Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 329
Offentligt
1652405_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 2.6.2016
COM(2016) 356 final
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET,
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET
En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi
{SWD(2016) 184 final}
DA
DA
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0002.png
1. Indledning
Den kollaborative økonomi skaber nye muligheder for forbrugere og iværksættere. Det er
Kommissions opfattelse, at den kollaborative økonomi kan derfor bidrage væsentligt til job-
og vækstmulighederne i Den Europæiske Union, hvis den fremmes og udvikles på ansvarlig
vis. Nye forretningsmodeller, hvor innovation er motivationsfaktoren, har et betydeligt
potentiale, hvad angår konkurrenceevne og vækst. De kollaborative platformes succes udgør
nogle gange en udfordring for de eksisterende aktører og praksisser på markedet, men idet de
giver individuelle borgere mulighed for at tilbyde tjenesteydelser, fremmer de også nye
jobmuligheder, fleksible arbejdsforhold og nye indtægtskilder. For forbrugerne kan den
kollaborative økonomi skabe fordele i form af nye tjenesteydelser, et større udbud og lavere
priser. Den kan fremme delingen af aktiver og mere effektiv brug af ressourcer, som kan
bidrage til Unionens dagsorden om bæredygtighed og overgang til kredsløbsøkonomi.
Samtidigt rejser den kollaborative økonomi ofte spørgsmål i forbindelse med eksisterende
retlige rammer, udvisker de etablerede skel mellem forbrugere og udbydere, ansatte og
selvstændige eller professionelle og ikke-professionelle udbydere af tjenesteydelser. Dette kan
resultere i usikkerhed vedrørende gældende regler, især i forbindelse med den
lovgivningsmæssige fragmentering på grund af divergerende lovgivningsmæssige tiltag på
nationalt eller lokalt plan. Dette hindrer udviklingen af den kollaborative økonomi i Europa
og forhindrer fordelene i at blive udnyttet fuldt ud. Samtidigt er der risiko for at
lovgivningsmæssige gråzoner udnyttes til at omgå bestemmelser til beskyttelse af offentlige
interesser.
Den kollaborative økonomi er lille, men vokser hurtigt, og erobrer vigtige markedsandele i
nogle sektorer. Bruttoindtægterne inden for de kollaborative platforme og tjenesteudbydere i
EU anslås at være 28 mia. EUR i 2015. Indtægterne i fem nøglesektorer i EU blev næsten
fordoblet i forhold til tidligere år, og den markante stigning forventes at fortsætte.
1
Siden 2013
har der været god stigning i væksten og den accelererede i 2015, idet store platforme foretog
betydelige investeringer med henblik på udvidelse af deres aktiviteter i Europa. Nogle
eksperter anslår, at den kollaborative økonomi i fremtiden kan bidrage med 160-572 mia.
EUR til økonomien i EU.
2
Nye virksomheder har derfor store muligheder for at erobre disse
hastigt voksende markeder. Interessen hos forbrugerne er i hvert fald stor, hvilket bekræftes af
en offentlig høring og en Eurobarometer-undersøgelse.
3
Denne meddelelse har til formål at hjælpe med at høste disse fordele og diskutere problemer i
forbindelse med usikkerheden vedrørende rettigheder og forpligtelser for deltagerne i den
kollaborative økonomi. Meddelelsen indeholder juridisk vejledning og politiske
retningslinjer
4
til offentlige myndigheder, aktører på markedet og interesserede borgere med
henblik på en stabil og bæredygtig udvikling af den kollaborative økonomi, som meddelt i
strategien for det indre marked.
5
Denne ikke-bindende vejledning om, hvordan eksisterende
EU-lov bør anvendes i forbindelse med den kollaborative økonomi, omfatter væsentlige
1
2
3
4
5
Det anslås, at kollaborative platforme inden for den kollaborative økonomis fem nøglesektorer havde en indtjening på
3,6 mia. EUR i 2015 i EU: indkvartering (korttidsudlejning), passagertransport; ydelser i private hjem, professionelle og
tekniske serviceydelser og kollaborativ finansiering. Alle tal er baseret på estimater fra PwC Consulting og indgår i en
undersøgelse, som er udført for Europa-Kommissionen.
EPRS: Prisen for ikke-Europa i deleøkonomien. Januar 2016.
En opinionsundersøgelse fra Eurobarometer viste, at 52 % af borgerne i EU er opmærksomme på de tjenesteydelser, der
tilbydes af den kollaborative økonomi, og at 17 % har gjort brug af disse tjenesteydelser mindst én gang. En
præsentation af resultaterne fra Eurobarometer-undersøgelsen og den offentlige høring, der blev afholdt fra september
2015 til januar 2016, fremgår af det vedlagte arbejdsdokument fra tjenestegrenene.
Problemer vedrørende crowdfunding (som omtalt i Kommissionens meddelelse KOM/2014/0172) og tjenesteydelser,
der tilbydes af uddannelsesplatforme, er ikke omfattet af denne meddelelse.
KOM(2015) 550.
2
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0003.png
problemstillinger, som både opleves af aktører på markedet og offentlige myndigheder.
6
Der
er ikke taget hensyn til eventuelle, fremtidige initiativer fra Kommissionen på dette område
og Domstolens beføjelser hvad angår fortolkning af EU-lovgivningen.
Hvad er kollaborativ økonomi?
I denne meddelelse forstås ved betegnelsen "kollaborativ økonomi"
7
forretningsmodeller, ved
hvilke aktiviteterne muliggøres ved hjælp af kollaborative platforme, som udgør et åbent
marked for lejlighedsvis brug af varer eller tjenesteydelser, der ofte tilbydes af
privatpersoner. Den kollaborative økonomi involverer tre kategorier af aktører: i)
tjenesteudbydere, der deler aktiver, ressourcer, tid og/eller færdigheder — det kan være
privatpersoner, der tilbyder tjenesteydelser lejlighedsvist ("peers") eller tjenesteudbydere, der
tilbyder deres faglige kapacitet ("professionelle tjenesteudbydere"); ii) brugere af disse; og
iii) formidlere, der — via en online-platform — fører udbyderne sammen med brugerne og
som muliggør transaktioner mellem disse ("kollaborative platforme"). Transaktioner inden
for den kollaborative økonomi involverer normalt ikke et ejerskifte og kan udføres med
henblik på fortjeneste eller uden fortjeneste.
8
2. Centrale spørgsmål
2.1. Krav vedrørende markedsadgang
Virksomheder inden for den kollaborative økonomi kan skabe nye markeder og udvide de
eksisterende og opererer desuden på markeder, der hidtil har været forbeholdt traditionelle
tjenesteudbydere. Et centralt spørgsmål for både myndigheder og aktørerne på markedet er,
om og i hvilket omfang kollaborative platforme og tjenesteudbydere skal være underlagt
kravene vedrørende markedsadgang i henhold til eksisterende EU-lovgivning. Disse kan
omfatte virksomhedstilladelser, licensforpligtelser eller minimumskrav hvad angår
kvalitetsstandard (f.eks. værelsesstørrelse, biltype, forpligtelser vedrørende forsikring eller
depositum etc.). I henhold til EU-lovgivningen skal disse krav være begrundede og
forholdsmæssige og tage hensyn til forretningsmodellens særlige kendetegn og de
pågældende innovative tjenester, uden at forskelsbehandle visse forretningsmodeller.
Professionel udbydelse af tjenesteydelser
Nationale lovgivningstiltag varierer i de forskellige sektorer, hvor nogle er mere restriktive
end andre. Afhængig af typen af tjenesteydelse er lovgivningsindgreb ofte begrundet med
henvisning til forskellige målsætninger for offentlighedens interesse: beskyttelse af turister,
opretholdelse af den offentlige sikkerhed, bekæmpelse af skatteunddragelse, opretholdelse af
ensartede konkurrenceforhold, beskyttelse af folkesundhed og fødevarekvalitet, modvirkning
af manglen på boliger til overkommelige priser til borgerne etc. I nogle medlemsstater findes
6
7
8
Vejledningen, der gives i denne meddelelse, er rettet mod økonomiske aktiviteter. Tjenesteydelser inden for den
kollaborative økonomi kan udbydes gratis, på deleomkostningsbasis eller mod vederlag. I mange medlemsstater er rene
deleomkostningsaktiviteter eller -transaktioner, hvori der indgår tjenesteydelser som en del af den finansielle
transaktion, vederlagsfrie. Kun aktiviteter mod vederlag udgør en økonomisk aktivitet i henhold til EU-lov. Se sag C-
281/06 Jundt [2007] ECR I- I-12231 §32, 33. Selv om en transaktion mellem en tjenesteudbyder og en bruger ikke
udgør en økonomisk aktivitet, er det imidlertid vigtigt at fastholde, at dette kan være tilfældet i forbindelse med deres
forhold hver især til platformen inden for den kollaborative økonomi. Hvert forhold (platform-bruger, platform-
tjenesteudbyder, tjenesteudbyder-bruger) skal vurderes separat.
Betegnelsen kollaborativ økonomi bruges ofte identisk med betegnelsen "deleøkonomi". Den kollaborative økonomi er
et hastigt voksende fænomen, og definitionen heraf kan derfor ændres.
Tjenesteydelser inden for den kollaborative økonomi kan omfatte en vis grad af ejerskifte i forbindelse med intellektuel
ejendom.
3
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0004.png
der ud over eksisterende, sektorspecifikke bestemmelser målrettede, lovgivningsmæssige
indgreb, der er fremskyndet i takt med at aktørerne inden for den kollaborative økonomi har
erobret markedsandele.
I henhold til EU-lovgivningen, især de grundlæggende rettigheder i traktaten og
servicedirektivet,
9
må tjenesteudbydere ikke pålægges krav vedrørende markedsadgang eller
andre krav, såsom tilladelse eller licens, medmindre disse er ikke-diskriminerende,
nødvendige for at opretholde en klart identificeret målsætning af offentlighedens interesse
10
og forholdsmæssige i forhold til opnåelse af denne interesse (dvs. ikke indføre flere krav en
højst nødvendigt).
11
Dette gælder også bestemmelser vedrørende professioner.
12
I henhold til servicedirektivet skal de nationale myndigheder revurdere den eksisterende,
nationale lovgivning for at sikre, at kravene vedrørende markedsadgang fortsat er begrundet
af legitime målsætninger. De skal også være nødvendige og forholdsmæssige. Som
Kommissionen fremhævede i sin årlige vækstundersøgelse 2016
13
vil en mere fleksibel
regulering af markedet for tjenesteydelser medføre højere produktivitet og gøre det lettere for
nye aktører at komme ind på markedet, reducere priserne for tjenesteydelserne og give
forbrugerne flere valgmuligheder.
Etableringen af den kollaborative økonomi og nye forretningsmodellers adgang til markedet
giver nye muligheder for medlemsstaternes politiske beslutningstagere og lovgivere. De kan
overveje, om de fastlagte målsætninger i den eksisterende lovgivning stadig er gældende,
både hvad angår den kollaborative økonomi og de tjenesteudbydere, der driver virksomhed på
traditionel vis.
Når de nationale myndigheder foretager en revurdering af begrundelsen og proportionaliteten
af den gældende lovgivning for den kollaborative økonomi, bør de generelt tage højde for de
særlige egenskaber, der kendetegner forretningsmodellerne i den kollaborative økonomi, og
de foranstaltninger, som de træffer for at imødekomme spørgsmål vedrørende grundlæggende
retsprincipper, for eksempel hvad angår adgang, kvalitet og sikkerhed. For eksempel kan
rating- og bedømmelsessystemer eller andre mekanismer til modvirkning af markedsaktørers
skadelige opførsel i nogle tilfælde reducere forbrugernes risiko i forbindelse med
informationsasymmetrier. Dette kan bidrage til en højere kvalitet i tjenesteydelserne og
potentielt reducere behovet for visse reguleringselementer, såfremt der er tilstrækkelig tillid til
bedømmelsernes og ratingernes kvalitet.
Absolutte forbud mod og kvantitative restriktioner i forbindelse med en aktivitet medfører
normalt sidste udvejs-foranstaltninger. Sådanne bør generelt kun indføres, hvis og i de
tilfælde, hvor der ikke anvendes andre, mindre restriktive krav i forbindelse med beskyttelse
af offentlighedens interesser. For eksempel synes et forbud mod korttidsudlejning af
lejligheder vanskeligt at begrunde, hvis korttidsudlejningen af boligen for eksempel kan
begrænses til et maksimum antal dage om året. Dette ville gøre det muligt for borgerne at dele
deres bolig lejlighedsvist, uden at trække denne helt ud af markedet for langtidsudlejning.
9
10
11
12
13
Se artikel 9 og 16 i direktiv 2006/123/EF ("Servicedirektivet"), og artikel 49 og 56 i Traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde.
Se artikel 4, stk. 8, i servicedirektivet for en liste over bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser i
henhold til direktivet.
Se betragtning 39 og artikel 4, stk. 6, i servicedirektivet vedrørende begrebet "tilladelse".
Se artikel 59 i direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer 2005/36/EF. Proportionaliteten og
nødvendigheden af nationale bestemmelser vedrørende fastlagte professioner vil blive yderligere debatteret i to af
Kommissionens kommende initiativer (vejledning om behov for reformering af fastlagte professioner og
proportionalitetstest for fastlagte professioner).
KOM(2015) 690 endelig af 26.11.2015" Årlig vækstundersøgelse 2016 - Styrket opsving og større konvergens".
4
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0005.png
I tilfælde, hvor tjenesteudbydere er lovmæssigt forpligtede til at indhente tilladelse i henhold
til national lov, skal medlemsstaterne endvidere sikre, at betingelserne for at indhente disse
bl.a. er entydige, forholdsmæssige og objektive og at tilladelserne principielt udstedes på
ubegrænset tid.
14
Derudover skal de relevante, administrative procedurer og formaliteter også
være entydige, transparente og ikke unødigt komplicerede, og udbydernes omkostninger i
forbindelse med disse skal være rimelige og forholdsmæssige i forhold til de omkostninger,
der opstår i forbindelse med den pågældende procedure, og procedurerne afvikles så hurtigt
som muligt samt være underlagt stiltiende godkendelse.
15
Ved at indføre e-forvaltning med
god praksis og gode principper kan overensstemmelsesomkostningerne og -byrderne
reduceres betydeligt for tjenesteudbydere.
16
Peer-to-peer udbydelse af tjenesteydelser
I forbindelse med den kollaborative økonomi kan det faktum, om tjenesteydelsen tilbydes af
professionelle udbydere eller snarere lejlighedsvist af private personer, være en vigtig faktor i
vurderingen af, om kravene vedrørende markedsadgang er nødvendige, begrundede og
forholdsmæssige. Et særligt kendetegn for den kollaborative økonomi er faktisk, at
tjenesteudbyderne ofte er privatpersoner, der tilbyder deres aktiver eller tjenesteydelser på
lejlighedsvis peer-to-peer basis. Samtidigt benytter et stigende antal mikro-iværksættere og
mindre virksomheder kollaborative platforme.
EU-lovgivningen fastlægger ikke eksplicit, hvornår en peer anses for en professionel
tjenesteudbyder i den kollaborative økonomi.
17
Medlemsstaterne anvender forskellige
kriterier, når de skelner mellem professionelle tjenester og peer-to-peer tjenester. Nogle
medlemsstater definerer professionelle tjenester som tjenester, der tilbydes mod vederlag
sammenlignet med peer-to-peer tjenester, som har til formål at reducere omkostningerne for
tjenesteudbyderen. Andre medlemsstater har indført en differentiering ved hjælp af
grænseværdier. Disse grænseværdier er ofte udarbejdet på baggrund af den specifikke sektor,
og tager højde for niveauet for den genererede indtjening og den regelmæssighed, med
hvilken tjenesteydelsen tilbydes. Under disse grænseværdier er tjenesteudbydere normalt
underlagt mindre restriktive krav. Rimelige grænseværdier kan være et brugbart middel, og
kan være med til at skabe en entydig lovgivningsramme til fordel for ikke-professionelle
udbydere.
Inden for transportsektoren arbejder nogle medlemsstater for eksempel på at undtage mindre
passagertransportvirksomheder — hvis årlige omsætning ikke overstiger en specifik grænse
— fra kravene vedrørende licens. Inden for udlejningssektoren på kort tid tillader nogle byer
korttidsudlejning og deling af eget hjem, uden krav om forudgående tilladelse eller
registrering. Det ville være tilfældet, hvis tjenesteydelserne tilbydes lejlighedsvist, dvs. indtil
en specifik grænse på eksempelvis mindre end 90 dage om året. Andre byer har vedtaget
andre regler afhængigt af, om boligen er helårsbolig eller feriebolig, med en formodning om
at en borgers helårsbolig kun kan udlejes lejlighedsvist.
Kollaborative platforme
14
15
16
17
Se artikel 10 og 11 i servicedirektivet.
Se artikel 13 i servicedirektivet.
COM(2016) 179 final af 19.4.2016 " EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 - Fremskyndelse af
forvaltningernes digitale omstilling".
I servicedirektivet defineres tjenesteudbydere for eksempel som enhver fysisk eller juridisk person, der tilbyder enhver
form for selvstændig økonomisk aktivitet, normalt mod et vederlag (se artikel 4, stk. 2). Det betyder, at enhver
økonomisk aktivitet kan være omfattet af direktivets regler, uanset hvor hyppigt den tilbydes og uden krav om, at
tjenesteudbyderen nødvendigvis handler som "professionel". Endvidere defineres en "handlende" som enhver person,
der agerer i overensstemmelse med de formål, der har relation til dennes erhverv, forretning, håndværk eller profession i
EU's forbrugerlovgivning (se afsnit 2.3).
5
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0006.png
Om – og i hvilket omfang – kollaborative platforme er omfattet af kravene vedrørende
markedsadgang afhænger af aktiviteternes natur. Når kollaborative platforme tilbyder en
tjenesteydelse, der normalt tilbydes mod et vederlag, der er tale om fjernsalg via elektroniske
midler og på individuel opfordring fra modtageren af tjenesteydelsen,
18
tilbyder de en
informationssamfundstjeneste. Derfor kan disse ikke være underlagt krav vedrørende
forudgående tilladelse eller lignende krav, som specifikt og eksklusivt er målrettet mod disse
tjenesteydelser.
19
Endvidere kan medlemsstaterne kun pålægge lovgivningsmæssige krav for
kollaborative platforme, der tilbyder disse tjenesteydelser ud over andre medlemsstaters
grænser, under begrænsede omstændigheder og i henhold til en særlig procedure.
20
Men der kan være tilfælde, hvor kollaborative platforme må anses for at tilbyde andre
tjenesteydelser ud over informationssamfundstjenester, som disse tilbyder som mellemled
mellem tjenesteudbyderne af underliggende tjenesteydelser og disses brugere. Under visse
omstændigheder kan en platform især også være udbyder af den underliggende tjenesteydelse
(f.eks. transport eller korttidsudlejning). I dette tilfælde kan kollaborative platforme være
omfattet af den relevante, sektorspecifikke lovgivning, inklusive krav vedrørende
forretningstilladelse og licens, der normalt gælder for udbydere af tjenesteydelser, under de
fremlagte betingelser i de foregående afsnit
21
.
Om en kollaborativ platform også tilbyder den underliggende tjenesteydelse må normalt
vurderes fra sag til sag. Flere faktuelle og juridiske kriterier kan spille en rolle i den
forbindelse. Graden af den kollaborative platforms kontrol over eller indflydelse på
udbyderen af sådanne tjenesteydelser vil generelt være af afgørende betydning. Det kan især
vurderes i lyset af følgende nøglekriterier:
Pris: fastsætter den kollaborative platform den endelige pris, der skal betales af
brugeren, som modtager af den underliggende tjenesteydelse. I de tilfælde, hvor
den kollaborative platform kun anbefaler en pris eller hvor udbyderen af den
underliggende tjenesteydelse på anden vis selv kan tilpasse den pris, som den
kollaborative platform har fastsat, kan det antages, at dette kriterium måske ikke
opfyldes.
Andre kontraktmæssige nøglevilkår: fastlægger den kollaborative platform andre
vilkår og betingelser end prisen, som afgør det kontraktmæssige forhold mellem
udbyderen af den underliggende tjenesteydelse og brugeren (som for eksempel
fastlæggelse af obligatoriske instruktioner vedrørende udførelsen af den
underliggende tjenesteydelse).
Ejerforhold i forbindelse med nøgleaktiver: ejer den kollaborative platform
nøgleaktiverne, der anvendes til udførelse af den underliggende tjenesteydelse.
Hvis alle disse tre kriterier opfyldes, kan meget tale for at den kollaborative platform udøver
markant indflydelse på eller kontrol over udbyderen af den underliggende tjenesteydelse,
hvilket igen kunne indikere, at platformen også må anses for at udbyde den underliggende
tjenesteydelse (ud over en informationssamfundstjeneste).
18
19
20
21
Se artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31/EF (e-handelsdirektivet) og artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535. Se også
bilag I til sidstnævnte direktiv for en vejledende liste over tjenesteydelser, der ikke er omfattet af denne definition.
Se artikel 4 i e-handelsdirektivet.
Se artikel 2 og 3 i e-handelsdirektivet. Der kan kun afviges fra princippet om oprindelsesland i forbindelse med retten til
at tilbyde tjenesteydelser inden for informationssamfundet på tværs af grænserne, hvis der er fare eller en reel og
alvorlig risiko for at underminere de fire følgende målsætninger: grundlæggende retsprincipper, beskyttelse af
folkesundhed, offentlig sikkerhed, inklusive beskyttelse af nationens sikkerhed, samt forbrugersikkerhed og -beskyttelse.
I så fald skal de nationale foranstaltninger stadig være forholdsmæssige, og visse proceduremæssige betingelser
(inklusive notifikation til Kommissionen) skal også overholdes.
Dvs. at de er ikke-diskriminerende, nødvendige for at nå klart definerede mål af offentlig interesse og er
forholdsmæssige i forhold til at nå denne interesse (dvs. ikke indføre flere krav end højst nødvendigt)
6
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0007.png
Afhængigt af det pågældende tilfælde kan andre kriterier også spille en rolle. Hvis for
eksempel den kollaborative platform afholder omkostningerne og bærer den fulde risiko, der
er forbundet med udførelsen af den underliggende tjenesteydelse. Eller hvis der findes et
ansættelsesforhold mellem den kollaborative platform og den person, der udbyder den
pågældende, underliggende tjenesteydelse (se afsnit 2.4). Disse forhold kan indikere, at den
kollaborative platform udøver en høj grad af kontrol over og indflydelse på udførelsen af den
underliggende tjenesteydelse.
Omvendt kan kollaborative platforme bare hjælpe udbyderen af de underliggende
tjenesteydelser ved at tilbyde at udføre visse aktiviteter, som er sekundære i forhold til de
primære informationssamfundstjenester, som platformen tilbyder, som mellemled mellem
udbyderen af de underliggende tjenesteydelser og disses brugere (f.eks. ved at tilbyde
betalingsmuligheder, forsikringsdækning, eftersalgsydelser etc.). Dette er i sig selv ikke bevis
på indflydelse eller kontrol, hvad angår den underliggende tjenesteydelse. På samme måde er
tilbud om brugerratinger eller bedømmelsesmekanismer ikke i sig selv et bevis på betydelig
indflydelse eller kontrol.
22
Generelt kan man imidlertid sige, at jo mere de kollaborative
platforme styrer og organiserer udvalget af udbyderne af de underliggende tjenesteydelser og
måden, hvorpå disse underliggende tjenesteydelser udføres — for eksempel ved direkte
verifikation og styring af sådanne tjenesteydelsers kvalitet — jo mere tyder på, at den
kollaborative platform også må anses for at tilbyde de underliggende tjenesteydelser selv.
Derfor kan en kollaborativ platform, der tilbyder tjenesteydelser inden for sektoren for
korttidsudlejning,
kun
tilbyde
informationssamfundstjenester
og
ikke
selve
udlejningstjenesten, hvis for eksempel udbyderen af udlejningstjenesten fastsætter sine priser
selv og platformen ikke ejer nogle af de aktiver, der anvendes ved udbydelsen af denne
tjeneste. Det faktum, at den kollaborative platform også kan udbyde forsikrings- og
ratingtjenester til dens brugere, ændrer ikke nødvendigvis ved denne konklusion.
Når medlemsstaterne vurderer, om de krav, som den kollaborative økonomi er underlagt
vedrørende markedsadgang, er nødvendige, begrundede og forholdsmæssige med henblik på
definerede og legitime målsætninger af offentlig interesse, bør de tage højde for
forretningsmodellernes egenskaber i den kollaborative økonomi.
Med henblik på en regulering af de pågældende aktiviteter bør privatpersoner, der
lejlighedsvist tilbyder tjenester via kollaborative platforme på peer-to-peer-basis, ikke
automatisk behandles som professionelle tjenesteudbydere. Fastsættelse (om muligt
sektorspecifikt) af grænseværdier, under hvilke en økonomisk aktivitet anses for en ikke-
professionel peer-to-peer aktivitet, kan være den rigtige vej frem.
Det anbefales, at medlemsstaterne benytter lejligheden til at revidere, forenkle og
modernisere de krav til markedsadgang, som generelt gælder for aktørerne på markedet. De
bør forsøge at lette unødvendige lovgivningsmæssige byrder for aktørerne, uanset den
pågældende forretningsmodel, og for at undgå en fragmentering af det indre marked.
2.2 Ansvarsordninger
De mest relevante regler om kontraktretligt og ikke-kontraktretligt ansvar er fastlagt i
medlemsstaternes nationale lovgivning. I henhold til EU-lovgivningen er online-platforme,
som formidlere af informationssamfundstjenester, i særlige tilfælde imidlertid fritaget for
ansvar vedrørende de informationer, de opbevarer.
23
22
23
Den faktiske rating/bedømmelse foretages af brugeren, ikke den kollaborative platform.
Artikel 14 i e-handelsdirektivet.
7
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0008.png
Denne ansvarsfritagelse vil afhænge af de juridiske og faktuelle elementer vedrørende den
aktivitet, som den kollaborative platform udfører, og vil være gældende i de tilfælde, hvor de
pågældende aktiviteter betragtes som værtstjeneste i henhold til e-handelsdirektivet.
24
I så fald
må deres tjeneste udelukkende være teknisk, automatisk og passiv.
25
Fritagelsen for ansvar
gælder under den betingelse, at den kollaborative platform ikke spiller en aktiv rolle, som
ville give den viden om, kontrol over eller kendskab til de illegale informationer - og i de
tilfælde, hvor den alligevel kommer i besiddelse af en sådan viden eller et sådant kendskab,
fjerner disse informationer eller spærrer for adgangen til disse så hurtigt som muligt.
26
Hvorvidt kollaborative platforme kan nyde godt af en sådan ansvarsfritagelse, skal vurderes
fra sag til sag, afhængigt af graden af online-platformens kendskab til og kontrol over de
informationer, som den er vært for.
Det er vigtigt at fastholde, at medlemsstaterne i henhold til EU-lovgivningen ikke kan
pålægge kollaborative platforme, for så vidt at de udbyder værtstjenester, en generel
forpligtelse til at overvåge eller aktivt lede efter fakta eller omstændigheder, der antyder en
illegal aktivitet.
27
I "Meddelelse om online-platforme og det indre, digitale marked"
28
anføres det, at
opretholdelse af de eksisterende ordninger for formidleransvar er af afgørende betydning for
den videre udvikling af en digital økonomi inden for EU. Dette inkluderer den kollaborative
økonomi, idet online-platforme spiller en afgørende rolle for denne økonomis vækst.
Samtidigt opfordrer Kommissionen til at handle ansvarsbevidst i forbindelse med alle former
for online-platforme, for eksempel ved hjælp af frivillige tiltag med henblik på at få løst det
alvorlige problem med falske eller vildledende bedømmelser. Sådanne frivillige tiltag, der
indføres for at øge tilliden og skabe en mere konkurrencedygtig tjenesteydelse, må ikke
automatisk medføre, at den kollaborative platforms aktivitet ikke længere anses for
udelukkende at være af teknisk, automatisk og passiv karakter.
Ud over værtstjenester kan en kollaborativ platform også tilbyde forskellige andre tilknyttede
eller accessoriske aktiviteter. Disse kan omfatte bedømmelses- eller ratingtjenester,
betalingsfaciliteter, forsikring, ID-verifikation (ofte udført af tredjepartsudbydere) eller
platformen kan sågar selv tilbyde den underliggende tjenesteydelse, der tilbydes til brugerne.
Den ovennævnte ansvarsfritagelse, der er fastlagt i EU-lovgivningen, forbliver begrænset i
forbindelse med udbydelsen af værtstjenester og omfatter ikke andre tjenesteydelser eller
aktiviteter, der udføres af en platform inden for den kollaborative økonomi. Den ovennævnte
24
25
26
27
28
Inden for rammerne af den kollaborative økonomi skal værtstjeneste i bred forstand forstås som handel med og
opbevaring af kundedata samt tilvejebringelse af det sted, hvor brugere møder udbydere af de underliggende
tjenesteydelser. Fritagelserne i henhold til artikel 12 og 13 i e-handelsdirektivet vil normalt ikke være gældende i disse
tilfælde, idet kollaborative platforme normalt ikke kun tilbyder "kanaliserings-" eller "mellemlagrings"-tjenester i disse
bestemmelsers betydning.
I henhold til afsnit 4 i e-handelsdirektivet. I de forenede sager C-236/08 til C-238/08 Google France/Louis Vuitton
understregede CJEU de vigtigste kriterier for at en online-platform anses for en "mellemformidlende udbyder af
tjenesteydelser", med henvisning til punkt 42 i direktiv 2000/31/EF. Ifølge dette punkt forventes
informationssamfundstjenester at tilbyde de tekniske driftsprocesser og adgang til et kommunikationsnetværk, via
hvilket informationer, der er leveret af tredjepart, transmitteres eller gemmes midlertidigt, kun med det ene formål at
gøre transmissionen mere effektiv; denne aktivitet er udelukkende af teknisk, automatisk og passiv karakter.
Sag C
-
324/09 L’Oréal/eBay. Naturligvis skal domstolene og de nationale, administrative myndigheder kræve, at den
kollaborative platform ophører med eller forhindrer eventuelle overtrædelser
.
Se artikel 14, stk.3, i e-handelsdirektivet.
Et omfattende baggrundsmateriale vedrørende de mellemformidlende ansvarsordninger findes i arbejdsdokument fra
Kommissionens tjenestegrene "Online-tjenester, inklusive e-handel, i det indre marked", SEC(2011) 1641 endelig.
Som anført i artikel 15, stk. 1, i e-handelsdirektivet.
COM(2016) 288/2 af 25. maj 2016 " Onlineplatforme og det digitale indre marked - Muligheder og udfordringer for
Europa".
8
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0009.png
ansvarsfritagelse udelukker heller ikke det ansvar, som platformen inden for den kollaborative
økonomi er underlagt i henhold til gældende lov om beskyttelse af personlige data, hvad angår
platformens egne aktiviteter. Omvendt betyder det faktum, at en platform også udfører visse
andre aktiviteter - ud over værtstjenester - ikke nødvendigvis, at den pågældende platform
ikke længere er sikret en ansvarsfritagelse, hvad angår dens værtstjenester.
29
Den måde,
hvorpå kollaborative platforme designer deres informationssamfundstjeneste og indfører
frivillige foranstaltninger til håndtering af illegalt online-indhold, er til syvende og sidst en
forretningsbeslutning og spørgsmålet om, hvorvidt disse er fritaget for et formidleransvar, bør
altid vurderes fra sag til sag.
Kollaborative platforme opfordres til fortsat at indføre frivillige foranstaltninger til
bekæmpelse af illegalt online-indhold og til at øge tilliden (ved for eksempel at hjælpe med
til at sikre kvaliteten af de tjenesteydelser, der tilbydes af udbyderne af underliggende
tjenesteydelser på deres platform). Sådanne frivillige foranstaltninger må ikke automatisk
tolkes således, at kollaborative platforme, der er fritaget for et formidleransvar, ikke
længere indfører sådanne foranstaltninger.
2.3 Brugerbeskyttelse
Traditionelt tager EU's forbruger- og markedsføringslovgivning udgangspunkt i transaktioner,
i hvilke der findes en svagere part, der har behov for beskyttelse (typisk en forbruger). Men
den kollaborative økonomi udvisker skellene mellem forbrugere og erhvervsdrivende, idet der
findes et flersidet forhold, der kan omfatte transaktioner mellem virksomhed-til-virksomhed,
virksomhed-til-forbruger, forbruger-til-virksomhed og forbruger-til-forbruger. I disse forhold
er det ikke altid entydigt, hvem der er den svagere part, der kræver beskyttelse.
EU's nuværende forbruger- og markedsføringslovgivning tager udgangspunkt i forskellen
mellem en "erhvervsdrivende" og en "forbruger". En erhvervsdrivende er en person, der
"udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et
liberalt erhverv";
30
en "forbruger" er en person, der "ikke
udøver virksomhed som handlende,
håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv".
Disse kriterier, når de
finder anvendelse på de deltagende kategorier i den kollaborative økonomi, fastlægger de
pågældende parters rettigheder og forpligtelser i henhold til EU's eksisterende forbruger- og
markedsføringslovgivning.
31
Især finder EU's forbrugerlovgivning anvendelse på enhver kollaborativ platform, som agerer
som "erhvervsdrivende" og beskæftiger sig med "handelspraksis" over for forbrugere.
Udbydere af de underliggende tjenesteydelser anses også for at være erhvervsdrivende, hvis
de
"udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et
liberalt erhverv".
Omvendt finder EU's forbruger- og markedsføringslovgivning ikke
anvendelse på forbruger-til-forbruger-transaktioner. Hvis således hverken udbyderen af den
kollaborative tjenesteydelse eller brugeren betragtes som en erhvervsdrivende, falder
transaktionerne mellem dem uden for rammerne af denne lovgivning.
29
30
31
Således udelukker nogle domstole denne fritagelse, hvis tjenestens værtsrelaterede aktivitet ikke udgør tjenestens
vigtigste aktivitet. Se vedrørende dette domstolens afgørelse i Paris i Louis Vuitton Malletier / Christian Dior Couture
og Parfums Christian Dior, Kenzo, Givenchy et Guerlain v. eBay, alle truffet af handelsretten i Paris, første kammer,
den 30. juni 2008. Den græske domstol traf den modsatte afgørelse i den græske sag nr. 44/2008 ved Rodopi Court of
First Instance, bekendtgjort i (2009) Armenopoulos, 406.
Artikel 2, litra b), i direktiv 2005/29/EF ("direktivet om urimelige handelspraksis").
Direktiv om urimelig handelspraksis, direktiv 2011/83/EU ("direktivet om forbrugerrettigheder") og direktiv 93/13/EØF
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler finder anvendelse på transaktioner mellem virksomheder og forbrugere i
den kollaborative økonomi. Direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame finder anvendelse på
virksomhed-til-virksomhed-transaktioner.
9
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0010.png
Derved opstår det centrale spørgsmål, under hvilke betingelser udbyderen af den
underliggende tjenesteydelse betragtes som en erhvervsdrivende i forbindelse med
tjenesteydelser, der tilbydes på peer-to-peer-basis. I øjeblikket behandler medlemsstaterne
dette problem forskelligt.
32
I henhold til den nuværende EU-lovgivning skal dette spørgsmål
besvares fra sag til sag. I den forbindelse har Kommissionen udarbejdet nogle generelle
retningslinjer i den reviderede vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis
33
. Især i
forbindelse med den kollaborative økonomi er følgende faktorer vigtige. Mens ingen af disse i
sig selv er tilstrækkelige til at kvalificere en udbyder som erhvervsdrivende, kan en
kombination af disse pege i den retning, afhængigt af de pågældende omstændigheder:
Tjenesteydelsens hyppighed:
sandsynligheden for at udbydere, der udelukkende
tilbyder deres tjenesteydelser lejlighedsvist (dvs. udelukkende på marginal og
accessorisk basis i modsætning til regelmæssigt) anses for at være erhvervsdrivende er
mindre. Jo oftere den udbudte tjenesteydelse tilbydes, jo større er sandsynligheden for
at udbyderen må betragtes som en erhvervsdrivende, fordi dette kan være en
indikation af, at denne agerer i overensstemmelse med de formål, der har relation til
dennes forretning, håndværk eller erhverv.
Profitorienteret motiv:
et profitorienteret motiv kan være en indikation af, at
udbyderen kan anses som erhvervsdrivende i given transaktion. Udbydere, der har til
formål at udveksle aktiver eller færdigheder (for eksempel boligbytte eller
hjælpegrupper), anses principielt ikke for at være erhvervsdrivende. Udbydere, der
alene forsøger at reducere omkostningerne ved en given transaktion, er ikke
nødvendigvis profitorienterede. Omvendt vil de udbydere, der modtager vederlag ud
over en kompensation for omkostningerne, sandsynligvis have et profitorienteret
motiv.
Omsætningsstørrelse:
jo større omsætning, som udbyderen af tjenesteydelsen
genererer (fra én eller flere kollaborative platforme), jo større indikation af, at
udbyderen må anses for at være en erhvervsdrivende. I denne forbindelse er det vigtigt
at vurdere, om den af udbyderen genererede omsætning stammer fra samme aktivitet
(f.eks. samkørsel) eller fra forskellige typer af aktiviteter (samkørsel, havearbejde
etc.). I det andet tilfælde betyder en større omsætning ikke nødvendigvis, at udbyderen
må anses for at være en erhvervsdrivende, idet den ikke nødvendigvis er opnået i
forbindelse med udbyderens andet (primære) erhverv.
En person, der regelmæssigt tilbyder havearbejde — via kollaborative platforme — mod
betydelige vederlag, kan være omfattet af definitionen på en erhvervsdrivende. En
professionel babysitter, der lejlighedsvist tilbyder havearbejde — via kollaborative platforme
— vil ikke blive betragtet som en erhvervsdrivende for så vidt angår det lejlighedsvist udførte
havearbejde. I overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis skal alle
erhvervsdrivende udvise nødvendig erhvervsmæssig diligenspligt og må ikke vildlede
forbrugerne. Dette gælder også for kollaborative platforme, der anses for erhvervsdrivende og
for så vidt angår deres egen handelspraksis (f.eks. mellemformidlende tjenesteydelser,
betalingstjenester, ratingtjenester etc.). Kollaborative platforme skal også gøre det muligt for
tredjeparts udbydere af underliggende tjenesteydelser, der anses for at være erhvervsdrivende,
at overholde EU's forbruger- og markedsføringslovgivning, ved for eksempel at udvikle deres
webstrukturer på en sådan måde, at erhvervsdrivende kan identificere sig selv over for
platformens brugere. Endvidere kunne de også klart angive over for alle brugere, at disse kun
32
33
Kommissionens løbende undersøgelse af forbrugerproblemer i den kollaborative økonomi vil kortlægge den relevante,
nationale lovgivning i de 28 medlemsstater.
Arbejdsdokument
fra
Kommissionens tjenestegrene,
SWD(2016) 163 final "Guidance on the
implementation/application of directive 2005/29/EC on unfair commercial practices".
10
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0011.png
er beskyttet af EU's forbruger- og markedsføringslovgivning i deres forhold til
erhvervsdrivende. Hvis den kollaborative platform anvender særlige kriterier ved udvælgelsen
af udbydere af underliggende tjenesteydelser, der tilbydes via denne platform og hvis den
foretager særlige kontroller i forbindelse med disses pålidelighed, bør den informere dens
brugere herom.
Derudover kan kollaborative platforme og udbydere af underliggende tjenesteydelser blive
pålagt at overholde andre gældende informationsforpligtelser i henhold til EU-lov,
34
inklusive
krav om gennemsigtighed i henhold til den pågældende, sektorspecifikke lovgivning.
35
I alle tilfælde og i lighed med alle andre ansvarlige, der indsamler og behandler personlige
data i EU, skal kollaborative platforme overholde den retslige ramme vedrørende beskyttelse
af personlige data.
36
Ved at sikre, at reglerne vedrørende behandling af personlige data
overholdes, kan platformene øge den generelle tillid til disse, hvad enten der er tale om
udbydere eller forbrugere (inklusive peer-to-peer), der deltager i den kollaborative økonomi,
så de ved, at de har den nødvendige sikkerhed, når det drejer sig om deres personlige data.
Forbrugernes tillid kan øges ved at øge tilliden til peer-to-peer-tjenesteydelser.
Tillidsskabende mekanismer såsom online-rating og bedømmelsessystemer samt
kvalitetsmærker kan være væsentlige værktøjer til løsning af problemet med manglende
information om individuelle tjenesteudbydere. Sådanne mekanismer, der medvirker til at
skabe tillid til den kollaborative økonomi, udvikles enten af de kollaborative platforme selv
eller af tredjeparts specialister, og kan være særlig vigtige de steder, hvor den eksisterende
forbrugerlovgivning ikke gælder, som beskrevet nedenfor.
I overensstemmelse med EU's forbruger- og markedsføringslovgivning opfordres
medlemsstaterne til på den ene side at finde en afbalanceret tilgang for at sikre, at
forbrugere nyder en høj grad af beskyttelse især i forbindelse med urimelig handelspraksis,
og på den anden side til ikke at pålægge privatpersoner, der ikke er erhvervsdrivende men
som udbyder tjenesteydelser lejlighedsvist, uforholdsmæssige informationsforpligtelser og
andre administrative byrder.
Anvendelsen af online-tillidsmekanismer (f.eks. kvalitetsmærker) til forbedring af tilliden og
troværdigheden skal gøres mere effektiv for at fremme en mere tillidsfuld deltagelse i den
kollaborative økonomi.
2.4 Selvstændige og arbejdstagere i den kollaborative økonomi
Den kollaborative økonomi skaber nye jobmuligheder, skaber nye indtægter udover de
traditionelle lineære arbejdsforhold og giver folk mulighed for at arbejde på mere fleksible
betingelser. Dette giver dem mulighed for at blive økonomisk aktive i de tilfælde, hvor mere
traditionelle ansættelsesformer ikke er egnede eller mulige. På den anden side kan de mere
fleksible arbejdsforhold være mindre faste eller stabile i forhold til traditionelle
ansættelsesforhold. Det kan skabe usikkerhed i forhold til gældende rettigheder og graden af
social beskyttelse. Arbejdsforhold i forbindelse med den kollaborative økonomi er ofte
baseret på individuelle opgaver, der udføres på ad hoc-basis, i højere grad end opgaver, der
udføres regelmæssigt i et defineret miljø og inden for en defineret tidsramme.
34
35
36
For eksempel i henhold til artikel 6 i direktivet om forbrugerrettigheder, artikel 22 i servicedirektivet og artikel 5 i e-
handelsdirektivet.
For eksempel i henhold til artikel 5 i e-handelsdirektivet.
Reglerne om databeskyttelse, der i øjeblikket findes i direktiv 95/46/EF, er fornylig blevet revideret. Den nye generelle
forordning om databeskyttelse (EU)2016/679, EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1, træder i kraft fra 25. maj 2018.
11
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0012.png
Dette udgør reelt et mere strukturelt skifte. Grænserne mellem selvstændige og arbejdstagere
udviskes stadigt mere, antallet af personer med midlertidig ansættelse og deltidsarbejde samt
personer med flere jobs er stigende.
37
Med henblik på den europæiske søjle sociale
rettigheder
38
har Kommissionen startet en offentlig høring om de bedste metoder til at få flere
folk integreret i arbejdsmarkedet, og samtidig sikre rimelige arbejdsvilkår samt tilstrækkelig
og stabil social beskyttelse. Dette tiltag er i øjeblikket udlagt til høring, hvorigennem
Kommissionen søger at indhente interessenternes syn på EU's nuværende sociallovgivning, de
sociale beskyttelsesordningers fremtidige funktion og omfang.
Mens det meste af arbejdslovgivningen hører under national kompetence, har Den
Europæiske Union ikke desto mindre udviklet visse minimumsstandarder inden for det
socialpolitiske område.
39
I dette afsnit belyses de betingelser, under hvilke der foreligger et
ansættelsesforhold i henhold til EU's arbejdslovgivning
40
og praksis, med henblik på en
orientering om, hvordan den traditionelle forskel mellem selvstændige og arbejdstagere skal
tolkes i forbindelse med den kollaborative økonomi.
Idet EU's arbejdslovgivning generelt kun fastsætter minimumsstandarder og ikke omfatter alle
aspekter af sociallovgivningen, der gælder for arbejdsforhold, hvilket betyder, at
medlemsstaterne i princippet kan fastsætte højere standarder i deres nationale lovgivning,
anbefales aktørerne inden for den kollaborative økonomi at konsultere den nationale
arbejdslovgivning, der gælder for det land, i hvilket tjenesteydelsen tilbydes.
EU's definition af en "arbejdstager"
EU-lovgivningen, der sikrer arbejdstagernes rettigheder, gælder kun for mennesker, der
befinder sig i et ansættelsesforhold, dvs. der anses for at være "arbejdstagere". Mens EU-
medlemsstaterne træffer afgørelse om, hvem der kan anses for at være en arbejdstager i deres
nationale retsregler, har Domstolen på EU-niveau defineret betegnelsen arbejdstager i forhold
til gældende EU-lov.
41
Denne definition er primært fastlagt inden for rammerne af
arbejdskraftens frie bevægelighed. Domstolen fastholdt, at
"det væsentligste kendetegn ved et
arbejdsforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden
og efter dennes anvisninger".
42
Domstolen bekræftede især, at denne definition også skal
37
38
39
40
41
42
Baseret på statistikker fra Eurostat.
KOM(2016) 127 endelig. Den
offentlige høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder
blev iværksat den 8.
marts 2016 og fortsætter indtil 31. december 2016.
I overensstemmelse med dens kompetencer, der er fastlagt i artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde
EU's arbejdslovgivning omfatter direktiver om arbejdstageres rettigheder og pligter. De vedrører begrænsning af
arbejdstiden, inklusive retten til årlig betalt ferie, til daglig og ugentlig hvile og beskyttelse i forbindelse med natarbejde
samt information om individuelle ansættelsesvilkår, rettigheder for udsendte medarbejdere, forbud mod diskrimination
mod ansatte i utraditionelle ansættelsesforhold (f.eks. deltid, tidsbegrænset eller ansatte i vikarbureauer), beskyttelse i
forbindelse med arbejdsgiverens konkurs, beskyttelse mod diskrimination på grund af køn, etnisk baggrund, seksuel
orientering. De omfatter også beskyttelse i tilfælde af kollektive afskedigelser eller i tilfælde af overdragelse af
virksomheder eller fusioner på tværs af grænserne. De fastlægger arbejdstageres involvering — information og
konsultation samt medarbejderindflydelse på et bredt plan i særlige tilfælde. Inden for områder som sundhed og
sikkerhed på arbejdspladsen vedrører de beskyttelse mod erhvervsrisici og beskyttelse af arbejdstageres sundhed og
sikkerhed på arbejdspladsen.
Hvad angår anvendelse af national arbejdslovgivning, kan medlemsstaterne frit udvide EU-begrebet for en arbejdstager
til også at omfatte situationer, som ikke er i overensstemmelse med EU's definition. Hvis vurderingen af, om der
foreligger et ansættelsesforhold eller ej, er forbundet med anvendelsen af særlige regler inden for EU-lovgivningen
(arbejdstidsdirektiv 2003/88/EF) og direktiv om kollektive afskedigelser (direktiv 98/59/EF)), er de nationale
definitioner af arbejdstagere ikke relevante. Endvidere skal definitionerne i den nationale lovgivning altid vurderes af de
nationale eller europæiske domstole.
KOM(2010) 373 Genbekræftelse af arbejdskraftens frie bevægelighed: rettigheder og væsentlige udviklinger. Punkt
I.1.1
http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?qid=1453133735571&uri=CELEX%3A52010DC0373.
12
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0013.png
anvendes ved fastlæggelse af, hvem der kan anses for at være arbejdstager i forbindelse med
anvendelsen af visse EU-direktiver inden for det sociale område.
43
Om der foreligger et ansættelsesforhold eller ej skal vurderes fra sag til sag under
hensyntagen til de fakta, der karakteriserer forholdet mellem platformen og udbyderen af den
underliggende tjenesteydelse samt udførelsen af de pågældende opgaver, hvor især følgende
tre væsentlige kriterier alle spiller en rolle:
44
-
-
-
tilstedeværelsen af en form for subordination
type af arbejde
vederlag.
For at opfylde kriteriet vedrørende
subordination
skal tjenesteudbyderen handle efter den
kollaborative platforms anvisninger, og platformen bestemmer også valg af aktivitet, vederlag
og arbejdsbetingelser.
45
Udbyderen af den underliggende tjenesteydelse kan med andre ord
ikke selv vælge de tjenesteydelser, som denne ønsker at tilbyde, eller f.eks. det
kontraktmæssige forhold, som er indgået med den kollaborative platform.
46
I de tilfælde, hvor
den kollaborative platform udelukkende modtager betalingen fra brugeren og sender den
videre til udbyderen af den underliggende tjenesteydelse, betyder dette ikke, at den
kollaborative platform fastsætter vederlagets størrelse. Tilstedeværelse af subordination
forudsætter ikke nødvendigvis faktisk udøvelse af regelmæssig styring eller supervision.
47
For at opfylde kriteriet vedrørende
type af arbejde
skal udbyderen af den underliggende
tjenesteydelse udføre en aktivitet med en økonomisk værdi, som er reel og faktisk og som
udelukker tjenesteydelser af så lille et omfang, at disse må betragtes som udelukkende
marginale og supplerende.
48
Nationale domstole har truffet forskellige afgørelser hvad angår
definitionen af marginal og supplerende selv i forbindelse med mere traditionelle
ansættelsesforhold. Der anvendes en blanding af grænseværdier (timeløn eller fast løn) og ad
hoc-vurderinger af karakteren af et givent forhold. Personer, der udelukkende tilbyder
marginale og supplerende tjenesteydelser via kollaborative platforme i forbindelse med den
kollaborative økonomi, skal næppe betragtes som arbejdstagere, selv om kort varighed
49
,
begrænset arbejdstid
50
, diskontinuerligt arbejde
51
eller lav produktivitet
52
ikke i sig selv
udelukker et ansættelsesforhold. Samtidigt kan personer, der tilbyder tjenesteydelser på mere
end lejlighedsvis basis, være arbejdstagere eller selvstændige, idet deres faktiske status
afhænger af resultatet af en omfattende vurdering af alle tre kriterier.
Kriteriet vedrørende
vederlag
anvendes primært til at skelne mellem en frivillig og en
arbejdstager. I tilfælde, hvor udbyderen ikke modtager noget vederlag eller kun modtager en
43
Arbejdstidsdirektiver (Isère (C-428/09)), direktiv om kollektive afskedigelser (Balkaya (C-229/14)) og direktiv om
ligebehandling på beskæftigelsesområdet ('O' (C-432/14)). Andre direktiver om arbejdslovgivning henviser udtrykkeligt
til medlemsstaternes definition af begrebet arbejdstager, så længe disse respekterer EU-lovgivningens gyldighed, med
henvisning til O’Brien-sagen (C-393/10).
44
Se også KOM(2010) 373 endelig, side 4-6.
45
Jany m.fl. v Staatssecretaris van Justitie (C-268/99).
46
"The rise of the 'just-in-time workforce': on-demand work, crowdwork and labour protection in the 'gig economy'",
Valerio
De Stefano, ILO Conditions of Work and Employment Series nr. 71 , 2016, s. 17
47
Danosa (C-232/09); se også De Stefano, ibid, side 16
48
For yderligere oplysninger om Domstolens aktuelle vurdering af "genuineness of work" samt i medlemsstaterne (f.eks. ved
anvendelse af indkomst- eller timebaserede grænseværdier) i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, se
"Sammenlignende
rapport 2015 - Begrebet arbejdstager i henhold til artikel 45 i TFEU og visse ikke-standard former
for ansættelse",
FreSsco network for Europa-Kommissionen
49
Ninni-Orasche (C-413/01)
50
Kempf (C- 139/85)
51
Raulin (C-357/89)
52
Bettray (C-344/87)
13
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0014.png
kompensation for de omkostninger, denne har haft i forbindelse med de udførte aktiviteter, er
vederlagskriteriet ikke opfyldt.
Mens der henvises til ovenstående kriterier ved anvendelse af EU-definitionen af en
arbejdstager, anvender domstolene i medlemsstaterne ofte lignende kriterier, når de foretager
deres globale vurdering af et givent ansættelsesforhold i deres nationale kompetenceområde.
Med henblik på at hjælpe mennesker til at gøre brug af deres fulde potentiale, få flere
mennesker integreret i arbejdsmarkedet og øge konkurrenceevnen, og samtidigt sikre rimelige
arbejdsvilkår samt tilstrækkelig og stabil social beskyttelse, bør medlemsstaterne:
- vurdere tilstrækkeligheden af deres nationale ansættelsesregler med henblik på
arbejdstageres og selvstændiges behov i den digitale verden samt den innovative udvikling
inden for de kollaborative forretningsmodeller
- tilbyde vejledning i anvendelsen af deres nationale ansættelsesregler med henblik på
arbejdsforholdene i den kollaborative økonomi.
2.5 Skat
Tilpasning til nye forretningsmodeller
Som alle økonomiske aktører er aktørerne inden for den kollaborative økonomi også omfattet
af skatteregler. Disse omfatter regler vedrørende personlig indkomst, selskabsskat og
merværdiafgift. Der er imidlertid opstået problemer i forbindelse med overholdelse af
skattelovgivningen og skatteopkrævning: problemer med at identificere skatteydere og
skattepligtig indkomst, manglende information om udbydere af tjenesteydelser, forstærket
aggressiv skattetænkning hos virksomhederne i den digitale sektor, forskellig skattepraksis
inden for EU og utilstrækkelig informationsudveksling.
I denne forbindelse bør medlemsstaterne tilstræbe forholdsmæssige forpligtelser og ensartede
regler. Virksomheder, der tilbyder sammenlignelige tjenesteydelser, bør være underlagt
funktionelt ensartede skatteforpligtelser. Ved at øge opmærksomheden omkring
skatteforpligtelserne, henlede skatteadministratorernes opmærksomhed på kollaborative
forretningsmodeller, udgive vejledende materiale og øge gennemsigtigheden ved hjælp af
online-information kan man øge den kollaborative økonomis potentiale. Information om de
nationale skatteforpligtelser, inklusive dem, der er forbundet med den ansættelsesmæssige
status, bør kommunikeres tydeligt til interessenterne.
Med henblik på bedre forståelse og gennemsigtighed har nogle medlemsstater udstedt
vejledninger vedrørende anvendelsen af de nationale skatteordninger i forbindelse med
kollaborative forretningsmodeller, og nogle få har overvejet at ændre lovgivningen.
53
Hvad
angår virksomhedsskat arbejder Kommissionen på et generelt tiltag mod skatteundgåelse.
Samtidigt har den kollaborative økonomi skabt nye muligheder med henblik på at hjælpe
skattemyndighederne og skatteyderne med deres skatteforpligtelser. Dette skyldes især den
øgede sporbarhed, takket være online-platformenes formidlerfunktion. I nogle medlemsstater
er det allerede normal praksis at have indgået aftaler med platformene vedrørende opkrævning
af skat. Inden for udlejningssektoren sørger platformene for eksempel for betaling af turistskat
på vegne af tjenesteudbyderne. Der findes også tilfælde, hvor skattemyndighederne anvender
den sporbarhed, som platformene tilbyder, til at opkræve skat fra de individuelle udbydere.
53
En oversigt over tiltagene findes i det arbejdsdokument fra tjenestegrenene, der er vedlagt denne meddelelse.
14
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0015.png
Et eksempel på godt samarbejde mellem skattemyndighederne og de kollaborative
virksomheder findes i Estland. I samarbejde med platforme, der tilbyder samkørsel, er
formålet at gøre chaufførernes skatteselvangivelse mere enkel. Transaktioner mellem
chaufføren og kunden registreres af den kollaborative platform, som derefter kun sender de
skattemæssigt relevante data til myndighederne, som så udfylder skatteyderens skatteskema
på forhånd. Den grundlæggende ide er at hjælpe skatteyderne effektivt med at efterkomme
deres skatteforpligtelse med en minimal indsats.
Mindske den administrative byrde
Økonomisk vækst fremmes bedst ved hjælp af tiltag, der mindsker den administrative byrde
for privatpersoner og virksomheder uden at forskelsbehandle forskellige forretningsmodeller.
I fortsættelse heraf kan en effektiv udveksling af skatterelevante informationer mellem
platforme, myndigheder og tjenesteudbydere være med til at reducere omkostningerne.
Etableringen af one-stop-shops og udviklingen af online-tilbagemeldingsmekanismer kan
også skabe nye muligheder for partnerskaber og overvågning af efterrettelighed.
Forskellige fremgangsmåder hos de nationale skattemyndigheder i forbindelse med
behandlingen af platforme kan imidlertid øge den administrative byrde for kollaborative
aktiviteter. Disse kan omfatte forskellig vurdering af platformenes forretningsomfang med
henblik på de tjenesteydelser, som de tilbyder; kriterierne, der anvendes til at forbinde deres
aktiviteter med en skattejurisdiktion, ansættelsesforholdet mellem tjenesteudbydere og
platforme samt generelle krav vedrørende overensstemmelse og revisionsprocedurer.
Udarbejdelse af generelt anerkendte standarder for løsning af disse problemer på en
sammenhængende måde under hensyntagen til de beskrevne aspekter i de tidligere afsnit i
denne meddelelse samt mere online-administration, kunne være en hjælp i denne forbindelse.
Merværdiafgift
Levering af varer og tjenesteydelser, der tilbydes af kollaborative platforme og via
platformene af deres brugere, er i princippet momspligtige transaktioner. Der kan opstå
problemer i forbindelse med konstateringen af, om deltagerne er skattepligtige personer, især
hvad angår vurdering af de udførte, økonomiske aktiviteter, eller om der foreligger en direkte
forbindelse mellem aktiviteterne og det pågældende vederlag (for eksempel i forbindelse med
"puljelignende" forhold, hvor deltagerne bidrager med varer eller tjenesteydelser til en fælles
pulje mod retten til at nyde godt af denne pulje).
Kommissionen forbereder flere tiltag til forbedring af skattemyndighedernes kapacitet inden
for rammerne af moms-handlingsplanen.
54
Det omfatter en udvidelse af begrebet levering af
varer, så one-stop-shops for elektroniske tjenesteydelser også bliver momspligtige,
igangsætning af et pilotprojekt til forbedring af samarbejdet mellem skattemyndighederne
samt udgivelse af en vejledning vedrørende samarbejdet mellem skattemyndighederne og e-
handelsvirksomheder.
Medlemsstaterne opfordres til at lette og forbedre skatteopkrævningen ved at gøre brug af de
muligheder, der tilbydes via de kollaborative platforme, idet disse allerede registrerer
økonomiske aktiviteter.
Kollaborative platforme bør indtage en proaktiv stilling i samarbejdet med de nationale
skattemyndigheder for at fastlægge parametre vedrørende udveksling af informationer om
skatteforpligtelser, samtidigt med at lovgivningen om beskyttelse af personlige data
54
KOM(2016) 148 endelig
15
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
1652405_0016.png
overholdes og med forbehold af ordningen for formidleransvar i e-handelsdirektivet.
Medlemsstaterne opfordres til at vurdere deres skatteregler med henblik på at skabe
ensartede regler for virksomheder, der tilbyder den samme tjenesteydelse. Medlemsstaterne
bør også fortsætte deres bestræbelser på at forenkle reglerne, øge gennemsigtigheden og
udstede online-vejledninger vedrørende anvendelsen af skattereglerne på kollaborative
forretningsmodeller.
3. Overvågning
Den kollaborative økonomi spænder over flere sektorer i et miljø under hastig forandring. På
grund af denne dynamiske og markante udvikling vil Kommissionen etablere en
overvågningsramme, der omfatter såvel de nye lovgivningsmæssige rammer samt de
økonomiske og forretningsmæssige udviklinger. Overvågningen vil have til formål at følge
tendensen for priserne og tjenesteydelsernes kvalitet, og identificere eventuelt opståede
forhindringer og problemer, især hvis disse opstår på grund af forskellige nationale
bestemmelser eller manglende bestemmelser.
Overvågningsværktøjerne vil omfatte:
1.
2.
3.
Periodiske undersøgelser af forbrugere og virksomheder, der deltager i den
kollaborative økonomi.
55
Løbende kortlægning af den lovgivningsmæssige udvikling i medlemsstaterne.
Dialog med interessenterne inden for rammerne af forummet for det indre marked,
med to årlige samlinger til vurdering af sektorernes udvikling på stedet og
fastlæggelse af god praksis.
Resultaterne af overvågningen af den kollaborative økonomi vil blive opsummeret
på resultattavlen for det indre marked.
4.
Overvågningsaktiviteten
56
vil også indgå i Kommissionens løbende arbejde
57
vedrørende det
indre marked med henblik på at fremme innovation og iværksætterånd. I forbindelse med
overvågningsaktiviteten og de pågældende værktøjer er der ikke taget hensyn til
Kommissionens håndhævelse af eksisterende EU-lovgivning, som fortsat vil følge de anførte
principper i denne meddelelse.
4. Konklusion
I betragtning af de markante fordele, som de nye kollaborative forretningsmodeller kan
medføre, bør Europa være klar til at gribe disse nye muligheder. EU bør være proaktiv og
støtte de innovative, konkurrence- og vækstskabende muligheder, som en modernisering af
økonomien tilbyder. Samtidigt er det vigtigt at sikre rimelige arbejdsvilkår samt tilstrækkelig
og stabil forbrugersikkerhed og social beskyttelse. For at sikre dette skal borgere og
virksomheder være opmærksomme på de regler og forpligtelser, der gælder for dem, som
præciseret i denne meddelelse. Medlemsstaterne opfordres til at præcisere deres nationale
regler på lignende vis. Kommissionen er parat til at arbejde sammen med medlemsstaterne og
de relevante myndigheder for at hjælpe dem i denne proces.
55
56
57
Derudover vil der blive indhentet information fra officielle statistikker og eksterne rapporter.
De primære elementer suppleres af data og erfaringer fra eksterne rapporter, mulige dataanalyser og web-harvesting
samt officielle statistikker i det omfang, disse informationer findes.
Eksisterende og fremtidige REFIT-undersøgelser kan også give et fingerpeg om områder, hvor der er behov for
yderligere indgreb.
16
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 329: Grund- og nærhedsnotat vedrørende Kommissionens meddelelse om En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi, fra erhvervs- og vækstministeren
Vejledningen i denne meddelelse har til formål at øge forbrugernes, virksomhedernes og de
offentlige myndigheders deltagelse i og tillid til den kollaborative økonomi. Den vil også
fremme en mere ensartet anvendelse af EU-lovgivningen inden for det indre marked i
medlemsstaterne. Kommissionen vil løbende følge udviklingen i den europæiske
kollaborative økonomi, indsamle statistiske data og erfaringer og desuden samarbejde med
medlemsstaterne og interessenterne om udveksling af bedste praksis. Kommissionen ser frem
til en dialog med Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne med henblik på at sikre det
bedst mulige miljø for borgere og virksomheder i den kollaborative økonomi.
17