foretages på vej hjem fra arbejde
eller uddannelse og 14 pct. sker i forlængelse af et indkøb i en anden butik.
Generelt er bil det primære transportmiddel ved indkøb. Gang/cykel benyttes til mange
korte indkøbsture, mens bil især benyttes til længere indkøbsture. 37 pct. af alle
indkøbsture foretages til fods eller på cykel, mens 60 pct. foretages med bil, og 3 pct.
med kollektiv transport, jf. figur 43.
En undersøgelse af danskernes transportarbejde i forbindelse med indkøb bygger på et udtræk fra den nationale
Transportvaneundersøgelse med i alt 48.388 registrerede indkøbsture i perioden 2006-2014.
77
65
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0066.png
Figur 43 Fordeling af anvendte transportmidler i forbindelse med indkøb
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Ture
Gang
Cykel
Kilometer
Bil som fører
Bil som passager
Minutter
Kollektiv
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Kilde: Tetraplan (2015).
En gennemsnitlig indkøbstur er knap 6 km lang og gennemføres på 11 minutter.
Gennemsnittet dækker over mange korte og få lange indkøbsture. Den gennemsnitlige
afstand til indkøb er 700 meter ved gang, 2 km på cykel og 7-10 km i bil, se tabel 4.
Tabel 4. Gennemsnitlig afstand til indkøb, 2010-2014
Transportform
Gang
Cykel
Bil, fører
Bil, passager
Kollektiv transport
Alle
Kilde: Tetraplan (2015).
Kilometer
0,7
2
7,6
9,9
10,2
5,6
Minutter
8,3
8,7
10,6
13,4
31,5
10,8
Transport til forskellige centerområder
Der er stor forskel på valget af transportmiddel, når der ses på indkøb i forskellige
centerområder, som kan udlægges efter planloven, dvs. bymidter, bydelscentre,
lokalcentre, aflastningsområder og områder med særligt pladskrævende butikker. Det
skyldes navnlig centerområdernes geografiske beliggenhed.
I bymidten foretages halvdelen af indkøbene i bil og 45 pct. til fods eller på cykel. De
resterende 5 pct. foretages med kollektiv transport. I bydels- og lokalcentre foretages to
tredjedele af indkøbene i bil, en tredjedel til fods eller på cykel og 1-2 pct. med kollektiv
transport. Ses der på transportmidler ved indkøb i aflastningsområder og områder til
butikker med særligt pladskrævende varer, foretages langt hovedparten af indkøbene
med bil og 10 pct. til fods eller på cykel.
Især i de største byer er der mange, der går og cykler til indkøb. I de fem største byer
benyttes gang og cykel på to tredjedele af indkøbsturene. Også kollektiv transport har
her en betydning, idet 13 pct. af turene foregår med kollektiv transport. I øvrige byer og
centerområder har kollektiv transport en begrænset betydning.
66
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0067.png
Længden af indkøbsturene adskiller sig også for de forskellige centerområder. For
indkøb i bymidter, bydelscentre og lokalcentre er over halvdelen af indkøbsturene under
2 km lange. For indkøb i aflastningsområder og områder til særligt pladskrævende
butikker er mindre end en fjerdedel af turene under 2 km lange, og der er væsentligt flere
lange ture på over 10 km. Den gennemsnitlige rejselængde er dobbelt så lang (10,8 km)
for indkøbsture til aflastningsområder og områder med særligt pladskrævende butikker,
78
som til bymidter (4,9 km), og kortest til lokalcentre (3,7 km).
78
Jf. Tetraplan (2015).
67
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0068.png
B4.7 BUTIKKERNES
STØRRELSE
PLANLOVENS GRÆNSER
I
FORHOLD
TIL
Planlovens detailhandelsbestemmelser har blandt andet til formål at sikre aktive
bymidter. Til dette formål er der i planloven etableret begrænsninger på butikkernes
størrelse for at sikre, at store butikker uden for byerne ikke udkonkurrerer de mindre
butikker
i
bymidterne.
Butikkerne
er
således
bundet
af
forskellige
størrelsesbegrænsninger alt efter placering, jf. afsnit B2.1. Fordelingen af butikker
omkring planlovens størrelsesgrænser kan være en indikation af, om planlovens
størrelsesbegrænsninger udgør en barriere for detailhandlen. Det er dog ikke muligt på
den baggrund at konkludere, at grænserne udgør en begrænsning, da den observerede
fordeling også kunne opstå uden eksistensen af detailhandelsbestemmelserne.
En opgørelse af butiksarealerne på
Fyn
viser, at 69 pct. af
dagligvarebutikkerne
er under
2
2
2
500 m , 18 pct. er 500-1.000 m , 11 pct. er 1.000-3.500 m og 2 pct. er større end 3.500
2
m.
Opdeles butikkerne efter, hvor de ligger, og dermed hvilken grænse i planloven der er
2
relevant, ses det, at størrelsesgrænsen på 1.000 m for butikker i lokalcentre og
enkeltstående butikker i nogen grad ser ud til at udgøre en begrænsning for disse
butikker, idet der op mod grænsen ser ud til at være en ophobning af butikker, jf. figur
44.
Ses der i stedet på butikker, der ligger i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, er
2
der ingen indikation af, at størrelsesbegrænsningen på 3.500 m udgør en barriere, jf.
figur 45, når der ses på den samlede butiksmasse.
Figur 44. Dagligvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Lokalcentre og enkeltstående butikker
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1001-1100
901-1000
801-900
701-800
601-700
501-600
401-500
301-400
201-300
101-200
1-100
Bruttoareal (m2)
Planlovens
størrelsesgrænse
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 45. Dagligvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Bymidter, bydelscentre og aflastningsområder
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>4001
3901-4000
3801-3900
3701-3800
3601-3700
3501-3600
3401-3500
3301-3400
3201-3300
3101-3200
3001-3100
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1001-1500
501-1000
1-500
Bruttoareal (m2)
297 butikker
Antal
butikker
100
Planlovens
størrelsesgrænse 90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Anm.: Figurerne er baseret på alle dagligvarebutikker på Fyn, herunder også kiosker, specialforretninger, dog
undtagen kiosker på tankstationer. Figur 44 omfatter kun de dagligvarebutikker, som er placeret i lokalcentre eller
som enkeltstående butikker og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 1.000 m
2
bruttoetageareal.
Figur 45 omfatter kun over de dagligvarebutikker, som er placeret i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder og
dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 3.500 m
2
bruttoetageareal. De lodrette streger angiver
planlovens størrelsesgrænser. Figur 44 omfatter knap 350 butikker, mens figur 45 omfatter godt 450 butikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra ICP.
68
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0069.png
Reglerne for, hvor store dagligvarebutikkerne må være, har imidlertid ændret sig over tid,
og for butikker etableret før 1997 var der ingen statsligt fastsatte grænser. Det er derfor
nyetablerede dagligvarebutikker, der er interessante i forhold til, om planlovens
størrelsesbegrænsning er en barriere. Her beskriver en undersøgelse fra 2010, at
nyopførte Føtex-butikker siden 2000 netop har fået samme størrelse som den maksimalt
79
tilladte i planloven.
Figur 46. Udvalgsvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Lokalcentre og enkeltstående butikker
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2001-2500
1501-2000
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1001-1100
901-1000
801-900
701-800
601-700
501-600
401-500
301-400
201-300
101-200
1-100
Bruttoareal (m2)
Planlovens
størrelsesgrænse
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 47. Udvalgsvarebutikker fordelt
efter butiksareal (på Fyn)
Bymidter, bydelscentre og aflastningsområder
Antal
butikker
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
>3500
3001-3500
2501-3000
2401-2500
2301-2400
2201-2300
2101-2200
2001-2100
1901-2000
1801-1900
1701-1800
1601-1700
1501-1600
1401-1500
1301-1400
1201-1300
1101-1200
1-1000
Bruttoareal (m2)
1.075 butikker
Antal
butikker
100
90
Planlovens
80
størrelsesgrænse
70
60
50
40
30
20
10
0
Anm.: Figurerne er baseret på alle udvalgsvarebutikker på Fyn, Figur 47 omfatter kun de udvalgsvarebutikker, som
er placeret i lokalcentre eller som enkeltstående butikker og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning
på 1.000 m
2
bruttoetageareal. Figur 47 omfatter kun over de dagligvarebutikker, som er placeret i bymidter,
bydelscentre og aflastningsområder og dermed omfattet af planlovens størrelsesbegrænsning på 2.000 m
2
bruttoetageareal. De lodrette streger angiver planlovens størrelsesgrænser. Figur 46 omfatter godt 370 butikker,
mens figur 47 omfatter godt 1.120 butikker.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra ICP.
For
udvalgsvarebutikkerne
på
Fyn
er 77 pct. under 500 m , 12 pct. er 500-1.000 m , 6
2
2
pct. er 1.000-2.000 m og 5 pct. er større end 2.000 m .
Opdeles butikkerne efter, hvor de ligger, og dermed hvilken grænse der er relevant, ses
2
det, at størrelsesgrænsen på 1.000 m for butikker i lokalcentre og enkeltstående
butikker i nogen grad ser ud til at udgøre en begrænsning for disse butikker, idet der op
mod grænsen ser ud til at være en ophobning af butikker, jf. figur 46.
Ses der i stedet på butikker der ligger i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, er
2
der ingen indikation af at størrelsesbegrænsningen på 3.500 m udgør en barriere, jf.
figur 47, når der ses på den samlede butiksmasse.
2
2
79
Jf. McKinsey Copenhagen (2010).
69
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0070.png
B4.8 KONKURRENCE OG PRODUKTIVITET
Den danske detailhandel er sammensat af en række forskellige underbrancher. Der kan
derfor
være
variation
i
konkurrenceintensiteten
imellem
de
enkelte
detailhandelsbrancher.
Konkurrencen og produktiviteten i dagligvarehandlen ser ud til overordnet at kunne øges
til gavn for forbrugerne, da udviklingen i produktiviteten har været lav i Danmark
sammenlignet med detailhandlen i andre sammenlignelige lande, jf. figur 48.
Den årlige gennemsnitlige produktivitetsvækst i den danske detailhandel var ca. 0,7 pct. i
perioden. Til sammenligning lå den årlige produktivitetsvækst på 5,2 pct. i Norge og 3,8
pct. i Sverige.
Figur 48. Udviklingen i produktiviteten i detailhandlen for Danmark og
sammenlignelige lande, 1995-2014
Indeks (1995=100)
250
Norge
Indeks (1995=100)
250
200
Sverige
200
Finland
150
Nederlandene
150
100
Danmark
100
50
95
96
97
98
99
00
01
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14
50
Anm: Produktiviteten er opgjort som timeproduktiviteten i faste priser, hvor 1995 er indekseret til 100. Data for
Sverige er for perioden 1995-2013 og Norge er for 1995-2012.
Kilde: OECD (National Accounts), Danmarks Statistik og egne beregninger.
Den lave vækst i perioden 1995-2014 afløser perioden 1970-1995, hvor
produktivitetsudviklingen i den danske detailhandel var højere end i sammenlignelige
80
lande.
Produktivitetsvæksten i den danske detailhandel har ikke blot været lav sammenlignet
med andre lande, men også sammenlignet med, hvordan en række andre danske
servicerelaterede brancher har præsteret i forhold til tilsvarende brancher i andre lande.
Produktivitetskommissionen har tidligere vist, at produktivitetsvæksten i de danske
81
serviceerhverv generelt har været lavere end i sammenlignelige lande. Der er dog stor
forskel på, hvordan produktiviteten har udviklet sig på tværs af servicebrancher.
Ud af 20 servicebrancher har otte servicebrancher haft en højere produktivitetsvækst i
forhold til gennemsnittet for Nederlandene og Sverige. Særligt har brancher som
forsikring og pension
og
søtransport
haft en relativt høj produktivitetsvækst. Omvendt har
hovedparten af servicebrancherne, herunder detailbranchen, haft en lavere
produktivitetsvækst sammenlignet med gennemsnittet for Nederlandene og Sverige. En
80
81
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
Jf. Produktivitetskommissionen (2014)
70
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0071.png
række brancher har præsteret dårligere end detailhandlen, men samlet set har 13
servicebrancher præsteret bedre end detailhandlen, jf. figur 49.
Den lave produktivitetsvækst i den samlede detailhandel kan give en indikation af, at
rammerne for konkurrencen i detailhandlen i Danmark ikke er på niveau med
sammenlignelige lande.
Figur 49. Dansk produktivitetsvækst i serviceerhvervene relativt til
Nederlandene og Sverige, 1995-2010
Servicebrancher (andel af samlede BVT)
Forsikring og pension (1%)
Søtransport (1%)
IT-service (2%)
Lufttransport (0%)
Forlagsvirksomhed (1%)
Finansiel service (5%)
Film, tv og musikindustri (0%)
Anden finansiering og forsikring (1%)
Andre serviceydelser (2%)
Telekommunikation (1%)
Engrosalg (7%)
Kultur og fritid (1%)
Ejendomshandel og udlejning (11%)
Detailsalg (3%)
Hoteller og restauranter (1%)
Videnservice (5%)
Landtransport (2%)
Anden virksomhedsservice (3%)
Handel og reparation af køretøjer (1%)
Andre transportaktiviteter* (2%)
-5,0
-2,5
0,0
2,5
5,0
Afvigelse i procentpoint
Anm: Produktivitetsvæksten er opgjort som den årlige vækstrate i timeproduktiviteten i faste priser. Vækstforskellen
til Nederlandene og Sverige er baseret på et simpelt gennemsnit af de to landes vækstrater. *Data for andre
transportaktiviteter er ekskl. data for Sverige.
Kilde: Opdaterede beregninger på bagrund af Produktivitetskommissionen (2013a) og OECD STAN-databasen.
Produktivitetskommissionen har ligeledes belyst produktivitetsefterslæbet i lyset af
planlovens detailhandelsbestemmelser, som sætter rammer for butikkers størrelse og
placering. Produktivitetskommissionen anbefalede på den baggrund en væsentlig
lempelse af planloven, der kunne give mulighed for større butikker og færre
82
begrænsninger i forhold til placering. Planlovens effekter på produktiviteten er
beskrevet i boks 7.
Boks 7. Planloven, detailhandel og produktivitet
Planloven kan påvirke produktiviteten i detailhandlen ad flere kanaler. Loven sætter bl.a.
en række begrænsninger for, hvor store butikkerne i detailhandlen må være. Det betyder,
at butikker, hvis optimale størrelse i forhold til kundegrundlag, omkostninger mv. er over
størrelsesbegrænsningen i planloven, ikke kan udnytte stordriftsfordele, bl.a. i form af
relativt færre administrative medarbejdere og mindre areal til kontorer osv., nemmere
82
Jf. Produktivitetskommissionen (2013a).
71
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0072.png
lagerstyring, et mindre samlet areal til indgangspartier, betalingsanlæg mv. samt
formentlig et større vareudvalg, hvilket kan lede til øget salg pr. kunde. Samtidig har
størrelsesbegrænsninger også indvirkning på produktiviteten på kædeniveau.
Planloven begrænser også, hvor butikkerne må placere sig rent fysisk. Denne
begrænsning betyder, at butikkerne ikke kan placere sig, hvor det er mest
hensigtsmæssigt, ud fra et omkostnings- og/eller efterspørgselsperspektiv. Her spiller
udgifter til lokaleleje samt adgangsforhold for både kunder og leverandører en væsentlig
rolle for produktiviteten, sidstnævnte fx i form af høje omkostninger ved vareleveringer.
Litteraturen viser, at placeringsbegrænsninger indirekte kan betyde, at butikkerne bliver
mindre end ellers og derfor kan have samme negative konsekvenser som en direkte
begrænsning af størrelsen. Haskel & Sadun (2012) viser, at UK’s ’Town Centre First’-lov
fra 1996, der gør det vanskeligere at åbne butikker uden for bymidterne, har reduceret
butiksstørrelsen i UK med lav produktivitetsvækst til følge. Cheshire, P., Hilber, C. A. L., &
Kaplanis, I. (2011) ser også på effekterne af introduktionen af ’Town Centre First’ i 1996
og finder, at siden sin indførsel, har loven reduceret produktiviteten i dagligvarebutikkerne
med 16 pct. Dette understøttes i et nyere studie Cheshire, P., Hilber, C. A. L., & Kaplanis,
I. (2014), der viser, at salget pr. butik i UK er reduceret med 32 pct. som følge af
begrænsningerne i ’Town Centre First’.
Udover de direkte effekter af planlovens restriktioner på størrelse og placering gør disse
begrænsninger det mindre attraktivt for eksisterende aktører at åbne nye butikker samt
for nye aktører at træde ind på markedet. Dette kan reducere den generelle konkurrence,
og de eksisterende aktører anspores ikke i samme grad til at tænke nyt, effektivisere og
nedbringe omkostningerne, når konkurrencen er svag.
For Italien finder Schivardi & Viviano (2012), at regulering, der gør det vanskeligere at
etablere nye butikker, fx via størrelsesbegrænsninger, medfører højere profitter og lavere
produktivitet hos eksisterende butikker. Dette leder til højere forbrugerpriser. Institutet for
tilväxtpolitiska studier (2006) finder ligeledes, at entry af nye butikker på markedet og exit
af andre butikker bidrager til at højne produktiviteten i den svenske detailhandel.
Der er dog også effekter, der trækker i den modsatte retning. Det gør sig gældende, hvis
planloven tvinger butikker til at ligge tættere, end de ellers ville gøre. Dermed kan
konkurrencen mellem butikkerne øges lokaIt.
Implementering af it-løsninger kan også være en væsentlig driver for produktiviteten.
Foster, Haltiwanger, & Krizan (2006) viser, at det bl.a. er anvendelsen af
stregkodesystemer, scannere og automatisk lagerstyring, der bidrager til, at butikkerne
kan effektivisere, hvilket bidrager til lavere omkostninger. IT-løsninger har således været
en stor drivkraft bag effektiviseringer i de amerikanske detailhandelsvirksomheder. Også i
Sverige er dette tilfældet. Institutet for tilväxtpolitiska studier (2006) nævner effektivisering
gennem it- og kommunikationsteknologi som en af flere vigtige drivkræfter bag
produktivitetsvæksten i den svenske detailhandel.
Produktivitetskommissionen (2013a) peger på, at kombinationen af mange små
dagligvarebutikker i Danmark sammenholdt med omkostningerne ved implementering af
it kan have afholdt de danske dagligvarebutikker fra at implementere it-løsninger i stor
stil. Dermed kan planloven, der begrænser størrelsen på butikkerne, være med til at
mindske incitamentet til at investere i IT-løsninger. De faldende omkostninger ved it
trækker imidlertid i modsat retning.
Der er således flere kanaler, hvorigennem planlovens detailhandelsbestemmelser kan
påvirke produktiviteten i den danske detailhandel.
72
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0073.png
Som beskrevet i afsnit B4.2 er de danske forbrugerpriser på dagligvarer højere end i
sammenlignelige lande. Dette gælder også, når der tages højde for forskelle i
momssatser og afgifter og korrigeres for forskelle i velstand og omfanget af
kampagnepriser. Prisforskellen giver en indikation af, at konkurrencen og effektiviteten i
den danske dagligvarehandel eller i de erhverv, som producerer dagligvarer, ikke er på
83
niveau med sammenlignelige europæiske lande. Som beskrevet i afsnit B4.4 er det
danske dagligvaremarked forholdsvist koncentreret, og de tre store dagligvarekæder står
for ca. 84 pct. af den samlede omsætning på markedet.
Med den øgede grad af e-handel er markederne blevet mere gennemsigtige, hvilket gør
det nemmere for forbrugerne at agere konkurrencefremmende. Fx er
prissammenligninger blevet markant lettere, herunder også via det store udbud af
sammenligningsportaler. Dette kan bidrage til lavere priser og et større udvalg af varer.
E-handel kan endvidere være med til at øge konkurrencen ved at gøre det lettere for nye
virksomheder at komme ind på markedet, samt at nå ud til en større kreds af kunder
også på tværs af grænser og derved øge omsætningen.
83
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2012).
73
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0074.png
B4.9 E-HANDEL
Danskernes samlede e-handel består både af handel med varer dvs. udvalgsvarer og
dagligvarer og af handel med tjenester såsom ferier, hotelophold, koncertbilletter mv. E-
handel med detailhandelsvarer udgør således en delmængde af den samlede e-handel.
Målt på den samlede e-handel er Danmark sammen med UK og Sverige de lande i EU,
hvor flest personer e-handler. Andelen af danskere, der har e-handlet detailvarer (dvs.
udvalgsvarer og dagligvarer), er samlet set vokset med knap 20 pct. over de seneste
84
fem år, jf. figur 50.
Figur 50. Udvikling i internetkøb i udvalgte lande, 2010-2014
Pct.
80
70
60
50
40
30
20
10
2010
2011
2012
EU-27
Danmark
2013
2014
Pct.
80
70
60
50
40
30
20
10
Anm.: Andel af befolkningen i alderen 16 til 74 år, der i løbet af året har foretaget internetkøb af fysiske varer (dvs.
detailvarer) til privat forbrug.
Kilde: Eurostat på baggrund af Digital Agenda for Europe.
I 2014 lå e-handlen med detailvarer på knap 9 pct. af den samlede detailomsætning i
85
Danmark. E-handel med udvalgsvarer er stadig mere udbredt end med dagligvarer. I
2013 udgjorde e-handel med udvalgsvarer ca. 14-16 pct. af det samlede
udvalgsvareforbrug, mens e-handel med dagligvarer udgjorde ca. 1-2 pct. af det
86
samlede dagligvareforbrug.
Det forventes, at e-handlens andel af den samlede detailomsætning fortsat vil stige.
Selvom meget af den udvikling sandsynligvis trækkes af vækst i e-handel med
88
udvalgsvarer, forventes der også en stigning i e-handel med dagligvarer.
87
Forbrugerne efterspørger i stigende grad en sammenhængende købsoplevelse mellem
89
den fysiske butik og webshoppen. Integrationen mellem de digitale og fysiske
salgskanaler giver for eksempel kunderne mulighed for at købe udvalgsvarer i den
fysiske butik ved hjælp af varebestillingsskærme, hvorefter varen leveres til butikken eller
hjemmet. På samme måde kan man købe varer online og afhente i butikken eller på et
andet aftalt afhentningssted, blandt andet med såkaldte "click-and-collect" ordninger.
En mulighed for især mindre, fx nystartede webbutikker, kan være at benytte e-handel
via ”drop-shipping”, hvor kundens ordre går til webshoppen, der mod en mindre avance
84
85
Jf. Europa Kommissionen (2014).
Jf. Dansk Erhverv (2015).
86
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014a).
87
Jf. Dansk Erhverv (2015a).
88
Jf. Institut for Center-Planlægning (2014a).
89
Jf. Teknologisk Institut (2014).
74
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0075.png
agerer mellemmand, hvorefter grossisten eller producenten sender varerne direkte til
kunden. Webshoppen står dermed for den første kundekontakt og har mindre risiko i
forhold til lageromkostninger. Det kan også være en fordel for butikker længere væk fra
de største byer, at ikke alle varer skal passere gennem det fysiske lager.
Flere dagligvareforhandlere er begyndt at tilbyde online køb af dagligvarer uden for de
største byer, fx leveret med Post Danmark. På nuværende tidspunkt er der mulighed for
levering af dagligvarer i hele landet, undtagen til øer uden broforbindelse.
Udbredelsen af e-handel giver detailhandelsvirksomheder mulighed for at nå ud til en
bredere kundekreds. Dermed gør e-handlen det muligt for virksomheder at udvide med
salg til kunder uden for nærområdet, herunder til udlandet.
Som beskrevet i afsnit B4.8 bidrager e-handel til øget konkurrence. Det gælder ikke
mindst på tværs af grænser. Samlet e-handlede danskerne varer og tjenester for ca. 80
mia. kr. i 2014. Heraf udgjorde omsætningen i udenlandske netbutikker knap 20 mia.
90
kr. Udenlandske netbutikker tegnede sig således for ca. ¼ af danskernes samlede e-
handel (dvs. både varer og tjenester) i 2014.
90
Jf. Dansk Erhverv (2015a).
75
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0076.png
B4.10
DIGITALISERING OG ’NY’ TEKNOLOGI SOM BIG
DATA, INTERNET OF THINGS OG SMARTERE
ARBEJDSPROCESSER
E-handel, digitalisering og bedre udnyttelse af ny teknologi kan være med til at sænke
91
detailhandlens omkostninger og øge produktiviteten.
Digitalisering og ny teknologi giver blandt andet mulighed for at følge de enkelte varer i
realtid fra lager til kasse, hvilket kan bidrage til optimeret lagerstyring og varebestilling og
92
bruges til at effektivisere kontakten med leverandørerne, fx ved varebestilling.
Ligeledes kan detailhandelsvirksomheder bruge ny teknologi til at optimere interaktionen
med forbrugerne blandt andet ved mere målrettet markedsføring lokalt i butikken. Fx har
herningCentret
lanceret en ny digital service, der giver centrets besøgende mulighed for
at modtage unikke tilbud eller loyalitetsgoder, når de træder ind i en særlig ”tilbudszone”,
der er markeret med en gul cirkel på gulvet i centret. Tilbuddene fremgår ikke af
tilbudsaviser, men er tilgængelige for alle, der har installeret herningCentrets særlige app
på deres telefoner.
De nye teknologier giver således den traditionelle fysiske detailhandel nogle muligheder,
som de tidligere ikke har haft. Det stiller dog også krav til virksomhedernes digitale
omstilling.
En stor del af dansk erhvervsliv, herunder detailhandlen, vurderes fortsat at være på et
relativt basalt digitalt niveau. Mange danske virksomheder anvender fx kun data i
begrænset omfang. 26 pct. af danske handelsvirksomheder med mindst ti ansatte
indsamler og anvendte i 2014 digitale data fra internettet, fx data fra sociale medier. 17
pct. indsamler og anvender offentlige digitale grunddata, fx data fra offentlige
myndigheder om geografiske forhold, vejr, virksomheder, indkomster, bopæl mv., mens
93
26 pct. bruger data fra virksomhedens egen e-handelsløsning om fx købshistorik.
Det er særligt de små og mellemstore virksomheder, som kun i begrænset omfang
udvikler forretningen med nye digitale løsninger, ligesom de i højere grad kan bruge e-
handel som springbræt for salg til andre lande med voksende markeder.
E-handel og ny teknologi er med til at forme detailhandlens udvikling nu og fremover og
byder både på udfordringer, men også nye muligheder. Det er på den baggrund vigtigt,
at reguleringen af de fysiske butikker er i overensstemmelse med konkurrencevilkårene i
detailhandlen.
91
92
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
Jf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (2014).
93
Jf. Danmarks Statistik (2014).
76
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
BILAG 5. LITTERATURLISTE
Cheshire, P., Hilber, C. A. L., & Kaplanis, I. (2011).
Evaluating the effects of planning
policies on the retail sector: or do town centre first policies deliver the goods?
SERC Discussion Paper No. 66, London School of Economics, January.
Cheshire, P., Hilber, C. A. L., & Kaplanis, I. (2014).
Land use regulation and productivity
– land matters: Evidence from a UK supermarket Chain, LSE and SERC.
COWI. (2011).
Detailhandelsplanlægningen i praksis.
Danmarks Statistik. (1972).
Detailhandelstællingen 1969, Størrelsesfordeling,
ejerforhold, personnel m.v.
Statistisk Tabelværk 1972: I.
Danmarks Statistik. (2014).
It-anvendelse i virksomheder.
Dansk Erhverv. (2015).
E-barometer.
Dansk Erhverv. (2015a).
E-handel i 2020, Perspektiv #12.
Dansk Handelsblad. (2015).
Hvem er Hvem - Dansk Dagligvarehandel .
De nordiske konkurrencemyndigheder. (2015).
Nordic Food Markets – a taste for
competition.
Delfi, DLF og Fri Köpenskap. (2014).
Dagligvarukartan 2014.
Erhvervsstyrelsen. (2008).
Landsplandirektiv om beliggenheden af bymidter,
bydelscentre og aflastningsområder mv. til detailhandel i hovedstadsområdet.
Europa Kommissionen. (2014).
Digital Agenda for Europe.
Foster, L., Haltiwanger, J., & Krizan, C. J. (2006).
Market selection, reallocation, and
restructuring in the US retailt rade sector in the 1990s.
The review of
Economics and Statistics 88.4.
Haskel, J., & Sadun, R. (2012).
Regulation and UK retailing productivity: Evidence from
micro data, Economica.
Incentive.
(2015).
Detailhandelskunders
transport
og
indkøbsvaner,
Samfundsøkonomiske eksternaliteter fra transporten i forbindelse med indkøb
af dagligvarer.
Institut for Center-Planlægning. (2014).
Analyse af detailhandelsudviklingen på Fyn.
Naturstyrelsen.
Institut for Center-Planlægning. (2014a).
E-handelens konsekvenser for butiksstrukturen
- Prognose 2014.
Institutet for tilväxtpolitiska studier. (2006).
Detajlhandeln och produktivitetstillväxten,
Produktivitetsutvecklingen inom svensk detaljhandel 1993-2004.
KL. (2015).
Danmark i vækst og balance - 32 konkrete løsningsforslag for den fysiske
planlægning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. (2011).
Dagligvaremarkedet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. (2012).
Tilbudskultur i dagligvarehandlen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. (2014).
Fremtidens detailhandel.
McKinsey Copenhagen. (2010).
Creating Economic Growth In Denmark Through
Competition.
Nielsen. (2015).
Ikke meget variation i danske indkøbskurve.
Produktivitetskommissionen. (2013a).
Analyserapport 1: Danmarks produktivitet - hvor er
problemerne?
Produktivitetskommissionen.
(2013b).
Analyserapport
2:
Konkurrence,
internationalisering og regulering, Analyserapport.
Produktivitetskommissionen. (2014).
Slutrapport: Det handler om velstand og velfærd.
Retail Institute Scandinavia. (2006 og 2013).
Supermarkedshåndbogen.
Retail Institute Scandinavia. (2015).
Dansk dagligvarehandel prognose 2025.
Schivardi, F., & Viviano, E. (2012).
Entry barriers in retail trade.
The Economic Journal,
vol 121 .
Teknologisk Institut. (2014).
Analyse af Fremtidens Detailhandel.
Tetraplan. (2015).
Detailhandelskunders transport og indkøbsvaner.
Miljøministeriet og
Naturstyrelsen.
Økonomi- og Erhvervsministeriet. (2011).
Internationale virksomheder i Danmark.
77
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
78
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
Redegørelse om
detailhandelsplanlægning
2015
Publikationen kan hentes på Erhvervs- og
Vækstministeriets hjemmeside: www.evm.dk
ISBN elektronisk udgave:
978-87-78623-49-2
Erhvervs- og Vækstministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf 3392 3350
[email protected]
www.evm.dk
79
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 86: Redegørelse om detailhandelsplanlægning 2015, fra erhvers- og vækstministeren
1578688_0080.png
Erhvervs- og Vækstministeriet
Slotsholmsgade 10-12
DK - 1216 København K
Tlf 33 92 33 50
[email protected]