Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
EFK Alm.del Bilag 290
Offentligt
Åbent brev til LARS CHR. LILLEHOLT fra, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, LO
Ringkøbing Fjord, HVIDE SANDE SERVICE GROUP, og Ringkøbing Fjord Turisme.
Kære Lars Chr. Lilleholt,
Vi henvender os til dig i anledning af den seneste tids diskussioner om den hjemlige energipolitik. En
diskussion, der har skabt bekymring og usikkerhed. Vi står nu i en situation, hvor det er ganske afgørende, at
den fornødne klarhed bliver genskabt hurtigst muligt.
Den tvivl, som de politiske signaler om energiaftalens indhold om kystnære havvindmølleparker allerede nu
har skabt, har affødt negative konsekvenser for blandt andre det vestjyske område. Vi skønner, at den vind-
mølleindustri – herunder underleverandører indenfor såvel produktion som service - der er opbygget omkring
Vestas, i Ringkøbing-Skjern Kommune vil lide skade. Vi er tværtimod et område, der har behov for
vækstmuligheder, da det er forudsætningen for vores evne til at tiltrække flere borgere til området. Det giver
øget vækst, velstand og skattegrundlag.
Private virksomheder, myndigheder, institutioner og privatpersoner i området og inden for branchen – og for
den sags skyld staten selv – har i de foregående år i tillid til troværdigheden i et bredt politisk forlig om
energiaftalen, investeret betydelige ressourcer i hele plan-, forundersøgelses- og udbudsprocessen.
At svække tilliden til den lagte kurs og til en stribe indgåede aftaler og forudsætninger, er at svække
grundlaget for de erhvervs-, turisme- og indtægtsmæssige muligheder, der er nødvendige for borgere og
virksomheder i Hvide Sande.
For en by og et vækstområde som Hvide Sande og Hvide Sande Havn er vinden en ressource, en slags
naturgivent råstof, som er af afgørende betydning for erhvervsudviklingen og tiltrækningskraften. Alene i
Ringkøbing-Skjern kommune er mere end 4.000 personer beskæftiget inden for vindsektoren og afledt
industri.
Aktiviteterne på havnen, i vindsektoren og en stor og voksende underskov af følgeindustri er derfor en
forudsætning for, at Hvide Sande som by og Ringkøbing-Skjern som kommune (landets geografisk set
største kommune) fortsat kan være blandt landets vigtigste omdrejningspunkter inden for
vindmølleproduktion, ambitiøse klima- og energipolitiske målsætninger og bæredygtig produktion af
vedvarende energi.
Det er fremgået af dagspressen, at vores kolleger i Esbjerg er af den opfattelse, at man uden videre kan sløjfe
de kystnære havvindmølleparker. Dét er udtryk for et slet skjult og snævert forsøg på lokal
interessevaretagelse, som ganske vist er helt legitim, men som ingenlunde er faktabaseret og heller ikke tager
hensyn til de både regionale og nationale interesser, som energiaftalen fra 2012 er et vidnesbyrd om. Der er
tydeligvis ikke tale om bidrag til diskussionen, der er båret af andre hensyn end lige netop dem, der
tilgodeser den pågældende afsender af budskabet.
Hertil kommer, at vindsektoren, den forudsatte udvikling heraf og en etablering af Vesterhav Syd er et aktiv
for den livsvigtige turisme og udlejning af sommerhuset i området uagtet, at udefra kommende aktører ved
hjælp af ufine metoder forsøger at tegne det modsatte billede.
Det giver overordentlig god mening at fortsætte den kurs, der er lagt for en kystnær havvindmøllepark i
Vesterhav Syd. Herunder:
EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 290: Henvendelse af 18/5-16 fra Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger på Holmsland Klit om kystnære vindmølleprojekter - Vesterhav Syd
1634821_0002.png
Der findes optimale vindressourcer i området, der gør produktionen af bæredygtig og vedvarende energi til
den bedst tænkelige forretning.
En kystnær løsning er billigere i drift og sikrer en betydelig reduktion af C02-udslippet.
Det visuelle udtryk af en kystnær havvindmøllepark er en dokumentation og et synligt bevis for, at
ansvarlighed og klimabevidsthed går hånd i hånd med erhvervsudviklingen og den lokale
befolknings ønsker.
Parken i Vesterhav Syd vil styrke turismen og indtægtsgrundlaget i området.
Vi skal derfor anmode om en forsikring for, at tilrettelæggelsen af kystnære havmølleparker fortsætter som
forudsat.
Vi vil i samme forbindelse invitere dig på besøg i Hvide Sande, så du ved selvsyn får mulighed for at se og
møde den virkelighed, der eksisterer på disse kanter.
Med venlig hilsen
Kim Brarup, Formand for Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd
Helge Albertsen, Formand for LO Ringkøbing Fjord
Steen Davidsen, Formand for Hvide Sande Service Group (HSSG)
Jørgen Iversen, Formand for Ringkøbing Fjord Turisme
Kopi af dette brev er sendt til:
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen
Medlemmer af Folketinget valgt i Vestjyllands Storkreds
Regionsrådet i Region Midtjylland
Borgmestrene i følgende kommuner: Ringkøbing-Skjern, Varde, Herning, Holstebro og Lemvig.