Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 32
Offentligt
1562153_0001.png
Til Folketingets Børne- og undervisningsudvalg
Besparelser giver forringet kvalitet
HF-lærerne ved VUC & hf Nordjyllands Frederikshavn-afdeling ønsker med denne skrivelse at udtrykke
vores store utilfredshed med og protest mod de planlagte besparelser på det gymnasiale område generelt
og VUC-området specielt.
Den samlede VUC-sektor pålægges som følge af EUD-budgetreguleringen en nedskæring i 2016 på intet
mindre end 215 mio. kr., hvoraf de 138 mio. kr. tages fra fjernundervisningen, som stadig flere kursister
efterspørger – også på VUC & hf Nordjylland.
Udover denne allerede vedtagne ”regulering” indebærer Regeringens finanslovsforslag for 2016 en
nedsættelse af taxametret for holdkursister på ca. 1.700 kr. pr. kursist.
Samlet set bliver VUC-sektorens ramme i 2016 beskåret med 10 %.
En ”budgetregulering” af en sådan størrelse kan ikke undgå at få store konsekvenser – både for kursister og
for ansatte.
Kursisterne må imødese større hold, hvorved udbyttet af undervisningen vil falde p.gr.a den mindre tid til
den enkelte kursist. Netop på VUC, hvor flere kursister end gennemsnitligt i den gymnasiale sektor kommer
fra uddannelsesfremmede hjem, vil det få alvorlige konsekvenser i form af større frafald og det vil kraftigt
forringe mulighederne for at opfylde 95%-målsætningen.
Derudover vil det være nødvendigt at lukke små valghold, hvorved kursisternes mulighed for at tone HF-
uddannelsen efter egne behov forringes. Denne tendens vil selvfølgelig vil være størst på VUC-afdelinger
uden for de store byer og vil direkte kunne medføre lukninger af små afdelinger, der ellers oftest fungerer
som eneste reelle uddannelsestilbud i lokalsamfundet.
VUC’erne har med stor succes evnet at indfange og uddanne både den gruppe af unge der ikke føler sig
tiltrukket af de øvrige gymnasiale uddannelser og derfor ellers ville vælge uddannelse fra og den gruppe
voksne, der efter en række år på arbejdsmarkedet har fået lyst og overskud til at tage den uddannelse, de
aldrig fik, mens de var unge.
Dette uvurderlige bidrag til velfærdssamfundets fremtid vil lide skade, hvis disse besparelser bliver ført ud i
livet. Kvaliteten af uddannelserne vil være truet og målsætningen om, at Danmark skal have nogle af
verdens bedste uddannelser, bliver sværere at opfylde.
Besparelserne vil forringe ungdomsuddannelserne i Danmark – såvel kvalitativt som kvantitativt.
Vi vil derfor kraftigt opfordre ministeren og medlemmerne af uddannelsesudvalget til at trække disse
besparelser tilbage.
Vedtaget på et møde for HF-lærerne ved VUC Nordjyllands Frederikshavn-afdeling
22. oktober 2015