Vil den kommende reform af det almene gymnasium
styrke naturvidenskabsundervisningen?
16. december 2015
Til Ministeren for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
samt Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
I de faglige foreninger i naturvidenskab har vi talt en del om den kommende justering af bekendtgørelsen
for det almene gymnasium (STX). Efter udspillet ”Gymnasier til fremtiden” fra december 2014, har vi været
nervøse for, at den udmeldte styrkelse af naturvidenskab reelt vil medføre en reduktion af
undervisningstiden på de naturvidenskabelige C-niveauer, hvilket vi påpegede i flere henvendelser tidligere
på året
1
.
Videre vil vi gerne understrege, at vi fortsat anser valgfagsreformen fra 2013 (L171) for at være en
svækkelse af naturvidenskab, som kun har ført til yderligere faglig supplering efter studentereksamen samt
et lavere naturvidenskabeligt dannelsesniveau.
De naturvidenskabelige fag på C-niveau, bør i lighed med alle andre fag på C-niveau have en
undervisningstid på 75 timer. Denne bør ikke beskæres, specielt ikke hvis et øget fagligt niveau er ønsket.
Videre bør naturvidenskabeligt grundforløb opretholdes med egen timetildeling, så området også i
fremtiden er stedet hvor naturvidenskab samarbejder, og hvor interessen for naturvidenskab gerne skulle
skærpes. Pointen med dette er, at et C-niveau er et C-niveau, også selv om der står naturvidenskab på
skemaet.
Hvis det fortsat er regeringens mål at mindske behovet for gymnasiale supplerings kurser (GSK), så bør
valgfagsreformen fra 2013 rulles tilbage. Der er ikke grund til, at matematik B skal erstatte et af de
naturvidenskabelige fag på B-niveau, og derfor mener vi, at det kommende udspil til justering bør
indeholde et krav om, at alle elever på det almene gymnasium skal have mindst ét naturvidenskabeligt fag
på B-niveau.
Kan ovenstående blive en konsekvens af den kommende justering, så vil det hjælpe til med at nedbringe
antallet af kursister på GSK, samtidig med at det faglige niveau på de naturvidenskabelige studieretninger
ikke sænkes. Desuden vil det faglige niveau på de ikke naturvidenskabelige studieretninger hæves en lille
smule, både på det rent særfaglige område og hvad angår naturvidenskabelig almendannelse.
Vi håber, at ovenstående vil indgå i de kommende overvejelser omkring styrkelse af både det
naturvidenskabelige niveau og almendannelsen i det almene gymnasium.
Med venlig hilsen de faglige foreninger i naturvidenskab
Fysiklærerforeningen
Frank Lisberg Borum
Foreningen af Danske Biologer
Christian Rix
Kemilærerforeningen
Johanne Jensen
Geografilærerforeningen
Birgit Sandermann Justesen
1
Se henvendelse af 5. januar 2015 samt henvendelse af 1. februar 2015