EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
EFK Alm.del Bilag 282
Offentligt

kø b e n h av n s u n i v e r s i t e t

i n s t i t u t f o r g e o v i d e n s k a b o g n at u r f o r va lt n i n g

Implementering af 10 klimatilpasningsplaner

– a k t i v i t e t e r, u d f o r d r i n g e r o g g o d e o p l e v e l s e r

Dorthe Hedensted Lund

IGN Rapport

Marts 2016

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Titel

Implementering af 10 klimatilpasningsplaner – aktiviteter, udfordringer

og gode oplevelser

Forfatter

Dorthe Hedensted Lund

Bedes citeret

Lund, D.H. (2016): Implementering af 10 klimatilpasningsplaner –

aktiviteter, udfordringer og gode oplevelser. IGN Rapport Marts 2016,

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Frederiksberg. 56 s. ill.

Udgiver

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

Københavns Universitet

Rolighedsvej 23

1958 Frederiksberg C

[email protected]

www.ign.ku.dk

Ansvarshavende redaktør

Claus Beier

ISBN

978-87-7903-739-7

Grafisk arbejde

Inger Grønkjær Ulrich

Forsidefoto

Carsten Ingemann

Publicering

Rapporten er publiceret på www.ign.ku.dk

Gengivelse er tilladt med tydelig kildeangivelse

Skriftlig tilladelse kræves, hvis man vil bruge instituttets navn og/eller

dele af denne rapport i sammenhæng med salg og reklame

Rapporten er finansieret af Danske Anlægsentreprenører, et

branchefællesskab under Dansk Byggeri

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Forord

Denne rapport er et resultat af stor velvilje hos medarbejdere i 10 kommuner og 9 for-

syningsselskaber til at fortælle om deres gode og mindre gode oplevelser med at imple-

mentere de kommunale klimatilpasningsplaner. Tilsammen har 20 personer, der arbej-

der med implementeringen i deres hverdag, formået at sætte fokus på mange aktuelle og

relevante spørgsmål, udfordringer og fordele ved klimatilpasning, set fra både et kom-

munalt og et forsyningsperspektiv. Det har været spændende at lytte til og også at se

nogle af de færdige anlæg ude i kommunerne. Der skal derfor lyde en stor tak til alle 20

personer for at tage sig tid til at fortælle i en ellers travl hverdag. Og en særlig tak til

Lise Jangmark fra Nordvand for at vise rundt i felten i to kolde timer i januar og med

stort engagement fortælle om stort og småt i forbindelse med de enkelte elementer i

anlægget – og ikke mindst for udlån af handsker til den forfrosne forsker.

Rapporten er finansieret af Danske Anlægsentreprenører, som er et branchefællesskab i

Dansk Byggeri. Danske Anlægsentreprenører var interesserede i en opfølgning på den

tidligere undersøgelse af de samme ti kommuners klimatilpasningsplaner. Branchefæl-

lesskabet har dog ikke haft indflydelse på, hvordan rapportens temaer er behandlet. Ind-

holdet er derfor forskerens ansvar.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Sammenfatning

Rapporten er finansieret af Danske Anlægsentreprenører og er en opfølgning på en eva-

luering af 10 kommuners klimatilpasningsplaner fra 2013 (Lund 2013). De 10 kommu-

ner er: Frederiksberg, Gladsaxe, Kolding, Middelfart, Morsø, Næstved, Ringkøbing-

Skjern, Roskilde, Aalborg og Aarhus.

Klimatilpasning er blevet et vigtigt emne over hele verden. Også i Danmark. Men der er

ikke mange erfaringer med implementering endnu, da det stadigt er et nyt emne for for-

valtningerne rundt omkring. Den akademiske litteratur peger også på en række udfor-

dringer, som kan være med til at gøre implementeringsprocessen vanskelig. Det kan

være en uhensigtsmæssig administrationspraksis eller lovgivning, manglende lederskab,

manglende opmærksomhed eller manglende ressourcer.

I Danmark er det kommunerne, der sammen med spildevandsforsyningsselskaberne har

hovedansvaret for implementeringen af klimatilpasningsplanerne, men andre aktører

bliver også involveret. Opgaven berører flere lovområder relateret til vandsektoren, na-

turbeskyttelse, kystbeskyttelse og planlægning, som det kan være vanskeligt at have

fuldt overblik over, og som ikke nødvendigvis er koordinerede. Det kan skabe vanske-

ligheder i arbejdet.

Det er vandforvaltning, der er i fokus, når der klimatilpasses. Både regnvand, havvand,

grundvand og overfladevand. Men der er også fokus på at få mest muligt ud af sine an-

lægsinvesteringer, målt på parametre som naturværdier, rekreation og byfornyelse. Der

ligger også en stor og ofte undervurderet opgave i at skabe sig et så retvisende videns-

grundlag som muligt for at sikre sig, at man investerer i anlæg og løsninger de helt rig-

tige steder. Der ligger også en udfordring i at få indarbejdet klimatilpasning bredt i den

daglige drift, særligt i kommunerne, men også i forsyningsselskaberne.

Når først man går i gang med de store anlægsprojekter, herunder skybrudsveje på eksi-

sterende veje og grønne områder, opstår der en udfordring i forhold til at sikre, at den

hydrauliske funktionalitet bliver fasthold over mange år. Særligt fordi funktionen ikke

er specielt synlig i hverdagen og afhænger af, at fx kantsten ligger rigtigt, og at der er de

rigtige niveauforskellige gennem hele anlægget. Det kræver, at der bliver lavet nye sy-

stemer til registrering og fastholdelse. Desuden kan glatførebekæmpelse blive en udfor-

dring, da salt ofte er dårligt for recipienterne.

Men først og fremmest oplever både kommuner og forsyningsselskaber udfordringer

med en lovgivningsmæssig ramme, som til tider opleves som unødigt bureaukratisk, alt

for upræcis, fraværende eller dårligt koordineret.

Et godt samarbejde både internt i kommunen, mellem kommuner og forsyningsselska-

ber og på tværs af kommuner er en vigtig forudsætning for, at de planlagte projekter kan

gennemføres og lykkes. Og et godt samarbejde afhænger af, at man er god til at koordi-

nere og overdrage viden mellem forskellige parter. Det kræver også en god dialog og tid

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

nok. Samarbejde indebærer desuden involvering af borgere og grundejere, som har vi-

den om lokale forhold, der er vigtig at inddrage, både for forsyningsselskaberne og

kommunerne. Informanterne fortæller om flere rigtig gode oplevelser med borgerinvol-

vering.

Selvom en del af indsatsen for at implementere klimatilpasningsplanerne er frustrerende

og besværlig, er der dog mange, som har fået blod på tanden. Særligt de projekter, som

kan løfte flere dagsordener, opleves som meningsfyldte og motiverende. Så der sker

noget derude.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Indholdsfortegnelse

Forord ................................................................................................................................ 3

Sammenfatning ................................................................................................................. 4

Baggrund ........................................................................................................................... 7

Metode .............................................................................................................................. 7

Rapportens opbygning ...................................................................................................... 9

Klimatilpasning i litteraturen ............................................................................................ 9

Generelle udfordringer for implementering af klimatilpasningsplaner .......................... 10

De institutionelle rammer for klimatilpasning i kommunerne ........................................ 11

Aktører......................................................................................................................... 11

Lovgrundlag ................................................................................................................ 13

Hvad forventer kommunerne af klimaeffekter, og hvad vil de gøre? ............................. 19

Klimatilpasningsplanerne i de 10 kommuner i undersøgelsen .................................... 19

Udfordringer og gode oplevelser .................................................................................... 20

Hvad arbejdes der med? .............................................................................................. 20

Teknisk læring ............................................................................................................. 27

Juridiske og administrative benspænd ......................................................................... 30

Samarbejde er nødvendigt ........................................................................................... 39

Vidensdeling og projektoverdragelser skal og kan organiseres .................................. 44

Borgerinddragelse giver et løft .................................................................................... 46

Gode oplevelser giver blod på tanden ......................................................................... 47

Konklusion ...................................................................................................................... 48

Bilag 1: Respondenter ..................................................................................................... 52

Litteratur.......................................................................................................................... 53

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Baggrund

Projektet er en opfølgning på projektet ”Evaluering af kommunale klimatilpasningspla-

ner” fra 2013, finasieret af Danske Anlægsentreprenører. Projektet blev afrapporteret i

rapporten: Ti klimatilpasningsplaner. Hvad gør kommunerne?, udgivet af Institut for

Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

De 10 kommuner, som indgik i undersøgelsen, var: Frederiksberg, Gladsaxe, Kolding,

Middelfart, Morsø, Næstved, Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Aalborg og Aarhus. Alle

kommuner har udarbejdet en klimatilpasningsplan, som vurderer risici ved klimaforan-

dringer og prioriterer handlinger, der mindsker denne risiko. De 10 kommuner har nu

haft 2 år til at omsætte disse planer til handling. Hvordan er det gået? Hvilke tiltag er

gennemført? Hvad er gået godt, og hvilke udfordringer har der været? Og hvordan er

disse udfordringer grebet an? Det er disse spørgsmålet, denne rapport sætter fokus på.

Projektet undersøger:

Hvilke klimatilpasningstiltag er der arbejdet med i de 10 kommuner?

Hvilke aktører indgår i implementeringen (finansiering, fysisk implementering

og drift)?

Hvilke implementeringsudfordringer oplever kommuner og forsyningsselska-

ber? Hvordan håndteres disse udfordringer? Det kan fx være organisatoriske,

økonomiske, lovgivningsmæssige, fysiske, politiske eller andre udfordringer.

Hvad er gået godt og hvorfor? Kan de gode erfaringer omsættes til generelle råd

om god praksis?

Hvordan fungerer samarbejdet mellem kommune, forsyningsselskab og eventuel

konsulentvirksomhed?

Metode

De 10 kommuner blev i 2013 udvalgt efter følgende kriterier: Først og fremmest skulle

der foreligge en (næsten) færdig klimatilpasningsplan. For at skabe et varieret billede af

de kommunale indsatser, blev kommunerne desuden udvalgt, så de havde forskellige

geografiske forudsætninger. Det vil sige, at der blev valgt kommuner fra alle fem regio-

ner (to kommuner per region). Der blev udvalgt både by- og landkommuner, både tæt-

og tyndtbefolkede kommuner og geografisk og befolkningsmæssigt større og mindre

kommuner (se tabel 1).

Hvor 2013-studiet var et rent dokumentstudie, er der denne gang gennemført semistruk-

turerede interviews med klimatilpasningsansvarlige hos de 10 kommuner og med med-

arbejdere hos 8 forsyningsselskaber. Morsø Spildevandsforsyning har responderet på

spørgsmål per mail, mens det ikke har været muligt at få kontakt til BlueKolding, som

er spildevandsforsyningsselskabet i Kolding Kommune. Interviewaftalen blev aflyst

med kort varsel pga. et andet vigtigere møde. Siden har det ikke været muligt at komme

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

i kontakt med den relevante medarbejder pga. sygdom og ferie på trods af gentagne tele-

fonopringninger og mails.

Tabel 1. Antal borgere, areal og befolkningstæthed for de 10 kommuner

Kommune

Kilde: Danmarks Statistik

Frederiksberg

Gladsaxe

Kolding

Middelfart

Morsø

Næstved

Ringkøbing-Skjern

Roskilde

Aalborg

Aarhus

Antal borgere (Kvar-

tal 3, 2013)

101.959

66.310

89.624

37.645

21.129

81.216

57.431

83.760

203.373

319.680

Areal, km

8,0

24,9

604,4

298,8

366,4

676,4

1.469,5

211,8

1.137,3

467,7

Borgere per

12.745

2.663

148

126

120

395

179

684

Interview er valgt som metode, fordi en væsentlig del af denne opfølgning er at opsamle

erfaringer fra arbejdet, som sjældent er tilgængelige skriftligt. Til alle interviews er der

brugt en interviewguide med henblik på at sikre, at alle emner er dækket i alle inter-

views. Interviewene med medarbejdere fra kommuner og forsyningsselskaber har haft

en varighed fra 36 minutter til 1 time og 18 minutter. 16 interview er gennemført på den

interviewede persons arbejdsplads, mens de øvrige to er gennemført per telefon, mens

der ét sted som nævnt blev indhentet respons per mail. Ved et enkelt interview var to

personer tilstede. I alt 20 personer har altså medvirket i undersøgelsen. Nordvand, som

er forsyningsselskabet i Gladsaxe Kommune, viste desuden rundt i området omkring

Gladsaxe Stadion og forklarede yderligere om anlæggene og konkrete oplevelser under

anlægsfasen i to timer på stedet.

Interviewene er optaget digitalt, transskriberet og analyseret i forhold til de prædefine-

rede emner. I analysen har der særligt været fokus på at finde fællestræk i de oplevede

udfordringer og de gode erfaringer. Alle respondenter har haft mulighed for at kontrol-

lere direkte citater for at undgå fejlciteringer. Interview behandles anonymt, så der ved

citater kun anføres, om respondenten repræsenterer en kommune eller et forsyningssel-

skab, med mindre problematikken er specifik for en kommune. Af bilag 1 fremgår en

liste over de personer, som er interviewet.

Desuden er der foretaget dokumentstudier og et litteraturreview af relevant forsknings-

litteratur. Dokumentstudiet har involveret en gennemgang af samarbejdsaftaler mellem

kommuner og forsyningsselskaber, når de blev stillet til rådighed, konkrete planer, lov-

givningstekst og vejledninger. Formålet har været at forstå de institutionelle rammebe-

tingelser for klimatilpasning og det konkrete samarbejde mellem kommuner og forsy-

ningsselskaber. I litteraturreviewet er der søgt på implementering og klimatilpasning og

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

barrierer for tilpasning på Google Scholar. Formålet har været at forstå generelle udfor-

dringer ved arbejdet med klimatilpasning, samt at identificere generelle fokusområder

for analysen af det empiriske materiale.

Rapportens opbygning

Rapporten er opbygget med et kort indledende afsnit om, hvad der forstås ved klimatil-

pasning, og nogle eksempler på mulige tiltag. Dernæst introduceres nogle af de almin-

delige udfordringer for klimatilpasning, som er blevet identificeret af forskningslittera-

turen. Så beskrives de institutionelle rammebetingelser for klimatilpasning i kommuner

og forsyningsselskaber, og der gives en kort opsummering af indholdet af de 10 kom-

muners klimatilpasningsplaner. Derefter når vi frem til resultaterne af interviewunder-

søgelsen, hvor de gode og dårlige erfaringer med implementering af klimatilpasnings-

planerne præsenteres i en række temaer, der beskriver de største udfordringer og den

læring, der er sket under arbejdet med at omsætte planerne til handling.

Klimatilpasning i litteraturen

Klimatilpasning er et højaktuelt emne over hele verden, da alle dele af verden er be-

gyndt at opleve konsekvenserne af klimaforandringerne og dermed også nødvendighe-

den af handling. De klimaforandringer, der nødvendiggør tilpasninger, er generelt sti-

gende temperaturer og afledte effekter heraf som fx ændringer i nedbørsforhold og -

intensitet, periodisk tørke, ændret havniveau og ændrede grundvandsforhold. Alle disse

forandringer i klimaforhold medfører igen afledte forandringer i dyrkningsmuligheder,

plante- og dyreliv og påvirkninger af det byggede miljø m.m. (Hansen 2015).

Der er stor enighed om, at klimaforandringerne har nået et omfang, hvor det er helt

nødvendigt at foretage tilpasninger i vores fysiske miljø (Storbjörk 2007; Füssel 2007;

Biesbroek et al. 2010; IPPC 2014). Klimatilpasning defineres som ” justeringer i natur-

lige eller menneskelige systemer som svar på reelle eller forventede klimastimuli og

effekterne heraf, som modvirker skader eller udnytter potentialer” (Adger et al. 2009, s.

337). Det kan være at sikre kysterne mod kombinationen af stigende havvandspejl og

stadigt kraftigere og hyppigere storme, at sikre områder, bygninger og vigtig infrastruk-

tur mod oversvømmelser, forårsaget af kraftige skybrud og opstuvning i vandløb, at

begrønne byer for at øge afkølingen, at undgå bebyggelse i lavtliggende, udsatte områ-

der, at sikre drikkevandsforsyning mod forurening fra spildevandsoverløb og mod even-

tuelle negative konsekvenser af ændrede grundvandsforhold, at udnytte ændrede vækst-

vilkår til at dyrke nye afgrøder osv. (Miljø- og Fødevareministeriet 2016a; European

Commission and European Environment Agency 2016).

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Generelle udfordringer for implementering af klimatilpasnings-

planer

Der er kun ganske få eksempler i forskningslitteraturen, hvor der rapporteres i dyden

om implementering af konkrete klimatilpasningstiltag. Det skyldes, at klimatilpasning

stadig er et nyt politikområde, og at landene endnu ikke er nået så langt, at der er særligt

mange erfaringer at trække på (Ford, Berrang-Ford, and Paterson 2011). Litteraturen

peger også på en række af de barrierer, som kan stå i vejen for handling. Oplevede bar-

rierer kan være tekniske, fysiske, institutionelle, organisatoriske, ressourcemæssige eller

psykologiske (Adger et al. 2009). En teknisk udfordring kan være usikkerhed i forhold

til, hvordan både klimaforandringer og løsninger konkret vil påvirke det lokale socio-

økologiske system, at få nedskaleret globale klimamodeller til praktiske retningslinjer,

som kan bruges i den lokale kontekst, eller konkret at identificere, hvilke mulige tekni-

ske løsninger der er bedst. En institutionel udfordring kan være mangel på styringsme-

kanismer, der kan promovere klimatilpasning. Der kan være manglende ressourcer til at

gennemføre planlagte tiltag og meget andet (Moser and Ekstrom 2010; Measham et al.

2011). Adger et al.

argumenterer

dog for, at disse barrierer langt hen ad vejen har rod i

divergerende værdier i samfundet og blandt de involverede aktører, og det derfor er væ-

sentligt at debattere disse værdier, når man støder ind i problemer med klimatilpasning

(Adger et al. 2009).

Måske fordi klimatilpasning mange steder i den vestlige verden kun er nået til planlæg-

ningsfasen (Ford, Berrang-Ford, and Paterson 2011), handler meget litteratur om de

institutionelle og organisatoriske barrierer. Dem støder man allerede ind i, når der skal

laves politiske prioriteringer, og i strategi- og planlægningsfasen. Her fremhæves bl.a.

manglende lederskab og konkurrerende planlægningsmæssige agendaer som væsentlig

barrierer. Medmindre de politisk ansvarlige anser klimatilpasning som et væsentligt

emne, så kan man ikke forsvare at bruge ressourcer på det som medarbejder. Og slet

ikke, hvis ressourcerne er knappe. Her føler man sig nødsaget til at prioritere de såkaldte

kerneopgaver (Measham et al. 2011; Lund and Nellemann 2012). Desuden har det be-

tydning, hvordan man rammesætter emnet klimatilpasning. Der er tendens til, at det får

en højere prioritering, når det rammesættes som en del af en sikkerheds- eller udvik-

lingsdagsorden, end når det rammesættes som et miljøspørgsmål (Measham et al. 2011).

Da klimaeffekter påvirker både økosystemer, de byggede miljø og den menneskelige

velfærd bredt, er det ifølge forskningslitteraturen vigtigt, at tilpasning bliver en integre-

ret del af mange forskellige politikker og planer, og ikke bare kommer til at handle om

vandhåndtering. Derfor er der en del forskning, der undersøger institutionelle barrierer

for såkaldt ”politikintegration” (Jensen, Nielsen, and Nielsen 2016; Walker, Adger, and

Russel 2014; Storbjork 2010). Igen påpeges manglende ledelsesmæssig prioritering og

generel politisk opmærksomhed som en af de væsentligste barrierer. Den forvaltnings-

mæssige organisering i sektorer er også et problem i sig selv, når der er behov for tvær-

sektorielle løsninger (Jensen, Nielsen, and Nielsen 2016). I sektorer, hvor det fysiske

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

miljø ikke anses som væsentligt, eller hvor konsekvenserne måske ikke er særligt direk-

te, og der derfor ikke umiddelbart er en brændende platform, kan det være svart at få

emnet på dagsordenen. Og det på trods af, at sektoren kan være en vigtig del af løsnin-

gen. Fx har det i England været svært at få klimatilpasning på dagsordenen i transport-

sektoren, hvor man hidtil især har koncentreret sig om at mindske udledningen af driv-

husgasser, men i de seneste år er blevet opmærksomme på nødvendigheden af at sikre

infrastrukturen. Udfordringerne var blandt andet, at det var vanskeligt at oversætte vi-

denskabelig viden om klimaforandringer til konkrete vejledninger i, hvordan det bedst

gribes an i praksis (Walker, Adger, and Russel 2014). Generelt lader transportsektoren

dog til at være en af de sektorer, hvor klimatilpasningstiltag især er blevet implemente-

ret. Andre områder er forsyningsvirksomhed og infrastruktur. Årsagen angives at være,

at der i disse sektorer skal foretages investeringer med meget lange tidshorisonter, og

klimaforandringernes effekter er nødvendige at have med i planlægningen, hvorimod

emnet ikke er så nærværende, hvor planlægningshorisonten er kortere (Ford, Berrang-

Ford, and Paterson 2011). I Danmark sker der ifølge en spørgeskemaundersøgelse, gen-

nemført i 2012-2013, hvor 60 af 98 kommuner deltog, generelt set en form for integra-

tion eller koordinering inden for de forskellige afdelinger i de tekniske forvaltninger,

mens det halter med involveringen af andre forvaltninger (Jensen, Nielsen, and Nielsen

2016).

De institutionelle rammer for klimatilpasning i kommunerne

De institutionelle rammer for klimatilpasning definerer, hvem der har ansvaret for op-

gaven, hvilke lovgivningsmæssige krav og begrænsninger der skal overholdes, og hvil-

ke normer man har for arbejdet blandt aktørerne.

Aktører

Staten har lavet en strategi for klimatilpasning (Regeringen 2008) og har i økonomiafta-

len med KL i 2012 stillet krav om, at alle kommuner skulle have lavet en klimatilpas-

ningsplan ved udgangen af 2013 (Finansministeriet 2012). I Danmark ligger ansvaret

for klimatilpasning derfor hovedsagligt i kommunernes tekniske forvaltninger (Jensen,

Nielsen, and Nielsen 2016). Klimatilpasning foregår i tæt samarbejde med kommuner-

nes forsyningsselskaber, som i nogle kommuner virker til at være en stærk drivende

kraft. Forsyningerne har den vigtigste rolle finansieringsmæssigt og forventes at bruge

adskillige hundrede mio. kr. på klimatilpasning de kommende år – væsentligt mere end

kommunerne selv investerer. I forbindelse med beredskabsplaner er brandvæsenet også

en vigtig aktør (Lund 2013). Desuden bruger mange kommuner rådgivningsselskaber til

at udvikle og projektere de konkrete løsninger. 67 % af kommunerne i førnævnte spør-

geskemaundersøgelse anser konsulentvirksomheder som vigtige kilder til viden. Kon-

kret er det afdelingerne for fysisk planlægning, spildevand, natur, trafik og byggesags-

behandling, som inddrages i arbejdet med klimatilpasning, mens økonomi-, sundheds-

og fritidsforvaltningen kun inddrages i meget begrænset omfang (Jensen, Nielsen, and

Nielsen 2016).

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Hvis klimatilpasning skal have en høj prioritering i kommunerne, kræver det, at der er

politisk opbakning og en ledelse, der prioriterer emnet. Begge dele er der større sand-

synlighed for i kommuner, hvor man har oplevet problemer, fx med oversvømmelse

(Lund and Nellemann 2012; Jensen, Nielsen, and Nielsen 2016). Der ikke noget lovgiv-

ningsmæssigt krav om klimatilpasningsplaner. Kravet består i en aftale mellem KL og

den forrige regering og omfatter en klimatilpasningsplan inden udgangen af 2013

(Finansministeriet 2012), men principielt er der ikke nogen juridisk grund til at lave en

ny generation af klimatilpasningsplaner. Det kan være en medvirkende årsag til, at kli-

matilpasning ikke alle steder er blandt de højest prioriterede emner i kommunens for-

valtning, hvor erhvervsudvikling, tilvejebringelse af arbejdspladser, børnepasning, æld-

repleje med mere kan virke vigtigere på kort sigt. Særligt, hvis man ikke har oplevet

problemer endnu. I 41 % af kommunerne i spørgeskemaundersøgelsen anses den politi-

ske bevågenhed ikke at være særlig stor. Og kun i 31 % af kommunerne er opfattelsen,

at der afsættes de nødvendige ressourcer til opgaven. I de tekniske forvaltninger er kli-

matilpasning dog et vigtigt emne i langt de fleste kommuner (Jensen, Nielsen, and

Nielsen 2016).

Beredskab

Kommune

Teknisk

forvaltning

• Grundejere

• Foreninger

• Virksomheder

• Borgere og

brugere

Spildevands-

forsyning

Figur 1. Forsyningsselskaberne er en vigtig aktør i forhold til at mindske risikoen for oversvømmelser som

følge af regn. Forsyningen skal sørge for, at vandafledningssystemerne lever op til det vedtagne serviceniveau

og dermed håndterer al hverdagsregnen. Kommunen bliver ansvarlig for tiltag, der sikrer yderligere, og når

tiltag også skal opfylde andre funktioner, fx rekreative formål. Beredskabet er en vigtig aktør ved de helt

ekstreme hændelser, som går ud over det niveau, klimatilpasningstiltagene er dimensionerede til. Kilde:

(Lund

2013)

De fleste af kommunerne i denne undersøgelse indgår i en eller anden form for tvær-

kommunalt samarbejde om klimatilpasning, enten ved direkte at samarbejde med nabo-

kommuner, eller ved at udveksle viden og erfaringer i netværk på tværs af både kom-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

muner og forsyningsselskaber (Lund 2013). Generelt havde 22 % af kommunerne et

formaliseret samarbejde med nabokommuner i 2013 ifølge spørgeskemaundersøgelsen.

52 % lod sig dog inspirere af andre kommuner i deres arbejde (Jensen, Nielsen, and

Nielsen 2016). Borgere og erhverv, og det vil især sige grundejere, anses af alle 10

kommuner i denne undersøgelse som vigtige aktører. Særligt grundejerne har et vigtigt

ansvar for at klimatilpasse deres egen ejendom (Lund 2013).

Staten samler og stiller viden til rådighed på portalen klimatilpasning.dk og tilbyder

hjælp til det kommunale arbejde med klimatilpasning ved at stille et rejsehold til rådig-

hed. Det statslige niveau har også udviklet en række værktøjer, der skal gøre det lettere

for kommunerne (Lund 2013; Miljø- og Fødevareministeriet 2016a).

Lovgrundlag

Der er en lang række love, som har betydning for klimatilpasning, herunder planloven

(Erhvervs-og Vækstministeriet 2015) og ændringer hertil om klimalokalplaner

(Miljøministeriet, 2012), vandsektorlov (Miljøministeriet 2009), betalingslov

(Miljøministeriet 2010a), vandløbslov (Miljø- og Fødevareministeriet 2015a), over-

svømmelsesrisikolov (Miljø- og Fødevareministeriet 2015b), kystbeskyttelseslov

(Miljø- og Fødevareministeriet 2016b), miljømålslov (Miljø- og Fødevareministeriet

2015c) med flere, som ikke nødvendigvis er koordinerede (Hannibal et al. 2011). Det er

altså ikke helt enkelt at skabe sig et overblik over, hvem der egentlig er forpligtet til

hvad, og hvad man må og ikke må. Det er også uden for denne rapports formål at gen-

nemgå samtlige lovgivninger, som kan påvirke mulighederne for klimatilpasning. De

lovgivningsområder, som respondenterne har nævnt som problematiske, beskrives dog

kort nedenfor.

Klimatilpasning i planloven

Planloven skal sikre: ”at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige

interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så

samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livs-

vilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet” (Kap. 1, § 1). Planloven sikrer som ud-

gangspunkt, at der ikke bygges ved kysten, og er dermed med til at forhindre, at der

opstår nye behov for stormflodssikring. Erhvervs- og vækstministeren kan dog se bort

fra dette i op til 10 tilfælde efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse om at gennemfø-

re projekter, som kan bidrage til øget kyst- og naturturisme (Erhvervs-og

Vækstministeriet 2015).

Desuden fastsætter planloven retningslinjerne for kommuneplanlægningen, som regule-

rer arealanvendelsen i kommunerne. Planloven fastsætter de temaer, som kommunepla-

nen skal dække. Klimatilpasning er ikke en del af disse temaer. Kravet om, at kommu-

nerne skal lave klimatilpasningsplaner som en del af kommuneplanen, er altså udeluk-

kende fastsat i økonomiaftalen mellem staten og KL fra 2012 og ikke lovfæstet i plan-

loven. Der er dog et krav i planloven om, at der skal laves retningslinjer for ”friholdelse

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

af arealer for ny bebyggelse eller etablering af foranstaltninger til sikring mod over-

svømmelse, når arealet er i væsentlig risiko for oversvømmelse” (Kap 4, § 11a, 18). Det

nødvendiggør selvfølgelig en kortlægning af risikoområder. Kommunalbestyrelsen kan

desuden udpege naturområder, som bidrager til klimatilpasning, til Grønt Danmarkskort

og dermed synliggøre klimatilpasningsfunktionen i arealanvendelsen (Erhvervs-og

Vækstministeriet 2015).

I forbindelse med revisionen af planloven i 2012 fik kommunerne lov til at bruge klima-

tilpasning som en planlægningsmæssig begrundelse for fx at stille krav om grønne tage

mv., hvor det tidligere kun var muligt at regulere på den måde med henvisning til æste-

tiske hensyn. Særligt lokalplanlægningen giver kommunen mulighed for at regulere

området i forhold til grundejere, ikke mindst da det er de eneste planer, som er bindende

for grundejerne i det område, som lokalplanen regulerer. Lokalplaner kan dog kun regu-

lere fremtidig anvendelse af arealer, ikke eksisterende (Erhvervs-og Vækstministeriet

2015). I byudviklingssituationer vil der dog ofte være en forhandling med private byud-

viklere om omfanget af eventuelle krav.

Vandsektolovgivning og klimatilpasning

Af relevans for klimatilpasning indbefatter vandsektorlovgivningen selve vandsektorlo-

ven om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, betalingsloven, bekendtgø-

relsen om medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og over-

fladevand og bekendtgørelsen om tilknyttede aktiviteter, der begrænser forsyningssel-

skabernes muligheder for at deltage i anden virksomhed end det, de er sat i verden for.

Ernst & Young har samlet hele vandsektorlovgivningen inklusiv vejledninger i et digert

værk på 408 sider (Ernst & Young 2014), som den særligt interesserede kan orientere

sig i.

Forsyningsselskabet er som udgangspunkt forpligtet til at aflede både spildevand og

regn- og overfladevand fra ejendomme, der er beliggende i et offentligt kloakopland,

uanset om vandmængderne øges. Dog kun til det vedtagne serviceniveau, som efter

gældende praksis betyder, at man kun skal sikre, at der ikke sker opstuvning til terræn

hyppigere end hvert tiende år i fælleskloakerede områder og hyppigere end hvert femte

år i separatkloakerede områder (IDA Spildevandskomiteen 2005). Selskabet er derfor

også forpligtet til at sørge for, at kloaksystemet er dimensioneret til de vandmængder,

der svarer til serviceniveauet, og er ordentligt vedligeholdt. Ifølge administrativ praksis

er selskaberne dog kun forpligtet til at aflede spildevand fra stueplan, hvorved proble-

mer fra kælderafløb er grundejerens eget ansvar, medmindre der på den givne lokalitet

er historisk præcedens for noget andet (Hannibal et al. 2011).

Vandsektorloven har til formål at ”medvirke til at sikre en vand- og spildevandsforsy-

ning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikker-

hed og naturen og drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne”

(Kap. 1, § 1). For at sikre effektiviteten, er der nedsat et forsyningssekretariat, der

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

benchmarker selskaberne og fastsætter prisloft på selskabets ydelser. Et forsyningssel-

skab må kun deltage i anden virksomhed, der har nær tilknytning til forsyningsvirksom-

heden (Miljøministeriet 2009).

Loven om betalingsregler for spildevand (Miljøministeriet 2010a) gør det muligt at re-

ducere tilslutningsbidraget til 60 % af standardsatsen, hvis tag- og regnvand afkobles fra

kloaknettet. Det betinges dog af, at der etableres ”alternativ bortskaffelse” (§ 4a stk. 2).

Kommunen kan dog kun give tilladelse til afkobling af tag- og regnvand, hvis nedsiv-

ning på grundejerens egen grund ikke risikerer at medføre forurening af grundvand, fx

hvis jorden er forurenet. Jordbundsforholdene skal endvidere være af en karakter, hvor

nedsivning er mulig (Thomsen 2012). Afkobling kan dog også være en mulighed, hvis

der kan etableres alternative overfladeløsninger uden nedsivning. Her skal man dog væ-

re opmærksom på, hvordan løsninger kan påvirke naboer. Det er dog uklart, om der

foreligger et erstatningsansvar, hvis en nabo påføres oversvømmelser pga. en lokal

håndtering eller mangel på håndtering af regnvand (Hannibal et al. 2011).

Medfinansieringsbekendtgørelsen giver forsyningsselskaber mulighed for at medfinan-

siere udgifter til at aflede tag- og overfladevand i forbindelse med projekter i rekreative

områder, ved veje og vandløb, men kun udgifter som alene vedrører vandafledningen.

Det gælder både omkostninger til anlæg, drift og vedligeholdelse samt retablering. Fra

januar 2016 kan forsyningsselskabets andel maksimalt udgøre 75 % af investeringsom-

kostningerne, hvor det indtil da har været 100 %. Forsyningsselskabet kan dog fortsat

betale 100 % af driftsomkostningerne. Forsyningsselskaber kan kun medfinansiere pro-

jekter, hvis de ligger inden for et udpeget risikoområde eller afhjælper kapacitetspro-

blemer inden for et udpeget risikoområde. Projektejeren vil i medfinansieringsprojekter

være en anden part end forsyningsselskabet.

Projekter skal godkendes af forsyningssekretariatet, som på baggrund af en ansøgning

kan give tilladelse til, at spildevandstaksterne hæves, så projektet kan finasieres. I an-

søgningen skal der medsendes en aftale mellem projektejer og forsyningsselskab. Afta-

len skal ifølge § 8 indeholde oplysninger om:

Projektets formål, tiltag, forventede levetid og serviceniveau.

Projektejers udførelse, drift og vedligeholdelse af projektet.

De forventede omkostninger opdelt på investerings-, drifts- og vedligeholdelses-

omkostninger.

Hvilke omkostningsposter der betales af forsyningsselskabet, og hvilke omkost-

ningsposter der betales af projektejer, herunder hvem der bærer risikoen for for-

skellige typer fordyrelser.

Forsyningsselskabets betaling til projektejer.

Projektejers og forsyningsselskabets opsigelsesvarsel.

Hvad der skal ske ved ophør af projektet, herunder tilbagebetaling.

Øvrige oplysninger til brug for opnåelse af tillæg til prisloftet.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Desuden skal der medsendes e

kort

beskrivelse og et økonomisk over-

slag for den billigst mulige traditio-

nelle løsning med samme serviceni-

veau som det projekt, der søges om.

Overslaget skal være fordelt på om-

kostninger til investeringer, drift og

vedligeholdelse. Desuden skal pro-

jektet holde sig inden for reglerne

om tilknyttede aktiviteter

(Miljøministeriet 2014). Der er én

årlig frist for ansøgninger om en

hævelse af takterne, som er den 15.

april, i 2016 dog den 15. maj

(Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen 2016).

Tilknyttede aktiviteter er aktiviteter,

Figur 2. Hvis et anlæg som dette skal finansieres via medfinan-

sieringsbekendtgørelsen, skal man bl.a. kunne angive, hvor

der har ”en naturlig og snæver

stor en del af det, som er vandteknisk, og hvor meget der er

sammenhæng” med hovedaktivite-

rekreativt. Foto: Dorthe Hedensted Lund

ten (§ 2 stk. 2). Omsætningen på de

tilknyttede aktiviteter må ikke overstige 2 mio. kr. (2010-niveau, som pristalsreguleres).

I så fald skal der oprettes et særskilt selskab, der varetager aktiviteten. Bekendtgørelsen

angiver, hvad der medregnes i tilknyttede aktiviteter, og hvad der kan undtages. I for-

hold til klimatilpasning betyder det, at fx driftsomkostninger til kommunale eller private

klimatilpasningsanlæg kan være en tilknyttet aktivitet. Det kan også være bidrag til pro-

jekterede rådgivere, så alle lokale hensyn medtages i projekterne (Miljøministeriet

2010b). Omsætningsloftet kan derfor potentielt reducere omfanget af medfinansierings-

projekter i praksis.

Kystbeskyttelsesloven, Natura 2000 og klimatilpasning

En del af klimatilpasningen handler om at beskytte værdier mod oversvømmelse fra

havet, hvor man tager hensyn til stigende havspejl og hyppigere storme. Formålet med

kystbeskyttelsesloven er at beskytte mennesker og ejendom mod oversvømmelser og

nedbrydning fra havet (Kap. 1, § 1), hvilket umiddelbart er i tråd med hensynet til kli-

matilpasning. Kystbeskyttelsesloven administreres af Kystdirektoratet. Det er ifølge

loven kommunalbestyrelsen, der afgør, om der skal laves anlæg til kystbeskyttelse efter

ansøgning fra fx grundejere. Kommunalbestyrelsen skal dog indhente en udtalelse fra

Kystdirektoratet om foreslåede anlæg. I den forbindelse skal der tages hensyn til, hvor-

dan et eventuelt anlæg påvirker den frie kystdynamik, mulighederne for rekreativ færd-

sel med mere. Desuden skal der indhentes udtalelser fra berørte grundejere, som kan

blive pålagt en betalingspligt. Grundejere skal derefter indkaldes til møde. Når man er

nået så langt, at der foreligger et forslag til kystbeskyttelsen, skal Miljø- og Fødevare-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

ministeren via Kystdirektoratet give tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltningen. Be-

rørte grundejere samt Naturfredningsforeningen, Friluftsrådet, Grundejernes Landsor-

ganisation og Fritidshusejernes Landsforening kan klage til Natur- og Miljøklagenævnet

over retlige forhold i afgørelsen, (Miljø- og Fødevareministeriet 2016b). Grundejere kan

i henhold til vejledningen til loven også selv søge Kystdirektoratet om tilladelse til

kystbeskyttelse (Kystdirektoratet 2009). Der er altså flere offentlige instanser, som skal

koordinere, og det kan være tidskrævende.

Mange kystområder er desuden udpeget som Natura 2000-områder i henhold til EU’s

habitatdirektiv. Her må der ikke foretages noget, der kan påvirke områdets bevaringssta-

tus negativt, medmindre der foreligger bydende nødvendige samfundsinteresser, som

ikke kan varetages på andre måder (Miljø- og Fødevareministeriet 2015d). Natura 2000-

områder indgår i en lang række af love og bekendtgørelser, som administreres af Natur-

styrelsen. For hvert Natura 2000-område bliver der lavet en statslig Natura 2000-plan,

som sætter rammerne for områdernes administration. De statslige planer skal udmøntes

i en kommunal handleplan. Den kommunale handleplan beskriver, hvilke forvaltnings-

tiltag der skal foretages, og hvordan de prioriteres på baggrund af en behovsopgørelse

og en plan for interessentinddragelse (Miljø- og Fødevareministeriet 2015c). Igen er der

tale om flere offentlige instanser, der skal koordinere.

Så når man gerne vil lave kystbeskyttelse som en del af den kommunale klimatilpasning

i Natura 2000-områder, skal både kommunen, grundejerne, Kystdirektoratet og Natur-

styrelsen ind over. Selvom Kystdirektoratet og Naturstyrelsen hører under samme mini-

sterium, betyder det ikke, at de er enige om, hvilke hensyn der vejer tungest: de interna-

tionale naturbeskyttelsesinteresser (og de EU-retlige klagemuligheder, der ligger i det)

eller kystbeskyttelsen og de øvrige hensyn, der skal varetages i henhold til kystbeskyt-

telsesloven.

Vandløb og klimatilpasning

Klimatilpasning handler i høj grad også om at regulere vandføringskapaciteten i vand-

løb, og eventuelt tilbageholde vand i det åbne land under skybrud. Vandløb reguleres

bl.a. i henhold til bekendtgørelsen af lov om vandløb. Formålet med bekendtgørelsen er

at sikre,

”

at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spilde-

vand og drænvand.” (Miljø- og Fødevareministeriet 2015c, § 1), hvilket er udmærket i

tråd med klimatilpasningshensyn generelt set. Alle grundejere har som udgangspunkt ret

til at dræne deres jord og lede vandet til vandløb, for så vidt at det kan foregå uden

pumper. Kommunerne skal lave regulativer for offentlige vandløb, som definerer vedli-

geholdelse og vandføringsevne, og også forestå vedligeholdelsen. For private vandløb

er det bredejerne, der skal stå for vedligeholdelsen, men stadig kommunen, som fastsæt-

ter kravene til vedligeholdelsen (Miljø- og Fødevareministeriet 2015a). Men vandløb

reguleres også af de statslige vandplaner, som skal udmøntes i kommunale handlepla-

ner. Her er fokus ikke vandføringsevne, men at sikre en god økologisk tilstand. Der må

ikke ske forringelse af tilstanden, og forureningsniveauet må ikke øges. (Miljø- og

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Fødevareministeriet 2015c; Miljøministeriet 2013). I den forbindelse kan øget nedbør

være et problem både i forhold til øget udvaskning af næringssalte og hyppigere overløb

fra spildevandsanlæg. En øget vandstrømning (hydraulisk belastning) kan også forringe

den økologiske tilstand i sig selv. De to lovgivninger kan derfor være svære at leve op

til samtidig, medmindre der laves tiltag, som mindsker presset på vandløbenes vandfø-

ringskapacitet. Sådanne tiltag kan for eksempel være en del af de risikostyringsplaner

for oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer, som kommunerne også skal lave, og

som forholder sig til forebyggelse, beredskab og sikring af værdier mod oversvømmel-

ser. En del af dette kan være at sikre muligheder for kontrolleret overløb til vådområder

med mere (Miljø- og Fødevareministeriet 2015b). Der er altså gode muligheder for at

udføre klimatilpasningstiltag inden for de forskellige love og regler, men der er

mange

love og regler, man skal forholde sig til, og som kræver, at forskellige planer bliver ko-

ordineret.

Figur 3. Her ses et vandløb i Ringkøbing-Skjern Kommune under skybrud. Foto: Ivan Thesbjerg

Ovenstående uddrag af lovgivning, der påvirker kommunernes mulighed for klimatil-

pasning, giver et meget godt billede af, hvor kompleks en opgave alene den institutio-

nelle del af klimatilpasning er, og hvor mange aktører og myndigheder man skal have

ind over, før man kan anlægge noget. Dertil kommer usikkerhed med hensyn til at loka-

lisere og kvantificere de konkrete, lokale klimaeffekter. Og ambitionen om at bruge

innovative løsninger, som giver merværdi, som alle 10 kommuner giver udtryk for i

deres klimatilpasningsplaner (Lund 2013). Sådanne løsninger er i sagens natur ikke no-

get, man har erfaringer med, og hvor der alene af den grund opstår en lang række usik-

kerhedsfaktorer.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Hvad forventer kommunerne af klimaeffekter, og hvad vil de gø-

re?

Aarhus Universitet undersøgte også, hvilke klimaeffekter kommunerne har oplevet, og

hvilke de forventer i spørgeskemaundersøgelsen fra 2012-13. Af de 60 deltagende

kommuner havde 84 % oplevet ekstremregnshændelser, 34 % kraftigt snefald, 33 %

hyppigere og kraftigere storme, 23 % ændrede grundvandsforhold og 18 % problemer

med stigende havvandstand. De dominerende negative effekter, kommunerne forventer,

er oversvømmelser på grund af regn, stigende grundvand og fra havet, stigende kystero-

sion samt stormskader. Kommunerne har altså gode grunde til at foretage forebyggende

tiltag. 33 kommuner havde allerede i 2012-2013 igangsat investeringer i spildevandssy-

stemer eller anden grå infrastruktur, og 29 kommuner havde igangsat investeringer i

grøn infrastruktur (Jensen, Nielsen, and Nielsen 2016).

Klimatilpasningsplanerne i de 10 kommuner i undersøgelsen

Studiet af de 10 klimatilpasningsplaner i 2013 viste, at alle kommunerne havde lavet et

omfattende kortlægning- og planlægningsarbejde for at indarbejde klimatilpasning i

kommunens planlægning. Generelt var det meget enslydende, hvad de forskellige

kommuner foreslog af handlinger. Samtlige 10 kommuner i undersøgelsen forholdt sig

stort set kun til vand og til at minimere risikoen for oversvømmelser fra kloaker, fra

vandløb, fra overfladeafstrømninger og som følge af ændrede grundvandsforhold.

Kommuner med en kyststrækning forholdt sig også til, hvordan man kan undgå over-

svømmelser fra hav og fjord.

Alle kommuner havde indarbejdet klimatilpasning i rammerne for lokalplanlæg-

ning og specificeret, at man enten helt skal undgå at bebygge områder, som er

truet af oversvømmelser, eller i givet fald skal sikre bygningerne gennem kote-

fastsættelse eller ved at lave lokale tiltag, der kan klimasikre dem.

Alle kommuner ville separere spildevand fra regnvand i kloaksystemerne og

som udgangspunkt håndtere regnvand lokalt gennem nedsivning eller vha. op-

samlings- eller forsinkelsesbassiner i de områder, hvor man på grund af jord-

bundsforhold, forureningsforhold eller grundvandsforhold ikke kan nedsive.

Alle kommuner ville bruge overfladehåndtering af regnvand til at øge de rekrea-

tive værdier i byområderne og bruge vandet som en ressource til at skabe bedre

byer.

Alle kommuner lagde også op til, at der i udpegede områder skulle foretages

yderligere analyser, før man kunne gå i gang med konkrete anlægsprojekter.

Alle kommuner forventede, at forsyningsselskaberne i kommunen ville skulle

bære størstedelen af omkostningerne til anlægsaktiviteter.

Alle kommuner lagde vægt på, at ansvaret for klimatilpasning er delt, og at også

grundejere har et individuelt ansvar for at sikre deres egen ejendom.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Hvor meget af ovenstående, der er udført i de mellemliggende to år, hvilke gode erfa-

ringer man har høstet i arbejdet, og hvilke udfordringer man er stødt på, bliver behand-

let i den resterende del af denne rapport.

Udfordringer og gode oplevelser

Der er stor forskel på, hvor langt de 10 kommuner er kommet i deres implementerings-

indsats. Hvor nogen har afsluttet de første store anlæg, er andre kun så småt ved at gå i

gang med konkrete projekter, mens andre igen stadig er ved at tilvejebringe det nødven-

dige videns- og beslutningsgrundlag. Nogle er blevet presset af konkrete oversvømmel-

seshændelser eller -trusler, der skulle findes en akut løsning på, mens andre har haft

mere ro til at analysere både forudsætninger og handlemuligheder. Til gengæld har de

kommuner måske ikke helt den samme politiske og ledelsesmæssige opbakning, som

har udmøntet sig i ressourcer til opgaven. Uanset, hvilket stadie kommunerne er på, har

alle oplevet konkrete udfordringer, men også gode oplevelser eller spændende potentia-

ler i arbejdet med at implementere klimatilpasningsplanerne.

Hvad arbejdes der med?

Som klimatilpasningsplanerne lægger op til, er genstanden for indsatsen vand. Regn-

vand, havvand, grundvand og vand, der løber over åernes bredder. Klimatilpasning er

indtil videre lig med vandforvaltning. Ganske vist en vandforvaltning, der har til hensigt

at skabe merværdi i form af rekreationsmuligheder og natur, og derfor bliver endog me-

get tværsektoriel.

Grundlaget skal være i orden

Der er mange skridt på vejen, før kommunerne er fuldt ud klimatilpassede. Først skal

man vide, hvilke trusler klimaforandringerne skaber, og hvor præcist der skal gøres no-

get. Det kræver, at man kan lave nogle valide hydrauliske modeller, både for det rørlag-

te vand, og det der skal strømme på overfladen. Det er nødvendigt, for at man kan danne

sig et retvisende billede af både den nuværende situation og forskellige scenarier om

fremtidens hændelser, herunder hyppigere skybrud, stigende grundvand og stigende

havvandsspejl. Nogle steder er det mere kompliceret end andre steder, hvilket både

handler om de fysiske forudsætninger og kendskabet til, hvad der ligger under jorden.

For forsyningsselskaberne er en af de store opgaver ved klimatilpasning at sikre sig, at

man kender det rørlagte system i en grad, så man kan lave nogle troværdige modellerin-

ger af fremtidens regnscenarier. Man skal være sikker på at investere både de rigtige

steder og i den rigtige rækkefølge. Eftersom der er tale om million- og i nogle tilfælde

milliardinvesteringer, er det en særdeles vigtig del af arbejdet med klimatilpasning. Bå-

de Frederiksberg, Næstved, Roskilde og Ringkøbing-Skjerns forsyninger har brugt og

bruger meget tid og mange ressourcer på dette de seneste år.

Næstved Kommune havde lavet en klimatilpasningsplan, før det blev et nationalt krav,

men kortlægningen dengang levede ikke helt op til de senere normer for, hvordan den

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

slags skulle gøres. Og modelleringen viste også vand steder, hvor der aldrig var blevet

observeret vand. Derfor igangsatte forsyningsselskabet NK-Forsyning et kalibrerings-

projekt, hvor der de seneste år er blevet målt nedbør og flow i de rørlagte systemer. Det

er vigtigt, at målingerne foretages over tilstrækkelig lang tid, så man får konkrete tal på

forskellige regnmængder. Måleperioden blev afsluttet med udgangen af 2015, og nu er

man i gang med at analysere på resultaterne, så man kan lave et nyt og retvisende over-

svømmelseskort. Også i Roskilde Kommune manglede forsyningen Fors A/S at få lavet

hydrauliske modeller for nogle af de mindre byer i kommunen. Det handler i høj grad

om at få opdateret datagrundlaget. Kloakker har en lang levetid, så det er ikke altid, man

som forsyning har tilstrækkelig præcis viden om alle dele af systemet. Fx manglede

Fors A/S information om, hvor dybt rørene lå i Viby, hvilket er væsentligt, når man skal

modellere, hvordan og hvor hurtigt vandet løber. En medarbejder forklarer:

”Størstedelen af arbejdet med en hydraulisk model går med at opdatere

datagrundlaget og kvalitetssikre. Man skal være sikker på, at ens data-

grundlag er godt nok. At lave en stor model og kalibrere, hvis ikke rørdi-

mensionerne er rigtige, får man ikke så meget ud af. Det er også vigtigt at

få nogle lange nok måleperioder med nogle ordentlige regnhændelser, så

man kan se, om modellen kan bruges til noget. Vi lægger rigtig meget

vægt på at lave nogle valide modeller. Ellers kan det være ligegyldigt.”

I Ringkøbing-Skjern opstod behovet for at opdatere viden om kloaksystemet, ved at der

under et skybrud opstod problemer med spildevand på terræn under oversvømmelsen af

Skjern by, selvom byen er separatkloakeret. Der var derfor et behov for at få opklaret,

hvor præcist problemet opstod i systemet, og man fik identificeret nogle gamle over-

løbsbygværker, som kilden til sammenløbet mellem regnvandssystemet og spildevands-

systemet. Dernæst ligger der et analysearbejde i at finde ud af, hvordan man bedst og

mest effektivt løser problemet.

Også i Frederiksberg og Gladsaxe Kommuner har man oplevet overraskelser i det rør-

lagte system, da man begyndte at grave. I Gladsaxe viste det sig, at fjernvarmeledninger

på privat grund lå ganske anderledes, end man forventede, hvilket både forsinkede og

fordyrede processen. Og på Frederiksberg anser man uforudsete ting, som noget man

skal forvente, så snart man begynder at grave, og sørger for at have buffer i økonomien

til at kunne håndtere det. I hovedstadsområdet er HOFOR, Frederiksberg Forsyning og

DHI involveret i at lave en hydraulisk model for hovedstadsområdet, hvor resultatet

skulle foreligge januar 2016.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Figur 4. Under skybruddet i Skjern i september 2014 blev blandt andet det kommunale seniorcenter over-

svømmet. Da centeret ligger uhensigtsmæssigt, er det siden besluttet at rive det ned og lave et regnvandsbassin

i området. Foto: Ivan Thesbjerg

Men det er ikke kun det rørlagte vand, der kan mangle viden om. Det kan også være

vanskeligt at vide helt præcist, hvilke områder der er i fare, når skybruddene rammer,

særligt når landskabet er fladt. I Ringkøbing-Skjern Kommune bliver det faktisk anset

som den største udfordring for arbejdet. Den kommunale medarbejder fortæller:

”Vi havde en ekstrem regn i september 2014. Regnen faldt over en fjerde-

del af kommunen og kom på langs i en ådal, som ender i Skjern by. De

skader, der skete, både i byen og fire vejbroer, som styrter sammen – vi

har ikke én af de broer med i vores handleplan som nogle, der var i fare!

Alle os kloge hoveder fra mange fagområder, der lavede vores første kli-

mahandleplane, havde slet ikke forudset, at noget sådant kunne ske. Det er

et meget godt billede på, hvad det er, vi arbejder med.”

I de øvrige kommuner i undersøgelsen, hvor topografien er mere markant, oplever man

dog ikke den udfordring i samme grad. Her er det mere tydeligt, hvor overfladevandet

ender, også under skybrud – i hvert fald indtil noget andet er bevist. Men det, de fleste

både fra kommuner og forsyninger påpeger som et usikkerhedsmoment, er grundvandet.

Hvad sker der hvis grundvandet stiger markant? Det vil umuliggøre nedsivningsløsnin-

ger mange steder og betyde, at man skal bruge meget mere plads på overfladen. Mange

lavtliggende grunde vil desuden blive nødt til at dræne og pumpe sig ud af, at de ligger

uhensigtsmæssigt placeret. En kommunal medarbejder mener, det kunne være godt at

revidere vejledningen til klimatilpasningsplanlægning, så grundvandet i højere grad

fremgår som en væsentlig parameter.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Der er dog andet og mere i at sikre, at grundlaget er i orden, end valide hydrauliske mo-

deller, kendskab til underjordiske forhold og sikre risikokort. Mange projekter er af-

hængige af et godt samarbejde mellem forskellige aktører og på tværs af kommune-

grænser. Særligt tydeligt er det i Frederiksberg, som er helt afhængig af Københavns

Kommune og HOFOR for at kunne lede regnvand ud af kommunen. Derfor har kom-

munen indgået både en firpartsaftale mellem Frederiksberg Kommune, Københavns

Kommune, HOFOR, og Frederiksberg Forsyning, en syvpartsaftale, der har de samme

partnere, men også inkluderer Gladsaxe Kommune, Gentofte Kommune og deres fælles

forsyningsselskab Nordvand. Desuden er der indgået en samarbejdsaftale med alle

kommunerne omkring Harrestrup Å. Det har taget tid og været en vanskelig opgave at

definere indholdet i de samarbejdsaftaler, herunder fælles projekter og hvordan samar-

bejdet skal organiseres. Dvs. hvem har mandat til hvad? Hvor meget skal vedtages i de

enkelte kommuner, og hvor meget kan besluttes i en fælles projektgruppe m.m. De en-

delige aftaler er dog nu vedtaget og er det formelle grundlag for det helt nødvendige

tværkommunale samarbejde. Desuden har alle kommuner og forsyningsselskaber, som

benytter sig af medfinansieringsbekendtgørelsen, indgået formelle aftaler om de konkre-

te projekter. Også det kan være en vanskelig og tidskrævende øvelse at få til at falde på

plads. Mere om det i det senere afsnit om samarbejde s. 39.

Klimatilpasning i den daglige drift

Selv om det forberedende arbejde med at sikre sig et godt grundlag for konkrete an-

lægsprojekter er tidskrævende, er alle kommuner dog kommet længere end ’blot’ dette.

For forsyningerne indgår klimatilpasning i den daglige drift og vedligeholdelse af klo-

aksystemet, hvor man i henhold til gældende praksis indarbejder hensyn til fremtidens

øgede kapacitetsbehov.

Kommunerne arbejder også med at få klimatilpasning ind som en integreret del i den

daglige drift og i hverdagens procedurer. Det handler i høj grad om at sikre, at anlægs-

projekter får tænkt klimatilpasning ind fra starten og dermed om vidensdeling og koor-

dinering mellem kommunernes forskellige forvaltninger. Her arbejder de klimatilpas-

ningsansvarlige særligt med at sikre koordinering med afdelingerne, der har med kom-

munale ejendomme og veje at gøre. Desuden arbejder man på at tænke det ind i bygge-

sagsbehandlinger og i lokalplaner. Opgaven består i at finde en god form og gode pro-

cedurer for hele tiden at holde hinanden orienteret på tværs af afdelinger.

Flere kommuner har forsøgt med en model, hvor klimatilpasning var et fast punkt i de

politiske udvalg, men er gået væk fra det igen, fordi det for ofte ikke var relevant. Stort

set alle kommuner har etableret en tværfaglig arbejdsgruppe inden for de tekniske for-

valtninger for at sikre denne koordinering, men der er forskel på, hvor ofte man mødes.

De fleste steder hedder det sig, at man ”mødes, når det er relevant”. I flere kommuner

peger medarbejderne på, at det, der kan gøre den kommunale integrering vanskelig, er

manglende ressourcer. Fordi klimatilpasning ikke har et fast ophæng i planloven, er det

ikke et tema, man per automatik forholder sig til, så der skal sikres en stadig opmærk-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

somhed på andre måder. Og medarbejderne fra andre områder har i forvejen mange ting

at forholde sig til.

Figur 5. Forsyningerne forholder sig til de forventede klimaændringer i deres almindelige vedligeholdsarbejde

på ledningsnettet. Her er medarbejdere fra Frederiksberg Forsyning i gang med vedligeholdelsesarbejde.

Foto: Frederiksberg Forsyning

Men noget, der styrker opmærksomheden på tværs af organisationen, er politisk fokus

og ejerskab. Fx i Gladsaxe, hvor klimatiltag er en del af kommunens planstrategi, siger

en medarbejder:

”Der er mange politikere, der mener, det er et vigtigt emne. Klimabevidste

valg er derfor et af 8 temaer i den overordnede kommunestrategi. Kom-

munestrategien er et helt centralt element for os som kommune. At vi har

fået lov til at få en plads i den, gør også, at medarbejderne er klar over, at

man ikke bare kan ignorere det. Så skal man virkelig være tonedøv.”

Tilsvarende lyder det fra andre kommuner, hvor der opleves stor politisk og ledelses-

mæssig opmærksomhed.

I kommuner, hvor der er store anlægsprojekter i gang, er der også en forvaltningsopgave

i at sikre, at myndighedsbehandlingen ikke vanskeliggør processerne med at afprøve

nye vandhåndteringsløsninger til klimatilpasning. Tværtimod skal sagsbehandlerne væ-

re med til at udvikle nye løsninger. Ofte er det planlægningsmedarbejdere, der har den

nærmeste kontakt til de konkrete projekter, mens sagsbehandlere fra fx miljømyndighe-

den eller byggesagsbehandlere ikke er så nært tilknyttet. Dermed er de ikke nødvendig-

vis klar over, at en sag indgår et samarbejdsprojekt, hvor kommunen selv er en part.

Både i Gladsaxe og Middelfart Kommune, hvor der er store samarbejdsprojekter i gang,

der involverer borgere, har den form for intern koordinering i forvaltningen været et

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

emne, man har lært, skal have opmærksomhed. Men så kan det blive en givende og

spændende proces. En kommunal medarbejder siger:

”Den bedste erfaring fra vores klimatilpasningsprojekt er at blive udfor-

dret på det, vi plejer at gøre. Fx har der været nogle husejere, der skulle

have afkoblet tagvandet, og så skulle det løbe ned i en rende og en nærlig-

gende skov. Der startede man med at tænkte, at det slet ikke kunne lade sig

gøre pga. kobberforurening fra tagene. Men så begyndte man at finde nye

renseløsninger, som var mulige inden for lovgivningen, hvor man normalt

bare ville have sagt nej.”

Der ligger altså flere elementer i at få klimatilpasning integreret i den daglige drift og i

de daglige procedurer på tværs af den kommunale organisation, så klimatilpasning bli-

ver tænkt ind i både sagsbehandling og kommunale vej- og anlægsprojekter fra starten.

’Hverdagsprojekter’, pilotprojekter og fyrtårnsprojekter

Konkrete anlægsprojekter fylder også meget i kommunernes implementering af klima-

tilpasning. Alle kommuner har adskillige projekter på tegnebrættet. Nogle er i fuld gang

med gravemaskinerne, men kun de større byer har færdiggjort og taget enkelte af deres

projekter i brug. Forsyningerne deltager i de kommunale projekter, men har som nævnt

også klimatilpasning som en del af de daglige opgaver, hvor der jævnligt gennemføres

anlægsprojekter. Fx laves der af og til regnvandsbassiner af forskellig art, når man fx

vælger at strømpefore en ledning eller i forbindelse med separatkloakering. Separatklo-

akering er på dagsordenen i alle forsyningsselskaberne i denne undersøgelse, både af

hensyn til klimatilpasning, men også, og måske især, for at nedbringe det volumen, der

skal forbi rensningsanlæggene.

Flere kommuner har valgt at starte med forskellige former for pilotprojekter både i stør-

re og mindre skala, bl.a. med hjælp fra Realdania i Vandplus-projekter (”Byens Vand”

på Frederiksberg og ”Vand på Sidelinjen” i Gladsaxe) og i byudviklings- og byomdan-

nelsesprojekter (”Ringkøbing K” i Ringkøbing-Skjern og ”KlimaByen” i Middelfart)

men også på egen hånd (Lystrup, Aarhus). Nogle af disse projekter dækker så stort et

område, at de har karakter af at være deciderede fyrtårnsprojekter. Andre kommuner er

gået i gang med udgangspunkt i de prioriterede områder i planen og har sammenholdt

dem med kommunens andre aktiviteter og set på, hvor det giver bedst mening at starte i

forhold til synergieffekter eller vandafledningsmuligheder (Kolding, Aalborg). Andres

steder har oversvømmelser eller en stor oversvømmelsesrisiko gjort det (politisk) nød-

vendigt at starte (Jyllinge Nordmark, Roskilde; Sikring mod Limfjordsoversvømmelser,

Morsø og Kystbeskyttelse på Enø, Næstved).

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Figur 6. Gravemaskinerne er i færd med at færdiggøre infrastrukturen til regnvandshåndtering i byudvik-

lingsprojektet Ringkøbing K. Projektet indeholder regnvandssøer og vandløb, og terrænet bliver hævet, hvor

der skal bygges huse. Området forventes at få stor naturværdi og stor rekreativ værdi for Ringkøbings borge-

re. Se mere om projektet på

www.ringkoebingk.dk.

Foto: Povl Toft

Der er altså stor forskel på karakteren af de projekter, som sættes i gang. Men både for

kommuner og forsyninger er der og har der været læring i de første anlægsprojekter,

fordi de indeholder mange nye elementer, involverer ny lovgivning og nye samarbejds-

former. Det nye både for forsyningsselskaberne og for kommunerne er, at projekterne

skal være multifunktionelle.

I rigtig mange projekter vil det sige, at de ud over vandafledning og/eller kystbeskyttel-

se også skal skabe forbedrede muligheder for rekreation og fritidsliv, for naturen

og/eller for leg og læring. Det betyder, at man i langt højere grad end tidligere involve-

rer flere fagligheder, flere eksterne samarbejdspartnere og flere borgere, end man typisk

har gjort i regnvands- og kystbeskyttelsesprojekter hidtil. Desuden udvikler man og af-

prøver nye regnvandselementer, hvor man ikke har nogen erfaringer med hverken drift

eller anlæg. Det gælder især for de elementer, som også skal skabe rammerne for leg og

læring. Se figur 7.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Figur 7. Øverst til venstre: Et eksempel fra Frederiksberg, hvor en grøft også kan bruges til både leg, bevægel-

se og ny natur. Foto: Carsten Ingemann. Øverst til højre: Nok et af landets mest berømte multifunktionelle

regnvandsbassiner i Rabalderparken, Roskilde. Foto stillet til rådighed af Lone Plovstrup. Nederst: Kombine-

ret regnvandshåndtering og leg ved Gladsaxe Stadion, hvor fx et regnvandsbassin i tørre perioder også kan

bruges som hoppepude. Foto: Carsten Ingemann

Andre steder arbejder man med at opholde vandet i det åbne land (Aalborg, Aarhus,

Ringkøbing-Skjern), før vandløbene stuver op inde i de bebyggede områder. Her ligger

det nye i de aftaler om erstatning, der skal indgås med landmændene.

Teknisk læring

Særlig på driftsområdet er de nye anlæg udfordrende. I planlægningsfasen, når man skal

angive driftsomkostninger til ansøgninger til Forsyningssekretariatet, er det et problem

for forsyningerne, at de mangler erfaring med den type anlæg. Derfor er det svært at

angive præcise estimater på omkostningerne. Desuden er det i medfinansieringsprojek-

ter kommunen eller en privat bygherre, der skal stå for driften, hvor forsyningsselskabet

betaler for den del, der vedrører det vandtekniske anlæg. Det medfører nogle vanskelige

diskussioner af, hvilken del af et anlæg der er vandteknisk, og hvilken del der er noget

andet. Desuden betyder det i nogle tilfælde også, at forsyningsselskabet skal kontrollere

eller føre tilsyn med kommunens drift, hvis kommunen er bygherre. I andre tilfælde

deler forsyningen og kommunen driften, så forsyningen selv varetager den spildevands-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

tekniske del. Begge modeller er en ny og uvant konstruktion. Desuden er der spørgsmå-

let om levetid. Hvor længe holder de multifunktionelle anlæg? Det er nye typer af an-

læg, så man har ikke nogen eller meget begrænsede erfaringer at trække på. Levetiden

er en særdeles vigtig faktor for økonomien i projekterne, da det bestemmer afskriv-

ningstiden. En forsyningsmedarbejder siger:

”Medfinansieringsprojekterne er der ingen, der har store erfaringer med,

så der rejser sig en række spørgsmål. Det første og vigtigste er: hvad er

levetiden på de her projekter? Det er vigtigt i forhold til vores afskriv-

ningsperiode. Og jo længere en periode, jo billigere er projekterne. Øko-

nomisk effektivitet afhænger meget af afskrivningsperioden. Noget andet

er driften. Det er en helt ny driftsorganisation, der skal opbygges.”

Når man går i gang med anlæggene, viser der sig også en række praktiske forhold, man

skal tage højde for. En af dem er glatførebekæmpelse. Mange af projekterne håndterer

regnvand på overfladen og leder vandet videre til vandløb, søer, fjorde eller vådområ-

Figur 8. Om vinteren kan der være særlige udfordringer med overfladehåndtering af regnvand. Her et isdækket

anlæg i Gladsaxe Kommune. Foto: Dorthe Hedensted Lund

der. Det betyder, at vintersaltning er et problem, da disse recipienter ikke tåler salt. Det

betyder, at man skal sikre, at for eksempel boligselskaber, som indgår i et fælles projekt,

bruger alternative glatførebekæmpelsesmetoder. Derfor er det vigtigt, at foreningernes

driftsmedarbejdere bliver instrueret i dette. Desuden er alternativerne ofte dyrere end

salt. Alternativt skal der findes metoder til at rense vandet for salt, inden det når reci-

pienterne. En anden model kan være, at man ikke leder vandet til recipienter i vinter-

halvåret. Det kræver, at det er muligt at koble regnvandsanlægget til et alternativt sy-

stem. Det betyder dog ikke, at man skal have kapacitet til skybrud i begge systemer, da

langt de fleste skybrud forekommer i sommerhalvåret. Et eksempel på den model, kan

ses i Gladsaxe, hvor der kun må ledes vand ud i Høje Gladsaxeparken fra marts til okto-

ber. Resten af året ledes det ned i en bassinledning.

I nogle projekter har man også måttet konstatere, at man ikke har tænkt på det hele i

projekteringsfasen. I løbet af anlægsfasen er der så dukket problemer op med fx adgang

til brandhaner, tilgængelighed for handicappede, museumsundersøgelser mv., og det har

været nødvendigt at rette projektet til undervejs. Også de førnævnte overraskelser i for-

hold til, hvilke ledninger der rent faktisk ligger hvor, betyder, at man skal justere på et

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

projekt undervejs. Også lavpraktiske hensyn til driften af arealer spiller ind. Det skal

være muligt at bruge de maskiner, man har, og det skal være muligt for en person at

løfte dæksler m.v. Det har betydning for udformningen af anlæggene og materialevalg i

enkeltelementer. Eksemplerne viser, at der er mange hensyn, man skal huske at tage

højde for i projekteringen, og at man alligevel skal forberede sig på at være fleksibel og

have en buffer i økonomi og tidsplan til uforudsete problemer i anlægsfasen.

Figur 9. Bassinet i Lystrup får vand via overfladeløsninger, som ikke alle er så tydelige i landskabet som her

på billedet, og hvor der ikke skal mange ændringer til, før funktionaliteten trues. Hvordan sikrer man den

langsigtede funktionalitet af overfladeanlæggene? Foto: Dorthe Hedensted Lund

Et vigtigt forhold, der relaterer sig til driften, er, hvordan man sikrer sig den langsigtede

funktionalitet af de multifunktionelle overfladeprojekter. Næsten alle informanterne

peger på, at det kan være en udfordring at fastholde viden om de enkelte elementer, sær-

ligt i de løsninger som sjældent kommer i brug, fx skybrudsveje, og som i hverdagen

ikke er særligt synlige. En forsyningsrepræsentant siger:

”Hvordan fremtidssikrer vi de anlæg, render og lavninger, som måske ik-

ke ser ud af så meget, men hvor koterne betyder rigtig meget? En ledning

kan vi tinglyse, og en ny ejer kan se i tingbogen, at den ligger der, men der

findes ikke noget i dag, der svarer til en tinglysning, som kan sikre fx veje-

nes vandtekniske funktion. At arbejde i overfladen er jo et helt nyt scena-

rie, hvor vi ikke har opbygget systemer, der holder styr på, at det faktisk er

en del af det hydrauliske system. En vej skal jo have nyt slidlag, som har

det med at blive et par cm højere end det forrige, og så er der nogen, der

synes, at trafikbump kunne være godt. Så kan det hele være ødelagt. Eller

nogle kantsten er sænket, og dem må du ikke forhøje igen. Der skal op-

bygges nogle registreringssystemer, der kan fastholde de informationer.”

En enkelt informant ser dog ikke sikringen af den langsigtede funktionalitet som en reel

udfordring, men blot en opgave i god ledelse for at få udviklet de rigtige procedurer og

systemer.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Flere taler også om vigtigheden af at fastholde politisk fokus gennem en måske lang

implementeringsperiode. Man skal være opmærksom på, i hvor høj grad især skybruds-

vejene låser byrummene for fremtidige anvendelser. Hvis det skal fastholdes i hele im-

plementeringsperioden, kræver det politisk opmærksomhed hele vejen. Også fordi sky-

brudsvejene er en del af et integreret system, hvor vandvejen skal hænge sammen. Hele

systemets funktion er afhængig af både gennemførelsen og et varigt vedligehold af alle

de enkelte dele i en samlet plan. En forsyningsrepræsentant siger:

”Det kræver politisk fokus de næste 20 år. Der er steder, hvor det er pres

på kloaksystemet, som først bliver løst, når vi har fået hele perlekæden af

projekter på. Det er vigtigt, at borgere og politikere forstår, i hvilken grad

vi kommer til at låse byrummet. Hvis vi laver en skybrudsvej, så er det ud-

tryk for et volumen. Hvis du stiller en container i forbindelse med et byg-

geri, så er der ikke det volumen længere. Så er der potentielt en flaskehals.

Vi skal vedligeholde et system, som er integreret i byrummet, men hvor

den hydrauliske funktion kun sjældent bliver brugt. Og hvis der er noget,

folk er dårlige til, så er det at fastholde fokus på noget, der ikke sker.”

Særligt i de store byer, som vokser, hvor det kan være svært at finde plads, og hvor der

er store interesser i byfortætning, kan det blive en udfordring. Særligt fordi der ikke er

nogen lovgivningsmæssig mulighed for at reservere de arealer, der fx indgår i Frede-

riksbergs Kommunes handleplan. Selv om klimatilpasningsplanen samlet set indeholder

et meget stort og dyrt anlægsprojekt, er der ikke muligt for kommunerne at lave en an-

lægslov, som man fx gør, når der er planlagt store statslige infrastrukturprojekter. Ud-

fordringen bliver ikke mindre af, at det politiske fokus skal holdes, også i de nabokom-

muner, Frederiksberg er afhængig af, for at kunne udlede vandet.

Juridiske og administrative benspænd

Der er flere lovgivningsmæssige forhold, som påvirker implementeringen af klimatil-

pasningsløsninger, og som informanterne oplever som problematiske af forskellige år-

sager. En del af udfordringerne skyldes, at området er nyt, og der på mange fronter ikke

er skabt enighed om, hvordan tingene skal forvaltes i praksis. En anden del skyldes, at

noget forvaltes på en unødigt bureaukratisk måde, som gør det vanskeligt at agere med

tilstrækkelig fleksibilitet. Men det største problem er, at man krydser eksisterende for-

valtningsmæssige og juridiske skel. Man skal forholde sig til lovgivning, som tjener vidt

forskellige formål og derfor kan være svære at forene, især fordi klimatilpasning som

selvstændigt emne er svagt forankret lovgivningsmæssigt.

Klimatilpasning står svagt i lovgivningen

Når der tales om svag forankring, så henviser enkelte kommunale respondenter til, at

klimatilpasningsplaner faktisk ikke er noget lovfæstet krav til kommunerne. Klimatil-

pasning indgår ikke som et emne i planloven, man skal forholde sig til som planlægger.

Det betyder, at emnet kun får fokus, når der er politisk og ledelsesmæssig opbakning til

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

det. Heldigvis siger alle kommunerepræsentanter, at emnet har stor politisk interesse, og

man forventer ingen steder at få problemer med at få bevilliget de nødvendige midler til

konkrete projekter. Men alt det forberedende arbejde er det i nogle kommuner svært at

finde ressourcer til.

Det kan også være svært at holde fokus på emnet i det daglige arbejde med fx sagsbe-

handling og lokalplanlægning. Den del ville være langt lettere, hvis klimatilpasning

indgik som et fast emne i fx lokalplankataloget, mener nogle af de kommunale repræ-

sentanter. En siger:

”Klimatilpasningsplanerne er jo stadig ikke lovfastlagt. Det var jo bare en

aftale mellem regeringen og KL, og nu er der en ny regering. Gælder den

aftale så stadig? Det vigtigste er at integrere klimatilpasningen som et

indlysende emne i planlægningen på lige for med andre emner som fx tra-

fikale udfordringer. Men det kan være svært, når det ikke er tydeligere i

lovgivningen. Jeg var skuffet over den planlovsændring, der kom. Det var

der ikke meget gods i. Der er fx ikke kommet noget i lokalplankataloget

[Planlovens §15] om bestemte punkter, man kan skrive ind mere konkret.”

Det er da også påfaldende, at et område, der har haft så stor politisk bevågenhed natio-

nalt, faktisk ikke er et lovfæstet krav som for eksempel en spildevandsplan, der er fast-

lagt i Miljøbeskyttelsesloven (Miljø- og Fødevareministeriet 2015e). Principielt er der

ikke nogen juridisk bindende grund til, at kommunerne skulle revidere deres klimatil-

pasningsplaner ved næste kommuneplanrevision. Det statslige krav, der er indbygget i

økonomiaftalen for 2013 mellem regeringen og KL, vedrører kun den ene plan

(Finansministeriet 2012).

Der er dog skabt brugbare instrumenter i planloven. Klimatilpasning er blevet fastsat

som et hensyn, der kan definere formålet med en lokalplan (klimalokalplaner) og giver

hjemmel til fx at stille krav om friholdelse af oversvømmelsestruede områder og om

lokal tilbageholdelse og anvendelse af regnvand (Erhvervs- og Vækstministeriet 2015).

En mulighed, som kommunerne også benytter sig af i arbejdet med klimatilpasning, og

som de anser som et godt instrument. Når der er tale om byudvikling, er en lovgiv-

ningsmæssig mulighed dog ikke ensbetydende med, at man kan stille krav i praksis. Det

afhænger af den forhandlingssituation, man har med private udviklere, om man kan få et

sådant krav accepteret. Når man fx bygger ungdomsboliger, er der en bestemt kvadrat-

meterpris, man skal bygge indenfor. Så kan det hurtigt være ting som grønne tage eller

facader, der ryger i forhandlingerne. Ifølge en af de kommunale repræsentanter, der

arbejder med lokalplanlægning, er der dog sket en udvikling, også blandt private udvik-

lere og bygherrer. Man er blevet mere interesseret i grønne løsninger og ser ikke nød-

vendigvis vand som noget, der bare hurtigst mulig skal væk. Men der er tale om en

modningsproces.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Kystbeskyttelse og Natura 2000 – hvad må man egentligt?

I Næstved og Roskilde Kommune er det kystbeskyttelsen, der har fyldt mest de seneste

år. I Roskilde er det særligt udfordrende, for det er ikke noget, man nogensinde har be-

skæftiget sig med, før stormen ”Bodil” skabte store oversvømmelser i december 2013.

Et af de værst ramte områder var Jyllinge Nordmark, hvor kystområdet også er udlagt

som Natura 2000-område. I Næstved er Enø truet af oversvømmelser, og der har været

flere mindre oversvømmelseshændelser, så her arbejder man også med at kystbeskytte.

Også her er der tale om et Natura 2000-område.

Natura 2000-områder er udpegninger i henhold til EU's habitatdirektiv og har til hensigt

at beskytte internationalt vigtige levesteder og arter. I Natura 2000-områder har man

forpligtet sig til at bevare levesteder og arter. Det betyder, at man for stort set al plan-

lægning og for alle projekter, som kan påvirke områderne, skal sikre sig at, der ikke

sker en negativ påvirkning af områdernes bevaringsstatus. Hvis man finder, at der er en

negativ påvirkning, kan man ikke gennemføre planen eller projektet, medmindre der

foreligger ”bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser”, og der sam-

tidig ikke findes alternative løsninger. Hvis der ovenikøbet er prioriterede arter i områ-

det, skal de bydende nødvendige hensyn relatere sig til menneskers sundhed, den offent-

lige sikkerhed eller have væsentlige gavnlige effekter på miljøet (Miljø- og

Fødevareministeriet 2015b, § 10). Begge kommuner oplever, at der er en ubalance i,

hvordan henholdsvis Naturstyrelsen og Kystdirektoratet administrer deres lovgivninger,

når der er tale om kystbeskyttelsesanlæg i Natura 2000-områder. I Næstved Kommune

vil man gerne have sikkerhed for, at man må lave et dige i et Natura 2000-område, før

man begynder at bruge en masse ressourcer på at få et anlæg projekteret. Mens Kystdi-

rektoratet gerne udtaler sig om mulighederne, er det en anden sag med Naturstyrelsen.

”På naturområdet kommer man i karambolage med EU-lovgivning, og

Naturstyrelsen skal søge dispensation hos EU. Det er uklart, hvad man må

og ikke må. Det er fair nok, at man skal have et konkret projekt, før de kan

sagsbehandle, men vi har jo ikke lyst til at udarbejde et stort projekt og

sende det ind, og så få at vide, at det er Natura 2000, og man ikke må no-

get. I lovgivningen står, at kun centrale samfunds- og sikkerhedsinteresser

giver dispensation. Man kan godt argumentere for, at oversvømmelse er

en central samfundsinteresse, så det overvejer vi. Men andre fortolker lo-

ven sådan, at man kun kan få dispensation ved virkelig massive trusler

som fx at undgå atomulykker. Hvor imellem, at folk får vand i kælderen til

atomulykker, ligger vi henne? Det er utroligt svært at finde ud af. Vi har

skrevet til Naturstyrelsen i flere omgange uden at kunne få vejledning på

baggrund af vores konkrete situation.”

Også i Roskilde har man oplevet, at det er vanskeligt at få konkrete retningslinjer for,

hvordan man skal forholde sig til kystbeskyttelsesanlæg i Natura 2000-områder. Men

her opleves det, som om

”kystdirektoratet har fået en blankocheck til, hvordan de laver

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

kystanlæg, uanset om der er nogle naturbeskyttelsesinteresser”

i den forstand, at Kyst-

direktoratet ikke stiller særligt store krav til, hvor præcist en anlæg skal beskrives, når

man sammenligner med praksis i lokalplaner. I det konkrete eksempel havde plan-

medarbejderen indhentet en planlægningstilladelse fra Naturstyrelsen for at kunne lave

en lokalplan, der indbefatter kystområdet. På det tidspunkt forventede man at lave nogle

smalle diger, tilbagetrukket fra kysten, for at minimere den visuelle påvirkning og und-

gå at bevæge sig ind på strandengene, som er Natura 2000-område. Under processen

med borgere, grundejere og Kystdirektoratet i henhold til kystbeskyttelsesloven er der i

stedet blevet valgt en løsning med et bredt, fladt dige, som bliver trukket ud på strand-

engene. Både fordi det bliver anset som den teknisk bedste løsning, og fordi det bedst

lever op til grundejernes ønsker. Det er dog ikke nødvendigvis den bedste løsning for at

sikre naturværdierne. Resultatet er en lokalplan, som er skrevet med mere fleksibilitet i

anlægsudformningen end normalt og kun angiver en maksimum højde og en principiel

linjeføring. Fordi planlægningstilladelsen blev givet på et andet grundlag, har Danmarks

Naturfredningsforening påklaget lokalplanen til Natur- og Miljøklagenævnet. Det er

altså et eksempel på, at der ikke er klare procedurer for, hvordan man håndterer snitfla-

derne mellem administrationen af Natura 2000-områder og hensynet til kystbeskyttelse.

Vandløb eller teknisk anlæg?

Vandkredsløbet er en vigtig faktor i klimatilpasningsindsatsen. Flere steder nævner

medarbejderne fra både kommuner og forsyningsselskaber, at det er en stor udfordring,

at vandkredsløbet administreres gennem mange forskellige lovgivninger. Det betyder, at

der er adskillige myndigheder og aktører, som skal involveres, så snart man påvirker

vandkredsløbet. Blandt forsyningerne er der delte meninger om, hvad løsningen er. Er

det, at forsyningen udvider deres ansvarsområde, så de bliver operatører under kommu-

nens myndighed på hele vandkredsløbet. Så skal borgerne kun henvende sig et sted,

uanset om problemet er spildevand, hverdagsregn, skybrud eller oversvømmelser fra

vandløb og grundvand. Det ville så være enklere at lave projekter, som håndterer alle

eller flere af problemstillingerne med vand i et område. Eller er vejen frem at gøre skil-

lelinjerne mellem det tekniske vandkredsløb, som forsyningerne skal tage sig af, og det

naturlige vandkredsløb tydeligere og holde fast i de spildevandstekniske dyder. Og så på

baggrund af en klar og tydelig ansvars- og rollefordeling at samarbejde.

”Afløbsfolk,

som er vant til at flytte spildevand i rør, skal ikke til at være arkitekter eller biologer.

Der er en fare for, at det kommer til at udhule kernefaglighederne,”

som en forsynings-

direktør siger. Men der er enighed om, at som tingene er nu, bliver det hurtigt et forvir-

rende morrads af lovgivning og diskussioner om, hvem der har ansvaret for hvad.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Figur 10. Der er ikke så meget tvivl om, om en kloakledning er et teknisk anlæg. Det kan der være, når der er

tale om en grøft, som bruges til regnvandsafledning. Foto: Frederiksberg Forsyning

Et konkret eksempel på, at ansvarsfordeling kan skabe uklarhed, er spørgsmålet om et

vandløbs status. En kommune kan i nogle tilfælde omdefinere, hvad der hidtil har haft

status af et vandløb, til et teknisk anlæg, når en forsyning begynder at lede regnvand til

det som en del af en overfladehåndtering. En forsyningsrepræsentant siger:

”Det er en interessant problemstilling: hvornår er noget et vandløb, og

hvornår det er et teknisk anlæg? Det kan kommunen afgøre. Skal vi, fordi

vi leder vand til et eksisterende vandløb, så stå for vedligeholdelsen af he-

le det her vandløb? Så får vi pludselig et ansvar for nogle eksisterende

oversvømmelsesproblemer. Og det giver nogle store udfordringer. Vi har

nogle grøfter, der bruges til transport af vand fra gamle dræn. Hvis vi lige

pludselig får et ansvar for sådan nogle anlæg, er det svært at håndtere. Så

stiller vi også borgerne forskelligt. Der er nogle borgere, der selv har la-

vet dræn til de grøfter for nyligt, og så er der borgere, der skal have lavet

regnvandshåndtering ifølge spildevandsplanen, hvor vi vil lave nogle ren-

der til deres vand og lede det til de samme grøfter, og de skal så betale til-

slutningsbidrag. Det har de andre ikke gjort. Det synes jeg, er en svær

problemstilling.”

Også når man indgår medfinansieringsaftaler, kan der opstå tvivl og diskussioner om,

hvem der har ansvaret for hvad, men det håndteres i regi af vandsektorlovgivningen.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Vandsektorlovgivningen: Bureaukrati og uklar ansvarsfordeling

Vandsektorlovgivningen er den lovgivningsmæssige udfordring, som nævnes oftest og

omtales mest kritisk af respondenterne Det gælder især reglerne om medfinansiering,

selv om kun halvdelen har brugt dem. Resten har afholdt sig fra det, fordi behovet ikke

har været stort nok til, at man vil kaste sig ud i arbejdet med at lave aftalerne.

En forsyningsrepræsentant problematiserer det faktum, at man som forsyningsselskab

skal ansøge om medfinansieringsprojekterne og ikke ved, om det bliver godkendt. Når

man ikke må tjene penge og samtidig bliver underlagt en masse sparekrav, er der græn-

ser for, hvor mange ressourcer man kan bruge på opgaver, man ikke ved, om kommer

igennem. Hun siger:

”Nu er vi i samme dilemma som alle dem, der byder på et udbud: Vi laver

en masse arbejde, som vi ikke ved, om bliver til noget. Det synes vi er et

problem. Den store forskel på os og rådgiverne er, at de tjener penge. De

sætter deres priser, så de har råd til at lave tilbud. Vi har de takster, vi

har, hvor vi er underlagt en masse prislofter og nedskæringer og spare-

krav. Vi kan ikke bare sætte taksterne op, så vi har tid til at lave planer for

noget, som måske ikke bliver til noget.”

Dernæst er det et problem for både kommuner og forsyningsselskaber, at man skal nå en

frist en gang om året, som ikke passer særligt godt sammen med kommunernes og for-

syningernes egne beslutningsgange. Det kan forsinke mange projekter, at man skal ven-

te på, at de bliver godkendt hos tre instanser. Et andet problem er, at man fra for aftaler,

indgået efter den 1. januar 2016 kun kan få dækket 75 % af omkostningerne gennem

medfinansiering. Det har i enkelte kommuner betydet, at man har hastet nogle aftaler

igennem, som formentlig ville have haft gavn af et grundigere forarbejde. Det er dog

den mindste del af problemet. Fra nogle forsyningers side bliver reglen anset som en

decideret katastrofe for klimatilpasningen. En forsyningsrepræsentant siger:

”Medfinansieringsprojekter bliver brugt i byerne, fordi vi mangler plads.

Det betyder, at vi skal have private bygherrer med på vognen. Vi får ingen

private til at hoppe på den vogn, der hedder, at så betaler I lige 25 %. Der

er jo ingen af de her projekter, der inkluderer bygningssikring. Det må vi

ikke. Det er klimatilpasning. Det kommer samfundet til gode. For os er det

lidt af en katastrofe, for vi kommer sandsynligvis til at mangle volumen.”

Dernæst kritiseres medfinansieringsbekendtgørelsen for at være alt for bureaukratisk.

Der ligger en uforholdsmæssig stor byrde i at forberede en ansøgning, hvor man skal

lave nogle tiltag og beregninger, som ikke er relevante. Fx undrer en forsyningsrepræ-

sentant over, at man skal udregne omkostninger for et traditionelt projekt, når man laver

skybrudssikring, og forklarer:

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

”Når man laver sikring mod skybrud, så kan man ikke tale om, at der er et

traditionelt projekt. Så skal man regne på, hvad det ville koste, hvis man

skulle dimensionere kloaksystemet til en 100-års hændelse. Det er vanvit-

tigt spild af tid, for det ville vi aldrig gøre.”

Desuden problematiseres det, at medfinansieringsbekendtgørelsen kun dækker tag- og

overfladevand, så hvis en del af problemet er grundvand eller havvand, så er det grund-

ejerne selv, der skal betale. Det skal man have politisk opbakning for at kunne kræve,

og det gør det alt andet lige vanskeligere at inddrage borgerne på en positiv måde. Des-

uden er det svært at forklare, hvorfor en type oversvømmelse er et offentligt ansvar, og

en anden type er et privat ansvar.

Endelig kritiseres medfinansieringsaftalerne for, at der skabes nogle gråzoner, hvor det

kan være vanskeligt at afgøre, hvor meget der vedrører det tekniske anlæg, som forsy-

ningen skal betale, og hvor meget der vedrører alt det andet. For kommunerne er det

problematisk, at alle de øvrige værdier, som et fælles projekt kan give ud over det vand-

tekniske, ikke bliver regnet med, når man skal redegøre for, hvorfor projektet er mere

økonomisk efficient end et traditionelt projekt. Derfor får man nogle gange ikke det

projekt, der samfundsøkonomisk ville være det bedste. For forsyningen er problemet, at

man kan komme til at være pengekasse for nogle kommunale projekter,

”Da

man udskilte forsyningsselskaberne, var det netop for at bremse, at

kommunerne havde hånds- og halsret over takstmidlerne, og nu går det

stik modsat. Så kan man sige, er det ikke borgernes penge alle sammen, og

kommer det ikke borgerne til gode. Men det er ikke nødvendigvis de sam-

me borgere. Så der er noget juridisk, der bliver udfordret her. Vi havner

også hele tiden i nogle gråzoner, om hvad der hører til det tekniske anlæg,

og hvad der er noget, som den anden part skal betale. Og jo flere parter

der er involveret, jo mere kringlet bliver det.”

Men også for kommunerne er der en øvre grænse for, hvor meget man kan tillade sig at

lade taksterne stige. For fra borgernes synspunkt er der et politisk ansvar. Eksempelvis

betyder klimatilpasningsaktiviteterne i Frederiksberg Kommune, at taksterne over im-

plementeringsperioden på 20 år forventeligt kommer til at stige med 23 kr. per kubik-

meter vand. For en familie, der bor i hus og har et gennemsnitligt vandforbrug, vil det

betyde en stigning på næsten 4.000 kr. om året. Det fremgår dog ikke af beregningerne,

om der er tale om priser i nutidsværdi (Frederiksberg Forsyning and Frederiksberg

Kommune, n.d.). Der er dog under alle omstændigheder tale om en stigning, som kan

mærkes af de enkelte husstande.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Figur 11. I Ringkøbing K er der ingen planer om at bruge medfinansieringsbekendtgørelsen. Den opfattes som

et alt for bureaukratisk værktøj. Området bliver allerede brugt rekreativt her i anlægsfasen. Foto: Claus

Bjørn Larsen

Dernæst kommer spørgsmålet om drift af anlæggene. Som udgangspunkt er det bygher-

ren, der skal stå for driften, men de omkostninger, der vedrører den vandtekniske del,

kan forsyningerne betale. Igen skal man afgøre, hvad der er hvad. Det er også mest

praktisk, hvis de samme driftsenheder kan drifte hele anlægget, og der ikke skal forskel-

lige personer ud til de samme anlæg. Men det kræver, at kompetencerne til hele drifts-

delen er til stede i den pågældende driftsenhed. Når kommunerne eller andre private

bygherrer står for driften, er det også vigtigt for forsyningsselskaberne, at man har kon-

trolmekanismer, så man er sikker på, at den hydrauliske funktion fungerer. Eftersom

man ikke har mange erfaringer med anlæggene, er det desuden svært at forudsige nøjag-

tigt, hvad driften kommer til at koste. Men man skal alligevel give et bud, da det skal

med i ansøgningen om tillæg til prisloftet på spildevandstakterne. Dernæst kommer de

praktiske hensyn til, hvordan man fastholder viden om anlæggenes tekniske funktion og

sikrer den langsigtede funktionalitet som nævnt i afsnittet om teknisk læring, s. 27.

En anden ting, som kritiseres i vandsektorloven, er, at forsyningerne pålægges an årlig

reduktion på drifts- og anlægsbudgetter de næste fem år. Medfinansieringsprojekter er

dog undtaget. I de tætte byer, hvor man har mange medfinansieringsprojekter, kan det

blive et problem. En forsyningsrepræsentant forklarer, at man må forvente, at nogle

medfinansieringsprojekter ikke kan gennemføres som planlagt. Man kan fx blive nødt

til at splitte dem op i flere delprojekter, hvoraf nogle bliver traditionelle projekter. De

delprojekter kan man ikke nødvendigvis lave inden for årets budgetramme. Slet ikke,

hvis man har mange medfinansieringsprojekter på budgettet hvert år. Som forsynings-

selskab må budgetrammen ikke overskrides, medmindre det er force majeure, eller man

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

har et pålæg fra kommunen. Et pålæg skal både behandles i det kommunale system og i

forsyningsselskabernes bestyrelser, og så skal det anmeldes til forsyningssekretariatet

inden april. Det kan tage over et år at få vedtaget. Hvis man allerede er i gang med an-

lægget, kan man ikke lade projektet ligge så længe.

Figur 12. I samarbejdsaftalerne kan der opstå tvivl om, hvor stor en del af anlægget, der er en del af den

hydrauliske funktion. Det har stor betydning for både fordelingen af investerings- og driftsomkostninger.

Foto: Frederiksberg Forsyning

En anden ting, som en enkelt respondent nævner som et potentielt problem, er reglerne

om tilknyttede aktiviteter og det faktum, at den beløbsgrænse, der er fastsat for omfan-

get af tilknyttede aktiviteter, ikke afhænger af forsyningsselskabets investeringsniveau.

Når man har investeringer i milliardklassen, så har man hurtigt udført tilknyttede aktivi-

teter bare i samarbejdet med rådgivere for det beløb, man har lov til at benytte. For en

lille forsyningsvirksomhed er det næppe et problem, men for en stor forsyningsvirk-

somhed kan det blive et problem.

Generelt nævner flere, at kontrolmekanismerne i hele vandsektorlovgivningen har taget

overhånd. Selvfølgelig skal forsyningsvirksomheder ikke lave noget, der ligger milevidt

fra det, de er sat i verden for, men de har også bestyrelser, der kan være med til at sikre,

det ikke sker. Der behøver ikke være så mange, meget detailorienterede regler for at

sikre en god praksis. Det koster mange ressourcer at sætte sig ordentlig ind i den omfat-

tende og skiftende lovgivning på området, som ifølge medarbejderne kunne bruges bed-

re på andre ting.

Det sidste forhold i vandsektorlovgivningen, som ikke er helt klart, er reglerne om til-

bagebetaling af tilslutningsbidrag, hvis grundejere frakobler regnvand. Det er ganske

klart, at man har mulighed for at tilbagebetale tilslutningsbidraget ved en 100 % afkob-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

ling, men må man også lave graduerede ordninger? Og hvordan fører man i så fald til-

syn med, at der kun udledes den procentdel af regnvandet, som man har lov til? Nogle

forsyningsselskaber har lavet graduerede ordninger, mens andre ikke mener, det er lov-

ligt. I loven (Miljøministeriet 2010a) står der ikke noget om graduerede ordninger, og

teksten er formentlig skrevet med henblik på fuldstændige afkoblinger. Men der står

heller ikke, at man ikke må. Nogle forsyningsselskaber mener, at en gradueret ordning

vil være en stor fordel, da det typisk er den første del, der er nemt og billigt at afkoble.

En gradueret ordning ville derfor gøre muligheden interessant for mange flere. Andre

mener derimod, at det vil være alt for vanskeligt at håndhæve.

Samarbejde er nødvendigt

Generelt fremhæves samarbejde og koordinering som helt afgørende i arbejdet med

klimatilpasning. Samarbejde mellem kommune og forsyning betegnes af flere som helt

afgørende for, at projekter kan lykkedes. Samarbejde internt mellem forvaltninger er

væsentligt, fordi opgaven er og skal være tværfaglig. Samarbejde på tværs af kommuner

er i nogle kommuner helt afgørende for, at man overhovedet kan løse opgaven. Samar-

bejde med rådgivere er også vigtigt, fordi man har brug for deres ekspertise, men samti-

dig skal lave gode lokalt funderede løsninger.

Det afgørende samarbejde mellem kommuner og forsyningsselskaber

Et godt samarbejde mellem kommune og forsyning fremhæves af alle parter som afgø-

rende for, at man kan implementere klimatilpasningsplanerne. Især er det afgørende for

de store fyrtårnsprojekter, som gerne vil opnå noget mere end blot en effektiv vand-

håndtering. En forsyningsmedarbejder forklarer:

”Det, der kendetegner denne type projekter, er, at de er komplekse, fordi

der er mange fagligheder inde over. I en urban kontekst handler det om at

koble byudvikling of klimatilpasning og derigennem skabe merværdi. Det

er dermed ikke kun en teknisk løsning, det er ikke kun en grøn løsning,

men noget der ligger i spændingsfeltet derimellem. Det gode samarbejde

med kommunen har været afgørende.”

En kommunal medarbejder siger:

”Noget af det vigtigste, er samarbejdet mellem forsyning og kommune.

Det kræver en forventningsafstemning i forhold til, hvad man vil. At man

opnår en fælles forståelse. Så er det åbenlyst, at spildevandsforsyningen

har nogle interesser, og kommunen har nogle andre. Det er vigtigt først at

få den ledelsesmæssige opbakning og visionsmæssige afklaring og derefter

se på tekniske løsninger.”

Både forsyningsselskaber og kommuner har en så stor en rolle i arbejdet, at der er en

gensidig afhængighed. Desuden er mange af projekterne samarbejdsprojekter, og her

kommer man i sagens natur ikke uden om dialogen. Endeligt skal projekterne koordine-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

res med så meget andet, fx vejrenoveringer eller skolegårdsrenoveringer i kommunen og

med forsyningsselskabernes almindelig vedligeholdelses- og renoveringsarbejde. Det

kræver som minimum, at begge parter er orienterede om, hvad der foregår hos den an-

den part. Et godt samarbejde og en god dialog er også særligt vigtigt, når man når til de

diskussioner, der er affødt af en uklar lovgivning. Se forrige afsnit.

Figur 13. Her ses en del af resultatet fra Vandplus-projektet i Gladsaxe. Et sådant projekt ville ikke kunne

laves uden et godt samarbejde mellem kommune, forsyningsselskab og idrætsforeninger. Foto: Carsten Inge-

mann

Heldigvis mener langt de fleste af de interviewede personer, at man har et godt samar-

bejde. Og det gælder både medarbejderne fra kommunerne og fra spildevandsforsynin-

gerne. Der er dog også en generel en erkendelse af, at man har forskellige hensyn at

varetage i henholdsvis en kommune og i en spildevandsforsyning, og at det er forskelli-

ge typer af organisationer med forskellige rammebetingelser. Det betyder, at der skal

dialog og forhandlinger til, når man indgår i samarbejdsprojekter, og her er det vigtigt,

at der netop er den vilje til samarbejde og dialog.

I medfinansieringsprojekterne skal man som nævnt også samarbejde om driften i en

eller anden form. I Frederiksberg Kommune har det betydet, at man bytter om på de

traditionelle roller, da Frederiksberg Forsyning får en form for tilsynsrolle med kom-

munens drift af den hydrauliske del af de fælles projekter på kommunal jord. Hele rolle-

fordelingen i driftsfasen er som nævnt en vanskelig størrelse, som kræver, at man får

lavet nogle gode og praktiske aftaler.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Der skal hul på kommunernes siloer!

En anden samarbejdsflade, der er afgørende, er det interne samarbejde mellem de for-

skellige enheder i kommunerne. Men det er også noget, der ifølge mange kommunale

medarbejdere er svært. Det kræver både nye procedurer og i nogle tilfælde opgør med

en fagkultur i de enkelte afdelinger og forvaltninger og med indgroede vaner. En kom-

munal medarbejder fortæller:

”Det er et nyt område og en ny måde at arbejde sammen på. Der er tradi-

tion for at arbejde i siloer, men indsatsen med klimatilpasning kræver, at

vi arbejder tæt sammen på tværs. Det kan vi godt blive bedre til.

I alle kommuner har man tværgående arbejdsgrupper for at løfte udfordringen med at få

de nødvendige fagligheder ind over arbejdet på de rigtige tidspunkter. Den typiske

gruppe består af medarbejdere fra planlægningsafdelinger, natur- og miljøafdelinger,

vej- og trafikafdelinger, afdelinger der beskæftiger sig med kommunale ejendomme,

spildevandsafdelinger og nogle gange medarbejdere fra park- og driftsforvaltninger og

GIS-medarbejdere (GIS står for Geografiske InformationsSystemer). Alle faggrupper

kommer fra de tekniske områder. Kultur-og fritidsforvaltninger, skoleområdet eller so-

cialforvaltninger bliver først inddraget gennem konkrete projekter, som fx involverer

skoler. Alle mener sådan set, at de arbejdsgrupper fungerer fint, og at de er et stort

skridt fremad i forhold til ”at

man bare har et stykke papir, der cirkler rundt i den ene

afdeling efter den anden, som det typisk gør, når tingene er kørt i systemer.”

Men sam-

arbejdet er ikke uden problemer. Selvom alle medarbejdere arbejder inden for tekniske

områder, er der stadig stor forskel på at være biolog, vejingeniør eller byplansarkitekt.

Man taler ikke altid samme sprog, og man er ikke nødvendigvis enige om, hvilke hen-

syn der er de vigtigste. Det betyder, at tingene tager tid, og at det er vigtigt, at det priori-

teres fra ledelsens og fra politisk side.

En måde at skabe politisk og ledelsesmæssig opbakning på, er at få emnet koblet på

andre vigtige dagsordner i kommunen. Det kræver, at man hele tiden er opmærksom på,

hvad der sker andre steder, hvad der er vigtigt, og om det kan spille sammen med klima-

tilpasningen. Klimatilpasning handler i høj grad om at kunne koordinere indsatsen med

alt det andet, der foregår i kommunen, og kunne hægte sig på de ting i rette tid. En an-

den måde er at tage politikerne på studietur og se på nogle gode eksempler. Det skaber

engagement og en fælles referenceramme, som er vigtigt. Det er forsøgt med held

i en

af kommunerne. En tredje måde at få politisk og ledelsesmæssig opbakning på er at

få eksterne midler til et stort fyrtårnsprojekt. Et sådant projekt får opmærksomhed, in-

volverer mange mennesker og mange penge og er ikke noget, nogen ønsker at se fejle.

Der er fuldstændig konsensus blandt alle de interviewede om, at opgaven er og skal

være tværfaglig for at få mest mulig synergi i de enkelte projekter. Men der er ikke altid

enighed om, hvilken afdeling der har hovedansvaret for opgaven, hvor opgaven har sit

organisatoriske ophæng, og hvem der skal drive det. Dels fordi opgaven skal tænkes ind

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

i mange sammenhænge, dels fordi der ikke er nogen klar lovgivningsmæssig tilknyt-

ning. Ofte er en kommunal forvaltning organiseret, så en specifik gruppe administrerer

en specifik lov. En medarbejder fortæller:

”Klimatilpasning er en opgave, der har ligget et udefinerbart sted i flere

år. Alene det at finde ud af, hvor den hører hjemme i en kommune, er

svært. Da der skulle laves en klimatilpasningsplan, blev der dannet en

projektgruppe, og den gruppe havde sådan set ikke noget organisatorisk

ophæng. Men det gode var, at gruppen var tværgående nedsat. Stille og

roligt kom opgaven til at bo mere og mere hos miljøområdet. Der ligger

den nu, og der ligger den godt. Og så er der jo mange snitflader med an-

dre opgaver stadigvæk.”

Figur 14. I Aalborg Kommune bliver der informeret om projekter ved hovedindgangen. Det er en af mange

måder at gøre opmærksom på klimatilpasningsindsatsen på. Foto: Dorthe Hedensted Lund

En anden kommune har taget et meget mere bevidst valg i forhold til organiseringen,

fordi der er rigtig mange ting i gang, der har med klima og klimatilpasning at gøre. Her

er der lavet en overordnet styregruppe på chefniveau, der skal sikre den overordnede

koordinering mellem de mange projekter og aktiviteter. Desuden er der nedsat en styre-

gruppe for selve klimatilpasningsplanen inklusive implementeringen, og endeligt er der

den tværfaglige arbejdsgruppe. Alligevel er medarbejderen i tvivl om, hvor bredt i

kommunen forankringen er til stede. Og hun oplever, at det har været svært at finde ud

af, hvor mange timer man skulle forlange fra de enkelte afdelinger i kommunen til ar-

bejdsgruppen, fordi der mangler konkret erfaring med, hvor lang tid den type opgaver

tager.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Generelt er det, alle de klimatilpasningsansvarlige stiler efter, en situation, hvor alle

andre afdelinger kommer til dem, når de går i gang med deres forskellige projekter, så

en eventuel klimatilpasningsindsats bliver tænkt ind fra starten. Ligegyldigt, om der skal

anlægges vej, en ny skolegård, renoveres en park eller hvad det er, skal muligheden for

at tænke klimatilpasning ind i projektet afdækkes. Der ligger en stor opgave i at sikre

den fornødne koordinering, og der ligger også en udfordring i at få tingene til at mødes

på samme tid. Særligt når man kan være afhængig af flere administrative deadlines,

såsom den årlige frist hos Forsyningssekretariatet. Men samtidig er den tværfaglige må-

de at arbejde på, det medarbejderne mener, er det spændende i arbejdet. Muligheden for

at skabe noget synergi og merværdi er en stor motivations- og drivkraft.

Uden rådgiverne kunne vi ikke

Alle kommuner og forsyningsselskaber bruger rådgivere til forskellige dele af klimatil-

pasningsindsatsen. Og de kan slet ikke undværes. For det første, fordi de besidder en

erfaring og en specialviden, som ingen kommune og intet forsyningsselskab kan hamle

op med. For det andet, fordi der ikke er tid og ressourcer i hverdagen til at påtage sig de

store projekter på egen hånd. Derfor er samarbejdet med rådgiverne også et vigtigt ele-

ment i klimatilpasningen. For kommuner og forsyningsselskaber er det vigtigt at samar-

bejdet skaber en kompetenceopbygning i egen organisation. Det er også vigtigt, at man

kan sikre den nødvendige lokale forankring ved at give rådgiverne væsentlig lokal vi-

den. Man arbejder dog med rådgiversamarbejdet på forskellige måder. Nogle få forsy-

ningsselskaber laver langvarige rammeaftaler med enkelte rådgivere og entreprenører,

mens andre laver udbud fra gang til gang. Uanset model, har de fleste gode oplevelser

med samarbejdet og rådgivernes kompetencer. En forsyningsrepræsentant siger:

”Rådgiverne har noget viden, som vi aldrig får. De har nogle specialister

med en viden, som det ikke ville give mening at bygge op internt. Men der

sker noget videnudveksling, så man får opbygget kompetencer. Vores nye

medarbejder kører et parløb med en rådgiver, som sidder her en dag om

ugen og laver projektet, og det er rigtig godt. Det giver hende en masse

erfaring. Det er også den måde, man skal bruge rådgivere på, så man får

videnudveksling.”

Der er også et par eksempler, hvor kommuner og forsyningsselskab i fællesskab har

arrangeret innovationsworkshops. Her er forskellige indkøbte eksperter fra Danmark og

udlandet med forskellige fagligheder blevet sat sammen over nogle dage, for at komme

med nogle kloge, tværfaglige bud på, hvordan en konkret klimaudfordring bedst kunne

løses. Som en af de involverede siger: ”Det

er altid vildt spændende at få ny viden.”

Tværkommunalt samarbejde

For enkelte af kommunerne i undersøgelsen er et godt tværkommunalt samarbejde vig-

tigt. Særligt for Frederiksberg Kommune, hvor det er helt afgørende. Kommunen kan

ganske enkelt ikke komme af med vandet, hvis ikke det kan ledes gennem København.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Derfor er der lagt et stort og tidskrævende arbejde i at få lavet samarbejdsaftaler og få

formaliseret et grundlag for, hvordan samarbejdet skal foregå. Der er lavet en fireparts-

aftale mellem Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Forsyning, Københavns Kom-

mune og HOFOR. Desuden er der lavet en syvpartsaftale, hvor også Nordvand, Gladsa-

xe og Gentofte Kommune indgår ud over parterne i firepartsaftalen. Det er aftaler, der

forpligter alle parter til at gennemføre fælles projekter, som definerer et fælles sikrings-

niveau, de organisatoriske rammer, at forsyningsselskaberne i fællesskab skal fastsætte

den nødvendige hydrauliske kapacitet m.m. Desuden er der lavet en mindre omfattende

aftale med de ti kommuner, som deler Harrestrup Å. Det er helt afgørende for kommu-

nen at have et formelt aftalegrundlag og dermed sikre den nødvendige koordinering.

Som den kommunale medarbejder siger:

”Nu har vi et aftalegrundlag, der er enighed om og er underskrevet af

borgmester og forsyningens direktør. Det er et stærkt værktøj for os at ha-

ve. Det er formaliseret, og ikke blot baseret på den gode vilje.”

I Roskilde Kommune samarbejder man også med Egedal og Frederikssund Kommuner.

Men man oplever, at det er vanskeligt at få en fælles dialog og få fordelt ansvaret for det

vand, der kommer fra oplandskommuner, og ender med at skulle håndteres nedstrøms.

Her ville en stærkere regional koordinering eventuelt kunne forbedre mulighederne,

som man ser i nogle af vores nabolande (Søgård and Krawack 2016).

Koordinering, koordinering, koordinering

Som det fremgår, er koordinering en særdeles vigtig kompetence. Det er helt afgørende

i mange kommuner, at man formår at koordinere klimatilpasning med alle de andre an-

lægsprojekter, som sættes i gang. Det gælder især vejprojekter og byomdannelsespro-

jekter. Her kan det ofte give god mening at få klimatilpasning tænkt ind i projektet fra

starten, når projekterne ligger i områder, som er truede eller kan være med til at sikre

mod afstrømninger opstrøms fra. Det kan spare både borgere og det kommunale an-

lægsbudget for, at man skal grave flere gange i det samme område. Det kan skabe mu-

ligheder for at få merværdi i de forskellige projekter og være med til at forhindre, at

projekter får utilsigtede uheldige konsekvenser for klimatilpasningsindsatsen.

Men det tager tid, og det kræver også, at man er fleksibel nok til at kunne koble sig på

på de rette tidspunkter og kan skaffe den fornødne finansiering. Nogle gange betyder

det, at tingene bliver dyrere end forventet. Andre gange betyder det, at projekter må

udskydes. Men belønningen skulle gerne blive, at man får skabt nogle gennemtænkte,

multifunktionelle anlæg og fremtidssikrede renoveringer.

Vidensdeling og projektoverdragelser skal og kan organiseres

At sikre en vedvarende koordinering kræver, at man får opbygget nogle procedurer og

forretningsgange, som sikrer, at det sker. Det er en opgave, som alle kommuner arbejder

med og afprøver modeller for. Et af værktøjerne er risikokort og oversvømmelseskort,

som kan bruges som screeningsværktøj af projekt- og driftsafdelinger. I nogle kommu-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

ner har man forsøgt sig med faste møder, hvor man orienterer gensidigt om kommende

projekter for at sikre koordinering. En kommunal medarbejder fortæller om erfaringer-

ne:

”Det er lidt forskelligt, hvordan de forskellige ting skal rulles ud. Med vo-

res ejendomscenter holdt vi et møde en gang om måneden, hvor dagsorde-

nen var, at de fortalte om kommende projekter, og vi forholdt os til klima-

sikring af dem. Men det er de blevet vant til, så nu ved de, at når de har et

nyt projekt, så henvender de sig til os. Så det er kommet ind i en gænge.

På samme måde med vejafdelingen og driftsafdelingen, hvor vi har holdt

nogle indledende møder, men det er vi også kommet væk fra igen, for

medarbejdere ved nu, at det er måden vi gør det på, og at klimatilpasning

dækker bredt.”

Det er altså muligt gennem en målrettet indsats at skabe nogle forretningsgange i de

anlægsorienterede afdelinger i en kommune. Men det kræver et indledende benarbejde,

og at nye medarbejdere bliver sat ind i procedurerne.

Særligt i forbindelse med anlæg og projekter, hvor der kommer mange forskellige myn-

digheder ind over for at sagsbehandle, er det vigtigt, at rollefordelingen er klar, så der

ikke er noget, der falder mellem to stole. Alle skal være trygge med hensyn til, at de

ved, de bliver involveret, når det er relevant. Fra flere kommuner fortælles der om sager,

hvor det er gået galt. Projekter er blevet igangsat, uden at fx forsyning eller de klimatil-

pasningsansvarlige er blevet orienteret, selvom det ville have været oplagt. Sagsovergi-

velser mellem forskellige enheder har været mangelfulde. Sagsbehandlere har ikke væ-

ret opmærksomme på, at projekter var samarbejdsprojekter med mere. Alle eksemplerne

har gjort tingene mere komplicerede, end de behøvede at være, men de har også været

direkte årsag til, at opmærksomheden mod fungerende procedurer er blevet skærpet. En

medarbejder fortæller:

”Rolle- og ansvarsfordelingen er helt central: hvem gør hvad hvornår er

afgørende for, at projekterne forløber smidigt. Og det kan skærpes. Alle,

der har en part i projektet, skal være trygge i, at de inddrages, når det er

relevant, og det giver mening. Når vi er flere, der har projekter i samme

område, er det helt afgørende, at vi så tidligt som muligt i processen koor-

dinerer og sammentænker vores indsatser. Det kommer vi til at arbejde

videre med. Det kan f.eks. være udvikling af forretningsgange, som et års-

hjul der illustrerer, hvordan processerne internt i kommunen forløber år-

ligt med prioritering af projekter, politisk behandling, implementering,

drift osv., og hvordan indsatsen organiseres.”

En del af organiseringen er at sikre overgangen fra det planmæssige niveau til de enhe-

der, der konkret implementerer opgaverne og drifter anlæggene. Hvordan er rolleforde-

ling mellem forsyningsselskabet og de kommunale enheder? I nogle tilfælde bliver det

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

nødvendigt at opbygge nogle nye driftsenheder, der kan sikre, at både det rekreative,

naturmæssige og hydrauliske kan driftes på en hensigtsmæssig og effektiv måde. Når

borgere, ejendomsselskaber og andre private indgår i de samlede anlæg, så skal man

også sikre, at deres drift og vedligeholdsindsats er god nok i forhold til det hydrauliske.

Det kan fx være at sikre, at der ikke bliver saltet, at render ikke bliver blokerede med

mere. Det er alt sammen noget, der kræver en aktiv indsats, en hensigtsmæssig organi-

sering og et vedvarende samarbejde.

Borgerinddragelse giver et løft

Da klimatilpasningsplanerne blev lavet, var der ikke noget stort fokus på borgerinddra-

gelse (Lund 2013), men det har ændret sig i implementeringen. I flere af projekterne er

der lavet en ganske omfattende inddragelse.

Figur 15. Det er borgerne, der skal bruge og leve med og i projektområderne. Derfor er det vigtigt at inddrage

dem i processen. Inddragelsen kan give projekterne et løft og tilvejebringe vigtig viden. Foto: Frederiksberg

Forsyning

Flere forsyninger har inddraget borgerne for at få mere detaljeret viden om de vandpro-

blemer, man har oplevet i områder, hvor der har været oversvømmelser. Hvor kom van-

det fra? Hvor løb det hen? Det har været en stor hjælp i forhold til at få kortlagt proble-

merne og har været et vigtigt input, før projekteringen er gået i gang.

I Roskilde har forsyningsselskabet endda gennemført en spørgeskemaundersøgelse

blandt alle grundejere. Det er ikke sædvanligt for en forsyning, men har været spænden-

de ifølge medarbejderen. Årsagen til, at man fandt det nødvendigt, var at området både

er truet af regnvand, overløb fra en nærliggende å, højtstående grundvand og stormflod.

Derfor var der et akut behov for at få viden om, hvor regnvandet var det primære pro-

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

blem, for det var det, forsyningsselskabet skulle finde en løsning på. Tilbagemeldinger-

ne gav et godt billede af, hvilke problemer der præcist skulle løses.

Også i Middelfart har der været stor fokus på borgerinvolvering. Her har borgerne kon-

kret været med til at udforme forskellige elementer, ved at man har tegnet forløb op på

fortovene og er kommet med forslag til beplantninger. Det er foregået, ved at man har

mødtes på vejen og er gået i gang med at udforme. På den måde har borgerne bidraget

til de konkrete løsninger i deres lokalområde. Det har skabt et stort engagement. Med

henblik på at skabe et nyt projekt i havneområdet har man også lavet et såkaldt byfo-

rum, hvor man har inddraget erhvervsliv, ungdomsråd og politikere og inviteret forskel-

lige fagfolk med til at inspirere.

I Ringkøbing-Skjern har man nedsat en borgergruppe til at være med til at beslutte,

hvordan man skal klimatilpasse Skjern by efter oversvømmelserne, og man samarbejder

også med landboforeningen. Det er Vestjysk Landboforening, der selv har meldt ind, at

de gerne vil bidrage til at sikre byområderne med tilbageholdelse i det åbne land, hvilket

har været en positiv oplevelse.

I Aarhus og Gladsaxe har der også været en meget aktiv borgerinddragelse i forbindelse

med de gennemførte projekter i Lystrup og Høje Gladsaxe. Borgerne bidrager ved hen-

holdsvis at sikre deres egen ejendom bedre og ved at bidrage til at tilbageholde regn-

vand på egen grund. Også i de øvrige kommuner er borgerinvolvering et vigtigt ele-

ment.

En medarbejder fra et forsyningsselskab fremhæver borgerinddragelsens kvaliteter i et

konkret projekt på følgende måde:

”Grundejerne laver mange små, lavpraktiske løsninger og er med til at

sørge for, at vandet løber hen, hvor der sker mindst skade. Der sker rigtig

meget, når man snakker med folk. Den udvikling, der er i gang, synes jeg

er spændende. Der kommer mange flere projekter, også på privat initiativ.

Og de har også været med til at kvalificere mange af de forslag, vi kom

med.”

Generelt har både kommuner og forsyninger altså haft stor gavn af de mange borgerind-

dragelsesinitiativer. Det er blandt andet nogle af de oplevelser, som giver blod på tanden

til mere.

Gode oplevelser giver blod på tanden

Selvom de store projekter, der skal give merværdi og skabe synergi, er tidskrævende og

besværlige, er der alligevel stor begejstring at spore blandt de forskellige aktører. Det

giver rigtig meget motivation at være i stand til at koble forskellige hensyn i samlede

løsninger, at være i stand til at mobilisere både borgere og politikere og at prøve og lære

noget nyt. Når samarbejdet fungerer, og alle parter bliver beriget af det. Og det giver

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

lyst til mere, og til at arbejde på samme helhedsorienterede måde i andre sammenhæn-

ge. En kommunal medarbejder siger:

”Vi kan rykke meget og lave noget virkelig spændende, når vi tænker mere

i merværdi, og hvad det er for et område, vi er i. Hvad ligger rundt om, og

hvordan kan vi skabe synergi? Man kan få meget mere med og få meget

mere politisk opbakning, fordi de projekter kan løfte nogle dagsordner,

som der er andre, der gerne vil have løftet. Om det så handler om byudvik-

ling eller en skolereform eller noget helt tredje.”

Konklusion

Alle 10 kommuner er i fuld gang med at implementere deres klimatilpasningsplaner i et

nært samarbejde med deres forsyningsselskaber. Men det er en kompleks opgave, som

kræver et grundigt forarbejde for at sikre, at man investerer rigtigt. Der er også flere

strenge, der skal spilles på. Klimatilpasning skal både indarbejdes i den daglige drift hos

kommuner og forsyningsselskaber, og der skal laves anlægsprojekter. Begge dele er lig

med udfordringer.

Det faktum, at området er nyt, skaber i sig selv en række problemer: Man har hverken

systematiseret procedurer for, hvordan man griber opgaven an og forankrer den organi-

satorisk eller erfaringer med, hvad der præcist skal bruges af ressourcer. Desuden peger

kommunerne på, at opgaven er meget mere tværfaglig end det meste andet, man be-

skæftiger sig med. Det betyder, at man skal bryde med den sædvanlige sektororganisa-

tion og nogle arbejdskulturer. Det er netop det, litteraturen ser som en stor udfordring

for at få integreret klimatilpasningshensyn bredt i en politisk organisation (Jensen,

Nielsen, and Nielsen 2016; Measham et al. 2011; Storbjörk 2010). Både litteraturen og

interviewene i denne undersøgelse peger på, at lederskab og ledelsesmæssig prioritering

og fokus er afgørende for, at det kan lykkedes. Det er også tydeligt, at der, hvor klima-

tilpasning indgår som en del af kommunens overordnede strategi, er der flest aktiviteter

og projekter i gang, og der bliver lagt flest kræfter i at skabe systemer og procedurer for

det nødvendige koordineringsarbejde.

Selv om der generelt ikke tales om tekniske udfordringer i udførelsen af projekter, så er

der dog én ting, som bekymrer på den tekniske front: Hvordan sikrer man den langsig-

tede funktionalitet af de hydrauliske elementer i skybrudsløsninger, der bruger byrum-

met? Der er heldigvis ikke skybrud særligt ofte, men det betyder, at funktionen kun

sjældent er i brug. Samtidig har byrummene og skybrudsvejene andre funktioner, som

bruges hele tiden, og som i hverdagen er meget mere synlige. De vedligeholdes også

løbende, og i den forbindelse ændres de måske. Og endnu værre: de risikerer at blive

ændret, så den hydrauliske funktion forsvinder. Der er behov for at udvikle effektive

registreringssystemer a la en tinglysning, som kan fastholde viden om den tekniske

funktionalitet. Ellers er projekterne sårbare over en lang tidshorisont.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

En anden udfordring af teknisk karakter er den manglende erfaring med de overflade-

basserede løsninger. Man kender ganske enkelt ikke levetiden og driftsomkostningerne

tilstrækkeligt godt endnu. Særligt de helt nytænkende anlæg er der i sagens natur ingen

erfaringer med over en længere årrække. Begge dele er noget, der har en enorm betyd-

ning for økonomien i projektet og er svært at håndtere i samarbejdsaftaler og ansøgnin-

ger hos Forsyningsdirektoratet.

Undersøgelsen bekræfter også den generelle viden fra litteraturen om, at der er mange

institutionelle barrierer (Moser and Ekstrom 2010; Measham et al. 2011; Adger et al.

2009). Ud over den kommunale organisering og mangel på procedurer, så er lovgivnin-

gen en af de helt store udfordringer. Der er enormt meget lovgivning, man skal forholde

sig til, når man laver klimatilpasning. Noget af det er ifølge respondenterne meget bu-

reaukratisk og ufleksibelt, set i forhold hverdagen hos både kommuner og forsynings-

selskaber. Andet er bare dårligt afstemt. Respondenterne kommer med nogle meget

konkrete ønsker til lovgivningen:

Klimatilpasningsplaner skal forankres bedre i lovgivningen. Konkret foreslås

det, at de skrives ind i planloven som et område, man skal planlægge for.

Vandsektorlovgivningen skal forenkles, samtidig med at spørgsmålet om an-

svarsfordeling mellem parterne skal gøres tydeligere.

Proceduren omkring ansøgninger i henhold til medfinansieringsbekendtgørelsen

bør forenkles. Måske skulle man have to årlige frister for ansøgninger for at øge

fleksibiliteten.

Det skal gøres klarere, om man må lave graduerede ordninger for tilbagebetaling

af tilslutningsbidrag, når private afkobler regnvand. Hvis det er en lovlig mulig-

hed, skal man udvikle retningslinjer for, hvordan man kan administrere det og

føre tilsyn.

Der skal være færre kontrolmekanismer i lovgivningen. Forsyningsselskaberne

har bestyrelser, som har til opgave og er ansvarlige for, at tingene går rigtigt for

sig.

Der skal ikke være en fast beløbsgrænse for tilknyttede aktiviteter. I stedet skal

den fastsættes i forhold til forsyningsselskabets størrelse og investeringsniveau.

Der skal ske en bedre koordinering og være klarere retningslinjer i den vejled-

ning, som gives af henholdsvis Kystdirektoratet og Naturstyrelsen, når man øn-

sker at lave kystbeskyttelse i Natura 2000-områder.

Lovgivningen, som vandløb og overfladevand administreres efter, bør samles og

koordineres i en samlet vandlov, som det fx er sket i nogle af vores nærmeste

nabolande (Søgård and Krawack 2016).

Adger et al. (2009) argumenterer for, at barrierer i de institutionelle rammer, herunder

lovgivning, har rod i divergerende værdier i samfundet, som man derfor bør tage med i

diskussionen. Det er da også tydeligt, at vandsektorlovgivningen har rod i et andet sty-

ringsparadigme end den øvrige lovgivning, som regulerer klimatilpasning. Udskilningen

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

af forsyningsselskaberne og den tilhørende lovgivning er en del af de New Public Ma-

nagement-reformer, som startede i Storbritannien og bredte sig i det meste af Europa op

gennem 1980erne og frem. Reformbølgen havde til hensigt at effektivisere den offentli-

ge sektor, og en lang række offentlige services blev privatiseret og konkurrenceudsat.

På vandsektorområdet er der dog såkaldt naturlige monopoler, i og med at infrastruktu-

ren, dvs. kloakrørene, allerede er der og er ejet af en part. Det er derfor ikke muligt at

skabe fri konkurrence, da andre firmaer ikke begynder at lægge nye kloakker ved siden

af de eksisterende. For at sikre effektiviteten i den type virksomheder, vælger staten i

stedet at ’omringe’ virksomhederne med regler og kontrolmekanismer. Det skal sikre, at

de holder sig til de opgaver, de er sat i verden for at løse, og at der altid er incitamenter

til at effektivisere (Lerborg 2011). Det er derfor, der er et Forsyningssekretariat, som

ligger under Konkurrence- og Forbrugestyrelsen. Det er derfor, der er en betalingslov,

en lov om tilknyttede aktiviteter og en bekendtgørelse om medfinansiering. De er en

helt nødvendig del af New Public Management-paradigmet og har det ene formål at

sikre en økonomisk effektiv spildevandsafledning. Så når nogle medarbejdere fra For-

syningsselskaberne mener, at de fælles klimatilpasningsprojekter ikke er helt i tråd med

vandsektorreformen i 2009, så har de helt ret. At blande spildevands- og regnvandsaf-

ledning med rekreation, med natur, med leg og arkitektur er ikke det, den reform havde

til hensigt. På den måde kan udfordringerne med vandsektorlovgivningen ses som en

del af et større værdiopgør om, hvordan man bedst bedriver offentlig forvaltning. En ny

evaluering af New Public Management-reformerne i England, hvor NPM er mest radi-

kalt gennemført, viser, at man generelt har fået dyrere og dårligere service ud af det

(Hood and Dixon 2015). Dermed ikke være sagt, at vi har fået en dårligere og dyrere

vandsektor af reformen. Det ved vi ikke noget om. Men det viser, at det kan være værd

at tage en debat om, hvordan et hensyn som klimatilpasning kan varetages bedst, og

hvilket styringsparadigme der skal guide udviklingen.

En anden klar konklusion er, at stadig og effektiv koordinering sammen med et bredt

samarbejde er altafgørende for en god implementering. Særligt i kommunernes egne

forvaltninger er en god intern koordinering altafgørende for en effektiv gennemførelse

af anlægsprojekterne. Og de vigtigste parter skal blive enige om retning, mål og midler

for de enkelte projekter. Uanset, om de vigtigste parter er kommuner og forsyningssel-

skaber, eller om det er kommuner og statslige myndigheder som Kystdirektorat, Natur-

styrelse og Forsyningssekretariat. For at styrke det tværkommunale samarbejde, kunne

man eventuelt skele til vores nabolande og erfaringerne med regional organisering

(Søgård and Krawack 2016).

Det kan også konkluderes, at borgerinddragelse er blevet et vigtigt element i klimatil-

pasning. Borgerne kan rent faktisk bidrage med vigtig viden i forhold til at forstå de

specifikke vandudfordringer i et område. Når man inddrager dem på en god måde, kan

man desuden få dem til at engagere sig i problemerne og medvirke til at skabe og udføre

løsninger selv.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Measham et al. (2011) viser, at rammesætningen af klimaproblemer og -løsninger har

stor betydning for det politiske og administrative fokus. Det er også tydeligt i denne

undersøgelse. De kommunale medarbejdere er helt tydeligt mest motiverede af projek-

ter, der rammesættes som helhedsorienterede og som værdiskabende i form af rekreati-

ve værdier og byrumsfornyelse i tilgift til vandhåndteringen. Det er de projekter, der

virkelig giver blod på tanden og også skaber politisk opbakning.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Bilag 1: Respondenter

Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Forsyning

Gladsaxe Kommune

Nordvand

Kolding Kommune

Middelfart Kommune

Middelfart Forsyning

Morsø Kommune

Morsø Forsyning

Næstved Kommune

NK Forsyning

Ringkøbing-Skjern Kommune

Ringkøbing-Skjern Forsyning

Roskilde Kommune

Fors

Aalborg Kommune

Aalborg Forsyning

Aarhus Kommune

Aarhus Vand

Mai Maskell Andersen, projektleder for klimatilpas-

ning

Henrik Bay, vandchef

Kathrine Stefansen, teamleder, Klima og Natur

Lise Jangmark, projektleder

Merete Valbak, leder af afdeling for Klima og Bæ-

redygtighed

Anni Berndsen, Natur- og Miljøafdelingen

Helle Baker Norden, arkitekt og projektleder

Niels Pedersen, klima- og energikoordinator

Toke Larsen (mailkorrespondance), projektchef

Kasper Hjordt Pedersen, klimakoordinator

Tine Juhl Jørgensen, ingeniør

Ivan Thesbjerg, fagleder under Land, By og Kultur

Hans Schmidt, projektleder

Lone Plovstrup, planlægger, Plan og Udvikling

Signe Barnes, projektingeniør

Peter Serup, By- og Landskabsforvaltningen

Bo Laden, direktør

Mogens Bjørn Nielsen, afdelingschef, Vandmiljø og

Landbrug

Anne Lausten, fagchef klimatilpasning

Morten Østergaard, projektchef

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Litteratur

Adger, W N, S Dessai, M Goulden, M Hulme, I Lorenzoni, D R Nelson, L O Naess, J Wolf, and A

Wreford. 2009. “Are There Social Limits to Adaptation to Climate Change?” Climatic

Change. ISI:000264477100004.

Biesbroek, G R, R J Swart, T R Carter, C Cowan, T Henrichs, H Mela, M D Morecroft, and D Rey.

2010. “Europe Adapts to Climate Change: Comparing National Adaptation Strategies.”

Global Environmental Change-Human and Policy Dimensions. ISI:000279974000011.

Erhvervs-og Vækstministeriet. 2015. Planloven. Retsinformation.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=176182.

Ernst & Young. 2014. Vandsektorloven. Lovsamling 2015.

http://www.ey.dk/Publication/vwLUAssets/EY_-

_Vandsektorloven/$FILE/Lovsamling2015-Vandsektorloven.pdf.

European Commission and European Environment Agency. 2016. “Climate-ADAPT.” Webpage.

http://climate-adapt.eea.europa.eu/adaptation-measures.

Finansministeriet. 2012. Aftale om den kommunale og regionale økonomi for 2013.

http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_55201/cf_202/Aftale_om_kommunernes_%C3%B8

konomi_for_2013.PDF.

Ford, J D, Berrang-Ford, L and J Paterson. 2011. “A Systematic Review of Observed Climate

Change Adaptation in Developed Nations.” Climatic Change 106 (2): 327–36.

doi:10.1007/s10584-011-0045-5.

Frederiksberg Forsyning og Frederiksberg Kommune. n.d. “Frederiksberg skybrudsprojekter.

Investeringsnotat.”

Füssel, H M 2007. “Adaptation Planning for Climate Change: Concepts, Assessment

Approaches, and Key Lessons.” Sustainability Science 2: 265–75. doi:10.1007/s11625-007-

0032-y.

Hannibal, M, Stenderup Jensen, S, Holm Larsen, P og E Skodborggaard. 2011. “Klimaændringer

i et juridisk perspektiv.” København Ø: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Hansen, A S. 2015. Klimatilpasning. Hvorfor og hvordan? Aarhus Universitetsforlag. Aarhus.

Hood, C, and R Dixon. 2015. A Government That Worked Better and Cost Less? Evaluating

Three Decades of Reform and Change in UK Central Government. Oxford: Oxford

University Press.

IDA Spildevandskomiteen. 2005. “Funktionspraksis for afløbssystemer under regn.”

Ingeniørforeningen i DAnmark.

IPPC. 2014. Climate Change 2014: Impacts, Adaptation, and Vulnerability. Part A: Global and

Sectoral Aspects. Contribution of Working Group II to the Fifth Assessment Report of the

Intergovernmental Panel on Climate Change. Edited by C.B. Field, V.R. Barros, D.J.

Dokken, K.J. Mach, M.D. Mastrandrea, T.E. Bilir, M. Chatterjee, et al. Cambridge and New

York: Cambridge university Press.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Jensen, A, Ørsted Nielsen, H og M Lilleøre Nielsen. 2016. Climate Adaptation in Local

Governance: Institutional Barriers in Danish Municipalities. Aarhus.

http://dce2.au.dk/pub/SR104.pdf.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. 2016. “Spørgsmål og svar om klimatilpasningsprojekter.”

http://www.kfst.dk/Vandtilsyn/Spoergsmaal-og-svar/Klimatilpasningsprojekter.

Kystdirektoratet. 2009. Vejledning til lov om kystbeskyttelse. Lemvig.

http://www.masterpiece.dk/UploadetFiles/10852/25/vejledn_til_lov_om_kystbeskyt_20

09_15sep(1).pdf.

Lerborg, L. 2011. Styringsparadigmer i den offentlige sektor. København Ø: Jurist- og

Økonomforbundets forlag.

Lund, D H. 2013. Ti Klimatilpasningsplaner. Hvad gør kommunerne? København: Københavns

Universitet, IGN. http://ign.ku.dk/formidling/publikationer/rapporter/filer-

2013/Kommunale_klimatilpasningsplaner.pdf.

Lund, D H og V Nellemann. 2012. Klimatilpasning i de danske kommuner - det siger politikerne.

Vol. Arbejdsrap. Skov & Landskab, Københavns Universitet: KFT og Skov & Landskab.

Measham, T G, Preston, B L , Smith, T F, Brooke, C, Gorddard, R , Withycombe, G and C

Morrison. 2011. “Adapting to Climate Change through Local Municipal Planning: Barriers

and Challenges.” Mitigation and Adaptation Strategies for Global Change 16 (8): 889–

909. doi:10.1007/s11027-011-9301-2.

Miljø- og Fødevareministeriet. 2015a. Bekendtgørelse af lov om vandløb.

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=175898.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2015b. Bekendtgørelse af lov om vurdering og styring af

oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175652.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2015c. Miljømålsloven.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=175916#id89444298-00db-4df9-

ac19-7255b19cfb50.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2015d. Bekendtgørelse om udpegning og administration af

internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=176434.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2015e. Miljøbeskyttelsesloven.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=174654.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2016a. “Klimatilpasning.dk.” http://www.klimatilpasning.dk/.

Miljø- og Fødevareministeriet.. 2016b. Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=176975.

Miljøministeriet. 2009. Vandsektorloven.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=125346.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

Miljøministeriet. 2010a. Betalingsloven.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=131457.

Miljøministeriet. 2010b. Bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i anden virksomhed.

Miljøministeriet. 2012. Forslag til lov om ændring af lov om planlægning. (Klimalokalplaner og

forenkling af planloven).

http://www.naturstyrelsen.dk/Lovstof/Hoeringer/Klimalokalplaner.htm#.TwwxAqGn88Q.

email.

Miljøministeriet. 2013. Lov om vandplanlægning.

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=161126.

Miljøministeriet. 2014. Bekendtgørelse om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af

kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand.

Moser, S C and J A Ekstrom. 2010. “A Framework to Diagnose Barriers to Climate Change

Adaptation.” Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of

America 107: 22026–31. doi:10.1073/pnas.1007887107.

Regeringen. 2008. “Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark.” København:

Energistyrelsen. http://www.klimatilpasning.dk/da-

dk/info/publikationer/2008danske/documents/klimatilpasningsstrategi_03032008.pdf.

Storbjork, S. 2010. “‘It Takes More to Get a Ship to Change Course’: Barriers for Organizational

Learning and Local Climate Adaptation in Sweden.” Journal of Environmental Policy &

Planning. ISI:000281897600001.

Storbjörk, S. 2007. “Governing Climate Adaptation in the Local Arena: Challenges of Risk

Management and Planning in Sweden.” Local Environment.

Storbjörk, S. 2010. “‘It Takes More to Get a Ship to Change Course’: Barriers for Organizational

Learning and Local Climate Adaptation in Sweden.” Journal of Environmental Policy &

Planning 12 (August 2011): 235–54. doi:10.1080/1523908X.2010.505414.

Søgård, H A og S Krawack. 2016. Nordeuropæiske erfaringer med klimatilpasning. København.

http://concito.dk/files/dokumenter/artikler/nordeuropaeiske_erfaringer_med_klimatilpa

sning.pdf.

Thomsen, J M. 2012. “Nedsivningstilladelser. Hvilke udfordringer er der for de kommunale

myndigheder.” ATV Jord og Grundvand. http://www.atv-jord-

grundvand.dk/Afholdte_moeder/260412moede82/Jane Meller Thomsen.pdf.

Walker, B J, W N Adger and D Russel. 2014. “Institutional Barriers to Climate Change

Adaptation in Decentralised Governance Structures: Transport Planning in England.”

Urban Studies 52 (12): 2250–66. doi:10.1177/0042098014544759.

EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 282: Henvendelse af 12/5-16 fra Dansk Byggeri om klimatilpasning i kommunerne

kø b e n h av n s u n i v e r s i t e t

institut for geovidenskab

o g n at u r f o rva lt n i n g

rolighedsvej 23

1958 frederiksberg

t l f. 3 5 3 3 1 5 0 0

[email protected]