Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
EFK Alm.del Bilag 115
Offentligt
1580998_0001.png
Klimapolitisk Redegørelse 2015
Energi-, forsynings- og klimaministerens
redegørelse til Folketinget
om klimapolitikken
16. december 2015
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0002.png
Indholdsfortegnelse
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
Ministerforord
Rammerne omkring den klimapolitiske redegørelse
Behovet for at holde temperaturstigningen under to grader
De overordnede rammer for den danske klimapolitik
Den danske indsats på klimaområdet indtil nu
Den danske indsats på klimaområdet frem mod 2020
Den danske indsats på klimaområdet frem mod 2030
En global aftale – internationale klimaforhandlinger i FN
Danmarks bidrag til global grøn omstilling
1
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0003.png
1. Ministerforord
Regeringens klima- og energipolitik bygger på grøn realisme. Der skal være sammenhæng mellem målene i
klima- og energipolitikken og de midler, vi har til rådighed. Den grønne omstilling skal ske på en måde, som
er fornuftig set i forhold til udviklingen i Danmark og i verden omkring os, og som er til at betale for
virksomhederne og forbrugerne. Danmark skal fortsat være et af de førende lande i den grønne omstilling.
Vi skal præge de øvrige EU-lande til at fastlægge ambitiøse mål og politikker i fællesskab, og Danmark skal
tage en væsentlig del af ansvaret for at indfri disse mål.
Vi skal være ambitiøse, men vi skal frem for alt være realistiske. Bliver den grønne omstilling dyr for stat og
erhvervsliv - og dermed forringer konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse - er der heller ingen i udlandet,
der finder den danske vej attraktiv. Derfor skal klimaindsatsen tilrettelægges sådan, at den på én og samme
tid er omkostningseffektiv og understøtter vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne for dansk erhvervsliv.
Det er nogle af disse udfordringer, regeringens kommende Energikommission skal kigge nærmere på, når
den skal forberede et oplæg til energipolitiske mål med sigte på, at Danmark indfrier sine internationale
klimaforpligtelser på en omkostningseffektiv og markedsbaseret måde. Denne klimapolitiske redegørelse
tegner rammerne for regeringens målsætninger på klimaområdet fremadrettet, som i høj grad bliver
defineret af vores internationale forpligtelser.
Danmark står sammen med resten af verden overfor betydelige udfordringer på klimaområdet. Den 12.
december 2015 lykkedes det i regi af UNFCCC at indgå en global klimaaftale på COP21 i Paris. Paris-aftalen
sætter rammerne for den fremtidige globale indsats for at mindske og håndtere klimaforandringerne.
Aftalen indeholder en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under to grader og en
opfordring til at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Herudover fastsættes en
langsigtet vision om, at de globale udledninger skal toppe så hurtigt som muligt og derefter reduceres
hurtigt.
Velstående lande som Danmark har et ansvar for at yde et substantielt bidrag til den grønne omstilling. Og
det gør vi. Både når det handler om at reducere de danske drivhusgasudledninger, og når det handler om at
udvikle de teknologier, som skal sikre omstillingen til lavemission. Dertil kommer, at Danmark på mange
måder fungerer som rollemodel for andre lande. Danmark viser, at den grønne omstilling kan indrettes
omkostningseffektivt og under hensyntagen til vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne. Jeg er derfor
stolt over de 56.000 beskæftigede i Danmarks energisektor og over, at eksporten af dansk energiteknologi
år for år sætter rekord.
Regeringens langsigtede målsætning er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som
kul, olie og gas, således at Danmark kan producere vedvarende energi nok til at kunne dække det samlede
danske energiforbrug. Det vil medføre betydelige reduktioner i de danske drivhusgasudledninger. Dermed
bidrager Danmark til at opfylde EU’s ambition om at reducere drivhusgasudledningen i EU med 80-95 pct. i
2050 i forhold til 1990. På vejen frem mod 2050 skal Danmark opfylde en række ambitiøse delmål. I 2020
har Danmark nogle af de højeste mål i EU for udbygning af VE og drivhusgasreduktioner i de ikke-
kvotebelagte sektorer, og frem mod 2030 får Danmark et nyt reduktionsmål for den ikke-kvotebelagte
sektor, som ligeledes forventes at blive blandt de højeste i EU.
Klimaudfordringen er ikke nogen nem opgave, og vi står over for nogle meget ambitiøse nationale og
internationale målsætninger. Men jeg glæder mig meget til at løse de udfordringer, vi vil møde – i
samarbejde med Folketingets partier og det danske erhvervsliv.
Lars Chr. Lilleholt
2
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0004.png
2. Rammerne omkring klimapolitisk redegørelse
Det fremgår af klimaloven fra 2014, at der årligt skal udarbejdes en klimapolitisk redegørelse til Folketinget.
Den årlige klimapolitiske redegørelse til Folketinget skal indeholde et samlet overblik over klimapolitikken
og klimaindsatsen. Som en del af redegørelsen skal regeringen forholde sig til Klimarådets anbefalinger. Da
2015 er et opstartsår for Klimarådet, udkom den første udgivelse fra Klimarådet først i slutningen af
november 2015. Det er derfor i denne første klimapolitiske redegørelse ikke muligt at tage højde for den
udgivelse, der kommer fra Klimarådet i 2015.
Ligeledes vil det heller ikke være muligt at indarbejde resultaterne fra den årlige danske energi- og
klimafremskrivning 2015 (Basisfremskrivningen 2015) i denne redegørelse, da Basisfremskrivningen 2015
forventes udgivet ultimo december 2015. Fremskrivningerne af de danske drivhusgasudledninger, der
præsenteres i redegørelsen, er derfor baseret på Basisfremskrivningen 2014.
Fra 2016 og frem vil processen være som illustreret i figur 1. Den årlige danske energi- og
klimafremskrivning (Basisfremskrivningen), som giver input både til Klimarådet og til regeringens eget
arbejde med klimatiltag, udkommer i december. Klimarådet kommer med sine anbefalinger til regeringen i
juni, og redegørelsen med regeringens stillingtagen til anbefalingerne fremlægges for Folketinget i
november.
Figur 1: Årshjul for processen omkring Klimarådets anbefalinger og klimapolitisk redegørelse
3
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0005.png
3. Behovet for at holde temperaturstigningerne under to grader
Øget viden om de globale drivhusgasudledninger
FN’s Klimapanel (IPCC) udgav i 2013-2014 sin femte hovedrapport om klimaforandringer. Synteserapporten
blev offentliggjort d. 2. november 2014 ved et pressemøde i København. Rapporten vil i en årrække
fremover stå som et vigtigt videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger på klimaområdet. Den har
ligeledes været et essentielt indspil i de internationale klimaforhandlinger om en ambitiøs klimaaftale i
Paris i 2015.
Rapporten fra FN’s Klimapanel konkluderer, at menneskeskabte udledninger af drivhusgasser med meget
stor sikkerhed har været den dominerende årsag til den observerede stigning i global
middeloverfladetemperatur på 0,85 °C i perioden 1880-2012. Også havene er blevet varmere, mængderne
af is og sne er reduceret, og havniveauet er steget med 19 cm i perioden 1901-2010.
Uden reduktioner i de globale udledninger af drivhusgasser vil den globale temperatur i slutningen af
århundredet ifølge FN’s Klimapanel være steget med 4 °C (3,2-5,4 °C) siden industrialiseringen begyndte. En
sådan temperaturstigning vil ifølge FN’s Klimapanel føre til meget høj risiko for alvorlige, udbredte og
uoprettelige konsekvenser for mennesker og økosystemer.
Figur 2: Figur fra FN's klimapanel der viser den fremskrevne globale temperaturstigning i forhold til 1986-2005
•
•
•
•
Den
sorte linje
er observationer.
Den
blå linje
viser fremskrivningen
for et ambitiøst
reduktionsscenarie.
Den
røde linje
viser
fremskrivningen i et scenarie uden
reduktionstiltag.
De farvede faner viser
usikkerhedsintervallet.
Kilde: FN’s Klimapanel
Arktis vil ifølge FN’s Klimapanel fortsat opvarmes hurtigere end de øvrige dele af kloden. I september, hvor
udbredelsen af havis er mindst, vil det Arktiske Ocean sandsynligvis være næsten isfrit inden midten af
århundredet, hvis udledningerne af drivhusgasser fortsætter som i dag.
FN’s Klimapanel konkluderer ligeledes, at det globale havniveau vil fortsætte med at stige i løbet af det 21.
århundrede, og at der er en stor risiko for, at det fremadrettet vil stige med en højere hastighed end
observeret i perioden 1971-2010. Uden reduktioner i drivhusgasudledningerne kan havniveaustigningen i
slutningen af århundredet nå 45-82 cm i forhold til 1986-2005.
DMI udgav i 2014 rapporten
Fremtidige Klimaforandringer i Danmark,
baseret på de scenarier, som også
anvendes af FN’s Klimapanel. Rapporten beskriver, hvorledes Danmark i fremtiden vil få et varmere klima
med generelt mere nedbør og risiko for flere og mere ekstreme vejrhændelser. Danmark kan således
forvente mere regn, særligt om vinteren, mens vi om sommeren kan forvente både længere perioder med
tørvejr og samtidig kraftigere regnskyl, når det regner. Vi vil sandsynligvis se højere stormstyrker specielt
over Nordsøen, men ikke i sig selv flere storme. Vi kan forvente en generel stigning i havniveauet omkring
Danmark og øgede stormflodshøjder.
4
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0006.png
Håndtering af klimaforandringerne
2014 blev det varmeste år på kloden, siden systematiske målinger begyndte i anden halvdel af 1800-tallet.
Hvis vi skal have en sandsynlig chance (>66 pct.) for at holde den globale opvarmning under 2 °C, kræver
det i følge FN’s Klimapanel en reduktion i de globale drivhusgasudledninger på 40-70 pct. i 2050 i forhold til
2010, samt at de globale udledninger bringes til eller under nul
1
i slutningen af århundredet.
Tilpasning til klimaforandringerne kan ifølge FN’s klimapanel reducere klimarelaterede risici, men der er
grænser for, hvor effektiv tilpasningen kan være, hvis udledningen af drivhusgasser ikke reduceres. Panelet
påpeger, at der findes mulige reduktionstiltag i alle større sektorer. Det mest omkostningseffektive
vurderes at være en tilgang, der kombinerer en øget energieffektivisering og en øget omlægning til fossilfri
energiforsyning med en indsats, der på én gang øger optaget af og reducerer drivhusgasudledninger fra
skove og jorde. Både reduktions- og tilpasningsindsatsen kan ifølge panelet medføre betydelige positive
sidegevinster, herunder forbedret luftkvalitet, øget energisikkerhed, reduceret vandforbrug og bæredygtig
landbrugs- og skovdrift.
4. De overordnede rammer for den danske klimapolitik
De danske forpligtigelser på klimaområdet følger af vedtagelsen af en række internationale
klimamålsætninger i henholdsvis FN og EU.
FN’s Klimakonvention og Kyotoprotokollen
I FN fungerer Klimakonventionen som en rammekonvention for arbejdet med at nedbringe de globale
udledninger af drivhusgasser. Konventionen indeholder ingen bindende krav for de lande, som har
ratificeret konventionen. I 1997 blev de involverede lande derfor enige om at udbygge Klimakonventionen
med den såkaldte Kyotoprotokol. I et globalt perspektiv er Kyotoprotokollen historisk, da den er den første
juridisk bindende internationale aftale med specifikke forpligtelser om maksimale udledningsgrænser for
drivhusgasser. Danmark har ratificeret FN’s klimakonvention og tiltrådt Kyotoprotokollen.
Kyotoprotokollen sætter bindende maksimale grænser for de industrialiserede landes udledning af
drivhusgasser. Det betyder, at alle de industrialiserede lande, som er tiltrådt konventionen, har fået fastsat
et loft over hvor mange drivhusgasser, de må udlede. Loftet er fastsat i form af såkaldte landekvoter – der
er udtryk for, hvor meget det enkelte land må udlede.
Kyotoprotokollen giver de involverede lande mulighed for at anvende en række fleksible mekanismer, som
giver parterne fleksibilitet i målopfyldelsen. De fleksible mekanismer er henholdsvis handel med
landekvoter samt brug af de såkaldte klimakreditter, der lidt forenklet beskrevet fungerer på den måde, at
en virksomhed eller et land køber sig fra at skulle reducere egne udledninger ved til gengæld at investere i
klimaprojekter, der sikrer reduktioner i drivhusgasudledningerne i andre lande. Der skelnes mellem
forskellige typer af klimakreditter
2
. Desuden tillader Kyotoprotokollen, at de involverede lande kan
Negative globale emissioner vil betyde, at det samlede globale naturlige- og menneskeskabte drivhusgasoptag skal
være større end den samlede udledning.
Der skelnes mellem to typer klimakreditter. JI (Joint Implementation) kreditter stammer fra klimaprojekter i lande,
der har påtaget sig absolutte udledningslofter under Kyotoprotokollen og kreditterne fra projekterne udgår fra den
samlede mængde af landekvote, landet er blevet tildelt. CDM (Clean Development Mechanism) kreditter stammer fra
klimaprojekter i lande, der ikke har påtaget sig maksimale udledningslofter under Kyotoprotokollen.
2
1
5
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0007.png
medregne klimaeffekten af binding af kulstof i jorde og skove i form af medregning af såkaldte LULUCF
(Land Use, Land Use Change and Forestry) kreditter
3
.
Den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen strakte sig fra 2008-2012. De industrialiserede
lande forpligtede sig i denne periode til samlet set at reducere deres udledninger af drivhusgasser med 5,2
pct. i forhold til niveauet i 1990. Anden forpligtigelsesperiode under Kyotoprotokollen (KP II) strækker sig
fra 2013-2020.
EU’s klima- og energipolitik
Klima- og energipolitikken har gennem en årrække været et centralt arbejdsområde i EU. Den er bygget op
om tre grundpiller: forsyningssikkerhed, konkurrencedygtighed og bæredygtighed. Politikken er udmøntet i
en række konkrete retsakter og bindende målsætninger for både sektorer og medlemslande.
Der skelnes mellem to kategorier af drivhusgasudledere i EU’s regulering: 1) Dem man kan betegne som de
store udledere af CO
2
, såsom kraftværker, store industrianlæg og platforme til produktion af olie og gas
samt tillige luftfartsoperatører og 2) dem man kan betegne som de mindre udledere, såsom transport,
landbrug, husholdninger, erhverv og affald.
De store udledere reguleres via EU’s CO
2
-kvotehandelssystem og benævnes derfor samlet set
kvotesektoren. Disse sektorer reguleres udelukkende på EU-niveau. Den samlede betegnelse for de mindre
udledere er de ikke-kvotebelagte sektorer. De ikke-kvotebelagte sektorer reguleres via overordnede EU-
fastsatte reduktionsmål, der via en intern byrdefordeling udmøntes i nationale reduktionsmål for hver
enkelt medlemsstat. Det nationale reduktionsmål indfries gennem fastsættelsen af en række årlige
maksimale udledningsrettigheder, der skærpes frem mod målet i f.eks. 2020. Frem mod 2020 tildeles
medlemslandene således årlige udledningsrettigheder. Overskydende udledningsrettigheder kan
ubegrænset overføres til fremtidige år indtil 2020. Medlemslande, der ikke opfylder reduktionsmålene
nationalt, har mulighed for at købe andre landes tiloversblevne udledningsrettigheder. Denne mulighed har
hidtil ikke været anvendt i nævneværdigt omfang.
Til opfyldelse af reduktionsmålene i både den kvote- og ikke-kvotebelagte sektor kan medlemslande og
virksomheder i et vist omfang frem mod 2020 anvende de samme klimakreditter som under
Kyotoprotokollen. Efter 2020 begrænses disse muligheder, således at det kun er visse typer klimakreditter,
der kan anvendes, hvilket vil medføre at kravene til at sikre drivhusgasreduktioner internt i EU strammes.
Den samlede EU-regulering af klimaområdet medfører, at der ikke længere fastsættes bindende
reduktionsmålsætninger for de enkelte medlemslandes samlede drivhusgasudledning i EU, men kun for de
ikke-kvotebelagte sektorer i hvert medlemsland, idet kvotetildelingen til kvotesektoren fastsættes på EU-
niveau.
Herudover bidrager fælleseuropæisk regulering på en række områder som for eksempel transport,
vedvarende energi og energieffektivitet til at reducere drivhusgasudledningerne fra EU.
Optag og udledning af CO
2
fra jorder og skove indgår i klimaregnskabet under Kyotoprotokollen. Det medfører, at i
tilfælde af at CO
2
optaget øges eller CO
2
udledningerne reduceres, genereres der LULUCF-kreditter, som kan anvendes
til målopfyldelsen under Kyotoprotokollen.
3
6
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0008.png
Danske klimaforpligtigelser frem mod 2020
Med EU’s klima- og energipakke for perioden 2013-2020 er der fastsat et overordnet mål om at reducere
EU’s drivhusgasudledning med 20 pct. i 2020 i forhold til 1990. Det overordnede EU-mål er udmøntet i
delmål for hhv. den kvote- og ikke-kvotebelagte sektor.
•
•
Kvotesektorens udledningsret i EU skal reduceres med 21 pct. i forhold til 2005.
Udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor i EU skal reduceres med 10 pct. i forhold til 2005.
I forbindelse med byrdefordelingen af det overordnede mål for den ikke-kvotebelagte sektor blev Danmark
pålagt at reducere udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor i Danmark med 20 pct. i 2020 i forhold
til 2005.
Danmark har tilsluttet sig Kyotoprotokollens anden forpligtigelsesperiode 2013-2020 (KPII) i fællesskab med
EU. EU har i forhold til Kyotoprotokollen påtaget sig et reduktionsmål på 20 pct. i forhold til 1990. Indsatsen
er afmålt og tilrettelagt, så tilslutningen ikke betyder yderligere reduktionsindsats ud over det, der allerede
er vedtaget i EU’s egen klima- og energipakke for 2013-2020. Ved at opfylde EU’s egne mål opfylder
Danmark og de øvrige EU-lande således også KPII-forpligtelserne. Danmark og resten af EU har vedtaget at
ratificere KPII, men den er endnu ikke trådt i kraft, da der stadig ikke er tilstrækkeligt med øvrige parter, der
har ratificeret protokollen.
Danske klimaforpligtigelser frem mod 2030
EU’s stats- og regeringschefer vedtog i 2014 de overordnede rammer for EU’s klima- og energipolitik frem
mod 2030. 2030-rammen indeholder som et centralt element et bindende mål om intern reduktion af EU’s
drivhusgasudledninger med mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. For at nå dette mål på en
omkostningseffektiv måde skal sektorerne omfattet af EU’s kvotehandelssystem reducere udledningerne
med 43 pct. i 2030 i forhold til 2005, mens sektorerne udenfor EU’s kvotehandelssystem skal reducere
udledningerne med 30 pct. i 2030 i forhold til 2005
4
.
Disse overordnede beslutninger skal inden for de kommende år udmøntes i konkret EU-lovgivning. Denne
proces beskrives nærmere i afsnit 7
Den danske indsats på klimaområdet frem mod 2030.
Med vedtagelsen af EU’s klima- og energipakke for perioden 2013 til 2020 overgik man til anvendelsen af et nyt
basisår, nemlig 2005. Valget af 2005 som basisår skyldes beslutningen om, at indføre kvotesystemet fra 2005 og at
man dermed fik tilvejebragt viden om kvotesektorens samlede drivhusgasudledning.
4
7
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0009.png
EU’s kvotehandelssystem:
Kvotehandelssystemet (Emissions Trading System – ETS) startede i 2005 og er det centrale element i
reguleringen af de store drivhusgasudledere. Ca. 45 pct. af EU’s drivhusgasudledninger fra mere end
11.000 stationære anlæg (heraf ca. 360 danske) er omfattet af systemet. Kvotehandelssystemet
omfatter udledninger fra el- og varmeproducerende anlæg og tung industri som eksempelvis
raffinaderier, produktion af jern, aluminium, cement, glas, tag- og mursten, gips, mineraluld, samt
dertil luftfart i de involverede lande. Kvotehandelssystemet omfatter de 28 EU-lande samt Island,
Lichtenstein og Norge.
EU fastsatte i 2009 med virkning fra 2013 ét fælles EU-loft over udledningerne fra de omfattede
virksomheder. Loftet reduceres med 1,74 pct. årligt, hvilket sikrer målopfyldelse. Hovedprincippet i
kvotehandelssystemet er, at omfattede virksomheder skal aflevere en kvote for hver ton CO
2
, de
udleder. Kvoterne har virksomhederne fået tildelt gratis eller kunnet købe via aktionering. Kvoterne
kan handles frit.
Kvotehandelssystemet har en række fordele. Handel med kvoter giver mulighed for en
omkostningseffektiv drivhusgasreduktion i de kvotebelagte sektorer på tværs af EU. Tildeling af gratis
kvoter modvirker CO
2
-lækage (den situation der kan opstå, hvis virksomheder på grund af udgifter
relateret til EU’s kvotehandelssystem, vælger at flytte deres produktion til tredjelande uden for EU,
hvor reguleringen på klimaområdet er mindre restriktiv) og sikrer, at ens virksomheder behandles på
lige vilkår på tværs af EU. Det sikrer mere lige konkurrencevilkår end ved brug af forskellige nationale
reguleringer.
Kvotehandelssystemet har dog også en række uhensigtsmæssigheder. De fleste industribrancher i EU
har hidtil været i besiddelse af flere kvoter end deres udledninger. Dette skyldes bl.a. det faldende
produktionsomfang siden 2008, men også det forhold at kvoteomfattede virksomheder har fået
tilladelse til at købe meget billige internationale klimakreditter. Der er derfor opstået et betydeligt
kvoteoverskud med meget lav kvotepris til følge. Den lave kvotepris medfører, at der i mindre grad er
investeringer i klimateknologier, energieffektivisering m.v. På europæisk plan er der truffet en række
beslutninger for ændring af forholdene i kvotesektoren frem mod 2030, som skal modvirke disse
ulemper.
5. Den danske indsats på klimaområdet indtil nu
Danmark har nedbragt sine udledninger af drivhusgasser betydeligt siden 1990. Fra 1990 til 2012 faldt
udledningerne således fra 68,9 mio. ton CO
2
-ækvivalenter (CO
2
e) til 56,7 mio. ton CO
2
e
5
. De samlede
danske drivhusgasudledninger er dermed faldet med 18 pct. over perioden. Opdeler man udledningen på
de største sektorer – energi, transport, industri, landbrug og affald – ser man, at dette dækker over en
mere forskelligartet udvikling.
5
Baseret på Energistyrelsens Basisfremskrivning 2014.
8
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0010.png
Tabel 1: Udledninger på sektorniveau 1990-2012
6
Udledning, mio. ton
1990
Energi
Transport
Landbrug
Øvrig
Total
26,9
10,9
14,4
16,6
68,9
21,4
12,4
12,2
10,7
56,7
Reduktion 1990-2012
2012 mio. ton
5,5
-1,5
2,3
5,9
12,2
Pct.
20 pct.
-13 pct.
16 pct.
35 pct.
18 pct.
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. Kategorien ”Øvrig” dækker over udledninger fra fremstillingserhverv inkl. byggeri og
anlæg, serviceerhverv, husholdninger samt affald og spildevand. Tallene er opgjort som mio. ton CO
2
-ækvivalenter.
Tabellen viser, at transportsektoren som den eneste sektor har øget udledningerne siden 1990. Den største
absolutte reduktion har fundet sted i energisektoren, der både i 1990 og i 2012 var den sektor, der havde
de største udledninger.
Den danske forpligtelse under Kyotoprotokollens første periode 2008-2012
Danmark påtog sig under Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode en af de højeste
reduktionsforpligtelser i EU. Målet var at nedbringe de gennemsnitlige udledninger fra 2008-2012 med 21
pct. reduktion i forhold til basisåret 1990. I forbindelse med målopfyldelsen benyttede Danmark sig af både
klimakreditter og medregnede klimaeffekten af binding af kulstof i jorde og skove (se figur 3).
Figur 3: Elementerne i Danmarks opfyldelse af Kyotoprotokollen 2008-2012
Opfyldelsen af Kyotoprotokollen
2008-2012, gennemsnit
70
Mio. ton CO
2
ækvivalent
60
50
40
30
20
10
0
Kilde: Energistyrelsen
Udledningstilladelser
tildelt Danmark
Udledninger
JI/CDM kreditter
LULUCF bidrag
Danmark har indleveret sit officielle regnskab, der forventes godkendt af FN i løbet af sommeren 2016. Af
regnskabet fremgår, at Danmark ikke alene opfylder sin ambitiøse målsætning, men faktisk også vil sidde
tilbage med en lille mængde udledningstilladelser i overskud. Regeringen har valgt at annullere
overskuddet.
6
De anførte udledninger i 1990 er basis for beregning af klimaindsatsen. Tallene for 2012 er korrigeret for elhandel.
De korrigerede tal er den mest korrekte angivelse af det danske energiforbrugs samlede drivhusgasaftryk.
9
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0011.png
6. Den danske indsats på klimaområdet frem mod 2020
Forventninger om betydelige reduktioner i de danske drivhusgasudledninger frem mod 2020
I basisfremskrivningen 2014’s fremskrivning af de danske drivhusgasudledninger frem mod 2020 fremgår
det, at der kan forventes et fortsat fald i udledningerne jf. figur 4. Medregnet effekten af CO
2
-optag i jorde
og skove forventes det, at de danske drivhusgasudledninger falder til 43,3 mio. ton i 2020, svarende til et
fald på 37 pct. i forhold til 1990.
Figur 4: De forventede samlede reduktioner i drivhusgasudledningerne fra Danmark frem mod 2020
90
80
70
Mio. ton CO
2
e
60
50
40
30
20
10
0
Totale udledninger, korrigerede
Basisår
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. I figuren vises de korrigerede udledninger for perioden 1990-2020 samt det
fastsatte basisår i 1990.
Som det fremgår af figur 5, forventes den største reduktion at finde sted i energisektoren. Denne udvikling
kan i store træk tilskrives den brede energiaftale fra 2012.
Figur 5: Drivhusgasudledninger fordelt på sektorer i 1990, 2012 og 2020
1990
24%
39%
21%
21%
19%
2012
18%
38%
2020
29%
Energi
Transport
Landbrug
27%
Øvrig
26%
16%
22%
Kilde: Basisfremskrivningen 2014. Kategorien ”Øvrig” dækker over udledninger fra fremstillingserhverv inkl. byggeri og
anlæg, serviceerhverv, husholdninger samt affald og spildevand
Kun få andre af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, forventer at opnå lige så store
reduktioner i udledningerne i 2020 som Danmark, både globalt men også internt i EU. I EU forventes
Tyskland og Storbritannien at have realiseret reduktioner af de samlede udledninger, der er på niveau med
eller over de danske forventede udledninger i 2020. Tyskland forventes at reducere med 33-34 pct. i
10
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0012.png
forhold til 1990
7
, mens Storbritannien forventes at reducere med 43 pct. i forhold til 1990
8
. En række EU
lande ud over Tyskland og Storbritannien har også præsteret en større reduktion af udledninger end
Danmark siden 1990
9
, men det drejer sig om en række østeuropæiske lande, hvor reduktionen formentlig i
høj grad kan tilskrives den økonomiske omstilling efter murens fald.
Danmark overopfylder sine internationale klimaforpligtigelser
Fremskrivningen af de danske drivhusgasudledninger viser, at Danmark forventes at indfri de nationale
klimaforpligtigelser, der følger både af EU’s klima- og energipakke for perioden 2013 til 2020 og af
tilslutningen til Kyotoprotokollens anden forpligtigelsesperiode med de politiske initiativer, der allerede er
truffet beslutning om.
Danmark har som nævnt påtaget sig at nedbringe de ikke-kvotebelagte udledninger årligt frem mod 2020,
således at udledningerne i 2020 skal være nedbragt med 20 pct. i forhold til 2005, svarende til et mål på
30,5 mio. ton CO
2
e i 2020. Kun Luxembourg og Irland fik et lige så højt nationalt reduktionsmål i forbindelse
med byrdefordelingen af de nationale reduktionsindsatser. Danmark bidrager således substantielt til at
løfte det fælles EU-mål for 2020.
Basisfremskrivningen 2014 viser, at Danmark forventes at overopfylde samtlige årlige reduktionsmål for
perioden og selve målet for 2020. Da overopfyldelse fra de enkelte årlige mål kan gemmes til senere
opfyldelse, betyder dette, at Danmark på nuværende tidspunkt forventer en akkumuleret overopfyldelse
på omkring 19 mio. ton. Overopfyldelsen i målåret 2020 forventes at være på omkring 0,5 mio. ton, hvilket
medfører, at Danmark samlet set vil have reduceret med ca. 21 pct. i 2020 forhold til 2005.
Figur 6: Udledninger fra den danske ikke-kvotebelagte sektor og udledningsloft frem mod 2020
40,0
35,0
Mio. ton CO
2
ækvivalent
30,0
25,0
20,0
15,0
10,0
5,0
0,0
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
Udledningsloft
Udledninger
For de kvoteomfattede udledninger forventes et fald på ca. 45 pct. i 2020 i forhold til 2005. Den største del
af dette fald i drivhusgasudledningen forventes altså fortsat at finde sted i den kvoteomfattede sektor,
hvilket fortsætter den historiske trend i forløbet frem mod 2020.
7
8
Kilde: Climate Action Programme 2020,
www.bmub.bund.de.
Kilde: DECC, “updated energy and emissions projections 2014”.
9
Kilde: EU’s Miljøagentur
11
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0013.png
EU’s Miljøagentur vurderer, på baggrund af medlemslandenes indberettede fremskrivninger for
drivhusgasudledningen, at også det overordnede EU-mål om at reducere EU’s samlede
drivhusgasudledninger med 20 pct. 2020 vil blive overopfyldt.
Planlagte klimatiltag og virkemidler
En række forskellige sektorer bidrager til de danske drivhusgasudledninger. Udover energisektoren er det
først og fremmest transport-, landbrugs-, affalds-, bygge- og miljøsektoren.
Som tidligere nævnt er det især energiaftalen fra 2012 for perioden 2012 til 2020, der bidrager til at sikre
store reduktioner i udledningerne fra energisektoren frem mod 2020. De vigtigste elementer i energiaftalen
er en markant udbygning med vindenergi, bedre rammer for anvendelsen af bioenergi, en øget indsats for
effektivisering af energiforbruget, fokus på omstilling til vedvarende energi i virksomheder og en styrkelse
af de grønne vækstmuligheder. Disse elementer skal ifølge aftalen udrulles løbende frem mod 2020.
Parallelt med energiaftalen er der også iværksat en række initiativer indenfor andre sektorer, som vil
bidrage til at sikre reduktioner i drivhusgasudledningen frem mod 2020. Med landdistriktsprogrammet
afsættes penge fra både EU og den danske stat til udvikling af landdistrikterne via etablering af en række
konkrete støtteordninger til en bred vifte af formål herunder bl.a. at styrke konkurrenceevnen og at
mindske udledningerne af drivhusgasser. Der er f.eks. afsat midler til udtagning af lavbundsjorde,
etablering af vådområder og forsuring af gylle frem til 2017 og fremme af miljøteknologi i stalde, økologi og
etablering af læhegn i 2014-2016.
På affaldsområdet er der iværksat en større indsats, der skal begrænse udledningen af drivhusgasser fra
gamle lossepladser. Gamle lossepladser udleder drivhusgassen metan mange år efter, deponeringen af
organisk affald er ophørt. Ved at etablere særlige biocovers (biofiltre) i overfladen af lossepladser reduceres
drivhusgasudledningen. Det er besluttet at afsætte 185 mio. kroner i perioden 2014-2017 til etablering af
ca. 100 biocovers på nedlukkede affaldsdeponier. Forventningen er, at indsatsen vil reducere udledningen
af drivhusgasser med ca. 0,3 mio. ton CO
2
-e i 2020.
Derudover er der i 2015 afsat penge til en række mindre indsatser, der på forskellig vis skal bidrage til at
reducere drivhusgasudledningerne i Danmark. Det drejer sig om indsatser, der skal fremme henholdsvis
anvendelsen af dansk træ i byggematerialer og dyrkning og afsætning af energipil. Grundet karakteren af
indsatserne har det kun været muligt at estimere den forventede effekt af indsatsen vedr. energirigtig
transport i trafikselskaber og kommuner, som vurderes at kunne medføre en reduktion i udledningen af
drivhusgasser på op mod 0,01 mio. ton CO
2
-e i 2020.
7. Den danske indsats på klimaområdet frem mod 2030
Frem mod 2030 skal Danmark bidrage til at opfylde det ambitiøse mål om intern reduktion af EU’s
drivhusgasudledninger med mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990, som EU’s stats- og regeringschefer
vedtog i 2014. Målet indebærer, at sektorerne omfattet af EU’s kvotehandelssystem reducerer
udledningerne med 43 pct. i 2030 i forhold til 2005, mens sektorerne uden for EU’s kvotehandelssystem
skal reducere udledningerne med 30 pct. i 2030 i forhold til 2005.
Disse overordnede beslutninger skal udmøntes i konkret EU-lovgivning – og dette arbejde er allerede i
gang. I juli 2015 fremlagde Kommissionen et forslag til, hvordan man kan stramme reguleringen af
kvotesektoren ved en revision af kvotehandelsdirektivet for perioden 2021-2030, som samtidig sikrer
målrettet kompensation til virksomheder, som har meromkostninger som følge af kvotesystemet, som er
udsat for konkurrence fra ikke EU-lande uden tilsvarende regulering. I 2016 fremlægger Kommissionen et
forslag til, hvordan målsætningen om at reducere udledningerne i den ikke-kvotebelagte sektor med 30 pct.
12
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0014.png
i 2030, kan udmøntes i konkrete reduktionsmålsætninger for de enkelte EU-lande - en såkaldt
byrdefordelingsaftale. I tillæg hertil forventes et initiativ fra Kommissionen med overvejelser om, hvordan
man kan integrere udledningerne fra land- og skovbruget (LULUCF-sektoren) i EU’s klimaregulering efter
2020.
Disse forslag kan afhængigt af deres endelige udformning medføre ændringer af klimapolitikken både i
Danmark og EU. De mulige ændringer beskrives nærmere i det følgende.
Strammere regulering af kvotesektoren
Der er en række udfordringer knyttet til reguleringen af kvotesektoren, som medfører et betydeligt
kvoteoverskud og deraf faldende kvotepriser. Kommissionens forslag
10
til en revision af
kvotehandelsdirektivet vil stramme reguleringen af kvotesektoren i overensstemmelse med den beslutning
om nye mål for 2030, som EU’s stats- og regeringschefer traf i oktober 2014.
Kommissionens forslag til revision af kvotedirektivet vil medføre en ændring af loftet over den samlede
kvotemængde i EU, således at den årlige reduktion af kvoteloftet øges fra de nuværende 1,74 pct. til 2,2
pct. Dermed begrænses den samlede drivhusgasudledning, som virksomhederne i kvotesektoren må
udlede, hurtigere end tidligere. Forslaget medfører desuden ændringer i fordelingen af den samlede
kvotemængde med oprettelsen af en moderniseringsfond (2 pct. af den samlede kvotemængde) og
udvidelse af innovationsfonden (NER300) til 400 mio. kvoter. Ligeledes ændres reglerne for gratis tildeling
af kvoter væsentligt, idet der indføres nye kriterier for beregning af hvilke sektorer, der vurderes som
værende i risiko for CO
2
-lækage. Ændringerne skal sikre en mere fokuseret tilgang til gratistildeling til de
sektorer, der er i størst risiko for CO
2
-lækage.
Forhandlingerne mellem medlemslandene og Europa-Parlamentet om Kommissionens forslag til ændring af
Kvotehandelsdirektivet ventes igangsat i den kommende tid. I forhandlingerne vil den danske regering
lægge vægt på, at kvotehandelssystemet styrkes gennem strukturelle reformer, samt at der sikres en
smidig administration af kvotehandelssystemet uden unødige administrative omkostninger, der bl.a. kan
sikre, at administrationen af Kvoteregistret er sikker og brugervenlig.
Betydelige reduktioner af drivhusgasudledningen fra de ikke-kvotebelagte sektorer
EU’s målsætning er, at drivhusgasudledningerne fra de ikke-kvotebelagte sektorer skal reduceres med 30
pct. i 2030 i forhold til 2005. I modsætning til målsætningen for 2020 skal disse reduktioner nås uden
anvendelse af klimakreditter fra tredjelande uden for EU (CDM-kreditter). Der er endnu ikke sat tal på,
hvordan målet kan byrdefordeles nationalt mellem EU’s medlemsstater. Dette skal afgøres i den
byrdefordelingsaftale, som Kommissionen forventes at fremlægge forslag om i 2016.
De nationale reduktionsmål for den ikke-kvotebelagte sektor skal fastsættes med udgangspunkt i BNP pr.
indbygger frem til 2030. En fordeling alene ud fra dette kriterium ville give Danmark et meget højt mål,
fordi Danmark har EU’s næsthøjeste BNP pr. indbygger. Det Europæiske Råd har dog fastsat et loft på de
nationale reduktionsmål på maksimalt 40 pct. i forhold til 2005, hvilket betyder, at medlemslandes
reduktionsmål skal ligge inden for et spænd fra 0 til - 40 pct. Med fastsættelsen af de nationale
reduktionsmål vil de udledningsrettigheder, som landene fik tildelt i forbindelse med 2020-pakken blive
reduceret frem mod 2030. Reduktionsmålene for medlemslande - som Danmark - med BNP pr. indbygger
over EU-gennemsnittet skal justeres for at afspejle landenes såkaldte omkostningseffektive
reduktionspotentialer. Dette forventes at bidrage til, at Danmarks reduktionsmål ikke bliver helt så højt,
som hvis det udelukkende blev fastsat på baggrund af BNP pr. indbygger. Samlet set er der er tale om et
nulsumsspil, hvor mindre reduktionsmål for nogle medlemslande betyder, at andre medlemslande må
10
Forslaget endnu ikke er færdigforhandlet.
13
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
påtage sig højere reduktionsmål. Herudover vedtog Det Europæiske Råd på dansk foranledning en ny
fleksibilitetsmekanisme mellem kvotesektoren og ikke-kvotesektoren. Denne fleksibilitetsmekanisme vil
gøre det muligt at anvende kvoter fra EU’s kvotehandelssystem til opfyldelses af målet i de ikke-
kvotebelagte sektorer. De nærmere betingelser og omfang af denne mekanisme skal fastlægges i
forbindelse med forhandlingerne om de nationale reduktionsmål.
Danmark kan forventes at blive forpligtet til at opfylde et reduktionsmål i den høje ende. Frem mod 2020
forventes drivhusgasudledningen fra landbrug og transport at udgøre en stigende andel af Danmarks ikke-
kvotebelagte drivhusgasudledning. Det kan blive vanskeligt at opfylde et potentielt højt reduktionsmål for
disse udledninger alene gennem nationale tiltag og uden høje omkostninger. Byrdefordelingsaftalen kan
derfor få stor betydning for tilrettelæggelsen af og omkostningerne for Danmarks fremtidige klimaindsats.
For at imødekomme et potentielt udfordrende reduktionsmål i ikke-kvotesektoren arbejder Danmark for
størst mulig inddragelse af omkostningseffektivitet og fleksibilitet i fastlæggelse af de nationale
reduktionsmål.
Regulering af landbrugets drivhusgasudledninger efter 2020
En betydelig og relativ stigende andel af Danmarks udledninger i den ikke-kvotebelagte sektor kommer fra
landbrugssektoren i form af eksempelvis metanudledning fra køer og lattergasudledninger fra kvælstof,
som spredes på markerne. Forventningen er, at landbrugets udledninger vil udgøre ca. en fjerdedel af de
samlede udledninger i 2020 og op mod 40 pct. af udledningerne fra den ikke-kvotebelagte sektor.
Landbrugets drivhusgasudledning er frem til 2020 reguleret som en del af ikke-kvotesektoren. Landbruget
er meget udsat for priskonkurrence internt i EU, hvorfor det er vanskeligt for sektoren at overvælte evt.
meromkostninger til en klimaindsats i priserne på landbrugsprodukter, med mindre andre landes landbrug
udsættes for de samme reduktionskrav. Forbliver sektoren en del af den ikke-kvotebelagte sektor, kan der
også fremadrettet være et behov for, at reducere udledningerne fra landbrugssektoren. Dette,
sammenholdt med at landbrugets udledninger udgør en relativ stigende del af de samlede udledninger i
den ikke-kvotebelagte sektor, medfører, at det kan blive svært at friholde landbrugssektoren fra at skulle
levere reduktioner i forbindelse med opfyldelsen af et højt nationalt reduktionsmål for den ikke-
kvotebelagte sektor i 2030.
Set i lyset af disse udfordringer kan Kommissionens udspil vedrørende integration af udledningerne fra
land- og skovbruget i EU’s klimaregulering efter 2020 blive afgørende.
Kommissionen har i forbindelse med vedtagelsen af 2030-rammen for EU’s klima- og energipolitik opstillet
tre forskellige scenarier for, hvordan landbrugets drivhusgasudledning samt optag og udledninger fra jord
og skove (betegnet LULUCF ”Land Use, Land Use Change and Forestry”) skal integreres i EU’s
klimaregulering efter 2020. I to af scenarierne bevares landbruget i den ikke-kvotebelagte sektor, mens
man i det tredje scenarie forslår, at landbruget og LULUCF integreres i en særskilt reguleringssøjle – en
såkaldt landsektor – uden for den ikke-kvotebelagte sektor. Fra dansk side er der arbejdet for, at
Kommissionen overvejer det tredje scenarie, da en fælles EU landsektor kan være med til at sikre ens
konkurrencevilkår for landbruget i hele EU og medføre, at sektorens reduktioner sker på tværs af EU, hvor
det er mest omkostningseffektivt.
Udfordringerne på transportområdet efter 2020
Transportsektoren vil ligesom landbruget forventeligt udgøre en væsentlig andel af den ikke-kvotebelagte
sektors drivhusgasudledninger i 2030, hvor det som nævnt forventes, at Danmark får et reduktionsmål i
den høje ende.
14
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0016.png
Nationale tiltag på transportområdet er generelt relativt omkostningstunge. Danmark kan derfor have
fordel af en ambitiøs EU-regulering på transportområdet, da Danmarks begrænsede marked ikke alene kan
drive teknologiske ændringer. Gennem fælles EU-tiltag kan man således i langt højere grad påvirke
markedet og samtidig opnå reduktioner i ikke-kvotesektoren på en mere omkostningseffektiv måde.
Der er i 2015 i EU vedtaget en ændring af
direktivet om fremme af vedvarende energi
(VE-direktivet),
regler om el til toge, loft over fødevarebaserede biobrændstoffer og mål for avancerede biobrændstoffer.
Kommissionen forventes i løbet af 2016 at fremlægge forslag til regulering af udledninger inden for
transportsektoren. Dette kunne konkret være en videreførelse af instrumenter og virkemidler, som allerede
har vist sig at have en effekt, f.eks. brændstofkvalitetsdirektivets krav om emissionsreduktioner og
forordningerne angående CO
2
-krav til biler og varevogne.
8. En global klimaftale – internationale klimaforhandlinger i FN
COP21 - Parisaftalen
Parterne til FN’s klimakonvention (UNFCCC) vedtog den 12. december 2015 en juridisk bindende global
klimaaftale, ’The Paris Agreement’. 2015 har på klimaområdet været et intenst år præget af
klimaforhandlingerne.
Forhandlingerne har været langstrakte, og særligt differentiering mellem udviklede og udviklingslande samt
klimafinansiering var vanskelige emner i forløbet. Selv om aftalen på nogle punkter ikke blev så ambitiøs,
som Danmark og EU havde arbejdet for, er den samlet set mere ambitiøs end forventet. Og aftalen sender
et klart signal til den private sektor om, at klimainvesteringer er fremtiden. Danske virksomheder har
udviklet mange af de omkostningseffektive løsninger, der skal sikre omstillingen til lavemission, som aftalen
lægger op til. Det er især tilfældet inden for energieffektivitet og vedvarende energi, og der må forventes
en øget efterspørgsel på danske løsninger og ’knowhow’ i takt med aftalens implementering.
Ambitionsniveau og reduktionsindsats
Aftalen indeholder en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under to grader og en
opfordring til at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Herudover fastsættes en
langsigtet vision om, at de globale udledninger skal toppe så hurtigt som muligt og derefter reduceres
hurtigt. Danmark og EU arbejdede til det sidste for et mere ambitiøst og konkret globalt langsigtet
reduktionsmål i aftalen, f.eks. 50 pct. reduktion i 2050 ift. 1990, men var dog samtidig bevidst om, at det
ville blive svært at opnå enighed om.
Aftalen er juridisk bindende, men indeholder ikke individuelt juridisk bindende reduktionsmål. Aftalen
fastsætter derimod forpligtelser for parterne til at forberede, kommunikere og opretholde nationalt
fastsatte reduktionsbidrag samt forfølge nationale reduktionsindsatser med henblik på at opfylde disse
bidrag. 186 lande har fremlagt deres reduktionsbidrag til klimaaftalen, der dækker mere end 95 pct. af de
globale udledninger.
Aftalen etablerer herudover en mekanisme, som skal bidrage til at øge parternes reduktionsbidrag
fremadrettet efter aftalens forventede ikrafttrædelse i 2020. Det skal konkret ske ved, at parterne hvert
femte år vurderer implementeringen af aftalens langsigtede mål med det formål at informere parterne i
forbindelse med forøgelse, opdatering eller genbekræftelse af deres nationalt bestemte reduktionsbidrag.
Denne vurdering skal finde sted første gang i 2023, hvorefter parterne i 2025 skal fremlægge nye
reduktionsmål for perioden efter 2030. Herefter vil processen gentages hvert femte år.
Parter, der har fremlagt femårige mål frem mod 2025, skal i 2020 kommunikere et nyt reduktionsbidrag.
Parter, der har fremlagt tiårige bidrag, herunder EU og mere end 160 andre lande, skal i 2020 genbekræfte
15
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
1580998_0017.png
eller opdatere deres allerede fremlagte 2030-mål. Aftalen fastlægger desuden et vigtigt princip om, at
parternes nye bidrag skal være mere ambitiøse end de hidtidige.
Det bemærkes, at der allerede i 2018 vil blive afholdt en faciliterende dialog mellem parterne, som vil
vurdere den globale reduktionsindsats ift. 1,5/2-gradersmålsætningen, og som skal informere parterne i
forbindelse med forberedelse af nye reduktionsbidrag.
Herudover fastsætter aftalen de overordnede rammer for det regelsæt, som skal gøre det muligt at opgøre
landenes klimaindsats. Et internationalt juridisk bindende rammeværk for opgørelse af alle parters indsats
har været en helt central prioritet for Danmark og EU, da parternes bidrag ikke indgår i selve aftalen.
Klimafinansiering
Med aftalen har ilandene genbekræftet målsætningen om at mobilisere 100 mia. USD om året fra 2020 fra
offentlige og private kilder. Inden 2025 skal der desuden vedtages et nyt og højere kvantitativt mål med en
ikke nærmere bestemt tidshorisont. Aftalen lægger i den forbindelse op til, at ilandene fortsat skal gå
forrest, men fastslår også, at mobilisering af klimafinansiering skal være en global indsats med bidrag fra
flere parter. Det betyder, at vækstøkonomier f.eks. kan bidrage med offentlig finansiering, mens mindre
udviklede lande kan være med til at tiltrække private klimainvesteringer.
Tilpasning til klimaforandringerne
Med aftalen etableres et globalt kvalitativt mål for indsatsen for tilpasning til klimaforandringerne, hvilket
har været en stor prioritet for ulandene. Det følger heraf, at parterne skal styrke tilpasningsindsatsen og
arbejde for at sikre øget modstandsdygtighed over for klimaforandringerne. Herudover anerkender aftalen
vigtigheden af at minimere og adressere uoprettelige tab og skader som følge af klimaforandringerne.
Videre proces
Aftalen vil skulle underskrives af parterne og herefter ratificeres. Der lægges op til at afholde en
højniveauceremoni med henblik på underskrivelse af aftalen i New York den 22. april 2016. Aftalen vil
træde i kraft, når mindst 55 parter dækkende mindst 55 pct. af de globale udledninger har ratificeret
aftalen. Det forventes, at aftalen vil træde i kraft den 1. januar 2020.
9. Danmarks bidrag til global grøn omstilling
Danmark understøtter gennem internationale myndighedssamarbejder en række
vækstøkonomiers omstilling til lavemission. Indsatsen er central, da der her er mulighed for at
skabe markante omkostningseffektive reduktioner i tillæg til den nationale og europæiske indsats.
Gennem de seneste år har Danmark således etableret strategiske energisamarbejder med Kina,
Mexico, Sydafrika, Vietnam og Ukraine, og fra 2015 også med Indonesien og Tyrkiet.
Udbredelse af den danske energimodel
Den danske indsats består af en række dybdegående myndighedssamarbejder på energiområdet,
hvor Energistyrelsen samarbejder målrettet med nationale myndigheder og beslutningstagere
med udgangspunkt i danske teknologiske og regulatoriske styrkepositioner såsom vedvarende
energi, energieffektivitet og langsigtet energiplanlægning.
Fælles for samarbejdslandene er den stigende energiefterspørgsel som følge af den betydelige
økonomiske vækst i disse lande og i forlængelse heraf en tilsvarende markant forøgelse af CO
2-
udledninger, der de kommende årtier vil udgøre en både lokal og global udfordring. Denne
udfordring skaber en efterspørgsel for danske erfaringer, serviceydelser og teknologier, som
16
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
udover at bidrage til CO
2
-reduktioner også styrker samarbejdslandenes forsyningssikkerhed og
mindsker lokal luftforurening.
I Kina, som er verdens største energiforbruger og CO
2
-udleder, har Danmark etableret et
samarbejde omkring vedvarende energi, energieffektivitet og fjernvarme. Danmark har medvirket
til at etablere et nationalt center for vedvarende energi - Chinese National Renewable Energy
Center (CNREC) - som bl.a. har udarbejdet langsigtede scenarier for omlægning af den kinesiske,
kulbaserede energisektor til mere vedvarende energi. CNREC’s seneste analyser påviser, at Kina i
2050 vil kunne basere sin energisektor på op til 60 pct. vedvarende energi, og CNREC vil på
baggrund af scenarieanalyserne levere input til den kommende kinesiske femårsplan. Også et
samarbejde med det nationale, kinesiske center for energieffektivitet - National Energy
Conservation Center (NECC) - har store perspektiver med fokus på udarbejdelse af
energieffektivitetsmålsætninger for den næste kinesiske femårsplan.
I Mexico arbejder Danmark med at imødekomme en stigende interesse for bæredygtige løsninger
til el-produktion efter dansk forbillede, bl.a. med et betydeligt fokus på biomasse. Den
mexicanske regering ønsker at eskalere brugen af vedvarende energi i de kommende år, reducere
CO
2
-udledning med 30 pct. i 2020 og generere 35 pct. af landets elektricitet i 2024 med
vedvarende energi. Endvidere samarbejder Danmark via Inter-American Development Bank med
Mexico om implementering af en forsikringsordning til fremme af EE-investeringer i små- og
mellemstore virksomheder.
Vietnam og Danmark har etableret et bilateralt samarbejdsprogram, som bl.a. indbefatter
udviklingen af en finansieringsmodel for industriel energieffektivisering for dermed at bidrage til
grøn omstilling. En fond på 35 mio. kroner, ”Green Investment Facility”, skal bruges til at yde
bankgarantier for 50 pct. af lånene til energieffektivitet i små- og mellemstore virksomheder for
derigennem at nedbringe energiforbrug og -omkostninger og øge konkurrencedygtigheden på
sigt.
Sydafrika har en målsætning om at reducere CO
2
-udledningen med 42 pct. i 2025. Bedre
udnyttelse af landets potentiale for vedvarende energi er en væsentlig prioritet for den
sydafrikanske regering. Danmark samarbejder med de sydafrikanske myndigheder om at omstille
landets elsektor fra kul til mere vedvarende energi, herunder især gennem teknisk og regulatorisk
rådgivning om integration af vindkraft. Endvidere har Danmark i samarbejde med bl.a. IEA
påbegyndt arbejde om en ny, national EE-strategi for Sydafrika.
I Ukraine er det danske myndighedssamarbejde fokuseret på energieffektivitet og bedre
forvaltning, herunder tilvejebringelse af data til langtidsplanlægning i energisystemet. Danmark
hjælper Ukrainske myndigheder med at tage de første skridt mod en energimodel, der sikrer
større forsyningssikkerhed og lavere CO
2
-udledning.
Indsatsernes gensidige fremme af CO2-reduktioner og dansk vækst og eksport
Det danske myndighedssamarbejde inden for klima- og energipolitik understøtter danske
virksomheders muligheder for at få andel i det voksende globale marked for energiteknologi.
Myndighedssamarbejdet kan bidrage direkte til eksportfremme ved at være en løftestang for de
danske virksomheder, der kan levere efterspurgte energiteknologiprodukter og serviceydelser på
eksportmarkederne.
Myndighedssamarbejde bidrager gennem fokus på at skabe CO
2
-reduktioner både til at forbedre
rammevilkår og modne markeder for grøn energiteknologi og samtidig øge opmærksomheden på
17
 EFK, Alm.del - 2015-16 - Bilag 115: Vedr. Klimapolitisk Redegørelse 2015
Danmark som foregangsland på klima- og energiområderne. Myndighedssamarbejdet kan dermed
også medvirke til at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark til gavn for vækst og
jobskabelse.
I regi af den såkaldte Eksportordning (2013-2015) kobles myndighedssamarbejde direkte med
eksportfremme. Ordningen gennemføres i tæt samarbejde mellem Energistyrelsen og
Eksportrådet, og fokuserer på eksport af den danske energimodel på nøglemarkederne Kina,
Tyskland og UK til gunst for både klimaet og dansk erhvervsliv. Markederne og sektorfokus er
udvalgt i samarbejde med dansk erhvervsliv, som er aktivt koblet til initiativet.
18