FAKTAARK OM ENERGIBESPARELSER
NOTAT
22. oktober 2015
LOJ
1.
Baggrund
Net- og distributionsselskaber inden for fjernvarme, el, gas og olie er forpligtede til at realisere
energibesparelser hos de danske slutforbrugere. Det betyder, at selskaberne skal yde en konkret
indsats, der medvirker til, at der realiseres energibesparelser, der ikke ville være sket uden
selskabets indsats. Selskabet kan således yde eller betale for rådgivning og/eller give tilskud til en
forbruger, der ønsker at gennemføre energibesparende tiltag mod, at selskabet får lov til at
indberette energibesparelsen fra det pågældende projekt til Energistyrelsen.
Forpligtelsen skyldes, at brancherne indgik en frivillig energispareaftale, med daværende klima-,
energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i 2012. Net- og distributionsselskaber, der ikke ønsker
at deltage i den frivillige aftale, vil i stedet være forpligtet via bekendtgørelse, BEK nr. 1452 af
16/12/2013, hvorfor alle selskaber har valgt at indtræde i den frivillige aftale.
Aftalen er den nyeste af en række energispareaftaler. Den første energispareaftale trådte i kraft i
2006, hvor Dansk Fjernvarme dog stod udenfor, og fjernvarmeselskaberne derfor i stedet var
forpligtede via en bekendtgørelse.
Den nuværende energispareaftale definerer det overordnede sparemål til og med 2020 samt, hvilke
krav og retningslinjer, selskaberne skal efterleve, for at en energibesparelse kan medtælles.
Retningslinjerne er kun gældende til og med 31/12 2015, hvorfor parterne pt. forhandler en ny aftale.
2.
Energiselskabernes indsatsmuligheder
Aftalen definerer, at net- og distributionsselskabets indsats skal medvirke til realisering af flere
energibesparelser, og indsatsen skal have særlig fokus på realisering af energibesparelser i
slutforbruget, som ikke ville være blevet realiseret på nuværende tidspunkt uden selskabernes
indsats. Som led heri skal indsatsen – direkte eller indirekte - medføre fordele for slutforbrugerne, så
det bliver nemmere og/eller billigere for slutforbrugerne at gennemføre energibesparelser. Den
overvejende del af net- eller distributionsselskabets omkostninger ved opnåelse af besparelsen skal
derfor enten direkte eller indirekte tilfalde slutforbrugerne.
Energispareindsatsen er rettet mod energibesparelser i det endelige energiforbrug samt reduktion af
tab i transmissions- og distributionsnet. Mulighederne for medtælling af reduktioner indenfor transport
er dog begrænsede. Det endelige energiforbrug betragtes som det energiforbrug, der afregnes med
slutbrugere via målere eller køb af olie, kul, biomasse mv. Konverteringer mellem energiarter,
1/6