Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del Bilag 124
Offentligt
Kære
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Skibsfarten og de tilknyttede maritime erhverv står for en afgørende del af Danmarks valutaindtjening og
beskæftigelsen i en række mellemstore danske byer. Omkring 90 % af den globale varetransport sker med
skib og skibsfarten er derved motoren i den stigende globalisering. Derfor forventes forsat markant vækst i
skibsfarten i takt med, at den globale handel øges. En forudsætning for, at Danmark får del i denne vækst
er, at de danske rederier forsat står stærkt konkurrencemæssigt på globalt niveau.
I 2020 forventes de nye globale regler for svovlindholdet (maksimalt 0,5 % svovl) i skibenes bunkerolie at
træde i kraft. Bunkerolie med lavt svovlindhold er dyrere end bunkerolie med højt svovlindhold. Hvis nogle
rederier vælger at snyde ved forsat at sejle på traditionel bunkerolie med højt svovlindhold, så vil disse opnå
en væsentlig konkurrencefordel til direkte konkurrencemæssig skade for de rederier der overholder reglerne.
Danske rederier vil overholde reglerne. For at undgå at danske rederier lider skade som følge heraf skal det
derfor sikres, at også de konkurrerende rederier opfylder de nye svovlregler. Dvs. der skal opretholdes en
fair konkurrence. Dette er ligeledes nødvendigt for at opnå miljøgevinsterne ved en lavere svovludledning.
Dette kræver en global indsats for at håndhæve reglerne i form af kontrol og sanktioner ved overtrædelse.
Det er vigtigt, at Danmark (og EU) snarest sætter sig i spidsen for dette arbejde, så der eksisterer effektiv
håndhævelse fra den dag reglerne træder i kraft i 2020. Arbejdet skal bl.a. varetages af Søfartsstyrelsen.
Det Økologiske Råd og Danmarks Rederiforening ønsker på dette grundlag et foretræde for at informere
udvalget om dette vigtige forestående arbejde, som Danmark bør sætte sig i spidsen for, og for at besvare
medlemmernes spørgsmål knyttet hertil.
De bedste hilsner, Kåre Press-Kristensen, Det Økologiske Råd