ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 8
Offentligt

Fremsat den XX af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)

2. oktober 2015

Forslag

til

Lov om ændring af konkurrenceloven

(Tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, offentliggørelse af afgørelser, henvisning af fusioner, over-

trædelse af gennemførelsesforbuddet i fusionssager, civilretlig forældelse, erstatningssøgsmål m.v.)

§1

I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 8. juli 2015, foretages følgende ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret

angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Uni-

ons konkurrenceret, EU-Tidende 2014, nr. L 349, side 1.«

§ 11 a

indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:

Stk. 10.

Statsstøtte, som af Europa-Kommission eller en national domstol er påbudt tilbagebe-

talt, skal indbetales til statskassen.

§ 12

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den kompetente danske myndighed, som efter

fusionskontrolforordningen kan anmode Europa-Kommissionen om at henvise en fusion til behand-

ling hos styrelsen, ligesom styrelsen er den kompetente danske myndighed, der kan henvise en fusi-

on til Kommissionens behandling efter fusionskontrolforordningen.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 12 c, stk. 5, 1. pkt.,

indsættes efter »stk. 1«: », jf. stk. 7«.

§ 12 c

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse om, at en fusion, der er omfat-

tet af denne lov, er gennemført eller er ved at blive gennemført i strid med stk. 5, 1. pkt. Styrelsen

kan i forbindelse hermed udstede påbud om, at de deltagende virksomheder skal anmelde fusionen,

jf. § 12 b, stk. 1, og standse enhver yderligere gennemførelse af fusionen, indtil Konkurrence- og

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU

af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af

bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret, EU-Tidende 2014, nr. L 349, side 1.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Forbrugerstyrelsen har truffet afgørelse om, hvorvidt fusionen kan godkendes eller forbydes, jf. stk.

1.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 13, stk. 2, nr. 2,

affattes således:

»2) Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven.«

§ 13, stk. 2, nr. 3

affattes således:

»3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, eller et resumé heraf, truffet i medfør af

loven, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkurrence-

loven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt.«

§ 15, stk. 3, 1. pkt.,

affattes således:

»Stk.

Konkurrencerådet, der er uafhængigt af erhvervs- og vækstministeren, har det overord-

nede ansvar for styrelsens administration af loven og regler udstedt i medfør heraf.«

§ 15, stk. 3, 3. pkt.,

indsættes efter »initiativ«: »eller på erhvervs- og vækstministerens anmod-

ning, når ministeren har overladt det til Konkurrencerådet at godkende konkurrenceanalysen.«

10.

§ 18, stk. 9, 1. pkt.,

indsættes efter »Den Europæiske Union«: »eller i EØS-området« og efter

»artikel 101 og 102«: »eller EØS-aftalens artikel 53 og 54«.

11.

§ 19, stk. 1,

§ 19, stk. 2, nr. 2,

ændres »§ 12 c, stk. 1-3, 6 og 7,« til: »§ 12 c, stk. 1-3 og 6-

8,«

12.

§ 19, stk. 3,

ændres »§ 15, stk. 1, 3. og 4. pkt.« til: »§ 15, stk. 1, 4. og 5. pkt.«.

13.

§ 20, stk. 1,

ændres »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser« til: »Afgørelser«.

14.

§ 25

affattes således:

»§

25.

En fordringshavers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af bestemmelserne i

denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og 102 forældes efter 5 år, jf. dog stk. 2 og 4-8.

Stk. 2.

Forældelsesfristen i stk. 1, løber fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører, og for-

dringshaveren har eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til

1) adfærden, og at den udgør en overtrædelse af konkurrenceretten,

2) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt fordringshaveren skade, og

3) identiteten af overtræderen.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 indtræder forældelse senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør.

Stk. 4.

Forældelsesfristen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

indleder en undersøgelse af eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatnings-

søgsmålet vedrører. Forældelsen indtræder tidligst 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er ble-

vet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet.

Stk. 5.

Indbringes sagen for Konkurrenceankenævnet, finder stk. 4, tilsvarende anvendelse på

fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver

1) har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller

2) er indtrådt som biintervenient i ankesagen.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Stk. 6.

Forældelsesfristen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, mens en eventuel mindelig tvistbilæggelse

pågår. Den foreløbige afbrydelse efter 1. pkt. gælder kun for de parter, der er eller har været invol-

veret eller repræsenteret i den mindelige tvistbilæggelse.

Stk. 7.

Forældelsesfristen afbrydes efter bestemmelserne i forældelseslovens §§ 15-18 og § 19,

stk. 2-7. Når forældelsen afbrydes, løber en ny forældelsesfrist på 5 år, som regnes fra det i foræl-

delseslovens § 19, stk. 2-6 fastsatte tidspunkt.

Stk. 8.

Forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse finder anvendelse på fordrin-

ger som omhandlet i stk. 1.«

15.

Efter § 26 indsættes før kap 10 som nyt kapitel 9 c:

»Erstatningssøgsmål

§ 26 a.

Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler for søgsmål i henhold til natio-

nal ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæi-

ske Unions konkurrenceret.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på fusioner, der før lovens ikrafttræden efter

stk. 1, er gennemført uden at være blevet anmeldt og godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen. For disse fusioner finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 14-15, træder i kraft den 27. december 2016 og finder først anvendelse på

erstatningssøgsmål, der indbringes for en domstol efter dette ikrafttrædelsestidspunkt.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte

2.2. Henvisning af fusionssager

2.3. Overtrædelse af gennemførelsesforbuddet i fusionssager

2.4. Offentliggørelse af afgørelser

2.5. Konkurrencerådets uafhængighed og kompetencen til at godkende konkurrenceanalyser

2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til konkurrencemyndigheder i EØS-området

2.7. Gennemførelse af EU-direktiv om erstatningssøgsmål

2.7.1. Indledning

2.7.2. Forældelsesregler for erstatningssøgsmål

2.7.3. Bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for erstatningssøgsmål

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemfører en række bestemmelser, der følger af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i

henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes

og Den Europæiske Unions konkurrenceret. Derudover er formålet med lovforslaget at justere og

præcisere den gældende lov på en række forskellige områder. Baggrunden for lovforslaget er at øge

konkurrencen gennem en mere effektiv og anvendelig konkurrencelovgivning og i den forbindelse

sikre en effektiv håndhævelse og efterlevelse af loven. Mere konkurrence betyder lavere priser og et

varieret udbud af varer og tjenester. Med mere skærpet konkurrence og mindre omkostninger bliver

danske virksomheder stærkere på det globale marked. Det er således vigtigt, at virksomhederne

konkurrerer effektivt med hinanden. For at kunne forebygge konkurrencehæmmende adfærd blandt

virksomheder er det centralt, at der er gode rammer for håndhævelse af konkurrencereglerne, her-

under for opnåelse af erstatning og at sager om overtrædelse af reglerne er underlagt de mest hen-

sigtsmæssige procedurer. Dette kan sikres gennem en effektiv håndhævelse og efterlevelse af loven.

På den baggrund ønsker regeringen at ændre konkurrenceloven på en række områder.

En fusion, der er omfattet af fusionskontrollen i den gældende lov, må ikke gennemføres, før

den er blevet anmeldt til og godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. For effektivt at sikre,

at fusioner ikke gennemføres uden forudgående godkendelse, foreslås det, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at gennemførelsesforbuddet er blevet overtrådt,

kan udstede påbud om anmeldelse af fusionen og påbud om at standse enhver yderligere gennemfø-

relse af fusionen, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt den kan godkendes eller forbydes. Det-

te forslag er væsentligt mindre indgribende end et påbud om deling af de fusionerede virksomheder,

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

som den gældende lov giver mulighed for i tilfælde af forbud mod en fusion, som allerede er blevet

gennemført. Som for andre af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser foreslås det videre, at

sådanne afgørelser kan påklages til Konkurrenceankenævnet.

Større fusioner, som har grænseoverskridende karakter, skal anmeldes til Europa-Kommissionen. En

EU-fusion vil kunne henvises til behandling i Danmark, hvis fusionen særligt kan påvirke konkurrencen

på det danske marked, jf.

Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med

fusioner og virksomhedsovertagelser (Fusionskontrolforordningen). Den gældende lov indeholder

imidlertid ikke regler om, hvem der er den kompetente danske myndighed, som kan anmode Euro-

pa-Kommissionen om at henvise en fusion til behandling i Danmark. Det fremgår heller ikke, hvem

der i Danmark har kompetence til at henvise en fusion til Kommissionens behandling. Det foreslås

derfor præciseret, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har denne kompetence.

Derudover foreslås det, at den seneste formulering vedrørende offentliggørelse af afgørelser ju-

steres, således at det klart fremgår, hvilke afgørelser der skal offentliggøres. Videre foreslås det

skrevet direkte ind i loven, at Konkurrencerådet er uafhængigt af erhvervs- og vækstministeren,

hvilket er i overensstemmelse med den gældende retstilstand og følger af bemærkningerne til den

gældende lov. Samtidig foreslås det, at Konkurrencerådet kan godkende de konkurrenceanalyser,

som er iværksat efter erhvervs-og vækstministerens anmodning, når ministeren har overladt god-

kendelse heraf til Konkurrencerådet.

Endvidere foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nuværende kompetence til at fo-

retage kontrolundersøgelser for at yde bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrence-

myndigheder i Den Europæiske Union udvides til også at gælde i forhold til lande i EØS-området.

Samarbejdet med EØS-landene skal ske inden for rammerne af de udvekslingsmuligheder, der i dag

er blandt EU-landene i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gen-

nemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82.

Statsstøtte, der er kendt ulovlig af Europa-Kommission eller en national domstol, bliver efter

gældende ret tilbagebetalt til den myndighed, der har ydet statsstøtten. Dette indebærer, at støtte-

modtageren fratages hele støttebeløbet inklusive renter, hvorimod den myndighed der fejlagtigt har

ydet støtten ikke bliver sanktioneret, men modtager hele støttebeløbet tilbage inklusive renter. For

at fremme en effektiv og korrekt anvendelse af statsstøttereglerne foreslås det, at denne praksis æn-

dres, således at fremtidig tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte inklusive renter indbetales til statskas-

sen og ikke til støttegivende myndighed. Hermed får myndigheden et økonomisk incitament for at

overholde de gældende statsstøtteregler.

Udover de foreslåede ændringer vedrørende fusionsreglerne, offentliggørelse af afgørelser, uaf-

hængighed, EØS-aftalen og statsstøtte, gennemfører lovforslaget som nævnt en række bestemmel-

ser, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om

visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestem-

melser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr. L 349

side 1) – (herefter erstatningsdirektivet).

Erstatningsdirektivet skal være gennemført i dansk ret senest 27. december 2016. Formålet med

direktivet er at forbedre muligheden for at opnå erstatning for tab som følge af overtrædelser af

konkurrencereglerne. Herved øges retssikkerheden for særligt skadelidte på tværs af medlemssta-

terne. Samtidig er det hensigten, at forskellene mellem medlemsstaterne mindskes med hensyn til

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

de nationale regler om erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelse af konkurrencereglerne.

Det bemærkes, at skadelidte i det efterfølgende også betegnes som fordringshaver og sagsøger.

Direktivet finder anvendelse på erstatningssøgsmål for overtrædelser af EU-konkurrenceretten.

Derudover finder direktivet også anvendelse på overtrædelser af bestemmelser i national konkur-

renceret, som i samme sag anvendes parallelt med EU-konkurrenceretten. Direktivet regulerer ikke

erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af national konkurrenceret, som ikke påvirker

samhandlen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 101 og 102 i TEUF. For at sikre en ens-

rettet regulering på området, vurderes det imidlertid at være mest hensigtsmæssigt, at der gælder de

samme regler for erstatningssøgsmål, uanset om der er tale om en overtrædelse af konkurrenceret-

ten, der påvirker samhandlen eller ikke. Direktivets bestemmelser vil således også finde anvendelse

i forhold til overtrædelse af national konkurrenceret, som ikke påvirker samhandlen. Det bemærkes,

at dette går videre end direktivet, hvilket dog ikke har økonomiske eller administrative konsekven-

ser for hverken det offentlige eller erhvervslivet, men derimod kan have en positiv indvirkning på

konkurrencen, idet de samme regler vil gælde for danske virksomheder, uanset om samhandelen

kan anses for påvirket eller ej.

Direktivet

medfører, at reglerne om forældelse skal ændres, så den gældende forældelsesfrist på

3 år ændres til 5 år. Den absolutte forældelsesfrist på 10 år bibeholdes.

Herudover foreslås det, at en række af de øvrige bestemmelser i direktivet implementeres ved

bekendtgørelse. Med en bemyndigelsesbestemmelse i loven foreslås det, at erhvervs- og vækstmini-

steren får hjemmel til at fastsætte nærmere regler, der skal sikre en effektiv håndhævelse ved at for-

bedre betingelserne for at kræve erstatning i forbindelse med overtrædelse af konkurrencereglerne.

Med bemyndigelsesbestemmelsen får ministeren kompetence til at fastsætte regler svarende til er-

statningsdirektivet. Der er tale om en snæver bemyndigelsesbestemmelse, der alene giver ministe-

ren kompetence til at fastsætte regler for søgsmål angående erstatning for overtrædelse af konkur-

rencereglerne i overensstemmelse med reglerne i erstatningsdirektivet, samt efterfølgende ændrin-

ger og tilføjelser hertil.

Det bemærkes, at direktivet vedrører de civile erstatningssøgsmål ved domstolene for overtræ-

delse af konkurrenceretten. Der er navnlig tale om en række procesregler, der hænger tæt sammen

med grundlæggende principper i retsplejeloven og de almindelige gældende erstatningsregler. I det

omfang direktivets bestemmelser allerede er reguleret i gældende ret, vil disse i vidt omfang ikke

skulle fastsættes ved bekendtgørelsen. Direktivet vedrører ikke de materielle regler om konkurren-

ceforhold.

Det er hensigten, at bekendtgørelsen vil indeholde regler, der gennemfører dele af direktivets

bestemmelser om ret til fuld erstatning, solidarisk hæftelse mellem flere skadevoldere, overvæltning

af overpriser og tabsopgørelse, fremlæggelse af beviser, retsvirkninger af nationale konkurrenceaf-

gørelser og mindelig tvistbilæggelse.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte

Det følger af Rådets forordning (EF) nr.659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for

anvendelse af EF-traktatens artikel 93 (herefter Procedureforordningen), som ændret ved Rådets

forordning nr.734/02013, at ulovlig statsstøtte omgående skal tilbagebetales i overensstemmelse

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

med procedurerne i national ret. I Danmark er der ikke fastsat regler om tilbagebetaling af ulovlig

statsstøtte, og i praksis bliver ulovlig statsstøtte tilbagebetalt til støttegivende myndighed.

I konkurrencelovens § 11 a om støtte, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for be-

stemte former for erhvervsvirksomhed, er der imidlertid fastlagt en regel for tilbagebetaling, når

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder påbud herom. Efter denne bestemmelse skal konkur-

renceforvridende støtte tilbagebetales til statskassen. Med henblik på at ensrette tilbagebetalingen

bør tilbagebetaling af konkurrenceforvridende støtte efter konkurrencelovens bestemmelser og til-

bagebetaling af ulovlig statsstøtte ske efter samme procedure. Det foreslås derfor, at der indsættes

en bestemmelse til præcisering af, at ulovlig statsstøtte skal tilbagebetales til statskassen. Forskellen

mellem de to bestemmelser er, at stk. 9 omhandler støtte der ikke har samhandelspåvirkning, og

derfor ikke er omfattet af statsstøttebegrebet i TEUF art.107(1). Efter stk. 9 er det Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, der har kompetencen til at udstede påbud om tilbagebetaling. Stk. 10 omhandler

støtte, der er omfattet af det EU-retlige statsstøttebegreb i TEUF art. 107, hvorfor det er Kommissi-

onen og nationale domstole, der har kompetencen til at udstede påbud om tilbagebetaling af støtten.

2.2. Henvisning af fusioner

Det følger af fusionskontrolforordningen, at Europa-Kommissionen efter anmodning fra en

medlemsstat eller fra de virksomheder, der deltager i en fusion, kan henvise en EU-fusion til be-

handling hos den kompetente myndighed i en medlemsstat. Fusionskontrolforordningen indeholder

endvidere hjemmel til, at en medlemsstat eventuelt efter anmodning fra de deltagende virksomheder

kan henvise en fusion til Kommissionens behandling. Den gældende lov indeholder imidlertid ingen

regel om, hvem der er den kompetente danske myndighed, som kan anmode Kommissionen om at

henvise en fusion til behandling i Danmark, lige som loven ikke angiver, hvem der er den kompe-

tente myndighed, der kan henvise en fusion til Kommissionens behandling. Med henblik på at ska-

be klarhed foreslås det derfor, at det præciseres, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den

kompetente myndighed.

2.3. Overtrædelse af gennemførelsesforbuddet i fusionssager

De gældende regler om fusionskontrol i lovens kapitel 4 blev indført i 2000 ved lov nr. 416 af

31. maj 2000 for at sikre, at fusioner ikke gennemføres på en sådan måde, at de udelukker en effek-

tiv konkurrence til skade for de øvrige aktører på markedet, herunder konkurrenter og forbrugere.

Formålet med fusionsreglerne og den lovhjemlede anmeldelsespligt er at sikre en effektiv for-

udgående fusionskontrol og dermed, at fusioner ikke gennemføres på en sådan måde, at de begræn-

ser den effektive konkurrence til skade for de øvrige aktører på markedet, herunder konkurrenter og

forbrugere. Det er derfor afgørende for en effektiv fusionskontrol, at de deltagende virksomheder i

en fusion ikke gennemfører en anmeldt fusion, før styrelsen har taget stilling til, om den kan god-

kendes.

Det følger af loven, at en fusion, der er omfattet af reglerne om fusionskontrol, ikke må gen-

nemføres, før den er blevet anmeldt til og godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. For

effektivt at sikre, at fusioner ikke gennemføres uden forudgående godkendelse, foreslås det præcise-

ret, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at en fusion, der er

omfattet af fusionskontrollen, er blevet eller er ved at blive gennemført uden anmeldelse til og god-

kendelse af styrelsen, kan udstede påbud om anmeldelse samt påbud om at standse enhver yderlige-

re gennemførelse af fusionen, indtil der er blevet truffet afgørelse om, hvorvidt fusionen kan god-

kendes eller skal forbydes. Dette forslag er væsentligt mindre indgribende end et påbud om deling

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

af de fusionerede virksomheder, som den gældende lov giver mulighed for i tilfælde af forbud mod

en fusion, som allerede er blevet gennemført. Hvis virksomhederne ikke overholder det foreslåede

påbud, kan der udstedes tvangsbøder for at gennemtvinge en anmeldelse eller standse en ulovlig

gennemførelse. Det svarer til de gældende regler for overtrædelse af styrelsens påbud efter loven.

Hvis virksomhederne er uenige i styrelsens afgørelse af, at gennemførelsesforbuddet er over-

trådt, kan virksomhederne efter de gældende regler alene få efterprøvet spørgsmålet ved et sagsan-

læg ved Sø- og Handelsretten. Det er uhensigtsmæssigt, da de fleste af Konkurrence- og Forbruger-

styrelsens afgørelser kan påklages til Konkurrenceankenævnet. Det foreslås derfor, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsens afgørelse om, at gennemførelsesforbuddet er overtrådt og et eventuelt påbud

i forbindelse hermed om anmeldelse og midlertidig standsning af enhver yderligere gennemførelse

af fusionen, kan påklages til Konkurrenceankenævnet, der forholdsvis hurtigt kan efterprøve styrel-

sens afgørelse.

2.4. Offentliggørelse af afgørelser

Det foreslås, at den seneste formulering vedrørende offentliggørelse af afgørelser justeres, såle-

des at det klart fremgår, at Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven offentliggøres, og

at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser eller et resumé heraf truffet i medfør af loven

offentliggøres, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkur-

renceloven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt. Dette forslag ligger på linje med

den hidtidige retstilstand.

2.5. Konkurrencerådets uafhængighed og kompetencen til at godkende konkurrenceanalyser

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende lov, at Konkurrencerådet ikke er underlagt

erhvervs- og vækstministeren. For at tydeliggøre konkurrencemyndighedens uafhængighed foreslås

det præciseret i loven, at Konkurrencerådet er uafhængigt af erhvervs- og vækstministeren.

Efter den gældende lov kan erhvervs- og vækstministeren anmode Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen om at udarbejde en konkurrenceanalyse. Det følger kun af bemærkningerne til den gæl-

dende lov, at ministeren i forbindelse hermed skal træffe beslutning om, hvorvidt analysen skal

godkendes af ministeren eller af Konkurrencerådet. Den gældende lov omtaler kun en mulighed for

Konkurrencerådet til at godkende konkurrenceanalyser, der er iværksat på Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsens initiativ. Det foreslås derfor tydeliggjort i loven, at Konkurrencerådet også har mulig-

hed for at godkende de endelige konkurrenceanalyser, som erhvervs- og vækstministeren har over-

ladt det til Konkurrencerådet at godkende.

2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til konkurrencemyndigheder i EØS-området

Efter den gældende lov har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for at foretage kon-

trolundersøgelser for at yde bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i

de lande, der er medlem af Den Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendel-

se af EUF-traktatens artikel 101 og 102.

I 2001 indgik Danmark, Norge og Island en aftale om udveksling af såvel ikke-fortrolige som

fortrolige oplysninger i konkurrencesager. Den 9. april 2003 tilsluttede Sverige sig aftalen. Da de

nordiske lande overvejer at udvide aftalen om samarbejde i konkurrencesager, foreslås det, at lo-

vens § 18, stk. 9, justeres, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan yde samme bistand til kon-

kurrencemyndigheder i EØS-området som til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndig-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

heder i Den Europiske Union. Udover tilføjelsen af henvisning til EØS-samarbejdet er der ikke til-

tænkt nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

2.7. Gennemførelse af EU-regler om erstatningssøgsmål

2.7.1. Indledning

Formålet med direktivet er at sikre, at konkurrencereglerne har virkning i praksis, så både private

parter, herunder forbrugere og virksomheder, såvel som offentlige myndigheder kan rejse erstat-

ningskrav ved nationale retter for den skade, som de har lidt som følge af en overtrædelse af regler-

ne. Dette er allerede muligt efter de nugældende regler i flere medlemsstater, herunder Danmark.

Der er imidlertid markante forskelle mellem medlemsstaternes indbyrdes regler om erstatnings-

søgsmål i forbindelse med overtrædelse af EU-konkurrenceretten og de nationale konkurrencereg-

ler. Disse forskelle fører til usikkerhed om, på hvilke betingelser skadelidte kan gøre deres erstat-

ningskrav gældende. Da skadelidte ofte vælger at anlægge erstatningssøgsmål i deres hjemland,

fører forskellene mellem de nationale regler desuden til ulige vilkår, hvad angår erstatningssøgsmål.

Derudover kan det påvirke konkurrencen på de markeder, hvor skadelidte, men også de virksomhe-

der, der har begået en overtrædelse, opererer.

Virksomheder, der er etableret og opererer i flere medlemsstater, kan herudover være underlagt

forskellige procedureregler, som i væsentlig grad indvirker på, i hvor høj grad de kan drages til an-

svar for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne ulige håndhævelse af retten til erstatning efter

EU-retten kan ikke blot medføre en konkurrencefordel for de virksomheder, der har overtrådt reg-

lerne, men også udgøre en hindring for udøvelsen af retten til etablering og levering af varer eller

tjenesteydelser i de medlemsstater, hvor retten til erstatning håndhæves mere effektivt.

Overtrædelser af konkurrenceretten har ofte et grænseoverskridende element, og direktivet skal

derfor sikre, at der skabes mere lige vilkår for virksomheder, der opererer på det indre marked, og at

forbrugernes vilkår med hensyn til at udøve de rettigheder, de har i kraft af det indre marked, for-

bedres.

Direktivet finder anvendelse på erstatningssøgsmål for overtrædelser af EU-konkurrenceretten.

Derudover finder direktivet også anvendelse på overtrædelser af bestemmelser i national konkur-

renceret, som i samme sag anvendes parallelt med EU-konkurrenceretten. Direktivet regulerer ikke

erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af national konkurrenceret, som ikke påvirker

samhandlen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 101 og 102 i TEUF. For at sikre en ens-

rettet regulering på området, vurderes det at være mest hensigtsmæssigt, at der gælder de samme

regler for erstatningssøgsmål, hvad enten der er tale om en overtrædelse af konkurrenceretten, der

påvirker samhandlen eller ikke. Det er derfor hensigten, at reglerne også skal gælde for erstatnings-

søgsmål vedrørende overtrædelser, der ikke påvirker samhandlen, hvilket medfører, at reglerne om

eksempelvis fremlæggelse af beviser og tabsopgørelse i erstatningsdirektivet og den kommende

bekendtgørelse også finder anvendelse i disse rent nationale sager.

2.7.2. Forældelsesregler for erstatningssøgsmål

Det følger af artikel 10 i erstatningsdirektivet, at medlemsstaterne skal sikre, at forældelsesfri-

sten for indbringelse af erstatningssøgsmål er mindst 5 år. Den nugældende lov fastslår, at en for-

dringshavers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af loven eller EUF-traktatens artikel

101 og 102 forældes efter reglerne i forældelsesloven, hvor der gælder en almindelig forældelses-

frist på 3 år, der suppleres af en absolut frist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Det foreslås derfor, at konkurrencelovens regler om civilretlig forældelse af fordringshavers

krav på erstatning som følge af en overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller EUF-traktatens

artikel 101 og 102 ændres, således at krav på erstatning som hovedregel forældes efter 5 år regnet

fra det tidspunkt, hvor den skadevoldende handling ophørte. Det foreslås, at forældelsesfristen, først

løber fra det tidspunkt, hvor fordringshaver har eller med rimelighed kan forventes at have kend-

skab til overtræderens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af konkurrenceretten, at overtræ-

delsen af konkurrenceretten har forvoldt fordringshaveren skade, samt overtræderens identitet. Det

bemærkes, at de anførte betingelser er kumulative, hvilket medfører, at forældelsesfristen først løber

fra det tidspunkt, hvor alle betingelserne er opfyldt, og fordringshaver har eller med rimelighed kan

forventes at have kendskab hertil. Uanset, at det er klart, hvornår overtrædelsen blev bragt til ophør,

skal der således lægges vægt på fordringshaverens subjektive forhold i relation til forældelsesfri-

sten.

Derudover foreslås det, at der fastsættes en absolut frist på 10 år regnet fra den skadevoldende

handlings ophør, hvilket svarer til den nugældende bestemmelse i forældelsesloven. Det medfører,

at forældelsesfristen uanset fordringshaverens subjektive forhold maksimalt kan løbe i 10 år. For-

målet med bestemmelsen er at sikre, at skadevolder ikke kan mødes med et erstatningskrav på ube-

stemt tid.

Det foreslås desuden i overensstemmelse med erstatningsdirektivets artikel 10, stk. 4, at forældel-

sesfristen afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyndighed tager skridt til at undersøge eller for-

følge den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. Det vil sige, at

forældelsesfristen stoppes midlertidigt. Herudover følger det af direktivet, at forældelsen tidligst

indtræder 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden

måde er afsluttet.

Ifølge præambelbetragtning nr. 49 til erstatningsdirektivet, kan forældelsesfrister for at indbringe

et erstatningssøgsmål være af en sådan art, at de hindrer skadelidte og overtræderne i at få tilstræk-

kelig tid til at nå til enighed om den erstatning, der skal betales. Det er ofte nødvendigt at foretage

en tilbundsgående analyse for at fastlægge omfanget af et erstatningskrav. For at give begge parter

reel mulighed for at deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen indbringes for domstolene,

skal forældelsesfristen derfor afbrydes foreløbigt, mens den mindelige tvistbilæggelse pågår. Det

betyder, at forældelsesfristen på 5 år, som foreslås indført, stoppes midlertidigt, mens parterne for-

søger at løse erstatningsspørgsmålet gennem en mindelig tvistbilæggelse. Det foreslås derfor, at

forældelsesfristen afbrydes foreløbigt i overensstemmelse med direktivets artikel 18, stk. 1. Det er i

den forbindelse afgørende, at den foreløbige afbrydelse af forældelsesfristen kun gælder for de par-

ter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den mindelige tvistbilæggelse.

Derudover foreslås det, at forældelseslovens regler om afbrydelse af forældelsesfristen og om

virkningerne af forældelse som udgangspunkt finder anvendelse i relation til fordringshavers krav

på erstatning.

2.7.3. Bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om erstatningssøgsmål

Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til ved bekendtgørelse at fastsætte

nærmere bestemmelser for søgsmål angående erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten. Be-

myndigelsesbestemmelsen medfører, at en række af bestemmelserne i erstatningsdirektivet gennem-

føres via bekendtgørelse. Med bemyndigelsesbestemmelsen får ministeren således kompetence til at

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

fastsætte regler svarende til erstatningsdirektivet. Der er tale om en snæver bemyndigelsesbestem-

melse, der alene giver ministeren kompetence til at fastsætte regler for søgsmål angående erstatning

for overtrædelse af konkurrencereglerne i overensstemmelse med reglerne i erstatningsdirektivet,

eller efterfølgende ændringer og tilføjelser til dette direktiv. I det omfang direktivets bestemmelser

allerede er en del af gældende ret, vil disse i vidt omfang ikke skulle fastsættes ved bekendtgørel-

sen. Direktivet vedrører ikke de materielle regler om konkurrenceforhold.

I overensstemmelse med direktivet er det hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde regler

om ret til fuld erstatning, solidarisk hæftelse mellem flere skadevoldere, overvæltning af overpriser

og tabsopgørelse, om fremlæggelse af beviser, retsvirkninger af nationale konkurrenceafgørelser og

regler om mindelig tvistbilæggelse. Det er endvidere hensigten, at disse regler skal gennemføres

direkte i bekendtgørelsen. Formålet med bekendtgørelsen vil således for det første være at sikre, at

skadelidte kan opnå fuld erstatning for det lidte tab, tabt fortjeneste og renter, og at fuld erstatning

ikke fører til overkompensation. For det andet at kun de direkte og indirekte aftagere, der rent fak-

tisk har lidt skade som følge af overpris, kan kræve erstatning, at domstole på begæring af en part

skal pålægge skadevolder eller andre at fremlægge beviser, og at fremlæggelsen af beviser begræn-

ses til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Derudover er formålet at sikre, at manglende frem-

læggelse af beviser kan føre til pålæggelse af rimelige sanktioner, der har en afskrækkende virk-

ning, at domstolene overholder direktivets begrænsninger i forhold til fremlæggelse af visse beviser

i en konkurrencemyndigheds sagsakter, samt at virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne i

fællesskab, som udgangspunkt hæfter solidarisk for skaden.

Med forbehold for den endelige udformning af bekendtgørelsen, gennemgås nedenfor de enkelte

emner i direktivet, som vil blive afspejlet i bekendtgørelsen, herunder blandt andet også i relation til

spørgsmålet om gældende ret. Et udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i høring, når hjemlen her-

til er vedtaget.

2.7.3.1. Ret til fuld erstatning, jf. artikel 3

Det følger af direktivets artikel 3, at medlemsstaterne skal sikre, at enhver fysisk eller juridisk

person, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, kan kræve og opnå

fuld erstatning for denne skade. Derudover skal fuld erstatning stille en person, som har lidt skade,

som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var blevet begået. Erstatningen skal derfor omfatte

erstatning for det lidte tab, tabt fortjeneste samt betaling af renter. Det følger dog af artikel 3, stk. 3,

at retten til fuld erstatning ikke må føre til overkompensation i form af erstatning med straffende

formål eller flere eller andre skadeserstatninger.

Retten til erstatning for det lidte tab, tabt fortjeneste og renter samt kravet om, at betaling af

erstatning ikke må føre til overkompensation, følger allerede af de nugældende erstatningsretlige

regler. Det er et grundlæggende princip, at den skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var ind-

trådt. Dette indebærer, at den skadelidte skal have dækket sit fulde tab, men omvendt også, at den

skadelidte ikke skal have dækket mere end sit tab. Den skadelidte skal således ikke opnå en berigel-

se som følge af den tilkendte erstatning. I forhold til et tab lidt som følge af en overtrædelse af kon-

kurrenceretten vil det sige, at skadelidte skal stilles som om, der ikke var sket brud på konkurrence-

reglerne og have dækket et eventuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse hermed.

Det bemærkes, at det er et almindeligt grundprincip, at den skadelidte har en pligt til at begræn-

se sit tab. I det omfang, skadelidte forsømmer denne pligt, kan erstatningen blive reduceret tilsva-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

rende. Skadelidte kan således som udgangspunkt ikke tilkendes erstatning for tab, som skadelidte

selv kunne have afværget. Endvidere skal tabet kunne dokumenteres.

Direktivets artikel 3 svarer således til almindelige erstatningsretlige principper i gældende ret.

Det følger imidlertid af præambelbetragtning nr. 12 til erstatningsdirektivet, at betaling af renter

er et væsentligt element i erstatningen af det lidte tab, idet der skal tages hensyn til den tid, der er

gået, og at der skal betales renter fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt, og indtil det tids-

punkt, hvor erstatningen betales. Dette skal ske, uden at det berører sådanne renters klassificering

som udlignings- eller morarenter i henhold til national ret.

Det er således et krav efter direktivet, at renter skal betales fra det tidspunkt, hvor skaden blev

forvoldt, hvilket svarer til udgangspunktet i renteloven. Efter rentelovens § 3, stk. 5, kan domstole-

ne dog, hvor særlige forhold begrunder det, bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller se-

nere tidspunkt. Det er derfor hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en regel om beregning af

renter i overensstemmelse med direktivet, således at der inden for direktivets anvendelsesområde

altid kan kræves renter fra skadestidspunktet.

For at sikre en sammenhængende regulering vedrørende retten til fuld erstatning, er det hensigten,

at bekendtgørelsen – udover en bestemmelse vedrørende renter – skal indeholde en generel be-

stemmelse vedrørende muligheden for at kræve og opnå fuld erstatning samt sikre, at skadelidte

ikke kan opnå overkompensation i overensstemmelse med direktivets artikel 3.

2.7.3.2 Generelt om fremlæggelse af beviser, jf. artikel 5

Artikel 5 omhandler domstolenes krav om fremlæggelse af beviser. Det følger i den forbindelse

af betragtning nr.14 i erstatningsdirektivets præambel, at erstatningssøgsmål i forbindelse med over-

trædelse af EU-konkurrenceretten eller national konkurrenceret typisk kræver en kompliceret faktu-

el og økonomisk analyse. Ofte er det udelukkende overtræderen eller tredjemand, der er i besiddelse

af de beviser, der er nødvendige for, at skadelidte kan godtgøre et erstatningskrav. Skadelidte har

således ofte ikke tilstrækkelig viden om, hvilke beviser der foreligger eller adgang til dem. Hvis der

stilles strenge retlige krav om, at den, der rejser et erstatningskrav, i detaljer skal oplyse alle de fak-

tiske omstændigheder i sagen allerede ved sagsanlægget og fremlægge nøjagtigt angivne beviser til

støtte for sit krav, kan det være udgøre en urimelig hindring for effektivt at kunne gøre et erstat-

ningskrav gældende.

Ifølge betragtning nr. 15 i erstatningsdirektivets præambel er beviser et vigtigt element ved an-

læggelse af sag om erstatning for overtrædelse af EU-konkurrenceretten eller national konkurrence-

ret. Da konkurrenceretlige retssager er kendetegnet ved informationsasymmetri, er det derfor hen-

sigtsmæssigt at sikre, at en sagsøger, det vil sige skadelidte, får ret til at kræve fremlæggelse af be-

viser af relevans for sit krav, uden at vedkommende behøver at angive de konkrete beviser. For at

sikre ligestilling af parterne skal disse midler også være til rådighed for sagsøgte, det vil sige over-

træder under et erstatningssøgsmål, således at sagsøgte tilsvarende kan anmode skadelidte om frem-

læggelse af beviser.

Det følger af direktivets artikel 5, stk. 1, at domstolene på anmodning af en sagsøger, det vil sige

skadelidte, kan pålægge sagsøgte, det vil sige overtræder eller tredjemand at fremlægge relevante

beviser, som er undergivet deres rådighed, på de betingelser, der er fastsat i direktivets kapitel 2.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Det er et krav, at skadelidte i forbindelse med anmodningen har fremlagt en begrundelse med rime-

ligt tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, som i tilstrækkelig grad understøtter rimelighe-

den af vedkommendes erstatningskrav. Derudover skal overtræder også have mulighed for at an-

mode om, at skadelidte og tredjemand skal fremlægge relevante beviser.

Retsplejelovens §§ 298 og 299 om edition indeholder mulighed for, at retten på begæring af en

part kan pålægge en modpart eller tredjemand at fremlægge eller udlevere bevismateriale, som en

part vil påberåbe sig, eller som kan have betydning for en sag, medmindre der derved vil fremkom-

me oplysning om forhold, som den pågældende vil være udelukket fra eller fritaget for at afgive

forklaring om som vidne, jf. lovens §§ 169-172, der vedrører vidnefritagelse og vidneudelukkelse

for så vidt angår advokater, præster og redaktører m.v. Indholdet af direktivets art. 5, stk. 1, svarer

således til gældende regler, og det er dermed ikke hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde ud-

dybende bestemmelser om fremlæggelse af beviser.

Derudover kan domstolene efter erstatningsdirektivets artikel 5, stk. 2, kræve fremlæggelse af

nærmere angivne beviser eller relevante kategorier af beviser, der er beskrevet så præcist og så

snævert som muligt på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger i begrundelsen.

Overordnet er indholdet af artikel 5, stk. 2, reguleret i gældende ret, jf. nærmere nedenfor om rets-

plejelovens § 339, stk. 3. I relation til betegnelsen ”kategorier af beviser”, vurderes dette imidlertid

at gå videre end gældende ret. Det er derfor hensigten, at bekendtgørelsen vil indeholde en regel,

hvorefter domstolene kan kræve fremlæggelse af relevante kategorier af beviser i overensstemmelse

med direktivet.

Samtidig er det et krav efter artikel 5, stk. 3, at fremlæggelsen af beviser skal begrænses til,

hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Ved afgørelsen af, om en parts begæring om fremlæggel-

se er rimelig i forhold til formålet, skal domstolene tage hensyn til alle berørte parters og tredje-

mands legitime interesser. Direktivet opstiller herefter en række elementer, som der skal tages hen-

syn til. De omhandler bl.a., i hvor høj grad kravet eller påstanden understøttes af tilgængelige faktu-

elle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen om fremlæggelse af beviser samt kriterier,

der skal forhindre ukonkret søgning efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgs-

målets parter.

Det er ikke efter erstatningsdirektivet hensigten, at der skal være fri adgang til at kræve, at over-

træder eller tredjemand fremlægger alle former for beviser. Ifølge præambelbetragtning nr. 16 til

erstatningsdirektivet stilles der således krav om, at kravet om fremlæggelse af beviser er proportio-

nalt. Det indebærer, at fremlæggelse kun kan pålægges, når skadelidte på grundlag af faktuelle op-

lysninger, som med rimelighed kan forventes at være tilgængelige for denne skadelidte, har sand-

synliggjort, at vedkommende har lidt skade, der er forvoldt af sagsøgte.

Når en begæring om fremlæggelse fremsættes med det formål at fremskaffe en kategori af bevi-

ser, jf. artikel 5, stk. 2, skal denne kategori ifølge præambelbetragtning nr. 16 til erstatningsdirekti-

vet identificeres ud fra henvisning til fællestræk ved dens væsentlige bestanddele såsom art, formål

eller indhold for de dokumenter, som ønskes fremlagt, tidspunktet for deres udarbejdelse eller andre

kriterier, forudsat at de beviser, der hører under kategorien, er relevante. Sådanne kategorier skal

således defineres så præcist og snævert som muligt på grundlag af de faktuelle oplysninger, som

med rimelighed kan forventes at være tilgængelige.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Det skal samtidig efter artikel 5, stk. 4, sikres, at der ved fremlæggelsen af beviser tages hensyn

til eventuelt fortrolige oplysninger. Relevante beviser, der indeholder forretningshemmeligheder

eller andre fortrolige oplysninger, skal efter præambelbetragtning nr. 18 i erstatningsdirektivet i

princippet være tilgængelige i erstatningssøgsmål, men der skal ydes en passende beskyttelse af

disse fortrolige oplysninger. Nødvendige forholdsregler kan således blandt andet bestå i, at der er

mulighed for redigering af følsomme passager i dokumenter, afholdelse af retsmøder for lukkede

døre, begrænsning af de personer, der har adgang til at se beviserne, eller udpegning af sagkyndige

til at udarbejde sammendrag af oplysningerne i aggregeret eller anden ikkefortrolig form. Det er

dog afgørende, at disse forholdsregler ikke forhindrer, at erstatningskrav kan gøres gældende. I tråd

hermed følger det af artikel 5, stk. 6, at det skal sikres, at retten til fortrolighed mellem advokat og

klient har fuld virkning, når der gives pålæg om fremlæggelse af beviser.

Indholdet af artikel 5, stk. 3-4 og 6, er allerede reguleret i gældende ret. Ifølge retsplejelovens §

339, stk. 3, kan retten opfordre en part til at fremlægge dokumenter, tilvejebringe syn eller skøn

eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske omstændigheder uden sådan bevisførelse vil henstå som

uvisse. Domstolene er i praksis ganske restriktive i forhold til editionspålæg, og der er almindelig-

vis skrappe krav til konkretiseringen af begæringen om edition, hvilket stemmer overens med de

pågældende bestemmelser i direktivet.

Når domstolene pålægger udlevering af bevismateriale i en sag efter retsplejelovens §§ 298 og

299, foretages der en konkret vurdering af, om bevismateriale, der eventuelt indeholder fortrolige

oplysninger, skal fremlægges. Der vil skulle foretages en konkret vurdering af hensynet til hemme-

ligholdelse over for betydningen for sagens oplysning, og domstolene vil på baggrund heraf kunne

beslutte, at der kun skal gives adgang til dele af et dokument. På baggrund heraf vil domstolene

f.eks. i forbindelse med vurderingen af, om en konkurrencemyndighed skal udlevere såkaldt lenien-

cy materiale, herunder ansøgninger om straflempelse og dertil knyttede virksomhedserklæringer,

som bevismidler, foretage en konkret vurdering af, om sådanne dokumenter helt eller delvist skal

undtages fra editionspligt som følge af hensynet til hemmeligholdelse.

Endvidere indeholder retsplejeloven en række bestemmelser, der har til formål at beskytte for-

trolige oplysninger under eller i tilknytning til behandlingen af retssager bl.a. ved dørlukning, jf.

retsplejelovens § 29, stk. 1.

Det bemærkes endvidere, at en potentiel erstatningssøgende, der har en individuel, væsentlig

interesse i et konkret retsspørgsmål som udgangspunkt kan få adgang til bevismateriale, som dom-

stolen er i besiddelse af i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågælden-

de retsspørgsmål, før den pågældende beslutter sig for at anlægge et erstatningssøgsmål i en kon-

kurrencesag, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 1.

Direktivets artikel 5, stk. 1-4 og 6, svarer således til retsplejelovens nugældende regler for frem-

læggelse af beviser, og det er dermed ikke hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholder regler sva-

rende til disse bestemmelser med undtagelse af bestemmelsen om kategorier af beviser i artikel 5,

stk. 2.

Det følger af erstatningsdirektivets artikel 5, stk. 5, at virksomheders interesse i at undgå erstat-

ningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten ikke er en interesse, der skal be-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

skyttes. Som beskrevet ovenfor, kan der ved pålæg om fremlæggelse af beviser lægges vægt på en

række kriterier, der i sidste ende skal sikre, at kravet er proportionalt.

Indholdet af artikel 5, stk. 5, er ikke reguleret i gældende ret, og det er derfor hensigten, at

bekendtgørelsen skal indeholde regler svarende til denne bestemmelse. Det vil sige at bekendtgørel-

sen skal indeholde bestemmelser, der sikrer, at virksomheders interesse i at undgå erstatningssøgs-

mål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten ikke er en interesse, der skal beskyttes.

Ifølge artikel 5, stk. 7, skal der være mulighed for, at dem, der skal fremlægge oplysninger, får

lejlighed til at blive hørt, inden de bliver pålagt at fremlægge beviser. Det vil eksempelvis give

overtræderen mulighed for at argumentere imod et krav om fremlæggelse af beviser. Det følger af

retsplejelovens § 300, stk. 2, at bestemmelse om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den,

der har rådighed over dokumenterne, har haft lejlighed til at udtale sig. Det vurderes således, at ind-

holdet af art. 5, stk. 7, allerede er reguleret i gældende ret og bekendtgørelsen vil således ikke inde-

holde en bestemmelse svarende hertil.

2.7.3.3. Fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter, jf. artikel 6 og 7

Udover den overordnede regel i artikel 5 om fremlæggelse af beviser, indeholder direktivets

artikel 6 og 7 regler om fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.

Bestemmelserne skal sikre effektivitet og konsekvens i Kommissionens og de nationale konkur-

rencemyndigheders anvendelse af konkurrencereglerne, idet der bør være en fælles tilgang til frem-

læggelse af beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Fremlæggelse af beviser må

ifølge præambelbetragtning nr. 21 til erstatningsdirektivet ikke i unødig grad svække effektiviteten

af en konkurrencemyndigheds håndhævelse af konkurrenceretten. Det bemærkes i den forbindelse,

at direktivet ikke omfatter fremlæggelse af konkurrencemyndigheders interne dokumenter eller ind-

byrdes korrespondance. Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at det ofte ikke er

nødvendigt at forelægge sagsøgeren alle dokumenter vedrørende en sag, da det er meget usandsyn-

ligt, at erstatningssøgsmålet skal baseres på alle beviser i disse sagsakter. Kravet om fremlæggelse

af beviser skal således være proportionalt, og det skal ifølge præambelbetragtning nr. 23 til erstat-

ningsdirektivet nøje vurderes, om fremlæggelsen risikerer at ødelægge en konkurrencemyndigheds

undersøgelsesstrategi ved at afsløre, hvilke dokumenter der indgår i sagsakterne, eller risikerer at

have negativ indflydelse på, hvordan virksomhederne samarbejder med konkurrencemyndigheder-

ne. Der skal i den forbindelse lægges særlig vægt på at forhindre, at der foretages ukonkrete eller

for brede søgninger efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter,

såkaldte »fisketure«. Begæringer om fremlæggelse er derfor ikke rimelige i forhold til formålet, når

det drejer sig om en generel fremlæggelse af dokumenter i en konkurrencemyndigheds sagsakter

vedrørende en bestemt sag eller om en generel fremlæggelse af dokumenter forelagt af en part i

forbindelse med en konkret sag hos en konkurrencemyndighed.

Bestemmelserne i artikel 6-7 er et supplement til artikel 5 og skal sikre, at konkurrencemyndig-

hedernes sagsakter – som følge af deres interne karakter – håndteres på en mere restriktiv måde end

andre beviser. Det følger i den forbindelse af artikel 6, stk. 4, at der ved vurderingen af et pålæg om

fremlæggelse af beviser, skal foretages en uddybende vurdering af proportionaliteten. I tillæg til

kriterierne i artikel 5, stk. 3, skal der således blandt andet tages hensyn til, hvorvidt begæringen om

fremlæggelse af beviser er affattet specifikt med hensyn til arten, genstanden eller indholdet af do-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

kumenter forelagt for en konkurrencemyndighed eller indeholdt i dennes sagsakter snarere end som

en ukonkret ansøgning vedrørende dokumenter, der er indgivet til en konkurrencemyndighed.

For at sikre, at fremlæggelsen af beviser ikke griber forstyrrende ind i en konkurrencemyndig-

heds igangværende undersøgelse, følger det af artikel 6, stk. 5, at følgende beviser først må frem-

lægges, når konkurrencemyndigheden har afsluttet sagen: a) oplysninger, som er udarbejdet af en

fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen,

f.eks. vidneforklaringer, b) oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og frem-

sendt til parterne i forbindelse med dens behandling af sagen, f.eks. en klagepunktsmeddelelse og c)

forligsredegørelser, der er trukket tilbage.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 26 til erstatningsdirektivet, at procedurer for bødefrita-

gelse eller bødenedsættelse og forligsprocedurer er vigtige redskaber i den offentlige håndhævelse

af konkurrenceretten, da de bidrager til opdagelse, effektiv retsforfølgning og sanktionering af de

alvorligste overtrædelser. Eftersom mange af konkurrencemyndighedernes afgørelser i kartelsager

desuden er baseret på anmodninger om bødefritagelse eller bødenedsættelse, og erstatningssøgsmål

i kartelsager generelt er opfølgende søgsmål i forhold til disse afgørelser, er procedurer for frem-

læggelse af materiale om bødefritagelse eller bødenedsættelse også vigtige for effektive erstatnings-

søgsmål i kartelsager.

Virksomheder kunne blive afskrækket fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne i forbin-

delse med procedurer for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsprocedurer, hvis selvinkri-

minerende erklæringer såsom redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og for-

ligsredegørelser, som udelukkende fremsættes med henblik på samarbejde med myndigheden, skul-

le fremlægges. En sådan fremlæggelse risikerer at stille virksomheder, der samarbejder, eller deres

ledelse ringere med hensyn til civil- eller strafferetligt ansvar end de virksomheder, der har medvir-

ket i overtrædelsen, men ikke samarbejder med myndighederne. For at sikre, at virksomheder fort-

sat er villige til frivilligt at fremsætte redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse

eller forligsredegørelser til konkurrencemyndighederne, følger det af artikel 6, stk. 6, at parterne

eller tredjemand på intet tidspunkt med henblik på et erstatningssøgsmål skal fremlægge redegørel-

ser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser. Denne undtagelse skal

også gælde for ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse eller

forligsredegørelser, der er indeholdt i andre dokumenter.

Disse begrænsninger i fremlæggelse af beviser skal ifølge præambelbetragtning nr. 26 til erstat-

ningsdirektivet ikke forhindre konkurrencemyndigheder i at offentliggøre deres afgørelser i over-

ensstemmelse med gældende EU-ret eller national ret. For at sikre, at denne undtagelse ikke griber

forstyrrende ind i skadelidtes ret til erstatning, skal den begrænses til nævnte frivillige og selvin-

kriminerende redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser.

Det følger af præambelbetragtning nr. 27 til erstatningsdirektivet, at, direktivets regler om frem-

læggelse af andre dokumenter end redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og

forligsredegørelser sikrer, at en skadelidt fortsat har tilstrækkeligt med andre muligheder for at få

adgang til relevante beviser, som vedkommende har brug for til forberedelse af erstatningssøgsmål.

Derudover følger det af artikel 6, stk. 7, at sagsøger kan indgive en begrundet begæring om, at dom-

stolene får adgang til de i stk. 6, nævnte dokumenter for at kontrollere, hvorvidt deres indhold falder

uden for definitionen af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsre-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

degørelser i direktivet. Domstolene kan i den forbindelse anmode om bistand fra Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen og ophavsmændene til de pågældende beviser kan også få mulighed for at blive

hørt. Det følger dog i den forbindelse eksplicit af artikel 6, stk. 7, at domstolene under ingen om-

stændigheder må give andre parter eller tredjemænd adgang til disse beviser.

Generelt skal der til hver en tid i forbindelse med erstatningssøgsmål kunne gives pålæg om

fremlæggelse af beviser, der foreligger uafhængigt af den sag, der behandles af en konkurrence-

myndighed (»allerede eksisterende oplysninger«), jf. præambelbetragtning nr. 28 til erstatningsdi-

rektivet. Det følger herudover af direktivets artikel 6, stk. 8 og 9, at hvis kun dele af de begærede

beviser er omfattet af stk. 6, fremlægges de resterende dele heraf, dog jf. artikel 5. Ifølge artikel 6,

stk. 9, kan domstolene når som helst – dog med forbehold for reglerne i artikel 6 – pålægge parterne

at fremlægge beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter, som ikke er omfattet af kategorierne i

artikel 6.

Ifølge artikel 6, stk. 10, kan domstolene kun pålægge en konkurrencemyndighed at fremlægge

beviser, når disse beviser ikke med rimelighed kan fremskaffes fra en anden part eller tredjemand.

Herudover kan en konkurrencemyndighed på eget initiativ efter artikel 6, stk. 11, fremsætte be-

mærkninger til en national ret, hvis konkurrencemyndigheden er villig til at fremføre sine synspunk-

ter om proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse af oplysninger.

Ifølge betragtning nr. 31 i erstatningsdirektivets præambel skal enhver fysisk eller juridisk per-

son, som fremskaffer beviser ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, som udgangs-

punkt kunne anvende disse beviser med henblik på et erstatningssøgsmål, hvori denne er part. An-

vendelsen heraf skal også tillades for enhver fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i partens

rettigheder og forpligtelser, herunder gennem erhvervelse af dennes krav. Hvis beviserne er frem-

skaffet af en juridisk person, der indgår i en koncern, som udgør en enkelt virksomhed med henblik

på anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF, skal det også være tilladt for andre juridiske personer,

som tilhører samme virksomhed, at anvende beviserne. Fremlæggelse af disse beviser skal ifølge

præambelbetragtning nr. 32 til erstatningsdirektivet dog ikke i unødig grad svække en konkurren-

cemyndigheds effektive håndhævelse af konkurrenceretten. Det følger således af artikel 7, at bevi-

ser omfattet af artikel 6, stk. 6, enten skal afvises i erstatningssøgsmål eller på anden måde beskyt-

tes i medfør af gældende nationale regler for at sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af bevi-

ser, jf. artikel 6, får fuld virkning. Desuden skal der ikke kunne handles med beviser modtaget fra

en konkurrencemyndighed. Muligheden for at anvende beviser, der er fremskaffet udelukkende ved

aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, skal derfor være begrænset til den fysiske eller

juridiske person, der oprindeligt fik aktindsigt, og dennes retssuccessorer. Denne begrænsning for at

undgå handel med beviser skal imidlertid ikke være til hinder for, at en national ret kan kræve frem-

læggelse af disse beviser i overensstemmelse med direktivet.

Indholdet af artikel 6 og 7 er ikke reguleret i gældende ret, og det er derfor hensigten, at be-

kendtgørelsen skal indeholde bestemmelser om fremlæggelse af beviser i konkurrencemyndighe-

ders sagsakter i overensstemmelse med direktivet. Bekendtgørelsen skal således indeholde bestem-

melser, der sikre, at der alene kan stilles krav om fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndig-

hedes sagsakter i overensstemmelse med artikel 6 og 7. Overordnet betyder det, at det med be-

kendtgørelsen skal sikres, at fremlæggelse af beviser ikke i unødig grad må svække effektiviteten af

en konkurrencemyndigheds håndhævelse af konkurrenceretten og herunder sikres, at fremlæggelsen

af beviser ikke griber forstyrrende ind i en konkurrencemyndighedes igangværende undersøgelse.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Derudover er det vigtigt, at bestemmelserne om fremlæggelse ikke fører til, at virksomheder bliver

afskrækket fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne, herunder at incitamentet til at søge

om straflempelse ikke svækkes unødigt.

2.7.3.4. Sanktioner i relation til fremlæggelse af beviser, jf. artikel 8

Når en konkurrencemyndighed indleder en undersøgelse, eller en skadelidte fremsætter et er-

statningskrav, kan der efter præambelbetragtning nr. 33 til erstatningsdirektivet være stor risiko for,

at de potentielle overtrædere tilintetgør eller skjuler beviser, som ville være nyttige til at godtgøre

skadelidtes erstatningskrav. For at forhindre dette og for at sikre, at et pålæg om fremlæggelse af

beviser efterkommes, følger det af artikel 8, at parterne, tredjemænd og deres retlige repræsentanter

kan pålægges sanktioner, hvis de a) undlader eller nægter at efterkomme et pålæg fra enhver natio-

nal ret om fremlæggelse af beviser, b) tilintetgør relevante beviser, c) undlader eller nægter at op-

fylde de forpligtelser, der pålægges af en national ret ved en afgørelse om beskyttelse af fortrolige

oplysninger, eller d) overtræder direktivets bestemmelser om fremlæggelse af beviser, jf. direktivets

kapitel II. Det betyder blandt andet, at parterne kan pålægges sanktioner, hvis de ikke opfylder for-

pligtelsen til at beskytte fortrolige oplysninger og misbruger oplysninger, der er fremskaffet ved

aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.

Indholdet af artikel 8 er delvist reguleret i gældende ret. Først og fremmest følger det af retsple-

jelovens § 344, stk. 3, at hvis en part undlader at efterkomme rettens opfordringer til at føre bevis,

kan domstolen ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til fordel for modparten – såkaldt

processuel skadevirkning. Herudover følger det af retsplejelovens § 299, at domstolene som ud-

gangspunkt kan pålægge tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet hans

rådighed, og som har betydning for sagen og at tredjemand i den forbindelse kan pålægges sanktio-

ner for manglende efterlevelse af domstolens påbud, jf. retsplejelovens § 178. Indholdet af artikel 8,

stk. 1, litra a er således reguleret i gældende ret.

Artikel 8, stk. 1, litra b omhandler den situationer, hvor parterne, tredjemænd og deres retlige

repræsentanter tilintetgør relevante beviser. Bestemmelsen svarer til straffelovens § 178, hvorefter

den, der tilintetgør, bortskaffer eller helt eller delvis ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at

benyttes som sådant i et retsforhold, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Straffelovens § 178

omhandler alene situationer, hvor vedkommende har handlet forsætligt.

Bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, litra c og d er ikke reguleret i gældende ret og det er derfor

hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde regler om sanktioner, således at disse dele af artikel 8

bliver gennemført i tilstrækkeligt omfang.

Det følger herudover af artikel 8, stk. 2, at sanktionerne skal være effektive og stå i et rimeligt

forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Herunder skal det være muligt at læg-

ge vægt på parternes adfærd under erstatningssagen, herunder lade partens adfærd virke belastende

ved f.eks. at opstille en formodning for, at det relevante spørgsmål er godtgjort, hvis det ikke kan

bevises som følge af partens tilintetgørelse af beviset eller ved helt eller delvis at afvise påstande og

anbringender. Samtidig kan den pågældende part pålægges at betale sagsomkostningerne.

Som nævnt ovenfor følger det af retsplejelovens regler, at hvis en part undlader at efterkomme

rettens opfordringer til at føre bevis, kan domstolen ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning

til fordel for modparten – såkaldt processuel skadevirkning. Denne del af artikel 8, stk. 2, er således

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

reguleret i gældende ret. Det bemærkes, at det ikke er hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde

en bestemmelse, hvorefter der opstilles en formodning for, at det relevante spørgsmål er godtgjort,

hvis en af parterne undlader at fremlægge de nødvendige beviser.

2.7.3.5. Retsvirkninger af nationale afgørelser, jf. artikel 9

Det følger af artikel 9, at når en national konkurrencemyndighed eller appelret har truffet en

endelig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, anses afgørelsen for at være uomtvistelig

med henblik på et erstatningssøgsmål, der er indbragt for deres nationale retter i henhold til EU-

konkurrenceretten eller national konkurrenceret.

Ifølge præambelbetragtning nr. 34 til erstatningsdirektivet er formålet med bestemmelsen at styrke

retssikkerheden, undgå uoverensstemmelser i anvendelsen EU-konkurrenceretten og øge virkningen

og den proceduremæssige effektivitet af erstatningssøgsmål. Derudover er formålet at fremme det

indre markeds funktion for virksomheder og forbrugere. Disse overtrædelser skal derfor betragtes

som værende uafviseligt til stede i erstatningssøgsmål, der i forbindelse med denne overtrædelse er

indbragt i den medlemsstat, hvor den nationale konkurrencemyndighed eller appelret er beliggende.

Virkningen af den endelige afgørelse skal dog kun omfatte overtrædelsens karakter samt dens mate-

rielle, personmæssige, tidsmæssige og territoriale omfang som fastlagt af konkurrencemyndigheden

eller appelretten ved udøvelsen af dens kompetence. Hvis en afgørelse konkluderer, at bestemmel-

ser i national konkurrenceret er overtrådt i sager, hvor EU-konkurrenceretten og national konkur-

renceret anvendes i samme sag og parallelt, skal denne overtrædelse også anses for uafviseligt at

være til stede.

I relation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens, herunder Konkurrencerådets afgørelser føl-

ger det af retspraksis, at disse betragtes som endelig, hvis afgørelsen ikke indbringes for ankenæv-

net. For at sikre en korrekt gennemførelse af erstatningsdirektivet i relation til styrelsens, herunder

rådets afgørelser, er det dog hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en bestemmelse svarende

til artikel 9, stk. 1.

Det følger af konkurrencelovens § 20, stk. 3, at Konkurrenceankenævnets afgørelser kan ind-

bringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder ind-

bringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse endelig. Det betyder, at domstolene

under en eventuel senere erstatningssag vil være afskåret fra at foretage en prøvelse af afgørelsen.

Indholdet af direktivets artikel 9, stk. 1, er således allerede reguleret i gældende ret i relation til

Konkurrenceankenævnets afgørelser.

Der kan også være tilfælde, hvor et erstatningssøgsmål er indbragt i en anden medlemsstat. Her

følger det af direktivets artikel 9, stk. 2, at en endelig afgørelse i konkurrencesagen som omhandlet i

stk. 1, der træffes i en anden medlemsstat, efter national ret, kan forelægges for domstolene, i det

mindste som prima facie-bevis for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, og, hvis det

er relevant, kan vurderes sammen med andre beviser, som parterne fremlægger. Virkningerne af

afgørelser fra nationale konkurrencemyndigheder og appelretter om, at der foreligger en overtrædel-

se af konkurrencereglerne, berører ikke domstolenes rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel

267 i TEUF, der vedrører forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.

Indholdet af artikel 9, stk. 2, er ikke reguleret i gældende ret, og det er derfor hensigten, at bekendt-

gørelsen skal indeholde regler, hvorefter en endelig afgørelse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, der

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

træffes i en anden medlemsstat efter national ret, i det mindste kan forelægges for danske domstole,

som et umiddelbart bevis. Domstolene kan herefter – hvis de finder det relevant – vurdere beviset

på linje med andre beviser, som parterne fremlægger.

2.7.3.6 Solidarisk hæftelse, jf. artikel 11

Når flere virksomheder i fællesskab overtræder konkurrenceretten, f.eks. i tilfælde af et kartel, er

det ifølge præambelbetragtning nr. 37 til erstatningsdirektivet hensigtsmæssigt, at de medvirkende

overtrædere hæfter solidarisk for enhver skade forvoldt ved overtrædelsen. En medvirkende over-

træder skal endvidere have ret til at modtage et bidrag fra en anden medvirkende overtræder, hvis

en af dem har betalt mere erstatning end sin andel.

Det følger i den forbindelse af artikel 11, stk. 1, at virksomheder, der har overtrådt konkurrence-

retten ved deres fælles adfærd, hæfter solidarisk for den skade, som er forvoldt ved overtrædelsen af

konkurrenceretten, dvs. at hver virksomhed er forpligtet til at opfylde det fulde krav om erstatning

for skaden, og skadelidte har ret til at kræve den fulde erstatning dækket af enhver af de overtræ-

dende virksomheder, indtil skadelidte har fået dækket det fulde krav.

Efter de almindelige erstatningsretlige regler hæfter flere skadevoldere solidarisk, hvis de er

ansvarlige for den samme skade. Såfremt to eller flere skadevoldere er solidarisk ansvarlige for den

indtrådte skade eller en del heraf, kan skadelidte derfor rette sit samlede krav imod den skadevolder,

vedkommende ønsker. Dette svarer til de almindelige gældende erstatningsretlige principper. For at

sikre en sammenhængende gennemførelse af direktivets regler om solidarisk hæftelse er det dog

hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en regel svarende til direktivets artikel 11, stk. 1.

I artikel 11, stk. 2-3, gælder der særlige regler i forhold til overtrædere, der kan betragtes som

små og mellemstore virksomheder. En lille eller mellemstor virksomhed (SMV) som defineret i

Kommissionens henstilling 2003/361/EF, hæfter således kun over for sine egne direkte og indirekte

aftagere, hvis: a) dens markedsandel af det relevante marked var under 5 % på et hvilket som helst

tidspunkt under overtrædelsen af konkurrenceretten, og b) anvendelsen af de normale regler om

solidarisk hæftelse uopretteligt ville skade dens økonomiske levedygtighed og medføre, at dens

aktiver mistede hele deres værdi.

Særreglen for små og mellemstore virksomheder gælder dog efter artikel 11, stk. 3, ikke, hvis: a)

SMV'en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder til at

deltage deri, eller b) SMV'en tidligere har overtrådt konkurrenceretten. En særregel for små og mel-

lemstore virksomheder findes ikke i de gældende regler, og det er derfor hensigten, at bekendtgørel-

sen skal indeholder regler i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2-3.

Som det fremgår af præambelbetragtning nr. 38 til erstatningsdirektivet spiller virksomheder,

der samarbejder med konkurrencemyndighederne i en procedure for bødefritagelse eller bødened-

sættelse, en central rolle for afsløring af overtrædelser begået i form af hemmelige kartelovertrædel-

ser. Samtidig spiller de en central rolle i forbindelse med at bringe disse overtrædelser til ophør,

hvilket ofte begrænser de skader, som kunne være forvoldt, hvis overtrædelsen var fortsat. Ifølge

præambelbetragtning nr.38 er det derfor hensigtsmæssigt at fastsætte, at virksomheder, der har op-

nået bødefritagelse fra en konkurrencemyndighed efter en procedure for bødefritagelse eller bøde-

nedsættelse, beskyttes mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatningskrav. Det skyldes, at

afgørelsen fra den konkurrencemyndighed, som fastslår, at der foreligger en overtrædelse, kan blive

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

endelig i forhold til modtageren af bødefritagelse, inden den bliver endelig for andre virksomheder,

der ikke har opnået bødefritagelse, og modtageren af bødefritagelse kan således blive et oplagt mål

for en retssag. Det er derfor ifølge præambelbetragtning nr.38 hensigtsmæssigt, at modtageren af

bødefritagelse i princippet fritages fra solidarisk ansvar for hele skaden, og at ethvert bidrag, som

vedkommende skal betale i forhold til medvirkende overtrædere, ikke overstiger det beløb for ska-

de, som er forvoldt den pågældende virksomheds egne direkte eller indirekte aftagere. Det samme

gør sig gældende i forhold til virksomhedens direkte eller indirekte leverandører, hvis der er tale om

et indkøbskartel. Såfremt et kartel har forvoldt skade på andre end overtræderens kunder eller leve-

randører, skal bidraget fra modtageren af bødefritagelse ifølge præambelbetragtning nr. 38 ikke

overstige vedkommendes forholdsmæssige andel af ansvaret for den skade, som kartellet har for-

voldt. Fastsættelsen af denne andel skal ske efter de samme regler som de, der anvendes til at fast-

sætte overtrædernes individuelle bidrag. Modtageren af bødefritagelse skal kun være fuldt ansvarlig

over for andre skadelidte end sine direkte eller indirekte aftagere og leverandører, hvis de ikke kan

opnå fuld erstatning fra de andre overtrædere. Efter artikel 11, stk. 4, skal der således tages særligt

hensyn til de overtrædere, der opnår bødefritagelse. Da indholdet af stk. 4 ikke er reguleret i gæl-

dende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde regler svarende til stk. 4.

Efter artikel 11, stk. 5, 1. pkt., kan en overtræder kræve et bidrag fra enhver anden overtræder,

og kræve at dette beløb skal fastsættes i lyset af deres respektive ansvar for den skade, der er for-

voldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Efter artikel 11, stk. 5, 2. pkt., må størrelsen

af bidraget fra en overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bøde-

fritagelse eller bødenedsættelse, ikke overstige værdien af den skade, som virksomheden har for-

voldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller leverandører.

I forhold til 1. pkt. vurderes det, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem direktivet

og erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1. Det skyldes, at beløbet efter direktivet skal fastsættes i

lyset af overtrædernes respektive ansvar for den forvoldte skade, mens den indbyrdes fordeling i

medfør af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, skal foretages efter, hvad der under hensyn til an-

svarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. Endvidere følger det af

direktivets artikel 11, stk. 5, 2. pkt., at størrelsen af bidraget fra en overtræder, der er indrømmet

bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse ikke kan overstige

værdien af den skade, som virksomheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller

leverandører. En sådan begrænsning findes ikke i de gældende regler om solidarisk hæftelse. Det er

derfor hensigten, at bekendtgørelsen vil indeholde en regel, der svarer til artikel 11, stk. 5.

Afslutningsvist følger det af artikel 11, stk. 6, at i det omfang overtrædelsen af konkurrenceret-

ten har forvoldt andre skadelidte skade end de direkte eller indirekte aftagere eller leverandører rela-

teret til overtrædere, skal størrelsen af det eventuelle bidrag, som kræves af en modtager af bødefri-

tagelse til andre overtrædere, fastsættes i lyset af dens relative ansvar for skaden. Da indholdet af

stk. 6 ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde regler

svarende til stk. 6.

2.7.3.7. Overvæltning af overpriser, jf. artikel 12-15

For at sikre, at retten til fuld erstatning i henhold til direktivets artikel 3 kan få fuld virkning i

praksis, er det ifølge artikel 12, stk. 1, afgørende, at alle, der har lidt skade som følge af en overtræ-

delse af konkurrenceretten, kan kræve erstatning for skaden, uanset om de er direkte eller indirekte

aftagere fra en overtræder. Dette hænger sammen med, at det er afgørende, at skadelidte ikke opnår

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

en erstatning, der overstiger skaden (overkompensation), samt at overtræderen, det vil sige sagsøg-

te, unddrager sig ansvar.

I relation til overkompensation følger det af artikel 12, stk. 2, at der skal fastsættes procedure-

regler, der er egnede til at sikre, at erstatning for faktiske tab i alle led af forsyningskæden ikke

overstiger den skade i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led. Ifølge gældende erstat-

ningsret kan en skadelidt opnå erstatning, hvis denne har lidt et økonomisk tab, hvis overtræder har

handlet ansvarspådragende, der er årsagssammenhæng mellem skaden og tabet, og hvis skaden er

en adækvat følge af overtrædelsen. Jo længere man kommer ud i årsagskæden, jo sværere kan det

dog blive for skadelidte at påvise, at der foreligger årsagssammenhæng og adækvans mellem det

lidte tab og overtrædelsen. Samtidig gælder der i gældende ret et grundprincip for erstatningsbereg-

ningen om, at den skadelidte skal have dækket sit fulde tab, men omvendt også, at den skadelidte

ikke skal have dækket mere end sit tab. Der vurderes imidlertid ikke ud fra en umiddelbar vurde-

ring, at være fuldstændig overensstemmelse mellem gældende erstatningsretlige principper og ind-

holdet af artikel 12, stk. 1-2. Det er derfor hensigten, at indholdet af artikel 12, stk. 1-2, overordnet

vil blive reguleret i bekendtgørelsen.

Det følger af præambelbetragtning nr. 40 til erstatningsdirektivet, at i tilfælde, hvor overvæltnin-

gen har ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste, skal retten til at kræve erstat-

ning for sådan tabt fortjeneste være upåvirket. Dette er ikke reguleret i gældende ret og det er derfor

hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en regel i overensstemmelse med direktivets artikel

12, stk. 3, hvorefter skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning ikke berører dennes ret til tabt

fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvæltning af overprisen. Det bemærkes, at en sådan

regel ikke vurderes at være i strid med den generelt gældende erstatningsret, såfremt de almindelige

erstatningsretlige betingelser herfor i øvrigt er opfyldte.

Samtidig er det hensigten, at der i bekendtgørelsen tages højde for, at reglerne om overvæltning

også finder tilsvarende anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører leverancer til

overtræderen, jf. artikel 12, stk. 4. Efter præambelbetragtning nr. 43 i erstatningsdirektivet kan det

f.eks. være i tilfælde af et indkøbskartel, hvor det faktiske tab kan være fremkommet ved, at over-

træderne har betalt deres leverandører en lavere pris. Dette direktiv og navnlig bestemmelserne om

overvæltning skal finde tilsvarende anvendelse på disse tilfælde. Det vurderes således, at der ikke er

noget til hinder for en sådan regel i henhold til gældende erstatningsret, såfremt de almindelige er-

statningsretlige betingelser er opfyldt.

Det følger af direktivets artikel 12, stk. 5, at domstolene i overensstemmelse med nationale pro-

cedurer har beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel overpris der er blevet overvæltet.

Det er derfor hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en regel i overensstemmelse med direk-

tivets artikel 12, stk. 5. Det bemærkes, at spørgsmålet om overvæltning i forbindelse med tabsopgø-

relsen er blevet behandlet i en række sager ved domstolene, hvoraf det fremgår, at spørgsmålet om

overvæltning indgår som en integreret del af domstolenes vurdering af tabsopgørelsen, og at

spørgsmålet er undergivet domstolenes fri bevisbedømmelse. En regel svarende til artikel 12, stk. 5,

vurderes således ikke at være i strid med den almindelige gældende erstatningsret.

Efter præambelbetragtning nr. 39 til erstatningsdirektivet kan skade i form af et faktisk tab skyl-

des prisdifferencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være blevet betalt,

hvis der ikke var blevet begået en overtrædelse. Når en skadelidt har begrænset sit faktiske tab ved

helt eller delvist at overvælte dette tab på sine egne aftagere, udgør det overvæltede tab ifølge præ-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

amblens pkt. 39 ikke længere en skade, som den part, der har overvæltet det, skal have erstatning

for. Det er således afgørende for at opnå erstatning, at man ikke har overført sit tab til andre.

Det følger derfor af artikel 13, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindel-

sespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har overvæltet hele overprisen

eller en del heraf som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Bevisbyrden for overvæltningen

påhviler sagsøgte, der kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller tredjemænd. Denne

bevisbyrde skal ifølge præamblens pkt. 39 ikke berører overtræderens mulighed for at føre andre

beviser end dem, som den pågældende har i sin besiddelse, f.eks. beviser, der allerede er erhvervet

under sagen, eller beviser i andre parters eller tredjemands besiddelse.

Efter gældende ret opgøres erstatning efter de almindelige erstatningsretlige principper på bag-

grund af det tab, som skadelidte beviseligt har lidt. I overensstemmelse med gældende rets alminde-

lige regler om bevisbyrde ved skader forvoldt uden for kontrakt bærer skadelidte som udgangspunkt

bevisbyrden for, dels at der er lidt et tab, dels størrelsen heraf. I relation til spørgsmålet om over-

væltning indgår dette som en integreret del af domstolenes vurdering af tabsopgørelsen og er under-

givet domstolenes fri bevisbedømmelse. Der kan i den forbindelse blandt andet henvises til Højeste-

rets dom af 20. april 2005 (U2005.2171H), hvor Højesteret umiddelbart pålagde sagsøgte at løfte

bevisbyrden for, at skadelidte havde overvæltet sit tab. Da der imidlertid ikke gælder en egentlig

erstatningsretlig regel svarende til indholdet af artikel 13, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal

indeholde en regel, hvorefter overtræderen har bevisbyrden for, at skadelidte har overvæltet sit tab.

På nogle områder kan det ifølge præambelbetragtning nr. 41 til erstatningsdirektivet være kom-

merciel praksis at overvælte prisstigninger på de følgende led i forsyningskæden. Forbrugere eller

virksomheder, hvorpå et faktisk tab således er blevet overvæltet, har derved lidt skade, som er for-

voldt ved overtrædelse af konkurrenceretten. Selv om denne skade skal erstattes af overtræderen, jf.

artikel 12, stk. 1, kan det være særligt vanskeligt for forbrugere og virksomheder, der ikke selv har

foretaget køb fra overtræderen, at føre bevis for skadens omfang. I sådanne tilfælde anses den indi-

rekte aftager/sagsøger for at have bevist, at en overpris, som den direkte aftager har betalt, er blevet

overvæltet på den indirekte aftagers led, når den indirekte aftager umiddelbart kan påvise, at en så-

dan overvæltning har fundet sted, jf. direktivets artikel 14, stk. 1.

Med hensyn til kvantificeringen af overvæltningen skal domstolene ifølge præamblens pkt. 41 have

beføjelse til at skønne over, hvilken andel af denne overpris der er blevet overvæltet på indirekte

aftagere i de sager, som de behandler. Den indirekte aftager/sagsøger kan i den forbindelse med

rimelighed kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgte eller tredjemænd. I direktivet fremgår det, at

sagsøger kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgte eller tredjemænd. Dette vurderes blandt

andet under henvisning til den engelske oversættelse af bestemmelsen, at være en oversættelsesfejl i

det danske direktiv. Det følger i den forbindelse af artikel 14, stk. 2, at den indirekte aftager anses

for at have bevist, at der er sket overvæltning, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at: a) sagsøg-

te har begået en overtrædelse af konkurrenceretten, b) overtrædelsen af konkurrenceretten medførte

en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og c) den indirekte aftager har købt de varer eller tjeneste-

ydelser, der var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller har købt varer eller tjeneste-

ydelser, der hidrørte fra eller indeholdt dem.

Det bemærkes, at formodningsreglen i artikel 14, stk. 1-2, ikke finder anvendelse, når sagsøgte

troværdigt kan påvise over for retten, at overprisen ikke eller ikke helt er overvæltet på den indirek-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

te aftager. Det følger i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 42 til erstatningsdirektivet, at

Europa-Kommissionen bør udstede klare, enkle og omfattende retningslinjer til domstolene for,

hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen der er overvæltet på indirekte aftagere.

Da indholdet af artikel 14, ikke er direkte reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendt-

gørelsen skal indeholde regler svarende til artikel 14.

Det bemærkes, at en overtrædelse af konkurrenceretten ofte vedrører betingelser og priser for

salg af varer og tjenesteydelser og resulterer i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder.

Overtrædelsen kan dog også vedrøre leverancer til overtræderen (f.eks. i tilfælde af et indkøbskar-

tel). I disse tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne har betalt deres

leverandører en lavere pris. Reglerne om overvæltning skal ifølge præambelbetragtning nr. 43 også

finde anvendelse på disse tilfælde.

Det følger af præambelbetragtning nr. 44 til erstatningsdirektivet, at erstatningssøgsmål kan ind-

bringes af både aftagere, der har købt varer eller tjenesteydelser fra overtræderen, og aftagere læn-

gere nede i forsyningskæden. Med henblik på at fremme overensstemmelsen mellem domme, der

afsiges i indbyrdes sammenhængende sager, og dermed både sikre, at en skade forvoldt ved over-

trædelse af konkurrenceretten erstattes fuldt ud, og at overtræderen alene betaler erstatning svarende

til den lidte skade, skal domstolene have beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel over-

pris der er påført de direkte eller indirekte aftagere i de retstvister, som er indbragt for dem, jf. di-

rektivets artikel 15, stk. 1. Domstolene skal i forbindelse med de proceduremæssige eller materielle

midler, der er til rådighed i henhold til EU-retten og national ret, kunne tage behørigt hensyn til: a)

eventuelle indbyrdes sammenhængende søgsmål, dvs. erstatningssøgsmål, der vedrører den samme

overtrædelse af konkurrenceretten, men som er indbragt af sagsøgere, det vil sige skadelidte, fra

andre led i forsyningskæden, b) allerede afsagte domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis

for overvæltning, samt c) relevante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om offentlig hånd-

hævelse af konkurrenceretten.

Domstolene skal således have passende proceduremæssige midler til rådighed, såsom kumulati-

on af krav, for at sikre, at erstatningen for faktiske tab i alle led af forsyningskæden ikke overstiger

den skade i form af overpris, der er forvoldt i det pågælden de led. Herudover skal muligheden for

at tage behørigt hensyn til domme, jf. artikel 15, stk. 1, litra b, ikke berøre den grundlæggende ret til

forsvar og retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang for dem, som ikke var parter i

retssagerne, eller berøre reglerne for den bevismæssige værdi af de domme, der afsiges i den for-

bindelse. Da indholdet af artikel 15, stk. 1, ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at be-

kendtgørelsen skal indeholde regler svarende til artikel 15, stk. 1.

Det bemærkes, at det er muligt for sager, der verserer for retter i forskellige medlemsstater, at

blive anset for at være indbyrdes sammenhængende i medfør af artikel 30 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdel-

se af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Det følger i den forbindelse af forordnin-

gens artikel 30, at andre nationale retter end den, hvor sagen først blev anlagt, kan udsætte sagen

eller under visse omstændigheder erklære sig inkompetent. Direktiv berører ikke domstolenes ret-

tigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

2.7.3.8. Tabsopgørelse, jf. artikel 17

Udover, at en skadelidt skal føre bevis for at have lidt skade som følge af overtrædelser af kon-

kurrenceretten, er det samtidig et krav ifølge præambelbetragtning nr. 45 i erstatningsdirektivet, at

skadelidte også skal bevise skadens omfang for at opnå erstatning. Det forudsætter, at skadelidte er i

besiddelse af mange faktuelle oplysninger og kan nødvendiggøre anvendelse af komplekse økono-

miske modeller for opgørelse af skader i sager om overtrædelser af konkurrenceretten. Dette er ofte

meget bekosteligt, og sagsøgere kan have vanskeligt ved at fremskaffe de nødvendige oplysninger

til støtte for deres krav. En opgørelse af skade i sager om overtrædelse af konkurrenceretten kan

således udgøre en væsentlig hindring for effektivt erstatningskrav og dermed muligheden for at

kunne gøre et erstatningskrav gældende. Det følger derfor af direktivets artikel 17, stk. 1, 1. pkt., at

hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af

tabsopgørelsen, må gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til

erstatning gældende.

Det følger i den forbindelse af gældende erstatningsret, at erstatning skal opgøres på baggrund

af det tab, som skadelidte bevisligt har lidt, og at skadelidte efter gældende rets almindelige regler

om bevisbyrde ved skader forvoldt uden for kontrakt, som udgangspunkt har bevisbyrden for dels,

at der er lidt et tab, dels størrelsen af dette tab. Det vurderes dermed, at de nugældende bevisbyrde-

regler og beviskrav således ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre

et erstatningskrav gældende.

Der skal efter præambelbetragtning nr. 46 til erstatningsdirektivet tages hensyn til enhver infor-

mationsasymmetri mellem parterne og til, at en tabsopgørelse indebærer vurdering af, hvordan mar-

kedet ville have udviklet sig, hvis der ikke havde været en overtrædelse. Denne vurdering forudsæt-

ter en sammenligning med en situation, som per definition er hypotetisk, og kan således aldrig fore-

tages med fuldstændig nøjagtighed. Det følger derfor af artikel 17,stk. 1, 2. pkt., at domstolene skal

have beføjelse til efter nationale procedurer at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået, at

skadelidte har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at

opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.

Indholdet af artikel 17, stk. 1, 2. pkt., er efter gældende ret undergivet domstolenes fri bevisbe-

dømmelse. Ifølge retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør domstolene på grundlag af parternes fremstil-

linger og bevisførelser, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund for sagens på-

dømmelse – den såkaldte frie bevisvurdering. Domstolenes stillingtagen til omtvistede punkter i

parternes sagsfremstilling kræver en bevisvurdering, dvs. en vurdering på baggrund af parternes

bevisførelser af sandsynligheden for rigtigheden af parternes opfattelser. I den forbindelse har det

betydning, hvilken af parterne der har bevisbyrden. For at sikre overensstemmelse og forudsigelig-

hed følger det samtidig af direktivet, at Kommissionen skal give generelle retningslinjer på EU-

plan.

Bevisvurderingen er ikke reguleret af lovregler, og faste regler for bevisbyrdefordelingen lader

sig normalt ikke opstille i gældende ret. Det er således hensigten i retsplejeloven, at retten frit skal

skønne over sandsynlighedsværdien mv. af samtlige beviser i sagen, herunder eventuelle oplysnin-

ger fra domme afsagt om andre relevante erstatningssøgsmål. En række særbestemmelser i lovgiv-

ningen angiver imidlertid en bestemt fordeling af bevisbyrden ved en given sagstype, som udover

formålene og hensynene bag de materielle retsregler samt processuelle hensyn til bevismuligheder-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

ne skal indgå i domstolenes bevisafgørelser. Indholdet af artikel 17, stk. 1, 2. pkt., er således regule-

ret i gældende ret, hvorfor bekendtgørelsen ikke vil indeholde regler svarende hertil.

Ved overtrædelser af konkurrenceretten kan der efter præambelbetragtning nr. 47 til erstatnings-

direktivet foreligge informationsasymmetri, da det kan være vanskeligt for skadelidte at få adgang

til alle nødvendige beviser i en erstatningssag og dermed løfte bevisbyrden for, at der er sket en

overtrædelse af konkurrenceretten. For at imødekomme disse vanskeligheder, der er forbundet med

opgørelsen af skader i konkurrenceretlige sager, og for at sikre effektiviteten af erstatningskrav, er

der i artikel 17, stk. 2, opstillet en formodningsregel om, at kartelovertrædelser forvolder skade.

Dette vil især være tilfældet gennem en påvirkning af priser. Afhængigt af sagens faktiske omstæn-

digheder betyder dette, at karteller resulterer i en prisstigning eller hindrer en prisnedsættelse, som

ville have fundet sted, hvis der ikke var indgået et kartel. Denne formodning skal ifølge præambel-

betragtning nr. 47 ikke omfatte det konkrete omfang af skaden. Overtrædere skal dog have mulig-

hed for at afkræfte denne formodning. Denne afkræftelige formodning skal begrænses til karteller

som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger informationsasymmetrien og gør det vanskeli-

gere for skadelidte at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise skaden. Denne formod-

ningsregel opstiller det modsatte udgangspunkt i forhold til nugældende regler i den gældende er-

statningsret. Som nævnt tidligere er det nemlig skadelidte, der som det klare udgangspunkt bærer

bevisbyrden for, at der er lidt en skade og herunder størrelsen af denne skade. Det er derfor hensig-

ten, at bekendtgørelsen skal indeholde en formodningsregel i overensstemmelse med direktivets

artikel 17, stk. 2.

Endelig fremgår det af artikel 17, stk. 3, at konkurrencemyndighederne i forbindelse med et er-

statningssøgsmål efter anmodning fra domstolene kan bistå denne domstol med hensyn til at opgøre

skaden, hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigtsmæssigt. Dette hænger sammen med kra-

vet i præambelbetragtning nr. 46 til erstatningsdirektivet, hvoraf det fremgår, at konkurrencemyn-

dighederne kan fastsætte retningslinjer for domstolenes opgørelse af skade, når de anmodes om det.

Da indholdet af stk. 3, ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal

indeholde en regel svarende til stk. 3.

2.7.3.9. Mindelig tvistbilæggelse, jf. artikel 18-19

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.7 foreslås det, at erstatningsdirektivets artikel 18, stk. 1, imple-

menteres ved en ændring af konkurrencelovens § 25. Der henvises derfor til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 15, for en nærmere gennemgang af bestemmelsen.

Når parterne i en konkurrencesag beslutter, at de vil deltage i mindelig tvistbilæggelse, efter at

et erstatningssøgsmål vedrørende det samme krav er blevet indbragt for en national ret, fremgår det

af præambelbetragtning nr. 50 til erstatningsdirektivet, at en domstol skal kunne udsætte behandlin-

gen af den sag, der verserer, mens den mindelige tvistbilæggelse pågår. Det følger derfor af artikel

18, stk. 2, at domstolene, med forbehold for bestemmelser i national ret vedrørende voldgift, kan

udsætte en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i den pågældende sag deltager i mindelig tvist-

bilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører. Når domstolene

tager stilling til, om en sag skal udsættes, skal den tage hensyn til fordelene ved en hurtig procedure.

Da indholdet af stk. 2 ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal in-

deholde en regel svarende til stk. 2. Det bemærkes dog, at bestemmelsen har tæt sammenhæng med

retsplejelovens § 345, hvorefter domstolene kan udsætte behandlingen af en sag, når dette findes

påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse

på sagens udfald.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Det følger af erstatningsdirektivets artikel 18, stk. 3, at en overtræders betaling af erstatning til

skadelidte ved indgåelse af forlig kan indgå som en formildende omstændighed ved fastlæggelse af

bødeniveauet. Som det fremgår af direktivet, er det afgørende for, at betaling af erstatning kan be-

tragtes som en formildende omstændighed, at betalingen har fundet sted, inden der er truffet beslut-

ning om at pålægge en bøde. Efter den gældende lov skal der ved udmåling af bøder efter loven

tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed samt den juridiske persons omsætning. Den

bøde, som er fremkommet ved en vurdering af overtrædelsens grovhed og varighed, vil – hvor det

skønnes nødvendigt – kunne reguleres i opadgående eller nedadgående retning afhængig af virk-

somhedens omsætning. Det afgørende er, at der på baggrund af overtrædelsens grovhed kan fastsæt-

tes et grundbeløb, som er føleligt for de involverede virksomheder og samtidig kan forebygge over-

trædelser af konkurrenceloven. Bødeniveauet skal således sikre et effektivt og passende strafniveau.

Efter straffelovens § 82, nr. 11, skal det ved fastsættelse af straf i almindelighed indgå som formil-

dende omstændighed, at overtræder har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er for-

voldt ved den strafbare handling. Da § 82, nr. 11 vurderes at svare til indholdet af artikel 18, stk. 3,

indføres der ikke en særskilt bestemmelse vedrørende udmåling af bøder i overensstemmelse med

direktivet.

Direktivets artikel 19 omhandler skadelidtes krav på erstatning, når denne indgår forlig med en

eller flere af overtræderene. Bestemmelsen hænger således sammen med direktivets artikel 18, stk.

1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Det følger i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 51 til erstat-

ningsdirektivet, at for at fremme en overtræders incitament til at indgå forlig med skadelidte, skal

en overtræder, som betaler erstatning efter mindelig tvistbilæggelse, ikke stilles ringere i forhold til

øvrige overtrædere, end hvis der ikke var indgået forlig. Det ville imidlertid være tilfældet, hvis en

overtræder, der har indgået forlig, også efter forliget fortsat hæftede solidarisk for den skade, der er

forvoldt ved overtrædelsen. En overtræder, der har indgået forlig, skal derfor principielt ikke betale

bidrag til de medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, hvis disse har betalt erstatning til

den skadelidte, som førstnævnte overtræder tidligere havde indgået forlig med. Det medfører, at

skadelidtes krav samtidig skal nedsættes med den andel, som den overtræder, der har indgået forlig,

har i den skade, der er forvoldt skadelidte, uanset om forligsbeløbet svarer til eller er forskelligt fra

den forholdsmæssige andel af den skade, som den medvirkende overtræder, der har indgået forlig,

påførte den skadelidte. Fastsættelsen af denne forholdsmæssige andel skal ske efter de regler, som

ellers anvendes til at fastsætte overtrædernes bidrag. Uden en sådan nedsættelse ville overtrædere,

der ikke har indgået forlig, blive urimeligt berørt af forlig, som de ikke var part i, da de ellers ville

skulle dække det samlede erstatningskrav.

Det bemærkes, at ovenstående regler alene er i relation til den skadelidte, der har indgået forlig.

Efter artikel 19, stk. 1, reduceres skadelidtes krav efter forlig således med den andel af skaden

påført den skadelidte ved overtrædelsen af konkurrenceretten, som påhviler de medvirkende over-

trædere, der har indgået forliget. Bestemmelsens formål er at sikre, at skadelidte ikke opnår en

overkompensation for en skade og dermed stilles bedre, end hvis der ikke var sket en overtrædelse

af konkurrenceretten. Det følger af det almindelige erstatningsretlige princip i gældende ret, at sag-

søgte skal have sit fulde tab dækket, men at vedkommende ikke har krav på overkompensation. For

at sikre en sammenhængende bestemmelse vedrørende virkning af forlig på senere erstatnings-

søgsmål, er det dog hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en bestemmelse svarende til § 19,

stk. 1, så skadelidtes krav efter forlig reduceres med den andel af skaden, som påhviler de medvir-

kende overtrædere, der har indgået forlig.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

I relation til artikel 19, stk. 1, følger det derfor også af stk. 2, at en eventuel resterende del af et

krav fra en skadelidt, der har indgået forlig, kun kan gøres gældende over for medvirkende overtræ-

dere, der ikke har indgået forliget. Medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, kan ikke

kræve bidrag til den resterende del af kravet fra den medvirkende overtræder, der har indgået forlig.

Da indholdet af stk. 2, ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal

indeholde en regel svarende til stk. 2.

Det følger desuden af præambelbetragtning nr. 51 til erstatningsdirektivet, at for at sikre retten

til fuld erstatning skal medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, dog fortsat betale erstatning,

hvis dette er den eneste mulighed for, at skadelidte, der har indgået forlig, kan opnå erstatning for

det resterende krav. Ved resterende krav forstås kravet fra skadelidte, der har indgået forlig, fra-

trukket den andel, som den medvirkende overtræder, der har indgået forlig, har i den skade, som

overtrædelsen har påført den skadelidte, der har indgået forlig. Sidstnævnte mulighed for at kræve

erstatning fra de medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, består, medmindre dette udtryk-

keligt er udelukket i henhold til forliget. Det følger således eksplicit af artikel 19, stk. 3, at selvom

en overtræder indgår forlig, skal denne – medmindre dette udtrykkeligt er udelukket i henhold til

forliget – dog betale erstatning, hvis dette er den eneste mulighed for, at skadelidte, kan opnå erstat-

ning for det resterende krav. Ved resterende krav forstås kravet fra skadelidte, fratrukket den andel,

som den overtræder, der har indgået forlig, har i den skade, som overtrædelsen har påført den ska-

delidte. Skadelidte har således uanset indgåelse af forlig krav på fuld erstatning. Da indholdet af stk.

3, ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde en regel sva-

rende til stk. 3.

Endelig følger det af artikel 19, stk. 4, at domstolene skal tage behørigt hensyn til eventuel tidli-

gere udbetalt erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende medvirkende overtræder har

deltaget, når der skal fastsættes et bidragsbeløb, som en medvirkende overtræder kan kræve fra en-

hver af de andre medvirkende overtrædere i overensstemmelse med deres forholdsmæssige ansvar

for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceretten. Dette stemmer overens med

præambelbetragtning nr. 52 til erstatningsdirektivet, hvoraf det fremgår, at det skal undgås, at en

overtræder betaler et samlet erstatningsbeløb, der overstiger dennes forholdsmæssige ansvar for den

skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. Det betyder, at når medvirkende overtrædere, der har ind-

gået forlig, anmodes om at bidrage til den erstatning, der betales af medvirkende overtrædere, som

ikke har indgået forlig, til skadelidte, der ikke har indgået forlig, skal domstolene tage hensyn til

den erstatning, der allerede er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle medvirkende overtræde-

re nødvendigvis er lige involverede i det fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af

overtrædelsen. Det vil sige, at der ved udmåling af erstatning til skadelidte, der ikke er indgået for-

lig med, skal tages hensyn til overtræders betaling af erstatning til skadelidte, der er indgået forlig

med. Da indholdet af artikel 19, stk. 4, ikke er reguleret i gældende ret, er det hensigten, at bekendt-

gørelsen skal indeholde en regel svarende dertil.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget og den tilhørende bekendtgørelse gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret

angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Uni-

ons konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr. L 349 side 1). Direktivet blev vedtaget den 26. novem-

ber 2014 og skal være gennemført i dansk ret senest 2 år efter vedtagelsen.

Med lovforslaget og den tilhørende bekendtgørelse implementeres direktivet direkte i dansk ret,

dog med undtagelse af de dele af direktivet, der er fuldt ud reguleret i gældende ret. Det bemærkes i

den forbindelse, at implementeringsfristen er 27. december 2016, hvorfor den del af lovforslaget,

der vedrører direktivet, træder i kraft den 27. december 2016.

Bekendtgørelsen vil blive udstedt efter lovforslagets ikrafttræden, men inden implementerings-

fristens udløb.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 2. oktober til den 13. november 2015 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Amagerforbrænding, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien,

Bryggeriforeningen, Bygherreforeningen, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Coop Danmark,

Danmarks Apotekerforening, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Natio-

nalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk Affaldsforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Indu-

stri, Dansk IT, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Trans-

port og Logistik, Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Busvognmænd, Dan-

ske Dagblades Forening, Danske Malermestre, Danske Regioner, Danske Revisorer, Datatilsynet,

De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Finansrådet, For-

brugerrådet TÆNK, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forlæggerforeningen, Forsikring & Pen-

sion, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, KL,

Kooperationen, Københavns Byret, Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark, Le-

derne, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Offentligt Ansattes Organisationer, Realkre-

ditforeningen, Realkreditrådet, Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Her-

ning, Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens,

Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing F, Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten

i Randers, Retten i Roskilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i

Aalborg, Retten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg, Sø- og Handelsretten,

TEKNIQ, Østre- og Vestre Landsret.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

Negative konsekven-

ser/merudgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget og den tilhørende bekendtgørelse gennemfører Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november

2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angåen-

de erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes

og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr.

L 349 side 1). Direktivet blev vedtaget den 26. november 2014 og

skal være gennemført i dansk ret senest 2 år efter vedtagelsen.

Med lovforslaget og den tilhørende bekendtgørelse implementeres

direktivet direkte i dansk ret, dog med undtagelse af de dele af di-

rektivet, der er fuldt ud reguleret i gældende ret. Det bemærkes i

den forbindelse, at implementeringsfristen er 27. december 2016,

hvorfor den del af lovforslaget, der vedrører direktivet, træder i

kraft den 27. december 2016.

Bekendtgørelsen vil blive udstedt efter lovforslagets ikrafttræden,

men inden implementeringsfristens udløb.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Det foreslås, at der henvises til, at lovforslaget medfører en delvis implementering af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i

henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes

og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EU-Tidende 2014, nr. L 349 side 1).

Til nr. 2.

Det følger af Procedureforordningen, at ulovlig statsstøtte straks skal tilbagebetales efter regler-

ne i national ret. Dansk ret indeholder imidlertid ikke regler, der beskriver proceduren for tilbagebe-

taling af ulovlig statsstøtte, hvorfor tilbagebetalingen i praksis sker til støttegivende myndighed.

Ifølge konkurrencelovens § 11 a, stk. 9, jf. stk.1, at tilbagebetaling af støtte, der er ydet ved

hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, sker til statskas-

sen. Det findes hensigtsmæssigt, at der laves en ensartet procedure for tilbagebetaling af støtte efter

§ 11a stk. 9 og tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte. Forskellen på de to former for støtte er, at støt-

te, der bliver påbudt tilbagebetalt efter § 11 a, stk. 9, ikke har samhandelspåvirkning, og det er Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har kompetencen til at udstede påbud om tilbagebetaling. Støt-

te efter den forslåede stk. 10 er omfattet af statsstøttebegrebet i TEUF art.107, stk. 1, hvorfor det er

Kommissionen eller en national domstol, der har kompetencen til at udstede påbud om tilbagebeta-

ling.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i konkurrencelovens § 11 a, stk. 10 om til-

bagebetaling af ulovlig statsstøtte, der ligesom § 11 a, stk. 9 om tilbagebetaling af støtte, der er ydet

ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, medfører til-

bagebetaling til statskassen. Udover en ensartet procedure sikrer en indsættelse af stk.10, at støtte-

givende myndigheder har et økonomisk incitament for at overholde de gældende statsstøtteregler,

idet myndigheden ikke modtager statsstøtten retur, hvis støtten kendes ulovlig af Europa-

Kommissionen eller en national domstol.

Til nr. 3

Efter EU-fusionskontrolforordningen kan Europa-Kommissionen henvise en EU-fusion til be-

handling hos den kompetente myndighed i en medlemsstat. Henvisningen kan ske efter anmodning

fra de deltagende virksomheder (forordningens artikel 4, stk. 4) eller efter anmodning fra den kom-

petente myndighed i en medlemsstat (forordningens artikel 9).

Den kompetente myndighed i en medlemsstat kan også efter fusionskontrolforordningen henvi-

se en fusion til Kommissionens behandling. Det kan ske efter anmodning fra de deltagende virk-

somheder (forordningens artikel 4, stk. 5) eller på den kompetente myndigheds eget initiativ (for-

ordningens artikel 22).

Konkurrenceloven indeholder imidlertid ikke en klar regel, der beskriver, hvem der er den kom-

petente myndighed i Danmark til at anmode om henvisning fra, henholdsvis henvise en fusion til

Europa-Kommissionen. Alle fusioner, der er omfattet af loven, skal anmeldes til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen i deres egenskab af selvstændig konkurrencemyndighed, inden fusionen gen-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

nemføres. Herefter vurderer styrelsen, om fusionen umiddelbart kan godkendes, eller om fusionen

har en sådan karakter, at der skal indledes en særskilt undersøgelse med henblik på, at der træffes

afgørelse om, hvorvidt fusionen kan godkendes eller skal forbydes. Det er derfor i praksis også sty-

relsen, der ud fra en vurdering af fusionen er kompetent til at vurdere, om Europa-Kommissionen

bør anmodes om at henvise en fusion til behandling i Danmark, hhv. om en fusion bør henvises til

behandling hos Kommissionen. Det foreslås derfor præciseret, at det er Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen, der er den kompetente myndighed.

Den foreslåede ændring skal i øvrigt ses i sammenhæng med den gældende § 12, stk. 5, der med

forslaget bliver stk. 6, hvorefter der er indført en udtrykkelig hjemmel til, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen kan behandle alle fusioner, som henvises af Europa-Kommissionen, uanset om de

deltagende virksomheders omsætning ligger under de danske omsætningstærskler.

Til nr. 4.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 5.

Ifølge den gældende § 12 b, stk. 1, skal fusioner, der er omfattet af fusionskontrollen, jf. §§ 12-

12 a, anmeldes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Anmeldelsen skal ske, efter fusionsaftalen

er indgået, et overtagelsestilbud er offentliggjort eller en kontrollerende andel af en anden virksom-

hed er erhvervet og inden, fusionen er gennemført. Det følger af den gældende § 12 c, stk. 5, 1. pkt.,

at en fusion, der er omfattet af loven, ikke må gennemføres, hverken før den er anmeldt, eller før

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den i henhold til § 12 c, stk. 1.

Der kan imidlertid være tilfælde, hvor en fusion gennemføres, inden den er anmeldt til Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen, eller efter anmeldelse, men inden, den er godkendt af styrelsen. For-

målet med fusionsreglerne og den lovhjemlede anmeldelsespligt er at sikre en effektiv forudgående

fusionskontrol og dermed, at fusioner ikke gennemføres på en sådan måde, at de udelukker en ef-

fektiv konkurrence til skade for de øvrige aktører på markedet, herunder konkurrenter og forbruge-

re. Det er derfor afgørende for en effektiv fusionskontrol, at de deltagende virksomheder i en fusion

ikke gennemfører en anmeldt fusion, før styrelsen har taget stilling til, om den kan godkendes.

Det foreslås derfor, at der indføres et nyt

stk. 7

i § 12 c, hvori det præciseres, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse om, at en fusion er blevet gennemført eller er på vej til at

blive gennemført uden forgående anmeldelse godkendelse og i strid med § 12 c, stk. 5, 1. pkt.. Det

foreslås samtidig, at styrelsen i den forbindelse kan udstede et påbud om, at fusionen skal anmeldes

eller et påbud om at stoppe eventuel yderligere gennemførelse af fusionen, indtil der er truffet afgø-

relse om, hvorvidt fusionen kan godkendes eller skal forbydes, jf. stk. 1.

Hvis de deltagende virksomheder ikke overholder det udstedte påbud, følger det af den gælden-

de § 22, nr. 2, at virksomhederne kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder for at sikre, at

fusionen anmeldes.

Derudover følger det af den gældende § 23, stk. 1, nr. 6-7, at de deltagende virksomheder kan

pålægges bøder, hvis de undlader at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1, eller overtræder

forbuddet mod gennemførelse af en fusion inden godkendelse heraf i henhold til § 12 c, stk. 5, 1.

pkt. Som anført i lovbemærkningerne til § 23, stk. 1, nr. 6-7, må en tilsidesættelse af anmeldelses-

pligten betragtes som en alvorlig overtrædelse, fordi den bidrager til at modvirke formålet med fu-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

sionskontrolbestemmelserne; tilsvarende vil en overtrædelse af forbuddet mod at gennemføre en

fusion, før den er blevet godkendt, bringe hele formålet med fusionskontrollen i fare (FT 1999-

2000, tillæg A, s. 6837).

Til nr. 6. og 7

Det foreslås, at den seneste formulering vedrørende offentliggørelse af afgørelser justeres, såle-

des at det klart fremgår, at Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven offentliggøres, og

at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser eller et resumé heraf truffet i medfør af loven

offentliggøres, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkur-

renceloven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt. Dette forslag ligger på linje med

den hidtidige retstilstand

Til nr. 8

§ 15, stk. 3, 1. pkt., i den gældende lov fastslår, at Konkurrencerådet har det overordnede an-

svar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven og træffer afgørelser i sager

af principiel og særlig stor betydning. Konkurrencerådet har endvidere kompetence til at godkende

konkurrenceanalyser iværksat på eget initiativ eller på erhvervs- og vækstministerens anmodning

(jf. lovforslagets § 1, nr. 9). Konkurrencerådet er ved varetagelsen af disse opgaver ikke underlagt

erhvervs- og vækstministeren. Dette fremgår imidlertid kun af bemærkningerne til loven (”Konkur-

rencerådet er ikke underlagt erhvervsministeren”, Folketingstidende 2014-15, A, L 18 som fremsat

s. 8-9, samt bemærkningerne til hovedloven fra 1997 – jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

7).

Det er væsentligt, at denne uafhængighed tydeliggøres, og det foreslås præciseret i loven, at

Konkurrencerådet er uafhængigt af erhvervs- og vækstministeren.

Til nr. 9

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder ifølge § 15, stk. 2, i den gældende lov konkur-

renceanalyser på eget initiativ eller efter anmodning fra erhvervs- og vækstministeren. Hvis udar-

bejdelsen sker efter anmodning fra erhvervs- og vækstministeren, fremgår det af bemærkningerne

til bestemmelsen, at ministeren skal træffe beslutning om, hvorvidt den endelige analyse skal god-

kendes Konkurrencerådet eller af ministeren. Loven omtaler imidlertid ikke en udtrykkelig adgang

for Konkurrencerådet til at godkende sådanne analyser; det fremgår kun, at Konkurrencerådet kan

godkende konkurrenceanalyser, som er iværksat på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens initiativ.

På denne baggrund foreslås det udtrykkeligt angivet i loven, at Konkurrencerådet også har

kompetence til at godkende de endelige konkurrenceanalyser, som erhvervs- og vækstministeren

har overladt til Konkurrencerådet at godkende.

Til nr. 10

Efter den gældende lov har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for at foretage kon-

trolundersøgelser for at yde bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i

de lande, der er medlem af Den Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendel-

se af EUF-traktatens artikel 101 og 102.

I 2001 indgik Danmark, Norge og Island en aftale om udveksling af såvel ikke-fortrolige som

fortrolige oplysninger i konkurrencesager. Den 9. april 2003 tilsluttede Sverige sig aftalen. De nor-

diske lande overvejer at udvide aftalen om samarbejde i konkurrencesager, og for at sikre, at Dan-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

mark kan tilslutte sig en sådan udvidelse, foreslås det, at lovens § 18, stk. 9, udvides, så Konkurren-

ce- og Forbrugerstyrelsen kan yde samme bistand til konkurrencemyndigheder i EØS-området som

til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i Den Europiske Union. Der vil såle-

des være tale om muligheder for at modtage og yde bistand, som ikke rækker ud over de udveks-

lingsmuligheder, der i dag er blandt de lande, der er medlem af Den Europæiske Union i medfør af

Rådsforordning 1/2003.

Udvidelsen af den nordiske samarbejdsaftale vil således give de samme muligheder for at ind-

hente oplysninger for hinanden og udveksle oplysninger, som de lande, der er medlem af Den Eu-

ropæiske Union, har efter Rådsforordning 1/2003 artikel 12 og artikel 22. Disse muligheder er der

ikke i dag med Norge og Island, eftersom disse lande ikke er medlem af Europæiske Union, men

derimod har tilsluttet sig EØS-aftalen, herunder artikel 53 og 54.

Udover tilføjelsen af henvisning til EØS-aftalen er der ikke tiltænkt nogen indholdsmæssig ændring

af bestemmelsen.

Til nr. 11

Ifølge den gældende § 19, stk. 1, kan stort set alle afgørelser truffet efter loven indbringes for

Konkurrenceankenævnet. Med forslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen kan træffe afgørelse om overtrædelse af forbuddet mod at gennemføre en fusion forud for

anmeldelse og godkendelse samt udstede påbud om, at fusionen skal anmeldes eller et påbud om at

stoppe eventuel yderligere gennemførelse af fusionen. For at sikre, at de deltagende virksomheder i

fusionen kan opnå en passende grad af retssikkerhed, foreslås det, at virksomhederne – som tilfæl-

det er ift. andre indgreb efter loven – kan få styrelsens afgørelse efterprøvet af Konkurrenceanke-

nævnet. I modsat fald vil paterne alene kunne indbringe sagen for Sø- og Handelsretten.

Efter den gældende lov har tredjemand ikke klageadgang til Konkurrenceankenævnet i fusions-

sager. På tilsvarende måde foreslås tredjemand heller ikke tillagt klageafgang til de afgørelser, som

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer i medfør af lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 12

Der er alene tale om en lovteknisk ændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 13

Med den foreslåede indsætning af ”afgørelser” i stedet for ”Konkurrencerådets afgørelser”

klargøres det, at afgørelser efter loven – hvad enten de er truffet af Konkurrencerådet eller af Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen – ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end

Konkurrenceankenævnet og ikke kan indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse forelig-

ger. Der er alene tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 14

Det følger af artikel 10, stk. 3, i erstatningsdirektivet, at forældelsesfristen for indbringelse af erstat-

ningssøgsmål skal være på mindst 5 år. Den gældende § 25 fastslår imidlertid, at en fordringshavers

krav på erstatning som følge af en overtrædelse af loven eller TEUF-traktatens artikel 101 og 102

forældes efter reglerne i forældelsesloven. Efter forældelsesloven gælder der en almindelig foræl-

delsesfrist på 3 år, der suppleres af en absolut frist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Til implementering af artikel 10, stk. 3, foreslås det med

stk. 1,

at den gældende regel om civil-

retlig forældelse ændres, således at fordringshavers krav på erstatning som hovedregel forældes

efter 5 år regnet fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten ophørte, dvs. eksempel-

vis fra det tidspunkt, hvor et kartel ophørte med at eksistere. Det foreslås dog præciseret i

stk. 2,

forældelsesfristen i stk. 1, først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren har eller

med rimelighed kan forventes at have kendskab til overtræderens adfærd, og at denne udgør en

overtrædelse af konkurrenceretten, at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt fordringsha-

veren skade, samt kendskab til overtræderens identitet. Selvom det er muligt at identificere, hvornår

overtrædelsen blev bragt til ophør, har fordringshaverens subjektive forhold således tillige betyd-

ning for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe. Disse forhold kan medfører en udskydelse af

tidspunktet for forældelse, og forældelsesfristen løber dermed først fra det tidspunkt, hvor alle for-

hold er opfyldt. I praksis vil det eksempelvis betyde, at et erstatningskrav først forældes 7 år efter

overtrædelsens ophør, hvis fordringshaver først 2 år efter overtrædelsens ophør bliver bekendt med

eller først kan forventes at have kendskab til, at overtrædelsen har forvoldt vedkommende skade.

Derudover indeholder stk. 4-8 bestemmelser vedrørende suspension og afbrydelse af forældelsesfri-

sten i stk. 1.

foreslås med

stk. 3,

at der fastsættes en absolut frist på 10 år regnet fra den skadevoldende

handlings ophør, dvs. fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten ophørte. Dette

vurderes at stemme overens med erstatningsdirektivet, hvoraf det fremgår af præambelbetragtning

nr.36, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre absolutte, almindeligt gældende forældelses-

frister, såfremt varigheden af sådanne absolutte forældelsesfrister ikke gør det praktisk umuligt eller

uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at opnå fuld erstatning. Den foreslåede bestemmelse

medfører, at forældelsesfristen uanset fordringshaverens subjektive forhold maksimalt kan løbe i 10

år. Hvis fordringshaver eksempelvis først bliver bekendt med, at overtrædelsen har forvoldt ved-

kommende skade 8 år efter overtrædelsens ophør, kan der kun rettes et erstatningskrav mod over-

træderen i yderligere 2 år, uanset reglerne om suspension af forældelsesfristen efter forslagets stk. 2.

Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at skadevolder ikke kan mødes med et erstatningskrav

på ubestemt tid.

Det

Derudover foreslås det i

stk. 4,

at forældelsesfristen afbrydes foreløbigt, hvis Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen indleder en undersøgelse af eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceret-

ten, som erstatningssøgsmålet vedrører – dvs. en afgørelse, der er afgørende for en fordrings eksi-

stens eller størrelse. Dette stemmer overens med erstatningsdirektivets artikel 10, stk. 4, hvorefter

forældelsesfristen skal afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyndighed tager skridt til at under-

søge eller forfølge den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. I de

situationer, hvor styrelsen indleder en undersøgelse på eget initiativ, omhandler styrelsens undersø-

gelse alene den eller de virksomheder, der potentielt har overtrådt konkurrenceretten. Potentielle

skadelidte er således ikke en del af styrelsens undersøgelse. Offentligheden får som udgangspunkt

først kendskab til resultatet af styrelsens undersøgelser, når styrelsens afgørelser offentliggøres.

Potentielle skadelidte vil således normalt kunne påberåbe sig stk. 2.

Når forældelsesfristen afbrydes foreløbigt i de tilfælde, hvor styrelsen forfølger sagen, dvs. hvor

det er fordringshaver, der selv indbringer en sag for styrelsen, vedrører den foreløbige afbrydelse

alene den eller de pågældende fordringshaveres krav på erstatning. Styrelsens sag og dermed afgø-

relse skal således angå skyldner, og fordringshaver skal have indgivet en klage, der indgår i behand-

lingen af sagen.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Herudover følger det af stk. 4, 2. pkt. i overensstemmelse med direktivet, at forældelsen tidligst

indtræder 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden

måde er afsluttet (det vil sige afsluttet ved mindelig tvistbilæggelse). I relation til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsens afgørelser betragtes disse på baggrund af retspraksis som endelige, hvis afgø-

relsen ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af

den gældende § 20, stk. 2, at klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire uger efter, at

afgørelsen er meddelt den pågældende. Ankenævnet kan dog se bort fra overskridelsen af klagefri-

sten, når særlige grunde taler derfor. Indbringes sagen for Konkurrenceankenævnet, kan afgørelsen

betragtes som endelig, hvis afgørelsen ikke indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at anke-

nævnets afgørelse er meddelt den pågældende, jf. den gældende § 20, stk. 3.

Den foreslåede foreløbige afbrydelse vil have virkning under en efterfølgende indbringelse af

sagen for Konkurrenceankenævnet, hvis fordringshavers oprindelige klage til Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen indgik i styrelsens behandling af sagen. Det vil gælde, uanset om det er fordrings-

haver, der indbringer styrelsens afgørelse for Konkurrenceankenævnet eller en anden. Indbringes

sagen for domstolene, kan den først betragtes som endelig, når domstolene har afsluttet sagen og

der ikke længere er mulighed for yderligere anke.

At forældelsen tidligst indtræder 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, in-

debærer, at indbringelsen skal følges op inden 1 år efter myndighedens afgørelse, medmindre den

almindelige frist først udløber på et senere tidspunkt. Normalt vil det forudsætte, at fordringshaver

er part i sagen. På det konkurrenceretlige område er partsbegrebet meget snævert. En fordringsha-

ver, der har indgivet en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, vil derfor som altovervejende

hovedregel ikke være part i sagen. Parten vil alene være den virksomhed, der er klaget over, og som

styrelsens afgørelse retter sig mod. Tilsvarende vil være gældende i en sag for Konkurrenceanke-

nævnet, hvor parterne normalt vil være styrelsen og den eller de virksomheder, som Konkurrence-

ankenævnets afgørelse retter sig mod. Det vil herefter være en betingelse, at der i sagens behandling

indgår en klage, som fordringshaveren har indgivet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men

ikke, at fordringshaveren selv er part i sagen.

At fordringshaverens klage skal indgå i sagens behandling indebærer, at klagen skal være indgi-

vet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, forinden klagepunktsmeddelelsen er udsendt til den

virksomhed, der er klaget over, jf. konkurrencelovens § 15 a, stk. 2. Det er datoen for afsendelsen af

det første klagepunktsmeddelelse efter konkurrencelovens § 15 a, stk. 2, der er afgørende. Efterføl-

gende klager, herunder tillige klager modtaget før udsendelse af evt. yderligere høringsudkast efter

konkurrencelovens § 15 a, stk. 2, vil ikke være omfattet. Det vil af afgørelsen fremgå, hvilke klager

sagen behandles på baggrund af. Klagen skal være indgivet inden forældelsesfristens udløb, jf. stk.

Forslagets

stk. 5,

omhandler de situationer, hvor fordringshaver indbringer sagen for Konkur-

renceankenævnet eller hvor fordringshaver indtræder som biintervent i ankesagen. Forslaget til stk.

5, er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 25, stk. 3. For en nærmere gennemgang af

bestemmelsen, henvises der til bemærkningerne hertil, jf.

Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L

166 som fremsat.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Som det følger af præambelbetragtning nr.49 til erstatningsdirektivet, kan forældelsesfrister for

at indbringe et erstatningssøgsmål være af en sådan art, at det hindrer skadelidte og overtræderne i

at få tilstrækkelig tid til at nå til enighed om den erstatning, der skal betales. Det kræver ofte en til-

budsgående analyse at komme frem til omfanget af erstatningskravet. For at give begge parter reel

mulighed for at deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen indbringes for domstolene, skal

forældelsesfristen derfor afbrydes foreløbigt, mens den mindelige tvistbilæggelse pågår. Det bety-

der, at forældelsesfristen på 5 år, som foreslås indført, stoppes midlertidigt, mens parterne forsøger

at løse erstatningsspørgsmålet gennem en mindelig tvistbilæggelse. Det foreslås derfor i

stk. 6,

forældelsesfristen afbrydes foreløbigt i overensstemmelse med direktivets artikel 18, stk. 1. Det er i

den forbindelse afgørende, at den foreløbige afbrydelse af forældelsesfristen kun gælder for de par-

ter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den mindelige tvistbilæggelse.

For at sikre, at de almindelige regler om afbrydelse af forældelsesfristen også finder anvendelse

ved fordringshavers krav på erstatning som følge af overtrædelse af konkurrenceretten, følger det af

stk. 7,

at forældelsesfristen i stk. 1, afbrydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18 og § 19, stk.

2-6. Herudover følger det af bestemmelsens 2. pkt., at en ny forældelsesfrist løber 5 år, jf. stk. 1, fra

det i forældelseslovens § 19, stk. 2-7 fastsatte tidspunkt. Der henvises til bemærkningerne til foræl-

delseslovens kapitel 5 for en nærmere gennemgang af bestemmelsen.

Det foreslås med

stk. 8,

at reglerne i forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse

skal finde anvendelse på fordringer som omhandlet i stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til

forældelseslovens kapitel 7 for en nærmere gennemgang af bestemmelsen.

Til nr. 15

Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler til im-

plementering af erstatningsdirektivet. Bemyndigelsesbestemmelsen medfører således, at størstede-

len af erstatningsdirektivets indhold implementeres via en bekendtgørelse. Der er tale om en snæver

bemyndigelsesbestemmelse, der alene giver ministeren kompetence til at fastsætte regler for søgs-

mål angående erstatning for overtrædelse af konkurrencereglerne i overensstemmelse med reglerne

i erstatningsdirektivet, eller efterfølgende ændringer og tilføjelser til dette direktiv.

Direktivet vedrører de civile erstatningssøgsmål ved domstolene for overtrædelse af konkurren-

ceretten. Der er navnlig tale om en række procesregler, der hænger tæt sammen med grundlæggende

principper i retsplejeloven og de almindelige erstatningsregler. I det omfang direktivets bestemmel-

ser allerede er en del af gældende ret, vil disse i vidt omfang ikke skulle fastsættes ved bekendtgø-

relsen. Direktivet vedrører ikke de materielle regler om konkurrenceforhold.

Formålet med direktivet er at sikre, at konkurrencereglerne har virkning i praksis, så både priva-

te parter, herunder forbrugere og virksomheder, samt offentlige myndigheder kan rejse erstatnings-

krav ved domstolene for den skade, som de har lidt som følge af en overtrædelse af reglerne. Dette

er allerede muligt efter de nugældende regler i flere medlemsstater, herunder Danmark. Der er imid-

lertid markante forskelle mellem medlemsstaternes regler om erstatningssøgsmål i forbindelse med

overtrædelse af EU-konkurrenceretten og de nationale konkurrenceregler. Disse forskelle fører til

usikkerhed om, på hvilke betingelser skadelidte kan udøve sin ret til erstatning. Da skadelidte ofte

vælger at anlægge erstatningssøgsmål i deres egen medlemsstat, fører forskellene mellem de natio-

nale regler desuden til ulige vilkår, hvad angår erstatningssøgsmål og kan påvirke konkurrencen på

de markeder, hvor skadelidte, men også de virksomheder, der har begået en overtrædelse, opererer.

Virksomheder, der er etableret og opererer i flere medlemsstater, kan være underlagt forskellige

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

procedureregler, som i væsentlig grad har indvirkning på, i hvor høj grad de kan drages til ansvar

for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne ulige håndhævelse af retten til erstatning efter EU-

retten kan ikke blot medføre en konkurrencefordel for de virksomheder, der har overtrådt reglerne,

men også en hindring for udøvelsen af retten til etablering og levering af varer eller tjenesteydelser i

de medlemsstater, hvor retten til erstatning håndhæves mere effektivt.

Direktivet skal derfor sikre, at der skabes mere lige vilkår for virksomheder, der opererer på det

indre marked, og at forbrugernes vilkår med hensyn til at udøve de rettigheder, de har i kraft af det

indre marked, forbedres. Direktivet vil således medvirke til at forhindre, at der opstår større forskel-

le mellem medlemsstaternes regler om erstatningssøgsmål i konkurrencesager, end tilfældet er efter

nugældende regler.

I overensstemmelse med direktivet er det hensigten, at bekendtgørelsen skal indeholde regler

om ret til fuld erstatning, solidarisk hæftelse mellem flere skadevoldere, overvæltning af overpriser

og tabsopgørelse, om fremlæggelse af beviser, retsvirkninger af nationale konkurrenceafgørelser og

samt regler om mindelig tvistbilæggelse. Det er hensigten, at disse regler skal gennemføres direkte i

bekendtgørelsen. Formålet med bekendtgørelsen vil således for det første være at sikre, at skadelid-

te kan opnå fuld erstatning for det lidte tab, tabt fortjeneste og renter, og at fuld erstatning ikke fører

til overkompensation. For det andet at kun de direkte og indirekte aftagere, der rent faktisk har lidt

skade som følge af overpris, kan kræve erstatning, at nationale domstole på begæring af en part skal

pålægge skadevolder eller andre at fremlægge beviser, og at fremlæggelsen af beviser begrænses til,

hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Derudover er formålet at sikre, at manglende fremlæggel-

se af beviser kan føre til pålæggelse af rimelige sanktioner, der har en afskrækkende virkning, at

nationale domstole overholder direktivets begrænsninger i forhold til fremlæggelse af visse beviser i

en konkurrencemyndigheds sagsakter, samt at virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne i

fællesskab, som udgangspunkt hæfter solidarisk for skaden.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger for en nærmere gennemgang af de enkelte

emner i direktivet, herunder blandt andet i relation til spørgsmålet om gældende ret og indholdet af

den kommende bekendtgørelse, dog med forbehold for den endelige udformning.

Til § 2

Med

stk. 1

foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli 2016, bortset fra de dele, der er omfat-

tet af stk. 3.

Ifølge lovforslagets § 1, nr. 5, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med, at der

træffes afgørelse om, at en fusion er gennemført i strid med § 12 c, stk. 5, 1. pkt., udstede påbud

om, at de deltagende virksomheder skal anmelde fusionen. Det følger i den forbindelse af

stk. 2,

der først efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2016, jf. stk. 1, kan udstedes påbud om anmeldelse for

de fusioner, der inden denne dato er blevet gennemført uden en anmeldelse og godkendelse af Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det bemærkes dog, at gennemførelse af en fusion inden den 1. juli

2016 uden anmeldelse eller godkendelse efter omstændighederne vil kunne straffes med bøde efter

den gældende § 23, stk. 1, nr. 6-7.

Det foreslås med

stk. 3,

at lovens § 1, nr. 14-15, der omhandler implementering af erstatningsdi-

rektivet først træder i kraft den 27. december 2016. Loven gælder derfor også alene for erstatnings-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

søgsmål, der er indbragt for domstolene efter denne dato. Erstatningssøgsmål, der indbringes for

domstolene før, vil således blive behandlet efter de nugældende regler.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I Konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

869 af 8. juli 2015, foretages følgende ændrin-

ger:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november

2014 om visse regler for søgsmål i henhold til

national ret angående erstatning for overtrædel-

ser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den

Europæiske Unions konkurrenceret, EU-

Tidende 2014, nr. L 349, side 1.«

§ 11a…

Stk. 1-9…

§ 11 a,

indsættes efter stk. 9 som nyt styk-

ke:

Stk. 10.

Statsstøtte, som af Europa-

Kommission eller en national domstol er

påbudt tilbagebetalt, skal indbetales til stats-

kassen.

§ 12

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

er den kompetente danske myndighed, som efter

fusionskontrolforordningen kan anmode Euro-

pa-Kommissionen om at henvise en fusion til

behandling hos styrelsen, lige som styrelsen er

den kompetente danske myndighed, som kan

henvise en fusion til Kommissionens behandling

efter fusionskontrolforordningen.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 12…

Stk. 1-4…

Stk. 5.

Selv om de deltagende virksomheders

samlede omsætning er mindre end de beløbs-

grænser, der er nævnt i stk. 1, finder bestemmel-

serne i dette kapitel anvendelse på en fusion,

som Europa-Kommissionen efter fusionskon-

trolforordningen henviser til behandling i Dan-

mark.

§ 12 c…

§ 12 c, stk. 5, 1. pkt.,

indsættes efter »stk.

Stk. 1-4…

1«: »jf. stk. 7«.

Stk. 5.

En fusion, der er omfattet af denne

lov, må ikke gennemføres, hverken før den er

blevet anmeldt, eller før Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen har godkendt den i henhold til

stk. 1.

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

§ 12 c…

Stk. 1-6…

Stk. 7.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

kan uanset stk. 1 efter en forenklet sagsbehand-

ling godkende en fusion, hvis styrelsen finder, at

fusionen på baggrund af de foreliggende oplys-

ninger ikke giver anledning til indsigelser fra

styrelsens side.

§ 12 c

indsættes efter stk. 6 som nyt styk-

ke:

»Stk. 7. Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen kan træffe afgørelse om, at en fusion, der er

omfattet af denne lov, er gennemført eller er ved

at blive gennemført i strid med stk. 5, 1. pkt.

Styrelsen kan i forbindelse hermed udstede på-

bud om, at de deltagende virksomheder skal

anmelde fusionen, jf. § 12 b stk. 1, og midlerti-

digt standse enhver yderligere gennemførelse af

fusionen.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 13…

Stk. 2. 1)…

2) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens af-

gørelser truffet i medfør af loven.

§ 13, stk. 2, nr. 2

affattes således:

»2) Konkurrencerådets afgørelser truffet i

medfør af loven.«

§ 13, stk. 2, nr. 3

affattes således:

§ 13…

Stk. 2. 1)-2)…

3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgø-

»3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

relser truffet på Konkurrence- og Forbrugersty-

afgørelser eller et resumé heraf truffet i

relsens1) vegne eller et resumé heraf, medmin-

medfør af loven, medmindre afgørelsen

dre afgørelsen hverken skønnes at have betyd-

hverken skønnes at have betydning for for-

ning for forståelsen af konkurrenceloven eller at

ståelsen af konkurrenceloven eller at være af

være af interesse for offentligheden i øvrigt.

interesse for offentligheden i øvrigt.«

§ 15, stk. 3, 1. pkt.,

affattes således:

§ 15….

»Stk.

Konkurrencerådet, der er uaf-

Stk. 3.

Konkurrencerådet har det overordnede

hængigt af erhvervs- og vækstministeren,

ansvar for styrelsens administration af loven og

har det overordnede ansvar for styrelsens

regler udstedt i medfør heraf.

administration af loven og regler udstedt i

medfør heraf.«

§ 15, stk. 3, 3. pkt.,

indsættes efter »initia-

§ 15…

tiv«: »eller på erhvervs- og vækstministe-

Stk. 3….Endelig

godkender rådet konkurren-

rens anmodning, når ministeren har overladt

ceanalyser iværksat på styrelsens eget initiativ.

det til Konkurrencerådet at godkende kon-

kurrenceanalysen.«

10.

§ 18, stk. 9,

affattes således:

§ 18…

Stk. 1-8…

Stk. 9.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

kan foretage kontrolundersøgelser for at yde

bistand til Europa-Kommissionen og andre kon-

bistand til Europa-Kommissionen og andre

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

kurrencemyndigheder i Den Europæiske Union i

forbindelse med disse myndigheders anvendelse

af EUF-traktatens artikel 101 og 102. Reglerne i

stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse.

konkurrencemyndigheder i Den Europæiske

Union eller i EØS-området, i forbindelse

med disse myndigheders anvendelse af

EUF-traktatens artikel 101 og 102 eller

EØS-aftalens artikel 53 og 54. Reglerne i

stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse.«

§ 19.

Afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, § 3,

11.

§ 19, stk. 1,

ændres »§ 12 c, stk. 1-3, 6 og

7,« til: »§ 12 c, stk. 1-3 og 6-8,«

1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt., §

7, stk. 1-3, § 8, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 2. pkt., og

stk. 4 og 6, § 9, stk. 1, 1. pkt., § 10, stk. 2, § 10

a, stk. 1 og 6, § 11, stk. 1 og 2, stk. 4, 1. pkt., og

stk. 5, § 11 a, stk. 1 og stk. 6, 1. pkt., § 11 b, stk.

2, § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3, 6

og 7, § 12 d, stk. 5, § 12 e, stk. 1 og 3, § 12 f, §

12 g, § 12 h, stk. 4, § 13, stk. 4, § 16, § 16 a, stk.

2 og 3, og § 24, stk. 2, jf. stk. 1, kan påklages til

Konkurrenceankenævnet.

§ 19…

12.

§ 19, stk. 3,ændres

»§ 15, stk. 1, 3. og 4.

Stk. 3.

Beslutninger efter § 15, stk. 1, 3. og 4.

pkt.« til: »§ 15, stk. 1, 4. og 5. pkt.«.

pkt., kan ikke påklages til Konkurrenceanke-

nævnet.

§ 20.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens af-

13.

§ 20, stk. 1,

ændres »Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens afgøreler« til: »Afgørel-

gørelser efter denne lov kan ikke indbringes for

ser«.

anden administrativ myndighed end Konkurren-

ceankenævnet og kan ikke indbringes for dom-

stolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.

§ 25.

En fordringshavers krav på erstatning

som følge af en overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og

102 forældes efter reglerne i forældelsesloven.

Stk. 2.

Forældelseslovens § 21, stk. 2, finder

tilsvarende anvendelse på fordringer som om-

handlet i stk. 1, hvis fordringshaver har indgivet

klage til Konkurrencerådet i en sag om overtræ-

delse af bestemmelser som anført i stk. 1 og

klagen indgår i rådets behandling af sagen.

Stk. 3.

Indbringes sagen for Konkurrencean-

kenævnet, finder forældelseslovens § 21, stk. 2,

tilsvarende anvendelse på fordringer som om-

handlet i stk. 1, hvis fordringshaver

1) har indbragt sagen for Konkurrenceanke-

nævnet eller

2) er indtrådt som biintervenient i ankesagen.

14.

§ 25

affattes således:

»§

25.

En fordringshavers krav på erstatning

som følge af en overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og

102 forældes efter 5 år, dog stk. 2 og 4-8.

Stk. 2.

Forældelsesfristen i stk. 1, løber fra

det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører og

fordringshaver har eller med rimelighed kan

forventes at have kendskab til:

4) adfærden og at den udgør en overtrædelse af

konkurrenceretten

5) at overtrædelsen af konkurrenceretten har

forvoldt fordringshaver skade, og

6) identiteten af overtræderen.

Stk. 3.

Uanset stk. 2, indtræder forældelse

senest 10 år efter den skadevoldende handlings

ophør, jf. reglerne i forældelsesloven.

Stk. 4.

Forældelsesfristen i stk. 1 afbrydes

foreløbigt, hvis Konkurrence- og Forbrugersty-

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

relsen indleder en undersøgelse af eller forfølger

den overtrædelse af konkurrenceretten, som

erstatningssøgsmålet vedrører. Forældelsen ind-

træder tidligst 1 år efter, at afgørelsen om over-

trædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på

anden måde er afsluttet.

Stk. 5.

Indbringes sagen for Konkurrencean-

kenævnet, finder stk. 4, tilsvarende anvendelse

på fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis for-

dringshaver

3) har indbragt sagen for Konkurrenceanke-

nævnet eller

4) er indtrådt som biintervenient i ankesagen.

Stk. 6.

Forældelsesfristen i stk. 1 afbrydes

foreløbigt, mens en eventuel mindelig tvistbi-

læggelse pågår. Den foreløbige afbrydelse efter

1. pkt. gælder kun for de parter, der er eller har

været involveret eller repræsenteret i den min-

delige tvistbilæggelse.

Stk. 7.

Forældelsesfristen afbrydes efter be-

stemmelserne i forældelseslovens §§ 15-18 og §

19, stk. 2-7. Når forældelsen afbrydes, løber en

ny forældelsesfrist på 5 år, som regnes fra det i

forældelseslovens § 19, stk. 2-6 fastsatte tids-

punkt.

Stk. 8.

Forældelseslovens kapitel 7 om virk-

ningerne af forældelse finder anvendelse på

fordringer som omhandlet i stk. 1.«

15.

Efter § 26 indsættes før kap 10 som nyt

kapitel 9c:

»Erstatningssøgsmål

§ 26 a.

Erhvervs- og vækstministeren kan fast-

sætte nærmere regler for søgsmål i henhold til

national ret angående erstatning for overtrædel-

ser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den

Europæiske Unions konkurrenceret.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf.

dog stk. 3.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 5, finder ikke anven-

delse på fusioner, der før lovens ikrafttræden

efter stk. 1, er gennemført uden at være blevet

anmeldt og godkendt af Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen. For disse fusioner finder de

ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 8: Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervs- og vækstministeren

hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 14-15, træder i kraft

den 27. december 2016 og finder først anven-

delse på erstatningssøgsmål, der indbringes for

en domstol efter dette ikrafttrædelsestidspunkt.

Stk. 3.

§ 1, nr. 14-15, træder i kraft den 27.

december 2016 og finder først anvendelse på

erstatningssøgsmål, der indbringes for en dom-

stol efter dette ikrafttrædelsestidspunkt.