Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 72
Offentligt
1575474_0001.png
7. UDKAST
[Fremsat den d. xx. februar 2016 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)]
Den 25. november 2015
Forslag
til
Lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
1
.
§ 1.
Loven fastlægger rammerne for gennemførelsen af en planlægning af de danske havområder.
Stk. 2.
Loven har til formål, at
1) fremme en bæredygtig økonomisk vækst i de maritime erhverv og en bæredygtig udvikling af
havarealerne samt en bæredygtig udnyttelse af havressourcerne,
2) bidrage til at opnå de mål for havplanlægningen, der er fastsat i denne lov,
3) tage hensyn til samspillet mellem land og hav, og at
4) styrke det grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med bestemmelserne i FNs
havretskonvention af 1982.
§ 2.
Loven omfatter danske havområder, herunder havbund og undergrund på søterritoriet og i de
eksklusive økonomiske zoner, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Loven gælder ikke for
1) aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den nationale sikkerhed, og
2) kystfarvande, der er omfattet af fysisk planlægning efter lov om planlægning for så vidt angår de
interesser, der kan varetages efter lov om planlægning.
Stk. 3.
Loven berører ikke Danmarks eller andre landes suveræne rettigheder og jurisdiktion over
havområder, som følger af international ret, herunder FNs havretskonvention af 1982. Anvendelsen
af denne lov påvirker navnlig ikke afmærkning og fastlæggelse af søgrænser i overensstemmelse med
bestemmelserne herom i havretskonventionen.
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne
for en maritim fysisk planlægning (EU-Tidende 2014, L 257, side 135)
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Kapitel 2
Definitioner
§ 3.
I denne lov forstås ved:
1) Havområde: Søterritoriet og de eksklusive økonomiske zoner, jf. lov om afgrænsning af
søterritoriet og lov om eksklusive økonomiske zoner, herunder havbund og undergrund.
2) Havregion: Nordsøen (herunder Kattegat) og Østersøen udgør hver en havregion.
3) Havplanlægning: En proces, hvorved de relevante myndigheder analyserer og organiserer
menneskelige aktiviteter på havarealer for at nå økologiske, økonomiske og sociale mål.
4) Havplan: Regler med tilhørende kortbilag fastsat af erhvervs- og vækstministeren, som bestemmer
den fysiske og tidsmæssige fordeling af aktiviteter og anvendelser, herunder placeringen af anlæg
mv., i de danske havområder.
Kapitel 3
Havplanlægning
§ 4.
Erhvervs- og vækstministeren gennemfører en havplanlægning for de danske havområder i
overensstemmelse med denne lov og regler fastsat i medfør af loven.
§ 5.
Erhvervs- og vækstministeren tager ved gennemførelse af havplanlægningen hensyn til
økonomiske, sociale og miljømæssige forhold samt sikkerhedsaspekter for at støtte en bæredygtig
udvikling og vækst i den maritime sektor under anvendelse af en økosystembaseret tilgang og for at
fremme sameksistensen af forskellige relevante aktiviteter og anvendelser.
Stk. 2.
Havplanlægningen skal med henblik på at nå målene i stk. 1, tage sigte på, at bidrage til en
bæredygtig udvikling af
1) energisektoren til søs,
2) søtransporten,
3) fiskeri og akvakulturen,
4) indvinding af råstoffer på havet og
5) bevarelse og beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for
konsekvenserne af klimaforandringerne.
§ 6.
Ved fastlæggelsen af formen og indholdet af havplanen, skal der tages hensyn til
1) de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte havregioner,
2) relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser og deres indvirkning på
miljøet og naturressourcerne, og
3) samspillet mellem land og hav og således, at resultatet afspejles i havplanlægningen.
§ 7.
Med henblik på at nå målet om en bæredygtig udvikling, fastsætter erhvervs- og vækstministeren
den fysiske og tidsmæssige fordeling af relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og
anvendelser i havplanen.
§ 8.
Der skal med henblik på at fremme en bæredygtig anvendelse af det maritime rum, ved
udformningen af havplanen, tages hensyn til samspillet mellem de eksisterende og fremtidige
aktiviteter og anvendelser samt interesser.
2
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Kapitel 4
Tilvejebringelse og ændring af havplanen, herunder inddragelse af offentligheden
§ 9.
Erhvervs- og vækstministeren vedtager i samråd med de øvrige berørte ministre en samlet
havplan for de danske havområder og eventuelle ændringer af planen, jf. §§ 10-12.
§ 10.
Inden den samlede havplan, herunder revision og ajourføring af planen, vedtages, skal der
offentliggøres et forslag til plan med en høringsfrist på mindst 6 måneder med henblik på, at berørte
parter, relevante interessenter og myndigheder samt den berørte offentlighed kan fremkomme med
indsigelser og kommentarer.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren vedtager efter bestemmelserne i denne lov en samlet havplan
for Danmarks havområder senest den 31. marts 2021. Den samlede havplan skal revideres og
ajourføres senest hvert 10 år.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan bestemme, at høringsfristen i stk. 1 kan fraviges i særlige
tilfælde.
§ 11.
Erhvervs- og vækstministeren kan i planperioden foretage ændringer af havplanen.
Stk. 2.
Forslag til ændring af havplanen skal udsendes i offentlig høring i mindst 8 uger med henblik
på at berørte parter, relevante interessenter og myndigheder samt den berørte offentlighed kan
fremkomme med indsigelser og kommentarer
Stk. 3.
Hvis forslag til ændring af havplanen medfører så omfattende ændringer af planen, at der reelt
er tale om en ny havplan, kan ændringerne kun gennemføres efter proceduren i § 10.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan bestemme, at høringsfristen i stk. 2, kan fraviges i særlige
tilfælde.
§ 12.
Samtidig med offentliggørelsen af et forslag til havplan eller forslag til ændring af havplanen
efter §§ 10 og 11, underretter erhvervs- og vækstministeren de berørte statslige, regionale og
kommunale myndigheder, EU-medlemslande og tredjelande samt parter, hvis interesser berøres, om
udkastet til havplan.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren oplyser ved underretningen efter stk. 1, om fristen for at
fremsætte indsigelser og kommentarer til forslag til havplanen og ændringer af planen.
§ 13.
Inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og ændringer af
havplanen kan ske udelukkende digitalt.
Kapitel 5
Havplanens retsvirkninger
§14.
Statslige myndigheder må med de i §§ 15 og 16 nævnte undtagelser, ikke efter anden lovgivning
vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser, der
1) er i strid med havplanen, eller som
2) foregriber forslag til havplan eller ændringer af havplanen, der er offentliggjort af erhvervs- og
vækstministeren.
Stk. 2.
Retsvirkningen af forslag til havplan og ændring af havplanen efter stk. 1, nr. 2, bortfalder,
hvis erhvervs- og vækstministeren beslutter at forslaget ikke skal gennemføres, dog senest 2 år efter
afslutningen af den offentlige høring.
3
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
§. 15.
En statslig myndighed kan vedtage en plan om eller meddele en tilladelse til anlæg eller
arealanvendelse, der strider mod havplanen eller forslag til havplan eller ændringer af planen, hvis
1) planen eller tilladelsen m.v. skal sikre opfyldelse af EU-retlige eller internationale
forpligtelser eller aftaler, og
2) planen eller tilladelsen m.v. ikke kan afvente ændring af havplanen.
Stk. 2.
Vedtagelsen af en plan eller meddelelse af en tilladelse m.v. efter stk. 1, skal ske i samråd med
erhvervs- og vækstministeren.
§ 16.
Erhvervs- og vækstministeren kan, uanset § 14, når det er nødvendigt og uopsætteligt, træffe
foranstaltninger, meddele forbud eller meddele påbud efter § 6 i lov om sikkerhed til søs eller
etablere navigationssystemer og afmærkning efter § 8 i lov om sikkerhed til søs.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren oplyser uden unødigt ophold øvrige berørte ministre om
foranstaltninger m.v. efter stk. 1, når de fraviger havplanen eller forslag til havplan eller ændringer
heraf, der er offentliggjort af erhvervs- og vækstministeren.
Kapitel 6
Dataanvendelse og -udveksling
§ 17.
Erhvervs- og vækstministeren sikrer organisering og anvendelse af bedst tilgængelige data og
udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for havplanlægningen.
Kapitel 7
Samarbejde med EU-medlemslande og tredjelande
§ 18.
Erhvervs- og vækstministeren samarbejder som led i planlægnings- og forvaltningsprocessen og
med henblik på at nå målene i denne lov med øvrige EU-medlemsstater, der grænser op til samme
havområder som Danmark. Formålet hermed er at sikre, at havplanlægningen er sammenhængende
og koordineret i den berørte havregion. Der tages i dette samarbejde navnlig højde for spørgsmål, der
går på tværs af landegrænser.
§
19.
Erhvervs- og vækstministeren bestræber sig på, hvor dette er muligt, at samarbejde med
tredjelande om deres foranstaltninger vedrørende havplanlægning i de berørte havregioner. Dette sker
i overensstemmelse med international ret og internationale konventioner, for eksempel gennem
eksisterende internationale fora eller samarbejde i regi af regionale institutioner.
§ 20.
Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om fælles foranstaltninger til
opfyldelse af lovens formål.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler til opfyldelse af internationale overenskomster,
der indgås i henhold til stk. 1.
Kapitel 8
Administrative bestemmelser
4
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
§ 21.
Erhvervs- og vækstministeren kan bemyndige Søfartsstyrelsen eller, efter forhandling med
vedkommende minister, andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt ministeren.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der
er truffet i henhold til bemyndigelser efter stk. 1, herunder at afgørelser ikke skal kunne påklages.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser,
som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til
at udøve efter stk. 1.
§ 22.
Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om meddelelse af tilladelse eller endelig vedtagelse af
en plan er i strid med havplanen eller forslag til havplan, jf. § 14, kan påklages efter
klagebestemmelserne i den lovgivning, som tilladelsen eller planen er meddelt eller vedtaget i
henhold til.
§ 23.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler der udstedes efter loven, skal være
anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentlig
bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.
§ 24.
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 27. maj 2013, som ændret bl.a. ved lov
nr. 1631 af 26. december 2013, lov nr. 80 af 28. januar 2014, lov nr. 179 af 24. februar 2015 og
senest ved lov nr. 539 af 29. april 2015l, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 11, stk. 4, nr. 5,
udgår efter »lov om skove«: »eller« og i § 11, stk. 4, nr. 6, indsættes efter »i lov
om råstoffer«: » , eller«”.
2.
I
§ 11, stk. 4,
indsættes efter nr. 6, som nyt nummer.: »7) havplanen efter lov om havplanlægning
eller forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af havplanen, når forslaget er offentliggjort med
henblik på høring. «
3.
I
§ 13, stk. 1,
nr. 6, udgår efter »lov om skove«: »eller« og i § 13, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »i lov
om råstoffer«: », eller«.
4.
I
§ 13, stk. 1,
indsættes efter nr. 7 som nyt nummer.: »8) havplanen efter lov om havplanlægning
eller forslag til havplan eller forslag til ændringer af havplan, når forslaget er offentliggjort med
henblik på høring. «
Kapitel 9
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 25.
Loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Stk.2.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
5
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og hovedindhold
1.2 Lovforslagets baggrund
1.3 Forudgående overvejelser
2. Gældende ret
2.1 Fysisk planlægning på havet
2.2 Forholdet til anden lovgivning
2.2.1 Havstrategiloven
2.2.2 Lov om vandplanlægning
2.2.3 Naturbeskyttelse og vildtforvaltning (Natura 2000, beskyttede arter m.m.)
2.2.4 Museumsloven (marin kulturarv)
2.2.5 Råstofloven
2.2.6 Planloven
2.2.7 Energilovgivningen
2.2.8 Fiskeri og akvakultur
2.2.9 Søtransport og sejladssikkerhed
2.2.10 Havneloven
2.2.11 Kystbeskyttelsesloven
2.2.12 Havbrug
2.2.13 Offshore anlæg
2.2.14 Forsvarets aktiviteter 3. Økonomiske-administrative konsekvenser for det offentlige
3.1 Økonomiske konsekvenser for staten
3.2 Administrative konsekvenser for staten
3.3 Konsekvenser for kommuner og regioner
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. De administrative konsekvenser for borgerne
6. De miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og hovedindhold
Formålet med lovforslaget er at indføre havplanlægning i Danmark for bestemte sektorer og
interesser med henblik på at fremme økonomisk vækst og en udvikling af såvel havarealer som
udnyttelse af havressourcerne, som er bæredygtige. Lovforslaget skal som led heri bidrage til en
udvikling af energisektoren til søs, af søtransporten og af fiskeri og akvakultur og indvinding af
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
råstoffer på havet på en bæredygtig måde samt bidrage til bevarelse, beskyttelse og forbedring af
miljøet, herunder modstandsdygtighed overfor konsekvenserne af klimaforandringerne.
Det er et væsentligt mål med havplanlægningen at fremme sameksistensen mellem forskellige
relevante aktiviteter og anvendelser under hensyn til natur- og miljøforpligtelser og interesser og bl.a.
herved skabe bedre rammebetingelser, herunder større investeringssikkerhed, for de udvalgte sektorer
m.v. Efter lovforslaget skal havplanlægningen være helhedsorienteret. Det betyder, at sektorplaner og
miljø- og andre interesser på havet skal sammentænkes og afvejes overfor hinanden i en
sammenfattende havplanlægning.
Der skal i havplanlægningen tages hensyn til samspillet mellem hav og land, bl.a. forholdet mellem
de havbaserede anlæg og aktiviteter på den ene side og den landbaserede infrastruktur (havne m.v.)
og kommune- og lokalplanlægningen, på den anden side.
Lovforslaget omfatter det danske søterritorium fra kystlinjen og ud til grænsen for de eksklusive
økonomiske zoner (indtil 200 sømil fra kysten henholdsvis basislinjen).
Lovforslaget retter sig mod de statslige myndigheder, som ikke må give tilladelse eller vedtage
planer, der strider mod havplanen eller forslag til havplanen. Der må heller ikke vedtages kommune-
og lokalplanlægning, der strider mod havplanen og forslag til havplan. Forslag til de nødvendige
ændringer af planloven herom er indeholdt i lovforslaget.
Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styringsinstrument især indeholde dels konkrete
og behovsorienterede arealudlæg, dels generelle retningslinjer om de hensyn, der skal tages også til
sektorer og interesser, der ikke skal planlægges for og samspillet mellem hav og land.
Det er forudsat, at havplanen formuleres med en vis ”rummelighed” for navnlig at sikre, at der kan
ske en hensigtsmæssig udnyttelse af hele havrummet (overfladevand, vandsøjle, havbund og
undergrund) og at mindre betydende ændringer af projekter m.v. kan gennemføres, således at det ikke
er nødvendigt at ændre havplanen af den grund.
Borgere og virksomheder er ikke umiddelbart bundet af havplanen, men kan blive det indirekte.
Havplanen lægger således rammerne for de tilladelser m.v., som myndigheder kan give til ansøgte
anlæg og aktiviteter på havet.
Data er et vigtigt element i havplanlægningen og der etableres bl.a. på den baggrund en marin
geografisk data infrastruktur (MSDI) i Geodatastyrelsen under Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet. Modellen skal sikre, at der kan tilføres, trækkes og udveksles data der er
nødvendige for havplanlægningen. Der etableres et MSDI-forum med deltagelse af en række statslige
styrelser med interesser i søterritoriet, der leverer data og bruger MSDI’en. De deltagende styrelser
finansierer etableringen og driften af MSDI’en.
Lovforslaget indeholder bestemmelser om inddragelse af den berørte offentlighed m.fl. i
planlægningen i form af høringer i overensstemmelse med Århuskonventionens principper.
Det vil efter forslaget være muligt at klage over spørgsmålet, om en statslig myndighed har meddelt
en tilladelse eller vedtaget en plan (sektorplan), der strider mod havplanen, i det omfang reglerne i
den lovgivning, som giver hjemmel til den pågældende tilladelse mv. eller sektorplan, indeholder en
7
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
klageadgang. Havplanen vil blive vedtaget i form af en bekendtgørelse og denne fastsætter rammerne
for de tilladelser mv., der kan gives til anlæg og aktiviteter på havet. Havplanen (bekendtgørelsen)
kan ikke påklages.
Erhvervs- og vækstministeren får i henhold til lovforslaget ansvaret for at koordinere og - i samråd
med øvrige berørte ministre - at vedtage havplanen for Danmarks havområder. Koordineringen
forventes i henlagt til en tværministeriel gruppe med deltagelse af de statslige maritime myndigheder.
Eventuelle interessekonflikter eller andre vanskelige spørgsmål, der ikke kan løses i dette regi,
forudsættes løst gennem de sædvanlige regeringsprocedurer.
Havplanen skal revideres senest hvert 10. år og kan således ændres med kortere intervaller, hvis der
måtte være behov for det.
Den første havplan skal efter forslaget vedtages senest 31. marts 2021.
1.2 Lovforslagets baggrund
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne for
maritim fysisk planlægning (herefter direktivet).
Direktivet blev vedtaget den 23. juli 2014. Den nødvendige lovgivning til gennemførelse af direktivet
i dansk ret skal ske senest den 18. september 2016. Den første havplan skal ifølge direktivet være
vedtaget senest den 31. marts 2021.
Formålet med direktivet er, at
-
bidrage til fremme af bæredygtig økonomisk vækst i de maritime erhverv, en bæredygtig
udvikling af havarealerne og en bæredygtig udnyttelse af havressourcerne, under anvendelse
af en økosystembaseret tilgang,
-
fremme sameksistensen af forskellige relevante aktiviteter og anvendelser,
-
tage hensyn til samspillet mellem land og vand, og
-
styrke det grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med havretskonventionen
Det fremgår bl.a. af direktivets bemærkninger til bestemmelserne (præamblen, 4. betragtning), at
maritim fysisk planlægning støtter og letter gennemførelse af Europa 2020-strategien for intelligent,
bæredygtig og inklusiv vækst, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig i sine konklusioner den 17.
juni 2010. Det fremgår endvidere, at maritim fysisk planlægning bl.a. også kan understøtte opnåelse
af de mål, som er besluttet af fællesskabet, bl.a. i havstrategidirektivet (direktiv 2008/56/EF), hvor
det er målet at opnå god miljøtilstand senest i 2020.
Det fremgår videre af direktivet (præamblens 9. betragtning) om effekten af indførelse af en maritim
fysisk planlægning og forholdet til gældende EU-ret:
”Maritim fysisk planlægning vil bidrage til effektiv koordinering af marine aktiviteter og bæredygtig
anvendelse af hav- og kystressourcerne gennem oprettelse af en ramme for konsekvent,
gennemsigtig, bæredygtig og evidensbaseret beslutningstagning. For at nå disse mål bør der med
dette direktiv indføres forpligtelser til at etablere en maritim planlægningsproces, der udmønter sig i
én eller flere fysiske planer for det maritime rum; en sådan planlægningsproces bør tage hensyn til
samspillet mellem land og hav og fremme samarbejde mellem medlemsstaterne. Med forbehold af
eksisterende gældende EU-ret på områderne energi, transport, fiskeri og miljø bør dette direktiv ikke
8
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
pålægge flere nye forpligtelser, navnlig i forhold til medlemsstaternes konkrete valg af, hvorledes
sektorpolitikkerne på disse områder forfølges, men bør i stedet have til formål at bidrage til disse
politikker gennem planlægningsprocessen.”
Formålet med at indføre maritim fysisk planlægning i EU er således bredt og sigter mod at skabe
bedre forudsætninger for vækst på et bæredygtigt grundlag og forbedringer af miljøet indenfor
rammerne af gældende EU-ret på områderne energi, transport, fiskeri og miljø.
1.3 Forudgående overvejelser
I forbindelse med forhandlingerne af direktivet blev der nedsat en statslig koordinationsgruppe med
repræsentanter for det daværende Miljøministerium, Energistyrelsen, Forsvaret, Geodatastyrelsen,
Kulturstyrelsen, Kystdirektoratet, NaturErhvervstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen og
Naturstyrelsen (formand), som under forhandlingerne og efter vedtagelsen af direktivet har drøftet,
hvordan havplanlægning kan gennemføres i Danmark.
Koordinationsgruppen er enig om en række anbefalinger, som bør følges i forbindelse med
implementeringen af direktivet i dansk ret. Disse anbefalinger er i alt væsentligt fulgt og indarbejdet i
det foreliggende lovforslag.
Koordinationsgruppen har foreslået en behovsorienteret arealudlægningsmodel, som i princippet
omfatter følgende faser og elementer:
1.
Der foretages en
registrering
af bindinger (f.eks. Natura 2000-områder, militære skyde- og
øvelsesområder), benyttelse /f.eks. havvindmølleparker) og beskyttelseshensyn (f.eks. marine
naturværdier) samt fremtidige dokumenterede arealbehov for de sektorer, der planlægges for.
2.
Der iværksættes en
analyse
af muligheden for sameksistens og potentielle konfliktområder for de
relevante aktiviteter på baggrund af ovennævnte registrering, og hvor sameksistens vurderes i forhold
til de fire søjler (havoverflade, vandsøjle, havbund og undergrunden) samt tidsfaktoren.
3.
Der udarbejdes generelle
retningslinjer
i havplanen, som vil blive fastlagt for hele havområdet
med særlig sigte på de sektorer og interesser, der skal planlægges for.
4.
Der foretages en
interesseafvejning
mellem de aktiviteter (sektorer/erhverv) og andre interesser,
der planlægges for og i forhold til aktuelle aktiviteter/interesser i det pågældende område.
5.
Der foretages
arealudlæg
for bl.a. at skabe investeringssikkerhed for udvalgte sektorer og med
fastsættelse af konkrete retningslinjer for det enkelte arealudlæg.
I forbindelse med forhandling af EU-direktiv om den kommende maritime planlov arbejdede
Danmark for, at råstofområdet blev inddraget for at sikre samfundets fremtidige forsyninger af
råstoffer på havet samt efter ønske fra branchen. Råstofområdet er omfattet af direktivet på en sådan
måde, at det fremgår at medlemsstater kan
”forfølge andre formål, såsom fremme af bæredygtig
turisme og bæredygtig indvinding af råstoffer”
.
Koordinationsgruppen har anbefalet, at også råstofindvinding inddrages i havplanlægningen.
Baggrunden er, at der i dag sker en planlægning for konkrete velafgrænsede arealer
(indvindingsområder og arealudlæg), og at der fremover er et behov for at sikre samfundets forsyning
9
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
af råstoffer fra havet. En havplanlægning, der sikrer arealudlæg for områder til råstofindvinding efter
afvejning af andre – eventuelt modsatrettede interesser – vil i væsentlig grad kunne medvirke hertil.
Det vil samtidig begrænse antallet af konflikter mellem råstofindvinding og øvrige interesser. Den
danske råstofbranche har desuden under forhandlingerne af direktivet efterlyst, at råstofindvinding
også omfattes af havplanlægningen.
Med hensyn til øvrige sektorer og interesser, som der efter lovforslaget ikke skal planlægges for, vil
disse blive inddraget i interesseafvejningen, når den konkrete havplanlægning skal foretages. Der vil i
det omfang, det vurderes hensigtsmæssigt og eventuelt nødvendigt i forbindelse med
havplanlægningen blive foretaget en registrering af anlæg og aktiviteter af disse øvrige sektorer og
interesser på baggrund af tilgængelige data.
2. Gældende ret
2.1 Fysisk planlægning på havet
Der eksisterer ikke i dag lovgivning i Danmark om en sammenfattende fysisk planlægning for havet
(maritim planlægning). Der ses herved bort fra de få og mindre betydende undtagelser - om
retningslinjer i kommuneplanerne om visse rekreative anvendelsesmuligheder på søterritoriet - der
følger af planloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2. Den planlægning af anlæg
og aktiviteter der foretages på havet, har hidtil typisk været en planlægning for enkelte sektorer,
eksempelvis om udbygning med energianlæg på havet.
2.2 Forholdet til anden lovgivning
De danske havområder er i dag reguleret af et betydeligt antal love og bekendtgørelser om blandt
etablering af anlæg og aktiviteter og forskellige beskyttelsesinteresser.
Den væsentligste ændring, der gennemføres med lovforslaget af direkte betydning for anden
lovgivning og administration er, at sektorplanlægningen og enkeltsagsadministrationen (tilladelser
m.v.) samt den kommunale planlægning fremover ikke må vedtages henholdsvis meddeles i strid
med havplanlægningen eller forslag til havplanlægning, der er offentliggjort af erhvervs- og
vækstministeren, jf. lovforslagets §§ 14 og 24. Herudover vil der i det omfang, der allerede eksisterer
en klageadgang efter sektorlovgivning fremover kunne klages over, at sektormyndigheden vedtagelse
af sektorplaner og meddelelse af en tilladelse strider mod havplanen mv., jf. lovforslagets § 22.
Nedenfor gennemgås i hovedtræk gældende ret, herunder klagereglerne, indenfor en række
lovområder, hvor administrationen således vil kunne blive berørt af lovforslaget.
Det bemærkes, at havplanlægningen skal respektere de internationale havretlige regler, som Danmark
har tiltrådt. Det gælder først og fremmest FN’s havretskonvention fra 1982, der bl.a. indeholder
bestemmelser om jurisdiktion og retten til ”uskadelig passage”.
2.2.1 Havstrategiloven
Lov om havstrategi, jf. lov nr. 522 af 26. maj 2010, implementerer havstrategidirektivet (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger) og har til formål at fastlægge rammerne for de
foranstaltninger, der skal gennemføres for at opnå eller opretholde god miljøtilstand i havets
økosystemer og muliggøre en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer.
10
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Loven omfatter danske havområder, herunder havbund og undergrund, på søterritoriet og i de
eksklusive økonomiske zoner. Loven finder dog ikke anvendelse på havområder, der er omfattet af
lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder
(miljømålsloven) og - for den kommende vandplanperiode (2015-2021) - lov om vandplanlægning og
indsatser, der indgår i en vedtaget Natura 2000-plan efter miljømålsloven.
Med loven og direktivet skabes en ramme, inden for hvilken medlemsstaterne skal træffe de fornødne
foranstaltninger til at opnå eller opretholde god miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020. Dette skal
ske gennem udarbejdelse og gennemførsel af en havstrategi, som anvender en økosystembaseret
tilgang til forvaltning af de menneskelige aktiviteter.
Havstrategien, som udarbejdes i etaper og revideres hvert 6. år, skal indeholde en basisanalyse,
beskrivelse af god miljøtilstand, miljømål, overvågningsprogram og indsatsprogram. Havstrategien
skal udarbejdes og gennemføres med henblik på at 1) beskytte, bevare og forebygge forringelse af
havmiljøet og, hvor det er muligt, genoprette marine økosystemer i områder, hvor de er blevet
negativt påvirket samt 2) forebygge og reducere tilførsler til havmiljøet med henblik på gradvis at
udfase forurening og sikre, at der ikke er nogen væsentlige virkninger på eller risici for havets
biodiversitet, de marine økosystemer, menneskers sundhed eller legitime anvendelser af havet.
Statslige, regionale og kommunale myndigheder er, ved udøvelse af deres beføjelser i medfør af
lovgivningen, bundet af de miljømål og indsatsprogrammer, der fastsættes efter havstrategiloven.
Det følger af lov om havstrategi, at der kan klages til Natur- og Miljøklagenævnet over processuelle
spørgsmål i forbindelse med havstrategiernes tilvejebringelse. Natur- og Miljøklagenævnet kan
således efterprøve, om de enkelte dele af havstrategien indeholder de elementer, som ifølge loven
skal være i strategien, og om de har været i offentlig høring som foreskrevet i loven.
2.2.2 Lov om vandplanlægning
Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om
fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger) fastlægger rammerne for
beskyttelsen af overfladevand og grundvand.
Vandrammedirektivet indeholder en række miljømål. Medlemsstaterne skal overordnet, på baggrund
af fastlagte indsatsprogrammer, iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at
forebygge forringelse af tilstanden for alle vandforekomster (overfladevandområder og
grundvandsforekomster). De skal endvidere beskytte, forbedre og restaurere vandforekomster med
henblik på at opfylde et generelt mål om ”god tilstand for overfladevand” i alle
overfladevandområder, ”god grundvandstilstand” i alle grundvandsforekomster og ”godt økologisk
potentiale” og ”god kemisk tilstand” i alle kunstige og stærkt modificerede vandområder senest 22.
december 2015.
Lov om vandplanlægning, jf. lov nr. 1606 af 26. december 2013, finder anvendelse for
vandplanlægningen for planperioden 2015-2021 og de efterfølgende planperioder. Loven
implementerer dele af vandrammedirektivet og fastlægger således rammer for beskyttelsen af
overfladevand og grundvand i Danmark.
11
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Lov om vandplanlægning finder anvendelse på Danmarks samlede landareal og de samlede
kystvande. Landarealet er opdelt i vandområdedistrikter, som udgøres af et eller flere
sammenhængende
vandløbsoplande
og
tilhørende
kystvande.
Afgrænsningen
af
vandområdedistrikter fremgår af bekendtgørelse om vandområdedistrikter og hovedvandoplande.
Kystvande er i loven, i overensstemmelse med vandrammedirektivet, defineret som et overfladevand
på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af 1 sømil til havsiden fra det
nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er
relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse.
Det følger af loven, at miljøministeren skal fastsætte regler, der fastlægger og angiver konkrete
miljømål for overfladevandområder og grundvandforekomster, og at miljømålene skal fastlægges
med henblik på bl.a. overordnet at sikre, at forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og
af alle grundvandsforekomster forebygges, og at alle overfladevandområder og alle
grundvandsforekomster senest 22. december 2015 opnår god tilstand. Med henblik på at opfylde
miljømålene skal miljøministeren desuden fastlægge et indsatsprogram for hvert vandområdedistrikt.
Såvel miljømål som indsatsprogrammer skal fastlægges i bekendtgørelser og gengives i
vandområdeplanerne.
Efter lov om vandplanlægning skal der for hvert vandområdedistrikt udarbejdes en vandområdeplan,
hvorved myndigheder og offentligheden informeres om planer for forbedring af miljøtilstanden i
vandområdedistriktets vandforekomster, om midlerne til at nå den ønskede miljøtilstand og om en
tidsplan herfor.
Det følger af lov om vandplanlægning, at der kan klages til Natur- og Miljøklagenævnet over
vandområdeplanernes tilvejebringelse. Natur- og Miljøklagenævnet kan således efterprøve, om
offentliggjorte vandområdeplaner indeholder de elementer, som ifølge loven skal være i planerne, og
om vandområdeplanerne har været i offentlig høring som foreskrevet i loven. Der kan derudover
klages over konkrete forvaltningsmæssige afgørelser efter sektorlovgivningen vedrørende
gennemførelse af indsatsprogrammernes foranstaltninger.
2.2.3 Naturbeskyttelse og vildtforvaltning (Natura 2000, beskyttede arter m.m.)
Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet
Habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde
dyr og planter) og fuglebeskyttelsesdirektivet (Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.
november 2009 om beskyttelse af vilde fugle) forpligter EU's medlemslande til at sikre eller
genoprette naturtyper og arter af fællesskabsbetydning. Det skal landene gøre ved bl.a. at udpege
særligt beskyttede områder – Natura 2000-områder.
I Danmark er der udpeget 252 Natura 2000-områder, herunder er 97 områder helt eller delvis marine.
De marine Natura 2000-områder udgør tilsammen ca. 18 procent af havarealet. Bortset fra en
sandsynlig supplerende udpegning af et nyt marsvinområde i Østersøen, som Europa-Kommissionen
i 2010 bad Danmark undersøge nærmere, er der ingen aktuelle planer om at udpege nye områder eller
ændre afgrænsningen af de eksisterende Natura 2000-områder på havet.
Der gælder efter de 2 direktiver særlige regler for beskyttelse af arter og naturtyper, som er
grundlaget for de udpegede områder. Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet er i dansk ret
implementeret i såvel Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning som andre sektorlovgivninger, f.
eks. på energiområdet. Lovgivningen skal sikre efterlevelse af direktivkravet om, at der forud for, at
der vedtages planer eller gives tilladelser eller dispensationer, foretages en vurdering af, om planen
12
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
eller aktiviteten kan skade Natura 2000-området (den såkaldte habitatvurdering). Hvis det ikke kan
udelukkes, kan planen ikke vedtages og tilladelsen eller dispensationen ikke gives.
Målet med Natura 2000 er at opnå gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som Natura
2000-områderne er udpeget for at beskytte (udpegningsgrundlaget). For at nå det mål udarbejdes der i
medfør af miljømålsloven (lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. september 2009 med senere ændringer)
for hvert af de danske Natura 2000-områder en Natura 2000-plan, der sætter mål for området og
rammerne for, hvilken indsats, der skal til for at de beskyttede naturtyper og arter kan udvikle sig
positivt. De statslige Natura 2000-planer er bindende for myndighederne, når de udøver deres
kompetence efter lovgivningen i øvrigt. Ved administrationen af tilladelser og dispensationer skal der
tages udgangspunkt i områdets målsætninger. Det følger af miljømålsloven, at der kan klages til
Natur- og Miljøklagenævnet over planernes tilvejebringelse.
Centrale for administrationen af habitatdirektivets beskyttelsesregler på Miljø- og
Fødevareministeriets område er bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 med senere ændringer om
udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse
arter og bekendtgørelse nr. 874 af 2. september 2008 om administration af internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af
havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.
Der findes tilsvarende bestemmelser i lovgivningen på andre ministerområder, eksempelvis om
anvendelse af Danmarks undergrund. Herudover kan der på fiskeriområdet henvises til
bekendtgørelse nr. 1048 af 28. august 2013 om særlig fiskeriregulering i marine Natura 2000
områder til beskyttelse af rev. Der er herudover overensstemmelse med habitatdirektivet på dansk
territorium, men med hjemmel i grundforordningen for den fælles fiskeripolitik, fastsat en regulering,
der også omfatter svenske og tyske fiskere (Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1778
af 25. juni 2015 om fastlæggelse af fiskerirelaterede bevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af
revområder i farvande inden for Danmarks højhedsområde i Østersøen og Kattegat).
Beskyttelsen af Natura 2000-områdernes udpegningsgrundlag kan kun fraviges i helt særlige tilfælde.
Det forudsætter, at der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsmæssige
interesser, og ingen alternativer. Hvis der dispenseres, er det ligeledes en forudsætning, at der
gennemføres kompenserende foranstaltninger, der opvejer skaden, så sammenhængen i Natura 2000-
netværket bevares. Hensynet til privatøkonomiske interesser vil normalt ikke kunne begrunde en
fravigelse.
Afgørelsen af, om det vil være i strid med habitatdirektivet og fuglebeskyttelses-direktivet at vedtage
en plan eller tillade et projekt (habitatvurdering) træffes af den kompetente myndighed, det vil sige
den myndighed, som er tillagt kompetence til at træffe afgørelse efter reglerne i den almindelige
lovgivning, der regulerer det pågældende område. Det gælder også beslutning om at fravige
beskyttelsen. Inden der træffes en afgørelse om at fravige beskyttelsen, skal der indhentes en
udtalelse fra Naturstyrelsen.
Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at beskytte nærmere angivne arter i og uden for
Natura 2000-områderne (de såkaldte bilag IV-arter), herunder at sikre arternes yngle- eller
rasteområder mod beskadigelse eller ødelæggelse. Der kan således ikke vedtages planer eller
meddeles tilladelser m.v., hvis det beskadiger de pågældende arters yngle- eller rasteområder. Den
13
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
relevante myndighed kan i meget begrænsede tilfælde dispenseres fra forbuddene. På havet er denne
beskyttelse primært relevant i forhold til marsvin og deres yngle – eller rasteområder.
Efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 1, og vildtforvaltningslovens §§ 6 a og 7 gælder endvidere
et generelt forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder og forsætlig
forstyrrelse af bilag IV-arter med skadelig virkning for arten eller bestanden. Efter
artsfredningsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, er der forbud mod alle former for forsætlig indfangning
eller drab af disse arter. Sidstnævnte kan være relevant i forbindelse med risikoen for drab af fugle
ved opsætning af vindmøller. Naturstyrelsen kan i meget begrænsede tilfælde dispenseres fra
forbuddene.
Klageadgangen følger klagereglerne i de love, som hjemler myndighedernes afgørelser.
2.2.4 Museumsloven (marin kulturarv)
Fortidsminder i territorialfarvandet er beskyttet efter museumsloven.
Beskyttelsen er geografisk afgrænset til vandløb, søer, de indre farvande, territorialfarvandet og
kontinentalsoklen indtil 24 sømil fra basislinjerne. Beskyttelsen af fortidsminder på havbunden sker i
forskellige led, hvor reguleringen i forhold til søterritoriet til en vis grad afspejler reguleringen af
fortidsminder på landjorden. I museumslovens kap. 8 findes der detaljerede regler for, hvordan
samarbejdet mellem Kulturministeriet, kommunerne og planmyndighederne foregår i forhold til
fortidsminder på landjorden. Tilsvarende regler findes imidlertid ikke i forhold til fortidsminder på
søterritoriet. Her har en sagsbehandlingspraksis i statsforvaltningen udviklet sig over tre til fire årtier,
omkring det såkaldte ”stjernehøringsprincip”.
De vigtigste materielle beskyttelsesbestemmelser er følgende:
1. I museumslovens § 28 findes en generel bestemmelse om anmeldelsespligt til
kulturministeren og om ejerskabets overgang til staten under visse betingelser.
2. Iht. museumslovens § 29 g er der et generelt forbud mod tilstandsændringer af fortidsminder
og historiske skibsvrag under vandet.
3. I museumslovens § 29 g, stk. 4 gives Kulturministeren mulighed for at stille krav om, at der
skal foretages marinarkæologiske forundersøgelser i forbindelse med anlægsarbejder.
4. Endelig er der i museumslovens § 29 h bestemmelse om standsning og obligatorisk
marinarkæologisk undersøgelse ved påtrufne fortidsminder.
Bestemmelserne gælder alle fortidsminder, herunder skibsvrag, som er mere end 100 år gamle.
Kulturministeren kan konkret bestemme, at reglerne tillige skal finde anvendelse på fortidsminder,
herunder skibsvrag, som er gået tabt for mindre end 100 år siden. Der gælder det noget specielle for
søterritoriets kulturarv, at den er omfattet af beskyttelsen uanset om den er kendt og registreret eller
ej. Efter museumslovens § 29 j, kan der gives dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer,
herunder dispensationer med særlige vilkår.
I museumslovens § 29 o bestemmes det, at der påhviler Kulturministeriet en forpligtelse til at føre
tilsyn, jf. ovennævnte regler. I henhold til samme bestemmelse kan dette tilsyn udføres af en anden
myndighed. Denne opgave er henlagt til Kulturstyrelsen.
Reglerne om fortidsminder under vandet gælder sideløbende med de gældende regler om optagning
af vrag m.v. i strandingsloven.
14
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
I den tidligere naturbeskyttelseslov var der hjemmel til at udstede aktivitetsforbud i forhold til bl.a.
marinarkæologiske lokaliteter. Disse forbud kan stadig være gældende i det omfang de er i
overensstemmelse med den nuværende naturbeskyttelseslovs § 51. Det territoriale
anvendelsesområde for denne bestemmelse er fiskeriterritoriet, dvs. både territorialfarvandet og
eksklusive økonomiske zone.
Reglerne om fortidsminder i museumsloven gælder kun indtil 24 sømil fra basislinjerne, og dermed
ikke i den øvrige del af den eksklusive økonomiske zone.
Museumsloven indeholder bestemmelser om forvaltningen af fortidsminder (§ 28 a), som bliver
fundet fra danske skibe eller af danske statsborgere på den dybe havbund, men heller ikke disse
bestemmelser omfatter fortidsminder i zonen mellem 24 og 200 sømil fra basislinjerne.
Danmark er i henhold til havretskonventionens art. 303 forpligtet til, at beskytte kulturarv fundet i
havet og til at samarbejde med andre stater herom, uanset hvor i havet denne kulturarv befinder sig.
Denne bestemmelse omfatter således alle dele af søterritoriet.
Den gældende museumslov tager ikke højde for denne bestemmelse, men bestemmelsen i
havretskonventionen bliver af mange af havretskonventionens statsparter anset som en hjemmel til
også at beskytte kulturarv i de respektive deltagerstaters eksklusive økonomiske zoner, herunder
navnlig i forbindelse med håndhævelsen af deres jurisdiktion på råstof-, fiskeri- og miljøområderne.
I den praktiske administration af området indgår Kulturstyrelsen som høringspart i stjernehøringer fra
de relevante godkendelsesmyndigheder; de såkaldte 1. instans myndigheder. Proceduren er, at
høringssagerne sendes til et af de tre marinarkæologiske museer til arkivalsk kontrol. På museet
gennemføres arkivalsk kontrol og faglig vurdering i forhold til, om man vil udtale ”Intet at
bemærke”, eller om man vil anmode Kulturstyrelsen om – i medfør af museumslovens § 29 g, stk. 4
– at stille vilkår om, at der forud for anlægsarbejdet eller aktiviteten gennemføres en
marinarkæologisk forundersøgelse.
I Kulturstyrelsen vurderes anbefalingerne, således at det efterfølgende er styrelsen som indestår for
den faglige vurdering. Hvor Kulturstyrelsen vælger at følge museets anbefaling udfærdiges der et
høringssvar til den relevante 1. instans myndighed, som inkorporerer udtalelsen/vilkåret i det
endelige høringssvar. Ud over orienteringen til 1. instans myndigheden foregår den efterfølgende
administration som kontakt mellem bygherren/den aktivitetsansvarlige, museet og Kulturstyrelsen.
Når alle nødvendige undersøgelser er afsluttede, og det er klarlagt, at væsentlig kulturarv ikke vil
blive forstyrret eller ødelagt, afsluttes sagen ved, at Kulturstyrelsen frigiver lokaliteten/området i
forhold til kulturarv.
2.2.5 Råstofloven
Indvinding af råstoffer på havet reguleres af lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af 27. maj
2013 med senere ændringer, som administreres af Naturstyrelsen under Miljø- og
Fødevareministeriet. Der indvindes sand, grus og ral mod betaling af vederlag til staten. Der kan
opnås tilladelse til tre typer af områder: 1) auktionsområder, hvor højestbydende får en eneret til
indvinding i op til 10 år, 2) fællesområder, hvor alle kan få adgang til at indvinde og 3)
bygherreområder, hvor bygherrer får mulighed for at få områder til særlige anlægsprojekter m.v. Der
kan som udgangspunkt ikke opnås tilladelse til indvinding på områder med mindre end 6 m
havdybde.
For alle tre typer af områder skal der søges om efterforsknings- og indvindingstilladelse i henhold til
reglerne i bekendtgørelsen om råstofindvinding på havet. I visse tilfælde kræver efterforskning dog
15
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
kun en forudgående anmeldelse. Der er pr. august 2015 udlagt 12 auktionsområder, 80 fællesområder
og 4 bygherreområder med et samlet areal på ca. 600 kvadratkilometer.
Der kan i henhold til råstoflovens § 22, stk. 1, ved bekendtgørelse udlægges områder på havet, som
forbeholdes råstofforsyning, herunder særlige råstofforsyningsbehov. Der er pt. reserveret to områder
til råstofindvinding ved henholdsvis den jyske vestkyst til fremtidig kystbeskyttelse og ved Kriegers
Flak og Rønne Banke til bygge- og anlægsprojekter.
Naturstyrelsen har ansvar for den overordnede kortlægning af råstofforekomster på havet. Der
foretages kortlægning af udvalgte områder med havdybder mellem 6 og 40 m, hvor råstofindvinding
er relevant.
På land er det er regionerne, der fastlægger retningslinjerne i form af råstofplaner. Det er også
regionerne, der giver tilladelser til råstofindvinding og fører tilsyn. Regionsrådet kan til enhver tid
begrænse eller tilbagetrække en tilladelse til erhvervsmæssig indvinding på land.
Afgørelse om tilladelse til råstofindvinding kan i visse tilfælde påklages til Natur- og
Miljøklagenævnet.
2.2.6 Planloven
Den sammenfattende fysiske planlægning på land varetages af erhvervs- og vækstministeren gennem
landplanlægningen og af kommunerne gennem kommune- og lokalplanlægningen i henhold til
planloven, jf. bekendtgørelse nr. 587 af 27. maj 2013 af lov om planlægning med senere ændringer.
Den fysiske planlægning omfatter med få undtagelser ikke søterritoriet. Disse undtagelser følger af
planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 19, hvorefter kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for
anvendelsen af vandløb, søer, kystvande.
Efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 13, kan der desuden i kommuneplanen fastsættes rammer for
indholdet af lokalplaner med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg på
vandområder i et byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker.
Der vil kunne være tale om rammebestemmelser for udnyttelsen af eksempelvis fritidsaktiviteter eller
større anlægsarbejder.
Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 23, kan kommunalbestyrelsen således fastsætte
lokalplanbestemmelser for anvendelsen af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden
for eller i tilknytning til en havns dækkende værker, og efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 24, gælder
dette også for udformningen af anlæg i sådanne områder, herunder inddæmning og opfyldning,
etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande samt
anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning eller gravning
m.v. Opfyldning, anlæg m.v. af de pågældende vandområder kræver tilladelse fra Kystdirektoratet.
Om kommunernes og erhvervs- og vækstministerens kompetence efter planloven til at planlægge på
søterritoriet henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2.
Der skal i forbindelse med havplanlægningen tages hensyn til samspillet mellem hav og land, jf.
lovforslagets §§ 1 og 6. Der er som led heri samtidig med dette lovforslag fremsat forslag til ændring
af planlovens §§ 11 og 13. Ændringsforslaget indebærer, at kommune- og lokalplaner ikke må stride
16
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
mod havplanen eller forslag til havplan. Allerede vedtagne kommune- og lokalplaner bevarer deres
gyldighed.
2.2.7 Energilovgivningen
Energi-, Forsynings og Klimaministeriet varetager opgaver både for så vidt angår land- og
havområder. I forhold til nærværende lovforslag drejer det sig væsentligst om reguleringen af
energiproduktion og –forsyning, herunder lov om fremme af vedvarende energi (herefter ”VE-
loven”), elforsyningsloven, undergrundsloven og kontinentalsokkelloven, der i det daglige
administreres af Energistyrelsen. Endvidere varetager Energinet.dk visse opgaver vedrørende drift og
udbygning af den overordnede infrastruktur.
Lov om fremme af vedvarende energi
(Lovbekendtgørelse
nr. 122 af 06/02/2015)
Tilladelser til at udnytte energi fra vind og vand på havet gives efter lov om fremme af vedvarende
energi. Det drejer sig om havvindmøller og bølgekraftanlæg. Tilladelser til opstilling af
havvindmøller gives efter åben-dør-ordning, hvor virksomhederne selv kommer med forslag til
placeringen, eller de gives efter et statsligt udbud, hvor staten har screenet sig frem til egnede
placeringer. Der gives tilladelser til forundersøgelser og slutteligt en etableringstilladelse
indeholdende en VVM-tilladelse. Tilladelsen kan påklages til Energiklagenævnet.
Undergrundsloven (Lovbekendtgørelse nr. 960 af 13/09/2011)
Med loven tilstræbes en hensigtsmæssig anvendelse og udnyttelse af Danmarks undergrund og af
dens naturforekomster. Loven finder anvendelse på forundersøgelse, efterforskning og indvinding af
råstoffer i undergrunden, anvendelse af undergrunden til lagring eller andre formål end indvinding af
råstoffer og videnskabelige undersøgelser af undergrunden af betydning for virksomhed efter loven.
Det bemærkes, at undergrundsloven gælder for råstoffer, der ikke var underkastet privatøkonomisk
udnyttelse før 1932 (bl.a. olie- og naturgas), mens råstoffer som sand og grus reguleres efter
råstofloven.
Kontinentalsokkelloven (Lovbekendtgørelse nr. 1101 af 18/11/2005)
Efter denne lov meddeler Energistyrelsen tilladelser til nedlæggelse af elkabler og rørledninger til
transport af kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde. Vilkårene stilles under hensyntagen til
udforskning af soklen, udnyttelse af dens naturforekomster, forebyggelse og begrænsning af
forurening fra rørledninger og muligheden for at kunne reparere eksisterende kabler og rørledninger.
Energiklagenævnet er klageinstans for afgørelser truffet af Energistyrelsen i henhold til
energilovgivningen,
herunder
VE-loven,
elforsyningsloven,
undergrundsloven
og
kontinentalsokkelloven. Endvidere er Energiklagenævnet klageinstans for visse afgørelser truffet af
Energinet.dk i henhold til lov om Energinet.dk.
2.2.8 Fiskeri og akvakultur
Fiskeri og fiskeopdræt i dansk territorialfarvand fra kystlinjen og ud til EEZ-grænsen reguleres af
gældende EU-regler inden for EU’s fælles fiskeripolitik og af lov om fiskeri og fiskeopdræt
(fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 21. maj 2014 med tilhørende bekendtgørelser.
Det følger af TEUF artikel 3, litra d, at Unionen har enekompetence på området for bevarelse af
havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) Nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik og om ophævelse af en række
17
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
forordninger (Grundforordningen) indeholder i artikel 4 en definition af ”EU-farvande” som
farvande, der henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller jurisdiktion med undtagelse af
farvandene omkring territorier, der er nævnt i bilag II til traktaten, som er de oversøiske territorier.
Hovedreglen er medlemsstaternes lige adgang til EU-farvandene, som i henhold til
grundforordningen i et vist omfang kan begrænses ved national regulering indtil 12 sømil fra
basislinjerne, som kan forbeholdes fartøjer, der traditionelt fisker i sådanne farvande fra havne på den
tilstødende kyst, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 205 af 25. februar
2015 om adgang til fiskeri i danske farvande indtil 12 sømil fra basislinjen. I danske farvande fiskes
primært af danske, tyske og svenske fartøjer med fiskerilicens.
Hovedreglen er således EU-regulering af fiskeriet, men medlemsstaterne har imidlertid i visse
tilfælde adgang til at fastsætte nationale regler til bevarelse og forvaltning af fiskebestanden.
Adgangen til at indføre ikke-diskriminerende nationale foranstaltninger for egne fartøjer i medfør af
grundforordningen fremgår af artikel 19, som dog efter sin ordlyd alene indeholder adgang til at
træffe foranstaltninger med henblik på bevarelse af fiskebestande. Inden for 12-sømiles grænsen
gælder artikel 20, som også gælder andre landes fartøjer med fiskerirettigheder i dansk farvand, og
hvor der kan fastsættes regler vedrørende bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne og
opretholdelse eller forbedring af bevarelsesstatussen for marine økosystemer. Disse foranstaltninger
kan eksempelvis omfatte lukning af områder for fiskeri af hensyn til bestandsophjælpning.
Endvidere er medlemslandene i henhold til grundforordningens artikel 11 forpligtede til at iværksætte
bevaringsforanstaltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i Unionens miljølovgivning,
herunder artikel 6 i direktiv 92/43/EØF, som er fiskeriregulering i forhold til Natura2000 områder i
henhold til habitatdirektivet. Disse foranstaltninger udformes som udgangspunkt som en fælles
henstilling sammen med andre medlemsstater med direkte fiskerimæssige interesser og vedtages
herefter som en delegeret retsakt i henhold til grundforordningens artikel 18. Den medlemsstat i hvis
farvande foranstaltningen skal iværksættes er ”initierende medlemsstat”.
Fiskeriloven supplerer EU-lovgivningen inden for Unionens fælles fiskeripolitik, men regulerer også
øvrigt fiskeri og fiskeopdræt. I henhold til § 1 har fiskeriloven til formål gennem en forvaltning, der
sikrer beskyttelse og ophjælpning af levende ressourcer i salt- og ferskvand samt beskyttelse af andet
dyre- og planteliv, at sikre et bæredygtigt grundlag for erhvervsmæssigt fiskeri og fiskeopdræt og
dertil knyttede erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri.
Fiskeriloven er en rammelov, der har til formål at sikre et bæredygtigt grundlag for erhvervsmæssigt
fiskeri og dertil knyttede erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri. Fiskeriloven udgør tillige et
administrationsgrundlag, der tager højde for at kunne supplere direkte gældende EU-retsakter,
herunder gennem en tilknyttet strafbestemmelse.
På opdrætsområdet er der igangsat et arbejde med at udpege zoner på havet til akvakulturanlæg, hvor
der blandt andet screenes for umiddelbare miljømæssige konsekvenser og foretages en umiddelbar
afvejning i forhold til andre interesser.
Fiskeri og fiskeopdræt – enkeltsagsadministration, klageregler og erstatning
Efter fiskerilovens § 32 kan miljø- og fødevareministeren bl.a. fastsætte regler om placering af
tilladte fiskeredskaber og pæle. Regler om afmærkning og placering af fiskeredskaber i saltvand
fastsættes efter forhandling med forsvarsministeren og erhvervs- og vækstministeren. Hertil kommer
18
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
ministeriets registrering af en ret til at benytte et faststående redskab på en bestemt fiskeplads frem
for andre fiskere i op til 6 år, jf. lovens § 73 og bekendtgørelse nr. 706 af 29. juni 2004 om
fiskeredskaber (bundgarn m.v.) i saltvand med senere ændringer.
Fiskerilovens kapitel 13 indeholder regler om fiskeopdræt i saltvand (herunder også muslingebrug),
og ifølge lovens § 66 må opdræt af fisk på dansk fiskeriterritorium kun finde sted efter tilladelse fra
miljø- og fødevareministeren. En ansøgning om tilladelse efter loven gælder samtidig som ansøgning
om tilladelse efter anden lovgivning. Ansøgninger behandles efter bekendtgørelse nr. 122 af 1. marts
1991 om etablering og drift af havbrug.
Efter fiskerilovens § 69 må der ikke lægges hindringer i vejen for lovlig opdrætsvirksomhed.
I fiskerilovens § 110, stk. 3, er der fastsat regler om bl.a. klage, og miljø- og fødevareministeren kan
herunder henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet og fastsætte regler
adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser. Efter § 14 i bekendtgørelse nr. 512 af 23.
april 2014 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser kan afgørelser påklages til Miljø- og
Fødevareministeriets Klagecenter.
Efter fiskerilovens § 77 må foranstaltninger eller indgreb, der kan forårsage ulemper eller hindre
fiskeriet i saltvandsområder, gøre bundforholdene uegnede til fiskeri eller i øvrigt påvirke fauna og
flora på fiskeriområde kun foretages efter tilladelse fra pågældende minister efter forhandling med
miljø- og fødevareministeren eller efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren. Ifølge
fiskerilovens § 78 skal der i forbindelse med tilladelsesudstedelsen tages højde for, at der er taget
stilling til erstatning, bortset fra tilladelser til råstofindvinding til brug for enkeltstående
anlægsarbejder, og tilladelsen er udstedt til bygherren. Erstatningsspørgsmålet kan efter fiskerilovens
§§ 79-80 påklages, idet spørgsmålet kan henvises til endelig administrativ afgørelse ved et nævn.
2.2.9 Søtransport og sejladssikkerhed
Sejladssikkerheden i danske farvande er reguleret i lov om sikkerhed til søs, jf. Bekendtgørelse af lov
om sikkerhed til søs nr. 72 af 17. januar 2014 (søsikkerhedsloven) og Bekendtgørelser udstedt i
medfør af loven (Bekendtgørelse nr. 1351 af 29. november om sejladssikkerhed ved
entreprenørarbejde og andre aktiviteter mv. i danske farvande og Bekendtgørelse nr. 45 af 22. januar
2015
om
farvandsafmærkning
i
dansk
og
grønlandsk
afmærkningsområde
(afmærkningsbekendtgørelsen))
Disse regler har central betydning for opretholdelse af det høje niveau for sikkerheden til søs i danske
farvande samt for sikring af gode rammevilkår for sejladsen, herunder særligt den erhvervsmæssige
sejlads i danske farvande.
Forholdsregler for sejladsen m.v.
Erhvervs- og vækstministeren skal som ressortansvarlig for søfartsområdet sikre sejladssikkerheden i
danske farvande samt søfartserhvervets rammevilkår. Ministeren har som led heri en generel
mulighed for at fastsætte regler, træffe foranstaltninger og meddele generelle og konkrete forbud eller
påbud til sikring af sejladsen, overholdelse af orden og forebyggelse af fare samt til forebyggelse af,
at der lægges den frie sejlads hindringer i vejen, jf. søsikkerhedslovens § 6.
Afgørelser, herunder forbud og påbud til sikring af sejladsen m.v., der træffes med hjemmel i
søsikkerhedslovens § 6, kan ikke påklages til en højere administrativ myndighed, jf. § 7, stk. 1, i
19
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om
klageadgang m.v. Eventuelle afgørelser om tilbageholdelse af skibe og anløbsforbud kan dog
påklages af vedkommende rederi til Ankenævnet for Søfartsforhold, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 744 af 24. juni 2013, om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang
m.v.
Farvandsafmærkning m.v.
Farvandsafmærkning og navigationssystemer, der tjener til hjælp for pladsbestemmelse og sejlads i
dansk afmærkningsområde, etableres når det er påkrævet, jf. søsikkerhedslovens § 8.
Ved navigationssystemer forstås navigationssystemer og elektronisk afmærkning samt andre
systemer og indretninger, der etableres til vejledning for skibes navigation, eksempelvis AIS-
afmærkning (automatisk identifikationssystem), jf. afmærkningsbekendtgørelsens § 3, nr. 2.
Ved afmærkning forstås både flydende og fast afmærkning, herunder sømærker, fyr, båker, Racon
(
RAdar beaCON)
og tågesignalanlæg, markering og skiltning samt anden indretning og belysning til
navigationsformål, jf. afmærkningsbekendtgørelsens § 3, nr. 1, 3 og 4.
Farvandsafmærkning og navigationssystemer etableres af Søfartsstyrelsen, hvis der er tale om
farvandsafmærkning i hoved- og gennemsejlingsfarvande, til sikker ankerplads i danske farvande, jf.
afmærkningsbekendtgørelsens § 5. I andre tilfælde kan der foretages privat afmærkning efter
tilladelse fra Søfartsstyrelsen, jf. afmærkningsbekendtgørelsens §§ 6 og 8, i disse tilfælde etableres
afmærkningen af den, som ved sin tilstedeværelse skaber et behov for afmærkningen. Det kan f.eks.
være ejere af havne, broer, vindmølleparker, offshoreanlæg, kabel- og rørledninger og lignende.
Søfartsstyrelsen fører kontrol med farvandsafmærkningen og sikrer, at afmærkningen er rimelig og
nødvendig henset til skibstrafikkens omfang og risikoens størrelse, jf. afmærkningsbekendtgørelsens
§ 4. Søfartsstyrelsen har som led i kontrollen mulighed for at meddele påbud om etablering og
inddragelse m.v. af privat farvandsafmærkning, jf. afmærkningsbekendtgørelsens § 9.
Afmærkningsbekendtgørelsens § 10 indeholder desuden et generelt forbud mod anbringelse af
genstande i farvandene, lysreklamer, belysning, skiltning m.v., der kan påvirke skibes sikre
navigation.
Søfartsstyrelsens afgørelser om afmærkning - dvs. tilladelser eller påbud om afmærkning - kan ikke
påklages for en højere administrativ myndighed, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om
henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v.
Sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde m.v.
Bekendtgørelse nr. 1351 af 29. november 2013 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre
aktiviteter mv. i danske farvande indeholder særlige regler om sejladssikkerhed ved arbejder på
anlæg, programsatte begivenheder, arrangementer og lignende aktiviteter i de danske farvande og på
medvirkende danske og udenlandske skibe.
Efter bekendtgørelsens § 3 må en aktivitet kun gennemføres, hvis den ansvarlige har foretaget en
konkret vurdering af risikoen, som viser, at sejladssikkerheden ikke vil blive nævneværdigt forringet,
20
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
og at den frie sejlads ikke hindres. Søfartsstyrelsen kan for større anlægsarbejder i danske farvande
udstede påbud om udarbejdelse af en risikoanalyse efter internationalt anerkendte standarder.
Hvis der i relation til en aktivitet opstår fare for skibes sikre eller fri sejlads, skal den ansvarlige
hurtigst muligt meddele det til Søfartsstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 6.
Søfartsstyrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke påklages. Dette fremgår af bekendtgørelse
nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og omklageadgang
2.2.10 Havneloven
Trafikstyrelsen administrerer bekendtgørelse af lov om havne nr. 457 af 23. maj 2012 (havneloven).
Loven finder anvendelse for havne, der anvendes til erhvervsmæssig ekspedition af gods, køretøjer,
personer og landinger af fisk. Havneloven regulerer følgende forhold:
Anlæg, vedligeholdelse og nedlæggelse af en havn
Adgang til benyttelse af havne
Havnenes organisationsformer
Ansættelsesforhold
Sikring af havnefaciliteter og havne
Ordensreglement og klageadgang
I forbindelse med ansøgninger om anlæg og vedligeholdelse af havne tager Trafikstyrelsen i medfør
af bekendtgørelse nr. 579 af 29. maj 2013 om miljømæssig vurdering af visse anlæg og
foranstaltninger på søterritoriet stilling til, om projektet er VVM-pligtigt. Endvidere vurderer
Trafikstyrelsen, om der i forbindelse med det pågældende projekt skal udarbejdes en
konsekvensvurdering, jf. bekendtgørelse nr. 874 af 2. september 2008 om administration af
internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og
udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på
søterritoriet.
Trafikstyrelsen træffer efter disse vurderinger afgørelser om tilladelse til projekter i erhvervshavne,
jfr. § 2 i havneloven. Der kan være f.eks. være tale om nye anlæg, vedligeholdelsesprojekter,
nedlæggelser af dele eller af en hel havn, udgravninger m.m.
2.2.11 Kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet administrerer lovbekendtgørelse nr. 267 af 11. marts 2009 om kystbeskyttelse.
Kystdirektoratets administration af søterritoriet udspringer af statens højhedsret over søterritoriet,
som blev indskrevet i kystbeskyttelseslovens § 16 a ved en lovændring i 2007. Det fremgår af loven,
at der på søterritoriet ikke må 1) foretages inddæmning eller opfyldning, 2) udføres anlæg eller
anbringes faste eller forankrede indretninger eller genstande, 3) anbringes fartøjer, der agtes anvendt
til andet end sejlads, eller 4) foretages uddybning eller gravning. Undtaget er dog anlæg og
aktiviteter, som reguleres gennem anden myndigheds lovgivning.
Herudover fremgår det af kystbeskyttelseslovens § 16, at der ikke må 1) udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger og andre faste anlæg, som også etableres på søterritoriet, eller 2)
graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for terrænændring uden tilladelse fra miljø-
og fødevareministeren
21
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Afgørelse om tilladelse eller afslag på ansøgninger efter kystbeskyttelsesloven kan pt. påklages til
miljø- og fødevareministeren. Der indbetales i øjeblikket ikke et gebyr ved klage. Afgørelser truffet
efter kystbeskyttelsesloven vil dog inden udgangen af 2015 skulle påklages til Natur- og
Miljøklagenævnet.
For så vidt angår kystbeskyttelse, har staten indgået aftaler med en række kystkommuner om
kystbeskyttelse. Aftalerne kaldes Fællesaftaler. Formålet med aftalerne er at sikre, at kystbeskyttelsen
planlægges og udføres, så kystlinjen ikke rykker ukontrolleret tilbage i landet, og at området sikres
mod oversvømmelse og klitgennembrud. Senest er der indgået 5-årige aftaler fra 2013-2018.
Aftalerne ligger henholdsvis ved Blåvand, mellem Nymindegab og Lodbjerg, ved Lønstrup og ved
Skagen. Aftalerne indgås mellem Kystdirektoratet og de respektive kommuner.
Kystdirektoratets ressortområde
Kystbeskyttelsesloven regulerer en bred vifte af anlæg og aktiviteter. Der er tale om så forskellige
anlæg som søflyvepladser, forankringsbøjer, tangkulturanlæg og lystbådehavne. Der er tale om
forskelligartede anlæg både hvad angår formål, omfang og miljømæssige påvirkninger, ligesom der
er stor forskel på, hvor organiseret og formaliseret de enkelte aktiviteter forbundet med anlægget er.
Anlæggene kan derfor ikke beskrives, men kan kategoriseres i 4 overordnede kategorier: 1)
Rekreative anlæg, 2) anlæg med en erhvervsmæssig karakter, 3) infrastrukturanlæg og 4) anlæg, der
har naturgenopretning som sigte. Der er ikke udarbejdet specifikke sektorielle planer for de enkelte
anlæg, men anlæggene indgår dog direkte eller indirekte i en række politikker og strategier på tværs
af ministerområder.
Kystdirektoratets administrationsgrundlag for søterritoriet opstiller retningslinjer for forvaltningen af
anlæg og aktiviteter efter kystbeskyttelseslovens § 16a. Administrationsgrundlaget indeholder både
overordnede retningslinjer for forvaltningen af havet samt mere specifikke kriterier herfor. I relation
til kysterne udarbejdede Kystdirektoratet i 2011 ”Kystbeskyttelsesstrategien - en strategisk indsats for
smukkere kyster”.
2.2.12 Havbrug
Havbrug er listevirksomheder (forurenende virksomhed) og skal miljøgodkendes før de kan
etableres, ændres eller udvides, jf. § 33 i miljøbeskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 879 af 26.
juni 2010) og § 3 i godkendelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 669 af 18. juni 2014). Havbrug
beliggende nærmere end en sømil fra kysten er opført på bilag 2 til godkendelsesbekendtgørelsen,
som listepunkt I 203 og havbrug beliggende helt eller delvist længere end 1 sømil fra kysten som
listepunkt I 205.
I forbindelse med behandling af en ansøgning om miljøgodkendelse af havbrug må
godkendelsesmyndigheden, jf. § 18 i godkendelsesbekendtgørelsen, ikke meddele godkendelse, med
mindre den vurderer, at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og
begrænse forurening ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT), og at virksomheden kan
drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforeneligt med hensynet til
omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, jf. miljøbeskyttelseslovens kapitel 1.
Kompetencen til at godkende havbrug ligger hos forskellige myndigheder:
22
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Placeringstilladelser til havbrug i forhold til strategiske interesser på havet, f.eks. vindmølleparker,
færgeruter og råstofindvinding meddeles af NaturErhvervstyrelsen. Kompetencen til at meddele
miljøgodkendelse og foretage habitatkonsekvensvurdering og VVM-screening samt meddele VVM
godkendelse ligger hos kommunalbestyrelserne i kystkommunerne inden for 1 sømil og hos
Miljøstyrelsen i havområdet (udenfor 1 sømil).
Overvågning af miljøtilstanden i havene og fastlæggelse af miljøtilstanden som f.eks. god økologisk
tilstand i havområderne og vurderingen af det deraf følgende råderum for næringsstofudledning
ligger hos Naturstyrelsen, som er fortolkende myndighed i forhold til vandrammedirektivet og
havstrategidirektivet. Naturstyrelsen sætter således rammerne for det beskyttelsesniveau, som
kommuner og Miljøstyrelsen kan meddele miljøgodkendelse af havbrug indenfor.
2.2.13 Offshore anlæg
Energi-, forsynings- og klimaministeren giver efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund
tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas i undergrunden og forholder sig i den
forbindelse til den geografiske placering af anlæg til efterforskning og indvinding, jf. pkt. 2.2.7.
Inden der kan gives godkendelse til projekter på havområdet om indvinding af mere end 500 tons
råolie pr. dag eller mere end 500.000 m
3
pr. dag i kommercielt øjemed, gennemføres der en vurdering
af de miljømæssige konsekvenser af projektet (VVM), jf. bekendtgørelse nr. 632 af 11. juni 2012 om
VVM-konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af
visse arter ved efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v.
offshore. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af undergrundsloven. Miljøstyrelsen høres i
forbindelse med miljøvurderingen.
Miljøstyrelsen giver efterfølgende tilladelser til udledning af olie og kemikalier til havet ved
indvinding af gas og olie. Tilladelserne gives efter bekendtgørelse nr. 394 af 17. juli 1984 om
udledning i havet af stoffer og materialer fra visse havanlæg. Desuden er der regler om operatørernes
beredskab og pligt til at bekæmpe forurening samt indberetning i tilfælde af olie- eller
kemikalieforurening af havet. Anlæg til efterforskning og indvinding er ikke omfattet af
miljøbeskyttelsesloven og skal derfor ikke godkendes efter denne lovs kap. 5. Dog er fyringsanlæg på
platforme omfattet og miljøbeskyttelsesloven, og fyringsanlæg på mere end 50 MW miljøgodkendes
derfor efter denne lov.
2.2.14 Forsvarets aktiviteter
Forsvaret gennemfører en lang række aktiviteter til søs, herunder blandt andet skydeøvelser til søs,
øvrige øvelser og tests (rutinemæssige såvel som enkeltstående øvelser på mere konkret baggrund),
overvågnings- og opmålingsaktiviteter samt beredskabs- og redningsmæssige bidrag og aktiviteter, f.
eks. forureningsbekæmpelse og bortsprængning af miner etc. Forsvarets opgaver er overordnet
beskrevet i lov nr. 122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.
Forsvaret gennemfører både skydeaktiviteter til søs samt skydeaktiviteter til lands, der kræver, at der
oprettes fareområder eller afspærringsområder til søs. De udpegede skydeområder og de procedurer,
der skal følges i forbindelse med skydninger fremgår af bekendtgørelse nr. 64 af 30. januar 2002 om
forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder.
Tidspunkter og positioner for afspærring af områder til vands bekendtgøres i Efterretninger for
Søfarende.
23
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Hvis der på havbunden konstateres rester af ammunition, krigsgasser eller uidentificerede genstande,
der kan være farlige, skal der tages kontakt til Værnfælles Forsvarskommando, jf. bekendtgørelse nr.
1351 af 29. november 2013 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktiviteter m.v. i
danske farvande. Søværnets Minørtjeneste vil herefter håndtere fundet og evt. gennemføre en
bortsprængning.
Forsvaret gennemfører test af akustisk undervandsudstyr (sonar) i samtlige farvandsafsnit indenfor
det danske område som led i installations- og verifikationstest. Ligeledes foretages rutinemæssigt
brug af sonar som led i arbejdet som de sonarbærende enheder udfører (bl.a. MineCounterMeasures).
De nævnte aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den nationale sikkerhed, er udtaget fra
lovforslaget uanset, hvor på havet de finder sted, jf. lovforslaget§ 2, stk. 2, nr. 1,
3. Økonomiske-administrative konsekvenser for det offentlige
3.1 Økonomiske konsekvenser for staten
Der skønnes en merudgift til staten i form af en initialomkostning til at udarbejde havplaner på 3,5
mio. kr./år over en 5-årig periode. Heraf forventes de 2,3 mio. kr. at skulle afholdes af Erhvervs- og
Vækstministeriet, der får ansvaret for den statslige havplanlægning, mens de resterende ca. 1,2 mio.
kr. afholdes af de statslige styrelser med interesser i de danske havområder i forbindelse med deres
indspil til havplanlægningen. Finansieringen vil ske inden for hvert enkelt af de berørte ministeriers
rammer. Geodatastyrelsen har foretaget et økonomisk overslag over omkostningerne ved etablering
og drift af MSDI’en. Herefter udgør udgiften til etablering i 2015 og 2016 - excl. eventuelle optioner
– samlet, maksimalt 780.000 kr., henholdsvis 470.000 kr. Driftsudgiften udgør fra 2017 årligt, samlet
maksimalt 380.000 kr. Det er aftalt mellem de deltagende styrelser, at udgifterne deles ligeligt dem
imellem.
Statslige afgørelser og vedtagelsen af sektorplaner, der strider mod havplanen m.v., skal efter
forslaget kunne påklages efter bestemmelserne i den lovgivning, hvor tilladelsen henholdsvis
sektorplanen har hjemmel. Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer vil der endvidere
kunne klages over miljøvurderingen af havplanen og havplantillæg til Natur- og Miljøklagenævnet.
Da de statslige maritime myndigheder har medvirket ved udformningen af havplanlægningen og
antallet af havplantillæg må forventes at være relativt begrænsede - navnlig i de første år efter
havplanens vedtagelse - vurderes det, at et meget beskedent antal sager vil blive påklaget. De
økonomiske konsekvenser for ministeriernes klageinstanser i forbindelse med klagesagsbehandlingen
må tilsvarende forventes at være meget begrænsede.
3.2 Administrative konsekvenser for staten
Havplanlægning vil være en ny opgave for de statslige myndigheder, der vil kræve, at der allokeres
medarbejdere, der har de faglige forudsætninger for at kunne løse opgaver inden for dette felt. Det
forventes, at opgaven med at tilvejebringe den første havplan, der efter lovforslaget skal være
vedtaget senest 31. marts 2021, tidligst påbegyndes i anden halvdel af 2016. Det vurderes, at der vil
være behov for at tilføre 1 ekstra årsværk til at løse opgaven i 2016, og 4 årsværk i hvert af de
følgende år i perioden 2017-2020. Det største ressourcetræk vil være i Erhvervs- og
Vækstministeriet, som vil være den statslige, koordinerende havplanmyndighed i Danmark.
3.3 Konsekvenser for kommuner og regioner
24
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Havplanlægning er en statslig opgave og det vurderes, at loven ikke vil have økonomiske
konsekvenser for kommuner og regioner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget i sig selv har hverken positive eller negative konsekvenser for erhvervslivet. Der er tale
om en rammelov, og det er således først i forbindelse med vedtagelsen af havplanlægningen, at der -
om muligt - kan foretages et skøn over udgifter og besparelser for erhvervslivet.
Det er i forbindelse med direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning forudsat,
at havplanlægning vil kunne støtte og lette gennemførelsen af ”Europa 2020 strategien” for
intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.
Det må antages, at gennemførelse af en havplanlægning generelt vil kunne få en positiv, afledet
effekt for erhvervslivet, idet en planlægning vil kunne minimere konflikter mellem konkurrerende
interesser, forenkle beslutningsprocedurer og medføre en større tilgængelighed til data om havet og
havbaserede aktiviteter. Havplanlægning vil således kunne skabe øget investeringssikkerhed for
udvalgte aktiviteter og erhverv. De økonomiske fordele og ulemper beror dog på det nærmere
indhold af planlægningen, herunder de begrænsninger og muligheder for vækst, som planlægningen
indebærer for erhvervslivet. Det bemærkes, at der ikke med dette lovforslag gjort op med muligheden
for i medfør af anden lovgivning at opkræve gebyrer for data, der stilles til rådighed af de respektive
statslige myndigheder i forbindelse med MSDI’en. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 17,
om tilvejebringelse af data mv. i forbindelse med havplanlægningen.
5. De administrative konsekvenser for borgerne
Havplanlægningen har ingen direkte retsvirkninger overfor borgere og lovforslaget forventes ikke at
få administrative eller økonomiske konsekvenser for borgerne.
6. De miljømæssige konsekvenser
Lovforslagets bestemmelser om udarbejdelse af havplaner skaber rammer for en mere bæredygtig
udnyttelse af havrummet (havoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund) til alle relevante
aktiviteter gennem planlægningen og kan således have en positiv påvirkning af beskyttelsesniveauet.
Lovforslaget har som overordnet formål at fremme økonomisk vækst og udvikling af de havbaserede
aktiviteter, som er bæredygtige, og en bæredygtig udnyttelse af havressourcerne. I den forbindelse
skal fremhæves, at det af præamblen til direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning fremgår,
at havplanlægningen bl.a. vil bidrage til at realisere målene i habitatdirektivet og
fuglebeskyttelsesdirektivet. Det fremgår endvidere, at der i forbindelse med havplanlægning bør
anvendes en økosystembaseret tilgang.
Den miljømæssige effekt af havplanlægningen vil i høj grad bero på de valgte planløsninger. Den
samlede miljømæssige effekt af havplanlægningen kan således ikke gøres op på nuværende
tidspunkt. Havplanlægning vurderes dog bl.a. at kunne bidrage til at realisere målene i
havstrategidirektivet ved at det sikres, at der ikke planlægges for aktiviteter, der hindrer
målopfyldelse i havmiljøet. Tilsvarende kan anføres med hensyn til vandplanlægning for så vidt
angår målopfyldelse i de målsatte vandområder.
Havplanlægningen vil for eksempel kunne anvendes til at beskytte havnatur og arter, der ikke er
omfattet af Natura 2000-beskyttelsen, ligesom havplanlægningen vil kunne omfatte gyde- og
25
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
opvækstområder for fisk. Med havplanlægning vil man ligeledes kunne sikre, at anlæg på havet ikke
placeres i områder, hvor det er i strid med målene i havstrategierne.
Havplanlægning kan overordnet set bidrage til at skabe overblik, sammenhæng og synergi mellem
naturbeskyttelsestiltag på havområdet. De udpegede Natura 2000-områder skal indgå som element i
den maritime fysiske planlægning, således at områdebeskyttelsen respekteres. Havplanlægningen vil
kunne bidrage til opfyldelsen af habitatdirektivets og fuglebeskyttelsesdirektivets mål ved en
hensigtsmæssig planlægning af placeringen af de omfattede sektorers aktiviteter og ved at beskytte
havnatur og arter uden for Natura 2000-områderne, der kunne skabe sammenhæng mellem
områderne. Det kan have betydning for den generelle beskyttelse af bilag IV-arter eller f.eks. fugles
yngle-, fouragerings og rasteområder i almindelighed.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører den lovgivning, der er nødvendig for at kunne implementere dele af
Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning
senest 18. september 2016, som fastsat i direktivet. Gennemførelse af direktivets bestemmelse om, at
medlemsstaterne skal gennemføre en havplanlægning – det vil sige vedtagelsen af en havplan efter de
i direktivet foreskrevne procedurer om blandt inddragelse af inddragelse af offentligheden og
nabostater - vil ske ved, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler i en bekendtgørelse, om en
samlet havplan for de danske havområder (havplanbekendtgørelse). Havplanen vil i
bekendtgørelsesform blive vedtaget i overensstemmelse med direktivets procedureregler, som er
implementeret i dette lovforslag, indenfor direktivets frist den 31. marts 2021.
Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2014/89/EU, at anvendelsen af direktivet på
medlemsstaternes havområder, sker uden at det berører anden EU-lovgivning. De forpligtelser, der
følger af eksempelvis EU's direktiver på natur – og miljøområdet, berøres således ikke.
Efter TEUF artikel 3, litra d, har Unionen enekompetence på området for bevarelse af havets
biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Fiskerireguleringen har
udgangspunkt i grundforordningen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1380/2013
om den fælles fiskeripolitik, herunder artikel 22 om bevarelsesforanstaltninger med henblik på
overholdelse af forpligtelserne i Unionens miljølovgivning. Arealbaseret fiskeriregulering til
opfyldelse af forpligtelserne efter habitatdirektivet, kan således ikke tilsidesættes af national
lovgivning. Men eventuelle fiskerireguleringer fastlagt i henhold til den fælles fiskeripolitik skal
indgå i oplysningsgrundlaget for havplanlægningen for at have det fulde billede.
Lovforslaget indeholder en række administrative bestemmelser, om klage (§ 22) og søgsmål (§ 23).
Disse bestemmelser vurderes nødvendige eller hensigtsmæssige for en effektiv gennemførelse af
direktivet og anvendelse og af lovens regler. Medlemsstaterne kan således tilrettelægge sådanne
administrative forhold, så de tilpasses lovgivningstraditionen i de enkelte medlemsstater.
Efter forslagets § 14 er retsvirkningerne af havplanen henholdsvis det offentliggjorte havplanforslag,
at statslige myndigheder ikke må meddele tilladelser eller vedtage planer (sektorplaner), der er i strid
med havplanen. Direktiv 2014/89/EU om rammer for maritim fysisk planlægning angiver ikke
præcist, hvilke retsvirkninger der knytter sig til havplanen. Det lægges i forbindelse med lovforslaget
til grund, at opnåelsen af direktivets mål - om bæredygtig økonomisk vækst - mest effektivt nås ved,
at havplanen skal respekteres og herunder, at der ikke stilles hindringer i vejen for vedtagelsen af
offentliggjorte forslag til ændringer af havplanen (plantillæg).
26
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra xx 2015 til yy 2015 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
3F – Fagligt Fælles Forbund, 3F Sømændene, 92-gruppen, Advokatrådet/Advokatsamfundet,
Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Akademirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsgiverne, Arkitektforeningen, Asfaltindustrien, Bekæmpelsesmiddelrådets medlemmer,
Benzinforhandlernes Fælles, Repræsentation, Bilfærgernes Rederiforening, Biologiforbundet, BL –
Danmarks almene Boliger, Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord, Brancheforeningen for Biogas,
Brancheforeningen
for
Decentral,
Kraftvarme,
Brancheforeningen
SPT,
Branchen
ForbrugerElektronik (BFE), Bryggeriforeningen, By & Havn, Byggeskadefonden, Byggesocietetet,
Bygherreforeningen, Bygningskultur Danmark, Bæredygtigt Landbrug, Campingrådet, Center for
Fiskeri, Centralorganisationen 2010, Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-
industri), Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), CO-industri, DAKOFA (Dansk
Kompetencecenter for Affald), Danish Seafood Association, Danmarks Arbejdsgiverforening,
Danmarks Cykel Union, Danmarks Farve- og Limindustri, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Fritidssejler
Union,
Danmarks
Idrætsforbund,
Danmarks
Jægerforbund,
Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Danmarks Statistik, Danmarks Vindmølleforening, Danmarks Vækstråd, Dansk
Affaldsforening, Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arkitektur Center, Dansk
Blindesamfund, Dansk Botanisk Forening, Dansk Byggeri, Dansk Bygningsinspektørforening, Dansk
Byplanlaboratorium, Dansk Camping Union, Dansk Cyklistforbund, Dansk Design Center, Dansk
Detail, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Energi Brancheforening, Dansk
Erhverv, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Firmaidræt, Dansk Fjernvarme, Dansk Fritidsfiskerforbund,
Dansk Gartneri, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk
Land- og Strandjagt, Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), Dansk Magisterforening, Dansk Metal,
Dansk Miljøteknologi, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pattedyrforening, Dansk
Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Producentansvarssystem (DPA-system), Dansk
Retspolitisk Forening, Dansk RIB , Charterforening, Dansk Sejlunion, Dansk Skovforening, Dansk
Solvarme Forening, Dansk Sportsdykker , Forbund, Dansk Standard, Dansk Transport og Logistik,
Dansk Træforening, Dansk Træinformation, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Dansk
Vandrelaug, Danske Advokater, Danske Anlægsgartnere, Danske Arkitektvirksomheder, Danske
Boligadvokater,
Danske
Døves
Landsforbund,
Danske
Falkejagtklub,
Danske
Handicaporganisationer, Danske Havne, Danske Kloakmestre, Danske Landskabsarkitekter, Danske
Lodser, Danske Maritime, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Danske Medier, Danske
Museer (ODM), Danske Regioner, Danske Revisorer, Danske Råstoffer, Danske Speditører, Danske
Svineproducenter, Danske Træindustrier, Danske Tursejlere, Danske Vandløb, Datatilsynet, DCA –
Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, De Danske
Skytteforeninger, De Samvirkende Købmænd, Den Danske dommerforening, Den Danske
Dyrlægeforening, Den Danske Landinspektørforening, Den Danske Nationalkomité for Geologi, Det
Centrale Handicapråd, Det Danske Fjerkræråd, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners
Analyse og Forskning – KORA, Det Økologiske Råd, Det Økonomiske Råd, DI ITEK, DJØF, DOF,
DONG Energy, Dykkerfirmaernes Brancheforening, Dyrenes Beskyttelse, Ejendomsforeningen
Danmark, Elretur, Emballageindustrien, Energi- og Olieforum.dk, Energiklagenævnet,
Erhvervslejernes Landsorganisation og Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening, FAB – Foreningen
27
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
1575474_0028.png
af
byplanlæggere,
Fag
og
Arbejde
(FOA),
Feriehusudlejernes
Brancheforening,
Ferskvandsfiskeriforeningen, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fiskeriets
Arbejdsmiljøråd, Forbrugerrådet, Forbundet Arkitekter og Designere, Foreningen af Bioteknologiske
Industrier i Danmark, Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen af Danske
Brøndborere, Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske Lystbådehavne
(FLID), Foreningen af Danske Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Foreningen
af Fredningsnævnsformænd i Danmark, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Foreningen af
miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (EnviNa), Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen af Vandværker i Danmark, Foreningen
Bevaringsværdige Bygninger, Foreningen Danske Olieberedskabslagre, Forsikring og Pension,
Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, FTVS – Fællesrådet for tv-sendesamvirker i Danmark,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Færgesekretariatet, GI – GenvindingsIndustrien,
Godkendt Teknologisk, Service – GTS, Grakom, Greenpeace Danmark, Grønne Familier,
HedeDanmark, Hedeselskabet, Herregårdsjægerne, HK Danmark / HK Handel, HK-Kommunal
Miljøudvalg, HOFOR, HORESTA, Høreforeningen, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen IDA,
Institut for menneskerettigheder, International Transport Danmark (ITD), Kalk- og
Teglværksforeningen,
Klagenævnet
for
Ejendomsformidling,
Kolonihaveforbundet,
Kommunalteknisk Chefforening, Kommunernes Landsforening, Konpa, Kyst, Land & Fjord,
LandBoUngdom, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsbyrådet,
Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Landsbysamfund,
Landsforeningen Danske Fugleforeninger, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur,
Landsforeningen for Gylleramte, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen Praktisk Økologi,
Lejernes Landsorganisation i Danmark, LO (Landsorganisationen i Danmark), Lægeforeningen,
Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Maskinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, MORTALIN
Brancheforeningen for kommunal skadedyrsbekæmpelse, Natur- og Miljøklagenævnet, Natur og
Ungdom, NOAH, Nordisk konservatorforbund, Offentlige Ansattes Organisation, Olie Gas Danmark,
Parcelhusejernes Landsforening, Plastindustrien, Praktiserende Landinspektørers Forening, Pressens
Fællesindkøb,
Radiotelegrafistforeningen
af
1917,
Rambøll
Danmark,
RealDania,
Realkreditforeningen, Realkreditnævnet, Realkreditrådet, ReturBat, Rigsadvokaten, Rigsrevisionen ,
Rådet for Danske Campister, Rådet for Sikker Trafik, Rådet for Større Badesikkerhed,
Sammenslutningen af Danske småøer, Sammenslutningen af mindre Erhvervsfartøjer,
Skovdyrkerforeningerne,
Småskovsforeningen
Danmark,
Småøernes
Færgeselskaber,
Spildevandsteknisk Forening, Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening, Sund & Bælt, Søfartens
Arbejdsmiljøråd,
Søfartens
Ledere,
Teknologirådet,
Teknologisk
Institut,
Træskibssammenslutningen, Turisterhvervets Samarbejdsforum, Uniscrap, Verdens Skove,
Verdensnaturfonden (WWF), Videnscenter for Husdyrgødnings- og Biomasseteknologi,
Vildtforvaltningsrådet, Vindmølleindustrien, Visit Denmark, Ældresagen, Økologisk Landsforening
.
9. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angives omfang)
Økonomiske konsekvenser for
Stat:
Ingen
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angives omfang)
Ja, se kapitel 3 om udgifter
til havplanlægning og data.
Meget begrænset udgifter til
klagesagsbehandling.
28
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
1575474_0029.png
Regioner:
Kommuner:
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Økonomiske konsekvenser for
borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Der vurderes at være positive,
afledte effekter af
havplanlægningen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Samfundsøkonomiske
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Det vurderes, at
Ingen
havplanlægningen vil kunne
bidrage til at nå målene i visse
natur- og miljødirektiver
Der vurderes at være positive, Ingen
afledte effekter af
havplanlægningen
Lovforslaget implementerer Ingen
direktiv
2014/89/EU.
Havplanlægningen skal ske
indenfor rammerne af den
øvrige
EU
lovgivning,
herunder
den
fælles
fiskeripolitik.
29
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
Til § 1
Bestemmelsen sammenfatter de overordnede mål for havplanlægningen i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning
og implementerer direktivets artikel 1.. Herefter skal gennemførelse af en maritim fysisk planlægning
(i det følgende benævnt havplanlægning) bidrage til en økonomisk vækst i de maritime erhverv, og
en udvikling af havarealerne, som er bæredygtig, samt en bæredygtig udnyttelse af havressourcerne,
under anvendelse af en økosystembaseret tilgang.
Begrebet ”økosystembaseret tilgang” er ikke defineret i direktiv 2014/89/EU. Direktivet henviser i
præamblen dog til definitionen på økosystembaseret tilgang, i artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets
havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet). Efter dette direktiv skal der ved
”økosystembaseret tilgang” forstås:
”forvaltning af de menneskelige aktiviteter, der sikrer, det samlede pres fra sådanne aktiviteter holdes
indenfor niveauer, der er foreneligt med opnåelsen af en god miljøtilstand, og at de marine
økosystemers evne til at håndtere menneskeskabte forandringer, ikke bringes i fare, samtidig med at
en bæredygtig udnyttelse af havets goder og ydelser muliggøres”.
Begrebet anvendes også i flere internationale aftaler og er indarbejdet i forskellige politikker, bl.a.
EU’s fælles fiskeripolitik.
Den overordnede tilgang i havstrategidirektivet - der er gennemført i dansk ret ved bl.a.
havstrategiloven - og direktivet om maritim fysisk planlægning, er således den samme. Det fremgår
af direktiv 2014/89/EU, at havplanlægningen vil kunne bidrage til opfyldelse af havstrategiens
miljømål og i sidste ende målet om god miljøtilstand i havene. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger, om formålet med gennemførelse af en havplanlægning.
Havplanlægningen forudsættes at være helhedsorienteret. Det vil sige, at der i planlægningen skal
foretages en afvejning af de forskellige - eventuelt modstridende - interesser på tværs af sektorer og
interesser. Et væsentligt mål med planlægningen er således at fremme sameksistensen mellem
forskellige relevante aktiviteter og anvendelser og bl.a. herved begrænse omfanget af konflikter på
havet og skabe større investeringssikkerhed for de udvalgte sektorer.
Der skal i havplanlægningen tages hensyn til samspillet mellem hav og land, der bl.a. omfatter
forholdet mellem de havbaserede anlæg og aktiviteter på den ene side og på den anden side, den
landbaserede infrastruktur (havne m.v.) og kommune- og lokalplanlægning.
Til § 2
30
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Det foreslås i
§ 2,
at lovens anvendelsesområde omfatter de danske havområder, dvs. Danmarks
søterritorium og de eksklusive økonomiske zoner, som defineret i henholdsvis lov om afgrænsning af
søterritoriet og lov om eksklusive økonomiske zoner, herunder havoverflade, vandsølje, havbund og
undergrund. Bestemmelsen implementerer artikel 2 og dele af artikel 3, i direktiv om maritim fysisk
planlægning.
Søterritoriet består både af det indre og ydre territoriale farvand. Ved indre territorialt farvand forstås
de vandområder, såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og bælter, som er beliggende
inden for de til enhver tid gældende basislinjer. Ved ydre territorialt farvand forstås de områder af
havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer og udadtil er begrænset af
linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt på
basislinjen indtil en afstand af 12 sømil (22.224 m).
De eksklusive økonomiske zoner er de havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en
afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer. Den eksklusive økonomiske zone er
visse steder begrænset af andre landes havområder.
Havområdet er i direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning afgrænset som beskrevet i
artikel 3, stk. 1, litra a i havstrategidirektivet (direktiv 2008/56/EF) og artikel 2, nr. 7, i
vandrammedirektivet(direktiv 2000/60/EF).
Artikel 3, stk. 1, litra a, i havstrategidirektivet lyder:
”1)»havområder«:
a) vandområder, havbund og undergrund på havsiden af den basislinje, hvorfra bredden af de
territoriale farvande måles, til den yderste grænse af det område, hvor en medlemsstat har
og/eller udøver jurisdiktion i overensstemmelse med UNCLOS, med undtagelse af
vandområderne omkring de lande og territorier, der er nævnt i traktatens bilag II, og de franske
oversøiske departementer og administrative enheder, og (…)”
Artikel 3, stk. 1, litra a, er implementeret ved lov nr. 522 af 26. maj 2010 om en havstrategi med
senere ændringer, der afgrænser lovens anvendelsesområde således:
”§ 2. Loven omfatter danske havområder, herunder havbund og undergrund, på søterritoriet og i de
eksklusive økonomiske zoner, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på havområder, der strækker sig ud til 1 sømil uden for
basislinjen, idet omfang de er omfattet af lov om vandplanlægning og indsatser, der indgår i en
vedtaget Natura 2000 plan efter miljømålsloven. Loven omfatter ikke aktiviteter, der alene tjener
forsvarsformål eller den nationale sikkerhed.”]
Artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet har følgende ordlyd:
”7) "Kystvand": overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af
én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande
måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse.”
Artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet er implementeret tekstnært i § 2, nr. 7 i lov nr. 1606 af 23.
december 2013 om vandplanlægning. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til
denne lov (afsnit 2.1.1.1):
31
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
”Vandrammedirektivets bestemmelser finder anvendelse på Danmarks samlede landareal, som
udgøres af vandløbsoplande og de samlede kystvande, som rækker ud til 12 sømil fra basislinjen,
hvorfra bredden af territorialfarvandet måles. Dog sker opgørelsen af indsatsbehovet kun ud fra 1
sømil fra basislinjen. Direktivet gælder ikke internationalt farvand”.
Det geografiske område, som direktiv 2014/89/EU omfatter, svarer til de havområder der dækkes af
havstrategidirektivet, henholdsvis vandrammedirektivet for så vidt angår kystvande. Det vil
tilsammen sige et vandområde, der strækker sig fra kystlinjen og ud til den yderste grænse af den
Eksklusive Økonomiske Zone (EEZ) indtil 200 sømil fra basislinjen.
Lovforslagets geografiske anvendelsesområde er identisk med anvendelsesområdet i direktiv
2014/89/EF. Den geografiske afgrænsning er dog søgt sprogligt forenklet i lovforslaget og er på dette
punkt ikke tekstnær i forhold til direktivet.
Loven skal ikke gælde for Færøerne og Grønland, jf. forslagets § 24, stk. 3. De omkring Færøerne og
Grønland liggende havområder er således ikke omfattede af loven. De danske havområder udgøres af
de 2 havregioner: Nordsøen, herunder Kattegat, og Østersøen, jf. lovforslagets § 3, nr. 2.
Efter bestemmelsens
stk. 2, nr. 1,
foreslås visse aktiviteter og arealer undtaget fra loven. Loven
finder således ikke anvendelse på aktiviteter, der
alene
tjener forsvarsformål eller den nationale
sikkerhed. En lignende bestemmelse findes i havstrategiloven. Undtagelsesbestemmelsen finder
anvendelse uden hensyn til i hvilke geografiske områder, de pågældende militære aktiviteter finder
sted og om der er foretaget en registrering af aktiviteterne i bestemte områder. Det forudsættes, at
Forsvaret for så vidt det er rimeligt og praktisk muligt tager hensyn til, at aktiviteterne gennemføres
på en måde, der er foreneligt med havplanen. Det må indgå i forbindelse med havplanlægningen, om
andre anvendelsesmuligheder eller udnyttelse af havets ressourcer konkret, helt eller delvist kan
sameksistere med de forsvarsmæssige eller nationale sikkerhedsmæssige hensyn, der skal tages af
Forsvaret.
Det foreslås i bestemmelsens
stk. 2, nr. 2,
at loven ikke gælder for arealer, der er omfattet af fysisk
planlægning efter planloven, for så vidt angår de interesser, der kan planlægges for efter planloven.
Den fysiske planlægning, der varetages af kommunerne i forbindelse med kommune- og
lokalplanlægningen, omfatter med enkelte undtagelser ikke søterritoriet. Det samme gælder for så
vidt angår udnyttelsen af de såkaldte landsplanbeføjelser i planlovens § 3, til f.eks. at fastsætte
bindende regler for anvendelse af loven og for indholdet af planlægningen (landsplandirektiver).
Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 19, skal kommuneplanen dog indeholde retningslinjer for
anvendelsen af vandløb, søer, kystvande. Det har siden 1989 været et krav, at der skulle fastsættes
regionplanretningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. Indtil i 2003 gjaldt der også
et krav om fastsættelse af retningslinjer for vandkvaliteten, men denne planlægning for
vandkvaliteten blev overført fra regionplanerne til vandplanlægningen i medfør af miljømålsloven
(lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale
naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven).
Kravet om regionplanretningslinjer for anvendelsen af søer, vandløb og kystvande blev med lov nr.
571 af 24. juni 2005 lov om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kommunalreformen)
32
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
overført til kommuneplanlægningen. Retningslinjerne for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande
omfatter eksempelvis
rekreativ
anvendelse såsom badning, sejlads og fiskeri.
Efter planlovens § 12, stk. 1, skal kommunen ”virke for” kommuneplanens gennemførelse. En
kommuneplan har derfor som udgangspunkt ingen direkte retsvirkninger for borgerne, virksomheder
eller andre myndigheder - herunder statslige – men binder kommunalbestyrelsen til at arbejde for, at
kommuneplanens bestemmelser omsættes til virkelighed.
Denne pligt til at virke for kommunalplanen betyder dog, at kommunalbestyrelsen med henvisning til
kommuneplanen kan modsætte sig en borgers ønsker om opførelse af bebyggelse eller ændret
arealanvendelse, som strider mod kommuneplanen, jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3. Disse
bestemmelser har dog ikke relevans for søterritoriet, medmindre der måtte være tale om planlægning
inden for en havns dækkende værker, jf. nedenfor.
Retningslinjer i en kommuneplan skal naturligvis respektere gældende lovgivning, og herunder
respektere almindelige specialitetsbetragtninger. Retningslinjer om anvendelsen af kystvande, f.eks.
om fiskeri eller sejlads, skal derfor fastsættes med respekt for – og må vige for – særlige regler
herom, f.eks. bekendtgørelse nr. 23 af 6. januar 2012 om regulering af ikke-erhvervsmæssig sejlads
på søterritoriet med vandscootere m.v., hvorefter vandscootersejlads er forbudt i visse områder på
søterritoriet.
I forhold til retningslinjer for badning, følger det af bekendtgørelse nr. 939 af 18. september 2012 om
badevand og badeområder – der i øvrigt regulerer badevandskvaliteten – at der ved badevand bl.a.
forstås havvand udlagt til badevand i en kommuneplan, og at badeområder bl.a. er områder udlagt til
badeformål i kommuneplanen.
Det bemærkes, at der ikke efter planlovens § 11 b, stk. 1, er mulighed for, at kommunalbestyrelsen
kan fastsætte rammer for indholdet af lokalplanlægning med hensyn til anvendelsen af kystvande, jf.
dog nedenfor om planlægning inden for en havns dækkende værker. En lokalplan har i modsætning
til kommuneplanen direkte retsvirkning for borgere og virksomheder.
Efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 13, kan der i kommuneplanen fastsættes rammer for indholdet af
lokalplaner med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg på vandområder i et
byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Der vil kunne være
tale om rammebestemmelser for udnyttelsen af eksempelvis fritidsaktiviteter eller større
anlægsarbejder.
Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 23, kan kommunalbestyrelsen således fastsætte
lokalplanbestemmelser for anvendelsen af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden
for eller i tilknytning til en havns dækkende værker, og efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 24, gælder
dette også for udformningen af anlæg i sådanne områder, herunder inddæmning og opfyldning,
etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande samt
anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning eller gravning
m.v. Opfyldning, anlæg mv. af de pågældende vandområder kræver tilladelse fra Kystdirektoratet.
Det antages derudover, at kommunerne kan lokalplanlægge for husbådsrelaterede forhold, som det
fremgår af Vejledning om lokalplanlægning for husbåde til helårsbeboelse, vejledning nr. 9608 af 6.
september 2005.
33
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
I den udstrækning kommunerne med hjemmel i planloven i kommune- og/eller lokalplaner har
angivet, at sådanne arealer indgår i kommunens planlægning, vil arealerne efter lovforslaget ikke
være omfattet af lov om havplanlægning, for så vidt angår de interesser, der kan planlægges for efter
planloven. Begrebet ”kystfarvande” i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, skal således forstås i overensstemmelse
med planlovens bestemmelser. Det samme gælder ved udnyttelse af landsplanbeføjelserne i
planlovens § 3.
En undtagelse af arealerne under disse betingelser følger af og er i overensstemmelse med direktiv
2014/89/EU om maritim fysisk planlægning (artikel 2, stk. 1).
Ved uoverensstemmelse mellem en allerede vedtaget kommunal planlægning og et forslag til
havplanlægning for interesser, der ikke kan planlægges for efter planloven, forudsættes det, at forslag
til havplanlægning udarbejdes i samarbejde med den eller de relevante kystkommuner.
Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til §§ 1 og 6 i forhold til havplanlægningens
relation til de berørte kystkommuner, samt bemærkningerne til § 24 i forhold til den statslige
havplanlægnings forrang for kommunal planlægning.
Det fastslås i bestemmelsens
stk. 3,
at loven ikke berører de gældende havretlige regler, herunder
FN’s havretskonvention af 1982.
Havretskonventionen indeholder bl.a. bestemmelser om
jurisdiktion og retten til fri sejlads og disse bestemmelser er bindende og kan ikke fraviges gennem
havplanlægningen.
Til kapitel 2
Definitioner
Til § 3
Bestemmelsen definerer visse af de centrale begreber, som anvendes i loven og implementerer visse
af definitionerne i artikel 3 i direktiv om maritim fysisk planlægning.
Begrebet ”havområde” i
nr. 1,
er som det fremgår af bemærkningerne til § 2, defineret i
overensstemmelse med lov om søterritoriet og lov om eksklusive økonomiske zoner. Det præciseres i
bestemmelsen, at havområdet også omfatter havbund og undergrund. Havområdet omfatter herefter
vandoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund. Når en tekstnær implementering af direktivet ikke
er anvendt i dette lovforslag skyldes det, at direktivets afgrænsning af det omfattede geografiske
område følger de - ikke let læselige - definitioner i vandrammedirektivet (Direktiv 2000/60/EF) og
havstrategidirektivet (Direktiv 2008/56/EF). Den foreslåede afgrænsning i § 3 er således søgt
sprogligt forenklet med henblik på, at det i loven afgrænsede geografiske område fremstår klarere og
samtidig er i overensstemmelse med definitionen af havområde i direktiv 2014/89/EU om rammerne
for maritim fysisk planlægning. Det geografiske område omfatter herefter, søterritoriet fra kystlinjen
og ud til grænsen for den eksklusive økonomiske zone (EEZ), inklusiv havbund og undergrund.
Det præciseres i
nr. 2),
hvilke 2 havregioner Danmark er beliggende i.
Begrebet ”havplanlægning” i
nr. 3
følger direktivets definition, hvorefter der er tale om en proces,
hvor myndighederne analyserer og organiserer aktiviteter på havarealet.
34
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Det foreslås
i nr. 4,
at der indsættes en definition på en ”havplan”. Havplanen kan ses som
slutproduktet af havplanlægningsprocessen, det vil sige indholdet af planlægningen. Det foreslås som
led i den danske implementering af direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning, at
havplanens indhold fastsættes i en bekendtgørelse, der udstedes af erhvervs- og vækstministeren
(bekendtgørelse om havplanen). Havplanen får dermed retsvirkning som øvrige regler, der fastsættes
af ministeren i medfør af lovgivningen. Havplanen er dog alene bindende for de statslige
myndigheder, jf. §§ 14 og 14 og lægger samtidig rammerne for kommune- og lokalplaner, der har
betydning for havplanlægningen, jf. lovforslagets § 24, om ændring af visse bestemmelser i
planloven.
Til § 4
Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren får ansvaret for at gennemføre direktiv 2014/89/EU om
maritim fysisk planlægning og dermed også ansvaret for at gennemføre den statslige havplanlægning,
såvel planproceduren som vedtagelsen af havplanen. Erhvervs- og vækstministeren vil ikke
nødvendigvis selv skulle udføre alle opgaver, som er nødvendige for havplanlægningens
gennemførelse. Erhvervs- og vækstministeren skal efter forslagets kapitel 6 sikre organisering og
anvendelse af bedst tilgængelige data og udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for
havplanlægningen. I praksis er opgaven med opbygning og drift af en marin geografisk data
infrastruktur (MSDI) henlagt til Geodatastyrelsen efter aftale mellem Erhvervs- og Vækstministeriet
og de øvrige statslige, maritime styrelser, der deltager i MSDI-samarbejdet. Se i øvrigt
bemærkningerne til § 17.
Bestemmelsen er led i gennemførelse af artikel 4 i direktiv om maritim fysisk planlægning, om
pligten til at gennemføre maritim fysisk planlægning.
Til § 5
Direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning forpligter i artikel 5
medlemsstaterne til gennem havplanlægningen at ”tilsigte at bidrage til” en bæredygtig udvikling af
energisektoren til søs, af søtransporten og af fiskeri og akvakulturen samt til bevarelse, beskyttelse og
forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed overfor konsekvenserne af klimaforandringerne.
Det må fortolkes således, at det er disse sektorer og interesser, der efter direktivet skal planlægges
for. Medlemsstaterne kan desuden forfølge andre formål efter direktivet, herunder bæredygtig
råstofindvinding. Der indføres ikke med direktivet nye forpligtelser med hensyn til, hvordan
sektorpolitikerne skal forfølges.
Det foreslås, at det kun er søtransport, energi, fiskeri og akvakultur og miljø samt råstofindvinding,
der omfattes af havplanlægningen i Danmark. Direktiv 2014/89/EU nævner råstofindvinding som en
sektor, som medlemslandene kan vælge at lade være omfattet af havplanlægningen. Når lovforslaget
medtager råstofindvinding i planlægningen går forslaget dog videre end det, der kræves efter direktiv
2014/89/EU. Baggrunden for at medtage råstofindvinding i lovforslaget som sektor der skal omfattes
af havplanlægningen er, at der aktuelt sker en form for planlægning for konkrete og velafgrænsede
arealer - indvindingsområder og arealudlæg - og at det vurderes, at der er behov for
planlægningsmæssigt at sikre samfundets fremtidige forsyning af råstoffer også fra havet.
De i bestemmelsen nævnte erhvervssektorer er generelt kendetegnet ved, at for disse sektorer
udarbejdes sektorplaner med henblik på at kunne foretage relativt langsigtede og målrettede
investeringer. Havplanlægningen for de i § 5 nævnte sektorer og interesser sigter derfor også generelt
35
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
mod en mere langsigtet planlægning med en 20 eller 30 årig horisont, med henblik på at kunne
imødekomme udviklingsbehovene hos de maritime erhverv og hensynet til miljøet.
Havplanlægningen forudsættes at tage udgangspunkt i de eksisterende sektorinteresser og
miljøinteresser med henblik på at sikre, at den fremtidige udvikling sker på et bæredygtigt grundlag
og herunder bidrager til realiseringen af målene i natur- og miljødirektiverne.
Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styringsinstrument især indeholde dels konkrete,
behovsorienteret arealudlæg, dels generelle retningslinjer, om hvilke hensyn der kan og skal tages i
forbindelse med planlægningen, herunder af hensyn til andre sektorer og interesser og samspillet
mellem hav og land. Der vil således for de i § 5 nævnte sektorer og interesser, hvor der måtte være
behov, kunne foretages arealudlæg, som afklarer og afvejer de modstridende interesser i området på
et tidligt tidspunkt og som i kraft heraf kan øge investeringssikkerhed for sektorerne. Der vil i
forbindelse med havplanlægningen i nogle havområder skulle ske en afvejning af flere forskellige
interesser i den udstrækning sektorplanerne ikke umiddelbart er forenelige. De arealudlæg, der
foretages i planlægningen, vil fremadrettet skulle indgå i grundlaget for de statslige myndigheders
sektorplaner og enkeltafgørelser, herunder afgørelser om tilladelser til aktiviteter og anlæg på havet.
Det bemærkes, at havplanlægningen ikke indeholder krav om handlepligter, og at lovligt eksisterende
anlæg, aktiviteter og anvendelse kan fortsætte med at bestå.
For de øvrige sektorer og interesser, som ikke er omfattet af planlægningen i § 5, stiller direktivet om
maritim fysisk planlægning ikke udtrykkeligt krav om, at der fastsættes retningslinjer for disse. Der
skal imidlertid tages hensyn til disse interesser, som blandt andet omfatter turisme, friluftliv,
klapning, marin kulturarv m.fl., hvilket derfor også forudsættes at komme til udtryk i
havplanlægningen.
Den konkrete udformning af havplanlægningen vil som omtalt i de almindelige bemærkninger ske i
et løbende samarbejde mellem erhvervs- og vækstministeren og øvrige maritime statslige
myndigheder. Løsning af eventuelle større interessekonflikter mellem ministerområderne,
forudsættes løst gennem en interministeriel dialog (koordinationsudvalg eller lignende) og i øvrigt
gennem de sædvanlige regeringsprocedurer.
Med den foreslåede § 5 implementeres artikel 5 og dele af artikel 6 (om hensyn til miljømæssige,
økonomiske og sociale samt sikkerhedsmæssige aspekter) i direktiv om maritim fysisk planlægning.
Til § 6
Lovforslagets § 6 indeholder bestemmelser, der sigter mod gennemførelse af artiklerne 4, 6 og 7 i
direktivet om maritim fysisk planlægning.
Det bestemmes i
§ 6, nr. 1,
at der i forbindelse med planlægningen skal tages hensyn til de særlige
forhold i de enkelte havregioner, det vil sige Nordsøen (herunder Kattegat) og Østersøen. Udover
anlæg og aktiviteter, der knytter sig til de sektorer, der skal planlægges for (søtransport, fiskeri,
energianlæg og råstofindvinding) vil disse forhold også omfatte hensynet til havregionernes natur- og
miljømæssige tilstand.
Der kan også være tale om retlige forhold, der skal respekteres i planlægningen. Det kan være
områder, der er udpeget i medfør af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet eller områder, der
36
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
er pålagt andre former for restriktioner (militære øvelsesområder, nødområder mm.). Se i øvrigt de
almindelige bemærkninger og omtalen af forholdet til anden lovgivning m.v.(pkt. 2.2.3).
Efter
§ 6, nr. 2,
skal der endvidere tages hensyn til relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og
anvendelser og deres indvirkning på miljøet og naturressourcerne. Det forudsættes som nævnt i
lovforslagets almindelige bemærkninger, at havplanlægningen baserer sig på en analyse af
muligheder for sameksistens og potentielle konfliktområder. Det skal herunder vurderes, om flere
forskellige former for anvendelse, udnyttelsen af havets ressourcer og etableringen af anlæg eventuelt
vil kunne realiseres i samme område og om det kan ske samtidigt eller eventuelt tidsmæssigt
forskudt. Herved sikres bl.a., at arealudlæg til bestemte formål, som først kan forventes realiseret
efter nogle år, vil kunne udnyttes til andre formål i den mellemliggende periode. Det må således
indgå i havplanlægningen, at det samlede maritime rum – havoverflade, vandsøjle, havbund og
undergrund - rummer flere forskellige interesser bl.a. erhverv, friluftsliv, miljø- og natur og at
anvendelsesmulighederne eventuelt kan fordeles over tid.
Der indføres i
§ 6, nr. 3,
et krav om, at havplanen skal tage hensyn til samspillet mellem land og hav
og at dette skal afspejles i havplanlægningen. Der indføres ikke med bestemmelsen et krav om en
integreret kystzoneforvaltning, idet EU-Kommissionens forslag udgik under forhandlingerne om
2014/89/EU.
Anlæg på havet kan efter omstændighederne imidlertid have indvirkning på forholdene på land og
vice versa. Eksempelvis vil føring af el-kabler og forsyningsledninger på havet kræve faciliteter på
land. Etablering af tekniske eller andre anlæg på havet tæt på kysten kan efter omstændighederne
også have indvirkning på friluftsaktiviteter eller tilgængeligheden til havne. De må ligeledes indgå i
overvejelserne, hvilken betydning en spredning - fremfor en samling af - aktiviteter og anlæg på
havet kan få i de kystnære arealer.
I de tilfælde, hvor der måtte opstå interessemodsætninger mellem den kommunale planlægning og
den statslige havplanlægning og disse ikke kan løses ved forhandling, har den statslige
havplanlægning forrang. Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslag § 24 om ændring af
planlovens §§ 11 og 13. Med ændringsforslaget foreslås det, at kommune- og lokalplaner ikke må
vedtages, hvis de strider mod havplan eller forslag til havplan henholdsvis havplantillæg.
Til § 7
Bestemmelsen implementerer artikel 8, stk. 1, i direktivet om maritim fysisk planlægning.
Efter
§ 7
fastsætter erhvervs- og vækstministeren den fysiske og tidsmæssige fordeling af relevante
eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser i havplanen. Den fysiske fordeling angår
spørgsmålet, hvor forskellige aktiviteter og anlæg, der omfattes af planen, placeres på havet. Der kan,
som nævnt i blandt andet bemærkningerne til § 5, gøres brug af en arealudlægningsmodel, der
angiver den primære anvendelsesmulighed, og eventuelt andre aktiviteter der er forenelige hermed
enten samtidig eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. I praksis vil det kunne betyde, at nogle tilladelser
må gives med visse vilkår og eventuelt tidsbegrænset frem til det tidspunkt, hvor området skal
anvendes til det primære formål, som det er udlagt til. Arealudlæg kan suppleres med generelle
retningslinjer i havplanen af betydning for de sektorer og interesser, der skal planlægges for. Det
forudsættes, at der i fornødent omfang gøres brug af kortbilag i havplanen til stedfæstelse og
illustration af planen.
37
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Til § 8
Med denne bestemmelse implementeres artikel 8, stk. 2, i direktiv om maritim fysisk planlægning.
Det foreslås i
§ 8,
at der i planlægningen skal tages hensyn til samspillet med de øvrige interesser og
sektorer, som knytter sig til havet, og som ikke er omfattet af planlægningen efter § 5. Efter
direktivets artikel 8, stk. 2, omfatter samspillet mellem sektorer og interesser på havet følgende:
Akvakulturområder, fiskepladser (formentlig også gydepladser), anlæg og infrastrukturer til
efterforskning efter og indvinding af olie, gas og andre energiressourcer, af mineraler og aggregater
samt til produktion af vedvarende energi, skibsruter og trafikstrømme, ”natur- og
artsbeskyttelsesområder og beskyttede områder”, område for indvinding af råstoffer, videnskabelig
forskning, undersøisk kabel og rørforbindelser, turisme og friluftsliv og undervandskulturarv.
Direktivets opremsning af sektorer og interesser må forstås som en eksemplificering og er ikke
nødvendigvis en udtømmende liste. Udover direktivets eksempler på interesser, som der må tages
hensyn til i forbindelse med havplanlægningen kan også nævnes dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), nødområder og havne.
Det forhold, at en række sektorer ikke er omfattet af direktivets krav om planlægning udelukker ikke,
at der kan ske en udvikling inden for disse sektorer og interesser, når denne sker inden for rammerne
af havplanen. Det er imidlertid vurderet, at der ikke er behov for i forbindelse med den danske
implementering, at planlægge for andre interesser eller sektorer end de nævnte i artikel 5 i direktiv
2014/89/EU om maritim fysisk planlægning og råstofindvinding.
Til kapitel 4
Tilvejebringelse og ændring af havplanen, herunder inddragelse af offentligheden
Til § 9
Det følger af definitionen af ”havplan”, jf. forslagets § 3, nr. 4, at havplanen – som et slutprodukt af
havplanlægningsprocessen – udmøntes i regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren, det vil sige i
en bekendtgørelse om havplanen. Havplanen bliver dermed en del af gældende ret, der vil være
bindende for de statslige myndigheder. De statslige myndigheder må således ikke vedtage planer
(sektorplaner) eller meddele tilladelser m.v., der strider mod havplanen eller offentliggjort forslag til
havplan, jf. nærmere i bemærkningerne til lovforslagets §§ 14 og 15. Der må efter den samtidig
foreslåede ændring af planlovens §§ 11 og 13, jf. § 24 i dette lovforslag, heller ikke vedtages
kommune- eller lokalplaner der er i strid med havplanen.
Det foreslås i
§ 9,
at havplanen ”vedtages” - dvs. erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler i
form af en bekendtgørelse om havplanen - i samråd med øvrige berørte ministre. De umiddelbart
berørte ministerier og styrelser er: Energistyrelsen (energisektoren), Erhvervsstyrelsen (fysisk
planlægning på land), NaturErhvervstyrelsen (fiskeri m.v.), Søfartsstyrelsen (søtransport), Forsvaret
(militære
aktiviteter
mv.),
Kystdirektoratet
(kystbeskyttelsesloven),
Geodatastyrelsen
(datahåndtering), Trafikstyrelsen (havne), Miljøstyrelsen (miljøgodkendelse af havbrug og tilladelse
til offshore anlæg), Kulturstyrelsen (marin kulturarv) og Naturstyrelsen (bl.a. vandplanlægning,
havstrategi, Natura 2000, generelt beskyttede områder og råstofindvinding).
38
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
I praksis forventes der etableret et fast samarbejde (koordinationsgruppe eller lignende) mellem de
berørte statslige myndigheder om havplanlægningen. Eventuelle interessekonflikter, der ikke kan
løses i dette regi, forudsættes løst gennem de sædvanlige regeringsprocedurer. Der henvises i øvrigt
til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 10
Bestemmelsen regulerer, ligesom de øvrige bestemmelser (§§ 10 - 12) i lovforslagets kapitel 4,
spørgsmålet om offentlighedens inddragelse i havplanlægningen. Bestemmelserne i lovforslagets
kapitel 4 har til formål at gennemføre artikel 9 i direktiv om maritim fysisk planlægning (om
offentlighedens deltagelse).
Der er ved affattelsen af høringsbestemmelserne i lovforslaget taget udgangspunkt i de
forudsætninger om offentlighedens inddragelse, som er kommet til udtryk i præamblen til direktiv
2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning. I præamblen (betragtning 21) henvises,
som model for hvordan offentlighedsproceduren kan tilrettelægges, til artikel 2, stk. 2, i direktiv
2013/35/EF. Dette direktiv indeholder bestemmelser om implementering af Århuskonventionens
artikel 7 – om offentlighedens inddragelse i planlægningen i forbindelse med en række andre EU
planlægningsdirektiver. Hverken direktiv 2013/35/EF eller Århuskonventionens artikel 7 indeholder
høringsfrister. Høringsperioden skal dog være rimelig og stå i forhold til de ændringer, der skal
gennemføres, således at der reelt er tid til, at den berørte offentlighed, myndigheder m.fl. har
mulighed for at fremkomme med kommentarer til planforslaget.
Det foreslås i
§ 10, stk. 1,
at høringsperioden i forbindelse med udarbejdelse af havplanen, herunder
den første havplan, der skal foreligge senest 31. marts 2021 og efterfølgende revisioner og
ajourføringer af havplanlægningen, fastsættes til 6 måneder. Der er herved taget højde for, at
havplanen skal sendes i høring hos og koordineres med de lande, som Danmark deler havregioner
med; Sverige, Norge, Tyskland, Polen, Nederlandene og Storbritannien.
Efter
§ 10, stk. 2,
skal havplanen vedetages senest den 31. marts 2021. Dette svarer til kravet i artikel
15, stk. 3, i direktiv om maritim fysisk planlægning. Arbejdet med havplanlægningen i Danmark må
forventes at strække sig over en årrække. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige
noget om, hvorvidt havplanen eventuelt vil kunne sættes i kraft tidligere end 31. marts 2021.
Forslaget om en 10 årig planrevision i
§ 10, stk. 2,
skal ses på baggrund af, at direktiv om maritim
fysisk planlægning stiller krav om, at havplanlægningen revideres og ajourføres senest hvert 10. år.
Revisioner kan således ske oftere.
Det foreslås i bestemmelsens
stk. 3,
at høringsfristen i særlige tilfælde skal kunne fraviges af
erhvervs- og vækstministeren. En forkortelse af høringsfristen kan blandt andet komme på tale, hvis
ændringerne er af underordnet betydning i forhold til havplanen eller, hvis der er tale om rettelser af
faktuelle fejl.
Det bemærkes, at havplanen og efterfølgende revisioner af planen, skal miljøvurderes efter
bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljøvurdering af planer og
programmer (miljøvurderingsloven), hvis havplanen forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Dette må anses for givet i hvert fald for så vidt angår den første havplan, der vedtages senest i marts
2021, og denne plan skal således miljøvurderes.
39
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Til § 11
Det foreslås
i stk. 1,
at det skal være muligt i planperioden at foretage ændringer af havplanen
(havplantillæg). Der kan eksempelvis være tale om et havplantillæg om arealudlæg til tekniske anlæg
– der går ud over havplanens ”rummelighed” - eller en ny olie- eller gasforekomst, som det ikke har
været muligt at forudse, da havplanen blev vedtaget. Det foreslås
i stk. 2,
at udkast til regler om
sådanne og andre, mere begrænsede ændringer af havplanen skal i offentlig høring mindst 8 uger, før
ændringerne kan sættes i kraft.
Regler om havplanlægning og ændring heraf skal ligesom den samlede havplan, miljøvurderes efter
bestemmelserne i lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljøvurdering af planer og
programmer (miljøvurderingsloven), hvis ændringerne af havplanen forventes at få væsentlig
indvirkning på miljøet. Miljøvurderingsloven stiller krav om en 8 ugers høringsfrist, der ikke kan
fraviges. Hvis regler om havplanlægningen kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat,
skal der også foretages nabostatshøring.
Det bestemmes i
stk. 3,
at mere omfattende ændringer af havplanen ikke kan gennemføres ved et
tillæg til planen, men kun kan ske ved revision af planen efter proceduren i § 10, stk. 1. Det vil sige
med en 6 måneders høring.
Det foreslås
i stk. 4,
at høringsfristen i forbindelse med plantillæg – i lighed med planrevisioner – i
særlige tilfælde skal kunne fraviges, f.eks. hvis ændringen er af underordnet betydning i forhold til
formålet med havplanlægningen eller der er tale om rettelse af faktuelle fejl.
Til § 12
Efter bestemmelsen skal erhvervs- og vækstministeren underrette visse berørte myndigheder, EU-
medlemslande m.fl. om de påtænkte ændringer af havplanen og deres muligheder for at fremkomme
med indsigelser. Det bemærkes, at § 12 ikke er en parthøringsregel eller udtryk for en
garantiforskrift. Erhvervs- og vækstministeren er således ikke afskåret fra at sætte bekendtgørelsen
om havplanen i kraft, selvom der måtte være sket fejl med hensyn til underretningen af en eller flere
af de nævnte parter eller myndigheder.
Om forholdet til nabostater henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 18 -20.
Til § 13
Bestemmelsen giver hjemmel til, at al kommunikation i forbindelse med annoncering og
offentlighedens inddragelse kan ske digitalt.
Direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning, artikel 9, stk. 2, stiller krav om, at den berørte
offentlighed m.fl. har adgang til de endeligt vedtagne havplan. Bekendtgørelsen om havplanen vil
blive offentliggjort i Lovtidende og offentligheden vil herigennem have adgang til havplanen. Det er i
sagens natur ikke til hinder for, at havplanen også offentliggøres andre steder, bl.a. på Erhvervs- og
Vækstministeriets hjemmeside.
Til kapitel 5
Havplanens retsvirkninger
40
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Til § 14
Det foreslås i bestemmelsens
stk. 1,
at havplanen gøres bindende for de statslige myndigheders
sektorplanlægning og enkeltsagsadministration i form af tilladelser m.v. Borgere og virksomheder er
som tidligere nævnt ikke (direkte) bundet af havplanen. Da havplanen imidlertid lægger rammerne
for sektormyndighedernes enkeltsagsadministration kan havplanen indirekte få betydning for
virksomheder og borgeres mulighed for at opnå tilladelse til aktiviteter og anlæg på havet.
Det foreslås samtidig i
stk. 2,
at de statslige, tilladelsesgivende myndigheder får en udtrykkelig
hjemmel – og en ret og pligt – til at afslå ansøgninger om udnyttelse af havområder, der skaber risiko
for en foregribelse af den endelige havplans indhold. Det betyder, at de udkast til regler om
havplanen, som erhvervs- og vækstministeren offentliggør, tillægges foreløbige retsvirkninger.
Formålet med reglen er at sikre, at inddragelsen af offentligheden, myndigheder i nabostater og andre
i forbindelse med den offentlige høring af en ændret planlægning, ikke gøres illusorisk.
I det samtidigt fremsatte forslag til ændring af planlovens § 11 og 13, jf. dette lovforslags § 24,
foreslås der indsat bestemmelser om, at nye kommuneplaner/kommuneplantillæg og lokalplaner ikke
må stride mod regler om havplanen eller forslag til havplan eller ændringer heraf, der er
offentliggjort med henblik på offentlig høring. Det svarer til princippet i planlovens § 11, stk. 4, nr. 1
og 2, hvorefter kommuneplanen ikke må stride imod landsplandirektiver, jf. planlovens § 3, eller
offentliggjort forslag hertil.
Den foreløbige retsvirkning af udkast til regler om havplanlægning foreslås gjort tidsbegrænset, idet
den foreløbige retsvirkning af et forslag bortfalder senest 2 år efter afslutningen af den offentlige
høring.
Bestemmelser om foreløbige retsvirkninger kendes fra andre retsområder, bl.a. planlovens § 17, om
foreløbige retsvirkninger af lokalplanforslag og naturbeskyttelseslovens § 37, stk. 2, om
fredningsforslag.
Der er ikke i lovforslaget mulighed for at dispensere fra havplanen, jf. dog undtagelserne i §§ 15 og
16. For at sikre, at der kan gennemføres mindre væsentlige ændringer af projekter og aktiviteter mv.,
uden at dette kræver vedtagelse af et plantillæg, forudsættes det, at havplanen udformes med en vis
”rummelighed”.
Rummelighed er ikke et entydigt og præcist begreb, men skal opfattes som en rettesnor for, hvordan
havplanen bør formuleres, således at den så vidt muligt tager højde for forskellige
anvendelsesmuligheder, hvor dette er hensigtsmæssigt og foreneligt med planlægningen. Det betyder,
at det skal fremgå af planen, om der er andre anvendelsesmuligheder end de, som havplanen angiver
som sit primære formål og under hvilke betingelser disse i givet fald kan udnyttes. Det kan
eksempelvis ske ved, at havplanen bestemmer, at områdets arealudlæg til havmøller, beskyttede
område eller andet ikke er til hinder for, at der kan foregå andre nærmere beskrevne aktiviteter
samtidig eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. Det forudsættes, at det også angives, om
ændring/udvidelse af eksisterende, større anlæg kan ske uden at det strider mod havplanen – og
dermed kræver ændring af havplanlægningen - eksempelvis ved at angive, hvor udvidelser af
havneanlæg kan ske indenfor nærmere afgrænsede zoner. Rummeligheden kan være beskrevet med
større eller mindre præcision afhængigt af formålet med planlægningen i det pågældende område og
41
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
de primære interesser, der søges varetaget. Rummeligheden i planlægningen kan bl.a. af disse grunde
variere fra et område i landet til et andet.
Det er den ressortansvarlige statslige myndighed, der i forbindelse med en konkret tilladelse tager
stilling til, om en tilladelse vil kunne rummes inden for havplanen. I forbindelse med tilladelsen vil
relevante statslige myndigheder blive hørt og i tilfælde af uenighed om, hvorvidt det ansøgte kan
rummes indenfor havplanen forudsættes det, at myndighederne indgår i en dialog. Det er den
pågældende ressortmyndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles tilladelse eller ej
og som er ansvarlig for, at tilladelsen ikke strider mod havplanen. Erhvervs- og vækstministeren fører
ikke tilsyn med de tilladelser til aktiviteter og anlæg på havet, som statslige myndigheder meddeler
og vil kun blive inddraget, hvis en konkret sag vedrører Erhvervs- og Vækstministeriets område. Der
kan dog eventuelt klages over, at sektormyndighedens afgørelse strider mod havplanen, se nærmere
lovforslagets § 22 og bemærkningerne til bestemmelsen.
Til § 15
Det foreslås i
§ 15,
at det skal være muligt at give tilladelse eller vedtage en plan i strid med
havplanlægningen, hvis det sker til opfyldelse af EU-retlige eller internationale forpligtelser, som
ikke kan afvente en ændring af havplanlægningen. En sådan situation kunne eventuel være aktuel,
hvis EU-Kommissionen indleder en traktatkrænkelsesprocedure (åbningsskrivelse) mod Danmark,
der nødvendiggør, at der hurtigt skal foretages ændringer i andre statslige planer.
Til § 16
Bestemmelsen i
stk. 1,
sikrer, at havplanen ikke er til hinder for, at Søfartsstyrelsen kan træffe
foranstaltninger m.v. efter søsikkerhedslovens §§ 6 og 8, i situationer, hvor det er nødvendigt og
uopsætteligt af hensyn til sejladssikkerheden, forebyggelse af fare og forebyggelse af, at der lægges
den frie sejlads hinderinger i vejen m.v. De pågældende foranstaltninger m.v. omfatter blandt andet
påbud, forbud og etablere afmærkning.
Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, som ikke har kunnet forudsiges ved udarbejdelse af
havplanen og som det derfor ikke har været muligt at tage højde for i havplanen.
Det kan f.eks. være nødvendigt i nødsituationer, eksempelvis hvis et skib, der ikke er under
kommando, driver ind i et arealudlagt område og bliver til vrag, eller hvis vindmøller ødelægges pga.
kollision. Sådanne situationer kan f.eks. kræve foranstaltninger i form af afmærkning.
Der kan eksempelvis også opstå behov for foranstaltninger m.v. i forbindelse med etablering af
vindmølleparker. I forbindelse med udpegning af områder for de kystnære vindmølleparker ved bl.a.
Sæby har det tidligere været nødvendigt at justere de planlagte områder af hensyn til trafikken til og
fra Sæby og Frederikshavn. Ligeledes er foretaget små justeringer af områderne ved Vesterhav Nord
af hensyn til trafikken ved indsejlingen til Limfjorden. Sådanne situationer kan have betydning for
havplanlægningen. Der vil ikke på forhånd kunne tages højde for alle sådanne - uforudsigelige -
situationer, og de nødvendige foranstaltninger vil derfor kunne stride imod havplanlægningen.
Erhvervs- og vækstministeren skal efter det foreslåede
stk. 2,
oplyse øvrige berørte ministre om
foranstaltninger m.v. efter søsikkerhedslovens §§ 6 og 8, hvis foranstaltningerne m.v. fraviger de
gældende regler om havplanlægning eller udkast til regler om havplanlægning, der er offentliggjort af
erhvervs- og vækstministeren, jf. den foreslåede § 14, stk. 1.
42
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Til kapitel 6
Dataanvendelse og udveksling
Til § 17
Efter bestemmelsen sikrer erhvervs- og vækstministeren organiseringen og anvendelsen af bedst
tilgængelige data og udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for havplanlægningen. De
nødvendige data kan også omfatte data, om andre end de i § 5 nævnte sektorer og interesser, hvis
sådanne data vurderes nødvendige for planlægningen.
Efter direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning skal medlemsstaterne efter artikel 10, i
forbindelse med havplanlægningen organisere og gøre brug af bedst tilgængelige oplysninger,
herunder bl.a. gøre brug af relevante instrumenter og værktøjer som omhandlet i INSPIRE-direktivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en
infrastruktur for geografisk information i et Europæiske Fællesskab (Inspire). INSPIRE-direktivet
harmoniserer de standarder og specifikationer, som data omfattet af temaerne i direktivets 3 bilag,
skal opfylde. Datasæt, der er omfattet af INSPIRE-direktivet kan derfor være mere intensivt reguleret
end der er behov for i forhold til havplanlægningen. Det vurderes, at det efter direktiv 2014/89/EU
om maritim fysisk planlægning er op til de nationale havplanmyndigheder, om de ønsker at opfylde
alle de krav, der stilles til data, der er omfattet af INSPIRE-direktivet.
Indsamling af data kan efter direktiv 2014/89/EU omfatte miljømæssige, sociale og økonomiske data
og fysiske data vedrørende havområder.
Det forudsættes, at fysiske data som er nødvendige for havplanlægningen, gøres almindeligt
tilgængelige i forbindelse med etablering af en dansk marin geografisk datainfrastruktur (MSDI). Det
er Geodatastyrelsen under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, der står for opbygning og drift
af MSDI’en. MSDI’en er endnu under opbygning og forventes at kunne sættes i fuld drift fra 2017.
Modellen tager udgangspunkt i, at de statslige maritime myndigheder efter aftale stiller visse af deres
data til rådighed for MSDI’en. Myndighederne, herunder Erhvervs- og Vækstministeriet, skal
samtidig kunne trække data fra MSDI’en om fysiske og geografiske forhold, som måtte være relevant
for havplanlægningen eller eventuelt andre formål. Det vil blive overvejet, om andre data - bl.a.
miljødata, i forbindelse med havstrategien, vandplanlægning, Natura 2000-planlægning mv. - også
skal gøres tilgængelige via MSDI’en.
Indberetningen af data til MSDI’en påbegyndes i 2015. Data, som måtte være væsentlige til brug for
havplanlægningen, og som går længere tilbage i tid, vil være tilgængelige i journalsystemer med
elektroniske søgemuligheder.
Med hensyn til tilgængeligheden af data, bemærkes, at der for nogle af de data, der vil blive stillet til
rådighed, i dag skal betales gebyr til de myndigheder, der producerer de pågældende data. Det gælder
f.eks. for søkort, der produceres af Geodatastyrelsen. Lovforslaget vil ikke være til hinder for, at
statslige myndigheder med hjemmel i den lovgivning, der hører under den pågældende myndighed,
vil kunne kræve betaling for data, som trækkes via MSDI’en. Der er således heller ikke med dette
lovforslag gjort op med muligheden for at indføre nye hjemler i lovgivningen til at opkræve gebyrer
for data, der stilles til rådighed af de respektive statslige myndigheder i forbindelse med MSDI’en.
Myndigheder, der opkræver betaling for udlevering af datasæt, skal overholde reglerne i lov om
43
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-loven) eller lov om aktindsigt i
miljøoplysninger ved fastsættelse af betaling eller vilkår for udlevering af datasættet.
Om finansieringen af MSDI’en henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. kap. 3.1.
Til kapitel 7
Samarbejde med EU-medlemslande og tredjelande
Til § 18
Bestemmelsen implementerer artikel 11 i direktiv 2014/89EU om rammerne for maritim fysisk
planlægning, der bestemmer, at medlemsstaterne samarbejder med det formål at sikre, at de fysiske
planer er sammenhængende og koordinerede i havregionen. Direktivet foreskriver, at samarbejdet
skal foregå gennem eksisterende regionale samarbejdsstrukturer, såsom regionale havkonventioner,
eksisterende netværk eller strukturer, eller anden metode, der lever op til kravene i stk. 1,
eksempelvis inden for havområdestrategierne.
Danmark deltager i de internationale samarbejdsfora, Helsinki-konventionen for Østersøregionen
(HELCOM) og Oslo-Paris konventionen (OSPAR) for det nordøstlige Atlanterhav. Samarbejdet
omfatter såvel EU-medlemslandene som lande, der står udenfor EU.
Samarbejdet i HELCOM omfatter blandt koordinering af østersølandenes indsats i forhold til EUs
havstrategidirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om
fastlæggelse
af
en
ramme
for
Fællesskabets
havmiljøpolitiske
foranstaltninger
(havstrategirammedirektivet)), der har som målsætning, at der skal opnås god miljøtilstand i havene
senest i 2020. Med hensyn til havplanlægning i regionen bidrager Danmark aktuelt i HELCOM på
datasiden gennem deltagelse i en arbejdsgruppe og med udarbejdelse af (ikke retligt bindende)
retningslinjer om grænseoverskridende samarbejde og offentlighedens deltagelse havplanlægningen
gennem deltagelse i en fælles arbejdsgruppe, der er nedsat af HELCOM og østersøsamarbejdet
VASAB (Vision and Strategies Around the Baltic Sea). Danmark deltager endvidere i et EU-støttet
projekt om planlægning for den sydvestlige del af Østersøen sammen med Sverige, Polen og
Tyskland (”Baltic SCOPE – Towards coherence and cross-border solutions in Baltic Maritime
Spatial Plans).
Behovet for samarbejde og koordinering med landene omkring Danmark må i øvrigt bero på de
konkrete udfordringer, som opstår i forbindelse med havplanlægningen og ske efter retningslinjer,
som landene i havregionerne måtte blive enige om. De foreslåede bestemmelser i lovforslaget om
høring af forslag til havplan af øvrige EU-medlemslande og tredjelande vil være et vigtigt – men ikke
nødvendigvis tilstrækkeligt – element i samarbejdet med de lande, som Danmark deler havregion
med.
Kravene i lov om miljøvurdering af planer og programmer, der også gælder for den statslige
havplanlægning, indeholder i øvrigt bestemmelser om høring af nabostater.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for at der, hvor det findes hensigtsmæssigt,
samarbejdes og udveksles erfaringer med andre lande end dem, som Danmark deler havregion med,
44
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
eksempelvis lande
Konventionen).
indenfor
det
Nordøstatlantiske
havsamarbejde
OSPAR
(Oslo-Paris
Til § 19
Bestemmelsen implementerer artikel 12 i direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk
planlægning. Medlemsstaterne skal efter artikel 12 ”bestræbe sig på, hvor dette er muligt”, at
samarbejde med tredjelande om deres foranstaltninger vedrørende havplanlægning.
Danmark deler havregioner med to lande, der ikke er medlemmer af EU, og som derfor er at betragte
som 3.-lande: 1) Norge der deltager i Oslo-Paris konventionen (OSPAR) for det nordøstlige
Atlanterhav (havregion Nordsøen, herunder Kattegat) og 2) Rusland, der deltager i
havkonventionssamarbejdet Helsinki-konventionen (HELCOM) for Østersøregionen (havregion
Østersøen). Danmark deltager som nævnt i begge havkonventionssamarbejder. Umiddelbart vil
behovet for samarbejde og koordination være størst i forhold til Norge på grund af tilgrænsende
havarealer og den relativt korte afstand mellem landene.
Samarbejdet vil blandt andet indebære høring af udkastet til den danske havplan med henblik på så
vidt muligt at sikre en koordineret planlægning landene imellem. Behovet for koordinering må,
ligesom, der gælder i forholdet til EU-medlemslandene, i øvrigt bero på de konkrete udfordringer,
som opstår i forbindelse med havplanlægningen og de aftaler om inddragelse af berørte nabolande,
som måtte blive aftalt landene imellem.
Til § 20
Det foreslås i
§ 20, stk.1,
at regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater, f.eks.
nabolande, om fællesforanstaltninger til opfyldelse af lovens formål.
Stk. 2,
indeholder hjemmel til at
fastsætte regler for at opfylde internationale aftaler, herunder aftaler, der indgås inden for rammerne
af de regionale havkonventioner (HELCOM og OSPAR). Der er ikke aktuelt forhandlinger om
bindende aftaler, men bestemmelsen tager højde for, at Danmark eventuelt måtte indgå sådanne på et
senere tidspunkt.
Til kapitel 8
Administrative bestemmelser
Til § 21
Bestemmelsen svarer til øvrige bestemmelser om delegation, som findes i flere andre love. Det er
hensigten at delegere visse af ministerens beføjelser til Søfartsstyrelsen, herunder det forberedende
arbejde i forbindelse med havplanlægningen. Havplanen godkendes af erhvervs- og vækstministeren
i forbindelse med udstedelse af regler om havplanen (bekendtgørelse om havplanen) efter samråd
med øvrige berørte ministre.
Som anført i bemærkningerne til § 17, forudsættes opgaven med at organisere og samle fysiske og
geografiske data til brug for havplanlægningen i en marin fysisk data infratrastruktur (MSDI), at
blive varetaget af Geodatastyrelsen under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Eftersom data
fra MSDI’en er nødvendige for havplanlægningen forudsættes det, at eventuelle væsentlige
ændringer af MSDI eller vilkårene for myndighedernes brug af denne, sker i samråd med erhvervs-
og vækstministeren.
Til § 22
45
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Det foreslås, at der skal kunne klages over spørgsmålet, om en statslig myndighed efter anden
lovgivning har meddelt en tilladelse m.v. eller vedtaget en plan, der strider mod havplanlægningen,
jf. lovforslagets § 14. Klagen skal behandles efter de klageregler, der gælder efter den lovgivning,
som indeholder hjemlen til tilladelsen henholdsvis planen (sektorloven). Der betyder blandt andet, at
det vil være forskellige klagemyndigheder, der skal tage stilling til om eksempelvis en tilladelse til en
aktivitet er i strid med havplanen.
Hvis klageren ikke opfylder kriterierne for at være klageberettiget efter sektorloven, følger det af den
pågældende sektorlov, at en klage over, at afgørelsen strider mod havplanloven, skal afvises. Det
samme gælder, hvis adgang til at klage over afgørelser efter sektorloven er afskåret. Det betyder, at
der kan være forskel med hensyn til mulighederne for at kunne klage over de statslige myndigheders
afgørelser om tilsidesættelse af havplanen. Forslaget skal ses som et udtryk for, at det ikke med
havplanloven er tilsigtet at indføre nye eller anderledes regler om klage, end de der allerede gælder
på de respektive ministeriers lovområder. Det vil dog være muligt at klage over, at en tilladelse er
givet i strid med havplanen uanset den pågældende sektorlov kun giver adgang til at klage over
tilsidesættelse af procedureregler.
Der henvises, for så vidt angår de gældende klageregler til lovforslagets almindelige
bemærkninger(pkt. 2.2).
Det forudsættes, at den myndighed, der har meddelt en tilladelse m.v. i strid med havplanen eller
forslag til havplan, påser at forholdet lovliggøres efter bestemmelserne i den lov, som indeholder
hjemlen til den pågældende afgørelse.
Til § 23
Det foreslås, at der fastsættes en frist på 6 måneder, indenfor hvilken afgørelser skal være indbragt
for domstolene. Herved sikres, at den der har indrettet sig i tillid til en afgørelse ikke skal kunne
mødes med, at afgørelsen er ugyldig meget længe efter, at den pågældende myndighed har truffet
afgørelsen. Der findes tilsvarende bestemmelser i en række andre love.
Til § 24
Til nr. 1 og 2
I forlængelse af forslaget om, at havplanen gøres bindende for de statslige myndigheders
sektorplanlægning efter § 14, foreslås det
(nr. 2),
at planloven ændres således, at kommuneplanen
heller ikke må stride mod havplanen eller forslag til ny havplan henholdsvis ændringer af havplanen i
de tilfælde, hvor aktiviteter på havet har betydning på land.
Hvis der er offentliggjort et forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af den eksisterende
havplan, forudsætter kommuneplanens endelige vedtagelse, at der er opnået overensstemmelse med
det nye forslag til havplan eller forslag til ændringer af havplanen. Denne regel svarer til, hvad der
gælder, hvis der er uoverensstemmelse mellem en kommuneplan eller en af de øvrige omhandlede
planer i planlovens § 11, stk. 4, som omfatter eksempelvis råstofplaner og vandplaner.
Den foreslåede ændring under
nr. 1,
er en konsekvensrettelse af planloven som følge af forslaget.
Til nr. 3 og 4
46
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 72: Forslag til lov om maritim planlægning og ændring af lov om planlægning, fra erhvervs- og vækstministeren
Det foreslås, at nye lokalplaner ikke må stride imod havplanen eller forslag til ny havplan eller
forslag til ændringer af havplanen
(nr. 4).
For forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af
havplan gælder dette for forslagets offentliggørelse med henblik på offentlig høring.
I lighed med hvad der foreslås for kommuneplaner, bevarer lokalplaner der er vedtaget før
offentliggørelsen af forslag til havplan og havplantillæg, deres gyldighed uanset lokalplanen strider
mod havplanen.
Ændringsforslaget under
nr. 3
er en konsekvensændring som følge af forslaget.
Kapitel 9
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Til § 25
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim
fysisk planlægning bestemmer i artikel 15, stk. 1, at direktivet skal sættes i kraft senest 18. september
2016.
47