Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 371
Offentligt
1662636_0001.png
 
 
 
 Opfordring: Giv mulighed for flytbare studieboliger i 10 år 
  
Manglen på studieboliger i de danske universitetsbyer er et tilbagevendende og presserende
samfundsproblem
Dansk Byggeri anslår, at der i Danmark skal opføres 24.000 studieboliger i de
kommende år for at imødekomme behovet.
  
Til trods for det gode arbejde, der allerede bliver gjort ude i kommunerne, må vi konstatere, at en
løsning på problemet - ved brug af de planmæssige virkemidler der er til rådighed i dag - har meget
lange udsigter.
  
Derfor er det os en glæde, at vi med den ny planlovsaftale (pkt. 5.3) vil få mulighed for at bygge
midlertidige studieboliger i kommunernes “perspektivområder”; store områder, der er planlagt til at ligge
ubenyttede hen de næste 10-15 år.
  
Får vi med den nye planlov nogle rammer, der i praksis muliggør et marked for flytbare studieboliger i 
perspektivområderne, er der grundlag for at opføre et meget stort antal flytbare studieboliger på en kort 
årrække. 
  
I planlovsaftalens nuværende udformning består dog den udfordring, at aftaleteksten kun giver mulighed 
for en “
midlertidig anvendelse af ubenyttede arealer i op til 3 år med mulighed for forlængelse.” 
  
At bygge studieboliger i stor skala er en investering, som kræver sikkerhed for en fornuftig driftsperiode. 
En 3­årig periode med mulighed for forlængelse giver ikke denne sikkerhed og blokerer i praksis for 
privat finansiering af studieboliger. 
  
Vi opfordrer derfor til, at medlemmerne i erhvervs­ vækst og eksportudvalget vil arbejde aktivt for at 
ændre ordlyden, så den endelige tekst giver: 
mulighed for en midlertidig anvendelse af ubenyttede 
perspektivarealer i 10 år. 
  
At give denne mulighed til kommunerne vil fjerne en administrativ vækstbremse og åbne op for, at 
tusindvis af studieboliger kan opføres uden offentlig støtte. Dertil følger hundredvis af arbejdspladser og 
vækst inden for dansk byggeri, arkitektur og industri. Endeligt vil de studerende kunne hjælpe til med at 
skabe aktivitet og byliv i perspektivområderne, hvilket skaber langsigtet værdi for grundejerne og for 
kommunerne som helhed. 
  
En lignende lovgivning er allerede indført i Sverige, hvor man kan opføre midlertidige studieboliger i ti år. 
De første 300 studerende er netop flyttet ind i flytbare studieboliger i Stockholm og hundredvis er under 
opførelse. 
  
Vi håber, at aftalepartierne er enige i, at den svenske løsning også vil kunne gøre sig gældende i 
Danmark, og at man vil ændre tidsperioden fra 3 til 10 år. 
  
Vi vil derfor gerne foretræde for udvalget og opfordre til en ændring af en planmæssig detalje, der kan 
åbne op for konkrete løsninger på et tilbagevendende samfundsproblem, skabe arbejdspladser og 
bringe Danmark på verdenskortet i et globalt vækstmarked for nye, fleksible boligløsninger. 
 
Med venlig hilsen, 
Frederik Noltenius Busck og Michael Plesner, partnere i CPH Containers.