Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
Esbjerg den 4. april 2016
Kære Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
Som led i regeringens overvejelser om den fremadrettede energipolitik og de forestående politiske
drøftelser herom vil Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn anbefale, at Ministeren overvejer
muligheden for at erstatte kystnære havvindmølleparker, der er forudsat i energiaftalen, med en
udbygning af havvindmølleparkerne på Horns Rev med yderligere 200 til 600 MW.
Vi vurderer, at en yderligere udbygning af Horns Rev vil være en energieffektiv og
samfundsøkonomisk hensigtsmæssig løsning. Desuden vil denne løsning indebære en mindre
natur- og miljøbelastning samt færre gener for turismeerhvervet og borgere end de kystnære
havvindmøller, som den nuværende energiaftale forudsætter.
Nedenfor følger en kort gennemgang af en række af argumenterne til fordel for en omprioritering
af den planlagte energiforsyning fra vindenergi.
Argumenter for udbygning af Horns Rev
Udvalgsarbejdet fra 2007 om ’Fremtidens havmølleplaceringer - 2025’ under Energistyrelsen
pegede netop på Horns Rev som et af de mest optimale steder at placere havvindmøller i de
danske farvande under hensyntagen til effektivitet, naturbeskyttelse, miljøbelastning og
påvirkning af naboer og omgivelser i øvrigt.
Udvalget anbefalede fem helt konkrete placeringer af havvindmøller på Horns Rev med en samlet
kapacitet for hele området på omtrent 1.350 MW. Havvindmølleparkerne Horns Rev 1 til 3 vil
tilsammen få en kapacitet på lidt over 750 MW. Følges udvalgets anbefalinger, vil der derfor være
mulighed for en udbygning med op til 600 MW.
Forarbejdet til en udbygning af Horns Rev vil kunne gennemføres effektivt og hurtigt, da der
foreligger en omfattende mængde dokumentationsmateriale omkring Horns Rev udarbejdet i
forbindelse med de gennemførte VVM-rapporter og fra det løbende overvågningsprogram for
området. Desuden må man forvente, at en høringsperiode kan gennemføres smidigt, da alle
relevante parter og organisationer i forvejen har et godt kendskab til Horns Rev-projekterne.
I forhold til kystnære havvindmøller er det også væsentligt at nævne, at hovedparten af møllerne
ved Horns Rev vil være placeret over 20 kilometer fra kystlinien. Vejrligsundersøgelser for området
viser, at sigtbarheden kun er over 19 kilometer få dage om året. Alt i alt vil en udbygning af Horns
Rev være til mindre gene end etablering af kystnære havvindmølleparker.