Udvalget for Landdistrikter og Øer 2015-16
ULØ Alm.del Bilag 30
Offentligt
DJØFS FORMAND
Til Udvalget for Landdistrikter og Øer
Ref. LHF
06.11.2015
Fastholdelse af kompetencer ved flytning af statslige arbejdspladser
Kære udvalgsmedlem
Jeg vil gerne takke for, at Djøf har fået lejlighed til at orientere udvalget om vores
synspunkter på flytningen af knap 4.000 statslige arbejdspladser.
Vi står overfor en historisk stor flytning af statslige arbejdspladser - en udfordring,
der kalder på, at alle gør sit yderste for at få det til at fungere. Generelt finder Djøf
det derfor meget bekymrende, at staten som arbejdsgiver ikke kan give klare og
entydige svar på de forslag og spørgsmål, som vi og andre parter har stillet. Vores
medlemmer har et indlysende behov for afklaring, hvilket er en forudsætning for at
sikre en god proces for både dem, der flytter med og dem, der skal finde sig et nyt
job.
En så omfattende flytning af arbejdspladser kræver, at man går proaktivt ind i det.
Hvis flytningen ikke skal dræne de flyttede arbejdspladser for kompetencer, og
staten som arbejdsgiver vil sikre at arbejdspladserne kommer godt fra start på deres
nye adresser, er det væsentligt at melde retningslinjer klart ud, så medarbejderne
kan forholde sig til dem.
I denne proces har Finansministeriet indtil nu ikke levet op til deres rolle som
ansvarlig hovedarbejdsgiver med den konsekvens, at der hersker usikkerhed om
helt fundamentale problemstillinger for dem, der overvejer at flytte med. Der burde
på nuværende tidspunkt være klare udmeldinger og retningslinjer, som den enkelte
kan forholde sig til.
Dertil kommer at Djøf tidligere har givet udtryk for, at regeringens flyttepulje på 400
mio. kr. langt fra er tilstrækkelig til at dække de omkostninger, der er i forbindelse
med flytning af de udpegede arbejdspladser. Institutionerne står overfor en række
store opgaver i forhold til at få flest mulige til at flytte med, få genbesat et stort antal
stillinger og samtidig sikre, at driften i forhold til borgere og virksomheder ikke lider
mere overlast end strengt nødvendigt.
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K
Telefon 33 95 97 00
Telefax 33 95 99 99
www.djoef.dk