Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 324
Offentligt
1651405_0001.png
Forslag
til
Lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten
1
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Loven finder anvendelse på søgsmål angående erstatning vedrørende overtrædelser af artikel 101 og
102 i TEUF og bestemmelser i national ret, som anvendes på samme sag og parallelt med EU-
konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002
om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 [101 og 102].
Stk. 2.
Loven finder tilsvarende anvendelse på søgsmål angående erstatning vedrørende overtrædelser af
konkurrencelovens §§ 6 og 11, som ikke påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne i Den Europæi-
ske Union.
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1)
Overtrædelse af konkurrenceretten: En overtrædelse af artikel 101 og 102 i TEUF, af konkurrencelo-
vens §§ 6 og 11, eller af national ret, som anvendes parallelt med unionens konkurrenceret i
medfør af artikel 3, stk. 1, i rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gen-
nemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 [101og 102].
2)
Overtræder: Den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der har begået overtrædelsen
af konkurrenceretten.
3)
National konkurrenceret: Bestemmelser i national lovgivning, som overvejende forfølger de samme
mål som artikel 101 og 102 i TEUF, og som anvendes på samme sag og parallelt med EU- konkur-
renceretten i henhold til artikel 3, stk. 1 i forordning (EF) nr. 1/2003, undtagen bestemmelser
i national l o v g i v n i n g , der pålægger fysiske personer strafferetlige sanktioner, medmindre så-
danne strafferetlige sanktioner er på den måde, hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendel-
se på virksomheder, håndhæves.
4)
Skadelidte: En person, som har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
5)
National konkurrencemyndighed: En myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af
artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102
i TEUF.
6)
Konkurrencemyndighed: Kommissionen eller en myndighed, som af en medlemsstat er udpeget
i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel
101 og 102 i TEUF, eller begge dele.
7)
En national ret: En domstol i en medlemsstat som omhandlet i artikel 267 i TEUF
8)
Appelret: En national ret, der efter almindelige retsmidler har beføjelse til at foretage prøvelse af afgørel-
ser fra en national konkurrencemyndighed eller prøvelse af retsafgørelser om sådanne afgørelser, uanset
om denne ret selv har beføjelse til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten.
9)
Afgørelse om overtrædelse: En afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, der er truffet
af en konkurrencemyndighed eller en appelret.
10)
Endelig afgørelse om overtrædelse: En afgørelse om overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere
kan være genstand for almindelige retsmidler.
11)
Bevis: Alle former for bevismidler, der kan føres for den nationale ret, for hvilken søgsmålet er ind-
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. novem-
ber 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i
medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret, EU-Tidende 2014, nr. L 349, side 1.
1
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
12)
13)
14)
15)
16)
17)
18)
19)
20)
21)
22)
bragt, navnlig dokumenter og alle andre genstande, der indeholde oplysninger, uanset på hvilket
medium oplysningerne er lagret.
Kartel: En aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres
konkurrencemæssige adfærd på markedet eller påvirke de relevante konkurrenceparametre
gennem forskellige former for praksis, f.eks., men ikke udelukkende, fastsættelse eller koordinering
af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, herunder i forbindelse med intellek-
tuelle ejendomsrettigheder, tildeling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af
kunder, herunder samordning af tilbudsgivning, import- eller eksportbegrænsninger eller konkur-
rencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter.
Procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse: En ordning vedrørende anvendelse af artikel
101 i TEUF eller en tilsvarende bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilke en deltager i et
kartel, uafhængig af de øvrige virksomheder, der deltager i kartellet, samarbejder med konkurren-
cemyndigheden i en undersøgelse ved frivilligt at give oplysninger om denne deltagers viden om
og rolle i kartellet til gengæld for ved afgørelse eller afbrydelse af sagen at opnå fritagelse for el-
ler en nedsættelse af bøder for dennes deltagelse i kartellet.
Redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse: En mundtlig eller skriftlig redegø-
relse eller et referat heraf, der frivilligt gives af eller på vegne af en virksomhed eller en fysisk per-
son til en konkurrencemyndighed med en beskrivelse af virksomhedens eller den fysiske persons
viden om et kartel og en beskrivelse af den rolle, som denne spiller heri, og som er udarbejdet med
særligt henblik på forelæggelse for myndigheden for at opnå bødefritagelse eller bødenedsæt-
telse efter en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse; dette omfatter ikke allerede ek-
sisterende oplysninger.
Allerede eksisterende oplysninger: Bevis, der eksisterer uanset sagens behandling ved en konkurren-
cemyndighed, og uanset om disse oplysninger foreligger i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Forligsredegørelse: En fremstilling, der frivilligt forelægges en konkurrencemyndighed af eller på
vegne af en virksomhed, med en beskrivelse af virksomhedens bekræftelse af eller afståelse fra at be-
stride sin deltagelse i en overtrædelse af konkurrenceretten og sit ansvar for overtrædelsen af kon-
kurrenceretten, og som specifikt er affattet således, at konkurrencemyndigheden kan anvende en for-
enklet eller fremskyndet procedure.
Modtager af bødefritagelse: En virksomhed eller en fysisk person, som en konkurrencemyndighed
har indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse.
Mindelig tvistbilæggelse: En mekanisme, hvorved parterne kan opnå udenretslig bilæggelse af en
tvist, der vedrører et erstatningskrav.
Forlig: En aftale, som indgås ved mindelig tvistbilæggelse.
Direkte aftager: En fysisk eller juridisk person, der direkte fra en overtræder har købt varer eller tje-
nesteydelser, som er genstand for en overtrædelse af konkurrenceretten.
Indirekte aftager: En fysisk eller juridisk person, der ikke direkte fra en overtræder, men fra en direk-
te aftager eller en senere aftager, har købt varer eller tjenesteydelser, som hidrører fra eller indehol-
der sådanne varer eller tjenesteydelser.
SMV: Små og mellemstore virksomheder (SMV) der beskæftiger under 250 personer, og som har en
årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUO eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. kr. EUR,
jf. Kommissionens henstilling (2003/361/EF) af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder,
små og mellemstore virksomheder.
Kapitel 2
Udmåling af erstatning
§ 3.
Enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af kon-
kurrenceretten, har ret til fuld erstatning for denne skade i overensstemmelse med bestemmelserne i
denne lov og de almindelige erstatningsretlige principper. Erstatning efter 1. pkt. skal stille den skadelid-
te, som om overtrædelsen ikke var blevet begået og omfatter derfor erstatning for det lidte tab og for
tabt fortjeneste, samt betaling af renter.
2
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Stk. 2.
Et krav på erstatning efter stk. 1 forrentes fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt.
Stk. 3.
Enhver skadelidt har ret til erstatning efter stk. 1, uanset om der foreligger et direkte kon-
traktforhold med den skadevoldende virksomhed, og uanset om en konkurrencemyndighed forin-
den har fastslået, at der er sket en overtrædelse.
Kapitel 3
Edition og fremlæggelse af beviser
§ 4.
Retten kan pålægge parter og tredjemænd at fremlægge beviser efter reglerne i retsplejelo-
vens §§ 298-300, jf. dog denne lovs § 6.
Stk. 2.
Retten skal begrænse fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i forhold til for-
målet. I afgørelsen heraf tager retten hensyn til alle berørte parters og tredjemænds legitime inte-
resser. Retten skal i denne forbindelse særligt tage hensyn til:
1) Om sagsøgers eller sagsøgtes påstand understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og bevi-
ser, der berettiger begæringen om edition.
2) Omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser og omkostningerne herved, navnlig for eventu-
elle berørte tredjemænd, herunder for at forhindre ukonkret søgning efter oplysninger, der sand-
synligvis ikke er relevante.
3) Om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om eventuelle tred-
jemænd, og om sådanne fortrolige oplysninger i givet fald vil kunne beskyttes.
Stk. 3.
Retten skal, ved sin afgørelse af om en part eller tredjemand skal pålægges at fremlægge beviser
efter reglerne i retsplejelovens §§ 298-300, ikke tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå
erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Proces § 5.
Hvis de beviser, der begæres fremlagt, indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og ikke
foreligger uafhængigt af denne sag, skal retten ud over de i § 5, stk. 2, nævnte hensyn yderligere ind-
drage følgende hensyn:
1) I hvilket omfang begæringen er affattet specifikt med hensyn til art, genstand og indhold af
dokumenter frem for som en ukonkret søgning vedrørende sådanne dokumenter.
2) Behovet for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.
Stk. 2.
Retten kan først pålægge fremlæggelse af følgende typer af beviser, der indgår i en sag hos en
konkurrencemyndighed og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, når sagen hos konkurrencemyn-
digheden er afsluttet:
1) Oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for myndig-
hedens behandling af sagen.
2) Oplysninger, som er udarbejdet af myndigheden og fremsendt til parten eller parterne i myndig-
hedens sag i forbindelse med behandlingen af sagen.
3) Forligsredegørelser, der er trukket tilbage.
4)
Stk. 3.
Retten kan ikke pålægge fremlæggelse af redegørelser til brug for bødefritagelse eller
bødenedsættelse og forligsredegørelser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og
ikke foreligger uafhængigt af denne sag. Retten kan dog på anmodning fra en part beslutte, at ret-
ten skal have adgang til sådanne beviser alene for at sikre, at deres indhold er omfattet af § 3, nr.
3 og nr. 6. Retten kan til brug for sin vurdering heraf anmode om bemærkninger fra konkurren-
cemyndigheden og ophavsmændene til beviserne.
Stk. 4.
Retten kan kun pålægge en konkurrencemyndighed at fremlægge beviser, hvis beviserne ikke
med rimelighed kan skaffes af sagens parter eller tredjemand.
Stk. 5.
Retten giver en konkurrencemyndighed lejlighed til at udtale sig om begæringer vedrørende
fremlæggelse af beviser, der indgår i konkurrencemyndighedens sagsakter og ikke foreligger uaf-
hængigt af denne sag. En konkurrencemyndighed kan endvidere af egen drift fremsætte bemærkninger
for retten om proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse af beviser.
3
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
§ 6.
Retten afviser fremlæggelse af beviser, som er omfattet af § 6, stk. 3, og som er fremskaffet udeluk-
kende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Stk. 2.
Retten afviser fremlæggelse af beviser, som er omfattet af § 6, stk. 2, og som er fremskaf-
fet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, indtil denne myndighed har
afsluttet den sag, som beviset indgår i.
Stk. 3.
Beviser, som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter,
og som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, kan under et erstatningssøgsmål kun fremlægges af den fysiske
eller juridisk person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk person, der
er indtrådt i dennes rettigheder.
Stk. 4.
Retten kan anmode en konkurrencemyndighed om bemærkninger til, hvorvidt et bevis er
omfattet af reglerne i stk. 1-3.
Kapitel 4
Konkurrencemyndigheders og appelretters endelige afgørelser
§ 7.
En endelig afgørelse i henhold til konkurrencelovens § 20, stk. 2 og stk. 3, skal anses for uomtvistelig,
og vil ikke kunne efterprøves i et efterfølgende erstatningssøgsmål.
Kapitel 5
Solidarisk hæftelse
§ 8.
Virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten ved deres fælles adfærd, hæfter solidarisk for
skader forvoldt ved overtrædelsen, således at den skadelidte kan kræve fuld erstatning fra enhver
af de overtrædende virksomheder, jf. dog stk. 2 og 4, indtil den skadelidte har fået dækket sit fulde krav.
Stk. 2.
En SMV hæfter dog kun solidarisk over for sine egne direkte og indirekte aftagere, jf. dog stk. 3,
hvis:
1) SMV’ens markedsandel af det relevante marked var under 5 pct. på et hvilket som helst
tidspunkt under overtrædelsen af konkurrenceretten, og
2) det solidariske hæftelsesansvar efter stk. 1 uopretteligt ville skade virksomhedens økonomiske
levedygtighed og medføre, at dens aktiver mister hele deres værdi.
3)
Stk. 3.
Uanset stk. 2 hæfter en SMV solidarisk efter stk. 1, hvis:
4) SMV'en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder
til at deltage deri, eller
5) SMV'en tidligere har overtrådt konkurrenceretten.
6) de andre skadelidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i
den samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 4.
En modtager af bødefritagelse hæfter uanset stk. 1, kun solidarisk over for:
1) sine direkte eller indirekte aftagere eller leverandører, og
2) andre skadelidte, men kun hvis der ikke kan opnås fuld erstatning fra de andre virksomheder, der
var involveret i den samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 5.
En overtræder, der har dækket et erstatningskrav i henhold til stk. 1, 2 eller 4 kan kræve et bidrag
fra de øvrige overtrædere og kræve, at bidraget fastsættes afhængig af deres respektive ansvar for
den skade, der er forvoldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Størrelsen af bidraget fra en
overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bøde-
nedsættelse, må dog ikke overstige værdien af den skade, som virksomheden har forvoldt sine egne
direkte eller indirekte aftagere eller leverandører.
Stk. 6.
I det omfang overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt andre end de direkte eller indi-
rekte aftagere eller leverandører relateret til en overtræder skade, skal størrelsen af det eventuelle
bidrag, som kræves af en modtager af bødefritagelse til andre overtrædere, fastsættes i lyset af dens
relative ansvar for skaden.
4
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Kapitel 6
Overvæltning af overpriser
§ 9.
Skadelidtes ret til erstatning for tabt fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvæltning af over-
prisen, jf. § 3, berøres ikke af reglerne i dette kapitel.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten
vedrører leverancer til overtræderen.
§ 10.
Sagsøgte kan til støtte for sin frifindelsespåstand påberåbe sig, at den, der har rejst erstat-
ningskravet, har overvæltet hele overprisen som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten eller en
del heraf.
Stk. 2.
Bevisbyrden for overvæltningen påhviler sagsøgte, der med rimelighed kan kræve fremlæggelse af
beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.
§ 11.
Sagsøger har bevisbyrden for, om eller i hvilket omfang en overpris er blevet overvæltet på sagsø-
geren, under hensyntagen til, at det er kommerciel praksis at overvælte prisstigninger på de følgende
led i forsyningskæden.
Stk. 2.
I tilfælde omfattet af stk. 1, anses den indirekte aftager for at have bevist, at der er sket over-
væltning på denne indirekte aftager, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at:
1) sagsøgte har begået en overtrædelse af konkurrenceretten
2) overtrædelsen af konkurrenceretten medførte en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og
3) den indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der var genstand for overtrædelsen
af konkurrenceretten, eller har købt varer eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller indeholdt
dem.
Stk. 3.
Stk. 2 finder ikke anvendelse, når sagsøgte troværdigt kan påvise over for domstolene, at over-
prisen ikke eller ikke helt er overvæltet på den indirekte aftager.
Kapitel 7
Tabsopgørelse
§ 12.
Det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade. Denne formodning har sagsøgte har dog ret
til at afkræfte.
Stk. 2.
Retten kan anmode en dansk konkurrencemyndighed om i forbindelse med et erstatningssøgs-
mål at bistå retten med hensyn til at opgøre skaden, hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigts-
mæssigt.
Kapitel 8
Mindelig tvistbilæggelse og forlig
§ 13.
Retten kan udsætte behandlingen af et erstatningssøgsmål i op til to år, hvis parterne i den på-
gældende sag deltager i mindelig tvistbilæggelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 18, vedrørende det krav, som det
pågældende erstatningssøgsmål angår.
§ 14.
Skadelidtes krav efter forlig reduceres med den andel af skaden påført den skadelidte ved over-
trædelsen af konkurrenceretten, som påhviler de medvirkende overtrædere, der har indgået forliget,
jf. stk. 2.
Stk. 2.
En eventuel resterende del af et krav fra en skadelidt, der har indgået forlig, jf. stk. 1, kan kun
gøres gældende over for medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forliget. Medvirkende over-
trædere, der ikke har indgået forlig, kan ikke kræve bidrag til den resterende del af kravet fra den
medvirkende overtræder, der har indgået forlig, dog stk. 3.
5
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Stk. 3.
Med mindre det udtrykkeligt er udelukket i henhold til betingelserne til den mindelige tvist-
bilæggelse, kan skadelidte, der har indgået forlig, gøre den resterende del af kravet gældende over for
den medvirkende overtræder, der har indgået forlig, uanset stk. 2, såfremt de medvirkende overtrædere,
der ikke har indgået forlig, ikke kan betale den erstatning, som svarer til den resterende del af kravet fra
den skadelidte, der har indgået forlig.
Stk. 4.
Ved fastsættelsen af det bidragsbeløb, som en medvirkende overtræder kan kræve fra en-
hver af de andre medvirkende overtrædere i overensstemmelse med deres forholdsmæssige ansvar
for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceretten, tager retten behørigt hensyn til
eventuel tidligere udbetalt erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende medvirkende
overtræder har deltaget.
Kapitel 9
Forældelse
§ 15.
En skadelidtes krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten foræl-
des efter 5 år, jf. dog stk. 2 og 4-8.
Stk. 2.
Forældelsesfristen i stk. 1 løber fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører, og den skade-
lidte har eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til
1) skadevolderens adfærd, og at den udgør en overtrædelse af konkurrenceretten,
2) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt den skadelidte skade, og
3) identiteten af skadevolderen.
Stk. 3.
Uanset stk. 2 indtræder forældelse senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør.
Stk. 4.
Forældelsesfristen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyndighed indleder en under-
søgelse af eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører.
Forældelsen indtræder tidligst 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at
sagen på anden måde er afsluttet.
Stk. 5.
Forældelsen i stk. 1 afbrydes foreløbigt, mens en eventuel mindelig tvistbilæggelse pågår.
Den foreløbige afbrydelse efter 1. pkt. gælder kun for de parter, der er eller har været involveret eller re-
præsenteret i den mindelige tvistbilæggelse.
Stk. 6.
Forældelsen afbrydes efter bestemmelserne i forældelseslovens §§ 15-18. Når forældelsen afbry-
des, løber en ny forældelsesfrist på 5 år, som regnes fra de i forældelseslovens § 19, stk. 2-6 fastsatte tids-
punkter.
Stk. 7.
Forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse finder anvendelse på fordringer som
omhandlet i stk. 1.
Kapitel 10
Gruppesøgsmål
§ 16.
Dersom flere personer har erstatningskrav som følge af overtrædelser af konkurrence loven eller af
artikel 101 og 102 i TEUF, kan Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræsentant i et gruppe-
søgsmål herom, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
Kapitel 11
Ændring af anden lovgivning
§ 17.
I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 898 af 8. juli 2015, foretages følgende ændringer:
1.
Kapitel 9a
ophæves.
2.
Kapitel 9b
ophæves.
3.
§ 13,stk. 2,
affattes således:
6
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
”2) Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven”
4.
§ 13, stk. 3,
affattes således:
”3) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, eller et resumé heraf, truffet i medfør af loven,
medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkurrenceloven eller at
være af interesse for offentligheden i øvrigt”.
5.
I
§ 23, stk. 5,
indsættes efter 2. pkt.:
”En erstatning, der betales efter en mindelig tvistbilæggelse og inden pålæggelsen af en bøde, kan betrag-
tes som en formildende omstændighed”.
Kapitel 14
Ikrafttrædelse m.v.
§ 18.
Loven træder i kraft den 27. december 2016.
Stk. 2.
Loven finder anvendelse på erstatningssøgsmål, hvor den underliggende konkurrenceovertrædel-
se finder sted efter den 26. december 2016.
§ 19.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
7
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
1.
2.
Baggrund og formål
Lovforslagets hovedindhold
2.1. Indledning
2.1.1. Anvendelsesområde
2.1.2. Direktivets definitioner – artikel 1-2
2.2. Ret til fuld erstatning
2.2.1. Direktivets artikel 3
2.2.2. Gældende ret
2.2.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Generelt om fremlæggelse af beviser
2.3.1. Direktivets artikel 5
2.3.2. Gældende ret
2.3.4 Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter
2.4.1. Direktivets artikel 6-7
2.4.2. Gældende ret
2.4.3 Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Sanktioner i relation til fremlæggelse af beviser
2.5.1. Direktivets artikel 8
2.5.2. Gældende ret
2.5.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Retsvirkninger af nationale afgørelser
2.6.1. Direktivets artikel 9
2.6.2. Gældende ret
2.6.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Forældelse
2.7.1. Direktivets artikel 10 og artikel 18, stk. 1
2.7.2. Gældende ret
2.7.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Solidarisk hæftelse
2.8.1. Direktivets artikel 11
2.8.2. Gældende ret
2.8.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Overvæltning af priser
2.9.1. Direktivets artikel 12-15
2.9.2. Gældende ret
2.9.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Tabsopgørelse
2.10.1. Direktivets artikel 17
2.10.2. Gældende ret
2.10.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.11. Mindelig tvistbilæggelse
2.11.1. Direktivets artikel 18-19
2.11.2. Gældende ret
2.11.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
8
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
6.
7.
8.
9.
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Sammenfattende skema
1.
Baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. novem-
ber 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtræ-
delser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EU-
Tidende 2014, nr. L 349, side 1) i det følgende benævnt direktivet. Direktivet skal være gennem-
ført i national lovgivning senest den 27. december 2016.
Formålet med lovforslaget er at understøtte en effektiv konkurrence. Øget konkurrence betyder
lavere priser og et varieret udbud af varer og tjenester, til gavn for danske virksomheder og for-
brugere.
Konkurrencemyndighederne spiller en afgørende rolle, når forbuddene mod konkurrencebe-
grænsende aftaler, herunder karteller, og misbrug af dominerende stilling skal håndhæves. Hvis
forbuddene skal have fuld virkning i praksis, kræver det imidlertid også, at alle — såvel forbruge-
re og virksomheder, som offentlige myndigheder — kan rejse erstatningskrav ved domstolene for
den skade, som de måtte have lidt som følge af en overtrædelse af disse bestemmelser.
Lovforslaget understøtter en øget konkurrence ved at sikre klare og ensartede rammer på tværs
af EU, for hvordan skadelidte – det vil sige virksomheder, forbrugere og offentlige myndigheder -
der har lidt et tab som følge af konkurrencelovsovertrædelser, kan søge erstatning. Det forventes,
at reglerne vil medføre, at skadelidte i højere grad bruger deres ret til at søge erstatning for de
tab, som de har lidt som følge af konkurrencelovsovertrædelser. Virksomheder, som overtræder
konkurrenceloven, må derfor antages i højere grad at blive mødt med erstatningssøgsmål, hvilket
vil kunne medføre, at reglerne får en generalpræventiv virkning.
Der er i dag markante forskelle mellem de enkelte medlemsstaters regler om erstatningssøgsmål i
forbindelse med overtrædelse af EU-konkurrenceretten og de nationale konkurrenceregler. Disse
forskelle fører til usikkerhed om, på hvilke betingelser, den der har lidt et tab, kan gøre deres er-
statningskrav gældende. Da den, der har lidt et tab, ofte vælger at anlægge erstatningssøgsmål i sit
hjemland, fører forskellene mellem de nationale regler til ulige vilkår - både for de virksomheder
og forbrugerne, der har lidt et tab, men også for de virksomheder, der har begået en overtrædelse.
Dertil kommer, at virksomheder, der er etableret og opererer i flere medlemsstater, kan være
underlagt forskellige procedureregler, som har betydning for, i hvor høj grad de kan drages til
ansvar for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne ulige håndhævelse af retten til erstatning
kan ikke blot medføre en konkurrencefordel for de virksomheder, der har overtrådt reglerne, i de
medlemsstater, der har lempeligere regler, men også udgøre en hindring for udøvelsen af retten
til etablering og levering af varer eller tjenesteydelser i de medlemsstater, hvor retten til erstat-
ning håndhæves mere effektivt.
Overtrædelser af konkurrenceretten har ofte et grænseoverskridende element, og direktivet skal
derfor sikre, at der skabes mere lige vilkår for virksomheder, der opererer på det indre marked,
og at forbrugernes vilkår med hensyn til at udøve de rettigheder, de har i kraft af det indre mar-
ked, forbedres.
9
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
De gældende regler om erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten findes i dag primært i
dansk rets almindelige principper for erstatning og i retsplejeloven. De almindelige principper for
erstatning i dansk ret og i retsplejeloven, vil med dette lovforslag blive suppleret af de særregler
for erstatning for overtrædelse af konkurrenceloven, der fremgår af direktivet. I forhold til gæl-
dende ret indføres en række ændringer for erstatning for overtrædelser af konkurrenceloven.
For det første ændres tidspunktet for, hvornår renter skal betales fra. Udgangspunktet i gældende
ret, at renter skal betales fra forfaldsdatoen, hvis denne er fastsat i forvejen, og i andre tilfælde,
når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning
om betaling. Med dette lovforslag foreslås det, at skadevolder skal betale renter fra det tidspunkt,
hvor skaden blev forvoldt indtil det tidspunkt, hvor erstatning betales.
For det andet ændres bevisbyrden for tabsopgørelse af kartelovertrædelser. Det klare udgangs-
punkt i gældende ret er, at det er skadelidte, som bærer bevisbyrden for, at der er lidt en skade og
herunder størrelsen af denne skade. Det følger imidlertid af direktivet, at det er formodningen, at
kartelovertrædelser forvolder skade. Sagsøgte har dog ret til at afkræfte denne formodning.
For det tredje ændres forældelsesfristen. Efter gældende ret er forældelsesfristen 3 år. Med dette
lovforslag foreslås det, at forældelsesfristen fastsættes til 5 år.
For det fjerde indføres der en særlig formodningsregel for indirekte aftagere, dvs. en fysisk eller
juridisk person, der ikke har købt varer eller tjenesteydelser direkte fra en overtræder. Efter gæl-
dende ret om skader forvoldt uden for kontrakt bærer skadelidte som udgangspunkt bevisbyrden
for, dels at der er lidt et tab, dels størrelsen heraf, og at der er er sket en overvæltning af overpris.
Med dette lovforslag foreslås det, at det bliver nemmere for en indirekte aftager af varer og tjene-
steydelser at bevise, at tabet hos den direkte aftager er overvæltet og at den indirekte aftager der-
ved har lidt et tab.
Med lovforslaget lægges der op til, at der indføres et samlet regelsæt for erstatning i både de sa-
ger, der har samhandelspåvirkning og de sager, der ikke har samhandelspåvirkning, se nærmere
herom nedenfor i afsnit 2.1 om lovforslagets anvendelsesområde.
Direktivet regulerer ikke de materielle konkurrenceregler, og der er ikke med lovforslaget tilsigtet
ændringer af den materielle konkurrenceret.
2. 1. Lovforslagets hovedindhold
2.1.1. Indledning
Det følger af direktivet, at medlemsstaterne skal sikre, at forældelsesfristen for indbringelse af
erstatningssøgsmål er mindst 5 år. For at samle reglerne om erstatningsretten i sager om over-
trædelser af konkurrenceretten foreslås det derfor at ophæve konkurrencelovens kapitel 9 a om
civilretlig forældelse og kapitel 9 b om gruppesøgsmål og i stedet indsætte tilsvarende bestem-
melser med de nødvendige justeringer i lovforslaget
Det foreslås endelig, at lovforslaget skal finde anvendelse på erstatningssøgsmål, hvor den under-
liggende konkurrenceovertrædelse finder sted efter den 26. december 2016, hvor direktivet skal
være gennemført i dansk ret.
I det følgende redegøres for direktivets artikler og gældende dansk ret samt for Erhvervs- og
Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.
2.1.2. Lovforslagets anvendelsesområde
10
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
EU-konkurrenceretten regulerer virksomheders konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet
praksis samt misbrug af dominerende stilling i det omfang, adfærden kan påvirke samhandlen
mellem medlemsstater; det såkaldte samhandelskriterium, jf. artikel 101 og 102 i TEUF. Parallelt
med EU-reglerne er der nationale konkurrenceregler i konkurrenceloven. Bestemmelserne i §§ 6
og 11 svarer til TEUF artikel 101 og 102.
Både Europa-Kommissionen og nationale konkurrencemyndigheder kan træffe afgørelser i sager
om overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF.
I danske sager, hvor der er samhandelspåvirkning, kan de danske konkurrencemyndigheder an-
vende den danske konkurrencelov parallelt med EU-konkurrenceretten.
I de danske sager, hvor der ikke er samhandelspåvirkning, træffer de danske konkurrencemyn-
digheder afgørelse efter konkurrencelovens bestemmelser.
Direktivet regulerer retten til erstatning for skade som følge af overtrædelse af EU-
konkurrenceretten, og erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af nationale konkur-
renceregler, når disse anvendes parallelt med EU-konkurrenceretten.
I overensstemmelse med direktivet, foreslås det, at lovforslaget skal gælde for sager, der har sam-
handelspåvirkning. For at sikre, at der er et samlet og ens regelsæt for erstatning for alle konkur-
renceretsovertrædelser foreslås det derudover, at lovforslaget også gælder for sager, der ikke har
samhandelspåvirkning.
Et ens regelsæt for erstatningssager for alle konkurrenceretsovertrædelser vil sikre, at alle parter
har mulighed for at indrette sig efter dette regelsæt. Det betyder også, at virksomhederne ikke
selv skal foretage en vurdering af, hvilket regelsæt man forventer, finder anvendelse. Det gælder
bl.a. i forhold til forældelsesfristen, der efter direktivet er på 5 år, mens den gældende forældel-
sesfrist i dansk ret er på 3 år.
Såfremt en erstatningssag baserer sig på en afgørelse fra en konkurrencemyndighed, vil afgørel-
sen indeholde en stillingtagen til, om der foreligger samhandelspåvirkning. En konkurrencemyn-
dighed har i forbindelse med vurderingen heraf bl.a. mulighed for at spørge EU-Kommissionen til
råds.
En erstatningssag vil ikke nødvendigvis basere sig på en afgørelse fra en konkurrencemyndighed.
Der vil også kunne være erstatningssøgsmål, som anlægges uden, at der forinden er truffet en
afgørelse. Hvis der ikke er et samlet regelsæt for erstatningssager for alle konkurrenceretsover-
trædelser, vil det i disse sager medføre, at domstolene skal tage stilling til, om der er sket sam-
handelspåvirkning eller ej, før det kan fastlægges, efter hvilke processuelle regler sagen skal be-
handles. Det vil ud fra en ren processuel synsvinkel kunne give anledning til en mere kompliceret
og langstrakt forberedelse.
Det vurderes derfor, at et ensartet regelsæt, der finder anvendelse på alle konkurrenceretsover-
trædelser – uanset om der er samhandelspåvirkning eller ej – vil være mest hensigtsmæssigt og
sikre størst mulige gennemsigtighed og forudsigelighed for både forbrugere og virksomheder. Det
bemærkes, at dette går videre end direktivet, hvilket dog ikke medfører økonomiske eller admini-
strative konsekvenser, hverken for det offentlige eller erhvervslivet. Derimod kan det have en posi-
tiv indvirkning på konkurrencen, idet de samme regler vil gælde for danske virksomheder, uanset
om samhandelen kan anses for påvirket eller ej.
2.1.3. Direktivets artikel 1-2
Direktivets artikel 1 fastsætter genstand og anvendelsesområde for direktivet. Det følger af artikel
1, stk. 1, at direktivet fastsætter visse regler, der er nødvendige for at sikre, at enhver, som har lidt
11
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, begået af en virksomhed eller en virk-
somhedssammenslutning effektivt kan gøre retten til at kræve fuld erstatning for denne skade fra
denne virksomhed eller sammenslutning. Direktivet fastsætter regler om fremme af lige konkur-
rence på det indre marked og fjernelse af hindringerne for det indre markeds funktion ved at sik-
re ensartet beskyttelse i hele Unionen for alle, som har lidt en sådan skade.
Det følger af direktivets artikel 1, stk. 2, at direktivet derudover fastsætter bestemmelser, der ko-
ordinerer konkurrencemyndighedernes håndhævelse af konkurrencereglerne og håndhævelse af
disse regler under erstatningssøgsmål ved nationale retter.
De regler, der fastsættes ved direktivets artikler, gennemgås i de efterfølgende. Der ses ikke at
være behov for at fastsætte bestemmelser, der gennemfører direktivets artikel 1.
Direktivets artikel 2 indeholder definitioner på forskellige centrale begreber i direktivet. Det dre-
jer sig om begreberne ”overtrædelse af konkurrenceretten”, ”overtræder”, ”national konkurrence-
ret”, ”erstatningssøgsmål”, ”erstatningskrav”, ”skadelidte”, ”national konkurrencemyndighed”,
”konkurrencemyndighed”, ”national ret”, ”appelret”, ”afgørelse om overtrædelse”, ”endelig afgø-
relse om overtrædelse”, ”bevis”, ”kartel”, ”procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse”,
”redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse” ”allerede eksisterende oplysnin-
ger”, ”forligsredegørelse”, ”modtager af bødefritagelse”, ”overpris”, ”mindelig tvistbilæggelse”,
”forlig”, ”direkte aftager” og ”indirekte aftager”.
Definitionerne er af væsentlig betydning, idet de nærmere afgrænser direktivets anvendelsesom-
råde. Direktivets definitioner er selvstændige begreber fra EU-konkurrenceretten, som den her-
under er fastslagt i TEUF artikel 101-106, Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af om gennemførelse
af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (101 og 102) af 16. december 2002 samt bl.a.
Kommissionens meddelelser, der bl.a. fastlægger retningslinjer for anvendelse og forståelse af EU-
konkurrenceretten. Definitionerne svarer i vidt omfang til de begreber, der anvendes i dansk kon-
kurrenceret. Definitionerne er i lovforslaget gennemført så tekstnært som muligt.
2.2. Ret til fuld erstatning
2.2.1. Direktivets artikel 3 og 12, stk. 1 og 2.
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at enhver fysisk eller juridisk per-
son, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, kan kræve og
opnå fuld erstatning for denne skade. Derudover følger det af artikel 3, stk. 2, at fuld erstatning
skal stille en person, som har lidt skade, som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var
blevet begået og derfor omfatte erstatning for det lidte tab og for tabt fortjeneste samt betaling
af renter. Det følger samtidig af artikel 3, stk. 3, at retten til fuld erstatning ikke må føre til over-
kompensation i form af erstatning med straffende formål eller flere eller andre skadeserstatninger.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 12, at betaling af renter er et væsentligt element i er-
statningen af det lidte tab, idet der skal tages hensyn til den tid, der er gået, og at der bør betales
renter fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt, og indtil det tidspunkt, hvor erstatningen beta-
les. Dette skal ske, uden at det berører sådanne renters klassificering som udlignings- eller mora-
renter i henhold til national ret.
Det er således et krav efter direktivet, at renter skal betales fra det tidspunkt, hvor skaden
blev forvoldt indtil det tidspunkt, hvor erstatning betales.
Derudover følger det af artikel 12, stk. 1, at for at sikre, at retten til fuld erstatning i henhold
til artikel 3 får fuld virkning, skal medlemsstaterne sørge for at alle, der har lidt skade som følge af
12
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
en overtrædelse af konkurrenceretten, kan kræve erstatning for skaden, uanset om de er direk-
te eller indirekte aftagere fra en overtræder. Samtidig skal det både undgås, at skadelidte får en
erstatning, der overstiger det lidte tab (overkompensation), og at overtræderen, dvs. skadevolde-
ren ikke unddrager sig ansvar.
Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 13, at retten til erstatning er anerkendt for en-
hver fysisk eller juridisk person – forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder – uanset
om der foreligger et direkte kontraktforhold med den virksomhed, der har begået overtrædelse,
og uanset om en konkurrencemyndighed har fastslået overtrædelsen.
For så vidt angår overkompensation følger det af artikel 12, stk. 2, at der skal fastsættes proce-
dureregler, der er egnede til at sikre, at erstatning for faktiske tab i alle led af forsyningskæden
ikke overstiger den skade i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led.
Efter præambelbetragtning nr. 39 til direktivet kan skade i form af et faktisk tab skyldes prisdif-
ferencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ville være blevet betalt, hvis der ikke
var blevet begået en overtrædelse. Når en skadelidt har begrænset sit faktiske tab ved helt eller
delvist at overvælte dette tab på sine egne aftagere, udgør det overvæltede tab ikke længere
en skade, som den pågældende skal have erstatning for.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 40 til direktivet, at i tilfælde, hvor overvæltningen har
ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste, skal retten til at kræve erstatning
for sådan tabt fortjeneste være upåvirket.
2.2.2. Gældende ret
Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser om adgangen for en skadelidt til at kræve er-
statning som følge af overtrædelse af loven eller EUF-traktatens artikel 101 og 102. Dette følger i
stedet af dansk rets almindelige principper. Det fremgår af bemærkningerne til konkurrencelo-
ven, Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp. 3676 at i det omfang konkurrencebegrænsninger
i strid med loven påfører en fysisk eller juridisk person et tab, vil der typisk være tale om en
retsstridig handling, som kan gøre det muligt for den skadelidte at søge erstatning gennem et
civilt søgsmål. Det fremgår videre, at da dette imidlertid følger af dansk rets almindelige reg-
ler, blev det ikke fundet nødvendigt at indsætte en udtrykkelig bestemmelse herom.
Det er i almindelig dansk erstatningsret en betingelse for erstatning, at der er sket en ska-
de, hvormed der er lidt et økonomisk tab, og at der foreligger et ansvarsgrundlag, dvs. at skade-
volderen som udgangspunkt har handlet culpøst og forvoldt skaden ved forsætlig eller uagtsom
adfærd.
Det er endvidere en betingelse for at skadevolderen kan ifalde et erstatningsansvar, at der forelig-
ger den nødvendige årsagsforbindelse (kausalitet) mellem den indtrådte skade og skadevolde-
rens adfærd. Herudover forudsætter et erstatningsansvar, at der foreligger såkaldt adækvans
(påregnelighed). Herved forstås, at den skadevoldende adfærd skal kunne have forøget risikoen
for, at den pågældende skade indtræder. Skader, der er helt atypiske eller tilfældige i forhold
til den risiko, som skadevolders adfærd har fremkaldt, falder dermed normalt uden for erstat-
ningspligten.
Udgangspunktet efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper er, at alene den di-
rekte skadelidte kan opnå erstatning fra skadevolderen.
Det er desuden et grundlæggende princip i dansk erstatningsret, at den skadelidte skal stilles,
som om skaden ikke var indtrådt. Det indebærer, at den skadelidte skal have dækket det fulde
tab, som den pågældende har lidt, herunder tabt fortjeneste og renter. Den skadelidte skal om-
vendt ikke have dækket mere end sit tab. Den skadelidte må således ikke opnå en økonomisk be-
13
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
rigelse som følge af den tilkendte erstatning. I forhold til et tab lidt som følge af en overtrædelse
af konkurrenceretten vil det sige, at skadelidte skal stilles som om, der ikke var sket brud på kon-
kurrencereglerne og have dækket et eventuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse hermed.
Den skadelidte har endvidere en pligt til at begrænse sit tab. I det omfang skadelidte forsøm-
mer denne pligt, kan erstatningen blive reduceret tilsvarende. Den skadelidte kan således som
udgangspunkt ikke få erstatning for et tab, som den pågældende ved hjælp af passende for-
holdsregler kunne have begrænset eller undgået.
Hvor en direkte skadelidt har formået at overvælte sit tab eller en del heraf på en anden, har
den pågældende ikke længere lidt et tab og kan således ikke få erstatning for den del af tabet,
der er overvæltet. Det skyldes, at den direkte skadelidte i modsat fald ville opnå en berigelse.
For så vidt angår renteberegning følger det af § 3, stk. 1, i lov om renter og andre forhold
ved forsinket betaling (renteloven), at renter betales fra forfaldsdatoen, hvis denne er fastsat i
forvejen. Det følger endvidere af rentelovens § 3, stk. 2, at i andre tilfælde skal der betales rente,
når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning
om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modta-
gelsen af betalingsanmodningen. Det følger desuden af § 3, stk. 3, at uanset stk. 1 og 2 skal
der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til
at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og
størrelse.
Efter rentelovens § 3, stk. 4, gælder det, at uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra
den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.
Det følger yderligere af rentelovens § 3, stk. 5, 1. pkt., at hvor særlige forhold begrunder det,
kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.
Endelig følger det af rentelovens § 8, stk. 2, at bl.a. § 3, stk. 5, også finder anvendelse for pengekrav
uden for formuerettens område.
Fra retspraksis kan henvises til to domme vedrørende overtrædelse af konkurrenceretten, hvor
retten tilkendte renter fra det tidspunkt, hvor skadelidte led et tab.
For det første sagen U2005.2171H, om uberettiget opkrævede havneafgifter på baggrund af en
dominerende markedsstilling. Landsretten tilkendte procesrente af erstatningsbeløbet fordelt efter
de af skadelidte totalt betalte havneafgifter fra havneafgifternes betalingstidspunkt. Efter tilbage-
betalingskravets beskaffenhed tiltrådte Højesteret, at der på den anførte baggrund var tillagt pro-
cesrente som sket, jf. rentelovens § 3, stk. 5.
For det andet sagen SH2015.U-0004-07 om erstatning for tab ved betaling af overpriser på grund
af et omfattende pris- og markedskartel. Sø- og Handelsretten udtalte vedrørende renter, at: ”(…)
krav på erstatning er opstået som følge af en grov og langvarig overtrædelse af konkurrenceregler-
ne fra [skadevolders] side, som først blev kendt, da Kommissionen offentliggjorde sin afgørelse.
Priskartellet har været hemmeligt, og [skadelidte] har ikke under kartelperioden haft en reel mu-
lighed for at fremsætte påkrav om forrentning af en erstatningssum for de enkelte år, hvor de har
lidt et tab. Sø- og Handelsretten finder derfor, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder,
at der er grundlag for at tilkende [skadelidte] renter fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. ren-
telovens § 3, stk. 5 jf. § 8, stk. 2.”.
2.2.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre adgang til fuld erstatning for tab lidt
14
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten. Det præciseres i direktivets artikel 3, stk. 2, at
fuld erstatning skal stille den skadelidte som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var be-
gået, og at erstatningen omfatter det lidte tab, tabt fortjeneste samt betaling af renter. Det præcise-
res videre i artikel 3, stk. 3, at fuld erstatning ikke må føre til overkompensation.
Retten til fuld erstatning følger som anført ovenfor under afsnit 2.2.2 af de almindelige erstatnings-
retlige principper i gældende dansk ret. For at sikre en direktivkonform gennemførelse foreslås det
imidlertid, at der fastsættes en bestemmelse herom.
Efter direktivets artikel 12, stk. 1, skal alle, der har lidt tab som følge af overtrædelse af konkurren-
ceretten, kunne kræve erstatning for tabet, uanset om de er direkte eller indirekte aftagere fra en
overtræder.. Som anført ovenfor under afsnit 2.2.2 følger det af de almindelige erstatningsretlige
principper, at det som udgangspunkt alene er den direkte skadelidte der kan opnå erstatning fra
skadevolderen. For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det derfor at der fastsæt-
tes regler om adgangen til erstatning for indirekte aftagere – dvs. skadelidte i 2. led – for overtræ-
delse af konkurrenceretten, hvis de pågældende har lidt et tab som følge af overtrædelsen.
Bestemmelsen i direktivets artikel 12, stk. 2, vedrørende hindring af overkompensation er i over-
ensstemmelse med dansk erstatningsrets almindelige principper, hvorefter erstatning angår dæk-
ning af det lidte tab og således ikke kan være større end tabet.
Det følger endvidere af direktivet, at renter skal betales fra det tidspunkt, hvor skaden blev for-
voldt. Efter rentelovens § 3, stk. 5, kan domstolene, hvor særlige forhold begrunder det, bestemme,
at
rente skal betales fra dette tidspunkt, jf. pkt. 2.2.2 ovenfor. Udgangspunktet i denne type sager er
imidlertid, at rente skal betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til
betaling af gælden.
Det foreslås derfor, at der fastsættes regler om, at erstatning for tab lidt som følge af en overtræ-
delse af konkurrenceretten forrentes fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt. Ved udmåling af
erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten skal renterne således beregnes fra det tidspunkt,
hvor overtrædelsen af konkurrenceretten medførte et tab for den skadelidte.
Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
2.3.1 Edition
2.3.1.1. Direktivets artikel 5
Efter direktivets artikel 5, stk. 1, skal medlemsstaterne i forbindelse med erstatningssøgsmål
i Unionen sikre, at nationale retter på anmodning af en sagsøger, der har fremlagt en begrun-
delse med rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, som i tilstrækkelig grad un-
derstøtter rimeligheden af vedkommendes erstatningskrav, kan pålægge sagsøgte eller tred-
jemand at fremlægge relevante beviser, som er undergivet deres rådighed, på de betingelser,
der er fastsat i direktivets kapitel II. Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at nationale retter
på sagsøgtes anmodning kan pålægge sagsøger eller tredjemand at fremlægge relevante beviser.
Direktivets artikel 5, stk. 1, berører ikke nationale retters rettigheders og forpligtelser i henhold
til forordning (EF) nr. 1206/2001.
Direktivets artikel 5, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at domstolene kan
kræve fremlæggelse af nærmere angivne beviser eller relevante kategorier af beviser, der er
beskrevet så præcist og så snævert som muligt på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle
oplysninger i begrundelsen.
15
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at nationale retter begrænser
fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Ved afgørelsen af, om en
parts begæring er rimelig i forhold til formålet, tager de nationale retter hensyn til alle be-
rørte parters og tredjemænds legitime interesser. Bestemmelsen fastslår endvidere, at nationa-
le retter i denne forbindelse særligt skal tage hensyn til, i hvor høj grad kravet eller påstanden
understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen om frem-
læggelse af beviser (artikel 5, stk. 3, litra a), omfanget af fremlæggelsen af beviser og omkostnin-
gerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd, herunder for at forhindre ukonkret søg-
ning efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter (artikel 5, stk. 3,
litra b) og om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om even-
tuelle tredjemænd, og de ordninger, der er fastlagt for beskyttelse af sådanne fortrolige oplysnin-
ger (artikel 5, stk. 3, litra c).
Direktivets artikel 5, stk. 4, bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at nationale retter
har beføjelse til at kræve fremlæggelse af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger, når de
finder dem relevante i forbindelse med erstatningssøgsmålet. Medlemsstaterne skal desuden
sikre, at nationale retter ved pålæg om fremlæggelse af fortrolige oplysninger råder over ef-
fektive foranstaltninger til at beskytte sådanne oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 5, er virksomheders interesse i at undgå erstatningssøgsmål som
følge af en overtrædelse af konkurrenceretten ikke en interesse, der skal beskyttes.
Direktivets artikel 5, stk. 6, bestemmer desuden, at medlemsstaterne skal sørge for, at natio-
nale retter sikrer fuld virkning af retten til fortrolighed mellem advokat og klient i henhold til EU-
retten eller national ret, når de giver pålæg om fremlæggelse af beviser.
Efter direktivets artikel 5, stk. 7, skal medlemsstaterne sikre, at de, der skal fremlægge oplysnin-
ger, får lejlighed til at blive hørt, inden en national ret kræver fremlæggelse i henhold til arti-
kel 5 i direktivet.
Endelig bestemmer direktivets artikel 5, stk. 8, at artikel 5 – bortset fra stk. 4 og stk. 7 – ikke er til
hinder for, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre regler, som vil føre til en mere om-
fattende fremlæggelse af beviser. Det angives endvidere udtrykkeligt i artikel 5, stk. 8, at
bestemmelsen ikke berører direktivets artikel 6.
2.3.2. Gældende ret
2.3.2.1. Krav til stævning og svarskrift
Efter retsplejelovens § 348, stk. 1, anlægges en sag ved indlevering af stævning til retten.
En stævning skal i medfør af § 348, stk. 2, indeholde parternes navn og adresse, herunder angi-
velse af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvortil meddelel-
ser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske (§ 348, stk.
1, nr. 1), angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges (§ 348, stk. 1, nr. 2), sagsøgerens på-
stand (§ 348, stk. 1, nr. 3), en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder,
hvorpå påstanden støttes (§ 348, stk. 1, nr. 4), angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
sagsøgeren agter at påberåbe sig (§ 348, stk. 1, nr. 5), og sagsøgerens forslag til sagens behand-
ling mv. (§ 348, stk. 1, nr. 6).
Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 349, stk. 1, at hvis stævningen ikke opfylder kravene i § 348,
stk. 2, nr. 1-4, og den herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afvises sa-
gen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren.
16
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter retsplejelovens § 351, stk. 1, pålægger retten sagsøgte at indlevere et svarskrift til retten.
Et svarskrift skal i medfør af § 351, stk. 2, indeholde sagsøgtes påstand (§ 351, stk. 1, nr. 1), angi-
velse
af eventuelle modkrav (§ 351, stk. 1, nr. 2), en fremstilling af de faktiske og retlige om-
stændigheder, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes (§ 351, stk. 1, nr. 3), angivelse af
de dokumenter og andre beviser, som sagsøgte agter at påberåbe sig (§ 351, stk. 1, nr. 4), angivel-
se af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til
sagsøgte vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske, for så vidt sådan angivel-
se ikke allerede er foretaget (§ 351, stk. 1, nr. 5) og sagsøgtes forslag til sagens behandling (§ 351.
stk. 1, nr. 6).
Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 352, stk. 1, at hvis svarskriftet ikke opfylder kravene i § 351,
stk. 2, nr. 1-3, og det herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afsiger ret-
ten dom efter sagsøgerens påstand, for så vidt denne findes begrundet i sagsfremstillingen og
det i øvrigt fremkomne.
2.3.2.2. Rettens vurdering af editionsbegæringer
Retsplejelovens kapitel 28 (§§ 298-300) indeholder regler, hvorefter retten kan pålægge parter
og tredjemænd at fremlægge synbare bevismidler (edition).
Det fremgår af retsplejelovens § 298, stk. 1, at retten efter begæring af en part kan pålæg-
ge modparten at fremlægge dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed, og som par-
ten vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysninger om
forhold, som modparten ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som
vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 299, stk. 1, at retten kan pålægge tredjemand at forevi-
se eller udlevere dokumenter, der er undergivet tredjemandens rådighed, og som har betyd-
ning for sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som han ville være
udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Det fremgår derudover af retsplejelovens § 300, stk. 1, at en part, der fremsætter begæring
om fremlæggelse af dokumenter i henhold til § 298 og § 299, må angive de kendsgerninger, der
skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde, hvorpå parten støtter, at modparten eller den
opgivne tredjemand er i besiddelse af dokumenterne. Bestemmelse om fremlæggelse af dokumen-
ter træffes i henhold til § 300, stk. 2, først efter at den, der har rådighed over dokumenterne, har
haft lejlighed til at udtale sig. Efter § 300, stk. 3, kan tredjemand kræve sine udgifter ved fremlæg-
gelsen forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.
Det fremgår desuden generelt af retsplejelovens § 341, at bevisførelse, der skønnes at være
uden betydning for sagen, ikke kan finde sted.
Det er ikke udtrykkeligt anført i retsplejelovens ordlyd, hvilke kriterier retten skal inddrage i
sin vurdering af, om en begæring om edition skal imødekommes. Spørgsmålet er dog i vidt
omfang belyst i retspraksis.
Det følger bl.a. af retspraksis, at en begæring om edition skal indeholde nøjagtig oplysning om de
kendsgerninger, der ønskes bevist, og at editionspligten forudsætter, at de kendsgerninger,
der ønskes bevist, har betydning for sagens bedømmelse.
Der kan bl.a. henvises til sagen U.1963.1027 V, hvori landsretten tog stilling til en begæring om
edition, der indebar, at en kommune skulle tilpligtes at udarbejde en oversigt over fordelingen
17
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
af arbejder mellem en række entreprenører. Landsretten afslog begæringen og henviste i den
forbindelse bl.a. til, at det i bevisbegæringen og i øvrigt af den kærende anførte ikke fandtes
at indeholde nøjagtig oplysning om de fakta med fornøden relation til sagsøgerens påstand
under sagen, der ved fortegnelsen ønskedes bevist.
Der kan endvidere henvises til sagen U.2010.315 Ø, hvori en part i en sag om et opløst samlivs-
forhold havde begæret edition i en række af modpartens selvangivelser og regnskaber for en be-
stemt tidsperiode, bl.a. med henvisning til, at parterne havde haft fælles økonomi, selv om de ikke
havde fælles konti. Østre Landsret udtalte, at fremlæggelse af sådanne oplysninger kunne
have betydning for sagens afgørelse og fandt, at modparten skulle tilpligtes at fremlægge nævnte
selvangivelser og regnskaber for en afgrænset tidsperiode.
Der kan desuden henvises til sagen U.2011.431 H, hvori der blev nedlagt påstand om, at staten
ved Slots- og Ejendomsstyrelsen skulle anerkende, at der tilkom appellanterne en uopsigelig
brugsret til Christiania-området. Appellanterne fremsatte under sagens behandling begæring om,
at indstævnte blev pålagt at fremlægge en række dokumenter om afvikling af Christiania-området
med henvisning til, at dokumenterne var af betydning for appellanternes anbringender. Høje-
steret fandt ikke, at begæringen kunne imødekommes, idet appellanterne ikke havde angivet,
hvilke bestemte kendsgerninger der agtedes bevist ved fremlæggelse af det store antal do-
kumenter. Højesteret udtalte i den forbindelse, at der ikke var grundlag for at pålægge ind-
stævnte at udlevere dokumenterne til brug for en undersøgelsesmæssigt præget gennemgang.
Det følger endvidere af retspraksis, at der ved rettens vurdering af, om en begæring om edition
skal imødekommes, skal tages hensyn til, om modparten derved pålægges et betydeligt ef-
tersøgningsarbejde, samt om beviset kan skaffes på en anden måde, som er mere hensigtsmæssig.
Der kan bl.a. henvises til sagen U.1982.171 H, hvori en part i en ægteskabssag blev pålagt at
fremlægge kopier af sine selvangivelser og tilhørende regnskaber for en 6-årig periode. Højeste-
ret begrundede bl.a. sin afgørelse med, at de omhandlede oplysninger måtte antages at have be-
tydning for sagens afgørelse, og at de vanskeligt kunne fremskaffes på anden måde.
Der kan desuden henvises til sagen U.1993.171 Ø, der drejede sig om et erstatningssøgsmål mod
en række personer fra ledelsen og revisionen af en konkursramt bank. Undervejs i sagen
blev der anmodet om fremlæggelse af en række dokumenter fra Finanstilsynet. Østre Landsret
fandt ikke, at anmodningen kunne imødekommes, da Finanstilsynet allerede havde udleveret
eller ville udlevere de omhandlede dokumenter.
Det følger også af retspraksis, at retten kan begrænse et pålæg om edition til at angå dele af
et dokument mv.
Der kan i den forbindelse henvises til sagen U.1980.979 Ø, der var anlagt mod et sygehus
med påstand om erstatning for fejlvurderinger og fejlbehandling. Undervejs i sagen blev der
fremsat anmodning om, at sygehuset skulle udlevere flere dokumenter, heriblandt en sygehus-
journal, idet dokumenterne bl.a. skulle belyse en række interne vurderinger, som var foretaget
af sygehuset i forbindelse med behandlingen. Landsretten fandt, at kun dele af den omhandle-
de sygehusjournal fandtes påkrævet at fremlægge, hvorfor sygehuset blev pålagt at udarbejde
et ekstraktudskrift af journalen.
Herudover kan henvises til sagen U.2002.1734 H, der drejede sig om erstatningssøgsmål mod
en bank, som følge af et tab, der udsprang af en konkurs. Der blev under sagen fremsat begæring
om, at banken bl.a. skulle fremlægge udskrifter af bestyrelsesprotokoller og indstillinger til be-
styrelsen for en bestemt tidsperiode. Højesteret fandt, at selvom der var tale om interne doku-
menter, der som udgangspunkt ikke kunne kræves fremlagt under sagen, var der særlige om-
stændigheder, der gjorde, at banken burde pålægges at fremlægge dokumenterne. Da der ikke var
18
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
grundlag for også at pålægge banken at fremlægge øvrige interne oplysninger i dokumenterne,
blev banken tilpligtet at fremlægge anonymiserede udskrifter af de omhandlede bestyrelses-
protokoller og indstillinger til bestyrelsen.
Retten kan endvidere efter praksis beslutte at nægte edition, hvis der i stedet kan afholdes syn
og skøn.
Der kan i den forbindelse henvises til sagen U.2010.980 V, der vedrørte en sag mod Danske Spil
med påstand om, at Danske Spil kunne anerkende, at sagsøger var den rette vinder af en lotto-
gevinst. Baggrunden for sagsanlægget var, at en person efter trækningen havde indleveret
kuponen til en lottoforhandler for at få tjekket kuponen for gevinst, men lottokuponens ejer
havde forladt butikken uden sin kvittering efter gevinstsøgningen. Danske Spil efterlyste vinde-
ren, hvorefter en række personer henvendte sig. Ingen af personerne havde imidlertid kunnet
opfylde Danske Spils krav om, at vinderen skulle redegøre for en række faktiske omstæn-
digheder ved lottokuponen. Sagsøger nedlagde påstand om, at Danske Spil skulle fremlægge eller
forevise vinderkuponen, hvilket Danske Spil nægtede med henvisning til, at fremlæggelse eller
forevisning ville kunne medføre uoprettelig skadevirkning for vinderen. Landsretten afviste
begæringen bl.a. med henvisning til, at sagsøger på tilstrækkelig vis ville kunne føre sit bevis i
sagen ved afholdelse af syn og skøn. Der var derfor ikke så tungtvejende grunde til at tage editi-
onsbegæringen til følge, at det opvejede sagsøgtes interesse i at hemmeligholde kuponen.
Det følger endelig af retspraksis om tredjemandsedition, at retten ved sin vurdering af om
en begæring kan imødekommes tager hensyn til tredjemands legitime interesse i hemmelighol-
delse af de dokumenter mv., der begæres edition i.
I sagen U.1996.619 Ø, som drejede sig om størrelsen af lejen for et erhvervslejemål, anmodede
sagsøger, som var udlejer, om at en anden udlejer i området blev pålagt at fremlægge lejekontrak-
ter, for derved at skaffe oplysninger om et sammenligningslejemål. Landsretten afviste at imøde-
komme anmodningen med henvisning til, at tredjemands berettigede frygt for at lide skade ved at
oplyse om sine lejevilkår burde tillægges større vægt end udlejerens behov for at kunne løfte
bevisbyrden i erhvervslejeloven. Landsretten henviste i denne forbindelse til retsplejelovens §
171, stk. 2, nr. 3, jf. nærmere om denne bestemmelse i afsnit 2.3.2.3 umiddelbart nedenfor.
2.3.2.3. Vidneudelukkelses- og vidnefritagelselsesreglernes forhold til editionsbegæringer
Det fremgår både af retsplejelovens § 298, stk. 1, om partsedition og § 299, stk. 1, om tredje-
mandsedition, at der ikke kan gives editionspålæg, hvis der derved vil fremkomme oplysning om
forhold, som den pågældende part eller tredjemand ville være udelukket fra eller fritaget for at
afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Efter retsplejelovens § 169, stk. 1, kan tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt
eller dermed ligestillet hverv, ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves
vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler
dem tavshedspligt. Nægtes samtykke, kan retten efter retsplejelovens § 169, stk. 2, såfremt forkla-
ringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkom-
mende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter,
at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan retten be-
stemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med
hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tred-
jemands liv eller helbred.
Det fremgår herudover af retsplejelovens § 170, at mod dens ønske, som har krav på hem-
meligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund,
læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udø-
19
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
velsen af deres virksomhed. Efter § 170, stk. 2, kan retten dog pålægge læger, retsmæglere og
advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses
for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betyd-
ning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant
pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har
været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt. Retten kan desuden efter
retsplejelovens §170, stk. 3, bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn
til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsent-
lig betydning.
Efter retsplejelovens § 171, stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive forklaring
som vidne. Det følger af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, at pligten til at afgive forklaring heller
ikke foreligger, såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af
velfærd. Efter § 171, stk. 2, nr. 2 og 3, er der heller ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt
forklaringen antages at ville udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd eller påføre
vidnet selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte
tilfælde kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af
afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for ved-
kommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. § 171, stk. 3.
Fra retspraksis om §§ 169-171 kan bl.a. henvises til sagen U.1999.724 H, hvor sagsøger i en
sag mod Skatteministeriet om gaveafgiftspligt i forbindelse med et rentefrit og uopsigeligt lån
ydet af hendes mor, bl.a. havde fremsat begæring om, at Skatteministeriet skulle fremlægge nog-
le interne notater, der var fremsendt til Kammeradvokaten. Baggrunden for begæringen var,
at Told- og Skattestyrelsen i 1993 havde henlagt hendes sag om gaveafgiftspligt med henvis-
ning til, at kravet var forældet. I 1995 meddelte styrelsen dog, at afgørelsen om forældelse var
forkert, og i 1996 anlagde Skatteministeriet således sag med påstand om betaling af gaveafgif-
ten. Baggrunden for begæringen om edition var at få belyst, hvorvidt afgørelsen om henlæggelse i
1993 hvilede på andre hensyn end forældelse. Skatteministeriet gjorde bl.a. gældende, at der
var tale om interne arbejdsdokumenter, som var undtaget fra edition i medfør af retsplejelovens
§ 298, stk. 1, jf. § 169. Højesteret fandt, at offentlige myndigheders interne dokumenter som ud-
gangspunkt ikke kan kræves fremlagt under retssager, men at den begærede bevisførelse
imidlertid var af afgørende betydning for sagsøgers anbringende, hvorfor Skatteministeriet blev
pålagt at fremlægge de interne dokumenter.
Herudover kan henvises til sagerne U 1996.619 og U.2002.1734 H, som er gennemgået ovenfor
i afsnit 2.3.2.2.
2.3.2.4. Øvrige regler, der kan anvendes til beskyttelse af fortrolige oplysninger mv.
Retsplejelovens § 28 a fastslår, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov
eller i medfør af lov.
Efter retsplejelovens § 29 kan retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre,
når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det, når statens forhold til fremmede mag-
ter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller når sagens behandling i et offentligt
retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives for-
klaring om erhvervshemmeligheder.
I civile sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse om dørluk-
ning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen og ingen
afgørende offentlig interesse strider herimod, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2.
Det fremgår af retsplejelovens § 29 b, stk. 1, at retten træffer afgørelse om dørlukning
20
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
efter anmodning eller af egen drift. Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 29 d, at offentlig
gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmin-
dre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.
Efter retsplejelovens § 32 b straffes overtrædelse af bl.a. retsplejelovens §§ 29 d med bøde.
2.3.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3.3.1. Mulighed for at fremsætte begæring om edition (direktivets artikel 5, stk. 1-2)
Som anført i afsnit 2.3.1, skal medlemsstaterne efter direktivets artikel 5 sikre, at nationale
retter kan pålægge parter eller tredjemænd at fremlægge relevante beviser eller kategorier
af beviser (edition) på en række nærmere angivne betingelser. Det er bl.a. anført i direktivet, at en
sagsøger for at få adgang til edition skal have fremlagt en begrundelse med rimeligt tilgæn-
gelige faktuelle oplysninger og beviser, som i tilstrækkelig grad understøtter rimeligheden af
hans erstatningskrav (artikel 5, stk. 1), og at de ønskede beviser skal være beskrevet så præcist
og snævert som muligt i begrundelsen på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger
(artikel 5, stk. 2).
Retsplejelovens regler om edition indeholder ikke et udtrykkeligt krav om, at en sagsøger i for-
bindelse med sin begæring om edition skal fremlægge en begrundelse, som understøtter rime-
ligheden af vedkommendes erstatningskrav. Det fremgår dog af retsplejelovens regler om
indgivelse af stævning i § 348, at stævningen bl.a. skal indeholde en påstand, en fremstilling af de
faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, samt angivelse af de dokumenter
og andre beviser, som der agtes påberåbt. Tilsvarende krav gør sig i øvrigt efter retsplejelovens §
351 gældende for sagsøgtes svarskrift.
Det er desuden bl.a. en betingelse for pålæg af edition, at den part, som begærer edition, angiver
de kendsgerninger, der skal bevises ved de dokumenter, der begæres fremlagt, jf. retsplejelo-
vens §
300. Det følger i den forbindelse af retspraksis, at en begæring om edition skal indeholde
en nøjagtig oplysning om de kendsgerninger, der ønskes bevist, samt at editionspligten forudsæt-
ter, at de kendsgerninger, der ønskes bevist, har betydning for sagens bedømmelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke efter gældende ret er noget til hinder for, at
der meddeles edition i en kategori af beviser, hvis retsplejelovens øvrige betingelser om edi-
tion er opfyldt. Der henvises i denne forbindelse generelt til afsnit 2.3.2.2.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, er opfyldt med de gælden-
de regler i retsplejeloven.
Det bemærkes i øvrigt, at det fremgår af direktivets artikel 5, stk. 8, at medlemsstaterne,
med forbehold for direktivets artikel 5, stk. 4 og 7, og artikel 6, kan opretholde eller indføre reg-
ler, som vil føre til en mere omfattende fremlæggelse af beviser. Selv hvis betingelserne i direkti-
vets artikel 5, stk. 1 og 2, måtte skulle fortolkes som mere restriktive end retsplejelovens
regler, ville der således ikke være behov for ændringer i de danske regler.
2.3.3.2. Rettens vurdering af begæringer om edition (direktivets artikel 5, stk. 3 og 5)
Direktivets artikel 5, stk. 3, fastslår, at retten ved vurdering af en begæring om edition skal
tage hensyn til alle berørte parters og tredjemænds legitime interesser, herunder særligt i hvor
høj grad kravet eller påstanden understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser,
der berettiger begæringen om fremlæggelse af beviser (artikel 5, stk. 3, litra a), omfanget af
begæringen om edition og omkostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredje-
mænd, herunder for at forhindre ukonkret søgning efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er
21
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
relevante (artikel 5, stk. 3, litra b) og om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige
oplysninger, særlig om eventuelle tredjemænd, og i den forbindelse, hvilke ordninger der findes
til beskyttelse af fortrolige oplysninger (artikel 5, stk. 3, litra c). Retten skal endvidere efter
artikel 5, stk. 3, begrænse editionspålægget til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet (arti-
kel 5, stk. 3). Det er herudover anført i direktivets artikel 5, stk. 5, at retten ved vurderingen af
editionsbegæringer ikke skal tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå erstatnings-
søgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Der skal således efter direktivet i forbindelse med anmodninger om edition foretages en gene-
rel proportionalitetsafvejning med inddragelse af alle berørte parters og tredjemænds legiti-
me interesser. Dette vurderes i praksis at svare til den vurdering, der i dag fortages af retten i
forbindelse med anmodninger om edition efter retsplejelovens §§ 298-300. Der henvises i
den forbindelse nærmere til afsnit 2.3.2.
Kriterierne for den vurdering, der foretages af retten i forbindelse med anmodninger om edi-
tion efter retsplejelovens §§ 298-300 er imidlertid kun i begrænset omfang anført i selve loven og
følger navnlig af retspraksis. Det er således bl.a. ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, at
retten skal lægge vægt på de kriterier, der følger af direktivets artikel 5, stk. 3, ligesom det ikke
udtrykkeligt er anført, at retten ikke skal tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå
erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, jf. direktivets artikel 5, stk.
5.
Selv om dansk ret således indholdsmæssigt vurderes at svare til direktivets artikel 5, stk. 3 og 5,
foreslås det - med henblik på at sikre, at der ikke kan rejses tvivl om dansk rets fuldstændige over-
ensstemmelse med EU-retten - at fastsætte udtrykkeligt i lovens § 5, stk. 1 og 2, at retten ved vur-
dering af en begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 skal lægge vægt på de kriterier,
der fremgår af direktivets artikel 5, stk. 3. Det foreslås af samme årsag, at det fastsættes ud-
trykkeligt i lovens § 5, stk. 3, at retten ved sin afgørelse om edition ikke skal tage hensyn til en
virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkur-
renceretten, jf. direktivets artikel 5, stk. 5.
Der er således ikke med ordlyden af de foreslåede bestemmelser, der med enkelte sproglige
justeringer svarer til direktivets artikel 5, stk. 3 og 5, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens reg-
ler eller retspraksis.
2.3.3.3. Edition i fortrolige oplysninger (direktivets artikel 5, stk. 4 og 6)
Efter direktivets artikel 5, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at retten har beføjelse til at
kræve fremlæggelsen af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger, når retten finder dem
relevante i forbindelse med erstatningssøgsmålet. Medlemsstaterne skal desuden sikre, at retten
ved pålægget om fremlæggelse af disse oplysninger råder over effektive foranstaltninger til at
beskytte sådanne oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 6, skal medlemsstaterne endvidere sørge for, at nationale retter
sikrer fuld virkning af retten til fortrolighed mellem advokat og klient i henhold til national
ret, når de giver pålæg om fremlæggelse af beviser.
Som anført i afsnit 2.3.2.2 kan retten i medfør af retsplejelovens §§ 298 og 299 på begæring af
en part pålægge modparten eller tredjemand at fremlægge dokumenter mv., der er undergivet
deres rådighed, medmindre der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som de ville være
udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172. Det
indebærer som videre redegjort for i afsnit 2.3.2.3, at retten som udgangspunkt har mulighed for
at pålægge edition i fortrolige oplysninger på baggrund af en konkret afvejning af hensynet til
22
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
sagens oplysning over for hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne.
For så vidt angår advokater fremgår det udtrykkeligt af retsplejelovens § 170, stk. 1, at advoka-
ter ikke mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må afkræves vidneforklaring om det,
som er kommet til deres kundskab under udøvelsen af deres virksomhed. Retten kan dog i med-
før af § 170, stk. 2, pålægge advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidnefor-
klaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens
beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at
forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat
har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været
søgt.
Som anført i afsnit 2.3.2.4 indeholder retsplejelovens §§ 28 a- 32 b desuden regler, som giver ret-
ten mulighed for at beskytte fortrolige oplysninger der fremlægges i retten, f.eks. ved at be-
slutte, at retsmøder skal afholdes for lukkede døre. Retten har endvidere, som alternativ til
at pålægge fremlæggelse af beviset i sin helhed, bl.a. mulighed for at pålægge en part at
fremlægge en anonymiseret udgave af beviset, at udarbejde ekstraktudskrift af beviset samt at
lade en syn- og skønsmand vurdere beviset. Der henvises i denne forbindelse til afsnit 2.3.2.2.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 4 og 6, er opfyldt med retsplejelo-
vens regler.
2.3.3.4. Høring i forbindelse med edition (direktivets artikel 5, stk. 7)
Direktivets artikel 5, stk. 7, forpligter endelig medlemsstaterne til at sikre, at de, der skal fremlæg-
ge oplysninger, får lejlighed til at blive hørt, inden en national ret kræver fremlæggelse af
oplysningerne.
Som anført under afsnit 2.3.2.2 fremgår det af retsplejelovens § 300, stk. 2, at bestemmelse
om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed over dokumenterne,
har haft lejlighed til at udtale sig.
Det vurderes på den baggrund, at direktivets artikel 5, stk. 7, er opfyldt med retsplejelovens regler
om edition.
2.4. Edition i forhold til beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter
2.4.1. Direktivets artikel 6
Direktivets artikel 6 indeholder regler om fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndig-
heds sagsakter.
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at artikel 6 finder anvendelse for-
uden artikel 5, når nationale retter med henblik på et erstatningssøgsmål kræver fremlæggelse af
beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 2, at bestemmelsen ikke berører regler og praksis ved-
rørende aktindsigt i medfør af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa- Parla-
mentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
Direktivets artikel 6, stk. 3, bestemmer, at artikel 6 ikke berører de regler og den praksis,
23
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
der anvendes i henhold til EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af konkurren-
cemyndigheders interne dokumenter og deres indbyrdes korrespondance.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 4, at nationale retter ved vurdering af proportionaliteten
af et pålæg om fremlæggelse af oplysninger i overensstemmelse med kriterierne i artikel 5, stk.
3, i tillæg til disse kriterier skal vurdere, hvorvidt begæringen er affattet specifikt med hensyn til
arten, genstanden eller indholdet af dokumenter forelagt for en konkurrencemyndighed eller
indeholdt i dennes sagsakter snarere end som en ukonkret ansøgning vedrørende dokumenter,
der er indgivet til en konkurrencemyndighed (artikel 6, stk. 4, litra a), hvorvidt den part, der be-
gærer fremlæggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse med et erstatningssøgsmål ved en
national ret (artikel 6, stk. 4, litra b), og om der i forbindelse med stk. 5 og 10 eller på anmodning
af en konkurrencemyndighed i henhold til stk. 11 er behov for at sikre effektivitet i den
offentlige håndhævelse af konkurrenceretten (artikel 6, stk. 4, litra c).
Efter direktivets artikel 6, stk. 5, kan nationale retter først pålægge fremlæggelse af følgen-
de kategorier af beviser, når en konkurrencemyndighed med vedtagelsen af en beslutning
eller på anden måde har afsluttet sagen:
a) oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en kon-
kurrencemyndigheds behandling af sagen
b) oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til parterne i
forbindelse med dens behandling af sagen, og
c) forligsredegørelser, der er trukket tilbage.
Efter direktivets artikel 6, stk. 6, skal medlemsstaterne sikre, at nationale retter på intet tids-
punkt med henblik på et erstatningssøgsmål kan pålægge en part eller tredjemand at fremlægge
følgende kategorier af beviser:
a) redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse, og
b) forligsredegørelser.
Det fremgår bl.a. af direktivets præambelbetragtning nr. 26, at undtagelsen i direktivets artikel
6, stk. 6, også bør gælde for ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefritagelse eller
bødenedsættelse eller forligsredegørelser, der er indeholdt i andre dokumenter.
Direktivets artikel 6, stk. 7, bestemmer, at en sagsøger kan indgive en begrundet begæring om, at
en national ret får adgang til de beviser, der er omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 6, litra a
eller b, med det ene formål at sikre, at deres indhold svarer til definitionerne i direktivets artikel 2,
nr. 16 og
18. I denne vurdering kan nationale retter kun anmode om bistand fra den kompetente
konkurrencemyndighed. Ophavsmændene til de pågældende beviser kan også have mulighed for
at blive hørt. Den nationale ret giver under ingen omstændigheder andre parter eller tred-
jemænd adgang til disse beviser.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 8, at hvis kun dele af de begærede beviser er omfattet af
stk. 6, fremlægges de resterende dele heraf, alt efter hvilken kategori de tilhører, i overens-
stemmelse med de relevante stykker i artikel 6.
Direktivets artikel 6, stk. 9, fastslår, at fremlæggelsen af beviser i en konkurrencemyndig-
heds sagsakter, der ikke falder ind under nogen af kategorierne i denne artikel, i erstatnings-
søgsmål kan pålægges når som helst med forbehold af direktivets artikel 6.
Efter direktivets artikel 6, stk. 10, skal medlemsstaterne sikre, at nationale retter kun begæ-
rer fremlæggelse af beviser fra en konkurrencemyndighed vedrørende beviser i dennes sagsak-
24
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
ter, når en part eller tredjemand ikke med rimelighed kan skaffe beviserne.
Endelig bestemmes det i direktivets artikel 6, stk. 11, at i det omfang en konkurrencemyndighed
er villig til at fremføre sine synspunkter om proportionaliteten af begæringer om fremlæg-
gelse af oplysninger, kan den på eget initiativ fremsætte bemærkninger til den nationale ret,
ved hvilken pålægget om fremlæggelse af oplysninger begæres.
2.4.2. Gældende ret
Der er ikke i dansk ret fastsat regler, der særskilt regulerer rettens adgang til at pålægge frem-
læggelse af beviser, som indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
En begæring om edition i sådanne dokumenter vil således efter gældende ret skulle afgøres
efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf. retsplejelovens §§ 298-300. Der henvises
herom til lovforslagets afsnit 2.3.2.
2.4.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4.3.1 Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i § 6 om fremlæggelse af beviser i en
konkurrencemyndigheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 1)
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at direktivets artikel 6 finder an-
vendelse foruden artikel 5, når nationale retter i et erstatningssøgsmål kræver fremlæggelse af
beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Bestemmelsen er ikke begrænset til
at angå begæringer om edition, der er rettet mod en konkurrencemyndighed.
De forslåede bestemmelser i lovforslagets § 6 finder på den baggrund både anvendelse på be-
gæringer om edition, der er rettet mod en konkurrencemyndighed, og på begæringer om edition,
der er rettet mod en part eller tredjemand, men som vedrører dokumenter, der tillige indgår i
en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 28, at nationale retter til enhver tid i forbin-
delse med erstatningssøgsmål bør kunne give pålæg om fremlæggelse af beviser, der foreligger
uafhængigt af den sag, der behandles af en konkurrencemyndighed. Sådanne beviser benæv-
nes ”allerede eksisterende oplysninger” i præambelbetragtningen. I direktivets artikel 2, nr.17,
defineres allerede eksisterende oplysninger, som beviser, der eksisterer uanset sagens behand-
ling ved en konkurrencemyndighed.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 6 omfatter i overensstemmelse hermed ikke edition
i beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, men som også foreligger uafhængigt
af sagen. Beviser kan f.eks. foreligge uafhængigt af sagen hos en konkurrencemyndighed, hvis der
er tale om dokumenter mv. som er udarbejdet med et andet sigte end konkurrencemyndig-
hedens konkrete sag, herunder dokumenter mv. som allerede forelå forud for konkurrence-
myndighedens sagsbehandling.
Det bemærkes, at i de tilfælde hvor en editionsbegæring ikke er rettet mod en konkurren-
cemyndighed, forudsætter anvendelsen af § 6, at retten på baggrund af f.eks. karakteren af de
beviser, der anmodes om eller sagens omstændigheder i øvrigt - herunder parternes indlæg - er
opmærksom på, at der er tale om en editionsbegæring vedrørende beviser, der indgår i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter og ikke foreligger uafhængigt af denne sag. I tvivlstilfælde har
retten bl.a. mulighed for at høre konkurrencemyndighederne i forbindelse med editionsbegærin-
gen, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 5, hvorom der henvises til afsnit 2.4.3.4 neden-
for.
25
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
2.4.3.2. Yderligere kriterier, der skal vurderes i forbindelse med editionsbegæringer vedrørende
beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 4)
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 4, at nationale retter, når de i overensstemmelse
med direktivets artikel 5, stk. 3, vurderer proportionaliteten af et pålæg om fremlæggelse af op-
lysninger, tillige skal tage stilling til de hensyn, som er opregnet i direktivets artikel 6, stk. 4, litra a-
c.
Retten skal således i henhold til artikel 6, stk. 4, litra a, tage hensyn til, hvorvidt en begæring om
edition er affattet specifikt med hensyn til arten, genstanden eller indholdet af dokumenter fore-
lagt for en konkurrencemyndighed eller indeholdt i dennes sagsakter snarere end som en
ukonkret ansøgning vedrørende dokumenter, der er indgivet til en konkurrencemyndighed. I
henhold til artikel 6, stk. 4, litra b, skal retten derudover tage hensyn til, hvorvidt den part,
der begærer fremlæggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse med et erstatningssøgsmål ved
en national ret. Retten skal endelig i henhold til artikel 6, stk. 4, litra c, tage hensyn til, om der i
forbindelse med artikel 6, stk. 5 og 10 eller på anmodning af en konkurrencemyndighed i henhold
til stk. 11 er behov for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.
Der findes som nævnt i afsnit 2.4.2. ikke regler i dansk ret, der særskilt regulerer rettens mulighe-
der for at kræve fremlæggelse af beviser i en konkurrencemyndigheds sagsakter. En begæring
herom vil i disse tilfælde skulle afgøres efter de almindelige regler om edition i retsplejelovens §§
298-300.
Efter retsplejelovens § 300, stk. 1, skal en part, der fremsætter begæring om fremlæggelse
af dokumenter angive de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde,
hvorpå han støtter, at modparten eller tredjemand er i besiddelse af dokumenterne. Som
nævnt i afsnit 2.3.2.2, fremgår det desuden af retspraksis i henhold til retsplejelovens editi-
onsbestemmelser, at adgangen til edition bl.a. forudsætter, at parten oplyser, hvilke bestemte
omstændigheder vedkommende vil bevise ved de dokumenter, der kræves fremlagt, og påviser, at
dokumenterne kan have betydning som bevis for disse omstændigheder. Der henvises til lov-
forslagets afsnit 2.3.2.2 for en nærmere gennemgang af retspraksis.
Det vurderes på den baggrund, at de hensyn retten skal inddrage efter direktivets artikel 6, stk.
4, litra a, efter retspraksis allerede indgår i editionsvurderingen i henhold til retsplejelovens
almindelige regler om edition. Det er imidlertid ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, at ret-
ten skal inddrage de hensyn, der fremgår af direktivets artikel 6, stk. 4, litra a. Selv om
dansk ret således indholdsmæssigt vurderes at opfylde direktivets artikel 6, stk. 4, litra a, fore-
slås det – med henblik på at sikre, at der ikke kan rejses tvivl om dansk rets fuldstændige over-
ensstemmelse med EU-retten - at fastsætte udtrykkeligt i lovens § 6, stk. 1, nr. 1, at retten skal
foretage den vurdering, der følger af artikel 6, stk. 4, litra a
Retsplejeloven indeholder endvidere ikke specifikke regler om, at behovet for at sikre effektivitet
i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten skal indgå i vurderingen af editionsbegærin-
ger i akter, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter (direktivets artikel 6, stk. 4, litra
c). Det foreslås på den baggrund at fastsætte en udtrykkelig regel herom i lovens § 6, stk. 1,
nr. 2. Det bemærkes, at retten ved vurderingen af hensynet til at sikre effektivitet i den offentlige
håndhævelse af konkurrenceretten kan inddrage eventuelle bemærkninger hertil fra konkurren-
cemyndighederne, jf. i den forbindelse afsnit 2.4.3.5 nedenfor om den foreslåede bestemmelse i §
6, stk. 5.
Som anført under afsnit [foreslås det at fastsætte i lovens § 2, at loven finder anvendelse både
på søgsmål angående erstatning for overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF, og bestemmel-
ser i national ret, som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til
artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, og for søgsmåls angående erstatning for overtrædel-
26
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
ser af konkurrencelovens §§ 6 og 11.
Det vurderes på den baggrund, at der ikke er behov for særskilt regulering som følge af artikel 6,
stk. 4, litra b, hvorefter retten skal tage hensyn til, hvorvidt den part, der begærer frem-
læggelse af oplysninger, gør dette i forbindelse med et erstatningssøgsmål ved en national ret.
2.4.3.3. Adgangen til edition i visse særligt beskyttede beviser (direktivets artikel 6, stk. 5-7)
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 5, at nationale retter først kan pålægge fremlæggelse
af visse typer af beviser, når en konkurrencemyndighed med vedtagelsen af en beslutning
eller på anden måde har afsluttet sagen. Det drejer sig om oplysninger, som er udarbejdet af en
fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen
(artikel 6, stk. 5, litra a), oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og frem-
sendt til parterne i forbindelse med dens behandling af sagen (artikel 6, stk. 5, litra b), og for-
ligsredegørelser, der er trukket tilbage (artikel 6, stk. 5, litra c).
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 6, at nationale retter på intet tidspunkt kan
pålægge fremlæggelse af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse (artikel 6,
stk. 6, litra a), og forligsredegørelser (artikel 6, stk. 6, litra b). Efter direktivets artikel 6, stk. 7, kan
en sagsøger indgive en begrundet begæring om, at en national ret får adgang til de beviser, der er
omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 6, litra a eller b, med det ene formål at sikre, at deres indhold
svarer til definitionerne af sådanne beviser i direktivets artikel 2, nr. 16 og 18. Retten kan til brug
for denne vurdering anmode om bemærkninger fra den kompetente konkurrencemyndighed og
ophavsmændene til de pågældende beviser.
Der er ikke fastsat regler i dansk ret svarende til direktivets artikel 6, stk. 5-7.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i lovens § 6, stk. 2, hvorefter retten først
kan pålægge fremlæggelse af de typer af dokumenter mv., som er opregnet i direktivets artikel 6,
stk. 5, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, og som ikke foreligger uafhængigt af
sagen, når den sag hos konkurrencemyndigheden, som dokumenterne mv. indgår i, er afsluttet.
Det foreslås endvidere, at der indføres en bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 1. pkt., hvorefter ret-
ten ikke kan pålægge fremlæggelse af de typer af dokumenter mv., som er opregnet i direktivets
artikel 6, stk. 6, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og som ikke foreligger uaf-
hængigt af sagen.
Det bemærkes i den forbindelse, at de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 og 3, i over-
ensstemmelse med det anførte i direktivets præambelbetragtning nr. 26, også gælder bl.a.
ordrette citater fra redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse eller forligs-
redegørelser, der er indeholdt i andre dokumenter.
Det foreslås endelig, at der indføres en bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 2. pkt., hvorefter retten
på anmodning fra en part, kan beslutte, at retten skal have adgang til beviserne med det ene
formål at sikre, at deres indhold er omfattet af den foreslåede § 3, nr. 3 og 6. Det foreslås, at retten
til brug for sin vurdering heraf kan anmode om bemærkninger fra konkurrencemyndigheden
og ophavsmændene til beviserne, jf. den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 3. pkt.
Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 2. pkt., i modsætning til
direktivets artikel 6, stk. 7, giver begge parter - og ikke blot sagsøger - mulighed for at anmode om,
at retten får adgang til dokumenterne mv. med henblik på at sikre, at de lever op til definitionerne
af sådanne dokumenter i direktivets artikel 2, nr. 16 og 18. Dette foreslås med henblik på at lige-
stille parterne processuelt for det tilfælde, at det måtte have relevans for sagsøgte at fremsætte
27
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
en sådan anmodning. Det vurderes, at denne tilpasning ikke indebærer en udvidet adgang til editi-
on i beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter, i forhold til hvad der følger af di-
rektivet.
2.4.3.4. Høring af konkurrencemyndighederne (direktivets artikel 6, stk. 11)
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 11, at en konkurrencemyndighed kan frem-
sætte bemærkninger om proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse af oplysninger omfat-
tet af § 6 til den nationale ret, ved hvilken pålægget om fremlæggelse af oplysninger begæres.
Efter retsplejelovens § 300, stk. 2, træffes rettens bestemmelse om fremlæggelse af dokumen-
ter efter §§ 298 og 299, efter, at den, der har rådighed over dokumenterne, har haft lejlighed
til at udtale sig. Der findes imidlertid ingen regler i dansk ret, der giver en konkurrence-
myndighed adgang til at fremsætte bemærkninger om en begæring om edition i det tilfælde,
hvor begæringen om edition ikke er rettet mod konkurrencemyndigheden.
For at sikre, at dansk ret er fuldt ud i overensstemmelse med direktivet, foreslås det på
den baggrund, at der indføres en bestemmelse i lovens § 6, stk. 5, hvorefter retten giver en
konkurrencemyndighed lejlighed til at udtale sig om begæringer vedrørende fremlæggelse af
beviser, der indgår i konkurrencemyndighedens sagsakter og ikke foreligger uafhængigt af
denne sag. I overensstemmelse med direktivets ordlyd kan en konkurrencemyndighed endvidere
efter den forslåede bestemmelse af egen drift fremsætte bemærkninger for retten om propor-
tionaliteten af begæringer om fremlæggelse af beviser.
En konkurrencemyndigheds bemærkninger efter bestemmelsen forudsættes – hvor det er rele-
vant – at indgå i rettens vurdering efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, nr. 2, om i
hvilket omfang, der er behov for at sikre effektiviteten i den offentlige håndhævelse af konkurren-
ceretten.
2.4.3.5. Øvrige bestemmelser om edition i en konkurrencemyndigheds sagsakter (direktivets artikel
6, stk. 2, 3 og 8-10)
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 10, at medlemsstaterne skal sikre, at nationale retter
kun begærer fremlæggelse af beviser fra en konkurrencemyndighed, når en part eller anden
tredjemand ikke med rimelighed kan skaffe beviserne.
Som nævnt under afsnit 2.3.2.2 følger det bl.a. af retspraksis, at en part ikke kan kræve,
at tredjemand udleverer dokumenter, som parten har adgang til at skaffe sig på anden måde.
Der er imidlertid ikke fastsat regler i dansk ret, der betinger adgangen til edition i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter af, at beviserne ikke med rimelighed kan skaffes hos (en anden)
tredjemand.
Det foreslås derfor, at der i lovens § 5, stk. 4, indføres en bestemmelse, der svarer til direkti-
vets artikel 6, stk. 10. Bestemmelsen indebærer, at retten – i tilfælde hvor retten er bevidst
om, at de samme beviser kan skaffes fra både en konkurrencemyndighed og en anden tredje-
mand – først må foretage en vurdering af, om der er grundlag for at pålægge den anden tredje-
mand editionspligt.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 2, at artikel 6 ikke berører regler og prak-
sis vedrørende aktindsigt i medfør af forordning (EF) nr. 1049/2001, ligesom det fremgår af di-
rektivets artikel 6, stk. 3, at artikel 6 ikke berører de regler og den praksis, der anvendes i hen-
hold til EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af konkurrencemyndigheders interne
dokumenter og deres indbyrdes korrespondance.
28
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Udgangspunktet i konkurrenceretten er et andet end det, der kendes fra den offentlige forvaltning i
Danmark. Efter konkurrencelovens § 13, stk. 1, gælder offentlighedsloven således ikke for sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, bortset fra de tilfælde, der er særskilt opregnet i bestem-
melsens stk. 1, der vedrører den generelle regelfastsættelse. Der ses ikke at være behov for at ind-
føre regler om direktivets artikel 6, stk. 2.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 6, stk. 8, at hvis kun dele af de begærede beviser
er omfattet af direktivets artikel 6, stk. 6, fremlægges de resterende dele heraf, alt efter
hvilken kategori de tilhører, i overensstemmelse med de relevante stykker direktivets artikel 6.
Retsplejelovens regler er ikke til hinder for, at der meddeles edition i enkelte dele af et doku-
ment. Som nævnt i afsnit 2.3.2.2 er der også i praksis eksempler på, at retten har begrænset et
pålæg om edition til at angå dele af et dokument mv. Det vurderes på den baggrund, at
dansk ret er i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 8, hvorfor der ikke er behov for
yderligere lovgivning.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 6, stk. 9, at fremlæggelsen af beviser i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter, der ikke falder ind under nogen af kategorierne i direktivets
artikel 6, i erstatningssøgsmål kan pålægges når som helst med forbehold af artikel 6.
Der ses ikke at være behov for at indføre yderligere regler til opfyldelse af direktivets artikel 6,
stk. 9, idet det allerede følger af de foreslåede bestemmelser i § 5, at de relevante bestem-
melser i direktivets artikel 6 finder anvendelse ved enhver anmodning om fremlæggelse af
beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke foreligger uafhængigt
af sagen hos konkurrence myndigheden.
2.5. Begrænsninger i anvendelsen af beviser, der udelukkende er fremskaffet ved aktindsigt i en
konkurrencemyndigheds sagsakter
2.5.1. Direktivets artikel 7
Direktivets artikel 7 vedrører anvendelsen af beviser, som er fremskaffet udelukkende igen-
nem aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at beviser, der indgår i
de kategorier, der er nævnt i artikel 6, stk. 6, og som en fysisk eller juridisk person har frem-
skaffet alene ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises i erstatnings-
søgsmål eller på anden måde beskyttes i medfør af gældende nationale regler for at sikre, at
begrænsningerne i fremlæggelsen af beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning.
Det fremgår endvidere af direktivets artikel 7, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at beviser,
der indgår i de kategorier, der er nævnt i artikel 6, stk. 5, og som en fysisk eller juridisk per-
son har fremskaffet alene ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises i
erstatningssøgsmål eller på anden måde beskyttes i medfør af gældende nationale regler for at
sikre, at begrænsningerne i fremlæggelsen af beviser, jf. artikel 6, får fuld virkning, indtil den på-
gældende konkurrencemyndighed har afsluttet sagen med vedtagelsen af en beslutning eller på
anden måde.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 7, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at beviser, som
en fysisk eller juridisk person har fremskaffet alene ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds
sagsakter, og som ikke er omfattet af direktivets artikel 7, stk. 1 eller 2, kun kan anvendes under
et erstatningssøgsmål af denne person eller af en fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i
dennes rettigheder, herunder en person der har erhvervet dennes krav.
29
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 32, at begrænsningen i direktivets artikel 7
ikke bør være til hinder for, at en national ret kan kræve fremlæggelse af beviser, der er
fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, på de betingel-
ser, der er fastsat i direktivet.
2.5.2. Gældende ret
Der findes ikke regler i retsplejeloven om, at adgangen til bevisførelse i visse tilfælde skal afskæres,
fordi beviserne er kommet i en parts besiddelse gennem aktindsigt, herunder i en konkurren-
cemyndigheds sagsakter, eller gennem videregivelse fra en fysisk eller juridisk person, der har
fået aktindsigt.
2.5.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5.3.1. Afvisning af fremlæggelse af visse særligt beskyttede dokumenter, der er opnået gennem
aktindsigt hos en konkurrencemyndighed (direktivets artikel 7, stk. 1-2)
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at de beviser, som
er opregnet i direktivets artikel 6, stk. 6, og som er fremskaffet alene ved aktindsigt i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises eller på anden måde beskyttes for at sikre, at de
begrænsninger i fremlæggelsen af beviser, der er fastsat i direktivets artikel 6, får fuld virkning.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 7, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at de beviser,
som er opregnet i direktivets artikel 6, stk. 5, og som er fremskaffet alene ved aktindsigt i en
konkurrencemyndigheds sagsakter, enten afvises eller på anden måde beskyttes for at sikre, at
de begrænsninger i fremlæggelsen af beviser, der er fastsat i direktivets artikel 6, får fuld
virkning, indtil den sag, som beviset indgår i er afsluttet hos pågældende konkurrencemyndighed.
Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, fastsætter således, at de restriktioner, der gælder for edition i
visse særligt beskyttede dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og ikke
foreligger uafhængigt af denne sag, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter som en
part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.
Der findes som nævnt i afsnit 2.5.2 ikke regler i retsplejeloven om, at adgangen til bevisførelse
i visse tilfælde skal afskæres, fordi beviserne er kommet i en parts besiddelse gennem aktindsigt.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i lovens § 6, stk. 1, hvorefter retten afvi-
ser fremlæggelse af beviser, som er omfattet af lovens § 6, stk. 3, og som er fremskaffet udeluk-
kende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og at der indføres en bestemmelse i
lovens § 6, stk. 2, hvorefter retten afviser fremlæggelse af beviser, som er omfattet af lovens § 5,
stk. 2, og som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter,
indtil denne myndighed har afsluttet den sag, som beviset indgår i.
Der foreslås ikke fastsat bestemmelser om, at beviserne – i stedet for at blive afvist – kan beskyt-
tes på anden vis. Det skyldes, at der ikke ses at være mulighed for at sikre den fulde virkning
af de begrænsninger i fremlæggelsen af beviser, der er fastsat i direktivets artikel 6, stk. 2 og 3, på
anden vis end ved at fremlæggelse af beviserne nægtes. Begrænsningerne i direktivets artikel 6,
stk. 2 og 3, indebærer således, at bevisførelse fuldt ud er afskåret for så vidt angår de omfatte-
de beviser – enten permanent (dokumenterne omfattet af stk. 3) eller indtil konkurrencemyn-
digheden har afsluttet den sag, som beviserne indgår i (dokumenterne omfattet af stk. 2).
Det bemærkes, at anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1 og 2, forudsætter, at ret-
ten ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at
30
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne være omfattet af § 5, stk. 2 eller 3, vil retten
om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 1 og 2, afklaret ved høring af
den relevante konkurrencemyndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndig-
heds sag og ikke at foreligge uafhængigt af denne sag, henvises til afsnit 2.4.3.1 i de al-
mindelige bemærkninger.
2.5.3.2. Fremlæggelse af øvrige dokumenter, der er opnået gennem aktindsigt hos en konkurrence-
myndighed (direktivets artikel 7, stk. 3)
Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at beviser, som
er fremskaffet ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er omfat-
tet af direktivets artikel 7, stk. 1 eller 2, kun kan anvendes under et erstatningssøgsmål af den-
ne person eller af en fysisk eller juridisk person der er indtrådt i dennes rettigheder, herunder
en person, der har erhvervet dennes krav. Bestemmelsen omhandler således beviser, som er
omfattet af § 5, men som ikke er omfattet af de særlige beskyttede kategorier i direktivets artikel
6, stk. 5 og 6.
Der findes som nævnt i afsnit 2.5.2 ikke regler i retsplejeloven om, at adgangen til bevisførelse
i visse tilfælde skal afskæres, fordi beviserne er kommet i en parts besiddelse gennem videregi-
velse fra en fysisk eller juridisk person, der har fået aktindsigt.
Det foreslås derfor at indføre en bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 1. pkt., om, at beviser, som er
fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke
er omfattet af lovens § 6, stk. 1 eller 2, under et erstatningssøgsmål kun kan anvendes af den
fysiske eller juridisk person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk
person, der er indtrådt i dennes rettigheder.
Det foreslås endvidere at indføre en bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 2. pkt., om, at retten dog
uanset 1. pkt. tillader fremlæggelse af beviser, hvis de pågældende beviser kan kræves fremlagt
af en anden part eller tredjemand efter editionsreglerne i retsplejelovens §§ 298-300 og lovforsla-
gets § 5, jf. lovforslagets § 4. Bestemmelsen i 2. pkt. fremgår ikke af direktivet, og indsættes
for at forhindre, at det er nødvendigt, at en part – der allerede har visse beviser i sin besid-
delse – er henvist til at kræve de pågældende beviser fremlagt af en anden part eller tredjemand.
Den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 2. pkt., vurderes at være i overensstemmelse
med direktivets regler og formål, idet der efter den foreslåede bestemmelse kun kan gives tilla-
delse til fremlæggelse af beviser i tilfælde, hvor der alligevel ville kunne opnås edition i de
pågældende beviser. Den foreslåede bestemmelse vurderes endvidere at medvirke til at sikre den
fulde virkning af direktivets artikel 6, stk. 10 (der gennemføres med den foreslåede bestem-
melse i § 5, stk. 4), hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der kun begæres fremlæggelse af
beviser fra en konkurrencemyndighed i tilfælde, hvor en part eller tredjemand ikke med rime-
lighed kan skaffe beviserne.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, forudsætter, at retten
ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at
fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne henhøre fra en konkurrencemyndigheds sagsak-
ter, og som ikke kan antages at foreligge uafhængigt af denne sag, vil retten om nødvendigt kunne
søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 3, afklaret ved høring af den relevante konkurren-
cemyndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndig-
heds sag og ikke at foreligge uafhængigt af denne sag, henvises til afsnit 2.4.3.1 i de al-
31
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
mindelige bemærkninger.
2.5.3.3. Høring af konkurrencemyndighederne i forbindelse med overvejelser om afvisning af beviser
efter direktivets artikel 7
Direktivets artikel 7 stiller ikke krav om, at retten skal høre en konkurrencemyndighed i forbin-
delse med overvejelser om, hvorvidt beviser skal afvises fremlagt efter bestemmelserne i artiklen.
Det vurderes imidlertid at være hensigtsmæssigt, at retten har mulighed for at søge tvivlspørgs-
mål om, hvorvidt beviser er omfattet af bestemmelserne i § 7, stk. 1-3, afklaret ved at rette hen-
vendelse til den relevante konkurrencemyndighed. Det kan f.eks. være tvivlsspørgsmål om,
hvorvidt der er tale om beviser, der henhører fra en konkurrencemyndigheds sag og ikke fore-
ligger uafhængigt af denne sag, eller tvivlsspørgsmål om, hvorvidt et bevis er fremskaffet ude-
lukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sag.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 7, stk. 4, at fastsætte udtrykkeligt, at retten kan anmode
en konkurrencemyndighed om bemærkninger til, hvorvidt et bevis er omfattet af reglerne i § 7,
stk. 1- 3.
Proces
2.6. Sanktioner for overtrædelse af reglerne om edition og fremlæggelse af beviser
2.6.1. Direktivets artikel 8
Det fremgår af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at national retter effek-
tivt kan pålægge parterne, tredjemænd og deres retlige repræsentanter sanktioner i tilfælde af
enhver af følgende:
a) Undladelse eller nægtelse af at efterkomme et pålæg fra enhver national ret om f remlæg-
gelse.
b) Tilintetgørelse af relevante beviser.
c) Undladelse eller nægtelse af at opfylde de forpligtelser, der pålægges af en national ret
ved en afgørelse om beskyttelse af fortrolige oplysninger.
d) Overtrædelse af begrænsningerne i anvendelsen af beviser omhandlet i dette kapitel.
Efter direktivets artikel 8, stk. 2, skal medlemsstaterne desuden sørge for, at de sanktioner, der
kan pålægges af nationale retter, er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og
har en afskrækkende virkning. De sanktioner, som nationale retter kan pålægge, skal, for så
vidt angår adfærd udvist af en part i erstatningssøgsmålet, omfatte muligheden for at lade partens
adfærd virke belastende ved bevisbedømmelsen ved for eksempel at opstille en formodning for,
at det relevante spørgsmål er godtgjort, eller ved helt eller delvis at afvise påstande og anbringen-
der, og muligheden for at pålægge betaling af sagsomkostninger.
2.6.2. Gældende ret
2.6.2.1. Retsplejelovens regler om manglende efterlevelse af editionspålæg og processuel skade-
virkning
Det fremgår af retsplejelovens § 298, stk. 2, om partsedition, at retsplejelovens § 344, stk. 2, fin-
der anvendelse, såfremt modparten uden lovlig grund undlader at efterkomme editionspålægget.
Efter retsplejelovens § 344, stk. 2, kan retten bl.a. ved bevisbedømmelsen tillægge det virkning til
fordel for modparten, hvis en parts erklæringer vedrørende sagens faktiske omstændigheder er
uklare eller ufuldstændige, eller hvis parten undlader at udtale sig om modpartens erklæringer
32
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
om disse spørgsmål eller at efterkomme modpartens opfordringer.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 344, stk. 3, jf. § 339, stk. 3, at retten kan tillægge det
virkning til fordel for modparten, hvis en part ikke har efterkommet rettens opfordring til at
føre bevis med henblik på at afklare uvisse faktiske omstændigheder.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 299, stk. 2, om tredjemandsedition, at bestemmelsen
i retsplejelovens § 178 finder anvendelse, hvis tredjemand uden lovlig grund undlader at efter-
komme et pålæg om edition. Efter retsplejelovens § 178 kan retten tage en række nærmere
opregnede tvangsmidler i brug over for vidner, der f.eks. undlader at møde op uden lovlig grund
eller vægrer sig ved at svare. Retten kan bl.a. pålægge vidnet en bøde (§ 178, stk. 1, nr. 1), lade
vidnet afhente ved politiet (§ 178, stk. 1, nr. 2), tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet
har forårsaget (§ 178, stk. 1, nr. 3), pålægge vidnet en løbende bøde i et tidsrum på op til 6 måne-
der (§ 178, stk.1, nr. 4) eller lade vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning (§ 178, stk. 1,
nr. 5).
2.6.2.2. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger
Efter retsplejelovens § 312 skal den tabende part som udgangspunkt erstatte modparten de udgif-
ter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.
Det fremgår dog endvidere af retsplejelovens § 318, stk. 1, at den part, som på uforsvarlig måde
har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre over-
flødige processuelle skridt, selv om parten i øvrigt vinder sagen, skal erstatte modparten udgifter-
ne herved.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 318, stk. 2, at parter kan pålægges at bære de om-
kostninger, som de har forårsaget ved handlemåde, der er i strid med § 336 a, hvorefter parterne
har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til
at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 319, at advokater og andre rettergangsfuldmægtige
ifølge modpartens påstand under sagen kan pålægges at bære de omkostninger, som de ved
pligtstridig opførsel har forårsaget.
2.6.2.3. Straffelovens regler om tilintetgørelse af beviser
Det fremgår af straffelovens § 178, at den, som for at skille nogen ved hans ret tilintetgør,
bortskaffer eller helt eller delvis ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at benyttes
som sådant i et retsforhold, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsen omfatter tilintetgørelse mv. af et bevis med forsæt til at bevirke, at en anden
som følge heraf stilles ringere i sine muligheder for gennem bevisførelse at få anerkendt en rets-
position. Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at der aktuelt foreligger et spørgsmål om bevis-
førelse for en domstol, blot at en sådan bevisførelse kan tænkes at blive aktuel.
2.6.2.4. Retsplejelovens regler om sanktioner for overtrædelse af rettens bestemmelser om beskyt-
telse af fortrolige oplysninger
Der henvises nærmere til afsnit 2.3.2.4 i de almindelige bemærkninger vedrørende reglerne
om dørlukning.
2.6.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser
33
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Det følger af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at nationale retter effek-
tivt kan pålægge tredjemænd, parterne og deres retlige repræsentanter sanktioner i tilfælde af
undladelse af at efterkomme et påbud om fremlæggelse af beviser (artikel 8, stk. 1, litra a),
tilintetgørelse af relevante beviser (artikel 8, stk. 1, litra b), undladelse af at opfylde rettens
bestemmelser om beskyttelse af fortrolige oplysninger (artikel 8, stk. 1, litra c) eller overtrædel-
se af begrænsningerne i anvendelsen af beviser omhandlet i direktivets kapitel II (artikel 8, stk. 1,
litra d).
Direktivets artikel 8, stk. 2, 1. pkt., stiller desuden krav om, at sanktionerne være skal effektive,
proportionale og afskrækkende. I direktivets artikel 8, stk. 2, 2. pkt., er det endvidere angivet,
at retten skal have adgang til at lade en parts adfærd virke belastende ved bevisbedømmelsen
ved for eksempel at opstille en formodning for, at et relevant spørgsmål er godtgjort eller ved
helt eller delvist at afvise påstande og anbringende samt have adgang til at pålægge parten
betaling af sagsomkostninger.
De krav til sanktioner for undladelse af at efterkomme et påbud fra retten om fremlæggelse,
der opstilles i direktivets artikel 8, stk. 1, litra a, jf. stk. 2, vurderes at være opfyldt ved retspleje-
lovens regler om sanktioner for overtrædelse af editionspåbud samt retsplejelovens regler om
sagsomkostninger.
Som anført i afsnit 2.6.2.1 fremgår det således af retsplejelovens § 298, stk. 2, at retten i medfør af §
344, stk. 2, har mulighed for ved bevisbedømmelsen at tillægge det virkning til fordel for mod-
parten, hvis en part undlader at efterkomme et pålæg om edition efter retsplejelovens § 298, stk.
1. Som anført i afsnit 2.6.2.2 har retten desuden mulighed for at pålægge en part sagsomkostnin-
ger, hvis parten taber sagen, f.eks. på baggrund af anvendelsen af bestemmelsen i § 344, stk. 2.
Retten har endvidere mulighed for at pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis parten har
obstrueret sagen mv., jf. retsplejelovens § 318, stk. 1 eller hvis parten har forsømt sin pligt til
at fremme sagen med fornøden hurtighed og til at undgå unødige sagsskridt, jf. retsplejelovens §
318, stk. 2, jf. § 336 a. Endelig har retten mulighed for at pålægge advokater og andre rettergangs-
fuldmægtige at bære de omkostninger, som de har forårsaget ved pligtstridig opførsel, jf. retsple-
jelovens § 319.
Som anført i afsnit 2.6.2.1 har retten desuden mulighed for at iværksætte en række sanktio-
ner overfor en tredjemand, der undlader et efterkomme et pålæg om edition, jf. retsplejelovens
§ 299, stk. 2, jf.§ 178. Sanktionerne omfatter bl.a. mulighed for at idømme en bøde eller lade vid-
net tage i forvaring ved politiets foranstaltning.
De krav til sanktioner for tilintetgørelse af beviser, der opstilles i direktivets artikel 8, stk. 1, litra
b, jf. stk. 2, vurderes at være opfyldt med straffelovens regler om sanktioner for ødelæggel-
se af beviser samt retsplejelovens regler om processuel skadevirkning og sagsomkostninger.
Som anført i afsnit 2.6.2.3 fremgår det således af straffelovens § 178, at den, der tilintet-
gør, bortskaffer eller helt eller delvist ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at benyt-
te som sådant i et retsforhold, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen omfat-
ter tilintetgørelse mv. af et bevis med forsæt til at bevirke, at en anden som følge heraf stilles rin-
gere i sine muligheder for gennem bevisførelse at få anerkendt en retsposition. Det er ikke et
krav efter bestemmelsen, at der aktuelt foreligger et spørgsmål om bevisførelse for en dom-
stol, blot at en sådan bevisførelse kan tænkes at blive aktuel.
En part, der ødelægger et bevis, vil desuden ikke kunne efterkomme et pålæg om edition vedrø-
rende beviset efter retsplejelovens § 298, stk. 1, eller en opfordring fra retten til at føre beviset
efter retsplejelovens § 339, stk. 3. Ødelæggelse af beviset vil på den baggrund også kunne tillægges
virkning til fordel for modparten, jf. retsplejelovens § 298, stk. 2, og § 344, stk. 2, der er nærme-
re gennemgået i afsnit 2.6.2.1. Som anført i afsnit 2.6.2.2 vil en part, der taber sagen – f.eks.
34
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
på baggrund af anvendelsen af bestemmelsen i § 344, stk. 2 – desuden som udgangspunkt blive
pålagt at betale sagens omkostninger, ligesom en part eller partsrepræsentant, der har ob-
strueret sagen efter bestemmelserne i retsplejelovens § 318, stk. 1, § 318, stk. 2, jf. § 336 a, og
§ 319 vil kunne pålægges at betale visse sagsomkostninger.
De krav til sanktioner for undladelse af at opfylde rettens bestemmelser om beskyttelse af fortro-
lige oplysninger, der opstilles i direktivets artikel 8, stk. 1, litra c, jf. stk. 2, vurderes at være op-
fyldt ved retsplejelovens regler om sanktioner for overtrædelse af reglerne om dørlukning.
Som anført i afsnit 2.3.2.4 kan retten således efter retsplejelovens § 29 beslutte, at et retsmøde
skal holdes for lukkede døre, bl.a. når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen
for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmelighe-
der. I civile sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse om dør-
lukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen og ingen
afgørende offentlig interesse strider herimod, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 29 d, at offentlig gengivelse af, hvad der forhandles
i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hen-
syn til ro og orden i retslokalet, og det fremgår af retsplejelovens § 32 b, at overtrædelse af bl.a.
retsplejelovens § 29 d straffes med bøde. Retsplejelovens § 32 b omfatter enhver, der overtræ-
der bestemmelsen i § 29 d.
Det bemærkes, at retten ofte i praksis, for at beskytte fortrolige oplysninger, der ønskes frem-
lagt i forbindelse med en retssag, vil afstå fra at pålægge fremlæggelse af de pågældende oplys-
ninger. I disse tilfælde er det ikke relevant at indføre mulighed for sanktioner, idet den part,
der begærer fremlæggelse af oplysningerne ikke er i besiddelse heraf, mens den part eller tred-
jemand, der er i besiddelse af dokumenterne, ikke ønsker dem fremlagt.
De krav til sanktioner for overtrædelse af begrænsningerne i anvendelsen af beviser, der opstil-
les i direktivets artikel 8, stk. 1, litra d, jf. stk. 2, vurderes at være opfyldt med retsplejelovens
regler om sagsomkostninger.
Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at det ikke er muligt at fremlægge et bevis i
en retssag, hvis det ville indebære en overtrædelse af direktivets bestemmelser om begræns-
ninger i anvendelsen af beviser. Det skyldes, at retten efter den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 7 i så fald skal afvise beviset. Forsøger en part eller partsrepræsentant imidler-
tid – trods rettens bestemmelse - herpå, vil det efter omstændighederne kunne få betydning
for betalingen af sagens omkostninger.
Som anført i afsnit 2.6.2.2 fremgår det således af retsplejelovens § 318, stk. 1, at den part, som
på uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse
eller andre overflødige processuelle skridt, selv om parten i øvrigt vinder sagen, skal erstatte
modparten udgifterne herved.
Det fremgår ligeledes af retsplejelovens § 318, stk. 2, at parter kan pålægges at bære de om-
kostninger, som de har forårsaget ved handlemåde, der er i strid med § 336 a. Efter retspleje-
lovens § 336 a, har parterne pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unø-
dige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for
sagens anlæg.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 319, at advokater og andre rettergangsfuldmægtige
ifølge modpartens påstand under sagen kan pålægges at bære de omkostninger, som de ved
pligtstridig opførsel har forårsaget.
35
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
2.7. Retsvirkninger af konkurrencemyndigheders og appelretters afgørelser
2.7.1.
Direktivets artikel 9
Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at når en national konkurrencemyn-
dighed eller appelret – som defineret i direktivets artikel 2, nr. 7 og 10 - har truffet en endelig af-
gørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, skal afgørelsen anses for at være uomtvistelig i til
et erstatningssøgsmål, der er indbringes i samme medlemsstat i henhold til EU-
konkurrenceretten eller i henhold til national konkurrenceret.
Direktivet artikel 9, stk. 1, medfører således, at en endelig afgørelse truffet af fx en dansk konkur-
rencemyndighed, skal lægges til grund som et uomtvisteligt bevis på overtrædelse af konkurren-
ceretten i en erstatningssag anlagt i Danmark. Direktivet pålægger således ikke en national ret en
forpligtelse til at tillægge endelige afgørelser, der er truffet af en konkurrencemyndighed eller
appelret i en anden medlemsstat, den samme bevismæssige værdi.
Efter direktivets artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne derudover sikre, at endelige afgørelser om
overtrædelse af konkurrenceretten, der træffes i en anden medlemsstat, kan forelægges for dom-
stolene og indgå som et umiddelbart bevis for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceret-
ten, men uden at de skal tillægges samme bevismæssige værdi som efter stk. 1. Afgørelsen kan
dermed, hvis det er relevant, vurderes sammen med andre beviser, som parterne fremlægger.
Hensigten med bestemmelsen har været at sikre, at endelige afgørelser fra andre medlemsstaters
konkurrencemyndigheder eller appelretter får en højere bevismæssig værdi end beviser generelt
har.
Efter direktivets artikel 9, stk. 3, berører artikel 9 ikke domstolenes rettigheder og forpligtelser i
henhold til artikel 267 i TEUF, der vedrører forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.
2.7.2. Gældende ret
En national konkurrencemyndighed efter direktivet er en myndighed, som af en medlemsstat er
udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereg-
lerne i traktatens artikel 81 og 82 [101 og 102], til at have kompetence til at anvende artikel 101
og 102 i TEUF. I Danmark er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet og
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der er udpeget som konkurrencemyndigheder
efter forordningen.
Det følger af Konkurrencelovens § 20, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser
efter loven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet
og at de ikke kan indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Sagen skal så-
ledes have været behandlet af Konkurrenceankenævnet, før den kan indbringes for domstolene. I
relation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens, herunder Konkurrencerådets, afgørelser følger
det af retspraksis, at disse betragtes som endelige, hvis afgørelsen ikke indbringes for Konkurren-
ceankenævnet. ØL fandt i utrykt kendelse 2005-10-28 (MetroXpress Danmark A/S mod Berling-
ske Gratisaviser A/S), at eftersom Berlingske Gratisaviser ikke havde påklaget Konkurrencerådets
afgørelse, var afgørelsen endelig, således at landsretten var afskåret fra at foretage en prøvelse af
afgørelsen under en erstatningssag
Når Konkurrencerådet har truffet afgørelse, har virksomhederne således mulighed for at indbrin-
ge sagen for Konkurrenceankenævnet. Ifølge konkurrencelovens § 20, stk. 3, at Konkurrencean-
kenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende. Det følger eksplicit af bestemmelsen, at finder indbringelse ikke sted inden for
36
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
fristen, er ankenævnets afgørelse endelig. Det betyder, at domstolene under et eventuelt efterføl-
gende erstatningssøgsmål vil være afskåret fra at foretage en prøvelse af afgørelsen. Indholdet af
direktivets artikel 9, stk. 1, er således allerede reguleret i gældende ret i relation til Konkurrence-
ankenævnets afgørelser.
Det følger af artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 om gennem-
førelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (101 og 102), at Kommissionens afgø-
relser er bindende for nationale konkurrencemyndigheder og domstole. Det følge således af arti-
kel 16, stk. 1, at når de nationale domstole i henhold til traktatens artikel 81 og 82 [101 og 102]
træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissi-
onsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslutning, som Kommissio-
nen har truffet. De skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som vil være i strid med en beslut-
ning, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt. Med henblik
herpå kan de nationale domstole vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Disse forplig-
telser berører ikke rettighederne og forpligtelserne efter traktatens artikel 234. Det følger ligele-
des af artikel 16, stk. 2, at når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i henhold til trakta-
tens artikel 81 eller 82 træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er gen-
stand for en kommissionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslut-
ning, som Kommissionen har truffet.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet træffer som konkurrencemyndighed ikke en-
delige afgørelser, hvorfor direktivets artikel 9 ikke er relevant i den forbindelse.
I relation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens, herunder Konkurrencerådets, afgørelser følger
det af retspraksis, at disse betragtes som endelige, hvis afgørelsen ikke indbringes for Konkurren-
ceankenævnet.
Det følger af konkurrencelovens § 20, stk. 3, at Konkurrenceankenævnets afgørelser kan indbrin-
ges for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder indbrin-
gelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse endelig. Det betyder, at domstolene un-
der en eventuel senere erstatningssag vil være afskåret fra at foretage en prøvelse af afgørelsen.
Da bevisbedømmelsen efter retsplejelovens § 344, stk. 1, er fri, kan danske domstole utvivlsomt
tillægge en endelig afgørelse, som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, herunder en udenland-
ske appelrets afgørelse materiel betydning.
2.7.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at en endelig afgørelse truffet af na-
tional konkurrencemyndighed eller appelret, skal lægges til grund som et uomtvisteligt bevis på
overtrædelse af konkurrenceretten i en erstatningssag anlagt i samme medlemsstat.
Som nævnt ovenfor under punkt 2.7.2. følger det af retspraksis, at Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens, herunder Konkurrencerådets, afgørelser, at disse betragtes som endelige, hvis afgørelsen
ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet. Det følger ligeledes eksplicit af konkurrencelovens §
20, stk. 3, at Konkurrenceankenævnets afgørelser er endelige, hvis ankefristen overskrides. Selv
om dansk ret således indholdsmæssigt vurderes at svare til direktivets artikel 9, stk. 1, foreslås
det – med henblik på at sikre, at der ikke kan rejses tvivl om dansk rets fuldstændige overens-
stemmelse med EU-retten – at fastsætte udtrykkeligt i lovens § 9, at en afgørelse truffet efter kon-
kurrencelovens § 20, stk. 2 og stk. 3, skal anses som uomtvistelig med henblik på et efterfølgende
erstatningssøgsmål
37
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter direktivets artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne derudover sikre, at endelige afgørelser om
overtrædelse af konkurrenceretten, der træffes i en anden medlemsstat, kan forelægges for dom-
stolene, som i det mindst prima facie bevis.
Som ovenfor nævnt under punkt 2.7.2. er indholdet af artikel 9, stk. 2, er ikke reguleret i gældende
ret. Der er dog ikke noget i dansk ret, der hindrer, at en endelig afgørelse som omhandlet i artikel
9, stk. 1, der træffes i en anden medlemsstat efter national ret, i det mindste kan forelægges for
danske domstole, som et umiddelbart bevis. Domstolene kan herefter – hvis de finder det relevant
– vurdere beviset på linje med andre beviser, som parterne fremlægger. Der ses derfor ikke at
være behov for at indføre en bestemmelse svarende til direktivets artikel 9, stk. 2.
Virkningerne af afgørelser fra nationale konkurrencemyndigheder og appelretter om, at der fore-
ligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, berører ikke domstolenes rettigheder og forplig-
telser i henhold til artikel 267 i TEUF, der vedrører forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.
2.8. Forældelse
2.8.1. Direktivets artikel 10 og artikel 18, stk. 1
Efter direktivets artikel 10, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte regler om forældelsesfrister
for anlæggelse af erstatningssøgsmål.
Direktivets artikel 10, stk. 2, bestemmer, at forældelsesfristen ikke begynder at løbe, før over-
trædelsen af konkurrenceretten ophører, og sagsøger (skadelidte) har eller med rimelighed kan
forventes at have kendskab til a) overtræderen, altså skadevolderens, adfærd og at den udgør
en overtrædelse af konkurrenceretten, b) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt sag-
søgeren skade, og c) identiteten af overtræderen.
Efter artikel 10, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at forældelsesfristen for indbringelse af er-
statningssøgsmål er mindst 5 år.
Efter artikel 10, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at forældelsesfristen suspenderes eller afbry-
des, hvis en konkurrencemyndighed tager skridt til at undersøge eller forfølge den overtræ-
delse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. Endvidere følger det af be-
stemmelsen, at suspensionen tidligst ophører 1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet
endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet.
Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 36, at medlemsstaterne bør kunne opretholde
eller indføre absolutte, almindeligt gældende forældelsesfrister, såfremt varigheden af sådanne
absolutte forældelsesfrister ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at
udøve retten til fuld erstatning.
Efter artikel 18, stk. 1, afbrydes forældelsesfristen foreløbigt mens en eventuel mindelig
tvistbilæggelse pågår. Den foreløbige afbrydelse gælder kun for de parter, der er eller har
været involveret eller repræsenteret i den mindelige tvistbilæggelse. Om baggrunden herfor frem-
går det af præambelbetragtning nr. 49 at afbrydelsen skal give begge parter reel mulighed for at
deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen indbringes for domstolene. Derfor skal for-
ældelsesfristen afbrydes foreløbigt, mens den mindelige tvistbilæggelse pågår.
2.8.2. Gældende ret
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af an-
dre bestemmelser. Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristerne regnes
fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt,
38
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
medmindre andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen for fordringer på erstatning
eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes fra tidspunktet for skadens
indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4, og for fordringer opstået ved misligholdelse af
kontrakt regnes forældelelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen, jf. forældelseslovens § 2,
stk. 3.
Det følger endvidere af § 3, stk. 2, at hvis fordringshaveren (den skadelidte) var ubekendt
med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren
fik eller burde have fået kendskab hertil. Uvidenhed om fordringen vil foreligge, hvis skadelidte
mangler kendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder kravet. Suspension løber der-
for indtil det tidspunkt, hvor den skadelidte fik eller burde have fået kendskab til de faktiske
omstændigheder, der begrunder kravet.
Den 3-årige forældelsesfrist suppleres af en absolut frist, således at forældelse for fordringer
på erstatning for skade begået uden for kontraktforhold senest indtræder 10 år efter den skade-
voldende handlings ophør, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. I forhold til erstatning i kon-
traktforhold og tilbagesøgningskrav fastsættes den absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens
§ 4, stk. 3, nr. 4, om andre fordringer end de i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1-3, nævnte. Be-
gyndelsestidspunktet for den absolutte forældelsesfrist fastsættes i disse tilfælde af forældelseslo-
vens § 2.
Den 3-årige frist afbrydes efter reglerne i forældelseslovens kapitel 5 om afbrydelse af forældel-
se og kapitel 6 om foreløbig afbrydelse af forældelse. Det følger bl.a. af forældelseslovens § 21, stk.
2, at hvis en sag om en fordrings eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor,
inden forældelsesfristens udløb er indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse
tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om
fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder
det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig
tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1
år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse
Det følger af konkurrencelovens § 25, stk. 1, at en fordringshavers krav på erstatning som følge
af en overtrædelse af konkurrenceretten forældes efter reglerne i forældelsesloven.
Efter konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, finder forældelseslovens § 21, stk. 2, om foreløbig
afbrydelse anvendelse i forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens henholdsvis
Konkurrenceankenævnets behandling af sager om overtrædelse af konkurrenceretten. Det
følger således af konkurrencelovens § 25, stk. 2, at forældelsen af en fordring på erstatning som
følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, afbrydes foreløbigt, hvis fordringshaveren har
indgivet klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og klagen indgår i styrelsens behandling af
sagen. Det følger ligeledes af konkurrencelovens § 25, stk. 3, at forældelsen afbrydes midlertidig,
når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse påklages til Konkurrenceankenævnet, hvis
fordringshaver har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller er indtrådt som biinterve-
nient i ankesagen. I disse tilfælde indtræder forældelsen tidligst 1 år efter, at rådet/ankenævnet
har givet meddelelse om sin afgørelse.
Det følger endvidere af forældelseslovens § 21, stk. 5, at hvis der inden forældelsesfristens udløb
er indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under
medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt,
hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet.
2.8.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
For at samle alle regler om erstatning i sager om overtrædelser af konkurrenceretten foreslås det,
39
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
at ophæve kapitel 9 a om civilretlig forældelse i konkurrenceloven. Det foreslås samtidig, at
der fastsættes tilsvarende regler med de nødvendige tilpasninger.
Som det fremgår af pkt. 2.7.2 ovenfor er den almindelige forældelsesfrist for krav på erstatning
for skader forvold uden for kontrakt 3 år. Da den i direktivets artikel 10, stk. 5, fastsatte for-
ældelsesfrist er 5 år, foreslås det, at der fastsættes en særlig frist for civilretlig forældelse af en
skadelidts krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, således at krav
på erstatning som hovedregel forældes efter 5 år.
Efter dansk ret regnes forældelsesfristen for fordringer på erstatning for skader forvoldt uden
for kontrakt fra tidspunktet for skadens indtræden. Da det følger af direktivets artikel 10, stk.
2, at forældelse skal regnes fra et andet tidspunkt, foreslås det, at der i overensstemmelse med
direktivet fastsættes regler om, at forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor overtrædel-
sen ophører, og skadelidte har eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til skadevol-
derens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af konkurrenceretten, at overtrædelsen af
konkurrenceretten har forvoldt den skadelidte skade, samt skadevolderens identitet. Disse be-
tingelser er kumulative, og forældelsesfristen løber således først fra det tidspunkt, hvor alle be-
tingelserne er opfyldt.
Efter direktivets præambel er det muligt for medlemsstaterne at opretholde en absolut forældel-
sesfrist for fordringer vedrørende overtrædelse af konkurrenceretten, jf. pkt. 2.7.1 ovenfor. For-
ældelsesloven indeholder for denne type fordringer en absolut forældelsesfrist på 10 år, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, jf. pkt. 2.7.2 ovenfor.
For at sikre overensstemmelse mellem de almindelige forældelsesregler og forældelsesreglerne
ved konkurrenceretsovertrædelser foreslås det endvidere, at der fastsættes en absolut forældel-
sesfrist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør. Det indebærer, at forældelsesfri-
sten uanset de foreslåede betingelser i stk. 2, maksimalt kan løbe i 10 år. Formålet er at sikre, at
en skadevolder ikke kan blive mødt med et erstatningskrav på ubestemt tid. For så vidt angår
fordringer, som er opstået ved misligholdelse af kontakt, vil begyndelsestidspunktet for den abso-
lutte forældelsesfrist i nogle tilfælde være anderledes end efter de gældende regler, idet begyndel-
sestidspunktet ændres fra tidspunktet for misligholdelsen. Det vurderes hensigtsmæssigt, at
der fastsættes ensartede forældelsesregler for krav på erstatning som følge af en overtrædelse af
konkurrenceretten.
Som det fremgår af pkt. 2.7.2 ovenfor går direktivets artikel 10, stk. 4, om foreløbig afbrydelse af
forældelsesfristen, videre end de gældende regler i konkurrencelovens § 25, stk. 2, som er be-
grænset til skadelidte, der har indgivet en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og hvis
klage indgår i styrelsens sagsbehandling.
Det foreslås derfor, at forældelsesfristen afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyndighed
indleder en undersøgelse af eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten, som
erstatningssøgsmålet vedrører. Det bemærkes hertil, at forældelsesfristen afbrydes for alle
erstatningskrav, der følger af den pågældende overtrædelse af konkurrenceretten.
Det foreslås endvidere, at forældelsen i disse tilfælde tidligst kan indtræde et år efter, at afgørel-
sen om overtrædelse af konkurrenceretten er blevet endelig. Den foreslåede foreløbige afbry-
delse vil således have virkning for alle potentielle skadelidte, både under Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens behandling af en sag om overtrædelse af konkurrenceretten, samt under
en eventuelt efterfølgende indbringelse af sagen for Konkurrenceankenævnet og domstolene.
Direktivets bestemmelse i artikel 18, stk. 1, om foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen mens
der pågår en mindelig tvistbilæggelse, svarer til gældende ret efter forældelseslovens § 21, stk. 5.
For at sikre en sammenhængende regulering af forældelsesreglerne i forbindelse med sager
40
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
om overtrædelse af konkurrenceretten og for at sikre direktivkonform gennemførelse, fore-
slås det imidlertid, at der fastsættes regler om foreløbig afbrydelse ved mindelig tvistbilæggelse.
Den foreløbige afbrydelse af forældelsesfristen vil i overensstemmelse med direktivets artikel
18, stk. 1, kun gælde for de parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den
mindelige tvistbilæggelse.
Endelig foreslås det, at de almindelige regler i forældelseslovens §§ 15-18 om afbrydelse af
forældelsesfristen og forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse i øvrigt fin-
der anvendelse i relation til en fordringshavers krav på erstatning.
Der henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne hertil.
2.9. Solidarisk hæftelse
2.9.1. Direktivets artikel 11
Artikel 11, stk. 1, bestemmer, at virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten ved deres
fælles adfærd, hæfter solidarisk for den skade, som er forvoldt ved overtrædelsen af konkur-
renceretten. Det betyder, at hver virksomhed er forpligtet til at opfylde det fulde krav om erstat-
ning for skaden, og at skadelidte har ret til at kræve den fulde erstatning dækket af enhver
af de overtrædende virksomheder, indtil skadelidte har fået dækket sit fulde krav.
Efter artikel 11, stk. 2 og 3, gælder der særlige regler for overtrædere, der er små og mellemstore
virksomheder (SMV), som defineret i Kommissionens henstilling (2003/361/EF9 af 6. maj 2003
om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. SMV’en hæfter efter
artikel 11, stk. 2, kun over for sine egne direkte og indirekte aftagere, hvis: a) dens markedsandel
af det relevante marked var under 5 pct. på et hvilket som helst tidspunkt under overtrædelsen af
konkurrenceretten, og b) anvendelsen af de normale regler om solidarisk hæftelse uopretteligt
ville skade dens økonomiske levedygtighed og medføre, at dens aktiver mistede hele deres
værdi.
Det fremgår dog af bestemmelsen, at særreglen gælder med forbehold for retten til fuld erstat-
ning. Dette betyder, at SMV’en fortsat vil hæfte solidarisk over for andre skadelidte end sine egne
direkte og indirekte aftagere, hvis disse skadelidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre virk-
somheder, f.eks. fordi de er blevet erklæret konkurs.
Særreglen for små og mellemstore virksomheder gælder dog efter artikel 11, stk. 3, ikke, hvis:
a) SMV'en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder
til at deltage deri, eller b) SMV'en tidligere har overtrådt konkurrenceretten.
Efter artikel 11, stk. 4, gælder der endvidere særlige regler for modtagere af bødefritagelse,
der hæfter solidarisk over for deres direkte eller indirekte aftagere eller leverandører, og kun
over for andre skadelidte, hvis der ikke kan opnås fuld erstatning fra de andre virksomhe-
der, der var involveret i den samme overtrædelse af konkurrenceretten.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 38, at virksomheder, der samarbejder med konkur-
rencemyndighederne i en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, spiller en central
rolle for afsløring af overtrædelser begået i form af hemmelige kartelovertrædelser. Samtidig spil-
ler de en central rolle i forbindelse med at bringe disse overtrædelser til ophør, hvilket ofte
begrænser de skader, som kunne være forvoldt, hvis overtrædelsen var fortsat. Det er
derfor hensigtsmæssigt at fastsætte, at virksomheder, der har opnået bødefritagelse fra en
konkurrencemyndighed efter en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, beskyttes
mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatningskrav. Det skyldes, at afgørelsen fra den
41
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
konkurrencemyndighed, som fastslår, at der foreligger en overtrædelse, kan blive endelig i for-
hold til modtageren af bødefritagelse, inden den bliver endelig for andre virksomheder, der
ikke har opnået bødefritagelse, og modtageren af bødefritagelse kan således blive et oplagt
mål for en retssag.
Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 38, at det derfor er hensigtsmæssigt, at modtage-
ren af bødefritagelse i princippet fritages fra solidarisk ansvar for hele skaden, og at ethvert bi-
drag, som vedkommende skal betale i forhold til medvirkende overtrædere, ikke overstiger
det beløb for skade, som er forvoldt den pågældende virksomheds egne direkte eller indi-
rekte aftagere. Det samme gør sig gældende i forhold til virksomhedens direkte eller indirekte
leverandører, hvis der er tale om et indkøbskartel. Såfremt et kartel har forvoldt skade på andre
end overtræderens kunder eller leverandører, skal bidraget fra modtageren af bødefritagelse
ikke overstige vedkommendes forholdsmæssige andel af ansvaret for den skade, som kartellet
har forvoldt. Fastsættelsen af denne andel bør ske efter de samme regler som dem, der anvendes
til at fastsætte overtrædernes individuelle bidrag. Modtageren af bødefritagelse skal kun være
fuldt ansvarlig over for andre skadelidte end sine direkte eller indirekte aftagere og leveran-
dører, hvis de ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre overtrædere. Det vil f.eks. være til-
fældet, hvis de medvirkende overtrædere er blevet erklæret konkurs.
Efter artikel 11, stk. 5, 1. pkt., kan en overtræder kræve et bidrag fra enhver anden overtræder
og kræve at dette beløb skal fastsættes i lyset af deres respektive ansvar for den skade, der er
forvoldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Efter artikel 11, stk. 5, 2. pkt., må
størrelsen af bidraget fra en overtræder, som er indrømmet bødefritagelse i henhold til en pro-
cedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse, ikke overstige værdien af den skade, som virk-
somheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller leverandører.
Endelig bestemmer artikel 11, stk. 6, at i det omfang overtrædelsen af konkurrenceretten
har forvoldt andre skadelidte skade end de direkte eller indirekte aftagere eller leverandører rela-
teret til overtrædere, skal størrelsen af det eventuelle bidrag, som kræves af en modtager af
bødefritagelse til andre overtrædere, fastsættes i lyset af dens relative ansvar for skaden.
2.9.2. Gældende ret
Efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper hæfter flere skadevoldere solidarisk,
hvis de er ansvarlige for den samme skade. Såfremt to eller flere skadevoldere er solidarisk an-
svarlige for den indtrådte skade eller en del heraf, kan skadelidte derfor rette sit samlede krav
imod den af skadevolderne, vedkommende ønsker.
Ved betaling fra en ansvarlig skadevolder frigøres de øvrige skadevoldere i det omfang,
den skadelidte herved er fyldestgjort for sit erstatningskrav. Indfries hele erstatningskravet, er
samtlige (med)ansvarlige skadevoldere frigjort, og indfries en del af tabet, nedskrives de øvrige
ansvarlige skadevolderes hæftelse med et beløb svarende hertil. Når den skadelidte har fået dæk-
ket sit erstatningskrav, har den skadevolder, der har dækket kravet, et regreskrav mod de øvrige
solidarisk ansvarlige skadevoldere, og det er overladt til de pågældende at fordele tabet imellem
sig.
Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den indbyrdes fordeling af erstatningsbyr-
den mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til
ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.
2.9.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Direktivets artikel 11, stk. 1, svarer til dansk rets almindelige erstatningsretlige principper, hvoref-
ter flere skadevoldere hæfter solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade. Der findes
42
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
imidlertid ikke i gældende dansk ret særlige regler, der begrænser små og mellemstore
virksomheders hæftelse, som svarer til direktivets artikel 11, stk. 2 og 3. Det samme gæl-
der direktivets artikel 11, stk. 4, hvorefter hæftelsen begrænses for overtrædere, der opnår bøde-
fritagelse.
Der vurderes endvidere ikke, at være fuldstændig overensstemmelse mellem direktivets artikel
11, stk. 5, 1. pkt., hvorefter en overtræder kan kræve et bidrag fra enhver anden overtræder og
kræve at dette beløb skal fastsættes i lyset af deres respektive ansvar for den skade, der er for-
voldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten, og erstatningsansvarslovens § 25, stk.
1. Det skyldes, at beløbet efter direktivet skal fastsættes i lyset af overtrædernes respektive
ansvar for den forvoldte skade, mens den indbyrdes fordeling i medfør af erstatningsansvarslo-
vens § 25, stk. 1, skal foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og om-
stændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.
Bestemmelserne i direktivets artikel 11, stk. 5, 2. pkt., om størrelsen af bidraget fra en overtræ-
der, der er indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødened-
sættelse, og artikel 11, stk. 6, om fastsættelse af størrelsen af eventuelle bidrag i tilfælde af at der
er forvoldt skade hos andre end direkte eller indirekte aftagere eller leverandører, svarer heller
ikke til gældende ret. Det foreslås derfor, at der fastsættes bestemmelser, der gennemfører artikel
11.
Der henvises til lovforslagets § 8 og bemærkningerne hertil.
2.10. Overvæltning af overpriser
2.10.1. Direktivets artikel 12, stk. 3-5 og artikel 13 og 14
Efter direktivets artikel 12, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at alle, der har lidt skade efter di-
rektivets kapitel 12, skal kunne kræve erstatning for skaden, uanset om de er direkte eller indi-
rekte aftager fra em overtræder, og at det bl.a. undgås, at erstatningen overstiger skaden.
Efter direktivets artikel 12, stk. 2, skal medlemsstaterne endvidere fastsætte procedureregler, der
sikrer, at erstatning for faktiske tab i alle led af forsyningskæden ikke overstiger den skade i form
af overpris, der er forvoldt i det pågældende led. Bestemmelserne er behandlet under afsnit 2.2.1,
som der henvises til.
Efter direktivets artikel 12, stk. 3, berører direktivets kapitel 12 om overvæltning af overpriser og
retten til fuld erstatning ikke skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på
grund af hel eller delvis overvæltning af overprisen. En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte
vedrøre betingelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser og resultere i overpriser og an-
den skade for overtrædernes kunder. Skade i form af et faktisk tab, kan skyldes prisdifferencen
mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være betalt, hvis der ikke var begået
en overtrædelse af konkurrenceretten. Når en skadelidt har begrænset sit foreløbige tab ved hel
eller delvis overvæltning på sine egne aftagere, udgår det således overvæltede tab ikke længere et
tab, den skadelidte kan kræve erstatning for.
I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste,
bør retten til at kræve erstatning for sådan tabt fortjeneste dog være upåvirket.
Efter direktivets artikel 12, stk. 4, skal medlemsstaterne derudover sikre, at reglerne om over-
væltning finder tilsvarende anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører leve-
rancer til overtræderen.
43
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrøre betingelser og priser for salg af varer og
tjenesteydelser og resulterer i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder. Overtrædel-
sen kan dog også vedrøre leverancer til overtræderen (f.eks. i tilfælde af et indkøbskartel). I disse
tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne har betalt deres leverandø-
rer en lavere pris. Reglerne om overvæltning skal ifølge præambelbetragtning nr. 43 til direktivet
også finde anvendelse på disse tilfælde.
Efter direktivets artikel 12, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at domstolene i overensstemmelse
med nationale procedurer har beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel overpris, der er
blevet overvæltet.
Det fremgår af direktivets artikel 16, at Kommissionen udsteder retningslin-
jer for, hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen, der er overvæltet på den enkelte afta-
ger. Det forventes, at retningslinjerne er udstedt inden lovforslaget skal træde i kraft.
Efter direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne sikre, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål
til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har
overvæltet hele overprisen eller en del heraf som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.
Bevisbyrden for overvæltningen påhviler sagsøgte, der kan kræve fremlæggelse af beviser af sag-
søgeren eller tredjemænd.
Efter præambelbetragtning nr. 39 til direktivet kan skade i form af et faktisk tab skyldes prisdiffe-
rencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være blevet betalt, hvis der
ikke var blevet begået en overtrædelse. Når en skadelidt har begrænset sit faktiske tab ved helt
eller delvist at overvælte dette tab på sine egne aftagere, udgør det overvæltede tab ifølge præ-
amblens pkt. 39 ikke længere en skade, som den part, der har overvæltet det, skal have erstatning
for. Det er således afgørende for at opnå erstatning, at man ikke har overført sit tab til andre. Den-
ne bevisbyrde skal ifølge præamblens betragtning nr. 39 ikke berøre overtræderens mulighed for
at føre andre beviser end dem, som den pågældende har i sin besiddelse, f.eks. beviser, der allere-
de er erhvervet under sagen, eller beviser i andre parters eller tredjemands besiddelse
Efter direktivets artikel 14, stk. 1, skal medlemsstaterne, når spørgsmålet om, hvorvidt der i et
erstatningssøgsmål består et erstatningskrav, eller det erstatningsbeløb, der skal tilkendes, af-
hænger af, om – eller i hvilket omfang – en overpris er blevet overvæltet på sagsøgeren, under
hensyntagen til at det er kommerciel praksis at overvælte prisstigninger på de følgende led i for-
syningskæden, sikre, at bevisbyrden for en sådan overvæltning og dens omfang påhviler sagsøger,
der med rielighed kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgte eller tredjemænd.
På nogle områder kan det ifølge præambelbetragtning nr. 41 til direktivet være kommerciel
praksis at overvælte prisstigninger på de følgende led i forsyningskæden. Forbrugere eller virk-
somheder, som et faktisk tab således er blevet overvæltet på, har derved lidt skade, som er for-
voldt ved overtrædelse af konkurrenceretten. Selv om denne skade skal erstattes af overtræderen,
jf. artikel 12, stk. 1, kan det være særligt vanskeligt for forbrugere og virksomheder, der ikke selv
har foretaget køb fra overtræderen, at føre bevis for skadens omfang. I sådanne tilfælde anses den
indirekte aftager/sagsøger for at have bevist, at en overpris, som den direkte aftager har betalt, er
blevet overvæltet på den indirekte aftagers led, når den indirekte aftager umiddelbart kan påvise,
at en sådan overvæltning har fundet sted, jf. direktivets artikel 14, stk. 1.
Med hensyn til kvantificeringen af overvæltningen skal domstolene ifølge direktivets præambel-
betragtningnr. 41 have beføjelse til at skønne over, hvilken andel af denne overpris der er blevet
overvæltet på indirekte aftagere i de sager, som de behandler. Den indirekte aftager/sagsøger kan
i den forbindelse med rimelighed kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgte eller tredjemænd. I
den danske udgave af direktivets artikel 14, skt. 1, fremgår det, at sagsøger kan kræve fremlæg-
gelse af beviser af ”sagsøgeren” eller tredjemænd. I den engelske udgave af direktivet fremgår, at:
”the burden of proving the existence and scope of such a passing-on shall rest with the claimant,
44
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
who may reasonably require disclosure from the defendant or from third parties”. Det vurderes
blandt andet under henvisning til den engelske oversættelse af bestemmelsen, at være en over-
sættelsesfejl i den danske udgave af direktivet.
Efter direktivets artikel 14, stk. 2, skal den indirekte aftager anses for at have bevist, at der er sket
overvæltning, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at: a) sagsøgte har begået en overtrædelse
af konkurrenceretten, b) overtrædelsen af konkurrenceretten medførte en overpris for sagsøgtes
direkte aftager, og c) den indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der var gen-
stand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller har købt varer eller tjenesteydelser, der hid-
rørte fra eller indeholdt dem.
Reglen efter direktivets artikel 14, stk. 1-2, finder ikke anvendelse, når sagsøgte troværdigt kan
påvise over for retten, at overprisen ikke eller ikke helt er overvæltet på den indirekte aftager. Det
følger i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 42 til direktivet, at Europa-Kommissionen bør
udstede klare, enkle og omfattende retningslinjer til domstolene for, hvordan det skønnes, hvilken
andel af overprisen der er overvæltet på indirekte aftagere.
2.10.2. Gældende ret
Der er ikke i dag særlige regler om en skadelidts ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortje-
neste på grund af en hel eller delvis overvæltning af prisen.
Ligeledes er der ikke i dag særlige regler i tilfælde af, at en overtrædelse af konkurrenceretten
vedrører leverancer til overtræderen.
Domstolene har allerede i dag mulighed for at skønne, hvilken andel af en eventuel overpris, der
er blevet overvæltet. Det følger bl.a. af almindelige principper om, at parterne ikke kan disponere
over eller binde retten i sin juridiske vurdering af sagen.
Spørgsmålet om overvæltning i forbindelse med tabsopgørelsen er blevet behandlet i en række
sager ved domstolene, hvoraf det fremgår, at spørgsmålet om overvæltning indgår som en inte-
greret del af domstolenes vurdering af tabsopgørelsen, og at spørgsmålet er undergivet domsto-
lenes fri bevisbedømmelse.
Efter gældende ret opgøres erstatning efter de almindelige erstatningsretlige principper på bag-
grund af det tab, som skadelidte beviseligt har lidt. I overensstemmelse med gældende rets almin-
delige regler om bevisbyrde ved skader forvoldt uden for kontrakt bærer skadelidte som ud-
gangspunkt bevisbyrden for, dels at der er lidt et tab, dels størrelsen heraf. I relation til spørgsmå-
let om overvæltning indgår dette som en integreret del af domstolenes vurdering af tabsopgørel-
sen og er undergivet domstolenes fri bevisbedømmelse. Der kan i den forbindelse blandt andet
henvises til Højesterets dom af 20. april 2005 (U2005.2171H), hvor Højesteret umiddelbart på-
lagde sagsøgte at løfte bevisbyrden for, at skadelidte havde overvæltet sit tab. Der gælder imidler-
tid ikke en egentlig erstatningsretlig regel svarende til indholdet af artikel 13.
Indholdet af artikel 14 om overvæltning af prisstigninger på de følgende led i forsyningskæde,
herunder bevisbyrdereglerne for de indirekte aftagere er ikke reguleret i gældende ret.
2.10.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 12, stk. 3, berører direktivets kapitel 12 ikke skadelidtes ret til at kræve
og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af hel eller delvis overvæltning af overprisen.
Dette forhold er ikke reguleret i gældende ret, og det foreslås, at der indføres en bestemmelse
svarende til direktivets artikel 12, stk. 3, hvorefter det foreslåede kapitel 6 ikke berører skadelid-
tes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvælt-
45
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
ning af overprisen. Det bemærkes, at en sådan regel ikke vurderes at være i strid med den gene-
relt gældende erstatningsret, såfremt de almindelige erstatningsretlige betingelser i øvrigt er op-
fyldte.
Efter direktivets artikel 12, stk. 4, skal medlemsstaterne derudover sikre, at reglerne om over-
væltning finder tilsvarende anvendelse, når overtrædelsen af konkurrenceretten vedrører leve-
rancer til overtræderen. Dette forhold er ikke reguleret i gældende ret, og det foreslås derfor, at
der indføres en bestemmelse, der svarer til direktivets artikel 12, stk. 4,.
Efter direktivets artikel 12, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at domstolene i overensstemmelse
med nationale procedurer har beføjelse til at skønne, hvilken andel af en eventuel overpris, der er
blevet overvæltet.
Som ovenfor nævnt i punkt 2.10.2. har domstolene allerede i dag beføjelse til at skønne, hvilken
andel af en eventuel overpris, der er blevet overvæltet. Der ses således ikke at være behov for at
indføre en bestemmelse svarende til direktivets artikel 12, stk. 5.
Efter direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne sikre, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål
til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har
overvæltet hele overprisen eller en del heraf som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.
Bevisbyrden for overvæltningen påhviler sagsøgte, der kan kræve fremlæggelse af beviser af sag-
søgeren eller tredjemænd. Som ovenfor nævnt under afsnit 2.10.2 er dette forhold ikke reguleret i
gældende ret, og det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse svarende til artikel 13.
Det foreslås endelig, at der indføres bestemmelser, der svarer til direktivets artikel 14.
2.11. Erstatningssøgsmål med sagsøgere fra forskellige led i forsyningskæden
2.11.1. Direktivets artikel 15
Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 1, at for at undgå, at erstatningssøgsmål med sagsøgere
fra forskellige led i forsyningskæden fører til situationer med flere erstatningsansvarlige eller
overtræderens manglende ansvar, sikrer medlemsstaterne, at nationale retter, for hvilke der
indbringes erstatningssøgsmål, i vurderingen af, om bevisbyrden, jf. artikel 13 og 14, er løftet, er
i stand til ved de retsmidler, der er til rådighed i medfør af EU-retten eller national ret, at
tage behørigt hensyn til enhver af følgende:
a) erstatningssøgsmål, der vedrører den samme overtrædelse af konkurrenceretten, men
som er indbragt af sagsøgere fra andre led i forsyningskæden
b) domme afsagt i erstatningssøgsmål omhandlet i litra a)
c) relevante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om offentlig håndhævelse af kon-
kurrenceretten.
Det fremgår desuden af direktivets artikel 15, stk. 2, at artikel 15 ikke berører nationale ret-
ters rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 2015/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil og handelsretlige område.
Det fremgår desuden af direktivets præambelbetragtning 44, bl.a. at nationale retter med de pro-
ceduremæssige eller materielle midler, der er til rådighed i henhold til EU-retten og national ret,
bør kunne tage behørigt hensyn til eventuelle indbyrdes sammenhængende søgsmål og de
resulterende domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis for overvæltning. Nationale
retter bør have passende proceduremæssige midler til rådighed, såsom en kumulation af krav, for
46
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
at sikre, at erstatningen for faktiske tab i alle led af forsyningskæden ikke overstiger den skade
i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led.
2.11.2. Gældende ret
2.11.2.1. Retsplejelovens regler om rettens frie bevisvurdering
Det fremgår af retsplejelovens § 344, stk. 1, at på grundlag af det, der er passeret under for-
handlingerne og bevisførelsen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til
grund for sagens pådømmelse. Rettens bevisvurdering er ikke begrænset af lovregler, og retten
kan således frit skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en retssag.
2.11.2.2. Retsplejelovens regler om sammenlægning og adskillelse af krav
Retsplejelovens kapitel 23 (§§ 249-254) indeholder regler om sammenlægning og adskillelse
af krav.
Efter retsplejelovens § 250, stk. 1, kan flere parter sagsøge eller sagsøges under én sag, såfremt
der er værneting for alle kravene her i landet (§ 250, stk. 1, nr. 1), retten er værneting for ét af
kravene (§ 250 stk. 1, nr. 2), retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene (§ 250,
stk. 1, nr. 3), alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler (§ 250, stk. 1, nr.
4), og ingen af parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng, at de uanset
fremsatte indsigelser bør behandles under én sag (§ 250, stk. 1, nr. 5).
Det fremgår af § 250, stk. 2, at hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sa-
gen, såfremt der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet (§ 250, stk. 2, nr. 1),
kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav (§ 250, stk. 2, nr. 2),
og hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammen-
hæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen
(§ 250, stk. 2, nr. 3).
Efter retsplejelovens § 251, stk. 1, kan tredjemand ved at indlevere stævning til retten indtræde
som part i en sag i 1. instans, såfremt der er værneting her i landet for hans krav (§ 251, stk. 1,
nr. 1), kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav (§ 251, stk. 1,
nr. 2), og tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens genstand, eller
tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige krav, at kravet bør behandles
under sagen, og dette ikke vil medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter (§ 251, stk. 1,
nr. 3).
Det fremgår af § 251, stk. 2, at retten kan henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol,
hvis den ikke har saglig kompetence til at behandle tredjemands krav under en selvstændig sag.
Byretten kan dog ikke henvise et krav til landsret, og landsretten kan ikke henvise et krav til
byret. Retten kan efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise tredjemands krav, så-
fremt indtræden i sagen burde være sket tidligere. Efter § 251, stk. 3, kan indtræden i sagen
kun ske med rettens samtykke efter forberedelsens afslutning.
Efter retsplejelovens § 252, stk. 1, kan en tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en
sag, desuden indtræde i sagen til støtte for en af parterne.
Efter retsplejelovens § 254 kan retten bestemme, at flere sager, der verserer ved retten mel-
lem samme eller forskellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens afgørelse
herom kan ikke indbringes for højere ret. Retsplejelovens § 254, stk. 2 fastslår, at retten efter
anmodning fra en part kan henvise en sag i 1. instans til behandling ved en anden ret, hvis sagen
efter indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i
47
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
forbindelse med en anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. dog § 247, stk. 1. På samme
måde kan en landsret henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af en internatio-
nal overenskomst, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller
lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love,
anvendes overenskomstens værnetingsregler.
2.11.3. Erhvervs- og vækstministeriets overvejelser
Som anført i afsnit 2.10.1 forpligter direktivets artikel 15, stk. 1, medlemsstaterne til at sikre,
at nationale retter, for hvilke der indbringes erstatningssøgsmål, i vurderingen af, om bevisbyr-
den, jf. direktivets artikel 13 og 14, er løftet, er i stand til ved de retsmidler, der er til rådighed i
medfør af EU-retten eller national ret, at tage behørigt hensyn til erstatningssøgsmål, der vedrø-
rer den samme overtrædelse af konkurrenceretten, men som er indbragt af sagsøgere fra andre
led i forsyningskæden (artikel 15, stk. 1, litra a), domme afsagt i sådanne erstatningssøgsmål (ar-
tikel 15, stk. 1, litra b) og relevante offentligt tilgængelige oplysninger fra sager om offentlig hånd-
hævelse af konkurrenceretten (artikel 15, stk. 1, litra c).
Det fremgår desuden af direktivets præambelbetragtning 44, bl.a. at nationale retter med de pro-
ceduremæssige eller materielle midler, der er til rådighed i henhold til EU-retten og national ret,
bør kunne tage behørigt hensyn til eventuelle indbyrdes sammenhængende søgsmål og de
resulterende domme, navnlig når de fastslår, at der er ført bevis for overvæltning. Nationale
retter bør have passende proceduremæssige midler til rådighed, såsom en kumulation af krav, for
at sikre, at erstatningen for faktiske tab i alle led af forsyningskæden ikke overstiger den skade
i form af overpris, der er forvoldt i det pågældende led.
De forpligtelser, der følger af direktivets artikel 15, stk. 1, litra a-c, og den ovenfor nævnte passa-
ge fra præampelbetragtning 44, vurderes at være opfyldt ved retsplejelovens regler om fri
bevisbedømmelse og sammenlægning og adskillelse af krav.
Retten har således efter retsplejelovens § 344, stk. 1, et frit skøn over, hvilke beviser, der
skal lægges til grund for sagens pådømmelse. Dette indebærer, at der bl.a. er mulighed for at ind-
drage de oplysninger mv., der er nævnt i direktivets artikel 15, stk. 1, litra a-c.
Retten råder desuden over en række muligheder for at foretage en samlet behandling af indbyr-
des sammenhængende søgsmål.
Som anført i afsnit 2.10.2.2 indeholder retsplejeloven således bl.a. regler om,
at
flere parter
kan sagsøge eller sagsøges under én sag (retsplejelovens § 250, stk. 1),
at
sagens parter kan
inddrage krav mod tredjemand under sagen (retsplejelovens § 250, stk. 2),
at
en tredjemand ved
at indlevere stævning til retten kan indtræde som part i en sag i 1. instans (retsplejelovens §
251, stk. 1),
at
en tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, kan indtræde i
sagen til støtte for en af parterne (retsplejelovens § 252, stk. 1),
at
retten kan bestemme, at
flere sager, der verserer ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal forhandles i
forbindelse med hinanden (retsplejelovens § 254, stk. 1), og
at
retten efter anmodning fra en
part kan henvise en sag i 1. instans til behandling ved en anden ret, hvis sagen efter indhentet
udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med
en anden sag, der verserer ved den anden ret (retsplejelovens § 254, stk. 2).
2.12. Tabsopgørelse
2.12.1. Direktivets artikel 17
48
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 1. pkt. skal medlemsstaterne sikre, at hverken den bevisbyrde
eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelsen af tabsopgørelsen, gør det
praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende.
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt. skal medlemsstaterne derudover sikre, at nationale ret-
ter får beføjelse til efter nationale procedurer, at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået,
at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at
opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.
Det følger af præambelbetragtning nr. 45 til direktivet, at en skadelidt, der har ført bevis for at
have lidt skade som følge af overtrædelser af konkurrenceretten, stadig skal bevise skadens om-
fang for at opnå erstatning. Det forudsætter, at skadelidte er i besiddelse af mange faktuelle op-
lysninger og kan nødvendiggøre anvendelse af komplekse økonomiske modeller for opgørelse af
skader i sager om overtrædelser af konkurrenceretten. Dette er ofte meget bekosteligt, og sagsø-
gere kan have vanskeligt ved at fremskaffe de nødvendige oplysninger til støtte for deres krav. En
opgørelse af skade i sager om overtrædelse af konkurrenceretten kan således udgøre en væsentlig
hindring for effektivt at kunne gøre et erstatningskrav gældende. Direktivets artikel 17, stk. 1, 1.
pkt., at hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbej-
delse af tabsopgørelsen, må gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre
retten til erstatning gældende.
Efter direktivets artikel 17, stk. 2, formodes kartelovertrædelser at forvolde skade. Overtræderen
skal have ret til at afkræfte denne formodning.
Det følger af præambelbetragtning nr. 47 til direktivet, at der ved overtrædelser af konkurrence-
retten kan foreligge informationssymestri, da det kan være kan være vanskeligt for skadelidte at
få adgang til alle nødvendige beviser i en erstatningssag og dermed løfte bevisbyrden for, at der er
sket en overtrædelse af konkurrenceretten. For at imødekomme disse vanskeligheder, der er for-
bundet med opgørelsen af skader i konkurrenceretlige sager, og for at sikre effektiviteten af er-
statningskrav, er der i artikel 17, stk. 2, opstillet en formodningsregel om, at kartelovertrædelser
forvolder skade. Dette vil især være tilfældet gennem en påvirkning af priser. Afhængigt af sagens
faktiske omstændigheder betyder dette, at karteller resulterer i en prisstigning eller hindrer en
prisnedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var indgået et kartel. Denne formodning
skal ifølge præambelbetragtning nr. 47 ikke omfatte det konkrete omfang af skaden. Overtrædere
skal dog have mulighed for at afkræfte denne formodning. Denne afkræftelige formodning skal
begrænses til karteller som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger informationsasymme-
trien og gør det vanskeligere for skadelidte at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at be-
vise skaden.
Efter direktivets artikel 17, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at en at national konkurrencemyn-
dighed i forbindelse med et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en national domstol kan bistå
denne med hensyn til opgørelsen af skaden, hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigts-
mæssigt. Dette hænger sammen med kravet i præambelbetragtning nr. 46 til direktivet, hvoraf det
fremgår, at konkurrencemyndighederne kan fastsætte retningslinjer for domstolenes opgørelse af
skade, når de anmodes om det.
2.12.2. Gældende ret
Det følger af gældende erstatningsret, at erstatning skal opgøres på baggrund af det tab, som ska-
delidte bevisligt har lidt, og at skadelidte efter gældende rets almindelige regler om bevisbyrde
ved skader forvoldt uden for kontrakt som udgangspunkt har bevisbyrden for dels, at der er lidt et
tab, dels størrelsen af dette tab. Det vurderes, at de gældende bevisbyrderegler og beviskrav såle-
des ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre et erstatningskrav
49
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
gældende og at direktivets artikel 17, stk. 1, 1. pkt. er en del af gældende ret.
Indholdet af artikel 17, stk. 1, 2. pkt., er efter gældende ret undergivet domstolenes fri bevisbe-
dømmelse. Ifølge retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør domstolene på grundlag af parternes fremstil-
linger og bevisførelser, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund for sagens på-
dømmelse – den såkaldte frie bevisvurdering. Domstolenes stillingtagen til omtvistede punkter i
parternes sagsfremstilling kræver en bevisvurdering, dvs. en vurdering på baggrund af parternes
bevisførelser af sandsynligheden for rigtigheden af parternes opfattelser. I den forbindelse har det
betydning, hvilken af parterne der har bevisbyrden. For at sikre overensstemmelse og forudsige-
lighed følger det samtidig af direktivet, at Kommissionen skal give generelle retningslinjer på EU-
plan.
Bevisvurderingen er ikke reguleret af lovregler, og faste regler for bevisbyrdefordelingen lader sig
normalt ikke opstille i gældende ret. Det er således hensigten i retsplejeloven, at retten frit skal
skønne over sandsynlighedsværdien mv. af samtlige beviser i sagen, herunder eventuelle oplys-
ninger fra domme afsagt om andre relevante erstatningssøgsmål. En række særbestemmelser i
lovgivningen angiver imidlertid en bestemt fordeling af bevisbyrden ved en given sagstype, som
udover formålene og hensynene bag de materielle retsregler samt processuelle hensyn til bevis-
mulighederne skal indgå i domstolenes bevisafgørelser.
Formodningsregelen, som direktivets artikel 17, stk. 2, opstiller, er det modsatte udgangspunkt i
forhold til den gældende erstatningsret. Som nævnt tidligere er det nemlig skadelidte, der som det
klare udgangspunkt bærer bevisbyrden for, at der er lidt en skade og herunder størrelsen af den-
ne skade.
Der er ikke i dag regler om, at konkurrencemyndigheder efter anmodning fra en domstol i forbin-
delse med et erstatningssøgsmål kan bistå denne med hensyn til opgørelse af skaden, jf. artikel 17,
stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har heller ikke mulighed for at agere som skønsmænd
eller nødvendigvis de fornødne ressourcer til at bistå retten. I en konkret erstatningssag om over-
trædelse af konkurrencelovens (§) om kartelvirksomhed, har retten i Gentofte ved fastlæggelsen
erstatningen anvendt oplysninger fra en redegørelse fra den daværende Konkurrencestyrelse.
Retten tog udgangspunkt i den d den forøgede avance, der i perioden ved Konkurrencestyrelsens
redegørelse var påvist i branchen.
2. 12.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Som anført ovenfor i afsnit 2.12.2. forpligter direktivets artikel 17, stk. 1, 1. pkt., medlemsstaterne
til sikre, at bevisbyrden, der gælder med henblik på udarbejdelsen af tabsopgørelsen, ikke gør det
praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Det
vurderes, at artikel 17, stk. 1, 1. pkt. allerede er reguleret i gældende ret, og at der derfor ikke er
behov for yderligere regulering.
Efter direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt., skal medlemsstaterne endvidere sikre, at nationale ret-
ter får beføjelse til efter nationale procedurer, at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået,
at en sagsøger har lidt skade, men at det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at
opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser. Som anført ovenfor i afsnit. 2.12.2. er ind-
holdet af direktivets artikel 17, stk. 1, 2. pkt. efter gældende ret undergivet domstolenes fri bevis-
bedømmelse, og der ses derfor ikke at være behov for at indføre en bestemmelse svarende til
denne bestemmelse.
Som anført i afsnit 2.12.2. opstiller direktivets artikel 17, stk. 2, en formodningsregel om, at kar-
telovertrædelsen forvolder skade, men at overtræderen skal have ret til at afkræfte denne for-
modningsregel. En sådan formodningsregel er det modsatte udgangspunkt i forhold til den gæl-
dende erstatningsret. Lovforslaget indeholder derfor en bestemmelse svarende til direktivets
artikel 17, stk. 2.
50
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter direktivets artikel 17, stk. 3, skal medlemsstaternes sikre, at en national konkurrencemyn-
dighed i forbindelse med et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en national ret kan bistå den-
ne nationale ret med hensyn til at opgøre skaden, hvis den nationale konkurrencemyndighed fin-
der det hensigtsmæssigt. Som ovenfor nævnt under punkt 2.12.2, er indholdet af direktivets arti-
kel 17, stk. 3, ikke reguleret i dansk ret. Lovforslaget indeholder derfor en bestemmelse svarende
til direktivets artikel 17, stk. 3.
Bestemmelsen indebærer således, at en dansk konkurrencemyndighed på anmodning af en dansk
domstol kan bistå denne med hensyn til en opgørelse af skaden, hvis konkurrencemyndigheden
finder det hensigtsmæssigt. Konkurrencemyndigheden har således mulighed for at prioritere sine
ressourcer, og derfor vælge ikke at bistå med opgørelse af skaden. Parterne vil i givet fald kunne
føre bevis for tabets størrelse efter de gældende regler i retsplejelovens, herunder syn og skøn.
2.13. Mindelig tvistbilæggelse
2.13.1. Direktivets artikel 18-19
Som nævnt ovenfor i afsnit 2.8. foreslås det, at d irektivets artikel 18, stk. 1, implementeres
ved ny bestemmelse om forældelse. Der henvises derfor til afsnit 2.8.1 for en nærmere
gennemgang af denne bestemmelse.
I direktivets artikel 2, nr. 21, defineres ”mindelig tvistbilæggelse” som en mekanisme, hvorved
parterne kan opnå udenretslig bilæggelse af en tvist der vedrøre et erstatningskrav.
I direktivets præambelbetragtning nr. 48 nævnes som eksempler på mindelig tvistbilæggelse:
udenretlige forlig, herunder i tilfælde hvor en dommer kan erklære et forlig for bindende, voldgift,
mægling eller forlig som eksempler på mindelig tvistbilæggelse. Det følger endvidere af præam-
belbetragtning nr. 48 til direktivet, at det er ønskeligt at opnå et forlig for sagsøgte én gang for alle
for at mindske usikkerheden for overtrædere og skadelidte. Overtrædere og skadelidte bør derfor
tilskyndes til at nå til enighed om erstatning for skade som følge af en overtrædelse af konkurren-
ceretten gennem mindelig tvistbilæggelse.
Efter direktivets artikel 18, stk. 2, skal medlemsstaterne - med forbehold for bestemmelser i na-
tional ret vedrørende voldgift - sikre, at nationale retter, for hvilke der er indbragt et erstatnings-
søgsmål, kan udsætte en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i den pågældende sag
deltager i e n mindelig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende erstatnings-
søgsmål vedrører. Det følger af præambelbetragtning nr. 50 til direktivet, at, når parterne i en
konkurrencesag beslutter, at de vil deltage i mindelig tvistbilæggelse, efter at et erstatningssøgsmål
vedrørende det samme krav er blevet indbragt for en national ret, og domstolene tager stilling til,
om en sag skal udsættes, skal den tage hensyn til fordelene ved en hurtig procedure.
Efter direktivets artikel 18, stk. 3, skal en konkurrencemyndighed kunne betragte en overtræders
betaling af erstatning til skadelidte efter en mindelig tvistbilæggelse som en formildende omstæn-
dighed ved fastlæggelse af bødeniveauet. Som det fremgår af direktivet, er det afgørende for, at
betaling af erstatning kan betragtes som en formildende omstændighed, at betalingen har
fundet sted, inden der er truffet beslutning om at pålægge en bøde.
Efter artikel 19, stk. 1, reduceres skadelidtes krav efter forlig med den andel af skaden påført
den skadelidte ved overtrædelsen af konkurrenceretten, som påhviler de medvirkende overtræ-
dere, der har indgået forliget. Bestemmelsen sikrer, at skadelidte ikke kan opnår en overkompen-
sation for en skade og dermed stilles bedre, end hvis der ikke var sket en overtrædelse af
konkurrenceretten.
51
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Bestemmelsen sikrer samtidig, at de medvirkende skadevoldere, som ikke er part i forliget,
ikke som følge af forliget bliver pålagt et større forholdsmæssigt erstatningsansvar.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at for at fremme forlig mellem parterne bør en over-
træder, som betaler erstatning efter mindelig tvistbilæggelse, ikke stilles ringere i forhold til de
medvirkende overtrædere, end det ville have været tilfældet uden forliget. Dette kunne ske, hvis
en overtræder, der har indgået forlig, også efter forliget fortsat hæftede solidarisk for den skade,
der er forvoldt ved overtrædelsen. En overtræder, der har indgået forlig, bør derfor principielt
ikke betale bidrag til de medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, hvis disse har be-
talt erstatning til den skadelidte, som førstnævnte overtræder tidligere havde indgået forlig med.
Det fremgår endvidere at skadelidtes krav bør nedsættes med den andel, som den overtræder,
der har indgået forlig, har i den skade, der er forvoldt skadelidte, uanset om forligsbeløbet
svarer til eller er forskelligt fra den forholdsmæssige andel af den skade, som den medvirkende
overtræder, der har indgået forlig, påførte den skadelidte, der har indgået forlig. Fastsættelsen af
denne forholdsmæssige andel bør ske efter de regler, som ellers anvendes til at fastsætte over-
trædernes bidrag. Uden en sådan nedsættelse ville overtrædere, der ikke har indgået forlig,
blive urimeligt berørt af forlig, som de ikke var part i.
Det følger af artikel 19, stk. 2, at en eventuel resterende del af et krav fra en skadelidt, der
har indgået forlig, kun kan gøres gældende over for medvirkende overtrædere, der ikke har
indgået forliget. Medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, kan ikke kræve bi-
drag til den resterende del af kravet fra den medvirkende overtræder, der har indgået forlig.
Bestemmelsen hænger således sammen med direktivets artikel 11 om solidarisk hæftelse, jf. afsnit
2.8 ovenfor.
Det følger dog af artikel 19, stk. 3, at såfremt de medvirkende overtrædere, der ikke har ind-
gået forlig, ikke kan betale den erstatning, som svarer til den resterende del af kravet fra den ska-
delidte, der har indgået forlig, kan den skadelidte gøre den resterende del af kravet gældende
over for den medvirkende overtræder, der har indgået forlig. Denne undtagelse kan dog udtryk-
keligt udelukkes i den mindelige tvistbilæggelses betingelser.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at for at sikre retten til fuld erstatning skal medvir-
kende overtrædere, der har indgået forlig, dog fortsat betale erstatning, hvis dette er den eneste
mulighed for, at skadelidte, der har indgået forlig, kan opnå erstatning for det resterende krav.
Ved resterende krav forstås kravet fra skadelidte, der har indgået forlig, fratrukket den andel, som
den medvirkende overtræder, der har indgået forlig, har i den skade, som overtrædelsen har på-
ført den skadelidte, der har indgået forlig. Sidstnævnte mulighed for at kræve erstatning fra de
medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, består, medmindre dette udtrykkeligt er ude-
lukket i henhold til forliget.
I forhold til opgørelsen af de skadevoldende parters andel af skaden fremgår det af præambelbe-
tragtning nr. 37, at relevante kriterier for bestemmelse af den pågældende andel, der afspejler
en overtræders forholdsmæssige ansvar, f.eks. kan være omsætning, markedsandel eller rolle i
kartellet, sker efter gældende.
Endelig følger det af artikel 19, stk. 4, at ved fastsættelsen af det bidragsbeløb, som en med-
virkende overtræder kan kræve fra enhver af de andre medvirkende overtrædere i overens-
stemmelse med deres forholdsmæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtræ-
delsen af konkurrenceretten, tager retten behørigt hensyn til eventuel tidligere udbetalt
erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende medvirkende overtræder har deltaget.
Det fremgår herom af præambelbetragtning nr. 52, at det skal undgås, at en overtræder betaler
et samlet erstatningsbeløb, der overstiger dennes forholdsmæssige ansvar for den skade, der er
52
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
forvoldt ved overtrædelsen. Når medvirkende overtrædere, der har indgået forlig, anmodes om
at bidrage til den erstatning, der betales af medvirkende overtrædere, som ikke har indgået for-
lig, til skadelidte, der ikke har indgået forlig, bør retten tage hensyn til den erstatning, der allerede
er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle medvirkende overtrædere nødvendigvis er lige
involverede i det fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af overtrædelsen.
2.13.2. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag, når dette findes påkrævet
herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens
udfald. Retten underretter snarest alle vedkommende om udsættelsen.
Efter den gældende konkurrencelov skal der ved udmåling af bøder efter loven tages hensyn til
overtrædelsens grovhed og varighed samt den juridiske persons omsætning. Den bøde, som er
fremkommet ved en vurdering af overtrædelsens grovhed og varighed, vil – hvor det skønnes nød-
vendigt – kunne reguleres i opadgående eller nedadgående retning afhængig af virksomhedens
omsætning. Det afgørende er, at der på baggrund af overtrædelsens grovhed kan fastsættes et
grundbeløb, som er føleligt for de involverede virksomheder og samtidig kan forebygge overtræ-
delser af konkurrenceloven. Bødeniveauet skal således sikre et effektivt og passende strafniveau.
Efter straffelovens § 82, nr. 11, skal det ved fastsættelse af straf i almindelighed indgå som formil-
dende omstændighed, at overtræder har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er
forvoldt ved den strafbare handling.
Det følger af de almindelige erstatningsretlige principper, at skadelidte skal have sit fulde tab dæk-
ket, men at vedkommende ikke må blive overkompenseret som følge af erstatningen, jf. afsnit
2.2.2 ovenfor.
Det følger endvidere af der almindelige erstatningsretlige principper, at flere skadevoldere som
udgangspunkt hæfter solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade, jf. afsnit 2.8.2 ovenfor.
Dansk ret indeholder ikke regler om fordelingen af erstatningsbyrden svarende til artikel 19.
2.13.3. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Efter direktivets artikel 18, stk. 2, skal nationale retter, for hvilke der er indbragt et erstatnings-
søgsmål, kunne udsætte en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i den pågældende sag delta-
ger i en mindelig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål
vedrører. Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag, når dette findes
påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indfly-
delse på sagens udfald. Der er tale om en generel adgang til udsættelse. Retten underretter sna-
rest alle vedkommende om udsættelsen. Efter direktivets artikel 18, stk. 2, er rettens adgang til
udsættelse bundet op på parternes deltagelse i en mindelig tvistbilæggeles, som defineret i artikel
2, nr. 21, og tidsbegrænset til et år. Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse svarende
direktivets artikel 18, stk. 2.
[Da straffelovens § 82, nr. 11, vurderes at svare til indholdet af artikel 18, stk. 3, foreslås der ikke
indført en særskilt bestemmelse vedrørende udmåling af bøder.] Det følger af direktivets artikel
18, stk. 3, at en overtræders betaling af erstatning til skadelidte ved indgåelse af forlig kan ind-
gå som en formildende omstændighed ved fastlæggelse af bødeniveauet. Som det fremgår af
direktivet, er det afgørende for, at betaling af erstatning kan betragtes som en formildende
omstændighed, at betalingen har fundet sted, inden der er truffet beslutning om at pålægge en
bøde. En sådan adgang findes ikke i dag i konkurrenceloven. Det foreslås derfor, at der indføres en
bestemmelse svarende til direktivets artikel 18, stk. 3, i konkurrenceloven.
Der henvises til lovforslagets § 14 og bemærkningerne hertil.
53
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Direktivets art. 19, stk. 1, svarer til det almindelige erstatningsretlige princip om at skade-
lidte skal have sit fulde tab dækket, men at vedkommende ikke må blive overkompenseret
som følge af erstatningen.
Artikel 19, stk. 2, 1. led, svarer til det erstatningsretlige princip om at den skadelidte har ret til
at kræve den fulde erstatning dækket af enhver af skadevolderne, indtil skadelidte har fået sit ful-
de tab dækket.
Indholdet af artikel 19, stk. 2, 2. led, samt artikel 19, stk. 3 og 4, svarer ikke til gældende ret.
For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførsel af direktivet og samtidig sikre en sam-
menhængende bestemmelse vedrørende virkning af forlig på senere erstatningssøgsmål, foreslås
der indført en bestemmelse svarende til artikel 19.
Der henvises til lovforslagets § 14 og bemærkningerne hertil.
2.14. Direktivets øvrige bestemmelser
2.14.1. Direktivets artikel 4, 16, 20, 21, 22 og 23.
Effektivitets- og ækvivalensprincip
Efter direktivets artikel 4, skal medlemsstaterne i overensstemmelse med effektivitetsprincippet
sikre, at alle nationale regler og procedurer vedrørende retten til at gøre erstatningskrav gældende
er udformet og anvendes på en sådan måde, at de ikke gør det praktisk umuligt eller uforholds-
mæssigt vanskeligt at gøre retten til fuld erstatning efter EU-retten for skade forvoldt ved en over-
trædelse af konkurrenceretten gældende. I overensstemmelse med ækvivalensprincippet må nati-
onale regler og procedurer vedrørende søgsmål om erstatning for skade forvoldt ved en overtræ-
delse af artikel 101 eller 102 i TEUF ikke være mindre gunstige for de formodede skadelidte end
dem, der gælder for tilsvarende erstatningssøgsmål som følge af overtrædelser af national ret.
Retningslinjer for nationale retter
Efter direktivets artikel 16 udsteder Kommissionen retningslinjer til nationale retter for, hvordan
det skønnes, hvilken andel af overprisen der er overvæltet på den indirekte aftager.
Revision
Efter direktivets artikel 20, stk. 1, skal Kommissionen tage direktivet op til revision og aflægger
beretning til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 27. december 2020. Efter artikel 20,s tk. 2,
skal beretningen skal omfatte oplysninger om alle af følgende:
a) de mulige følger af finansielle begrænsninger på grund af betaling af bøder, som en kon-
kurrencemyndighed pålægger for en overtrædelse af konkurrenceretten, for skadelidtes
mulighed for at opnå fuld erstatning for den skade, som overtrædelsen af konkurrenceret-
ten har forvoldt,
b) i hvilket omfang sagsøgere, der kræver erstatning som følge af en overtrædelse af konkur-
renceretten, som er fastslået i en afgørelse om overtrædelse vedtaget af en konkurrence-
myndighed i en medlemsstat, har kunnet godtgøre over for den nationale ret i en anden
medlemsstat, at der er sket en sådan overtrædelse af konkurrenceretten.
c) i hvilket omfang erstatning for faktisk tab har oversteget den skade i form af overpris, der
er forvoldt som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten, eller forvoldt i et hvilket som
helst led i forsyningskæden.
Efter artikel 20, stk. 3, skal beretningen efter stk. 1 ledsages af et lovgivningsforslag, hvis det er
hensigtsmæssigt.
54
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Gennemførelse
Efter direktivets artikel 21, stk. 1, skal medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administra-
tive bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 27. december 2016. De un-
derretter straks Kommissionen herom. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indehol-
de en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
Efter direktivets artikel 21, skt. 2, skal medlemsstaterne meddele Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale love og administrative bestemmelser, som de vedtager på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Tidsmæssig anvendelse
Efter artikel 22, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de nationale love og bestemmelser, der ved-
tages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser,
ikke har tilbagevirkende kraft.
Efter artikel 22, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at alle nationale love og bestemmelser, der
vedtages i henhold til artikel 21, udover de i stk. 1 omhandlede, ikke finder anvendelse på erstat-
ningssøgsmål, der indbringes for en national ret før den 26. december 2014.
Ikrafttræden
Efter artikel 23 træder direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Eu-
ropæiske Unions Tidende. Direktivet blev offentliggjort den 5. december 2015.
55
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse i
§ 2
fastlægger anvendelsesområdet for loven.
Loven finder således anvendelse på erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af artikel 101
og 102 i TEUF og bestemmelser i national ret, som anvendes på samme sag og parallelt med EU-
konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. decem-
ber 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EØS-relevant
tekst). Bestemmelsen finder endvidere anvendelse på erstatningssøgsmål vedrørende overtræ-
delser, der ikke påvirker samhandelen, men som er omfattet af konkurrencelovens §§ 6 og 11. Det
medfører eksempelvis, at reglerne om fremlæggelse af beviser og tabsopgørelse i loven også fin-
der anvendelse i disse rent nationale sager.
Til § 2
Bestemmelsen indeholder definitioner, som er af betydning for anvendelsesområdet for loven.
Med bestemmelsens
nr.
1 defineres begrebet »overtrædelse af konkurrenceretten”, som en over-
trædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF, af konkurrencelovens §§ 6 og 11, eller national ret, som
anvendes parallelt med unionens konkurrenceret i medfør af artikel 3, stk.1, i rådets forordning
(EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens
artikel 81 og 82 [101 og 102]. Begrebet er sammenfaldende med lovforslagets anvendelsesområ-
de i den foreslåede § 2.
Med bestemmelsens
nr. 2
defineres begrebet ”overtræder”, som den virksomhed eller virksom-
hedssammenslutning, der har begået overtrædelsen af konkurrenceretten, jf. nr. 1.
Med bestemmelsens
nr. 3
defineres begrebet ”national konkurrenceret”, som de bestemmelser i
national lovgivning, som overvejende forfølger de samme mål som artikel 101 og 102 i TEUF, og
som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1 i
for ordning (EF) nr. 1/2003, undtagen bestemmelser i national lovgivning, der pålægger fysiske
personer strafferetlige sanktioner, medmindre sådanne strafferetlige sanktioner er på den måde,
hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder, håndhæves.
Med bestemmelsens
nr. 4
defineres begrebet ”skadelidte”, som en person, som har lidt skade som
følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens
nr. 5
defineres begrebet ”national konkurrencemyndighed”, som en myndig-
hed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at
have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF. I Danmark er det Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der
er udpeget som konkurrencemyndigheder efter forordningen.
Med bestemmelsens
nr. 6
defineres begrebet ”Konkurrencemyndighed”, som Kommissionen eller
en myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr.
1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF, eller begge dele alt efter
tilfældet.
Med bestemmelsens
nr. 7
defineres begrebet ”national ret”, som en ret i en medlemsstat som om-
handlet i artikel 267 i TEUF. I Danmark er det Sø-og Handelsretten, der i de fleste tilfælde har den
saglige kompetence til at behandle sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig
betydning, jf. retsplejelovens § 115, stk. 2, nr. 2. Er der tale om en sag om anvendelsen af artikel 81
eller 82 [101 eller 102] i TEUF eller retsakter udstedt med henblik på administrationen heraf
f.eks. en gruppefritagelsesforordning, har Sø- og Handelsretten ligeledes saglig kompetence, jf.
56
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 1. Det må antages, at Sø- og Handelsretten ligeledes i de fleste
tilfælde har den saglige kompetence til at behandle retssager om efterprøvelse af Konkurrencean-
kenævnets afgørelser, når anvendelsen af konkurrenceloven ligeledes har væsentlig betydning i
sagen.
Med bestemmelsens
nr. 8
defineres begrebet ”appelret”, som en national ret, der efter almindelige
retsmidler har beføjelse til at foretage prøvelse af afgørelser fra en national konkurrencemyndig-
hed eller prøvelse af retsafgørelser i en medlemsstat som omhandlet i artikel 267 i TEUF.
Med bestemmelsens
nr. 9
defineres begrebet ”afgørelse om overtrædelse”, som en afgørelse om
overtrædelse af konkurrenceretten, der er truffet af en konkurrencemyndighed eller en appelret. I
Danmark vil det være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet eller Konkurren-
ceankenævnet eller domstolene.
Med bestemmelsens
nr. 10
defineres begrebet ”endelig afgørelse om overtrædelse”, som en afgø-
relse om overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere kan være genstand for almindelige rets-
midler.
Med bestemmelsens
nr. 11
defineres begrebet ”bevis”, som alle former for bevismidler, der kan
føres for den nationale ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, navnlig dokumenter og alle andre
genstande, der indeholde oplysninger, uanset på hvilket medium oplysningerne er lagret.
Med bestemmelsens
nr. 12
defineres begrebet ”kartel”, som en aftale eller samordnet praksis mel-
lem to eller flere konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige adfærd på markedet
eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige former for praksis, f.eks.,
men ikke udelukkende, fastsættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af andre
forretningsbetingelser, herunder i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder, tildeling af
produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, herunder samordning af
tilbudsgivning, import- eller eksportbegrænsninger eller konkurrencebegrænsende foranstalt-
ninger over for andre konkurrenter. Direktivet synes således at definere begrebet ”kartel” lidt
anderledes end konkurrenceloven. Konkurrencelovens § 23, stk. 3, 3. pkt., indeholder en afgræns-
ning af begrebet kartelaftale, hvorefter en kartelaftale efter bestemmelsens efter 1. pkt. forstås
som: en aftale, samordnet praksis eller vedtagelse mellem virksomheder i samme omsætningsled
om priser, avancer el.lign. for salget eller videresalget af varer eller tjenesteydelser, om begræns-
ninger af produktion eller salg, om opdeling af markeder eller om koordinering af bud. Der synes
således at være en mindre forskel i anvendelsesområdet for direktivet og for konkurrencelovens i
forhold til karteller.
Med bestemmelsens
nr. 13
defineres begrebet ”procedure for bødefritagelse eller bødenedsættel-
se”, som en ordning vedrørende anvendelse af artikel 101 i TEUF eller en tilsvarende bestemmel-
se i national ret, på grundlag af hvilke en deltager i et kartel, uafhængig af de øvrige virksomhe-
der, der deltager i kartellet, samarbejder med konkurrencemyndigheden i en undersøgelse ved
frivilligt at give oplysninger om denne deltagers viden om og rolle i kartellet til gengæld for ved
afgørelse eller afbrydelse af sagen at opnå fritagelse for eller en nedsættelse af bøder for dennes
deltagelse i kartellet.
Med bestemmelsens
nr. 14
defineres begrebet ”redegørelser til brug for bødefritagelse eller bøde-
nedsættelse”, som en mundtlig eller skriftlig redegørelse eller et referat heraf, der frivilligt gives af
eller på vegne af en virksomhed eller en fysisk person til en konkurrencemyndighed med en be-
skrivelse af virksomhedens eller den fysiske persons viden om et kartel og en beskrivelse af den
rolle, som denne spiller heri, og som er udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse for myn-
digheden for at opnå bødefritagelse eller bødenedsættelse efter en procedure for bødefritagelse
eller bødenedsættelse; dette omfatter ikke allerede eksisterende oplysninger.
57
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Med bestemmelsens
nr. 15
defineres begrebet ”allerede eksisterende oplysninger”, som bevis, der
eksisterer uanset sagens behandling ved en konkurrencemyndighed, og uanset om disse oplys-
ninger foreligger i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Af direktivets præambelbetragtning 28
fremgår, at nationale retter til enhver tid i forbindelse med erstatningssøgsmål bør kunne give
pålægge om fremlæggelse af beviser, der foreligger uafhængigt af den sag, der behandles af en
konkurrencemyndighed.
Med bestemmelsens
nr. 16
defineres begrebet ”forligsredegørelse”, som en fremstilling, der frivil-
ligt forelægges en konkurrencemyndighed af eller på vegne af en virksomhed, med en beskrivelse
af virksomhedens bekræftelse af eller afståelse fra at bestride sin deltagelse i en overtrædelse af
konkurrenceretten og sit ansvar for overtrædelsen af konkurrenceretten, og som specifikt er af-
fattet således, at konkurrencemyndigheden kan anvende en forenklet eller fremskyndet procedu-
re
Med bestemmelsens
nr. 17
defineres begrebet ”modtager af bødefritagelse”, som en virksomhed
eller en fysisk person, som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefritagelse i henhold til
en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse.
Med bestemmelsens
nr. 18
defineres begrebet ”mindelig tvistbilæggelse”, som en mekanisme,
hvorved parterne kan opnå udenretslig bilæggelse af en tvist, der vedrører et erstatningskrav. I
direktivets præambelbetragtning nr. 48 nævnes som eksempler på mindelig tvistbilæggelse:
udenretlige forlig, herunder i tilfælde hvor en dommer kan erklære et forlig for bindende, voldgift,
mægling eller forlig som eksempler på mindelig tvistbilæggelse. Det følger endvidere af præam-
belbetragtning 48, at det er ønskeligt at opnå et forlig for sagsøgte én gang for alle for at mindske
usikkerheden for overtrædere og skadelidte. Overtrædere og skadelidte bør derfor tilskyndes til
at nå til enighed om erstatning for skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten gen-
nem mindelig tvistbilæggelse. Begrebet har bl.a. betydning i forbindelse med lovforslagets be-
stemmelser om foreløbig afbrydelse af forældelse, jf. lovforslagets afsnit.. Virkning af forlig har
ligeledes betydning på efterfølgende erstatningssøgsmål, jf. lovforslagets afsnit...
Med bestemmelsens
nr. 19
defineres begrebet ”forlig”, som en aftale, som indgås ved mindelig
tvistbilæggelse, jf. nr. 18.
Med bestemmelsens
nr. 20
defineres begrebet ”direkte aftager”, som en fysisk eller juridisk per-
son, der direkte fra en overtræder har købt varer eller tjenesteydelser, som er genstand for en
overtrædelse af konkurrenceretten.
Med bestemmelsens
nr. 21
defineres begrebet ”indirekte aftager”, som en fysisk eller juridisk per-
son, der ikke direkte fra en overtræder, men fra en direkte aftager eller en senere aftager, har købt
varer eller tjenesteydelser, som hidrører fra eller indeholder sådanne varer eller tjenesteydelser
Med bestemmelses
nr. 22
defineres begrebet små og mellemstore virksomheder (SMV) som virk-
somheder, der beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50
mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, som defineret i Kommissionens
henstilling 2003/361/EF.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 3 og artikel 12, stk. 1.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, 1. pkt.,
har enhver fysisk eller juridisk person, der
som direkte eller indirekte aftager har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceret-
ten, ret til fuld erstatning for det tab, som vedkommende har lidt derved.
58
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Bestemmelsen indebærer for det første, at retten til erstatning gælder for enhver fysisk eller juri-
disk person, dvs. forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder, uanset om der fore-
ligger et direkte kontraktforhold med den virksomhed, der har begået overtrædelse.
Bestemmelsen indebærer for det andet, at en skadelidt har ret til fuld erstatning for et tab, som
den pågældende har lidt som følge af skadevolderens ansvarspådragende handlinger. Det inde-
bærer, at den skadelidte skal stilles som om skaden ikke var indtrådt. Den skadelidte skal
således have dækket sit fulde tab, herunder tabt fortjeneste og renter, men skal omvendt ikke
have dækket mere end sit tab. Fuld erstatning må således ikke føre til overkompensation.
Det følger videre af den foreslåede bestemmelse, at retten til at opnå fuld erstatning sker i over-
ensstemmelse med bl.a. de almindelige erstatningsretlige principper om kausalitet og adækvans
samt forpligtelsen for skadelidte til at begrænse sit tab.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, 2. pkt.
skal erstatningen stille den skadelidte som
om overtrædelsen ikke var blevet begået og omfatter derfor erstatning for det lidte tab, tabt for-
tjeneste samt betaling af renter.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
forrentes erstatning efter stk. 1 fra fra det tidspunkt,
hvor skaden blev forvoldt. Bestemmelsen gennemfører direktivets udgangspunkt for betaling af
renter, som anført i præambelbetragtning nr. 12. Efter rentelovens § 3, stk. 5, kan domstolene,
hvor særlige forhold begrunder det, bestemme, at rente skal betales fra dette tidspunkt. Dette
ses eksempler på dette i retspraksis i relation til overtrædelser af konkurrenceretten, men
det er imidlertid ikke udgangspunktet efter renteloven. Det foreslås derfor med bestemmelsen,
at rente i forbindelse med udmåling af erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten, skal
beregnes fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten medførte et tab for den ska-
delidte.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 3.
har enhver skadelidt krav på erstatning efter stk. 1, uan-
set om der foreligger et direkte kontraktforhold med den skadevoldende virksomhed. Be-
stemmelsen indebærer, at ikke blot den direkte aftalepart, men også parter i senere led,
f.eks. den direkte aftaleparts aftagere, har ret til erstatning, hvis de pågældende har lidt et tab,
som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Derudover omfatter retten til erstatning andre
skadelidte, f.eks. konkurrence virksomheder, der har lidt tab som følge af overtrædelsen af kon-
kurrenceretten.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at retten til erstatning ikke er afhængigt af, at en kon-
kurrencemyndighed forinden har fastslået, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten.
Det vil dog i praksis ofte først være efter en sådan afgørelse fra en konkurrencemyndighed, at
den skadelidte bliver opmærksom på overtrædelsen af konkurrenceretten har påført den pågæl-
dende et tab.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 1
Til § 4
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, skal begæringer om edition i sager omfattet af loven
behandles efter reglerne i retsplejelovens §§ 298-300 med de ændringer, der følger af den foreslå-
ede bestemmelse i lovens § 5.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, er medtaget af lovtekniske årsager og indebærer – lige-
som de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og stk. 3 – ikke en fravigelse af gældende ret.
59
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Der henvises nærmere til afsnit 2.3.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, skal retten ved vurdering af en begæring om edition
efter retsplejelovens §§ 298-300 begrænse fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i for-
hold til formålet. I afgørelsen heraf skal retten tage hensyn til alle berørte parters og tredjemænds
legitime interesser og i den forbindelse særligt forholde sig til, om påstanden fra den, der anmoder
om edition, understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begærin-
gen om edition (bestemmelsens nr. 1), omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser og om-
kostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd, herunder for at forhindre ukon-
kret søgning efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante (bestemmelsens nr. 2), og om de
beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om eventuelle tredjemænd,
og om sådanne fortrolige oplysninger i givet fald vil kunne beskyttes (bestemmelsens nr. 3).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets
artikel 5, stk. 3, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten ved vurdering af en
begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 skal inddrage de hensyn, der fremgår af di-
rektivets artikel 5, stk. 3.
Det bemærkes, at de hensyn, der er nævnt i artikel 5, stk. 3, allerede vurderes at blive inddraget i
forbindelse med afgørelser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300, i det omfang det er rele-
vant. Formålet med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre,
at der ikke kan rejses tvivl om dansk rets fuldstændige overensstemmelse med EU-retten.
Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, tilsigtet en fravigelse
af retsplejelovens regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis i henhold til disse
bestemmelser.
Der henvises nærmere til afsnit 2.3.2 og 2.3.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 3
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, skal retten ved vurdering af en begæring om editi-
on efter retsplejelovens §§ 298-300 ikke tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå
erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direkti-
vets artikel 5, stk. 5, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten ved vurde-
ring af en begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 skal agere i overensstemmelse
med artikel 5, stk. 5.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vurderes at indebære en fravigelse af gæl-
dende ret. En virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en over-
trædelse af konkurrenceretten vurderes således allerede efter gældende ret ikke at blive inddra-
get i forbindelse med rettens afgørelser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300. Formålet
med den bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre, at der ikke kan rejses tvivl
om dansk rets fuldstændige overensstemmelse med EU-retten.
Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, tilsigtet en fravigelse
af retsplejelovens regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis i henhold til
disse bestemmelser.
60
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Der henvises nærmere til afsnit 2.3.2 og 2.3.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til § 5
Til stk. 1
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, skal retten i forbindelse med behandlingen
af begæringer om edition i beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og
ikke foreligger uafhængigt af denne sag, inddrage en vurdering af to yderligere kriterier. Det
drejer sig om, i hvilket omfang begæringen er affattet specifikt med hensyn til art, genstand og
indhold af dokumenter frem for som en ukonkret søgning vedrørende sådanne dokumenter (be-
stemmelsens nr.
1) og behovet for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten (be-
stemmelsens nr. 2).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger
til direktivets artikel 6, stk. 4, litra a, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten
ved vurdering af en begæring om edition i beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyn-
dighed og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, skal inddrage en vurdering af, om anmodningen
om edition er affattet specifikt eller ukonkret.
Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning er affattet specifikt eller ukonkret, alle-
rede vurderes at blive inddraget i forbindelse med afgørelser om edition efter retsplejelovens §§
298-300. Formålet med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, er derfor alene
at sikre, at der ikke kan rejses tvivl om dansk rets fuldstændige overensstemmelse med EU-retten.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger
til direktivets artikel 6, stk. 4, litra c, og fastsætter, at behovet for at sikre effektivitet i den of-
fentlige håndhævelse af konkurrenceretten skal indgå i vurderingen af editionsbegæringer i
beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og ikke foreligger uafhængigt af
denne sag (direktivets artikel 6, stk. 4, litra c). Det bemærkes, at retten ved vurderingen af hensy-
net til at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten kan inddrage
eventuelle bemærkninger hertil fra konkurrencemyndighederne, jf. i den forbindelse afsnit 2.4.3.5
nedenfor om den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omfatter ikke edition i beviser, der også foreligger uaf-
hængigt af sagen hos konkurrencemyndigheden. Beviser kan f.eks. foreligge uafhængigt af
sagen hos en konkurrencemyndighed, hvis der er tale om dokumenter mv. som er udarbejdet
med et andet sigte end konkurrencemyndighedens konkrete sag, herunder dokumenter mv. som
allerede forelå forud for konkurrencemyndighedens sagsbehandling.
Den forslåede bestemmelse i stk. 1 finder både anvendelse på begæringer om edition, der er
rettet mod en konkurrencemyndighed, og på begæringer om edition, der er rettet mod en
part eller tredjemand, men som vedrører dokumenter, der tillige indgår i en konkurrencemyn-
digheds sagsakter. I tilfælde, hvor en editionsbegæring ikke er rettet mod en konkurrencemyn-
dighed, forudsætter anvendelsen af § 5, at retten på baggrund af f.eks. karakteren af de beviser,
der anmodes om, eller sagens omstændigheder i øvrigt – herunder parternes indlæg – er op-
mærksom på, at der er tale om en editionsbegæring vedrørende beviser, der indgår i en konkur-
rencemyndigheds sagsakter og ikke foreligger uafhængigt af denne sag. I tvivlstilfælde har
retten bl.a. mulighed for at høre konkurrencemyndighederne i forbindelse med editionsbegæ-
ringen, jf. også den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1 og 2.4.3.2 i de almindelige bemærkninger.
61
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, kan retten først pålægge fremlæggelse af visse ty-
per af beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, og som ikke foreligger uaf-
hængigt af sagen, når den sag hos konkurrencemyndigheden, som dokumenterne mv. indgår i, er
afsluttet. Det drejer sig om dokumenter mv., som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person
specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen (bestemmelsens nr. 1), do-
kumenter mv., som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til parten eller par-
terne i myndighedens sag i forbindelse med behandlingen af sagen (bestemmelsens nr. 2), og for-
ligsredegørelser, der er trukket tilbage (bestemmelsens nr. 3).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direkti-
vets artikel 6, stk. 5.
Bestemmelsen omfatter ikke beviser, der foreligger uafhængigt af sagen hos konkurrencemyn-
digheden. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til bestemmelsen i § 5, stk. 1, oven-
for.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 3
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 1. pkt., kan retten ikke pålægge fremlæggelse
af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser, der er
indgivet til en konkurrencemyndighed, jf. definitionerne heraf i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 4
og 7, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, og som ikke foreligger uafhængigt af
sagen. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., svarer med de fornødne sproglige tilpasninger
til direktivets artikel 6, stk. 6.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., kan retten på anmodning fra en part beslut-
te, at retten skal have adgang til beviser som nævnt i § 6, stk. 3, 1. pkt., med henblik på at sik-
re, at deres indhold er omfattet af definitionerne af sådanne beviser i de foreslåede bestemmelser
i § 3, nr.
3 og nr. 6. Retten kan til brug for sin vurdering heraf anmode om bemærkninger fra kon-
kurrencemyndigheden og ophavsmændene til beviserne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., svarer hovedsageligt til direktivets artikel 6, stk. 7.
Det bemærkes dog, at den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., i modsætning til direkti-
vets artikel 6, stk. 7, giver begge parter – og ikke blot sagsøger – mulighed for at anmode om, at
retten får adgang til dokumenterne mv. Dette foreslås med henblik på at ligestille parterne pro-
cessuelt for det tilfælde, at det måtte have relevans for sagsøgte at fremsætte en sådan anmodning.
Bestemmelsen omfatter ikke beviser, der foreligger uafhængigt af sagen hos konkurrencemyn-
digheden. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til bestemmelsen i § 5, stk. 1, oven-
for.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 4
62
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4, kan retten kun pålægge en konkurrencemyndighed
at fremlægge beviser, hvis beviserne ikke med rimelighed kan skaffes af sagens parter eller
tredjemand. Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til
direktivets artikel 6, stk. 10.
Bestemmelsen indebærer, at retten – i tilfælde hvor retten har viden om, at de samme beviser
kan skaffes fra både en konkurrencemyndighed og en anden tredjemand – først må foretage en
vurdering af, om der er grundlag for at pålægge den anden tredjemand editionspligt. Fremskaf-
fes beviserne fra en anden tredjemand, vil der herefter ikke være grundlag for at pålægge
konkurrencemyndigheden editionspligt. I andre tilfælde påvirker bestemmelsen ikke, hvorvidt
edition bør pålægges en konkurrencemyndighed.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.3.5 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 5
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 1. pkt., giver retten en konkurrencemyndig-
hed lejlighed til at udtale sig om begæringer vedrørende fremlæggelse af beviser, der ind-
går i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke foreligger uafhængigt af denne sag.
Bestemmelsen omfatter således ikke beviser, der foreligger uafhængigt af sagen hos konkur-
rencemyndigheden. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til bestemmelsen i § 5,
stk. 1, ovenfor.
Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede fremgår af retsplejelovens § 300, stk. 2, at be-
stemmelse om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed over doku-
menterne, har haft lejlighed til at udtale sig.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 2. pkt., kan en konkurrencemyndighed endvidere til
enhver tid – i overensstemmelse med ordlyden af direktivets artikel 6, stk. 11 – af egen
drift fremsætte bemærkninger for retten om proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse
af beviser, der indgår i myndighedens sagsakter.
En konkurrencemyndigheds bemærkninger efter de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 5, for-
udsættes i relevant omfang at indgå i rettens vurdering efter den foreslåede bestemmelse i § 5,
stk. 1, nr. 2, om i hvilket omfang, der er behov for at sikre effektiviteten i den offentlige håndhæ-
velse af konkurrenceretten.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4.3.4 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 1
Til § 6
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, afviser retten fremlæggelse af beviser, som
er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, og som er fremskaffet udelukkende
ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Bestemmelsen fastsætter således, at
de restriktioner, der efter § 5, stk. 3, gælder for edition i visse særligt beskyttede dokumen-
ter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed og ikke foreligger uafhængigt af denne
sag, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter, som en part allerede måtte være i
besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, forudsætter, at retten
ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at
fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne være omfattet af § 5, stk. 3, vil retten om nød-
63
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
vendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 1, afklaret ved høring af den
relevante konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndig-
heds sag og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, henvises til afsnit 2.4.3.1 i de almindelige
bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3.1 i de almindelige bemærkninger. Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, afviser retten fremlæggelse af beviser, som
er omfattet af lovens § 5, stk. 2, og som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en kon-
kurrencemyndigheds sagsakter, indtil denne myndighed har afsluttet den sag, som beviset
indgår i. Bestemmelsen fastsætter således, at de restriktioner, der efter § 5, stk. 2, gælder for edi-
tion i visse særligt beskyttede dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed
og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumen-
ter, som en part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, forudsætter, at retten
ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at
fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne være omfattet af § 5, stk. 2, vil retten om nød-
vendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 2, afklaret ved høring af den
relevante konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndig-
heds sag og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, henvises til afsnit 2.4.3.1 i de almindelige
bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 3
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 1. pkt., kan beviser, som er fremskaffet
udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er omfattet
af lovens § 6, stk. 1 eller 2, under et erstatningssøgsmål kun anvendes af den fysiske eller
juridisk person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk person, der er
indtrådt i dennes rettigheder.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, 2. pkt., finder 1. pkt. dog ikke anvendelse,
hvis de pågældende beviser kan kræves fremlagt af en anden part eller tredjemand efter edi-
tionsreglerne i retsplejelovens §§ 298-300 med de ændringer, der følger af lovforslagets § 5, jf.
lovforslagets § 4.
Finder retten, at bevisførelse er afskåret efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 1. pkt.,
må der således efter den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. foretages en vurdering af, om den part,
der har beviserne i besiddelse, ville kunne opnå et editionspålæg mod en anden part eller tredje-
mand for så vidt angår de pågældende beviser. Er dette tilfældet, leder den foreslåede bestem-
melse i 2. pkt. til, at parten ikke skal nægtes at fremlægge beviserne.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ved en vurdering efter 2. pkt. om nødvendigt må foreta-
ges høring af den part eller tredjemand, der har dokumenterne i sin besiddelse, jf. retsplejelovens
§ 300, stk. 2, eller den konkurrencemyndighed, i hvis sag dokumenterne måtte indgå, jf. lovforsla-
gets § 5, stk. 5.
Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, forudsætter,
64
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
at retten ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en
part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne henhøre fra en konkurrencemyndigheds
sagsakter, og som ikke kan antages at foreligge uafhængigt af denne sag, vil retten om nødvendigt
kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 3, afklaret ved høring af den relevante
konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndig-
heds sag og ikke foreligger uafhængigt af denne sag, henvises til afsnit 2.4.3.1 i de almindelige
bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 4
Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, kan retten anmode en konkurrencemyndighed
om bemærkninger til, hvorvidt et bevis er omfattet af reglerne i § 7, stk. 1-3.
Bestemmelsen fastsætter således udtrykkeligt, at retten har mulighed for at søge tvivlspørgsmål
om, hvorvidt beviser er omfattet af bestemmelserne i § 7, stk. 1-3, afklaret ved at rette henven-
delse til den relevante konkurrencemyndighed. Det kan f.eks. være tvivlsspørgsmål om, hvorvidt
der er tale om beviser, der henhører fra en konkurrencemyndigheds sag og ikke foreligger uaf-
hængigt af denne sag, eller tvivlsspørgsmål om, hvorvidt et bevis er fremskaffet udelukkende
ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sag.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til § 7
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 7
kan retten ikke efterprøve en endelig afgørelse truffet efter
konkurrencelovens § 20, stk. 2 og 3, i et efterfølgende erstatningssøgsmål. Den foreslåede be-
stemmelse gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse implementerer direktivets artikel 11.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
indebærer, at virksomheder, der har overtrådt konkur-
renceretten ved deres fælles adfærd, hæfter solidarisk for skader forvoldt ved overtrædelsen,
således at den skadelidte kan kræve fuld erstatning fra enhver af de skadevoldende virksomhe-
der indtil den pågældende har fået dækket sit fulde krav.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsretlige principper
og indebærer, at flere skadevoldere hæfter solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme
skade. Skadelidte kan således gøre sit krav gældende fuldt ud over for enhver af skadevolder-
ne. , indtil skadelidte har fået dækket det fulde krav.
Indfries hele erstatningskravet af den ene skadevolder, er samtlige (med)ansvarlige skadevol-
dere frigjort i forhold til den skadelidte, og indfries en del af tabet, nedskrives de øvrige an-
svarlige skadevolderes hæftelse i forhold til den skadelidte med et beløb svarende hertil. Når den
skadelidte har fået dækket sit erstatningskrav, overlades det til de solidarisk ansvarlige skyldnere
65
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
ved regres at fordele tabet imellem sig.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
er en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 og indebærer,
at såfremt skadevolderen er en lille eller mellemstor virksomhed (SMV), som defineret i Kommis-
sionens henstilling 2003/361/EF, er skadevolderens hæftelse begrænset til egne direkte og indi-
rekte aftagere, hvis dens markedsandel af det relevante marked var under 5 % på et hvilket som
helst tidspunkt under overtrædelsen af konkurrenceretten, og anvendelsen af de normale regler
om solidarisk hæftelse uopretteligt ville skade dens økonomiske levedygtighed og medføre, at
dens aktiver mistede hele deres værdi. Det betyder, at skadevoldende virksomheder, der opfyl-
der disse betingelser som udgangspunkt kun hæfter for skader forvoldt mod virksomhedens egne
direkte eller indirekte aftagere, og således ikke over for de medansvarlige skadevolderes aftage-
re, som ellers er udgangspunktet efter stk. 1. Skadevoldere, der er omfattet af denne undtagelse,
vil dog fortsat hæfte solidarisk over for andre skadelidte, såfremt det ikke er muligt at opnå fuld
erstatning fra de andre medvirkende skadevoldere, f.eks. fordi disse er gået konkurs.
Uanset at en SMV er omfattet af stk. 2, kan den pågældende virksomhed efter den foreslåe-
de bestemmelse i
stk. 3
blive omfattet af den almindelige solidariske hæftelse, hvis SMV'en har
ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder til at deltage
deri. Reglen om begrænsning af hæftelsen for SMV’er i stk. 2 gælder endvidere ikke, hvis SMV'en
tidligere har overtrådt konkurrenceretten. I sådanne tilfælde vil SMV’en ligeledes hæfte solidarisk
i overensstemmelse med udgangspunktet i stk. 1.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 4
begrænses det solidariske hæftelsesansvar ligeledes
for modtagere af bødefritagelse, således at den pågældende kun skal være fuldt ansvarlig over for
andre skadelidte end sine direkte eller indirekte aftagere og leverandører, hvis disse andre skade-
lidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre overtrædere. Det betyder, at skadevoldende virk-
somheder, der har opnået bødefritagelse som udgangspunkt kun hæfter for skader forvoldt
mod virksomhedens egne direkte eller indirekte aftagere, og således ikke over for de med-
ansvarlige skadevolderes aftagere, som ellers er udgangspunktet efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 5, 1, pkt.,
indebærer, at en overtræder kan kræve et bidrag fra
en hver anden overtræder og kræve at dette fastsættes afhængigt af deres respektive skadesan-
svar.
Ved fastlæggelsen af de skadevoldende parters respektive skadesansvar kan f.eks. omsæt-
ning, markedsandel eller rolle i kartellet tillægges vægt. Det vil i alle tilfælde være om til domsto-
lene at foretage en konkret vurdering i den enkelte sag.
Bestemmelsen er en afvigelse fra erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, hvorefter fordelingen
af erstatningsbyrden foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og om-
stændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 5, 2. pkt.,
indebærer, at for overtrædere, der har modta-
get bødefritagelse, må størrelsen på et bidrag ikke overstige værdien af den skade, som virk-
somheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller leverandører. Bestem-
melsen berører virksomheder, der har opnået bødefritagelse, og er en afvigelse fra udgangs-
punktet i stk. 1 om solidarisk hæftelse.
Af den foreslåede bestemmelse i
stk. 6
følger det, at i det omfang overtrædelsen af kon-
kurrenceretten har forvoldt andre skadelidte skade end de direkte eller indirekte aftagere eller
leverandører relateret til overtrædere, skal størrelsen af det eventuelle bidrag, som kræves af
en modtager af bødefritagelse til andre overtrædere, fastsættes i lyset af dens relative an-
svar for skaden.
66
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 12, stk. 3-5.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
indebærer, at reglerne i det foreslåede kapitel 6 ikke berører
skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning ikke berører dennes ret til tabt fortjeneste på grund
af en hel eller delvis overvæltning af overprisen.
Der er ikke i dag særlige regler om en skadelidts ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortje-
neste på grund af en hel eller delvis overvæltning af prisen.
En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrøre betingelser og priser for salg af varer og
tjenesteydelser og resultere i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder. Skade i form af
et faktisk tab kan skyldes prisdifferencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers
ville være betalt, hvis der ikke var begået en lovovertrædelse. En overtræder af konkurrenceretten
kan i nogle tilfælde overvælte den ulovlige overpris helt eller delvist på deres egne kunder. Når en
skadelidt har begrænset sit faktiske tab ved hel eller delvis overvæltning på sine egne aftagere,
udgør det således overvæltede tab ikke længere en skade, som den part, der har overvæltet det,
skal have erstatning for.
I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste,
bør retten til at kræve erstatning for sådan skade dog være upåvirket
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
indebærer, at reglerne i det foreslåede kapitel 6 ligeledes fin-
der anvendelse, når en overtrædelse af konkurrenceretten vedrører leverancer til overtræderen.
En overtrædelse kan også vedrøre leverancer til overtræderen (f.eks. i tilfælde af et indkøbskartel).
I disse tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne har betalt deres leve-
randører en lavere pris.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 13.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
indebærer, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte
for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har overvæl-
tet hele overprisen eller en del heraf som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.
Som anført under bemærkningerne til § 9, stk. 1, er konsekvensen af, at en skadelidt har begræn-
set sit faktiske tab ved hel eller delvis overvæltning på sine egne aftagere, at det således overvæl-
tede tab ikke længere udgør en skade, som den part, der har overvæltet det, skal have erstatning
for. Det er derfor i princippet rimeligt at tillade, at en overtræder, påberåber sig overvæltningen af
det fatiske tab til støtte for sin påstand om frifindelse for erstatningskravet. Det følger dog af den
foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
at bevisbyrden for om den, der har rejst erstatningskravet, har
overvæltet hele eller en del af overprisen, påhviler sagsøgte, der dog kan kræve fremlæggelse af
beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 11
67
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 14.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
har sagsøger bevisbyrden for, om eller i hvilket omfang
en overpris er blevet overvæltet på sagsøgeren, under hensyntagen til, at det er kommerciel prak-
sis at overvælte prisstigninger på de efterfølgende led i forsyningskæden. En indirekte aftager,
befinder sig normalt længere ned i distributionskæden og har derfor ikke haft kontakt til over-
træderen, men kan alligevel have lidt skade som følge af overvæltningen af en ulovlig overpris.
Det kan være særligt vanskeligt for forbrugere eller virksomheder, der ikke selv har foretaget et
køb fra overtræderen, at føre bevis for skadens omfang. Når spørgsmålet om, hvorvidt der består
et erstatningskrav, eller når størrelsen af den erstatning, der skal tilkendes, afhænger af, om eller i
hvilket omfang en overpris, som overtræderens direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet på
en indirekte aftager. I sådanne tilfælde vil det være hensigtsmæssigt, at det anse for at være be-
vist, at en overpris, som den direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet på den indirekte afta-
ges led når den indirekte aftager umiddelbart kan påvise, at en sådan overvæltning har fundet
sted. Det fremgår derfor af en foreslåede bestemmelse i
stk.
2, at den indirekte aftager skal anses
for at have bevist, at der er sket overvæltning, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at sagsøgte
har begået en overtrædelse af konkurrenceretten, at overtrædelsen af konkurrenceretten medfør-
te en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og at den indirekte aftager har købt de varer eller
tjenesteydelser, der var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller har købt varer
eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller indeholdt dem.
Den foreslåede bestemmelse i
stk.
3 indebærer, at formodningsreglen efter stk. 2 ikke finder an-
vendelse, når sagsøgte troværdigt kan påvise over for retten, at overprisen ikke eller ikke helt er
overvæltet på den indirekte aftager.
Det bemærkes i den forbindelse at det følger direktivets artikel 16, at Kommissionen udsteder
retningslinjer til domstolene for, hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen der er over-
væltet på indirekte aftagere.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 17, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
opstiller en formodningsregel om, at en kartelovertrædelse
forvolder skade. Den følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, hvorefter overtræderen skal
have ret til at afkræfte denne formodningsregel.
Bestemmelsen skal afhjælpe nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med opgørelsen af ska-
de i konkurrenceretlige sager og for at sikre effektiviteten af erstatningskrav. Afhængigt af sagens
faktiske omstændigheder betyder bestemmelsen, at karteller resulterer i en prisstigning eller
hindre en prisnedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var begået en overtrædelse af
kartelreglerne. Formodningsreglen omfatter dog ikke det konkrete omfang af skaden, liges om
overtrædere bør have mulighed for at afkræfte formodningen. Formodningsreglen er således be-
grænset til karteller som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger informationssymmetrien
og gør det vanskeligere for sagsøgere at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise
skaden. Formodningsreglen finder ikke anvendelse på andre konkurrenceovertrædelser.
Efter den foreslåede bestemmelse
stk. 2
kan en dansk konkurrencemyndighed på anmodning fra
en dansk domstol i forbindelse med et erstatningssøgsmål bistå domstolen med hensyn til en op-
gørelse af skaden, hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigtsmæssigt. En dansk konkur-
68
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
rencemyndighed vil bl.a. kunne give retningslinjer om opgørelse af skade, når den anmodes om
det af en domstol Efter den foreslåede bestemmelse har konkurrencemyndigheden således mu-
lighed for at prioritere sine ressourcer, og derfor vælge ikke at bistå med opgørelse af skaden.
Parterne vil i givet fald kunne føre bevis for tabets størrelse efter de gældende regler i retsplejelo-
vens, herunder syn og skøn.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 18, stk. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse kan i § 13 kan domstolene udsætte en erstatningssag i op til to
år, hvis parterne i den pågældende sag deltager i en mindelig tvistbilæggelse vedrørende det krav,
som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører. Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte
behandlingen af en sag, når dette findes påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller
retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Der er tale om en generel adgang til
udsættelse. Retten underretter snarest alle vedkommende om udsættelsen. Efter direktivets arti-
kel 18, stk. 2, er rettens adgang til udsættelse bundet op på parternes deltagelse i en mindelig
tvistbilæggeles, som defineret i artikel 2, nr. 21, og tidsbegrænset til to år.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse implementerer direktivets artikel 19.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at skadelidtes samlede krav på erstatning bliver
reduceret efter indgåelsen af et forlig med den andel af skaden, som var blevet påført den skadelid-
te af de skadevoldere, der har indgået forliget. Bestemmelsens formål er for det første at sikre, at
skadelidte ikke opnår en overkompensation for en skade og dermed stilles bedre, end hvis der ikke
var sket en overtrædelse af konkurrenceretten. Bestemmelsen sikrer for det andet, at de øvrige
skadevoldere ikke som følge af forliget bliver pålagt et større forholdsmæssigt erstatningsansvar.
Bestemmelsen betyder således, at hvis en skadelidt, der har lidt et tab på 1 mio. kr. indgår et forlig
med en skadevolder, hvis andel af skaden udgør 50 pct., og der som led i forliget fastsættes en er-
statning på 300.000 kr., vil den skadelidte kunne rette et erstatningskrav mod de øvrige medvir-
kende skadevoldere på 500.000 kr., svarende til deres andel af skaden på 50 pct. Dette gælder uag-
tet, at skadelidte ikke har opnået erstatning for hele den andel af skaden, som var påført af den
skadevolder, der indgik forlig. Skadelidte vil således i dette tilfælde som følge af det frivillige forlig
ikke opnå fuld erstatning for det tab, som skadelidte oprindeligt havde lidt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at en eventuel resterende del af et krav fra en ska-
delidt, der har indgået forlig, kun kan gøres gældende over for de skadevoldere, der ikke har indgå-
et forliget. Med bestemmelsen sikres, at de skadevoldere, der ikke har indgået forlig, ikke kan kræ-
ve bidrag til den resterende del af kravet fra den skadevolder, der har indgået forlig. På den måde
kommer det ikke den pågældende skadevolder til skade, at vedkommende har indgået forlig.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at selvom en skadevolder indgår forlig, skal den
pågældende – medmindre dette udtrykkeligt er udelukket i henhold til forliget – dog betale bidrag
til den resterende erstatning, hvis dette er den eneste mulighed for, at skadelidte, kan opnå erstat-
ning for det resterende krav. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis de medvirkende skadevoldere er
gået konkurs, og derfor ikke har mulighed for at betale erstatning til den skadelidte.
69
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at domstolene skal tage behørigt hensyn
til eventuel tidligere udbetalt erstatning som følge af et forlig, hvori den pågældende medvirkende
skadevolder har deltaget, når der skal fastsættes et bidragsbeløb, som en medvirkende skadevol-
der kan kræve fra enhver af de andre medvirkende skadevoldere i overensstemmelse med deres
forholdsmæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen af konkurrenceretten.
Dette stemmer overens med præambelbetragtning nr. 52 til direktivet, hvoraf det fremgår, at det
skal undgås, at en skadevolder betaler et samlet erstatningsbeløb, der overstiger dennes forholds-
mæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. Det betyder, at når medvirkende
skadevoldere, der har indgået forlig, anmodes om at bidrage til den erstatning, der betales af med-
virkende skadevoldere, som ikke har indgået forlig, skal domstolene tage hensyn til
den erstatning, der allerede er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle medvirkende skadevol-
dere nødvendigvis er lige involverede i det fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af
overtrædelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 om retten til fuld erstatning og pkt. 2.9.3 om solidarisk hæftelse i
de almindelige bemærkninger.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets art. 10.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
forældes en skadelidts krav på erstatning som følge af
en overtrædelse af konkurrenceretten efter 5 år. Det betyder, at den pågældende skal rejse kravet
inden 5 år for at kunne få erstatning.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
fastsætter det tidspunkt, hvor forældelsesfristen i stk. 1 be-
gynder at løbe. Forældelsesfristen begynder at løbe, når en række kumulative betingelser er
opfyldt. For det første fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten ophørte,
dvs. eksempelvis fra det tidspunkt, hvor et kartel ophørte med at eksistere. For det andet
skal den skadelidte have fået eller med rimelighed kunne forventes at have fået kendskab til ska-
devolderens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af konkurrenceretten, som har forvoldt
skadelidte skade. Endelig begynder forældelsesfristen først at løbe, når den skadelidte har fået
kendskab til skadevolderens identitet. Betingelserne er kumulative, og forældelsesfristen løber
således først fra det tidspunkt, hvor alle betingelserne er opfyldt. Et erstatningskrav forældes
således først 7 år efter overtrædelsens ophør, hvis den skadelidte først 2 år efter overtrædelsens
ophør bliver bekendt med eller på dette tidspunkt kan forventes at have kendskab til, at der
er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, som har forvoldt vedkommende skade.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
indebærer, at forældelse uanset stk. 2 indtræder senest 10
år efter den skadevoldende handlings ophør. Det betyder, at hvis den skadelidte først bliver
bekendt med, at en overtrædelse af konkurrenceretten har forvoldt vedkommende skade 8 år
efter overtrædelsens ophør, skal den pågældende rejse erstatningskravet inden 2 år, uanset
udgangspunktet om en 5-årig forældelsesfrist, jf. stk. 1. Formålet med denne bestemmelse er
at sikre, at skadevolder ikke kan mødes med et erstatningskrav på ubestemt tid.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., indebærer, at forældelsesfristen afbrydes forelø-
bigt, hvis en konkurrencemyndighed indleder en undersøgelse af eller forfølger den over-
trædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører – dvs. en afgørelse, der fast-
slår en fordrings eksistens eller størrelse.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse, på grund-
lag af en klage, eller som følge af en henvisning fra Europa Kommissionen eller andre konkurren-
cemyndigheder i Den Europæiske Union. Det er ikke et krav for at kunne klage, at den klagende er
70
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
skadelidt, men det vil i mange tilfælde ofte være tilfældet.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beslutter at forfølge en sag, indledes sagen med at der
sendes en Meddelelse om betænkeligheder til de berørte virksomheder, hvor de gives lejlighed til
at kommentere den. Meddelelsen angiver de betænkeligheder som Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen har i relation til overtrædelser af konkurrenceloven. På baggrund heraf vil der mulighed for
en dialog mellem styrelsen og den pågældende virksomhed til at drøfte hvilke yderligere undersø-
gelser der vil skulle foretages for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Parterne er ikke forpligtede til at
svare.
Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at un-
dersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt
skal indstilles. Ligeledes kan styrelsen beslutte at undlade at behandle en sag, hvor virksomheder
tidligere har afgivet tilsagn efter konkurrencelovens § 16 a, stk. 1.
Den foreslåede foreløbige afbrydelse af forældelsen vil i disse sager have virkning for alle po-
tentielle skadelidte, både under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af en sag om
overtrædelse af konkurrenceretten, samt under en eventuelt efterfølgende indbringelse af sagen
for Konkurrenceankenævnet.
Bestemmelsen har således et bredere anvendelsesområde end de gældende bestemmelser i
konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, hvorefter den foreløbige afbrydelse alene finder anvendelser
i forhold til skadelidte, der har indgivet en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, eller
som har indbragt sagen for Konkurrencenævnet eller er indtrådt som biintervenient i denne sag.
Herudover foreslås det med
stk. 4, 2. pkt.,
at forældelsen tidligst indtræder 1 år efter, at afgørel-
sen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet,
f.eks. ved mindelig tvistbilæggelse. Indbringelsen skal således følges op inden 1 år efter
myndighedens afgørelse, medmindre den almindelige forældelsesfrist først udløber på et senere
tidspunkt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser betragtes på baggrund af retspraksis som endeli-
ge, hvis afgørelsen ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet, hvilket i henhold til konkurren-
celovens § 20, stk. 2, skal ske senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågæl-
dende. Ankenævnet kan dog se bort fra overskridelsen af klagefristen, når særlige grunde taler
derfor. Konkurrenceankenævnets afgørelser er endelige, hvis de ikke inden 8 uger er indbragt
for domstolene, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 3. Indbringes en afgørelse om overtrædelse af
konkurrenceretten for retten, vil afgørelsen først være endelig, når retten afsiger dom, eller sagen
på anden vis afsluttes.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 5
indebærer, at forældelsen afbrydes foreløbigt, mens en even-
tuel mindelig tvistbilæggelse pågår. Bestemmelsen har til formål at give begge parter en reel
mulighed for at deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen eventuelt indbringes for dom-
stolene. Det er i den forbindelse afgørende, at den foreløbige afbrydelse af forældelsesfristen
kun gælder for de parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den mindelige
tvistbilæggelse.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 6
indebærer, at de almindelige regler i forældelseslovens §§
15- 18 om afbrydelse af forældelsesfristen også finder anvendelse i forhold til fordringer ved-
rørende erstatning som følge af overtrædelse af konkurrenceretten. Det følger bl.a. af forældel-
seslovens §§ 15 og 16, at forældelsen afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse samt når
fordringshaveren foretager retlige skridt mod skyldneren med henblik på at opnå dom mv.,
der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse inden for rimelig tid. Det
følger endvidere bl.a. af forældelseslovens §§ 17 og 18, at forældelsen i en række tilfælde afbry-
des, hvis fordringen gøres gældende i et konkurs- eller dødsbo, samt hvis der indgives anmodning
71
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
om udlæg.
Når forældelsen afbrydes, løber en ny forældelsesfrist på 5 år, som regnes fra de i forældelseslo-
vens § 19, stk. 2-6 fastsatte tidspunkter. For en nærmere gennemgang af bestemmelserne
henvises til bemærkningerne til forældelseslovens kapitel 5, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5628.
Endelig indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 7, at forældelseslovens kapitel 7 om virk-
ningerne af forældelse finder anvendelse på fordringer vedrørende erstatning som følge af
overtrædelse af konkurrenceretten. For en nærmere gennemgang af bestemmelsen henvises
til bemærkningerne til forældelseslovens kapitel 7, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
5641.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende § 26 i konkurrenceloven
og indeholder ingen materiel ændring. Efter den foreslåede bestemmelse kan Forbrugerombuds-
manden udpeges som grupperepræsentant i såkaldte gruppesøgsmål, hvor flere personer, der om-
fatter både fysiske og juridiske personer, påstår sig tilkendt erstatning som følge af det tab, som de
har lidt ved, at en eller flere virksomheder har overtrådt bestemmelserne i loven eller EUF-
Traktatens artikel 101 og 102. Som i den gældende bestemmelse, er det en forudsætning, at For-
brugerombudsmanden kun vil finde anledning til at udnytte bemyndigelsen til at optræde som
grupperepræsentant, når der er et klart grundlag for, at der foreligger en overtrædelse af konkur-
rencelovgivningen, dvs. sædvanligvis en afgørelse fra Konkurrencerådet, en kendelse fra Konkur-
renceankenævnet eller en dom, der fastslår, at konkurrencelovgivningen er overtrådt.
Forslaget har sammenhæng med retsplejelovens § 254 c, stk. 1, nr. 3, hvorefter offentlige myndig-
heder (kun) kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyn-
diget til det. Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give Forbrugerombudsman-
den denne lovmæssige bemyndigelse.
Forslaget berører ikke forbrugernes eller virksomhedernes adgang til selv at anlægge søgsmål,
herunder gruppesøgsmål, om erstatning i anledning af overtrædelse af konkurrencelovgivningen.
Til § 17
Til nr. 1
Ændringsforslaget til konkurrenceloven om ophævelse af kapitel 9 a er en følge af, at reglerne om
forældelse foreslås overflyttet i en justeret form til lovforslaget om erstatning i overtrædelser af
konkurrenceretten.
Til nr. 2
Ændringsforslaget til konkurrenceloven om ophævelse af kapitel 9 b er en følge af, at reglerne om
gruppesøgsmål foreslås overflyttet til lovforslaget om erstatning i overtrædelser af konkurrence-
retten.
Til nr. 3 og 4
Ændringsforslaget til konkurrenceloven er en præcisering af de gældende bestemmelser om of-
fentliggørelse af afgørelser, der ligger på linje med den hidtidige retstilstand. Det foreslås, at be-
72
 ERU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 324: Lovudkast -Høring af forslag til lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten, fra erhvervs- og vækstminsiteren
stemmelserne om offentliggørelse af afgørelser justeres, således at det klart fremgår, at Konkur-
rencerådets afgørelser truffet i medfør af loven offentliggøres, og at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens afgørelser eller et resumé heraf truffet i medfør af loven offentliggøres, medmindre
afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være
af interesse for offentligheden i øvrigt.
Til nr. 5
Ændringsforslaget til konkurrencelovens § 23, stk. 5 er en gennemførelse af direktivets artikel 18,
stk. 3. Det fremgår af § 23, stk. 5, i konkurrenceloven, at der ved udmåling af bøder efter loven,
skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed og til omsætningen i forhold til juridiske
personer. Ændringsforslaget giver mulighed for, at der i overensstemmelse med direktivets arti-
kel 18, stk. 3, også bliver mulighed for at betragte en erstatning, der betales efter en mindelig
tvistbilæggelse og inden beslutningen om at pålægge en bøde, som en formildende omstændighed.
Der henvises i øvrigt til afsnit xxx i de almindelige bemærkninger.
Til § 18
Det forslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den 27. december 2016.
Det forslås i
stk. 2,
at loven finder anvendelse på erstatningssøgsmål, hvor den underliggende
konkurrenceovertrædelse finder sted efter den 26. december 2016.
For erstatningssøgsmål, hvor den underliggende konkurrenceovertrædelse, har fundet sted før
lovens ikrafttræden, og som også er ophørt før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende reg-
ler anvendelse. Er der derimod tale om en erstatningssøgsmål, der udspringer af en konkurrence-
overtrædelse, der er påbegyndt før den 27. december 2016, og som fortsat efterleves eller finder
sted efter denne dato, vil der være tale om en såkaldt fortsat forbrydelse. En fortsat forbrydelse
ikke skulle bedømmes efter den tidligere lovgivning, selvom en del af den strafbare handling har
fundet sted, mens den tidligere lovgivning var i kraft. I stedet vil den nye lovgivning finde anven-
delse på det samlede forhold. Dette gælder også for erstatningssøgsmål, der udspringer af en så-
dan fortsat konkurrenceovertrædelse.
Til § 19
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland.
Det fremgår af artikel 355 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, at EU-
traktaterne ikke finder anvendelse på Færøerne.
Grønland er optaget som et af de såkaldte oversøiske lande og territorier i bilag II, der har associ-
eringsordninger (særlige forbindelser) med EU. Det betyder i henhold til traktatens artikel 204, at
artikel 198-203 finder anvendelse på Grønland, medmindre andet følger af de særlige bestemmel-
ser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den særlige ordning for Grønland, der er knyttet
som bilag til traktaterne.
Idet hverken Færøerne eller Grønland er omfattet af de relevante bestemmelser i traktaten om
den Europæiske Unions funktionsmåde, er Færøerne og Grønland ikke forpligtet til at gennemføre
direktivet. Som følge heraf gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.
73