Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
EFK Alm.del Bilag 355
Offentligt
1651298_0001.png
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
30. juni 2016
J nr. 2016-890
Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Parisaftalen til Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalgets orientering
Til udvalgets orientering fremsendes vedlagte udkast til folketingsbeslutning om
Danmarks ratifikation af Parisaftalen.
Med forslaget meddeler Folketinget sit samtykke til, at regeringen på Danmarks
vegne ratificerer den globale klimaaftale, Parisaftalen, som blev vedtaget af
parterne til FN’s klimakonvention på COP21 i Paris den 12. december 2015.
Parisaftalen sætter rammen for den globale klimaindsats fremadrettet. Med aftalen
forpligter verdens lande sig til en langsigtet målsætning om at holde den
gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold til
førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C.
Parisaftalen forpligter bl.a. aftalens parter til at udarbejde, meddele og håndhæve
ambitiøse, nationalt bestemte reduktionsbidrag (’Nationally
Determined
Contributions’,
NDC’er) med henblik på at opfylde aftalens målsætninger. Alle
parter skal herunder hvert femte år indmelde eller genindmelde et reduktionsbidrag.
Parisaftalen er dermed den første juridisk bindende klimaaftale, som forpligter alle
parter til klimakonventionen til at foretage og meddele reduktionsindsatser. Den
første runde af reduktionsbidrag blev indmeldt i 2015, og langt hovedparten vil
gælde fra 2020. Parisaftalen afløser dermed Kyotoprotokollen, hvis anden og sidste
forpligtelsesperiode udløber i 2020.
Parisaftalen vil træde i kraft 30 dage efter, at mindst 55 parter dækkende mindst 55
pct. af de globale udledninger har deponeret deres ratifikationsinstrumenter hos
FN. EU og medlemsstaterne, herunder Danmark, kan først blive parter til
Parisaftalen, når EU og alle medlemsstaterne har afsluttet deres respektive
ratifikationsprocesser og har deponeret alle ratifikationsinstrumenterne til FN i
fællesskab. Deponeringen af Danmarks ratifikationsinstrument vil derfor først ske,
når såvel EU samlet som alle dets medlemsstater individuelt har afsluttet deres
respektive ratifikationsprocedurer.
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.efkm.dk
EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1651298_0002.png
Beslutningsforslaget er af Energistyrelsen sendt i ekstern høring den 30. juni 2016
med frist for afgivelse af høringssvar den 11. august. Jeg vil hurtigst muligt herefter
oversende høringssvar samt høringsnotat til udvalgets orientering.
Jeg forventer, at lovforslaget kan fremsættes i Folketinget den 5. oktober 2016 i
Folketingets åbningsuge.
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
Side 2/2